LET STRIKKETØJ

I sidste uge var jeg på Kunsthåndværkerdag på Museum Silkeborg. Tak til alle som kiggede forbi, hvor var det spændende at tale med så mange mennesker.

~

Der var virkelig mange, som kiggede forbi min bod. Mange drev forbi på runden i salen, og mange blev også hængende og snakkede.

To ting gik igen i det folk sagde til mig. Det ene var, at de virkelig kunne lide mine farver, og at de let kunne se, at det er naturfarver. Og ja, det er jeg helt enig i! Disse farver råber langt væk, at de er naturlige:

Min farvecirkel – blå selvfølgelig fra indigo, lilla fra cochenille-indigo overfarvning, røde fra krap, gule fra rejnfan, grønne fra indigo + planter, støvgrønne fra hele blade af japansk indigo.

Det andet, der gik igen var, at folk også godt kunne lide mine design, men at mange syntes, de var for svære at strikke. Og det vidste jeg jo egentlig godt allerede. Jeg bruger som regel midlertidige opslagninger, maskesting osv. for resultatet er bedre. Det er og bliver bedre, men jeg ved godt, at der er mange der enten synes teknikkerne er svære, eller tror de er det.

Så her kommer mit fortsæt. Jeg vil prøve at skrive lettere mønstre. Jeg er i gang med en redigering af mit Vindauga Baby-mønster,  hvor der kun bruges helt almindelige teknikker. Jeg vil beholde picot-afslagningen, for den er altså virkelig let og dekorativ. Planen er at genudgive mønsteret med en let og en udfordrende variant.

Lilla og let version af Vindauga babytæppet.

Endelig har jeg sat mit hemmelige våben på sagen. Min mor! Hun har gravet sig igennem mine garnbunker, og fundet dette frem:

Fenris farvet med indigo (til venstre), med indigo og cochenille (midten) og endelig et nøgle Norne farvet med hele blade af japansk indigo (til højre).

I første omgang har hun kastet sig over det blå-grønne nøgle Norne, som der ellers faktisk lidt stod mit navn på… Planen lyder på et retstrikket sjal, som skal være simpelt og geometrisk, så det bliver spændende at følge med i.

PS: Næste gang jeg kommer på marked er d. 2. december. Det er Designmarked i Aadalen, kl. 10 – 16, Nørreled 34, Skørring, 8544 Mørke.

 

REJNFAN-EKSPERIMENTER

Rejnfan har blandt naturfarvere et ry som lidt kedelig. Planten er almindelig, let at finde, let at farve med, og så giver den bare gul farve –  ligesom så mange andre planter. Men den har en lang kulturhistorie, og så er dens gule farve faktisk af virkelig god kvalitet!

~

Jeg har undret mig over denne plantes underlige navn – rejnfan. Nogle skriver og siger navnet som “regnfang”, men det er altså ikke rigtigt.

For nyligt stødte jeg på en forklaring i Esther Nielsens “Plantefarvehaven” (som ikke er til at opdrive antikvarisk, men kan lånes på biblioteket). Nielsen skriver at “Det stammer fra det tyske Rainfarn, hvor Rain betyder agerrende og Farn betyder fane eller bregne”. Planten stod altså i mellemrummet mellem markerne, og markede grænsen mellem din og min mark med en gul bræmme. En poetisk og plausibel forklaring, synes jeg.

Rejnfan, Tanacetum vulgare.

Også det latiske navn, Tanacetum, har Nielsen en forklaring på. Hun mener, at apotekere i tidens løb har ændret dens navn fra det oprindelige Athanasia (hvor a-thanasos betyder udødelig) til Tanacetum. Det skulle hentyde til, at blomsterne beholder deres stærke, gule farve selv om de tørres.

Rejnfan har været brugt i urtemedicin i århundreder. Den er giftig, især for insekter, og blev brugt som ormekur. I dag ville man nok ikke anbefale at spise planten, og man ved nu, at giftigheden skyldes stoffet alfa-thujone, som findes i alle dele af planten.

Alligevel blev den før i tiden brugt som krydderi, og den har da også en meget stærk lugt. Jeg plejer at koge den udenfor når jeg laver et farvebad!

Som farveplante har rejnfan mange fordele. Den er en meget almindelig plante, som man kan finde i store mængder i nærmest hver eneste vejkant. Og det betyder jo, at man kan plukke med god samvittighed – så længe man plukker ved at skære eller klippe, så resten af stauden lever videre.

Den gule farve er særdeles lysægte, i mine lysprøver er den altid bedre end vau, som ellers roses for at være en af de bedste gule.

Ifølge denne artikel (Phytochemistry 51, side 417, 1999) indeholder rejnfans blomster store mængder apigenin og luteolin, som netop er de primære gule stoffer, man finder i vau. Bladene indeholder nogle lidt andre stoffer, som ligner luteolin, men er en smule anderledes. Altså giver det god mening, at man får lidt forskellige farver fra blomster og blade. Hvorfor rejnfans farve så falder mere ægte ud end vaus i mine farvegryder ved jeg ikke.

Efter at have læst om farveekstrakter et eller andet sted bestemte jeg mig for at prøve at lave et ekstrakt af rejnfan. Jeg tænkte nemlig at ekstrakter – ud over at være en kompakt måde at opbevare farve på – også kunne bruges på nye måder, for eksempel til tryk på stof.

Og jeg fandt endda en artikel hvor forfatterne havde koncentreret ekstrakt af rejnfan så meget, at det blev et pulver. Så dette er hvad jeg afprøvede:

500 g friske rejnfanblade og -blomster (plukket d. 11. august) kogte jeg i regnvand nok til at dække. Jeg lod det stå til næste dag, hvor jeg siede alle plantedele fra. Så kogte jeg afkoget ind, til jeg ikke kunne fordampe mere vand fra det. Jeg tørrede det også lidt i ovnen ved ganske lav varme. Og dette var resultatet – en lille mængde mørkebrun og vanvittigt klistret sirup:

Rejnfansirup – brun, ildelugtende, giftig.

Det blev altså ikke til et pulver, men en mørk sirup. I tidernes morgen lærte jeg i organisk kemi, at sort sirup betyder, at ens produkt er urent. Men det er vel forventeligt her, for når man bare koger planter i vand, så bliver det jo en blanding af mange forskellige stoffer.

For at teste min sirup opløste jeg den bare i vand og farvede med den på 100 g uld (Fenris) i stedet for at afprøve andre muligheder. Jeg ville nemlig først se, hvordan farven er bevaret efter turen igennem sirupstilstanden. Her er en sammenligning med 500 g friske blade og blomster (til venstre), 500 g friske blade og blomster som jeg tørrede, og så brugte til farvning (midten) og siruppen opløst i vand (til højre):

Fenris 100% uld farvet med frisk rejnfan (til venstre), tørret rejnfan (midten) og rejnfansirup (til højre).

Billedet ovenover viser, at farven fra rejnfan er den samme, ligegyldigt om man bruger friske eller tørrede blade og blomster. Og det er jo fint at vide – tørring påvirker ikke farven.

Nøglet til højre, som er farvet med siruppen, har en lidt brune tone end de to andre. Men ellers er al den gule farve jo bevaret helt fint trods behandlingen. Næste år vil jeg prøve flere muligheder med plantesirup!

Da jeg var i gang med rejnfan og eksperimenter blev det lige til lidt flere. Jeg fandt nogle tørrede rejnfanblade fra sidste år (2016) da jeg ryddede op, og overvejede hvor godt farven bevares når man gemmer den længere. I billedet er der jo ingen forskel på farvning med frisk og tørret rejnfan, men de tørrede planter var kun tørret i et par uger før jeg brugte dem.

Samtidig ville jeg også afprøve noget andet, jeg har tænkt over. Nemlig om total findeling af planter er mere effektiv end bare at smide større dele i farvegryden. Jeg pulveriserede nogle tørrede 2017-rejnfanblade i min morter for at se, om det gav dybere farve. Og resultatet:

12-grams nøgler Fenris, hver farvet med 25 g tørrede rejnfan-blade. Hele 2016-blade (nederst), hele 2017-blade (midten) og puveriserede 2017-blade.

Nøglet farvet med pulveriserede 2017-blade har samme farve som nøglet farvet med hele 2017-blade, så man får altså ikke mere farve ud ved findeling. Heldigvis, for det er virkelig besværligt. Der er lidt forskel på farven med 2016-blade og 2017-blade, men forskellen er ikke stor. Jeg tror ikke, det skyldes opbevaring – forskellen kan lige så godt skyldes, at planterne ikke har vokset samme sted, at vejret har været forskelligt, og at de ikke er høstet på helt samme tid.

TØRREDE BLADE af JAPANSK INDIGO

Den letteste måde at gemme japanske indigoblade er at tørre dem. Det er også noget nær den eneste realistiske metode, når man kun dyrker nogle få planter.

~

I traditionel japansk farvning med japansk indigo blev de høstede blade komposteret (fermenteret) på en helt særlig måde, hvor man stænkede bladmassen med vand og vendte den rundt. Det skulle gøres på det helt rigtige tidspunkt, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin store bog “Indigo, Egyptian Mummies to Blue Jeans” at indigo-landmændene omtalte pasningen af indigo-komposten som at “passe babyen”. Hver gang bladmassen blev vendt skulle der også gives offergaver af risvin til Aizen Shin, guden for indigo.

Det var altså et seriøst og svært foretagende – og også et stort et. Komposteringsprocessen kan nemlig kun komme i gang hvis bladmassen er tilstrækkeligt stor, i størrelsesordenen 100-vis af kg. Resultatet var omsatte blade med et højere indigoindhold end man startede med, kaldet sukumo.

Så når man, som jeg, kun dyrker nogle få planter, så må man finde en anden metode. Efter at have læst om det hos Deb McClintock bestemte jeg mig sidste år for at tørre bladene fra mine japanske indigo, og det lykkedes da også efter lidt eksperimenter.

De tørrede blade så sådan her ud:

Tørrede blade af japansk indigo, 2016-høsten.

Flere af bladene har et blåt skær, og det tyder jo på indigo. Jeg har gået og tænkt over, hvordan det egentlig kan være at tørring virker (når man nu traditionelt har brugt metoden med sukumo), og har stykket denne historie sammen:

I de levende blade er der ikke indigo, men en precursor kaldet indikan. Med precursor menes et forstadie, altså et molekyle, der kan omdannes til indigo.

Man mener, at planter laver indikan som en forsvarsmekanisme, og i de levende blade befinder indikanet sig primært i en afgrænset del af plantecellen kaldet vakuolen (det viser et japansk forskerhold i denne artikel).

Plantecellen indholder også enzymer, som kan nedbryde indikan til indoxyl og sukker, men de findes i andre afgrænsede dele af cellen.

Når man så plukker bladene og lægger dem til tørre, så bliver cellemembranerne revet i stykker, fordi vandet forsvinder. Indikan og enzymer fra andre dele af cellen bliver blandet sammen, og der bliver dannet indoxyl. Og det er når 2 molekyler indoxyl går sammen, at den blå form af indigo bliver dannet.

Jeg tog udgangspunkt i McClintocks version af John Marshalls metode), men har selvfølgelig fiflet en del med den. Den største ændring er, at jeg ikke har fjernet de gule farvestoffer fra bladene, og derfor får grøn-turkis i stedet for blå.

Grøn-turkis med tørrede blade af japansk indigo. Garnnøglerne er fra venstre første, andet og tredje dyp i min første kype af 50 g tørrede blade (tredje nøgle er på gråmeleret garn), nøglet til venstre er 3 dyp i kype af 25 g tørrede blade. Det første nøgle er jeg allerede i gang med at strikke af, den stribede drengetrøje bagerst.

I mit første forsøg brugte jeg 50 gram tørrede blade, og farvede 3 100-grams nøgler. Kypen mistede pusten undervejs, så jeg tilsatte lidt af det ene, lidt af det andet, og det blev der ikke lige nogen opskrift ud af. Resultatet fejlede dog ikke noget.

Næste gang jeg prøvede bladene var da vi farvede med indigo på Blicheregnens Museum. Vi fik masser af dejlige blå fra de almindelige indigokyper, men kypen af japanske indigoblade gav kun en antydning af mintgrøn.

Efterfølgene tror jeg, at den kype mislykkedes fordi temperaturen ikke var høj nok undervejs. Det kunne også give mening i forhold til det mislykkede eksperiment jeg beskrev her, hvor jeg afprøvede en metode med lun temperatur over længere tid.

Åbenbart er det vigtigt at have en høj temperatur en del af tiden, og sådan er det også i den metode jeg endte med i tredje forsøg:

Jeg begyndte med at simre 25 g tørrede blade i vand (så det dækker) i 20-30 minutter. Det bulderkogte altså ikke, men boblede noget.

Hvis man vil have en ren blå skal man nu smide vandet ud og hælde nyt vand på bladene. Det gjorde jeg ikke, og beholdt dermed de gule farver, som bladene (også) indeholder.

Jeg tilsatte 5 g affarver (natriumdithionit) og ca. 1 spsk natriumcarbonat og tjekkede at pH var 9. Hvis ikke, tilsættes natriumcarbonat til pH er 9.

Kypen småkogte nu i 15-20 minutter – det virker underligt at koge kypen efter reduktionsmiddel og base er tilsat, men i det forsøg hvor jeg ikke kogte den virkede farvningen ikke!

Så tog jeg gryden af varmen og tilsatte 5 g affarver til. Jeg lod den stå til temperaturen faldt til 40-50 grader, og siede bladene fra. I mit første forsøg beholdt jeg bladene i for at få så meget ud af dem som muligt, men det kan ikke tilrådes. På dette tidspunkt er de ganske slimede, og det sætter sig fast i garnet.

Da temperaturen var 40-50 grader satte jeg den tilbage på svag varme for at holde den temperatur. På dette tidspunkt er kypen klar. Jeg lavede 3 10-minutters dyp med et garnnøgle der vejer 100 g, og det blev en glimrende turkisgrøn.

Faktisk er jeg imponeret over farveindholdet i bladene. Jeg fik fine farver af 50 g tørrede blade på 300 g garn, og en endnu klarere farve af 25 g på 100 g garn. Sidstnævnte kype var ikke tømt for indigo, for næste dag var den helt mørk, da al indigoen havde reageret med luftens ilt. Jeg havde bare ikke mere garn lige ved hånden, men kypen kunne have givet en svagere farve på endnu et nøgle garn.

Turkis fra tørrede blade af japansk indigo, her i selskab med friske og delvist tørrede blade.

Men jeg har nærmest gemt det bedste til sidst. Lysægtheden. Jeg nåede at få første nøgle fra første forsøg med i sommerens lystest. Kortet her lå i solen fra 1. juli til 1. september. Venstre side var dækket til så den ikke fik lys, højre side fik lys. Jeg kan ikke rigtig se nogen forskel på de to sider, så det er en lysægthed, der er lige så god som den for den blå indigofarve, og det er meget imponerende for en grøn farve!

Lystest af turkis fra tørrede japanske indigoblade. To måneders lys formåede ikke at blege denne farve.

PS: Jeg dyrker igen i år japansk indigo. De første blade høstede jeg d. 17. september i år, og de er ved at tørre. De er tydeligt blålige, mere end dem fra sidste år…

Read this post in English

TRICKS til STRIBESTRIKNING

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

BRISINGAMEN

Jeg har nusset med designet til denne hue i lang tid. Har strikket 3 af dem, og haft en lille hær af teststrikkere til at gennemgå mønsteret. Nu er jeg endelig klar til at udgive det!

Brisingamen foret hue – fotografier af Lars Bjertrup, Wendy Colding og undertegnede.

Brisingamen er en foret hue, med et design, som kom til verden ved at mange små brikker faldt på plads.

En brik er garnet. Jeg har længe farvet på Norne, som er et 1-trådet garn af ren uld (640 m / 100 g). Det er en smule stift, og fuldstændig perfekt til blondestrik. Jeg hader nemlig at strikke blondemønstre i glat, fint, uhåndterligt garn. Der findes masser af meget fint og dyrt garn der er sådan, og man ser at folk strikker kæmpestore sjaler af det, men det er bare ikke min kop te… Det eneste problem er, at Norne ikke er et specielt blødt garn.

Løsningen blev at strikke huens yderside i Norne. Blonden er jo (i sagens natur) fuld af huller, så foret løser to problemer: det gør huen varm, og det gør indersiden blød. Foret er nemlig strikket i et nyt garn, jeg er begyndt at farve på: Bestla, som er 65% merino og 35% silke (600 m / 100 g). Det er fantastisk blødt, selv er jeg nemlig meget følsom overfor kradsende uld, og jeg synes virkelig, det er blødt.

Den anden store brik er blondemønsteret. I sin rå form kom det fra en bog med japanske mønstre, men jeg har fiflet en del med det.

Den første version af huen, som jeg strikkede i hvid, endte med at være en børnestørrelse:

Dagmar med den første Brisingamen-hue. Hun er 7, så selv om hun har tykt hår er hendes hovede mindre end en voksens.

Den endelige version har snoninger imellem de store blondemotiver:

Brisingamen-huen i krap-farvet garn. Foto af Lars Bjertrup.

De store motiver går gradvis over i mindre former, og ender med en roset af små snoninger:

Toppen af huen.

Endelig er der forets konstruktion. Man skal jo være forsigtig med at sige, at man har opfundet noget nyt, men jeg har aldrig set andre mønstre der bruger denne konstruktion. Jeg begyndte med to midlertidige opslagninger. Efter at have strikket et lille stykke på hver, strikker jeg dem sammen. Nu strikkes huens kant fra det ene sæt masker, en vendt kant, som går direkte over i huens yderside. Senere tager man så det andet sæt masker og strikker foret derfra.

Et kig ind til foret, blødt og sømløst.

Man ender med en hue, som er dobbelt overalt. Luftig, men varm, og frem for alt blød indeni. Det bliver for meget nu, hvis jeg skriver flere gode ting, men jeg er virkelig tilfreds med denne hue.

Mønsteret kan købes på Ravelry. Hvis man gerne vil købe mønsteret, men ikke har et Ravelry brugernavn, så er man meget velkommen til at kontakte mig.

Se kits til at strikke Brisingamen-huen i min Etsy forretning. Igen, hvis man ønsker at købe et kit, men ikke har et Etsy brugernavn, så kontakt mig, så finder vi ud af noget.

Read this post in English

GRØNNE VARIATIONER

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

RØD KRAP

Krap er en af de allerældste farver, og er beskrevet i stort set alle bøger om naturfarvning. Men alle bøgerne giver forskellige metoder til at opnå den eftertragtede, mættede kraprøde farve. Der er kun en ting at gøre – eksperimentere!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter.

Resultaterne ses nedenfor:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).

Testens resultat, se forklaring over billedet.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.

Hypogymnia nedfalds-lav

Lommer fulde af nedfalds-lav er ofte resultatet af mine gåture. Et af de almindelige fund under træer er to arter af kvistlav (Hypogymnia), som er gode arter at farve med.

~

Nedfalds-lav er perfekt at farve med, da det ikke gør nogen skade at samle nedfaldet op. Jeg skriver derfor en lille serie af indlæg om de forskellige arter af lav, der typisk findes i nedfaldet, og har tidligere skrevet om Ramalina fastigiata.

Denne gang skal det handle om Hypogymnia physodes (almindelig kvistlav) og Hypogymnia tubulosa (finger-kvistlav), to almindelige arter, som er tæt beslægtede (og derfor har delvist samme navn). De ligner da også hinanden meget – begge er grå-grønne og foliose (fladtrykte, bladagtige).

Hypogymnia physodes, som her gror ud over en lille gren, har flade lober, evt. med soredier på den yderste del. Soredier er en af lavets måder at formere sig på (se mere her), og gennembryder lavets overflade mange små steder, så den ser grynet eller pulveragtig ud. Hos Hypogymnia-arter sidder soredierne på undersiden, som er foldet op yderst på loberne, så den grynede overflade kan ses:

Hypogymnia physodes dækker en lille gren. Detalje til højre, hvor den grynede overflade pga. soredierne på de opfoldede lober kan ses.

Hypogymnia tubulosa ligner physodes meget, men har hule lober. I højre side af dette billede har jeg skåret en lobe over, så man kan se at det er tilfældet:

Hypogymnia tubulosa med en overskåren lobe til højre.

Begge arter er meget almindelige, og gror mange steder, inklusive på træer, sten og træværk. De kan lide at gro på sure underlag, og Dobsons “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” fortæller, at Hypogymnia physodes er en af de arter, der er mindst følsom overfor svovldioxid-forurening. Hypogymnia tubulosa er lidt mere følsom.

Nogle gange kan der være stor forskel på farveindholdet i arter, der ellers ligner hinanden meget. Jeg bestemte mig for at teste, om de to arter giver samme farve.

Jeg brugte ubejdset garn, for lav-farver er jo substantive. I et farvebad fra 9 g Hypogymnia tubulosa røg der et 12-grams Fenris (ren uld) og et 5-grams Bestla (merino-silke) testnøgle. Jeg lavede et farvebad af 15 g Hypogymnia physodes, og deri 2 12-grams Fenris og et 5-grams Bestla testnøgle. Altså halvt så meget lav som garn i begge tilfælde. Det ene nøgle Fenris modificerede jeg så i et efterbad med jern.

Begge slags lav giver samme farve, den fine, støvede gule, som er helt klassisk for BWM (boiling water method) lav. Der er altså ingen grund til at sortere Hypogymnia physodes og tubulosa. Merino-silken tager en lille smule mindre imod end den rene uld, mens et efterbad i jern gør farven meget mørkere og drejer den over i det grønne.

Til venstre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia tubulosa. Til højre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia physodes, yderst til højre et nøgle ren uld hvor sidstnævnte farve er modificeret med jern.

Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

En horde huer

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.