Spiringstest (Germination Test)

I harvested seeds from my dye plants last year, for the first time. So instead of just counting on the seeds, I decided to test their germination before spring truly arrives.

~

Sidste år høstede jeg frø af skønhedsøje og vajd fra haven, og det var jo ikke så overraskende. Skønhedsøje er nemlig 1-årig, og sætter masser af små frø når den afblomstrer. Min vajd groede 2. år, så også her var frø forventet.

Overraskelsen var min japanske indigo. Da jeg høstede mine sidste planter d. 24. oktober sidste år blomstrede flere af dem, og ved en indskydelse satte jeg en plante, jeg lige havde flået op med rode, i en potte og tog den indenfor. Indenfor groede den stille og roligt videre, faktisk lige indtil vi tog til London til jul – da vi kom hjem var planten død. Da jeg ville smide den ud, lagde jeg mærke til, at den havde sat en del frø. Men den har jo også stået ude, så bierne har haft adgang til den.

Last year, I harvested seeds of dyer’s coreopsis and woad from the garden, not a big surprise there. Coreopsis is an annual, and will make huge numbers of small seeds. My woad plants were in their second year, so their seeds were also expected.

The surprise was my Japanese indigo. When I harvested my last plants on October 24th last year, several plants were flowering. On a whim, I potted a plant that I had just ripped out of the soil with roots, and brought the pot inside. There, it calmly kept growing, actually until we went to London for Christmas – the plant had died when we came home. When I was going to throw it, I noticed the seed, good numbers, actually. But it did spend the summer outside with the bees.

Frø af japansk indigo – Japanese indigo seeds.
Jeg testede alle mine farvefrøs spiringsevne ved at lægge 10 frø i våd køkkenrulle og lægge dem i en plasticpose med zip-lukning, som jeg lagde lunt og mørkt under mikroovnen. Jeg begyndte 31. januar og lod frøene spire i en uge, og det gav:

Skønhedsøje høstet 27. september – 5 ud af 10.

Skønhedsøje høstet 24. oktober – 6 ud af 10.

Vajd – 5 ud af 10.

Japansk indigo – 9 ud af 10.

Ikke dårligt! Det var d. 7. februar, så jeg bestemte mig for, at det var for tidligt til skønhedsøje, som jeg bare såede direkte sidste år. Spirerne af skønhedsøje røg altså ud i denne omgang.

Spirerne af vajd og japansk indigo kom i små spiringspotter, og der gror de så nu. Sidste år syntes jeg nemlig, at jeg var alt for sent på den med min japanske indigo, som jeg såede d. 16. april. Mine noter er lidt sporadiske, men det virker til, at jeg lod dem gro inde i spiringspotter i en måned, og så udenfor i større potter i en måned, inden jeg plantede dem helt ud. Det må så have været midt i juni.

Forskellige kilder giver vidt forskellige råd om, hvornår spiring af japansk indigo skal startes inden døre, måske fordi de er skrevet til vidt forskellige klimaer? Rådene varierer fra tidlig maj, 2-3 uger før sidste frost til 6-8 uger før sidste frost.

Ifølge (den autoritative?) “Handbook of Natural Colorants” kapitel 7, “Indigo – Agricultural Aspects” skal japansk indigo spire inde i april og plantes ud i juni, og det er jo tilfældigvis hvad jeg gjorde sidste år (selv om jeg ikke havde læst det kapitel af bogen endnu). Bogen konkluderer så, at japansk indigo er en god afgrøde til Centraleuropa, men at vækstsæsonen er for kort i England og Finland.

Jeg forestiller mig, at jeg måske kan slå den korte vækstsæson ved at sætte gode, store planter ud tidligere end juni. Så derfor gror mine spirer altså nu videre i spirepotterne inden døre, og jeg spirer flere frø. Selv om det altså ser såden her udenfor:

I tested the germination of all my dye seeds by placing 10 seeds in moist kitchen paper towel in a ziplock bag that I put under the microwave oven where it’s warm and dark. From January 31st, I let the seeds germinate for a week, and got this result:

Coreopsis, harvested September 27th – 5 out of 10.

Coreopsis, harvested October 24th – 6 out of 10.

Woad – 5 out of 10.

Japanese indigo – 9 out of 10.

Not bad! That was on February 7th, so I decided that this was still too early for the coreopsis. Also, I just sewed it directly last year. So I tossed the sprouted coreopsis for now.

The sprouted woad and japanese indigo, on the other hand, went into seed-starting pots where they now grow. Last year, I found that I was too late in the season, and that was with germination beginning on  April 16th. My notes are sporadic, but it seems they grew in the seed-starting pots for about a month, and in larger pots outside for another month before I transferred them to the garden. So that would have been mid-June.

Various sources disagree on when to start seeds indoors, maybe because they are written for different climates? Recommendations range from early May, 2-3 weeks before the last frost to 6-8 weeks before the last frost.

According to (the authoritative?) “Handbook of Natural Colorants” chapter 7, “Indigo – Agricultural Aspects”, Japanese indigo should germinate inside in April and be transferred to open land in June – and that just happens to be what I did last year (although I hadn’t read that chapter yet). The book goes on to conclude that Japanese is a good crop for Central Europe, but not for England and Finland because the growing season is too short.

I imagine that it’s possible to beat the short season by transferring well grown plants, and doing it earlier than June. So that’s why my sprouted indigo is allowed to continue growing indoors, and more seeds are germinating. Even though this is what it looks like outside:

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Nedfalds-lav (Lichen Windfall)

Lichen windfall is perfect for natural dyeing, since it does no harm to pick up the fallen ones, they will no longer grow. One of the most common and easy-to-recognize lichens in windfall is Ramalina fastigiata.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

When walking outside on rainy, windy days, I very often find lots of lichens scattered on the ground under trees. Lichens that the wind has torn down from branches. Sometimes, on the day after a big storm, I’ve come home from walks with all my pockets plus random trash bags filled with windfall. Wonderful windfall with that amazing scent that only lichens have.

Collecting windfall does no harm, since these lichens are not able to continue growing anyway. It’s the best (some would say only) way to obtain lichens for dyeing. When I come home with such a treasure, I usually spread it out on a plastic tray to dry (to prevent mold).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden. Lichen windfall drying at home. It looks like a big piece of Evernia pruniastri on the left, Ramalina fastigiata on the right, and probably a Parmelia species on the bottom.
Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

But before dyeing with lichen windfall, it’s necessary to sort the lichens and determine the species, since you will need to use the boiling water method (BWM) with some species, and the ammonia method with others:

Boiling water method – it is what it sounds like. Simmer the lichen in water and cool off. Add the yarn to the dye bath and heat it for an hour without boiling.

Ammonia method – the difficult one. Steep the lichen in 1% ammonia (originally, stale urine was used) for several weeks or months, opening and shaking the jar daily to aerate. The red liquid in the jar is the dye bath.

In both methods, no mordant is required, since lichen dyes are substantive (they bind directly to wool without the help of a mordant).

Lav, der trækker i 1% ammoniak. Lichens steeping in 1% ammonia.
For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

In order to type lichens, I recently bought myself a copy of “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” by Frank S. Dobson. It contains a detailed introduction to lichens, and a detailed key with photos and descriptions.

With my copy of Dobson, I’m planning to take a closer look at the types of lichens that are commonly found in the windfall here in my corner of Denmark. That is, how to recognize them, how to dye with them, and which colors to expect.

I’m beginning with a very common type of lichen, which may very well be the easiest one to recognize: Ramalina fastigiata. Often, large tufts of this will fall, and they are completely covered in small outgrowths that look like tiny suction cups. The outgrowths are apothecia, the fruiting bodies of the lichen. They make spores for sexual reproduction. When the spores germinate in a new location, they meet with a new alga to become a new individual lichen. But the dyer doesn’t have to worry about all that, being able to recognize apothecia is the important part.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm. A piece of Ramalina fastigiata, completely covered in apothecia. Tufts like this can measure up to about 5 cm (2 inches).
I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

Karen D. Casselman mentions the Ramalina species on the list of ammonia methods lichens in her book, “Lichen Dyes, The New Source Book”.

I’ve previously tested the ammonia method on Ramalina fastigiata and achieved a light rose color (pictures here).

But Casselman also mentions the and Ramalina species in her list of boiling water method lichens, so I decided to test that method on Ramalina fastigiata. I used equal amounts of wool yarn and lichen, and achieved no color at all (no pictures!). The conclusion: Ramalina fastigiata is strictly an ammonia method lichen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Et studie af bruskbolde (An Earthball Study)

Earthballs contain a yellow-brown dye, but also a large and annoying amount of tiny, black spores. So I set out to find out if the spores contain any dye or if they could just be discarded.

~

Almindelige bruskbold (Scleroderma citrinum)
Forrige år farvede jeg en masse garn med bruskbolde. Det fik en dejlig gulbrun farve, men det var simpelthen fyldt med sporer, der blev ved med at drysse ud, både da jeg vandt garnet op, og da jeg strikkede det.

Men ud over at det var irriterende, så begyndte jeg også at overveje om sporerne overhovedet er sunde at indånde? Man plejer jo at sige, at bruskbolde er let giftige.

Bruskbolde er ellers hvad Lundmark & Marklund i “Färgsvampar & svampfärgning” kalder en “god farvesvamp”, så det ville være synd at droppe den pga. sporeproblemet. De nævner, at den indeholder farvestofferne badion A, norbadion A og sclerocitrin.

Sclerocitrin kan man også læse om i denne forskningsartikel: “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 af Winner et al. De viser, at det “stærkt gule” farvestof sclerocitrin findes i “store mængder” i bruskbolde. Bemærk også fra titlen, at det også findes i peber-rørhat. Det er ikke en svamp, jeg har ledt efter til farvning, men tippet er hermed givet videre.

Bruskbolde har en mørk eller sort sporemasse indeni, som er omgivet af en ydervæg af relativt beskeden tykkelse. Jeg bestemte mig for at lave et lille eksperiment for at se, om der overhovedet er pigment i sporerne. Hvis ikke, så kunne man jo bare lade dem ligge i skoven.

A couple of years ago, I dyed a lot of yarn with earthballs. The color turned out a nice yellowish brown, but the yarn was simply full of spores that continued to drizzle out, both when winding the yarn into skeins and when knitting with it.

The drizzling pores were obviously annoying, but I also started wondering if the spores are even safe to breathe? It’s usually said that earthballs are “moderately toxic”.

In their book “Färgsvampar & svampfärgning” (Dye mushrooms and dyeing),  Lundmark & Marklund label earthballs “good” dye mushrooms, so it would be a pity to give up on earthballs just because of the spore problem. Lundmark & Marklund mention that earthballs contain the dyes badion A, norbadion A, and sclerocitrin.

Sclerocitrin is also described in the research paper “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 by Winner et al. They show that the “brilliant yellow” dye sclerocitrin is found in “remarkable amounts” in earthballs. As the title says, sclerocitrin is also found in peppery boletes. I haven’t looked for it, but a mental note has been made.

Earthballs have a dark or black spore mass inside, surrounded by a relatively thin outer wall. I decided on a small experiment in order to see if the spores contain any dye. If not, it would make sense to just leave them in the forest.

Overskårne bruskbolde med grå og sorte sporer indeni. Halved earthballs with grey and black spores inside.
Til mit eksperiment brugte jeg et lille antal bruskbolde, jeg samlede i løbet af efteråret 2016 (det var ikke et ret godt år for bruskbolde). De har været tørret indtil nu.

Det var utrolig svært at adskille svampekødet fra sporemassen i de tørrede svampe, men det lykkedes, og jeg endte med 23 g ydervæg og 10-11 g sporer. Begge dele satte jeg i blød natten over, ydervæggene bare ved at hælde vand på. Sporerne var klumpet sammen i stenhårde klumper, så jeg startede med at morte dem. De virker vandafvisende, så jeg vådtede dem derefter med en stor sjat husholdningssprit, og fyldte efter med vand.

Næste dag kogte jeg de to farvebade op, og løb spore-badet igennem et kaffefilter. Det tog virkeligt lang tid for væsken at løbe igennem, sådan er det altid når man filtrerer en opløsning med så små partikler. Jeg farvede så et 10-grams alunbejdset testnøgle (af Fenris 100% uld) i hvert af badene, og det gav resultatet nedenfor – næsten samme farve i de to tilfælde.

Det øverste garn i billedet er farvet med svampens ydervæg, det nederste med sporerne. Jeg havde jo håbet, at sporerne ikke indeholdt nogen farve, men sådan er det altså ikke. Det er i princippet ikke nogen overraskelse at sclerocitrin og de andre pigmenter er fordelt i hele svampen, og at sporernes meget mørke farve altså ikke har noget med farveevnen at gøre.

Konklusionen bliver altså, at hele svampen indeholder farve, og at man smider en del god farve ud, hvis man ikke tager sporerne med. Så mit bedste bud på en god metode til farvning med bruskbolde bliver at tage hele svampen med, evt. vådte sporerne med sprit, og så investere den tid det nu tager at filtrere hele farvebadet før garnet kommer i.

I used as small amount of earthballs for my experiment, gathered during the fall of 2016 and dried until use (2016 was not a good mushroom year, so not many earthballs were to be found).

Separating the spore mass from the mushroom’s outer wall was incredibly difficult. The parts were completely stuck together in the dry mushrooms, but in the end, I had 23 g of out walls and 10-11 g of spores. I soaked both overnight, the outer walls simply by adding water. The spores were stuck together in stone hard lumps that I separated by grinding them in my mortar. The spores repel water, I solved that by wetting them in denatured alcohol, then adding water.

The next day, I boiled the two dye baths and filtered the spore bath through a coffee filter. It took very long for the liquid to run through, that’s always the case when filtering a solution with many tiny particles. I then dyed a 10-gram alum mordanted test skein (Fenris 100% wool) in each bath, and got the result below – almost the same color from the two.

The top skein of yarn in the picture is dyed with the outer walls, the bottom one with the pores. I had hoped to find that the pores didn’t dye, but clearly that’s not the case. In principle, it’s not surprising, though, to find that sclerocitrin and the other pigments are distributed throughout the mushroom. The dark color of the spores is not caused by a pigment that acts as a dye.

In conclusion, all parts of the earthball contains dye, and discarding the pores would mean discarding a lot of good dye. So the best method for earthball dyeing would be using the entire mushroom, wetting the spores with alcohol, and then investing the time required to filter the entire dye bath before any wool is added.

.

Garn farvet med de forskellige dele af bruskbolden. Øverst garn farvet kun med svampens ydervægge, nederst garn farvet kun med sporerne. Yarn dyed with different parts of earthballs. The top skein is dyed with the outer walls only, the bottom skein with pores only.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Gult over tid (Seasonal Color Variation)

An experiment with yellow to green tones of birch leaves over the summer. I didn’t see any difference, but most experiments do have different outcomes than expected.

~

Et friskt nyt år kalder på ny stor serie eksperimenter, men jeg vil lige starte med et gammelt eksperiment, som gik over så lang tid, at jeg aldrig fik skrevet noget om det.

“Nu kan gult jo være så meget forskelligt, så jeg vil ved hver plante betegne den gule farve den giver så nogenlunde. Der vil altid være forskelle, farven er mere grønlig tidligt på året.”

Sådan skriver Ester Nielsen i sin introduktion til de gule farver i “Farvning med planter”. Bogen fra 1972 er fyldt med brugbare oplysninger, men denne her påstand bad ligesom om at blive efterprøvet. Jeg bestemte mig for at bruge birkeblade til efterprøvningen.

A fresh new year calls for a new, big series of dye experiments, but I’m going to begin with an old one that was going on for so long that I never wrote about it.

“Yellow can be many things, so for each plant, I will  specify the particular yellow it gives. There will always be differences, the tone being more green earlier in the year.”

This is what Ester Nielsen writes in her introduction to natural sources of yellow in her book “Farvning med planter” (Dyeing with plants). This Danish book, published 1972, is full of useful information, but such a claim as this is just begging to be tested. I decided to use birch leaves for the test.

Birkeblade. Det er ikke til at se, når man ikke lige ved det, men de indeholder en god, varm gul farve. Birch leaves. It’s impossible to tell from the outside that they contain a good, warm yellow color.
For at prøve efter, om farver virkelig bliver gulere i sæsonens løb lavede jeg to 10-grams testnøgler af supersoft. Hvert af nøglerne farvede jeg med 40 g friske birkeblade, Ester Nielsen anbefaler nemlig 4 gange garnvægten i friske planter (med tørrede planter 2 gange). Første portion blade plukkede jeg 11. maj, anden portion 4. juli.

Resultatet ses nedenfor. Det forreste nøgle er farvet med bladene fra maj, det bagerste med dem fra juli. De har jo næsten samme farve, så mit lille eksperiment her underbygger altså ikke Nielsens påstand…

To test the claim that colors are greener early in the growing season, tending towards yellow later, I made two 10 g test skeins of supersoft wool. I dyed each of them with 40 g of fresh birch leaves, since Ester Nielsen recommends 4 times the weight of fiber in fresh plants (twice the weight of fiber if using dried plants). I picked the first portion of leaves on May 11th, the second on July 4th.

The picture below shows the result. The skein in front is dyed with the leaves from May, the back one with thw leaves from July. They’re almost the same color, so my little experiment didn’t back up Nielsen’s claim…

Uld farvet med friske birkeblade. Det forreste nøgle farvet med blade fra maj, det bagerste med blade fra juli. Wool dyed with fresh birch leaves. The front skein is dyed with leaves picked in May, the back one with leaves picked in July.
For at se, om der ellers var nogen forskel, afprøvede jeg lysægtheden af de to indfarvninger. Men heller ikke her er der nogen forskel på de to tidspunkter. Det eneste jeg lægger mærke til på lysprøven nedenfor er, at lysægtheden er rigtig god i begge tilfælde. Testen har ligget i vindueskarmen over en måned midt på sommeren.

To check for other possible differences, I tested the light-fastness of the two skeins. But again, no difference. The onyl thing worth noting in the light test shown below is a really good light-fastness of both yarns. The test took place over more than a month of summer.

Lystest af ulden farvet med birkeblade fra maj og juli. Light test of wool dyed with birch leaves picked in May and July.
Min konklusion er, at det tidspunkt på sommeren, hvor man plukker birkeblade, ikke har nogen indflydelse på farven de giver. Men det er altså for birkeblade. Det er muligt, at variationen fra grønligt til gult i sommerens løb findes for andre planter.

My conclusion: the time of harvest does not affect the color achieved with birch leaves. But that may only apply to birch leaves. It is possible that other plants to have a variation from yellow-green to yellow as the summer passes.

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

London

I år fejrede vi jul ved at rejse til London, i stedet for at æde os propmætte og pakke et helt vognlæs gaver ind og så pakke dem ud igen. Andre år jeg har rejst (Paris, Chicago, New York, New Delhi) omkring jule/nytårstid har jeg elsket det, og London var bestemt ingen undtagelse.

På det sidste har hver eneste interessant historie om planter, som jeg har hørt eller læst, haft Kew Gardens med i en hovedrolle (f. eks. denne radiohistorie om arbejdet med bevarelse af en sjælden bregne, som er hjemmehørende på Ascension Island). Så jeg insisterede på at tage dertil, og det lykkedes os at se en lillebitte del af haven.

Her er en smule af det, vi så om dagen:

This year, instead of binge-eating and wrapping a load of stuff, then unwrapping it, we decided to go to London on a Christmas trip. I have loved all the times I’ve traveled around Christmas/New Year (Paris, Chicago, New York, and New Delhi) and London was certainly no exception.

It seems that every time I hear or read an interesting story involving plants, Kew Gardens plays a role (for example, a recent radio story about conservation of a native fern on Ascension Island). So I made it a point to go there, although we clearly saw just a very small fraction of the place.

This is a bit of what we saw in the daytime:

Princess of Wales Conservatorys former / Shapes of the Princess of Wales Conservatory

En kødædende plante, der er så stor som en voksens hånd. Hvis jeg havde vinger ville jeg givetvis flyve derind / Meat eating plant, as big as an adult’s hand. If I had wings, I’d fly in there

Detalje af kanten af en kæmpeåkande. Jeg har altid haft en svaghed for denne gigantplante / The very edge of a leaf of the Victoria waterlilly. I’ve always had a soft spot for this huge plant
Der var altså masser af fantastiske vækster, men ingen farveplanter. Det tætteste man kom på var henna, og selv om den farver både uld og hår anser jeg den ikke for en af de egentlige farveplanter.

So lots of amazing plants, but I didn’t see any dye plants. The closest was henna, and although it does dye wool (and hair), I don’t really consider it a dye plant.

Henna, Lawsonia inermis

Save

Museumsforretninger er altid en stor fristelse, og jeg var tæt på at købe “50 Plants that Changed the Course of History” af Bill Laws, men der var slet ingen farveplanter i, så den endte med at komme tilbage på hylden. Jeg vil måske gå med til, at krap ikke er med i top 50 over historiens vigtigste planter, men det virker ikke rigtigt at indigo ikke er med.

Om aftenen kom vi tilbage til haven til “Christmas at Kew” hvor der er pyntet med lys. Det var iskoldt og der var mange mennesker, men det var virkelig stemningsfuldt:


Museum shops are always a temptation, and I almost bought “50 Plants that Changed the Course of History” by Bill Laws when it struck me that it does not contain any dye plants. Back on the shelf it went. I may be willing to accept that madder doesn’t make top 50, but surely indigo should?

We returned in the evening for “Christmas at Kew”, a lit path through the garden. It was cold and crowded, but beautiful:

Lystunnellen skiftede hele tiden farve, og folk kunne ikke løsrive sig /The light tunnel continuously changed color, and people seemed glued to the spot

The Hive (bikuben), en installation af kunstneren Wolfgang Buttress, set udefra sammen med oplyste træer / The Hive, an installation by the artist Wolfgang Buttress, seen from the outside with illuminated trees

Inde i The Hive / Inside The Hive
Vi kunne selvfølgelig ikke tage hele vejen til London uden at besøge Loop. Jeg kiggede på deres naturfarvede garn for at se om de var mange gange lækrere end det jeg farver – jeg fandt tre forskellige, men kan med glæde rapportere, at mit eget garn er lige så lækkert. Først var der Shilashdair Luxury DK, som har intense farver, nogle af dem særdeles flerfarvede.

Så var der Linen Lace fra Artisan Yarns. Det har skønne, dæmpede farver på skinnende hør. Og det syntes jeg åbenbart også sidst jeg var i Loop, for jeg har faktisk et nøgle af det garn i min stash, som jeg ikke har strikket af endnu (fy!).

Det tredje er Plant Dyed by Mehlsen. Jeg har ikke set det garn før, til trods for at det åbenbart er fra Vestjylland. Farverne ligger da også utrolig tæt på mine egne! Måske derfor var jeg utrolig fristet til at købe noget af det, men jeg formåede at styre mig.

Det endte med bogen “Estonian Knitting 1, Traditions and Techniques” af Pink, Reimann og Joeste, en stor, lækker og velskrevet bog med et vægtigt indhold og interessante gamle fotografier. Den har desuden et langt og godt afsnit med teknikker.

We obviously didn’t go all the way to London without visiting Loop. I looked for naturally dyed yarns to see if they were immensely more delicious than the yarn I dye myself – and found three delicious yarns, but I’m happy to say that the yarn I dye is just as yummy. The first one is Shilashdair Luxury DK, which has quite intense colors, some of them quite vigorously variegated.

The second one is Linen Lace by Artisan Yarns. Beautiful muted colors and shiny texture. I seem to have thought just that also last time I visited Loop, because I actually have such a skein in my stash that I haven’t knit with yet.

The third is Plant Dyed by Mehlsen. I have never come across this yarn before, although it seems to be made not far from where I live in Mainland Denmark. Remarkably, they the colors are really similar to the ones I dye! So they really spoke to me, and I was really tempted to buy some of this yarn, but an internal voice of reason talked me out of it.

In the end, I walked out of Loop with “Estonian Knitting 1, Traditions and Techniques” by Pink, Reimann, and Joeste, a big, excellent, clearly edited and well written book. Lots of interesting information and old photos, and lots of techniques.

Naturfarvede garner hos Loop London: Shilashdair (venstre), Artisan Yarns (midten) og Plant Dyed by Mehlsen (højre). Billeder taget med mobilen i kunstigt lys, så garnet er meget flottere / Naturally dyed yarns at Loop: Shilashdair (left), Artisan Yarns (middle), and Plant Dyed by Mehlsen (right). Photos taken with the cell phone in artificial lighting, so yarn really looks much better
Det sidste store højdepunkt på vores tur var et besøg på Victoria og Albert Museet (V&A). I museets indgang hænger en mægtig lysekrone af den amerikanske glaskunstner Chihuly, og det er svært at sige om den er flot eller grim, men den er i hvert fald imponerende. Det synes jeg altid, hans værker er. Og så er de former, han arbejder med, meget levende i udtrykket. Jeg har tidligere set hans ting udstillet i den botanske have i Chicago og akvariet i Monterey, Californien, og i begge tilfælde talte glasset og de naturlige former, der omgav det, sammen.
The Victoria and Albert Museum (V&A) was the last big highlight of the trip. This giant chandelier by Chihuly hangs in the entrance hall, it’s hard to say if it’s ugly or wonderful, but it’s certainly impressive. I find his work always is impressive. It’s also oddly at ease in the natural world – I remember seeing his work at the Botanical Garden in Chicago, and the Aquarium in Monterey, California. In both cases, the glass mimicked the living things that surrounded it.

 

Chihuly-lysekronen i V&A / The Chihuly chandelier at V&A

 

På V&A så vi denne utrolige dåbskjole, som oprindeligt blev udstillet på verdensudstillingen i London i 1851. Den var virkelig svær at fange i billeder, men strikkefastheden er helt utrolig. Så småt! Museets beskrivelse fortæller bare at “Frøken Sarah Ann Cunliffe fra Saffron Walden, Essex strikkede kjolen” og at den “består af 1 1/2 million masker og ca. 5770 meter bomuldstråd”. Der står ikke noget om pindestørrelsen, men jeg gætter på 1 mm eller mindre.
The V&A had this amazing knitted baby’s gown, which had been displayed at the 1851 World Exhibition in London. It’s hard to really see in photos, but the knitting is so, so tiny. Tiny! The museum text tells us only that “Miss Sarah Ann Cunliffe of Saffron Walden, Essex, knitted this dress” and that “It was made with 1 1/2 million stitches and approximately 5,770 metres of sewing cotton”. We aren’t told which needle size was used, but I would think 1 mm or maybe smaller.
Der var ikke meget lys, og jeg brugte ikke blitz, så billedet her viser slet ikke hvor smuk kjolen fra 1851 er / This picture was taken in low light and without flash, and does not do the 1851 baby gown justice
V&A har også en flot samling af gobeliner, og siden de er lavet længe inden 1856 kan man jo vide med sikkerhed, at alle farverne i dem er fra naturlige kilder. Så gobeliner er klart et studie værd, hvis man er bange for at naturfarver holder dårligt.

Billedet herunder viser et par detaljer fra en Belgisk gobelin fra 1718-24. De gule toner er bleget (som forventet), og de får de grønne toner til at blåne, da de er lavet ved overfarvning af gult med indigoblåt. Men blegningen virker da meget moderat – farver, der ikke bleger mere på 300 år vil jeg da godt kalde lysægte.

There is also many wonderful tapestries at the V&A, and since they are made long before 1856, we can be sure that all the dyes are natural. These tapestries are clearly worth studying for those worried that natural dyes won’t last.

Here are a couple of details from a Belgian tapestry from 1718-24 titled “The March”. Some of the yellows have paled (as expected) which leads to a blueing out of greens produced by yellow with indigo blue overdye, but not disturbingly so. I’d call a color that looks like this after 300 years light-fast.

Blånende grønne farver i en 300 år gammel gobelin / Blueing out of greens in a 300-year old tapestry
Det eneste dårlige ved vores julerejse er, at min potteplante af japansk indigo døde mens vi var væk. Jeg hev den op da jeg høstede mine sidste planter sidst i oktober, og den har faktisk vokset og blomstret indenfor lige siden. Da jeg skar den ned kiggede jeg ind i blomsterne, og det ser ud til, at den har sat frø. Det bliver spændende at se, om de vil spire.

The only bad thing about our trip was that my potted Japanese indigo plant died while we were away. I uprooted this plant when I harvested the last of my plants in late October and it has been growing and flowering inside ever since. I cut it down, and looked inside the dead flowers. It looks like seeds, and it will be interesting to see if they will germinate.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

The design theme from my Vindauga Blanket just stayed in my brain after I knit the first one, demanding to be knit in more variations! And when that design theme met with my experiments in 2-dimensional gradients (or matrices), the result was the Vindauga Baby Blanket, which I’ve finally managed to publish the pattern for.

You can buy the Vindauga Baby Blanket pattern on Etsy or Ravelry. I’ve also dyed a small number of kits, you can find them at my Etsy shop. The colorways are Sif (purple-blue dyed with cochineal and indigo – sold out), Valkyrie (red-blue dyed with madder and indigo) and Njord (green-blue dyed with weld, mugwort, and indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet. From a set of 9 skeins of matrix-dyed yarn (on the left) to the Vindauga baby blanket.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

I’ve now written the pattern, had it test knit, and corrected over and over again. It’s finished, and now published in Danish and English. I’ll be the first to admit that actually finishing a pattern is not my favorite part of the process from idea to pattern. But if I don’t pull myself together at some point, then my ideas end up as just that – ideas in my head.

But dyeing the matrix mini skeins is a lot of fun. I’ve worked with these 2-dimensional gradients for some time now, but it’s still difficult to get them just exactly right!

First, I dye gradients of red, pink, or red with madder, cochineal, weld, tansy, or mugwort. I make 3 skeins of each. Then, I overdye with an indigo gradient, giving each of the 3 identical skeins a different indigo overdye. This may not sound difficult, but both steps are hard to control.

When dyeing with cochineal and madder, I find that the first bath always gives a more intense color than the second one. But sometimes, the second and third give about the same. It’s also difficult to control the exact shade of blue with indigo dyeing. One factor is how long you dip skeins in indigo, another factor is the number of dips. But the amount of available indigo in the vat also changes over time. Even after making many sets of matrix dyed skeins, it’s still a challenge!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele! Yellow, red, and white skeins soaking on the left. On the right, similar skeins in an indigo bath. The temperature is 52 degrees, pH is 9-10. Everything is under control!

Se projekter på Ravelry:

See projects on Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Høsten i hus (Harvest)

Jeg er endelig færdig med at høste mine farveplanter og frø, og det har været et godt år i farvehaven. Ud over vajdfrø har jeg også høstet frø af skønhedsøje. Nogle af dem høstede jeg d. 27. september, resten da jeg fjernede de sidste planter d. 24. oktober. Jeg ved ikke hvad det rette tidspunkt er til at høste frøene, men jeg får jo at se om nogen af dem spirer næste år.

I’ve finally finished harvesting my dye plants and seeds, and it has been an abundant year in the dye garden. In addition to woad seeds, I’ve also harvested seeds of dyer’s coreopsis. I harvested some of them on September 27th, and a lot more when I removed the last plants on October 24th. I don’t know when they should be harvested, but I suppose I’ll see if any of them sprout next year.

coreopsisseeds
Skønhedsøjes frø. Der er masser af dem, og de er bittesmå. Seeds of Dyer’s Coreopsis. Lots of them, and they are tiny.

Så er der min japanske indigo, som har stået flot i år. Jeg høstede de fleste af planterne (22 styk) d. 27. september og prøvede to forskellige måder at tørre bladene på.

I den første metode tog jeg bladene af stænglerne og spredte dem ud udenfor på en solskinsdag. De nåede næsten at tørre på en dag, og jeg flyttede dem ind i et opbevaringsnet før duggen faldt. De var helt tørre i løbet af et par dage.

Then there’s my Japanese indigo, which  grew really well this year. I harvested most of my Japanese indigo, 22 plants, on September 27th. I tried two different ways of drying the leaves.

First, I stripped the leaves off the stems, spread them out outside on a sunny day. They almost dried, and I moved them inside in a mesh hanger before dewfall that evening. In a couple of days, they were completely dry.

dryjapaneseindigo
Tørring af japansk indigo i bundt. Kun det yderste af bladene tørrer på denne måde! Drying Japanese indigo bunches. Only the outer leaves dry this way!

Den anden metode (fordi det tog så lang tid at tage bladene af stænglerne) lånte jeg fra Deb McClintock – her tog jeg bare bundter af stængler hænge til tørre indenfor, for på det tidspunkt var den første efterårsstorm og regn i gang. Efter en uge var det kun det yderste af bladene der var tørret, for de tykke stængler holder på fugten. Det er garanteret ikke et problem under Texas’ brændende sol, men det er jo ikke ligefrem Texas her hvor vi er! Det endte med at jeg måtte tage bladene af stænglerne og lade dem tørre færdig. Så selv om metode to virkede lettere, så findes der reelt kun metode et. Næste gang ved jeg, at det bare er med at smøge ærmerne op.

Resultatet var lidt over 400 g tørrede blade, som har et blåt skær. Og det er jo et godt tegn.

Second method (because stripping the leaves off was so time-consuming) was borrowed from Deb McClintock – I hung bunches of leafy stalks to dry inside because by then, the season had changed and the first fall storms and rains were here. But after a week, only the tips of the leaves had dried, because the thick stalks retain all the moisture. I’m sure that would not be a problem under a hot Texas sun, but this isn’t exactly Texas! In the end, I stripped the leaves off the the half-dried stalks and let them dry. So although option two seemed easier, it’s not really an option here – next time, I’ll know there’s no way around a bit of tedious work.

I ended up with a bit more than 400 g of dry leaves, and they are showing a blue tinge. Definitely a good sign.

indigoleaves
Mine tørrede blade af japansk indigo har et blåt skær. My dry Japanese indigo leaves with a blue tinge.

Resten af min japanske indigo, 8 planter circa, fik lov at vokse videre. I slutningen af september havde de nemlig blomsterknopper, og jeg ville se om de kunne blomstre, måske endda give frø. Jeg fulgte skarpt med i vejrudsigterne for at se hvornår den første nattefrost skulle komme. Og den blev forudsagt til aftenen og natten d. 24. oktober, så om eftermiddagen tog jeg ud til vores have og høstede de sidste planter. De blomstrede rent faktisk – men satte ikke frø.

The rest of my Japanese indigo, maybe 8 plants, stayed in the garden. In late September, the plants had quite a few buds, and I wanted to leave some to see if they would flower and maybe even produce seeds. I followed the weather forecast closely to see when the first night frost would come. That was forecast for the evening of October 24th, so I went to our garden that afternoon to harvest the last plants. And they did flower – but no seeds.

indigoflower
Japansk indigo, der blomstrer sidst i oktober. Japanese indigo flowering in late October.

Jeg brugte den allersidste høst til et eksperiment, nemlig at prøve at udvinde indigopulver af de friske Japanske indigoblade efter metoden fra Wild Colours. Jeg tog bladene af stænglerne, vaskede dem kortvarigt, stoppede en gryde med dem og fyldte med regnvand. Jeg lod gryden stå på min varmeplade, tændt på lavt blus et kvarter hver anden time, og det holdt temperaturen omkring 35 – 45 grader. Jeg lod det stå på varmen ca. 36 timer, tilsatte så natriumcarbonat så pH blev ca. 9, og hældte væsken voldsomt frem og tilbage mellem to spande. Det rødbrune skum skulle så blive blåt (fordi indican reagerer med ilt så der dannes indigo) men der skete bare intet. Næste dag prøvede jeg at tilsætte natrium dithionit til en lille del af væsken og dyppe en garnstump, men det farvede slet ikke. Jeg smed hele eksperimentet ud. Jeg tror ikke at de meget sent høstede blade indeholdt noget særligt indigo, men det håber jeg sandelig at mine tørrede blade gør! Udvindingen må jeg prøve igen næste år med blade, jeg høster tidligere på sæsonen.

The last crop was used for a bit of experimentation, trying to extract indigo from the fresh leaves of Japanese indigo using the instructions from Wild Colours. I stripped the leaves off the stems, washed them briefly, packed them in a pot and filled it with rainwater. I then left it on my hot plate on low heat, switched on for 15 minutes every 2. hour. This kept the temperature around 35 – 45C, and I left it for 36 hours. Then, I added sodium carbonate to raise the pH to about 9, and started pouring the liquid back and forth between two buckets. The reddish brown foam is supposed to turn blue (because pouring oxidizes the precursor indican to indigo) but nothing happened. Nothing. The next day, I took out a small part of the liquid, added some sodium dithionite, and tried dipping a scrap of yarn. Again, nothing. So in the end, I tossed the entire experiment. I think the reason for this failure was the very late harvest of my last Japanese indigo. So I haven’t tried my dried leaves yet, but I hope they contain some indigo! I’ll return to the extraction method next year with plants harvested earlier in the season.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 2 (Amazing Dyeing Failures)

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

The topic of my last post was failures in dyeing, and here’s more. First, my most serious and most annoying failure as a natural dyer.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo (Organic Indigo Failure)

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset. Indigo dyeing with a madder/bran vat with a sprinkle of fructose along the way. The vat became slightly green-tinged (top left), but did develop the coppery film that shows it’s working (top right). Bottom, a small skein of yarn dyed dusty blue in the indigo jar.

A while back, I experimented a bit with an indigo vat with fructose, but my results were not very convincing, in the sense that the amount of blue I got out of the vat was completely underwhelming given the amount of indigo that went in. Mona of Thread Gently on the Earth suggested trying another type of indigo vat that uses madder and bran. So, using what Mona wrote and what her source of the information, Aurora Silk wrote, I tried the madder/bran vat, since I’m still very interested in a natural fermentation vat for indigo.

In the beginning of May, I mixed 34 g of indigo, 17 g of ground madder, 17 g of wheat bran, and 116 g of sodium carbonate. I used at pot with a well-fitting lid, and filled with water so there wasn’t much air in the pot. We had a very warm early summer this year, so I just put the pot outside the house, where it was 27C during the day. But nothing happened. I had suspected that, since the pot would cool off during the night.

My next setup consisted of a simple electric hot plate for cooking. After a bit of experimentation, i figured out that on the lowest setting, and switching it on for 15 minutes out of every 2 hours with an electric timer plug, I could keep the vat around 37C. After a couple of weeks, though, I was forced to admit that nothing much was going on there.

So I started a bit of wild experimentation. Could it be lack of reducing power? I added fructose and more base, but that didn’t get the vat started. I then transferred part of the vat to a large jar, and tried warming it on a water bath. The jar was full and had a tightly closed lid, and that did improve things. The color didn’t shift to yellow-green, it was still blue with just the slightest green tinge (you can see it on the spoon, top left image above), but the jar vat developed the coppery film of a working indigo jar. I dyed small skeins, and they came out a lovely dusty blue.

So it’s sort of working – but not amazingly so. I can only dye very small skeins in this jar, but I did a lot of troubleshooting which may bring me closer to running a fermentation vat properly and over a long time. For now, I do consider it a failure, since I got so little blue out of my 34 g of indigo, but I’m clearly not done with this. Maybe one needs to set up a larger vat, using an amount of indigo that makes abandoning the vat unthinkable.

4: Fiasko med gyvel (Common Broom Failure)

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

I have tried – and failed – to grow dyer’s greenweed (Genista tinctoria) a couple of times. The seeds need cold stratification, which I have tried to give them, but they never sprouted. Dyer’s greenweed is supposed to grow wild in my part of Denmark, and I have searched for it, but not found it.  Then in June, the landscape was dotted with yellow: it was common (or Scotch) broom (Cytisus scoparius). This plant is considered invasive in many places, but not in Denmark where it occurs naturally and is loved by insects. But it has been spreading in a new way for the past 30 years, so picking it is definitely fine, just keep in mind that the seeds are poisonous.

I studied my old flora a bit, and since both dyer’s greenweed and common broom belong to the legumes (family Fabaceae), I convinced myself that common broom would be worth a try in the dye pot. At that time (June), the flowers were already past their prime, but i picked some branches at the roadside. The result was not impressive – good old failure beige once again (right in picture below).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel. Common broom is spreading, adding sprays of yellow to the roadside. To the right, wool dyed beige with common broom.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

I would have called it a failure and left it at that if I hadn’t come across an entry on common broom in John & Margaret Cannon’s excellent book “Dye Plants and Dyeing” (I recently bought a second hand copy). This book tells you that the part of the plant used for dyeing is young branches, picked in April or early May, not the flowering stalks picked in June as I did. The young branches should produce shades of yellow-green with alum and green with copper. I might try this again next year.

“Dye Plants and Dyeing” also mentions some confusion in the dye literature between common broom and dyer’s greenweed, since the latter is sometimes referred to as dyer’s broom. Not surprisingly, Cannon & Cannon (in a book published in association with The Royal Botanic Gardens, Kew) recommend that the dyer relies on scientific nomenclature for dye plants. Actually the same conclusion is reached by Catharine Ellis in her run-in with “broom”.

5: Fiasko med rensdyrlav (Reindeer Lichen Failure)

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav. Reindeer lichen (Cladonia portentosa) and yarn dyed with the lichen.

During my summer holiday, I gathered some lichen of the Cladonia family, I believe it’s reindeer lichen (Cladonia portentosa). In “Lichen Dyes: The New Source Book”, Casselman lists this lichen as a boiling water method lichen that should give a “leaf green” color. So into the dye pot it went, with a test skein of unmordanted wool, since lichen dyes are substantive. The result (above) is not what I hoped. Beige, despite the fact that I used a large amount of lichen relative to yarn.

6: Fiasko med koldfarvning (Cold Dyeing Failure)

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld. Mommy is a witch. Check out my cauldron, a dye pot with mushrooms and wool.

At some point, I tried dyeing with old polypores, in the usual hot dyeing process, and that actually gave me a good yellowish brown. Recently, when cleaning up outside, a big hoard of old polypores surfaced. I don’t have enough space to store dyestuffs inside, so they were outside and were damp and looked like they would spoil.

I had a thousand other projects going, so I wasn’t really ready to dye with them – so I decided to try a very lazy experiment: cold dyeing (which I normally never do because it seems to me that it doesn’t really work). The experiment amounted to throwing the polypores into a bucket with rainwater that was just standing there, then put in a small, 12 g test skein of alum mordanted wool, and then letting it stand there for about 3 weeks. You have probably already guessed that it produced a smelly skein of beige wool, which I cannot even find now (I think I overdyed it with indigo). So all I have to show for this experiment is my 6-year old Dagmar’s drawing showing that “Mommy is a witch”. I am taking it as a compliment.

PS: Just as I wrote this, light samples of both the cold dye and hot dye with old polypores surfaced on my desk. None of them have the light-fastness achieved with fresh polypores in a hot dye bath.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 1 (Amazing Dyeing Failures)

Fiasko i naturfarvning er tit defineret som det at få en anden farve end den man lige havde tænkt sig. Beige, råhvid, lysegul, ubestemmelig grumset er alle sammen farver, som jeg ikke har gjort noget forsøg på at få, og alligevel har jeg en hel bunke af garnnøgler i de toner. Men faktisk er der en del at lære af fiaskoerne. Nogle af dem giver nye ideer til hvad man skal prøve næste gang. Andre afdækker måske bare hvordan det ikke skal gøres. Her nedenfor vil jeg beskrive nogle af mine farvefiaskoer, og faktisk er min liste så lang, at dette her kun er første halvdel, anden halvdel følger.

Failure in natural dyeing is commonly defined as not getting the result you expected. Beige, off white, baby yellow and other tones of grime are all examples of colors I have made no attempt to acheive, and yet, I have a big pile of skeins just like that. But there’s actually a lot to be learned from failures. Some give new ideas of what to try next. Others just tell you what not to do. Below, I’ll describe some of my failures – actually, I’ve failed so many times that this will only be the first installment, more to follow.

Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.
Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo. Skeins of failure. They were all overdyed with indigo after taking the photo.

1: Fiasko med bark (Bark Failure)

Flere bøger om naturfarvning fortæller om bark som farveemne. For eksempel nævner Jenny Dean i “Wild Color” følgende typer bark og de farver de skulle give på alunbejdset uld: el (brun-grøn), berberis (gul), ask (stærkt gulgrøn), æble (varm gul), eg og pil (beige), og endelig elm, birk, kirsebær, pære og blomme (rosa).

Så i et stykke tid ledte jeg efter bark på mine gåture og endte med disse tre:

  1. Birk (Betula) – jeg har ofte farvet solgult med bladene, men havde ikke forsøgt mig med barken. Da der blev fældet en masse birketræer, som blev efterladt i en kæmpe bunke greb jeg chancen. Jeg kravlede op få at få fat i nogle gode stykker, men faldt faktisk et godt stykke ned derfra fordi jeg havde træsko på. Jeg ved ikke helt hvad man skal lære af det, men jeg fik da 60 g birkebark.
  2. En dag var der nogle mænd der savede stammer op udenfor. Næste dag holdt de fri, så jeg fik skrællet et godt stykke af barken. Det var el, den med de bittesmå kogler. 70 g bark.
  3. På en gåtur i skoven hoppede jeg over en enorm grøft for at få fat på noget efterladt bøgebark, da der havde ligget en stor stak stammer. Min datter hoppede efter og måtte reddes tilbage til sidst. 94 g bark.

Several books on dyeing will tell you that different types of barks are good dyestuffs. For example, Jenny Dean’s “Wild Color” mentions these barks and the color they should produce on alum mordanted wool: alder (brown-green), barberry (yellow), ash (bright yellow-green), apple (warm yellow), oak and willow (beige), and finally elm, birch, cherry, pear, and plum (pink).

For a while, the theme of my walks was bark; in the end, I found enough of these three to try them as dyestuffs:

  1. Birch (Betula) – I’ve used birch leaves several times for a sunny yellow, but not the bark. Some trees were cut down near our house, and I jumped at the chance. The trees had been left in a big pile, which I obviously had to climb to get to the good parts, and since I was of course wearing clogs, I fell down from that big pile in the end. With 60 g of birch bark in my pockets.
  2. Another day I hear some men working outside, shredding logs. On their day off, I casually walked by and managed to peel a good amount of bark off. The logs turned out to be alder (Alnus), the kind with the tiny cones. 70 g of bark.
  3. Last one is some bark from a forest walk. I jumped over a big, big ditch to get this. I’m pretty sure it’s beech (Fagus). My daughter jumped it too, so I had to save her afterwards. 94 g of bark.
Dagmar tæt på at falde i grøften
Dagmar var tæt på at falde i grøften. Efterfølgende surmulede hun og måtte reddes. Dagmar, seen moping, came close to falling into a large ditch.

Jeg brugte Jenny Deans generelle metode til farvning med bark. Hun siger at “det er bedst at sætte bark i blød i flere dage eller uger i koldt vand først. Derefter simres i en time. Bark må aldrig koges, da det frigiver for meget garvesyre”. Så det var hvad jeg gjorde – jeg lod de tre slags bark stå i blød et par uger. De begyndte at gære, og det lugtede ikke godt.

Men da jeg simrede 10-grams testnøgler af alunbejdset garn i mine barkbade gav det bare meget lys beige. Det var ikke engang værd at tage billeder af, men man kan se et af nøglerne stikke ud i det øverste billede mellem de lyserøde nøgler til venstre i billedet.

Jeg har faktisk set andre eksperimentere med bark (for eksempel til min uldgruppes farvedag) hvor det også gav råhvid/lys beige. Så jeg er ikke overbevist om, at det overhovedet giver andet, men det kan jo være, jeg tager fejl. Man må meget gerne kommentere for neden hvis man kender til en god metode til barkfarvning.

I used Jenny Dean’s general dyeing method for bark. She says that “barks are best soaked for several days or even weeks in cold water before processing. Then simmer them for one hour. Never boil bark, as this will release too much tannin”. So that’s what I did – left the three types of bark to soak for a couple of weeks. That was long enough that they started fermenting, and I can tell you that it didn’t smell that good.

But when I simmered 10 g test skeins of alum mordanted wools in the three bark dye baths, the color in the end was pale beige. I didn’t even bother taking pictures (because when you’ve seen one skein of pale beige wool, you really have seen them all), but you can see one sticking out between the pale pink skeins in the left side of the first picture above.

I have seen other dyers experiment with bark (for example, at my wool group’s dyeing day) and also get pale beige or off white. So right now, I’m not even convinced that it would ever work, and I probably won’t try it again unless someone can tell me what went wrong (please comment below if you know or if you’ve had good results dyeing with bark).

2: Fiaskoer med slimet og muggen avocado (Slimy/Moldy Avocado Failures)

Der findes jo velkendte metoder til farvning med avocado, men jeg har alligevel eksperimenteret med nogle lidt andre måder. Vel for at forbedre metoden, men det ser ud til, at jeg bare har gjort det hele mere rodet og indviklet.

Ifølge Carol Lee skal man ikke lade avocadosten og -skind tørre ud, for så bliver stenene så hårde, at de er umulige at hakke i stykker. I stedet anbefaler hun af fryse dem. Jeg har prøvet at finde en måde at tørre den på alligevel, da min fryser er ret lille.

Jeg hakkede sten og skind og lod dem tørre. Det virkede faktisk fint et par gange, men de fleste gange blev materialet totalt muggent før det kunne nå at tørre. Mugne farveemner kan jo sagtens farve fint, men jeg synes generelt ikke, det er en god ide at have store mængder mugne ting inde i huset. Mange slags mug laver jo toxiner, og dem kan man jo indånde. Så nu fryser jeg igen sten og skind fra avocadoerne.

There are established procedures for dyeing with avocados, but I’ve been experimenting with slightly different ways of doing it. I suppose to make the procedure easier and better, but of course ending up making it messy and complicated.

According to Carol Lee, avocado pits should not be allowed to dry before use because they will become so hard that they are impossible to chop. Instead, they should be frozen until use. I wanted to find a way to dry them anyway because my freezer is small.

So I chopped the pits and skins and then left them to dry. This worked well on a couple of occasions, but most times it did not because they became completely overgrown with mold before they had time to dry. Moldy materials may still work as dyes, but I think it is generally unwise to handle them repeatedly around the house, since many molds produce toxins that may be inhaled. So I went back to freezing the skins and pits.

dryavocado
Avocadoskind og -sten bliver røde under tørringen, så det er ikke så overraskende, at farvebadet også bliver rødt. Avocado pits and skin turn red as they dry, so it’s not that surprising that the dye bath they produce is also red.

Et andet eksperiment gik ud på at gære skaller og sten i længere tid end normalt for at se om det gav mere farve. Jeg brugte mit tørrede materiale, sat i blød natten over, men jeg vil tro at resultaterne havde været de samme med frossent materiale.

Normalt gærer jeg avocadosten og -skind ved at opvarme dem en enkelt gang i saltlage, og så lade farvebadet stå uforstyrret og gære – som reget nogle uger eller en måned, men denne gang i et halvt år. Farvebadet udviklede en intens rød farve, men det blev også fuldstændig slimet.

På trods af den slimede konsistens, så prøvede jeg at farve med farvebadet. Og det duede desværre ikke ret godt, formodentlig fordi slimen forhindrede en særligt god kontakt mellem garn og farvebad. Men jeg er altså ikke overbevist om, at en lang gæring ikke kunne give god farve. Jeg har fået det råd, at man skal komme avocadoskaller- og sten i glas som lukkes, varmes op, og først derefter gæres. Det skulle forhindre farvebadet i at blive slimet, så det vil jeg prøve næste gang.

Another experiment was to ferment the pits and shells for a looong time to see if they yielded more color that way. I used my dry material, soaked overnight, but I suspect the results would have been the same had I used frozen dyestuff.

I usually ferment avocado pits and skins by heating them up once in brine, then just leaving them. Normally for a few weeks or a month, this time for six months. And the dye bath did develop a deep red, but it also became extremely slimy.

Despite the sliminess, I tried dyeing a small test skein in this dye bath, but it didn’t yield good color. My guess is that the slime prevented good contact between yarn and dye. But I’m not convinced that a long fermentation couldn’t yield good color. I’ve been adviced to put avocado pits and skins in jars, close the jars, heat them up, and then ferment. Such jars should not go slimy. I’ll try that next time.

Beige med lidt rødlige striber
Beige med lidt rødlige striber. Sådan så garnet ud efter en tur i avocadoslimen. Beige with a red streak, that’s the look of yarn dyed with avocado slime.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Bejdsning med skræppe (Curly Dock Mordant)

Skræpper kan bruges som et bejdsemiddel – det faktum havde jeg hentet fra læsning og skrevet mig bag øret. Jeg kunne ikke lige huske hvor jeg læste det, men bestemte mig bare for at prøve. I juli-august plukkede jeg kruset skræppe (Rumex crispus) i vejkanten, en høj plante med en stor frøstand i rødlige farver.

Dock or sorrel are useful plants for mordanting – this was a fact that I’d gotten from reading and made a mental note of. I couldn’t remember where I read it, so I decided to just go ahead and try it. I picked curly (or curled) dock (Rumex crispus) in the roadside around July-August. Curly dock is a tall plant with a reddish seedhead.

rumexcrispus

 

Kruset skræppe kan man kende på, at frøene sidder imellem tre små blade, kaldet blosterblade, og der sidder en gevækst på ydersiden, kaldet bruskkorn.

Curly dock can be distinguished from other related species from the fact that its seeds are enclosed by three petals that have a growth on the outside that looks like a seed but is not.

rumexcrispus_zoom

 

Til et 12-grams testnøgle uld brugte jeg ca. 100 g tørrede blomster/stilke, som jeg kogte op første dag og kølede af. Næste dag varmede jeg garnet op i suppen til lige under kogepunktet, og lod garnet ligge i suppen og køle af – det endte med et par dage fordi jeg havde alt muligt andet at se til… Efter bejdsningen i den dybrøde skræppesuppe var garnet rødligt.

I used about 100 g of stalks with flowers for a test skein of about 12 g of wool. I boiled the curled dock the first day and let it cool off. The next day, I heated the yarn in the sorrel bath to just under boiling, then let the yarn cool off in the sorrel bath (for a couple of days in the end, because I had other fish to fry). After the sorrel mordanting in the dark red sorrel soup, the yarn was coral red.

skraeppebejds

 

Så kom jeg endelig til det egentlige eksperiment. Jeg farvede mit skræppebejdsese garn plus to andre 12-gramsnøgler (et ubejdset og et, der var bejdset i 10% alun, min standardbejdsning) med krap. Farvebadet var 40 g krap i regnvand, og resultatet kan man se nedenfor. Det alunbejdsede garn blev som forventet en flot rød, mens det ubejdsesede og skræppebejdsede blev helt ens – en ellers flot orange. I denne sammenhæng vil jeg dog kalde det en fiasko, for skræppebejdsningen har jo ikke gjort nogen forskel i forhold til ingen bejdsning.

Finally to the dyeing part of the experiment. I dyed my sorrel mordanted yarn plus two other 12-g test skeins (one unmordanted and one mordanted with 10% alum, my standard mordant) with madder. The dye bath was 40 g of madder root in rainwater, and you can see the result below. As expected, the alum mordanted wool is an intense madder red, but the unmordanted and sorrel mordanted wools are the exact same shade of orange (and a nice orange I think). But I’m going to call this a failure, since the sorrel mordant didn’t make a difference from no mordant.

skraeppe-resultat

 

Så hvad gik der galt? Heldigvis lykkedes det mig at finde ud af, hvor jeg havde læst om skræppebejdsning: India Flint’s “Eco Colour”. Og det hun rent faktisk skriver om skræppearter er nedenstående.

So what went wrong? In the end, I realized that I read about sorrel mordant in India Flint’s “Eco Colour”, the exact information she gives is:

“Dry and grind the roots and mix with water to make a tannin-rich soaking solution. The leaves of this genus are also rich in oxalic acid. Even the dried seeds have mordant qualities.”

Men det løser nu ikke helt mit mysterium. Rødderne indeholder garvesyre, som kun virker som bejdsemiddel på plantefibre, ikke uld. Men det var jo heller ikke rødderne jeg brugte, det var stilkene med frø og blade – og de indeholder (ligesom rabarberblade) oxalsyre, som burde fungere som bejdsemiddel på uld. Måske var mængden bare ikke stor nok? Det skal prøves igen næste år.

This doesn’t completely solve my mystery, though. The roots contain tannin, which only works as a mordant on plant fibers, not wool. But I used the flower stands with leaves, which (like rhubarb leaves) contain oxalic acid, which should work as a mordant on wool. Maybe the amount was just too low? I have to try tris again next year.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save