Grønne variationer (Green Variations)

One of the great things about natural dyeing is that you can keep overdyeing until you get the color you want.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.
I recently dug out some green skeins of Norne that were not exactly what I had imagined, and had been sitting in the storage basket for a while. I decided to overdye them to get as many greens as possible. So I wound skeins for dyeing and kept the last part of the skein the way it was.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.
One skein (skein 1 in photo below) was a medium blue from indigo overdyed with a couple of afterbaths from pomegranate and weld. They gave a rather weak yellow, too weak to match the blue tone, resulting in a quite anemic green.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.
Another skein (skein 12) had the same problem. Again, a medium indigo blue, this time over dried mugwort dye. I didn’t know at the time I dyed this (as I do now) that dried mugwort only gives a rater weak beige.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.
Then there was a skein with the opposite problem (skein 5). It’s dyed with a strong (1:1) weld and overdyed with weak indigo, giving a green/Chartreuse that’s just too intense.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.
Finally, there’s a skein that was actually a good color (skein 9) but I just didn’t have any plans for it. I dyed it long ago with tansy and a madder afterbath to achieve a warm yellow. I wound all the skeins into smaller ones and overdyed them with indigo, weld, and walnut hulls.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt. Overdyeing and then some more overdyeing, to get as many greens as possible.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.
Skeins 6, 7, and 8 come from skein 5 and are just overdyed with stronger and stronger indigo, and there’s no surprises there. The strong yellow base ends up as a clear forest green when the indigo component becomes large enough.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.
Skeins 10 and 11 are yarn from skein 9 overdyed with a bit of indigo and a bit more. Here, skein 10 was a nice surprise, a wilted green, one of my favorite shades of green. I suppose I am really revealing myself as totally ignorant of color theory, but I did not know that this type of green contains such a large proportion of red.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.
I made a dye bath with 12 g of weld and dyed 25 g of yarn from skein 1 in it. That turned into skein 2 – not a surprise that the forest green emerges when you lift the level of yellow to match the blue in intensity.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.
Then I made a dye bath with 25 g of walnut hulls. 25 g of yarn from skein 12 turned into skein 13. Again, the ignorant dyer was surprised – turns out army green is based on brown. The afterbath turned yarn from skein 1 into skein 3, another army green.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.
Skein 4 is yarn from skein 1, overdyed with a rather intense indigo. Here, the weak yellow base gives a really nice teal. Skein 14 is yarn from skein 12 just overdyed with a bit more indigo than it already was.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.
Finally, there’s skein 15. The yarn comes from skein 12, and was first dyed in the weld afterbath. It didn’t change much, so I dyed it in the walnut hull bath, which had already been used twice. Again, not much change, so I dipped it in indigo. That still didn’t change much so I left it because I ran out of ideas.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:
Skein 16 and 17 are both dyed with stinging nettle, said to contain a green dye. In the middle of May, I picked a big dyepot full (and they have no problem stinging through thick garden gloves) and dyed two 25-gram skeins. First skein 16, then skein 17 in the afterbath, followed by modification with a bit of iron. None of the skeins 16 and 17 are green (I wonder how Uglemor does it) but they work really well along all the other greens. Here they all are, along with an indigo-dyed skein, wound in cakes and ready to knit:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt. Norne pure wool, so many greens, and a bit of yellow and blue.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:
I am experimenting with knitting very short scraps of all these colors together, more about that another time. So far, it looks like this:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt. Norne cut in short scraps and knit – color changes by doubling both the new and the old yarn.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.
But the search for greens doesn’t stop here. In addition to stinging nettles, May is also full of landscapes covered by wild chervil and broom.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.
I tried dyeing with common broom last year, but picked the plant too late in the season and got very little color out of it. In their “Dye Plants and Dyeing”, Cannon & Cannon write that flowering stems of broom should be harvested in April or early May. I managed to pick them late in May, which is probably fine since the book is English and most of England is south of Denmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.
On alum mordanted Fenris (pure wool), common broom gives me the greenish-beige that Cannon & Cannon promise. They show an almost black with copper, so I tried modifying with copper water for a few minutes. I have a jar that contains the innards from an old wire in household ammonia, and I just added a bit of it. This gave a very pretty green, which is leaning towards brown.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.
Wild chervil (also picked in late May) gave the expected fragile yellow with a touch of green. To some eyes nothing special, and for sure, there are many ways to get such tones. But I do find it lovely, it just captures the freshness of spring and early summer. Modified with iron, the color darkens and completely looses the freshness.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber. Yellow and greens dyed with common broom and wild chervil. The large skein on top is dyed with wild chervil, the one below the same but modified with iron. The third skein is dyed with common broom, the fourth common broom and copper.

Rød krap (Red Madder)

Madder is one of the most ancient dyes, and one that is described in pretty much any book on natural dyeing. But every book seems to give a slightly different method for obtaining the sought-after madder red. There’s only one thing to do – experiment!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige. A bunch of madder dyed skeins. They’re all dyed in slightly different ways, so the colors have turned out differently.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).
Madder was one of the first natural dyestuffs I tried just when I began learning about natural dyeing, many years ago. I followed Jenny Dean’s “Colours from Nature”, the first book I bought back then (now, of course, I have a largish library on natural dyeing).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.
Dean gives a dyeing method for larger pieces of madder root, not powdered root. She rinses the root in cold water, then boiling water, and then adds the water for the actual dyebath. I tried her method for my first attempts with madder, but only got a series of tan/coral shades. Sometimes slightly more pink, sometimes more towards orange.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.
After my first attempts, I was ready to just give up. Coral was not exactly my favorite color, and I didn’t make any further attempts with natural dyes. That was until I happened to talk to some dyers at iron age and viking markets. One of them told me, that she always got good reds with madder by using destilled water.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.
After that, I happened to find a copy of a classic Danish dye book from 1972, “Dyeing with Plants” by Ester Nielsen. Nielsen steeps madder for 24 hours, and mentions nothing about changing the water at any point. Also, she mentions nothing about the type of water. Over time, I arrived at a variant of Nielsen’s method, using rainwater instead of distilled water because rainwater is free. I leave the madder to steep overnight in my dyepot, add alum mordanted wool, heat slowly to 55 C, and then wrap the pot in a blanket and leave it until the next day. So, yarn and madder in the pot together, and no changing the water.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:
I’ve achieved many clear reds with that method, but sometimes, the color has turned out more orange than red. That’s the case with the yarn for this hat:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn. Brisingamen hat in madder dyed yarn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.
I do like orange, but it’s red you’re after with madder. Also, I’ve become increasingly confused the more I’ve read about madder dyeing, and I am not the only one. As mentioned, Dean uses a hot extraction (a soak in water that is discarded) whereas others, for example Ecotone Threads use a cold extraction.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.
Madder contains many different dye compounds. According to “Handbook of Natural Colorants” by Berchtold & Mussak, more than 35 different anthraquinones have been detected in madder (anthraquinones are the type of molecules that alizarin, the important red in madder, also belongs to). The different dye compounds have slightly different colors, so the the point of (cold or hot) extraction would be to remove some of the yellow or brownish ones.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden.
I decided to test, whether I could get rid of my orange reds by using an extraction method. For this test, I’ve used my usual 12-gram skeins of Fenris (100% wool) mordanted with 10% alum. In all the experiments, I used 12 grams of madder powder per skein, leaving the madder in the dyepot the entire time. A few writers say that the madder should be removed from the dyepot before fiber is added, but most agree to leave it in.

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.
According to Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, alizarin has a very low solubility in water, and that’s why the madder should stay in the pot. As alizarin in solution is taken up by the yarn, more will be released from the madder. In all cases, I dyed the yarn by heating yarn and madder to 55 degrees C keep it there for 1 hour, and then leave the yarn in the dyebath overnight.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.
In my little experiment, I tested the following, both with rainwater and tap water: steeping the madder overnight and dyeing in the same water, filtering out the madder and dyeing with it in new water, and finally pouring boiling water over the madder and then dyeing with it in new water.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter. Filtering a small amount of madder in an old fashioned coffee filter.

Resultaterne ses nedenfor:
Results below:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.
1: Madder steeped overnight in rainwater, yarn dyed in the same water.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.
2: Madder steeped overnight in tap water, yarn dyed in the same water.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.
3: Madder steeped overnight in rainwater, filtered, run-off removed and yarn dyed in new rainwater

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).
4: Run-off from 3 (the liquid that ran through the filter).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.
5: Madder steeped overnight in tap water, filtered, run-off removed and yarn dyed in new tap water.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).
6: Run-off from 5 (the liquid that ran through the filter).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.
7: Poured boiling water over the madder, filtered immediately, yarn dyed in new rainwater.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.
8: Poured boiling water over the madder, filtered immediately, yarn dyed in new tap water.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).
9: Run-off from 7 (not repeated for 8, as it would be identical.

Testens resultat, se forklaring over billedet. Results of my test, see explanations above.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.
Skein 1 is dyed with just one volume of rainwater, which is my usual method. Luckily, skein 1 is one of the good reds in my test. Skein 2 is the same method, but using tap water. Skein 1 is only a slightly bit redder than skein 2, so using rainwater instead of tap doesn’t seem to have the importance that I thought. I measure pH of both baths, and they were both neutral after steeping overnight.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.
Skein 3 and 5 are dyed with madder that was steeped overnight, and then filtered to remove the first volume of water. If it was true that steeping and removing the water would remove yellow and brown tones, then skein 1 and 3 (both dyed in rainwater) and skein 2 and 5 (both dyed in tap water) should be different, but they are not. My conclusion is, that cold extraction does not remove yellows and browns.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.
That conclusion also seems to be correct when you look at skein 4 (rainwater) and 6 (tap water), which are dyed with the run-off from 3 and 5. If the extraction removed yellows and browns, then skein 4 and 6 should have those colors, but they don’t. They are tan/coral, exactly the kinds of colors I normally get from second, third and later afterbaths. So this could mean that cold extraction just removes a small fraction of the overall color present in madder.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.
Finally, the hot extraction. Skein 7 (rain) and 8 (tap) are dyed in new volumes of water added to the madder after the hot extraction. They are weakly colored, and the shades are very similar to those of skein 4 and 6. So most of the color is just gone after the hot extraction, and has ended up in the run-off that was used to dye skein 9.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.
Skein 9 has a good, saturated red-orange color, which is not that surprising. Temperature is the only factor that more or less all authors agree on. The temperature mustn’t get too high, as that brings out orange or terracotta tones, exactly what I’m seeing here. If  the light fastness turns out to be good, then this is actually a very good method for dyeing orange.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.
It’s nice to observe that this little experiment fits with my very earliest observations with madder. Deans method gives skein 8, a pale tone that would definitely be disappointing if you are trying to dye red.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:
So, in summary, the conlusions of my little experiment are:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.
Reds obtained with rainwater and tap water are not very different, and rainwater gives a red that is only very slightly better than the red with tap water. This conclusion is for my tap water, and may be entirely different elsewhere.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.
Cold extraction is not efficient for removing yellows, and hot extraction removes almost all the color.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.
I usually keep the temperature around 55 degrees C, but I have never checked myself to see how sensitive the color is to temperature. And I haven’t even begun to look at pH and calcium. My next experiments will be on those factors.

Hypogymnia nedfalds-lav (Hypogymnia Lichen Windfall)

I return from many of my walks with pockets full of lichen windfall. One of the common finds under trees is two slightly different species of Hypogymnia, a good dye lichen.

~

Nedfalds-lav er perfekt at farve med, da det ikke gør nogen skade at samle nedfaldet op. Jeg har skriver derfor en lille serie af indlæg om de forskellige arter af lav, der typisk findes i nedfaldet, og har tidligere skrevet om Ramalina fastigiata.
Lichen windfall is perfect for dyeing, since it does no damage to just pick up the fallen lichens. I’m therefore writing a small series of posts on the different species of lichens typically found in windfall, and I’ve already written about Ramalina fastigiata.

Denne gang skal det handle om Hypogymnia physodes (almindelig kvistlav) og Hypogymnia tubulosa (finger-kvistlav), to almindelige arter, som er tæt beslægtede (og derfor har delvist samme navn). De ligner da også hinanden meget – begge er grå-grønne og foliose (fladtrykte, bladagtige). Hypogymnia physodes, som her gror ud over en lille gren, har flade lober, evt. med soredier på den yderste del. Soredier er en af lavets måder at formere sig på (se mere her), og gennembryder lavets overflade mange små steder, så den ser grynet eller pulveragtig ud. Hos Hypogymnia-arter sidder soredierne på undersiden, som er foldet op yderst på loberne, så den grynede overflade kan ses:
This time, I’ll have a look at Hypogymnia physodes and Hypogymnia tubulosa, two common species that are closely related (that’s why part of the name is the same). Also, they do look alike – both are grey-green and foliose (flattened, leaf-like). Hypogymnia physodes, here seen covering a small branch, has flat lobes, sometimes with soredia on the outer part. Soredia is one of the way that lichens can reproduce (see more here), and break through the surface in lots of little dots, making the surface look grainy or powdery. In Hypogymnia species, the soredia are found on the bottom side, which folds up on the tips of the lobes, making the grainy lower surface visible:

Hypogymnia physodes dækker en lille gren. Detalje til højre, hvor den grynede overflade pga. soredierne på de opfoldede lober kan ses. Hypogymnia physodes covering a small branch. Detail on the right shows the lobe tips folded up, displaying the graininess because of the soredia.

Hypogymnia tubulosa ligner physodes meget, men har hule lober. I højre side af dette billede har jeg skåret en lobe over, så man kan se at det er tilfældet:
Hypogymnia tubulosa looks a lot like Hypogymnia physodes, but has hollow lobes. In the right side of the image below, the hollowness is visible since I cut one of the lobes:

Hypogymnia tubulosa med en overskåren lobe til højre. Hypogymnia tubulosa with a cut lobe on the right side.

Begge arter er meget almindelige, og gror mange steder, inklusive på træer, sten og træværk. De kan lide at gro på sure underlag, og Dobsons “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” fortæller, at Hypogymnia physodes er en af de arter, der er mindst følsom overfor svovldioxid-forurening. Hypogymnia tubulosa er lidt mere følsom.
Both species are very common, and grow in many places, including on trees, stones, and wooden surfaces. They like growing on acidic substrates, and Dobson’s “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” mentions that Hypogymnia physodes is among the species least sensitive to sulfur dioxide pollution. Hypogymnia tubulosa is a bit more sensitive.

Nogle gange kan der være stor forskel på farveindholdet i arter, der ellers ligner hinanden meget. Jeg bestemte mig for at teste, om de to arter giver samme farve.
The dye content sometimes differs a lot even for species that are otherwise very similar. So I decided to test if the two species give the same color.

Jeg brugte ubejdset garn, for lav-farver er jo substantive. I et farvebad fra 9 g Hypogymnia tubulosa røg der et 12-grams Fenris (ren uld) og et 5-grams Bestla (merino-silke) testnøgle. Jeg lavede et farvebad af 15 g Hypogymnia physodes, og deri 2 12-grams Fenris og et 5-grams Bestla testnøgle. Altså halvt så meget lav som garn i begge tilfælde. Det ene nøgle Fenris modificerede jeg så i et efterbad med jern.
I used unmordanted yarn, since lichen colors are substantive. I made one dyebath with 9 g of Hypogymnia tubulosa, and put a 12-gram skein of Fenris (pure wool) and a 5-gram skein of Bestla (merino-silk) in. Another dyebath was 15 g of Hypogymnia physodes, and two 12-gram Fenris skeins and one 5-gram Bestla skein went into that one. So half the weight of lichen compared to fiber in both cases. I modified one of the Fenris skeins in an iron afterbath.

Begge slags lav giver samme farve, den fine, støvede gule, som er helt klassisk for bwm lav. Der er altså ingen grund til at sortere Hypogymnia physodes og tubulosa. Merino-silken tager en lille smule mindre imod end den rene uld, mens et efterbad i jern gør farven meget mørkere og drejer den over i det grønne.
Both lichens give the same color – a fine, dusty yellow, the completely expected shade from bwm lichens. So in conclusion, no reason to sort Hypogymnia physodes and tubulosa. The merino-silk takes the color a little less well than the pure wool, and an iron afterbath does significantly darken/sadden the color at turn it green.

Til venstre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia tubulosa. Til højre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia physodes, yderst til højre et nøgle ren uld hvor sidstnævnte farve er modificeret med jern. Left: pure wool and merino-silk dyed with Hypogymnia tubulosa. Right: pure wool and merino-silk dyed with Hypogymnia physodes, further right a pure wool skein dyed with the ladder, modified with iron.

Forårsrengøring (Spring Cleaning)

In the summer, when all the plants stand tall, I usually collect good bundles of tansy, yarrow, and other wild dye plants. And they have to go before the next harvest.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

My dyestuff stores from last year contained big bundles of mugwort and tansy, a smaller amount of yarrow, a box full of dry velvet pax, and dry pomegranate shells (among other things).

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Spring has shown itself from its worst side this year, but I’ve managed to get outside with my little stove on an extension cord, working to bring down the amount of stored dyestuffs.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

First, velvet pax. I found quite a nice harvest of this mushroom last year, more than half of what i found was from driving through a small forest, spotting the mushrooms, and hitting the brake!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

I had 190 g of dried mushrooms. On 100 g of wool, that gave a good green (middle skein in photo below) and the afterbath a green-beige (right). I could not capture the color in the photo, but I was pleasantly surprised how well the dried mushrooms retain the color potential, including the green tones. In conclusion, velvet pax is a very good dye mushroom, fresh or dry.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

There’s a beige skein on the left in the photo below. That’s 100 g of yarn, dyed with enough dried mugwort to fill a large dye pot completely. I even gave it an iron afterbath. Thinking back, this is actually the second time i get dull beige from dry mugwort, and the conclusion is that it does not dry well. The fresh plant, on the other hand, gives a nice yellow-green.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad. From left: dried mugwort and iron, dried velvet pax, 1. and 2. bath.
Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Next up, pomegranate shells. I had saved a very modest amount of shells, from just two fruits, weighing 85 g dry. I followed Jenny Dean’s “Wild Colour” and put the shells in a plastic bag and pounded them with a hammer. To test the new (to me) dyestuff, I wound two 12-gram skeins of Fenris (100% wool) and a small 5-gram skein of Bestla (silk-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

The pomegranate shells gave nice yellows on wool and silk. I modified one of the wool skeins with iron, and that gave a darker, greener tone, that actually looks a lot like the color from velvet pax.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Next time people eat pomegranates around here, the shells will be saved. They give a nice color, and they are available during winter, where little else is there in terms of fresh colors.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest). Pomegranate shells on silk-merino (back) and wool (middle), and modified with iron (front).
Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Several large bundles of yarrow, tansy, and mugwort turned into the yellow-beige first dye for a new round of matrix dyed yarn for Baby Vindauga kits. The second yellow os weld, and the skeins are overdyed with indigo as usual to produce the 9 different blues and greens.

Matrix-farvet uld i blå og grøn. Matrix dyed wool in blue and green.
Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

And once I got started, a matrix in purple and blue, using cochineal and indigo, also appeared.

Matrix-farvet uld i lilla og blå. Matrix dyed wool in purple and blue.
Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

The matrix skeins turned into contrast colors for new Baby Vindauga Kits, you can see them at my Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit. Purple-blue Baby Vindauga Kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit. Green-blue Baby Vindauga Kit.

 

En horde huer (A Herd of Hats)

What’s the collective noun for hats? “Herd”? “Flock”? “Mob”? “Head”? Or, in my case, “parliament”, or even “pandemonium” may even soon be appropriate. I can’t seem to stop knitting them.

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et lace-mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

I’ve been working on two new designs for hats, a lacy one that leapt out at me from a Japanese pattern dictionary, and one in stranded knitting that came about by swatching. Yes, swatching.

Brisingamen is inspired by a Japanese pattern, and knit in two layers all over. The entire inside is knit in Bestla, a 35/65 mix of silk and merino, the entire outside is Norne, my 1-ply pure wool lace yarn. It took a bit of hard thinking to come up with a way to line both the hem and the rest of the hat – in the end, I went with two provisional cast ons. That may sound incredibly complicated, but it’s really not. And the result really is excellent. Since the gauge is small, the double fabric is thin, but very warm, even when it’s windy.

Here’s Dagmar on a snowy day a while ago, wearing the first prototype, knit in undyed yarn. It turned out too small for me, but fits her just perfectly.

 

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen. Dagmar happily wearing the Brisingamen prototype.
Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.
For the final version, I only had to do small recalculations. A triple cable replaces the single line of twisted stitches between motifs, and the rib is longer. Here it is, almost done, in yarn dyed with 1:1 madder. I’ve dyed with madder on pure wool so many times, and still love how it takes the color. Silk merino takes the same dye in a slightly different, no less delicious, way. Perhaps it is the silk sheen that alters the look just slightly.

 

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod. Brisingamen hat, the outer layer is pure wool, the inner silk-merino. Both dyed with madder root.
Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang is a tam that was inspired by Bohus patterns. Since I first read about Bohus patterns, I’ve wanted to make something using them as a starting point.

I started swatching to try patterns out. In the beginning, I wanted an arched pattern, so that’s how the swatch starts out (right side). But the arch didn’t behave, and I realized that you would have to work 3 colors in one row to make an arch that separates areas with two different background colors. I hate knitting 3 colors at a time, so I continued the swatch with rectangular shapes.

First, a white rectangle on a blue and green background. It’s OK, but the purl stitches on the long edges don’t add anything. Next, a blue rectangle on beige background. Purl stitches inside the rectangle add texture that makes the pattern more interesting. Now, I was on to something. I changed to white background, kept the dark indigo blue as the contrast color, and added in a bright green band of background color. I was getting close, and was finally happy with the pattern when I let the white background peek into the purled inside of the rectangle, and softened the bright green with a bit of beige.

 

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster). The Folkvang swatch. White background with contrast colors blue (indigo), dark green (tansy and indigo), beige (velvet pax 2. bath), and bright green (reed flowers).
De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:
The vertical lines of blue purl stitches just beg to be lined up with purl stitches of a corrugated ribbing, so that’s what I did:

 

Folkvang-huen flyver ligefrem af pindene. The Folkvang tam, flying off the needles.
Kanten er foret med silke-merino. Ydersiden er nemlig strikket i Fenris, som er fremragende til farvestrik, men ikke specielt blødt.

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

The hem is lined with silk-merino. The outer part is knit in Fenris, which is excellent for color knitting, but really not that soft.  

In order not to break up the corrugated ribbing when progressing from the hem to the main body of the hat, I used a new (I think?) way of closing the hem in color knitting.

In the photo below, you see the corrugated ribbing in front. The provisional cast on is undone, and the live stitches put on a needle, sitting behind the work. Now, holding the yarns appropriately for color knitting (blue is my dominant color, so it’s towards the left because I knit continental), I purl the purl stitch with blue, then knit together 3 white stitches with white, one from the front needle and two from the back. This leaves the purl columns unbroken, very satisfying to the obsessive knitter.

 

Lukning af kanten i farvestrik. Closing the hem in color knitting.

Indigo & bomuld (Indigo & Cotton)

More and more things around here fall into my big indigo vat!

~

Jeg har tit skrevet om indigo, så der er vist ikke nogen der bliver overraskede over, at jeg erklærer min kærlighed til det blå. Jeg plejer at farve på uld, men indigo kan jo binde på alle naturlige fibre, så her er lidt indigo på bomuld.

Bomuldsblusen her er thailandsk, og fra genbrugsbutikken. Halsudskæringen og kvasterne kan jeg godt lide, men de brede ærmer får den til at se meget konet ud på mig – desuden er den beige og for lille.

I’ve often written about indigo, so I don’t think anybody doubts my undying love for the blue stuff. I usually dye on wool, but indigo works on all natural fibers, so here’s a bit of indigo dyeing I did on cotton.

I found this cotton blouse at the thrift shop, it’s from Thailand, and I like the neckline and the tufted fabric. But, the sleeves make it look very frumpy on me, plus it’s beige and too small.

Thai bomuldsbluse fra genbrugsforretningen – det triste syn før indigo. Thrifted Thai cotton blouse – beige before indigo.
Toppen røg naturligvis i indigokypen, adskillige gange. Og selv om der ikke var sparet på indigoen, så endte bomulden med en mellem-blå – havde det været uld, så ville den samme kype give en stærk blå. Det er også tydeligt, at jeg havde problemer med at få farven jævn, også selv om jeg brugte en stor farvegryde.
So the top obviously went into the indigo vat, several times. Even with a good strong vat, cotton comes out just medium blue, whereas dyeing wool in the same vat gives a rather dark blue. And also, I had terrible trouble dyeing an even blue even though my vat is large enough.
Den færdige top, efter mange dyp i indigo, ændring af alle sømme, ærmer fjernet og kiler sat i siden. Og farven er ujævn, men billedet her gør det mere synligt end det er i virkeligheden. My finished top after many indigo dips, with new seams all over, sleeves removed and wedges inserted into the sides. The color is uneven, but this photo does exaggerate the unevenness.
Mange dyp jævnede ikke farven ud, så jeg begynder at forstå hvorfor man traditionelt har brugt indigo til shibori og andre måder at skabe mønstre på. Ja, mønstre er dejlige, men det er altså også ekstremt svært at farve et jævnt blåt stykke stof. Selv i den moderne brug af indigo til jeans farver man trådene først og væver dem derefter, og det tror jeg ikke er noget tilfælde – hvis trådene ikke er farvet jævnt, så bliver det usynligt efter vævning. Men farver man på et færdigt stykke stof, så kan alt ses.

Nå, men jeg dyppede i hvert fald toppen til jeg var tilfreds med farvedybden. Måske vender jeg tilbage til den en anden god gang, det kan være, jeg overfarver den med mørke toner fra jern og garvesyre.

Da farvedybden så var der, lavede jeg de synlige sømme om med blå tråd. Jeg fjernede ærmerne og klippede 4 kiler af stoffet. Så åbnede jeg sidesømmene og satte 2 kiler ind i hver. På den måde fik jeg en ny sidesøm, så jeg kunne sy nye slidser. Jeg er glad for resultatet, og toppen er nu langt mere flatterende end før. Ingen billeder af mig med toppen på, for jeg egner mig ikke til at optræde på billeder i dag!

Men i hvert fald vil kiler generelt kunne redde masser af tøj, der er blevet for småt, af den ene eller anden grund.

Many dips did not remove the unevenness, so I am beginning to understand why the traditional use of indigo is usually for shibori and other techniques that create patterns. Yes, these patterns are beautiful, but it’s also extremely hard to make just an evenly blue fabric. Even in the modern use of indigo for jeans, the threads are dyed first and woven afterwards, and I don’t think this is any coincidence – if the threads are unevenly dyed, it will not show much after weaving, whereas if you dye the finished fabric, everything shows.

Oh well. I dipped the top until I liked the intensity of blue. I may return to it some other time, maybe I’ll overdye with dark tones from iron and tannin.

When I had the right blue, I redid all the stitches that show with thread of a matching blue color. I removed the sleeves and cut 4 wedges out of the fabric. Then, I ripped the side seams and inserted 2 wedges in each. This gave me a new side seam so I could easily redo the side slits. I’m happy with the result, and the shape is now a lot more flattering on me. No pics of me wearing it, though, I’m not really fit to appear in front of a camera today!

But in conclusion, wedges like these can rescue lots of clothing that has become too small for some reason.

Kiler, der gør toppen større, med ny slids i siden. Wedges to make the size larger and form a new side slit.
Der var lidt stof til overs fra toppen, og det brugte jeg til et andet lille projekt – sammen med noget bomuldstråd, jeg havde brugt til at snøre rundt om et shibori-projekt (mere herom senere). Tråden havde siddet stramt, så den var ikke farvet jævnt, men det gør ikke noget, synes jeg.

Nu kommer så tumlingens bukser ind i billedet. Hvorfor kravler en snart 3-årig udenfor på hårdt underlag? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det slider knæene igennem på ingen tid. Skridtet i bukserne var også gået, så jeg bestemte mig for at afprøve lidt boro – den japanske teknik til reparation. Her har jeg repareret skridtet – ikke så kønt, men meget funktionelt:

I had a bit of left over fabric from the Thai top, and that went into another project along with some cotton thread that I used for wrapping a shibori project  (more about that one another time). Because the thread was wrapped tightly, it did not dye uniformly, but that’s OK.

Enter pair of destroyed toddler pants. I’m not sure why an almost 3-year old crawls outside on pavement, what I do know is that it wears through the knees in no time. The crotch was also busted, so I decided to try my hand at some boro – the Japanese mending technique. This is the crotch patched. Not pretty, but very functional:

Den allermest enkle boro. The simplest boro.
Her skrider lapningen fremad. Jeg har lappet det ene knæ, som bare var slidt meget tyndt. Jeg brugte et stykke stof fra thai-toppen som bagside, og syede så vinkelrette linier af løbende sting, sashiko. Det andet knæ er slidt helt igennem, så der er 2 huller i det.
Here’s a progress photo. I’ve finished one knee, which was not worn all the way through, but had just worn very thin. I put a piece of fabric from the Thai top on the back, and seamed perpendicular lines of running stitches – sashiko. The other knee has worn through and has two holes.
Bukser under boro-lapning. Sashiko-syningen er tættest hvor stoffet er mest slidt. Pants during boro mending. The sashiko stitching is closer where the fabric was most worn.
Dette er hvad jeg gjorde med det andet knæ. Jeg syede rundt om kanterne, så det ikke skulle flosse videre, og syede så mit bomuldsstof på bagsiden med runde former, dikteret af hullernes form. Det er måske ikke ortodoks boro, dette her, men det er i hvert fald ikke kunstig pynt på et nyklippet hul, men rent faktisk en lapning. Det bliver ikke sidste gang jeg lapper tøj på denne måde.
This is what I did with the other knee. Seamed around the edge to stop fraying, then I seamed the fabric onto the back side using circular shapes dictated by the holes. My boro stitching may not conform to very orthodox boro rules (if they exist?), but I do give myself some points for the fact that my boro is true mending, not decoration on purpose-made holes. I foresee more mending like this in my future.
Sashiko rundt om knæets reparerede huller. Sashiko stitches around the fixed knee.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Spiringstest (Germination Test)

I harvested seeds from my dye plants last year, for the first time. So instead of just counting on the seeds, I decided to test their germination before spring truly arrives.

~

Sidste år høstede jeg frø af skønhedsøje og vajd fra haven, og det var jo ikke så overraskende. Skønhedsøje er nemlig 1-årig, og sætter masser af små frø når den afblomstrer. Min vajd groede 2. år, så også her var frø forventet.

Overraskelsen var min japanske indigo. Da jeg høstede mine sidste planter d. 24. oktober sidste år blomstrede flere af dem, og ved en indskydelse satte jeg en plante, jeg lige havde flået op med rode, i en potte og tog den indenfor. Indenfor groede den stille og roligt videre, faktisk lige indtil vi tog til London til jul – da vi kom hjem var planten død. Da jeg ville smide den ud, lagde jeg mærke til, at den havde sat en del frø. Men den har jo også stået ude, så bierne har haft adgang til den.

Last year, I harvested seeds of dyer’s coreopsis and woad from the garden, not a big surprise there. Coreopsis is an annual, and will make huge numbers of small seeds. My woad plants were in their second year, so their seeds were also expected.

The surprise was my Japanese indigo. When I harvested my last plants on October 24th last year, several plants were flowering. On a whim, I potted a plant that I had just ripped out of the soil with roots, and brought the pot inside. There, it calmly kept growing, actually until we went to London for Christmas – the plant had died when we came home. When I was going to throw it, I noticed the seed, good numbers, actually. But it did spend the summer outside with the bees.

Frø af japansk indigo – Japanese indigo seeds.
Jeg testede alle mine farvefrøs spiringsevne ved at lægge 10 frø i våd køkkenrulle og lægge dem i en plasticpose med zip-lukning, som jeg lagde lunt og mørkt under mikroovnen. Jeg begyndte 31. januar og lod frøene spire i en uge, og det gav:

Skønhedsøje høstet 27. september – 5 ud af 10.

Skønhedsøje høstet 24. oktober – 6 ud af 10.

Vajd – 5 ud af 10.

Japansk indigo – 9 ud af 10.

Ikke dårligt! Det var d. 7. februar, så jeg bestemte mig for, at det var for tidligt til skønhedsøje, som jeg bare såede direkte sidste år. Spirerne af skønhedsøje røg altså ud i denne omgang.

Spirerne af vajd og japansk indigo kom i små spiringspotter, og der gror de så nu. Sidste år syntes jeg nemlig, at jeg var alt for sent på den med min japanske indigo, som jeg såede d. 16. april. Mine noter er lidt sporadiske, men det virker til, at jeg lod dem gro inde i spiringspotter i en måned, og så udenfor i større potter i en måned, inden jeg plantede dem helt ud. Det må så have været midt i juni.

Forskellige kilder giver vidt forskellige råd om, hvornår spiring af japansk indigo skal startes inden døre, måske fordi de er skrevet til vidt forskellige klimaer? Rådene varierer fra tidlig maj, 2-3 uger før sidste frost til 6-8 uger før sidste frost.

Ifølge (den autoritative?) “Handbook of Natural Colorants” kapitel 7, “Indigo – Agricultural Aspects” skal japansk indigo spire inde i april og plantes ud i juni, og det er jo tilfældigvis hvad jeg gjorde sidste år (selv om jeg ikke havde læst det kapitel af bogen endnu). Bogen konkluderer så, at japansk indigo er en god afgrøde til Centraleuropa, men at vækstsæsonen er for kort i England og Finland.

Jeg forestiller mig, at jeg måske kan slå den korte vækstsæson ved at sætte gode, store planter ud tidligere end juni. Så derfor gror mine spirer altså nu videre i spirepotterne inden døre, og jeg spirer flere frø. Selv om det altså ser såden her udenfor:

I tested the germination of all my dye seeds by placing 10 seeds in moist kitchen paper towel in a ziplock bag that I put under the microwave oven where it’s warm and dark. From January 31st, I let the seeds germinate for a week, and got this result:

Coreopsis, harvested September 27th – 5 out of 10.

Coreopsis, harvested October 24th – 6 out of 10.

Woad – 5 out of 10.

Japanese indigo – 9 out of 10.

Not bad! That was on February 7th, so I decided that this was still too early for the coreopsis. Also, I just sewed it directly last year. So I tossed the sprouted coreopsis for now.

The sprouted woad and japanese indigo, on the other hand, went into seed-starting pots where they now grow. Last year, I found that I was too late in the season, and that was with germination beginning on  April 16th. My notes are sporadic, but it seems they grew in the seed-starting pots for about a month, and in larger pots outside for another month before I transferred them to the garden. So that would have been mid-June.

Various sources disagree on when to start seeds indoors, maybe because they are written for different climates? Recommendations range from early May, 2-3 weeks before the last frost to 6-8 weeks before the last frost.

According to (the authoritative?) “Handbook of Natural Colorants” chapter 7, “Indigo – Agricultural Aspects”, Japanese indigo should germinate inside in April and be transferred to open land in June – and that just happens to be what I did last year (although I hadn’t read that chapter yet). The book goes on to conclude that Japanese is a good crop for Central Europe, but not for England and Finland because the growing season is too short.

I imagine that it’s possible to beat the short season by transferring well grown plants, and doing it earlier than June. So that’s why my sprouted indigo is allowed to continue growing indoors, and more seeds are germinating. Even though this is what it looks like outside:

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Nedfalds-lav (Lichen Windfall)

Lichen windfall is perfect for natural dyeing, since it does no harm to pick up the fallen ones, they will no longer grow. One of the most common and easy-to-recognize lichens in windfall is Ramalina fastigiata.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

When walking outside on rainy, windy days, I very often find lots of lichens scattered on the ground under trees. Lichens that the wind has torn down from branches. Sometimes, on the day after a big storm, I’ve come home from walks with all my pockets plus random trash bags filled with windfall. Wonderful windfall with that amazing scent that only lichens have.

Collecting windfall does no harm, since these lichens are not able to continue growing anyway. It’s the best (some would say only) way to obtain lichens for dyeing. When I come home with such a treasure, I usually spread it out on a plastic tray to dry (to prevent mold).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden. Lichen windfall drying at home. It looks like a big piece of Evernia pruniastri on the left, Ramalina fastigiata on the right, and probably a Parmelia species on the bottom.
Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

But before dyeing with lichen windfall, it’s necessary to sort the lichens and determine the species, since you will need to use the boiling water method (BWM) with some species, and the ammonia method with others:

Boiling water method – it is what it sounds like. Simmer the lichen in water and cool off. Add the yarn to the dye bath and heat it for an hour without boiling.

Ammonia method – the difficult one. Steep the lichen in 1% ammonia (originally, stale urine was used) for several weeks or months, opening and shaking the jar daily to aerate. The red liquid in the jar is the dye bath.

In both methods, no mordant is required, since lichen dyes are substantive (they bind directly to wool without the help of a mordant).

Lav, der trækker i 1% ammoniak. Lichens steeping in 1% ammonia.
For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

In order to type lichens, I recently bought myself a copy of “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” by Frank S. Dobson. It contains a detailed introduction to lichens, and a detailed key with photos and descriptions.

With my copy of Dobson, I’m planning to take a closer look at the types of lichens that are commonly found in the windfall here in my corner of Denmark. That is, how to recognize them, how to dye with them, and which colors to expect.

I’m beginning with a very common type of lichen, which may very well be the easiest one to recognize: Ramalina fastigiata. Often, large tufts of this will fall, and they are completely covered in small outgrowths that look like tiny suction cups. The outgrowths are apothecia, the fruiting bodies of the lichen. They make spores for sexual reproduction. When the spores germinate in a new location, they meet with a new alga to become a new individual lichen. But the dyer doesn’t have to worry about all that, being able to recognize apothecia is the important part.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm. A piece of Ramalina fastigiata, completely covered in apothecia. Tufts like this can measure up to about 5 cm (2 inches).
I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

Karen D. Casselman mentions the Ramalina species on the list of ammonia methods lichens in her book, “Lichen Dyes, The New Source Book”.

I’ve previously tested the ammonia method on Ramalina fastigiata and achieved a light rose color (pictures here).

But Casselman also mentions the and Ramalina species in her list of boiling water method lichens, so I decided to test that method on Ramalina fastigiata. I used equal amounts of wool yarn and lichen, and achieved no color at all (no pictures!). The conclusion: Ramalina fastigiata is strictly an ammonia method lichen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Et studie af bruskbolde (An Earthball Study)

Earthballs contain a yellow-brown dye, but also a large and annoying amount of tiny, black spores. So I set out to find out if the spores contain any dye or if they could just be discarded.

~

Almindelige bruskbold (Scleroderma citrinum)
Forrige år farvede jeg en masse garn med bruskbolde. Det fik en dejlig gulbrun farve, men det var simpelthen fyldt med sporer, der blev ved med at drysse ud, både da jeg vandt garnet op, og da jeg strikkede det.

Men ud over at det var irriterende, så begyndte jeg også at overveje om sporerne overhovedet er sunde at indånde? Man plejer jo at sige, at bruskbolde er let giftige.

Bruskbolde er ellers hvad Lundmark & Marklund i “Färgsvampar & svampfärgning” kalder en “god farvesvamp”, så det ville være synd at droppe den pga. sporeproblemet. De nævner, at den indeholder farvestofferne badion A, norbadion A og sclerocitrin.

Sclerocitrin kan man også læse om i denne forskningsartikel: “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 af Winner et al. De viser, at det “stærkt gule” farvestof sclerocitrin findes i “store mængder” i bruskbolde. Bemærk også fra titlen, at det også findes i peber-rørhat. Det er ikke en svamp, jeg har ledt efter til farvning, men tippet er hermed givet videre.

Bruskbolde har en mørk eller sort sporemasse indeni, som er omgivet af en ydervæg af relativt beskeden tykkelse. Jeg bestemte mig for at lave et lille eksperiment for at se, om der overhovedet er pigment i sporerne. Hvis ikke, så kunne man jo bare lade dem ligge i skoven.

A couple of years ago, I dyed a lot of yarn with earthballs. The color turned out a nice yellowish brown, but the yarn was simply full of spores that continued to drizzle out, both when winding the yarn into skeins and when knitting with it.

The drizzling pores were obviously annoying, but I also started wondering if the spores are even safe to breathe? It’s usually said that earthballs are “moderately toxic”.

In their book “Färgsvampar & svampfärgning” (Dye mushrooms and dyeing),  Lundmark & Marklund label earthballs “good” dye mushrooms, so it would be a pity to give up on earthballs just because of the spore problem. Lundmark & Marklund mention that earthballs contain the dyes badion A, norbadion A, and sclerocitrin.

Sclerocitrin is also described in the research paper “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 by Winner et al. They show that the “brilliant yellow” dye sclerocitrin is found in “remarkable amounts” in earthballs. As the title says, sclerocitrin is also found in peppery boletes. I haven’t looked for it, but a mental note has been made.

Earthballs have a dark or black spore mass inside, surrounded by a relatively thin outer wall. I decided on a small experiment in order to see if the spores contain any dye. If not, it would make sense to just leave them in the forest.

Overskårne bruskbolde med grå og sorte sporer indeni. Halved earthballs with grey and black spores inside.
Til mit eksperiment brugte jeg et lille antal bruskbolde, jeg samlede i løbet af efteråret 2016 (det var ikke et ret godt år for bruskbolde). De har været tørret indtil nu.

Det var utrolig svært at adskille svampekødet fra sporemassen i de tørrede svampe, men det lykkedes, og jeg endte med 23 g ydervæg og 10-11 g sporer. Begge dele satte jeg i blød natten over, ydervæggene bare ved at hælde vand på. Sporerne var klumpet sammen i stenhårde klumper, så jeg startede med at morte dem. De virker vandafvisende, så jeg vådtede dem derefter med en stor sjat husholdningssprit, og fyldte efter med vand.

Næste dag kogte jeg de to farvebade op, og løb spore-badet igennem et kaffefilter. Det tog virkeligt lang tid for væsken at løbe igennem, sådan er det altid når man filtrerer en opløsning med så små partikler. Jeg farvede så et 10-grams alunbejdset testnøgle (af Fenris 100% uld) i hvert af badene, og det gav resultatet nedenfor – næsten samme farve i de to tilfælde.

Det øverste garn i billedet er farvet med svampens ydervæg, det nederste med sporerne. Jeg havde jo håbet, at sporerne ikke indeholdt nogen farve, men sådan er det altså ikke. Det er i princippet ikke nogen overraskelse at sclerocitrin og de andre pigmenter er fordelt i hele svampen, og at sporernes meget mørke farve altså ikke har noget med farveevnen at gøre.

Konklusionen bliver altså, at hele svampen indeholder farve, og at man smider en del god farve ud, hvis man ikke tager sporerne med. Så mit bedste bud på en god metode til farvning med bruskbolde bliver at tage hele svampen med, evt. vådte sporerne med sprit, og så investere den tid det nu tager at filtrere hele farvebadet før garnet kommer i.

I used as small amount of earthballs for my experiment, gathered during the fall of 2016 and dried until use (2016 was not a good mushroom year, so not many earthballs were to be found).

Separating the spore mass from the mushroom’s outer wall was incredibly difficult. The parts were completely stuck together in the dry mushrooms, but in the end, I had 23 g of out walls and 10-11 g of spores. I soaked both overnight, the outer walls simply by adding water. The spores were stuck together in stone hard lumps that I separated by grinding them in my mortar. The spores repel water, I solved that by wetting them in denatured alcohol, then adding water.

The next day, I boiled the two dye baths and filtered the spore bath through a coffee filter. It took very long for the liquid to run through, that’s always the case when filtering a solution with many tiny particles. I then dyed a 10-gram alum mordanted test skein (Fenris 100% wool) in each bath, and got the result below – almost the same color from the two.

The top skein of yarn in the picture is dyed with the outer walls, the bottom one with the pores. I had hoped to find that the pores didn’t dye, but clearly that’s not the case. In principle, it’s not surprising, though, to find that sclerocitrin and the other pigments are distributed throughout the mushroom. The dark color of the spores is not caused by a pigment that acts as a dye.

In conclusion, all parts of the earthball contains dye, and discarding the pores would mean discarding a lot of good dye. So the best method for earthball dyeing would be using the entire mushroom, wetting the spores with alcohol, and then investing the time required to filter the entire dye bath before any wool is added.

.

Garn farvet med de forskellige dele af bruskbolden. Øverst garn farvet kun med svampens ydervægge, nederst garn farvet kun med sporerne. Yarn dyed with different parts of earthballs. The top skein is dyed with the outer walls only, the bottom skein with pores only.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Gult over tid (Seasonal Color Variation)

An experiment with yellow to green tones of birch leaves over the summer. I didn’t see any difference, but most experiments do have different outcomes than expected.

~

Et friskt nyt år kalder på ny stor serie eksperimenter, men jeg vil lige starte med et gammelt eksperiment, som gik over så lang tid, at jeg aldrig fik skrevet noget om det.

“Nu kan gult jo være så meget forskelligt, så jeg vil ved hver plante betegne den gule farve den giver så nogenlunde. Der vil altid være forskelle, farven er mere grønlig tidligt på året.”

Sådan skriver Ester Nielsen i sin introduktion til de gule farver i “Farvning med planter”. Bogen fra 1972 er fyldt med brugbare oplysninger, men denne her påstand bad ligesom om at blive efterprøvet. Jeg bestemte mig for at bruge birkeblade til efterprøvningen.

A fresh new year calls for a new, big series of dye experiments, but I’m going to begin with an old one that was going on for so long that I never wrote about it.

“Yellow can be many things, so for each plant, I will  specify the particular yellow it gives. There will always be differences, the tone being more green earlier in the year.”

This is what Ester Nielsen writes in her introduction to natural sources of yellow in her book “Farvning med planter” (Dyeing with plants). This Danish book, published 1972, is full of useful information, but such a claim as this is just begging to be tested. I decided to use birch leaves for the test.

Birkeblade. Det er ikke til at se, når man ikke lige ved det, men de indeholder en god, varm gul farve. Birch leaves. It’s impossible to tell from the outside that they contain a good, warm yellow color.
For at prøve efter, om farver virkelig bliver gulere i sæsonens løb lavede jeg to 10-grams testnøgler af supersoft. Hvert af nøglerne farvede jeg med 40 g friske birkeblade, Ester Nielsen anbefaler nemlig 4 gange garnvægten i friske planter (med tørrede planter 2 gange). Første portion blade plukkede jeg 11. maj, anden portion 4. juli.

Resultatet ses nedenfor. Det forreste nøgle er farvet med bladene fra maj, det bagerste med dem fra juli. De har jo næsten samme farve, så mit lille eksperiment her underbygger altså ikke Nielsens påstand…

To test the claim that colors are greener early in the growing season, tending towards yellow later, I made two 10 g test skeins of supersoft wool. I dyed each of them with 40 g of fresh birch leaves, since Ester Nielsen recommends 4 times the weight of fiber in fresh plants (twice the weight of fiber if using dried plants). I picked the first portion of leaves on May 11th, the second on July 4th.

The picture below shows the result. The skein in front is dyed with the leaves from May, the back one with thw leaves from July. They’re almost the same color, so my little experiment didn’t back up Nielsen’s claim…

Uld farvet med friske birkeblade. Det forreste nøgle farvet med blade fra maj, det bagerste med blade fra juli. Wool dyed with fresh birch leaves. The front skein is dyed with leaves picked in May, the back one with leaves picked in July.
For at se, om der ellers var nogen forskel, afprøvede jeg lysægtheden af de to indfarvninger. Men heller ikke her er der nogen forskel på de to tidspunkter. Det eneste jeg lægger mærke til på lysprøven nedenfor er, at lysægtheden er rigtig god i begge tilfælde. Testen har ligget i vindueskarmen over en måned midt på sommeren.

To check for other possible differences, I tested the light-fastness of the two skeins. But again, no difference. The onyl thing worth noting in the light test shown below is a really good light-fastness of both yarns. The test took place over more than a month of summer.

Lystest af ulden farvet med birkeblade fra maj og juli. Light test of wool dyed with birch leaves picked in May and July.
Min konklusion er, at det tidspunkt på sommeren, hvor man plukker birkeblade, ikke har nogen indflydelse på farven de giver. Men det er altså for birkeblade. Det er muligt, at variationen fra grønligt til gult i sommerens løb findes for andre planter.

My conclusion: the time of harvest does not affect the color achieved with birch leaves. But that may only apply to birch leaves. It is possible that other plants to have a variation from yellow-green to yellow as the summer passes.

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save