Farvehaven nu (My Dye Garden)

Nu hvor sommeren går på hæld er det blevet tid til at gøre status over årets farveplanter. I år har jeg haft vajdplanter til at gro 2. år, og en håndfuld planter gav en kæmpe bunke frø, selv om jeg faktisk var nødt til at flytte dem sidste efterår. Dette her er kun nogle af frøene.

Summer is leaving us, and I feel like summing up my gardening for the year. I had 2. year woad plants, and just a few plants gave me a big pile of seeds. That’s despite the fact that I moved those plants last fall. This is just some of the seeds.

woadseeds2

 

Så har jeg også haft en række skønhedsøje (Coreopsis tinctoria), som jeg tidligere har fået flotte orange farver ud af.

I also grew dyer’s coreopsis, which gave me these lovely orange shades a couple of years ago.

coreopsiswool

 

Skønhedsøje er også en fin sommerblomst, som sætter blomster i to farver.

Dyer’s coreopsis is a nice bicolor summer flower.

skonhedsoje16

 

Desværre tror jeg, at jeg har fået høstet skønhedsøje lige vel sent. Så jeg har kun taget en beskeden buket af de blomster, der stod bedst. Resten har jeg ladet stå, for at se om de sætter frø. Det tager nok lidt tid endnu, at dømme ud fra en sammenligning mellem mine afblomstrede stilke og denne fine oversigt.

Unfortunately, I was a bit late in harvesting my coreopsis, so I just took a few stalks of the freshest flowers. I left the rest for now, to see if I can get seeds out of them. It make take a while longer, judging from a comparison between my flowers and this excellent overview.

I år har jeg sået vau for første gang. Jeg havde forventet høje blomsterstande, som skulle tiltrække masser af sommerfugle, men planterne står altså kun med bladrosetter. Det ser ud til, at blomsterstandene kommer næste år.

This year, I’m attempting to grow weld for the first time. I expected tall flowers to attract loads of butterflies, but the plants only produced these leaf rosettes. Looks like the stalks will come next year.

vau16

 

Jeg har også sået krap for første gang, og det har givet mig en håndfuld forvildede, sølle udseende planter. Men hvis de overlever vinteren, kan det jo være, at de får lidt bedre fat næste år.

I’ve also started growing madder for the first time, and my plants are rather scrawny. I hope they’ll do better next year, if they survive winter, that is.

krapplanter16

 

Til gengæld står den japanske indigo særdeles flot og frugtbart. I år vil jeg tørre bladene og prøve at farve med denne metode.

My Japanese indigo, on the other hand, is really having a good time. This year, I’m planning to dry the leaves and try this method.

japindigo16

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Shibori ♥ Indigo

For snart nogen tid siden prøvede jeg kræfter med kombinationen af indigo og den japanske teknik shibori for første gang, og det bliver ikke den sidste. Jeg farvede på en håndfuld t-shirts og skjorter fra lokale genbrugsforretninger, alle af ren bomuld.

Arashi shibori laves traditionelt ved at vikle stof om en træstav. Mønstrene, man får, minder om bølger i et oprørt hav – “arashi” betyder storm.

Jeg lavede min arashi shibori ved at vikle om pvc-rør fra byggemarkedet, men man kunne også bruge et kosteskaft eller hvad man ellers har ved hånden. Jeg foldede en t-shirt på langs (1 og 2 nedenfor) og viklede dem omkring røret. Så bandt jeg bomuldstråd stramt omkring og maste stoffet sammen ind mod midten (3). Det skal folde så meget som muligt, det giver mønsteret (4).

A while ago, I tried the magical combination of indigo and the Japanese technique shibori, for the first – and definitely not last – time. I dyed a handful of cotton t-shirts and shirts from local second-hand shops.

Traditionally, arashi shibori was made by tying fabric around a wooden pole. The patterns thus achieved are reminiscent of waves of a rough sea – “arashi” means storm.

I made my arashi shibori by wrapping the t-shirt around a piece of pvc pipe, folding the t-shirt vertically (1 and 2 below) before wrapping it. Then, I tied cotton string tightly and bundled the fabric towards the centre (3). It should fold as much as possibe, that’s what produces the pattern (4).

arashi_shibori

 

Retningen af mønsteret kommer selvfølgelig fra den måde, stoffet er foldet på inden det er snøret, og næste gang vil jeg prøve med nogle diagonale foldninger. Arashi mønsteret er i hvert fald meget spiseligt, her nedenfor ses t-shirten ovenover tæt på.

The direction that the pattern takes obviously comes from the direction of folding before wrapping. Next time, I’ll try diagonal folds. But all in all, the arashi pattern turned out great, here’s a closer look.

arashi-detail

 

Og her en detalje fra en skjorte hvor folderne ikke lå så fint før snøringen – det giver faktisk et mere spændende mønster.

And a detail from the shirt where I didn’t fold the fabric neatly before wrapping – that actually makes the pattern more interesting.

skjorte_arashi4

 

Itajime shibori laver man ved at folde stof og klemme det fast mellem forme. Jeg lavede den allersimpleste version, hvor jeg foldede stof i kvadratiske folder (1 og 2 nedenfor) og klemte det fast med elastikker mellem et par blokke jeg havde savet mig (3).

Itajime shibori is made by folding and clamping fabric. I tried the very simplest verision, clamping a quadratically folded t-shirt (1 and 2 below) between a couple of wood blocks using rubber bands (3).

itajime_shibori

 

Foldningen giver et helt simpelt og attraktivt mønster (4). Og se hvor flotte blokkene blev – næste serie af forsøg kunne handle om farvning af træ med indigo.

This fold gives a pattern that I find simple and attractive (4). And look at the wood blocks after an indigo bath. Maybe my next experiments will be dyeing wood using indigo.

traeblok

 

Der er meget mere at afprøve med itajime shibori: andre foldninger, og fastklemning i forme med et mønster, i stedet for simple træklodser. Og så er der andre slags shibori: kumo shibori, hvor man vikler tråde omkring stoffet og yanagi shibori hvor man vikler omkring et tov. Det er bare begyndelsen!

There’s a lot more to try with itajime shibori: other folds, clamping with other shapes instead of simple wood blocks. And there are many other types of shibori: kumo shibori and yanagi shibori to begin with. Many more experiments!

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sensommergrønt (Late Summer Greens)

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

This summer, I’ve dyed a nice pile of green wool using reed flowers and velvet pax – two dyestuffs that are a highlight of the dyer’s year. Reed flowers because they give such an electric green. You have to admit it’s a bit strange that these red flowers dye wool a wild green, but only if you get them into the dye pot absolutely fresh. If the flowers have opened or are not freshly picked, they will only give yellow. Velvet pax because its dusty greens are so lightfast. The two skeins in the back are dyed with velvet pax, the three in the front with reed flowers.

grøn green

 

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

I’m becoming better at finding velvet pax. The first couple of years, I looked for it too late in the season. This year, I’ve found it growing several places, for example this archetypical plantation, where Dagmar is picking a big one. Just the kind of place that velvet pax likes to grow.

Dagmarplukker

 

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

Velvet pax can be found in August, and this year, everything was early, so it was there at the beginning of August. And the mushrooms were huge – I found some that were 25 cm across.

sortfiltet

 

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

Big, fat spiders are another joy of late summer. This one, which is possibly the fattest spider I’ve ever seen, lives outside our house. When I was sticking my camera right in its face, the neighbor’s big dogs started barking. Immediately, the spider lifted its front legs as if to attack. I chose to run away, so I only got a good shot from underneath the spider, where its pattern looks a bit like eyes. I think it’s a very light colored cross spider, since its body is pointy at the back. After reading that they can bite if provoked, I think my decision to flee was not a bad one.

edderkop

 

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

Summer is also the time of year to test light-fastness. I tested a handful of colors on the windowsill from early July to mid August, and their light-fastness was quite different.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte // Old polypores, the two top ones warm baths and the lower one a cold bath that brewed outside for some weeks. None of these yellow browns are very light-fast.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok! // Velvet pax, the color didn’t change. I’ve seen this light-fastness in previous test, so it really is that good!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte // Orange Cortinarius mushrooms, I don’t know which species. Not that light-fast
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne // A matrix of madder and indigo, showing that saturated colors are much more light-fast than pastels
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte // Sorrel root, not very light-fast
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte // Birch leaves. Surprisingly light-fast
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6… // Weld. Surprised by the fact that it’s less light-fast than number 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed // Henna on alpaca. I’d say this is a medium light-fastness
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed // Calendula flowers. Surprisingly light-fast

lysprøver_sommer16

 

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

I’ve also dyed with tansy, which doesn’t give green, but “just” yellow on alum mordanted wool (no pictures of that). But when I admired the flowers, I suddenly wanted to check if they really do stick to Fibonacci numbers.

The Fibonacci series begins with two ones, and then the next numbers are found by adding the two previous ones:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, etc.

The last time I thought about Fibonacci numbers were for calculating the numbers of my Vindauga blanket where rectangles obey the golden ratio, approximated by the ratio between neighboring numbers in the Fibonacci series, eg. 55/34 = 1.61.

Below is a close-up of a tansy flower. And as promised, the numbers of rows of tiny buds are Fibonacci numbers – 13 clockwise rows and 21 counter-clockwise.

DSC_2985

 

I sommerens løb nåede vi endelig også lidt børneforsøg. Vi har tit bagt brød, og talt om hvorfor de forskellige ingredienser skal i. Dette her er fortsættelsen, et lille forsøg med, hvad gær bedst kan lide at spise.

Vi tog ca. en kvart pakke gær og delte den i 3 lige store dele, der hver blev opløst i et glas vand. Maden, som gæren i de 3 glas fik var 1 spsk druesukker, almindelig sukker eller majsstivelse. Vi holdt glassene omkring 37 grader i et par timer ved at sætte dem i et vandbad. Dagmar syntes, det var sjovt at holde øje med glassene, og kunne selv konstatere, at det først bobler i glasset med druesukker (til venstre), og senere begynder det også i glasset med almindeligt sukker (i midten). Der kommer ingen bobler i glasset med majsstivelse (til højre), for det kan gæren ikke spise. Boblerne kommer, når gæren gror, for så spalter den sukkeret til alkohol og CO2.

Dette lille forsøg var meget let at lave, og giver mening selv for helt små børn – gær kan spise nogle ting og ikke andre. Med større børn eller for sin egen skyld kan man jo godt tænke over, at druesukker er en enkelt sukker (monosaccharid) og gæren kan bruge det direkte. Almindeligt sukker er to sukkerringe, der sidder sammen (og hedder sukrose, og er et disaccharid) og det tager lidt tid for gæren at skille de to ringe ad. Majsstivelsen er mange sukkerringe, der sidder sammen, og det gør de på en måde, som gæren ikke kan klippe over.

We also had time for a bit of kid’s science over the summer. We’ve often baked bread and talked about the roles of the different ingredients, so this experiment continues that theme by showing what yeast likes to eat.

We get fresh yeast here. We split about a spoonful of it in three, dissolving each in a glass of water. We fed them differently, with a spoonful of glucose, table sugar, or corn starch. Then, we kept them at body temperature for a couple of hours with a simple water bath. Dagmar thought it was fun, and she kept an eye on the glasses to look for bubbles. She could tell that the first bubbles occurred in the glucose glass (left), then the one with table sugar (middle). There were no bubbles in the corn starch glass (right) because the yeast cannot eat that. The bobbles are there when the yeast grows because it splits sugar into alcohol and CO2.

This experiment was very easy to do, and it makes sense even to very young children – yeast likes to eat certain things and not others. But for one’s own sake or with larger children, it is possible to think a bit further. Glucose is a single sugar ring (a mono-saccharide) that the yeast can use directly. Table sugar is two rings (called sucrose, a di-saccharide) and it takes a bit of time for the yeast to cut the rings apart. Corn starch is a long row of rings, and they are attached so that the yeast cannot cut them apart.

yeast-experiment
Gær fodret med druesukker (venstre), almindeligt sukker (midten) og majsstivelse (højre). Det bobler og gror i glassene med druesukker og almindeligt sukker. Yeast fed glucose (left), table sugar (middle), and corn starch (right). There is growth and bubbles in the glasses with glucose and table sugar.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sommeren regnfuld gik (Summer)

Trods regnen har vi oplevet en masse denne sommer både hjemme i det midtjyske og på vores store rejse til Himmerland. Og så har planter og svampe kvitteret for regnen i hobetal.

This summer passed in a big cloud of rain, which has been lovely for plants and mushrooms that came out early and in huge numbers. We went on lots of day trips.

Skovsnogen Artspace hvor den fine kunst ikke skal rådne inden døre, men spiller sammen med skoven omkring den.

Skovsnogen Artspace where art lives in the context of the forest instead of dying indoors.

skovsnogen

 

Det lykkedes min mor at blive færdig med et par projekter med garn, som jeg har farvet – et Elizabeth-sjal efter mønster af Dee O’Keefe i krapfarvet Einband. Den islandske uld er selvfølgelig fantastisk at strikke med og gå med, men den tager også virkelig godt og smukt imod farven. Hun strikkede også et par sokker efter Laurel-mønsteret af Wendy D. Johnson i sokkegarn, jeg har farvet med indigo og et lille stænk cochenille for at få en lilla tone.

My mom has managed to finish a couple of knitting projects with yarn that I’ve dyed. An Elizabeth shawl designed by Dee O’Keefe in Einband that I’ve dyed with madder. This Icelandic wool is wonderful to knit with and to wear, but it also takes color beautifully. She also knit a pair of socks, the pattern is Laurel by Wendy D. Johnson, the yarn a sock yarn I’ve dyed purplish blue with indigo and a twist of cochineal.

wendyknitting
Vi var på udflugt til Rebild Bakker. Fårene passer perfekt ind i landskabet, og det er jo også deres græsning, der vedligeholder heden (blåbær spiser de til gengæld ikke). Jeg kan ikke huske at have set sådan et stejlt landskab andre steder i Danmark, det er utroligt hvad istidens smeltevand har udrettet.

We went on a day trip to the hilly landscape at Rebild. The sheep are a perfect match for this landscape, and in the end, it is their grazing that maintains the heath (blueberries though, they don’t touch). I don’t remember ever seeing such steep hills anywhere else in Denmark – it tells you about the power of the melting waters from the end of the last ice age.

rebild_bakker
Rold skov ligger lige ved siden af, og her så vi de specielle, gamle bøgetræer, kaldet purker. De er forkrøblede og mangestammede, fordi de blev skåret ned igen og igen til brænde. Faldne stammer får lov at rådne, så svampe og insekter får lidt tiltrængt habitat.

Rold forest is close by. There, we saw the unusual old beech trees, called “purker” in Danish. They have multiple contorted growths because they were cut down repeatedly for firewood. Fallen logs are left to rot, giving mushrooms and insects a much needed habitat.

roldskov
Biodiversitet fandt vi også på Livø. Vi var på rundvisning i det økologiske forsøgslandbrug som Naturstyrelsen driver. De eksperimenter er med dyrkningsformer til økologi og glutenfrie afgrøder som quinoa og boghvede.

Det er jo dejligt at se en kornmark, der er fuld af andre planter, såsom kløver og kornblomster. Jeg har altid godt kunnet lide kornblomster, men jeg ser dem på en ny måde efter at have læst om farven i “Handbook of Natural Colorants” af Bechtold & Mussak. Den skyldes nemlig et supramolekylært kompleks af cyanidiner og flavoner med metalioner (Mg2+ og Fe3+) som samles ved self-assembly. Det er derfor, at man ikke kan udvinde den blå farve af kornblomster for at farve med den – komplekset falder fra hinanden, og de enkelte dele har ikke nogen farve. Det kan måske også være tilfældet med andre stærke farver, der ikke kan udvindes? Erindringen om fiasko med violet ametysthat melder sig.

We also encountered biodiversity on the island of Livø. We went on a guided tour of the organic test farm, where experiments are made with growth practices for organic farming, as well as testing new crops such as quinoa and buckwheat.

It’s always a good thing to see a field of crops with lots of other plants in it, such as clover and cornflower. I’ve always loved cornflowers, but I do see them in a new light after reading about their color in “Handbook of Natural Colorants” by Berchtold & Mussak. The color comes from a supramolecular, self-assembled, complex of cyanidins, flavones, and metal ions (Mg2+ and Fe3+), and that’s why it cannot be extracted for dyeing. The complex comes apart, and the individual parts are not blue. This could be the case with other pretty colors that are impossible to extract? The purple deceiver failure comes to mind.

livø
Jeg kunne selvfølgelig ikke gå så meget udenfor en hel sommer uden at lede efter lav. Jeg har foræret mig selv to bestemmelsesnøgler, den ene et simpelt lille hæfte fra Svampeforeningen: “Laver i Tisvilde Hegn” af Hørnell, Jeppesen og Søchting. Jeg fik det til 30 kr fordi det næsten er udsolgt, og det er et godt lille hæfte med gode billeder af de mest almindelige lavarter. Den anden er meget mere detaljeret/akademisk (og meget dyrere); “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” af Dobson.

I obviously couldn’t walk outside an entire summer without looking for lichens. I’ve added two books to my lichen library, one is a small and useful Danish pamphlet, “Laver i Tisvilde Hegn” by Hørnell, Jeppesen & Søchting. The other is the elaborate, somewhat academic “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” by Dobson.

Det er umuligt at gå udenfor døren uden at se de allermest almindelige lavtyper: almindelig slåenlav (Evernia prunastri), tue-grenlav (Ramalina fastigiata),  almindelig væggelav (Xanthoria parietina) og almindelig kvistlav (Hypogymnia physodes). Dem har jeg allerede afprøvet til farvning, så ikke mere om dem her. Denne sommer koncentrerede jeg mig om laver af familien Cladonia, som på dansk hedder bægerlav og rensdyrlav.

I always find the most common lichens: Evernia prunastri, Ramalina fastigiataXanthoria parietina, and Hypogymnia physodes which I’ve already experimented with for for dyeing. So this summer, I’ve looked for Cladonia species.

Den tragtformede lav øverst til venstre på billedet herunder har jeg tit set på jorden og på dødt træ, og jeg mener, det er bleggrøn bægerlav (Cladonia fimbriata). Jeg har ikke prøvet at indsamle den, for jeg kan ikke helt overskue hvordan man skulle plukke den – et bæger ad gangen? (Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” nævner den heller ikke).

I’ve often seen the funnel shaped lichen (top left in the image below) on the ground and on dead trees, and I believe it’s Cladonia fimbriata. I haven’t collected this lichen, since I’m not sure how to. One funnel at a time? Also, Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” does not mention this species.

Så er der rensdyrlaverne, som jeg indtil for nyligt troede, var mos. Men man bliver jo heldigvis aldrig for gammel til at lære noget nyt. Øverst til højre er det hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa), som er meget almindelig. Den har jeg samlet lidt ind af til at farve med.

Then there’s the reindeer lichens. Until recently, I thought they were mosses, but it’s never too late to learn something new. I found Cladonia portentosa (top right) in several places this summer, and my books do say that it is common, so I’ve collected a bit for dyeing.

Nederste række er laver, jeg kun har set et enkelt sted i denne sommers løb, så dem har jeg kun fotograferet. Man skal aldrig plukke en lav, hvis man ikke ved om arten er sjælden. Til venstre mener jeg, det er askegrå rensdyrlav (Cladonia rangiferina) og til højre træfods-bægerlav (Cladonia coniocraea). Casselman nævner askegrå rensdyrlav som en bwm-lav (boiling water method), der skulle farve rødbrun eller brun, men den er måske mere udbredt andre steder.

I’ve only seen the bottom row lichens once each this summer, so I only took photos. Never pick a lichen if you don’t know if it’s rare. On the left, I believe, Cladonia rangiferina, and on the right, Cladonia coniocraea. Casselman does mention Cladonia rangiferina as a bwm (boiling water method) lichen that dyes shades of red to brown. Maybe it’s more common in other parts of the world.

cladonia
Nu er vi hjemme igen, og jeg er i gang med forberedelserne til det kursus i naturfarvning, jeg skal stå for i Herning weekenden d. 1. og 2. oktober. Se mere her, hvor man også kan tilmelde sig.

Home again, I’m beginning to prepare for the workshop on natural dyeing that I will teach the first weekend of October.

PS: Follow my blog with Bloglovin

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

En Hado til alle (Hados for Everyone)

For nylig havde vi hedebølge, så jeg trængte til et lille let projekt, hvor man ikke sidder med en stor bunke uld på skødet. Det endte med Hado, et mønster af Olga Buraya-Kefelian. Og det var faktisk så sjovt at strikke at jeg endte med at lave tre af dem. Øverst en gul/grøn, farvet med tagrørsblomster og sortfiltet netbladhat. Nederst til venstre en med to blå toner, den ene vajd og den anden almindelig tropisk (købt) indigo. Nederst til højre en med blå og orange, her har vajden fået selskab af uld, der er farvet med orange slørhatte.

We recently had a heatwave here in Denmark, so the need arose for a project where you don’t have a huge pile of wool on your lap. I ended up knitting Hado by Olga Buraya-Kefelian, and it was so much fun that I knit three of them. The upper one in yellow/green is wool dyed with reed flowers and velvet pax. On the lower left, one with two tones of blue from woad and ordinary tropical (bought) indigo. In the hat on the lower right, woad is accompanied by orange wool, dyed with orange mushrooms of the Cortinarius family.

hado4

 

På billedet nedenfor kan man se at huerne har forskellig længde. Den blå/orange har 1,5 mønstergentagelser, den blå/blå 2 og den gul/grønne 2,5. Men man kan også se noget andet, og se det meget endda. Det orange garn smittede nemlig af, da jeg vaskede huerne! Alle huerne er strikket med samme hvide baggrundsfarve, og man kan altså sagtens se forskel på den med orange striber og de andre huer.

Sidste år, da min datter fandt de orange slørhatte og jeg først farvede med dem, var jeg henrykt over, hvor stor en mændge farve, der var i dem. Men den var åbenbart ikke vaskeægte. Så jeg kalder dette en fiasko, men hvis jeg finder svampene igen vil jeg dog godt tage dem med hjem og eksperimentere videre med dem.

The picture below shows the different length of the hats. The blue/orange one has 1.5 pattern repeats, the blue/blue one 2, and the yellow/green one 2.5 repeats. But the picture also shows something else, very visibly. All the hats are knit with the same white background, so you can easily tell that the orange color came off.

Last year, when my daughter found these orange mushrooms for me, I was just excited about the huge amount of dye in them. But that color turns out not to be wash fast. So I’m calling this one a failure, although I admit that I would pick these mushrooms again if I found the, so I could experiment some more.

hado_bunke

 

Huens afslutning i originalen forstyrrede mit øje, så jeg var nødt til at lave en anden afslutning. I stedet for det mønsteret siger, så lavede jeg en halv mønstergentagelse hvor jeg udelod slå-om’erne. Den sidste halve mønstergentagelse i toppen starter med halvt så mange masker som før, og igen udelod jeg at slå om.

The top of the hat as knit in the pattern disturbed my eye, so I had to modify it. I kept knitting the pattern to the top, but omitting the yo’s.

hado2

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Rødkål (Red Cabbage)

Her i huset er der stor stemning for at få lov at lave forsøg. Og onde PhD-mor (det er mig) ser jo bare sit snit til at snige lidt tidlig naturvidenskab ind i børnenes hoveder.

Et almindeligt rødkålshovede kan der komme meget godt ud af – vi har forsøgt os med rødkålsindikator, altså en væske til at måle pH-værdi med:

Opskrift – Rødkåls-pH-indikator

Ca. 1/2 rødkålshovede

Kogende vand så det dækker

Hak kålen groft og overhæld den med kogende vand. Lad det stå i 5 minutter, og si kålen fra. Væsken er nu din rødkålsindikator.

Jeg lavede rødkålsindikatoren herhjemme sammen med Dagmar, som er 6 år. Hun løb hele huset rundt for at finde alt muligt frem, der skulle måles på. Sæbe, eddike, opvasketabs. Vi endte med at komme hele pH-skalaen rundt (jeg tjekkede med almindeligt pH-papir).

Kid’s science is really popular around our house. And calculating PhD Mom (that’s me!) will just take any chance at stuffing some early science education into the children’s heads.

A humble head of red cabbage can be used for much good – we’ve experimented with red cabbage indicator, meaning a liquid for measuring pH:

Recipe – Red Cabbage pH Indikator

About half a head of red cabbage

Boiling water, enough to cover the cabbage

Chop up the cabbage (doesn’t have to be very fine) and pour the boiling water over it. Let it stand for 5 minutes, and strain out the cabbage. The liquid is your red cabbage indicator.

I did this experiment at home with Dagmar, who’s 6 years old. She absolutely searched the entire house to find things to measure. Soap, vinegar, dishwasher tabs. In the end, we covered the entire pH scale (I checked with ordinary pH paper).

pHindicator_txt

 

Jeg har ladet mig fortælle, at man også kan opsuge rødkålsindikatoren i et kaffefilter, tørre det, og så bruge det som indikatorpapir. Det kunne måske være praktisk til naturfarvere, som ikke er villige til at betale for relativt dyrt, rigtigt pH-papir.

Grunden til at rødkål kan bruges som pH-indikator overhovedet er, at det indeholder anthocyaniner, som er en gruppe af farvestoffer, man også finder i røde bær og frugter. Rødkål indeholder store mængder anthocyaniner.

Anthocyaniner skifter farve efter opløsningens pH, så de generelt er røde i sur opløsning og blå i basisk opløsning. Desværre er de dårlige at farve tekstiler med, for deres lysægthed er rigtig dårlig. Alligevel ser man rundt omkring, at folk eksperimenterer med farvning med rødkål og bær, og i sin bog “The Science of Teaching with Natural Dyes” nævner Jeanne Buccigross adskillige anthocyaning-holdige planter, der traditionelt er blevet brugt til farvning: kermesbær, morbær, stokroser og hibiscus.

I’ve been told that you can also apply the red cabbage indicator to a coffee filter, dry it, and then use it as an indicator paper. Maybe a practical option for natural dyers who are unwilling to pay for relatively expensive pH paper.

The reason that red cabbage works as a pH indicator in the first place is its content of anthocyanins. That’s a group of colored compounds that are also found in red berries and fruits. Red cabbage contains a large amount of anthocyanins.

Anthocyanin color will shift with the pH of the solution. In general, they are red in acidic solution and blue in alkaline solution. Unfortunately, they are close to useless as textile colors because their light fastness is really low. Despite that, hobby dyers will sometimes experiment with red cabbage and berries as textile dyes. In her book “The Science of Teaching with Natural Dyes”, Jeanne Buccigross mentions several dyestuffs containing anthocyanins that were traditionally used in dyeing: pokeberries, mulberries, hollyhock, and hibiscus.

Der skal ikke bruges et helt kålhovede til at lave børneforsøg med, så resten kan passende laves til sauerkraut:

Opskrift – Sauerkraut

1 kg finthakket kål – rød, hvid eller en blanding

Evt. et par revne gulerødder

1 spsk havsalt eller Himalayasalt pr. kg

Evt. krydderier: ingefær eller anis, eller noget andet

Ælt det hele sammen i en skål. Brug så mange kræfter som muligt, så der træder væske ud. Fyld kålen i et patentglas, ikke helt op til toppen. Det skal være dækket af væske, hvis ikke, tilsætter jeg en sjat vand. Skal stå køligt, gerne lidt koldere end almindelig stuetemperatur, og fermentere til de er klar. Smag på dem – når de er sure og friske, så er de færdige. Sæt dem i køleskab.

Jeg laver sauerkraut i så mange farver som muligt, men den røde med anis er den mest populære. Der er og bliver noget med børn og rød mad.

You don’t need the whole head of cabbage for science experiments, so the rest can be turned into sauerkraut:

Recipe – Sauerkraut

1 kg finely chopped cabbage – red, white, or a mixture

A couple of grated carrots (optional)

1 Tsp sea or Himalaya salt per kg of vegetables

Ginger, anise seeds, or another herb or spice (optional)

Knead everything together in a large bowl, using all your strength.  Liquid will start coming out. Stuff the cabbage into patent-closing jars, not all the way to the top. It should be covered by the liquid, if not, I just add a bit of water. Let the jars ferment in a cool place, a bit colder than room temperature until they are done. Taste the cabbage – when it has a fresh sour taste, it’s done. Put them in the fridge.

I make as many shades of sauerkraut as possible, but the red one with anise seeds is always the most popular. There’s just something about children and red food.

sauerkraut

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Vajd – en historie om blåt (Woad)

English version – bottom of page

Endelig blev det sommerferie! Jeg har tænkt mig at bruge den på at farve (med naturfarver selvfølgelig), strikke (af naturfarvet garn) og læse (om naturfarver, hvad ellers??).

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Vaid – En historie om blått” af Anne Sagberg, og det er en velskrevet og interessant bog, der indeholder meget der var nyt for mig. Det er tydeligt at forfatteren har lavet sin egen, nye research, og ikke bare skrevet et opkog af eksisterende bøger om emnet. Den er desuden skrevet på et norsk, der er let for en dansker at kapere.

vaidbog

 

Især kapitlerne om historiske fund af vajdfarvede norske tekstiler er virkelig interessante. Selv om vajd gror vildt flere steder i Norge, for eksempel på Nordlandskysten, står det ikke klart om den egentlig er blevet groet i landet førhen til farvning. Alligevel er der altså fundet mange vajdfarvede tekstiler i Norge fra forskellige tidsaldre.

Osebergskibet blev fundet i 1904, og viste sig at være grav fra år 834 for to kvinder – den ene klædt i en rød dragt, den anden i en blå, vajdfarvet dragt. Det røde tekstil er meget fint, formodentlig importeret, og dragten har påsyede silkebånd, så den rødklædte kvinde kaldes for Osebergdronningen. Det blå tekstil er grovere, formodentlig lokalt vævet, så den blåklædte kvinde kunne være dronningens tjener.

Ud over vajden, der blev brugt til det blå klæde, så havde dronningen også en lille æske med vajdfrø med sig. Det synes jeg, er virkelig interessant. Vi ved ikke, om man groede planten i Norge på den tid, eller om man importerede farvestoffet eller farvet uld. Men vi ved altså, at en lille æske med vajdfrø var kostbar eller vigtig nok for snart 1200 år siden, til at en magtfuld kvinde skulle have den med i sine gravgaver.

For nogle år siden, på en ferie til Oslo, så jeg Osebergskibet, som findes i Vikingeskibshuset. Skibet er jo imponerende smukt, men jeg husker desværre ikke noget om en æske med vajdfrø. Dengang vidste jeg dog heller ikke, at jeg skulle lede efter den, og jeg ved ikke om den er udstillet.

Osebergskibet, udgravning tv og det istandsatte skib th.
Venstre: Udgravningen af Osebergskibet. Højre: det istandsatte skib. Left: Excavation of the Oseberg ship. Right: After restoration. Photos in the public domain.

Baldishol-tæppet er et overlevende fragment af noget, som engang var et større værk, det kan man se på de rå kanter. Tæppets historie er ganske utrolig.

I 1879 rev man den gamle kirke i Baldishol ned, og familien på nabogården købte en del af inventaret. Nogle år senere kom en Louise Kildal på besøg fra Oslo, og fik en af genstandene med hjem – et snavset stykke stof, som organisten plejede at bruge til at lægge over benene, fordi det trak sådan i den gamle kirke (!)

Hjemme igen vaskede Louise Kildal stofstykket, og dette var hvad der dukkede frem: det farvestrålende Baldishol-tæppe, et vævet billedtæppe fra mellem 1040 og 1190. I dag findes tæppet på Kunstindustrimuseet i Oslo. Det kunne jeg tænke mig at se næste gang min vej forhåbentlig går til Oslo.

I mellemtiden kunne jeg meget let se mig selv farve garn op i tæppets farver. Det indeholder flere forskellige blå farver, som formodentlig kommer fra vajd. Den grønne farve er gul overfarvet med blå, så der er gået store mængder blå til dette kostbare tæppe. I 2013 fik man røde tråde fra tæppet analyseret, de kom fra en tidligere restaurering. Analysen viste, at den røde farve kommer fra en plante i Rubiaceae-familien, altså den familie, krap hører til (men det vides åbenbart ikke med sikkerhed om farven kommer fra krap eller et andet medlem af familien). Den gule er ikke blevet analyseret endnu, men Anne Sagberg skriver, at vau var tidligt i brug, og kunne have været dyrket i Norge eller importeret.

Af Frode Inge Helland - http://kunsthistorie.com/fagwiki/Fil:BaldisholteppetRepr_1000.jpg, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=15836282
Baldisholtæppet The Baldishol Tapestry Foto: Frode Inge Helland

Bogen omfatter mange flere emner end dem, jeg har nævnt her. Anne Sagberg fortæller også om fundet af en ung kvindes grav i stavkirken i Uvdal. Kvinden blev begravet i sidste halvdel af 1300-tallet, og har en vajdfarvet hætte på i den facon, som var højeste mode på det tidspunkt. Vi får også beretningen om Sagbergs problemer med at lave en reproduktion af hætten (det var ikke let!). Indgående beskrivelse får også tre tekstiler til ophængning på væggen, Vossadugen, Huldredugen og Veøydugen. De er fra slutningen af 1400-tallet, og alle er broderet med geometriske mønstre, som jeg kunne tænke mig at omsætte til strik engang.

Hvis der er nogen der har læst dette helt til ende, kan de vist ikke være i tvivl om, at jeg gerne vil anbefale bogen!

In English:

Finally, the summer holiday is here! I’m going to spend it dyeing (with natural dyes, of course), knitting (with my naturally dyed yarn) and reading (about natural colors, what else??).

I just finished reading the Norwegian book “Vaid – En historie om blått” (Woad – A Story about Blue) by Anne Sagberg, a well written and interesting book that contains a lot of information that was new to me. The author obviously did her own research instead of rehashing existing literature on this topic.

The chapters on historical finds of woad dyed Norwegian textiles are especially interesting. Wild-growing woad is found in multiple locations in Norway, including the coast of Nordland (quite far North), but it’s not known if it was previously grown for dyeing. But there are many finds of woad dyed textiles from different eras.

The Oseberg Ship was discovered in 1904, and is a ship grave from the year 834. Two women were found in it – one dressed in blue, on in red. The red textile is very fine, probably imported, and the garment is embellished with silk ribbons. The woman in red is referred to as the Oseberg Queen. The blue textile is not as fine, probably a local product, so the woman in blue could be a servant.

Not only was the blue textile dyed with woad, the queen also had a small box of woad seeds with her among the grave gifts. I find that really interesting. We don’t know if the plant was cultivated in Norway at the time, but someone almost 1200 years ago found a small box of woad seeds precious or important enough that it was given to an important woman to bring with her to the afterlife.

I saw the Oseberg Ship, which is found at the Viking Ship House, some years ago. It’s impressive and beautiful, but unfortunately, I don’t remember anything about a box of woad seeds. I didn’t know to look for it at the time, but also, I don’t know if it is displayed.

The Baldishol Tapestry is a surviving fragment of a once-larger piece – you can tell from its torn edges. Its story is incredible.

In 1879, the old church in Baldishol was torn down, and the neighbors bought some of the objects from the church. Some years later, a Louise Kildal visited from Oslo and took one of the objects home with her – a dirty rag that the organist used to drape over his legs because there was a terrible draft in the old church (!)

Home again, Louise Kildal washed the rag, and what came out? The colorful Baldishol Tapestry, a wowen picture from between 1040 and 1190. The tapestry is kept at Kunstindustrimuseet in Oslo, and next time my path goes near it, I’ll make a point of seeing it.

Meanwhile, I could easily see myself dyeing some yarn to match the tapestry’s colors. It contains several blues, probably from woad. The green color is yellow overdyed with blue, so clearly large amounts of blue went into creating this precious piece. One of the red threads (left over from earlier restorative work) was analyzed in 2013. The analysis showed that the red color comes from a member of the Rubiaceae family (to which madder belongs) but apparently couldn’t tell if the color is indeed from madder or another member of the family. The yellow has not yet been analyzed, but Anne Sagberg tells us that weld was used since early times, and could have been cultivated in Norway or imported.

The book covers many more topics than the ones I mention here. Anne Sagberg writes about the excavation of a grave inside the stave church of Uvdal. A young woman was buried there in the latter half of the 14th century, wearing a woad dyed hood, a shape that was very fashionable at the time. Sagberg recounts the problems she encounted trying to recreate the hood (not easy!). A detailed description is also given to three wall hangings, Vossaduken, Huldreduken and Veøyduken. They are from the late 15th century, and all embroidered with geometric patterns that I’d like to knit one day.

Anyone who made it through all this text will have no doubt that I’d like to recommend Sagberg’s book to those able to read Norwegian!

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Tænker på vajd (Thinking about Woad)

Vajden blomstrer lige nu, de står flotte og gule, og jeg håber på en masse frø.

Woad is flowering right now, in lovely yellow abundance, and I’m hoping for a good seed harvest.

blomstrendevajd

Ved synet af blomsterne fik jeg en pludselig lyst til at strikke med mit vajdfarvede garn fra sidste år, så det er kommet med i en hel serie af huer jeg på besat vis er i gang med, efter et mønster af Olga Buraya-Kefelian, Hado. Indtil videre er jeg i gang med nr. 3, selvfølgelig med en det ændringer af et ellers simpelt og godt mønster. Huen nedenfor er med striber af vajd og et orange garn jeg farvede med giftige slørhatte sidste efterår.

Seeing the abundance of flowers made me want to knit with my woad dyed yarn from last year, and so, it’s become part of a whole obsessive-compulsive series of hats that I’m knitting these days, following Olga Buraya-Kefelian’s Hado pattern. So far, I’m knitting the third one, of course with a lot of mods although the pattern is a good one, and simple, too. The hat below has stripes of woad and poisonous orange mushrooms from last fall.

hado1

Læs mere om vajd her!

Read more about woad here!

Save

Save

Picotkanten på Vindauga Baby (Picot Edging)

Scroll down to read in English.

Jeg er blevet færdig med mit Vindauga babytæppe, og det blev lige præcis som jeg havde forestillet mig.

VBCollage

For at bryde det grafiske lidt, og gøre tæppet mere babyagtigt, bestemte jeg, at det skulle have en lille picotkant i stedet for en almindelig afslagning. Problemet var bare at finde en picotkant, som passede til retstrikning. Ikke for takket, og slet ikke flæset.

Så jeg lavede lidt forskellige strikke prøver for at finde frem til en, der er diskret takket og får kanten til at ligge lige. Den picot-afslagning, jeg nåede frem til er gentagelsen af disse trin:

  • slå 1 maske op med skoleopslagning
  • slå 4 masker af almindeligt
  • sæt den sidste maske tilbage på venstre pind

Det lyder måske indviklet, men er let at gøre. Her er en video, jeg har optaget af picot-afslagningen:

Fordelen ved denne afslagning er, at den er elastisk pga. de ekstra masker, man har slået op.

PS: Jeg leder efter teststrikkere til mønsteret, som indtil videre er på engelsk. Skriv til mig eller kommenter her på siden, hvis du er interesseret!

I finished my Vindauga baby blanket, and it turned out just the way I’d imagined it.

In order to break the clean lines a bit, and make the blanket more baby-ish, I decided to use a picot cast-off  instead of the usual one. But it turned out to be a problem to find one that could be used for garter knitting. Not too many picots, and definitely not frilly.

After quite some attempts, I ended up finding a combination that is discreetly picot’ed and lets the edge lay flat. I did it by repeating these steps:

  • cast on 1 stitch using knitted cast on
  • cast off 4 stitches the usual way
  • put the last stitch back on your left needle

This may sound complicated, but it’s actually really easy to do. Check out the video above, where I show one repeat.

The advantage of the picot cast off is that it’s elastic because of the extra cast on stitches.

PS: I’m looking for test knitters for the Vindauga Baby blanket. So drop me a line or comment on this page if you’re interested!

picotedge

Save

Saksisk blå (Saxon Blue)

Lige siden jeg først læste om den saksiske blå farve, som er lavet ved en reaktion mellem indigo og koncentreret svovlsyre, har jeg haft lyst til selv at afprøve farven.

Det er en advokat, Johann Christian Barth, som tilskrives æren for at have opfundet den saksiske blå i 1743. Han behandlede naturlig indigo med svovlsyre, som dengang blev kaldt for vitriol. Ifølge de Keijzer var farvestoffet i brug i England allerede i 1748, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin bog “Indigo” at farven “ses i nogle orientalske tæpper, først og fremmest tyrkiske tæpper fra den anden halvdel af det 19. århundrede, men også Kashmir-sjaler fra den sene del af det 18. århundrede” (min oversættelse). Farven var populær, selv om dens lys- og vaskefasthed ikke er lige så god som indigos.

Balfour-Paul skriver, at farven er turkisblå, mens de Kaiser beskriver den som blå-grøn.

Jeg blev interesseret i den saksiske blå farve, fordi den er en mellemting mellem de rigtige naturfarver og de rigtige syntetiske farver, som kom efter Perkins opdagelse af mauvein i 1856. Hvis saksisk blå laves ud fra naturlig indigo, kan man ikke rigtig kalde den et syntetisk farvestof. Men det er jo heller ikke helt naturligt, og processen, det laves i, passer bedre ind i billedet af en industriel proces.

Ever since I first read about Saxon blue, produced by reaction indigo with concentrated sulfuric acid, I’ve really wanted to try it.

The lawyer Johann Christian Barth is credited with inventing the Saxon blue reaction in 1743. He treated natural indigo with sulfuric acid, then known as “oil of vitriol”. According to de Keijzer, the dye was in use in England by 1748, and Jenny Balfour-Paul writes in her book “Indigo” that the dye “can be seen in some oriental carpets, most characteristically those made in Turkey during the second half of the nineteenth century, and also in late eighteenth century Kashmir shawls”. The dye was relatively popular, even though its light- and wash-fastness is not as good as that of indigo itself.

Balfour-Paul calls the color “bright turquoisy blue” while de Kaizer mentions “bluish-green” shades.

The story about this caught my interest because it seems to be a midway point between truly natural dyes, and the synthetic dyes that came after Perkin’s discovery of mauveine in 1856. If made from natural indigo, Saxon blue is not really a synthetic dye. But it’s not fully natural, either, and the process that it was used in clearly seems to fit better into what we think of as an industrial process.

Problemet med at prøve farvning med saksisk blå hjemme er, at man jo skal bruge svovlsyre. Det er ikke noget man lige kan købe, og med god grund. Det er en farlig syre, og den reagerer kraftigt med kulhydrater såsom brød, faktisk ser det ud som om der er ild i brødet når det reagerer med svovlsyre.

Men nu fik jeg heldigvis den perfekte chance for at afprøve denne blå farve. Mit eksamensprojekt om brug af indigo til kemiundervisning. Så her kommer mit lille eksperiment med saksisk blå. Jeg afprøvede det i et kemi-laboratorium, i et stinkskab. Jeg havde selvfølgelig kittel og briller på – DETTE KAN IKKE AFPRØVES HJEMME!!

The problem for trying this at home is that you need to use concentrated sulfuric acid in order to produce Saxon blue. This is not something you can just go out and buy, and there’s a good reason for that. It’s a quite dangerous acid that reacts with carbohydrates like bread in a way that makes it look like the bread is on fire.

But now, the perfect opportunity came up, the exam project for teaching chemistry that  I’m working on right now. So here’s my little experiment with Saxon blue. I tried this in a chemistry lab, inside a fume hood, wearing lab coat and safety goggles – DO NOT TRY THIS AT HOME!!

Jeg blandede 0,5 g indigo med 5 mL koncentreret svovlsyre, og varmede det over vandbad i 10 minutter (billedet til venstre).

Så fortyndede jeg indigo-blandingen med vand, og kom et nøgle alun-bejdset uld i. Jeg varmede ulden i farvebadet i ca. 40 minutter (billedet til højre). Selv efter fortynding var opløsningen stærk sur (pH 1).

I mixed 0.5 g of indigo powder with 5 mL of concentrated sulfuric acid, and then heated it over a simmering water bath for about 10 minutes (left photo).

Then I diluted the indigo into water, and put in alum mordanted wool. I heated the wool in the dye bath for about 40 minutes (right photo). Even after diluting, the solution was very acidic (pH 1).

saxonblue_lab

Og det er så ulden, efter al den overskydende farve er vasket ud (der var meget). En klar blå farve, som ligner den, man plejer at få med den almindelige indigofarvning.

This is how the skein of wool turned out after rinsing out the excess color (there was a lot). A very clear blue, that’s actually very similar to the shade of blue you would get with indigo used as a vat dye.

saxonbluewool

Men der ligger altså en anden kemi bag den saksiske blå, end den bag almindelig indigofarvning. Reaktionen mellem indigo og svovlsyre giver et stof, der hedder indigo karmin (eller saksisk blå). Indigo karmin er en syrefarve, og skal ikke reduceres for at binde til fibre. I stedet binder den til aluminium, som stammer fra alun-bejdsning af uld.

But the chemistry behind this blue is different from the usual indigo chemistry. The reaction between indigo and sulfuric acid produces a compound called indigo carmine (this is what is called Saxon blue). Indigo carmine is an acid dye, not a vat dye. That means that it will bond to aluminum that was attached to the wool during alum mordanting.

Bemærk bomuldstråden, der er bundet om den saksiske blå uldgarn nedenfor. Det er kun farvet en svag blå-turkis. Det er fordi alun ikke reagerer ret godt med bomuld, så der er kun få steder på denne tråd, hvor den saksiske blå kan binde.

Sammenlign med bunken af bomuldstråde i baggrunden. Jeg brugte tilfældigvis den samme tråd til at binde om noget tøj, som jeg shibori-farvede med den almindelige indigometode. Dele af tråden er farvet mørk blå. De hang nemlig udad i indigogryden, så de blev farvet effektivt fordi indigo kan afsættes direkte på bomuld (der er også hvide steder på tråden, men de hang bare ikke udad).

Notice the cotton thread tied around my Saxon blue wool skein below. It’s only slightly blue-tinged. Alum does not react well with cotton, so there were only very few sites on that thread where indigo carmine could bond.

Now compare with the blue on the pile of cotton in the back. It just happened that I used the very same cotton thread for tying around clothes that I shibori dyed with indigo using the usual method. Notice how parts of the thread in the back are quite dark blue. They were exposed to the indigo vat, and the color took well, because indigo can deposit directly on cotton (there are also white parts, but they were just not exposed).

saxonblue_cotton

Det var et sjovt lille projekt at farve med saksisk blå (indigo karmin), men det er nok ikke noget, jeg kommer til at gentage med det formål at farve uld. Sammenlignet med den almindelige indigofarvning, så har denne proces ikke de store fordele, når man tænker på brugen af svovlsyre og den lave lysægthed.

Men den saksiske blå er nu ikke blevet helt arbejdsløs. Man finder den i madvarer under navnet E132. Desværre er den blå farve i madvarer ikke lavet ud fra naturlig indigo.

Hvis man har appetit på flere farvestoffer, så kan man også se efter E120, som også står opført som karmin nogle gange. Det er nemlig cochenille, og den røde farve i madvarer skulle efter sigende komme fra den naturlige kilde. Der er dem, der finder det ret frastødende, men efter at have stødt lusene så mange gange til farvning, så synes jeg, der egentlig er værre ting at proppe i munden.

It was fun to try dyeing with Saxon blue (indigo carmine), but I don’t really see myself repeating the experiment for the purpose of actually dyeing wool. The fact that the light-fastness is low and the process uses concentrated sulfuric acid means that the comparison with indigo itself does not fall out in Saxon blue’s favor.

But if you are wondering what Saxon blue is up to these days, check your candy wrapper. It shouldn’t be difficult at all to find yourself some candies containing FD&C Blue #2 in the US, and E132 in the EU. That’s indigo carmine, or Saxon blue. The stuff in food does not come from natural indigo, it’s synthetic.

If you have appetite for some more dyes, you can also look for natural red 4 (US) or E120 (EU). It may also be written as carmine. Around here, it’s known as cochineal. In this case, the coloring in food does actually come from the natural source. Some people find this disgusting, but having ground the lice so many times for dyeing, I actually find it quite unoffensive.