RØD KRAP

Krap er en af de allerældste farver, og er beskrevet i stort set alle bøger om naturfarvning. Men alle bøgerne giver forskellige metoder til at opnå den eftertragtede, mættede kraprøde farve. Der er kun en ting at gøre – eksperimentere!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter.

Resultaterne ses nedenfor:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).

Testens resultat, se forklaring over billedet.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.

HYPOGYMNIA NEDFALDS-LAV

Lommer fulde af nedfalds-lav er ofte resultatet af mine gåture. Et af de almindelige fund under træer er to arter af kvistlav (Hypogymnia), som er gode arter at farve med.

~

Nedfalds-lav er perfekt at farve med, da det ikke gør nogen skade at samle nedfaldet op. Jeg skriver derfor en lille serie af indlæg om de forskellige arter af lav, der typisk findes i nedfaldet, og har tidligere skrevet om Ramalina fastigiata.

Denne gang skal det handle om Hypogymnia physodes (almindelig kvistlav) og Hypogymnia tubulosa (finger-kvistlav), to almindelige arter, som er tæt beslægtede (og derfor har delvist samme navn). De ligner da også hinanden meget – begge er grå-grønne og foliose (fladtrykte, bladagtige).

Hypogymnia physodes, som her gror ud over en lille gren, har flade lober, evt. med soredier på den yderste del. Soredier er en af lavets måder at formere sig på (se mere her), og gennembryder lavets overflade mange små steder, så den ser grynet eller pulveragtig ud. Hos Hypogymnia-arter sidder soredierne på undersiden, som er foldet op yderst på loberne, så den grynede overflade kan ses:

Hypogymnia physodes dækker en lille gren. Detalje til højre, hvor den grynede overflade pga. soredierne på de opfoldede lober kan ses.

Hypogymnia tubulosa ligner physodes meget, men har hule lober. I højre side af dette billede har jeg skåret en lobe over, så man kan se at det er tilfældet:

Hypogymnia tubulosa med en overskåren lobe til højre.

Begge arter er meget almindelige, og gror mange steder, inklusive på træer, sten og træværk. De kan lide at gro på sure underlag, og Dobsons “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” fortæller, at Hypogymnia physodes er en af de arter, der er mindst følsom overfor svovldioxid-forurening. Hypogymnia tubulosa er lidt mere følsom.

Nogle gange kan der være stor forskel på farveindholdet i arter, der ellers ligner hinanden meget. Jeg bestemte mig for at teste, om de to arter giver samme farve.

Jeg brugte ubejdset garn, for lav-farver er jo substantive. I et farvebad fra 9 g Hypogymnia tubulosa røg der et 12-grams Fenris (ren uld) og et 5-grams Bestla (merino-silke) testnøgle. Jeg lavede et farvebad af 15 g Hypogymnia physodes, og deri 2 12-grams Fenris og et 5-grams Bestla testnøgle. Altså halvt så meget lav som garn i begge tilfælde. Det ene nøgle Fenris modificerede jeg så i et efterbad med jern.

Begge slags lav giver samme farve, den fine, støvede gule, som er helt klassisk for BWM (boiling water method) lav. Der er altså ingen grund til at sortere Hypogymnia physodes og tubulosa. Merino-silken tager en lille smule mindre imod end den rene uld, mens et efterbad i jern gør farven meget mørkere og drejer den over i det grønne.

Til venstre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia tubulosa. Til højre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia physodes, yderst til højre et nøgle ren uld hvor sidstnævnte farve er modificeret med jern.

FORÅRSRENGØRING

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

EN HORDE HUER

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

INDIGO & BOMULD

Alting er i farezonen for at falde ned i min store indigo-gryde!

~

Jeg har tit skrevet om indigo, så der er vist ikke nogen der bliver overraskede over, at jeg erklærer min kærlighed til det blå. Jeg plejer at farve på uld, men indigo kan jo binde på alle naturlige fibre, så her er lidt indigo på bomuld.

Bomuldsblusen her er thailandsk, og fra genbrugsbutikken. Halsudskæringen og kvasterne kan jeg godt lide, men de brede ærmer får den til at se meget konet ud på mig – desuden er den beige og for lille.

Thai bomuldsbluse fra genbrugsforretningen – det triste syn før indigo.

Toppen røg naturligvis i indigokypen, adskillige gange. Og selv om der ikke var sparet på indigoen, så endte bomulden med en mellem-blå – havde det været uld, så ville den samme kype give en stærk blå. Det er også tydeligt, at jeg havde problemer med at få farven jævn, også selv om jeg brugte en stor farvegryde.

Den færdige top, efter mange dyp i indigo, ændring af alle sømme, ærmer fjernet og kiler sat i siden. Og farven er ujævn, men billedet her gør det mere synligt end det er i virkeligheden.

Mange dyp jævnede ikke farven ud, så jeg begynder at forstå hvorfor man traditionelt har brugt indigo til shibori og andre måder at skabe mønstre på. Ja, mønstre er dejlige, men det er altså også ekstremt svært at farve et jævnt blåt stykke stof. Selv i den moderne brug af indigo til jeans farver man trådene først og væver dem derefter, og det tror jeg ikke er noget tilfælde – hvis trådene ikke er farvet jævnt, så bliver det usynligt efter vævning. Men farver man på et færdigt stykke stof, så kan alt ses.

Nå, men jeg dyppede i hvert fald toppen til jeg var tilfreds med farvedybden. Måske vender jeg tilbage til den en anden god gang, det kan være, jeg overfarver den med mørke toner fra jern og garvesyre.

Da farvedybden så var der, lavede jeg de synlige sømme om med blå tråd. Jeg fjernede ærmerne og klippede 4 kiler af stoffet. Så åbnede jeg sidesømmene og satte 2 kiler ind i hver. På den måde fik jeg en ny sidesøm, så jeg kunne sy nye slidser. Jeg er glad for resultatet, og toppen er nu langt mere flatterende end før. Ingen billeder af mig med toppen på, for jeg egner mig ikke til at optræde på billeder i dag!

Men i hvert fald vil kiler generelt kunne redde masser af tøj, der er blevet for småt, af den ene eller anden grund.

Kiler, der gør toppen større, med ny slids i siden.

Der var lidt stof til overs fra toppen, og det brugte jeg til et andet lille projekt – sammen med noget bomuldstråd, jeg havde brugt til at snøre rundt om et shibori-projekt (mere herom senere). Tråden havde siddet stramt, så den var ikke farvet jævnt, men det gør ikke noget, synes jeg.

Nu kommer så tumlingens bukser ind i billedet. Hvorfor kravler en snart 3-årig udenfor på hårdt underlag? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det slider knæene igennem på ingen tid. Skridtet i bukserne var også gået, så jeg bestemte mig for at afprøve lidt boro – den japanske teknik til reparation. Her har jeg repareret skridtet – ikke så kønt, men meget funktionelt:

Den allermest enkle boro.

Her skrider lapningen fremad. Jeg har lappet det ene knæ, som bare var slidt meget tyndt. Jeg brugte et stykke stof fra thai-toppen som bagside, og syede så vinkelrette linier af løbende sting, sashiko. Det andet knæ er slidt helt igennem, så der er 2 huller i det.

Bukser under boro-lapning. Sashiko-syningen er tættest hvor stoffet er mest slidt.

Dette er hvad jeg gjorde med det andet knæ. Jeg syede rundt om kanterne, så det ikke skulle flosse videre, og syede så mit bomuldsstof på bagsiden med runde former, dikteret af hullernes form. Det er måske ikke ortodoks boro, dette her, men det er i hvert fald ikke kunstig pynt på et nyklippet hul, men rent faktisk en lapning. Det bliver ikke sidste gang jeg lapper tøj på denne måde.

Sashiko rundt om knæets reparerede huller.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Spiringstest

Sidste år høstede jeg – for første gang – frø fra mine farveplanter. I stedet for at stole blindt på dem, bestemte jeg mig for at afprøve deres spiringsevne før foråret virkelig kommer.

~

Sidste år høstede jeg frø af skønhedsøje og vajd fra haven, og det var jo ikke så overraskende. Skønhedsøje er nemlig 1-årig, og sætter masser af små frø når den afblomstrer. Min vajd groede 2. år, så også her var frø forventet.

Overraskelsen var min japanske indigo. Da jeg høstede mine sidste planter d. 24. oktober sidste år blomstrede flere af dem, og ved en indskydelse satte jeg en plante, jeg lige havde flået op med rode, i en potte og tog den indenfor. Indenfor groede den stille og roligt videre, faktisk lige indtil vi tog til London til jul – da vi kom hjem var planten død. Da jeg ville smide den ud, lagde jeg mærke til, at den havde sat en del frø. Men den har jo også stået ude, så bierne har haft adgang til den.

Frø af japansk indigo.

Jeg testede alle mine farvefrøs spiringsevne ved at lægge 10 frø i våd køkkenrulle og lægge dem i en plasticpose med zip-lukning, som jeg lagde lunt og mørkt under mikroovnen. Jeg begyndte 31. januar og lod frøene spire i en uge, og det gav:

Skønhedsøje høstet 27. september – 5 ud af 10.

Skønhedsøje høstet 24. oktober – 6 ud af 10.

Vajd – 5 ud af 10.

Japansk indigo – 9 ud af 10.

Ikke dårligt! Det var d. 7. februar, så jeg bestemte mig for, at det var for tidligt til skønhedsøje, som jeg bare såede direkte sidste år. Spirerne af skønhedsøje røg altså ud i denne omgang.

Spirerne af vajd og japansk indigo kom i små spiringspotter, og der gror de så nu. Sidste år syntes jeg nemlig, at jeg var alt for sent på den med min japanske indigo, som jeg såede d. 16. april. Mine noter er lidt sporadiske, men det virker til, at jeg lod dem gro inde i spiringspotter i en måned, og så udenfor i større potter i en måned, inden jeg plantede dem helt ud. Det må så have været midt i juni.

Forskellige kilder giver vidt forskellige råd om, hvornår spiring af japansk indigo skal startes inden døre, måske fordi de er skrevet til vidt forskellige klimaer? Rådene varierer fra tidlig maj, 2-3 uger før sidste frost til 6-8 uger før sidste frost.

Ifølge (den autoritative?) “Handbook of Natural Colorants” kapitel 7, “Indigo – Agricultural Aspects” skal japansk indigo spire inde i april og plantes ud i juni, og det er jo tilfældigvis hvad jeg gjorde sidste år (selv om jeg ikke havde læst det kapitel af bogen endnu). Bogen konkluderer så, at japansk indigo er en god afgrøde til Centraleuropa, men at vækstsæsonen er for kort i England og Finland.

Jeg forestiller mig, at jeg måske kan slå den korte vækstsæson ved at sætte gode, store planter ud tidligere end juni. Så derfor gror mine spirer altså nu videre i spirepotterne inden døre, og jeg spirer flere frø. Selv om det altså ser såden her udenfor:

Frøene spirede, men vinteren var ikke helt væk…

Nedfalds-lav

Nedfalds-lav er perfekt til naturfarvning, det gør nemlig ingen skade at samle det nedfaldne lav op – det kan alligevel ikke gro videre. Tue-grenlav er en af de almindelige arter, som også er let at genkende.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden.

Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

Lav, der trækker i 1% ammoniak.

For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm.

I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

Et studie af bruskbolde

Bruskbolde indeholder et gul-brunt farvestof, men også en irriterende masse af bittesmå, sorte sporer. Jeg bestemte mig for at finde ud af, om sporerne indeholder nogen farve, eller om de bare kan smides ud.

~

Almindelig bruskbold (Scleroderma citrinum)

Forrige år farvede jeg en masse garn med bruskbolde. Det fik en dejlig gulbrun farve, men det var simpelthen fyldt med sporer, der blev ved med at drysse ud, både da jeg vandt garnet op, og da jeg strikkede det.

Men ud over at det var irriterende, så begyndte jeg også at overveje om sporerne overhovedet er sunde at indånde? Man plejer jo at sige, at bruskbolde er let giftige.

Bruskbolde er ellers hvad Lundmark & Marklund i “Färgsvampar & svampfärgning” kalder en “god farvesvamp”, så det ville være synd at droppe den pga. sporeproblemet. De nævner, at den indeholder farvestofferne badion A, norbadion A og sclerocitrin.

Sclerocitrin kan man også læse om i denne forskningsartikel: “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 af Winner et al. De viser, at det “stærkt gule” farvestof sclerocitrin findes i “store mængder” i bruskbolde. Bemærk også fra titlen, at det også findes i peber-rørhat. Det er ikke en svamp, jeg har ledt efter til farvning, men tippet er hermed givet videre.

Bruskbolde har en mørk eller sort sporemasse indeni, som er omgivet af en ydervæg af relativt beskeden tykkelse. Jeg bestemte mig for at lave et lille eksperiment for at se, om der overhovedet er pigment i sporerne. Hvis ikke, så kunne man jo bare lade dem ligge i skoven.

Overskårne bruskbolde med grå og sorte sporer indeni.

Til mit eksperiment brugte jeg et lille antal bruskbolde, jeg samlede i løbet af efteråret 2016 (det var ikke et ret godt år for bruskbolde). De har været tørret indtil nu.

Det var utrolig svært at adskille svampekødet fra sporemassen i de tørrede svampe, men det lykkedes, og jeg endte med 23 g ydervæg og 10-11 g sporer. Begge dele satte jeg i blød natten over, ydervæggene bare ved at hælde vand på. Sporerne var klumpet sammen i stenhårde klumper, så jeg startede med at morte dem. De virker vandafvisende, så jeg vådtede dem derefter med en stor sjat husholdningssprit, og fyldte efter med vand.

Næste dag kogte jeg de to farvebade op, og løb spore-badet igennem et kaffefilter. Det tog virkeligt lang tid for væsken at løbe igennem, sådan er det altid når man filtrerer en opløsning med så små partikler. Jeg farvede så et 10-grams alunbejdset testnøgle (af Fenris 100% uld) i hvert af badene, og det gav resultatet nedenfor – næsten samme farve i de to tilfælde.

Det øverste garn i billedet er farvet med svampens ydervæg, det nederste med sporerne. Jeg havde jo håbet, at sporerne ikke indeholdt nogen farve, men sådan er det altså ikke. Det er i princippet ikke nogen overraskelse at sclerocitrin og de andre pigmenter er fordelt i hele svampen, og at sporernes meget mørke farve altså ikke har noget med farveevnen at gøre.

Konklusionen bliver altså, at hele svampen indeholder farve, og at man smider en del god farve ud, hvis man ikke tager sporerne med. Så mit bedste bud på en god metode til farvning med bruskbolde bliver at tage hele svampen med, evt. vådte sporerne med sprit, og så investere den tid det nu tager at filtrere hele farvebadet før garnet kommer i.

Garn farvet med de forskellige dele af bruskbolden. Øverst garn farvet kun med svampens ydervægge, nederst garn farvet kun med sporerne.

Read this post in English

Gult over tid

Et eksperiment med birkeblades farve i sommerens løb. Jeg så ingen forandring over tid – men der er jo heller ingen der har sagt, at alle eksperimenter falder ud som forventet.

~

Et friskt nyt år kalder på ny stor serie eksperimenter, men jeg vil lige starte med et gammelt eksperiment, som gik over så lang tid, at jeg aldrig fik skrevet noget om det.

“Nu kan gult jo være så meget forskelligt, så jeg vil ved hver plante betegne den gule farve den giver så nogenlunde. Der vil altid være forskelle, farven er mere grønlig tidligt på året.”

Sådan skriver Ester Nielsen i sin introduktion til de gule farver i “Farvning med planter”. Bogen fra 1972 er fyldt med brugbare oplysninger, men denne her påstand bad ligesom om at blive efterprøvet. Jeg bestemte mig for at bruge birkeblade til efterprøvningen.

Birkeblade. Hvis man ikke vidste det, ville man aldrig gætte, at de indeholder en varm gul farve.

For at prøve efter, om farver virkelig bliver gulere i sæsonens løb lavede jeg to 10-grams testnøgler af supersoft. Hvert af nøglerne farvede jeg med 40 g friske birkeblade, Ester Nielsen anbefaler nemlig 4 gange garnvægten i friske planter (med tørrede planter 2 gange). Første portion blade plukkede jeg 11. maj, anden portion 4. juli.

Resultatet ses nedenfor. Det forreste nøgle er farvet med bladene fra maj, det bagerste med dem fra juli. De har jo næsten samme farve, så mit lille eksperiment her underbygger altså ikke Nielsens påstand…

Uld farvet med friske birkeblade. Det forreste nøgle farvet med blade fra maj, det bagerste med blade fra juli.

For at se, om der ellers var nogen forskel, afprøvede jeg lysægtheden af de to indfarvninger. Men heller ikke her er der nogen forskel på de to tidspunkter. Det eneste jeg lægger mærke til på lysprøven nedenfor er, at lysægtheden er rigtig god i begge tilfælde. Testen har ligget i vindueskarmen over en måned midt på sommeren.

Lystest af ulden farvet med birkeblade fra maj og juli.

Min konklusion er, at det tidspunkt på sommeren, hvor man plukker birkeblade, ikke har nogen indflydelse på farven de giver. Men det er altså for birkeblade. Det er muligt, at variationen fra grønligt til gult i sommerens løb findes for andre planter.

London

I år fejrede vi jul ved at rejse til London, i stedet for at æde os propmætte og pakke et helt vognlæs gaver ind og så pakke dem ud igen. Andre år jeg har rejst (Paris, Chicago, New York, New Delhi) omkring jule/nytårstid har jeg elsket det, og London var bestemt ingen undtagelse.

På det sidste har hver eneste interessant historie om planter, som jeg har hørt eller læst, haft Kew Gardens med i en hovedrolle (f. eks. denne radiohistorie om arbejdet med bevarelse af en sjælden bregne, som er hjemmehørende på Ascension Island). Så jeg insisterede på at tage dertil, og det lykkedes os at se en lillebitte del af haven.

Her er en smule af det, vi så om dagen:

Princess of Wales Conservatorys former
En kødædende plante, der er så stor som en voksens hånd. Hvis jeg havde vinger ville jeg givetvis flyve derind
Detalje af kanten af en kæmpeåkande. Jeg har altid haft en svaghed for denne gigantplante

Der var altså masser af fantastiske vækster, men ingen farveplanter. Det tætteste man kom på var henna, og selv om den farver både uld og hår anser jeg den ikke for en af de egentlige farveplanter.

Henna, Lawsonia inermis

Save

Museumsforretninger er altid en stor fristelse, og jeg var tæt på at købe “50 Plants that Changed the Course of History” af Bill Laws, men der var slet ingen farveplanter i, så den endte med at komme tilbage på hylden. Jeg vil måske gå med til, at krap ikke er med i top 50 over historiens vigtigste planter, men det virker ikke rigtigt at indigo ikke er med.

Om aftenen kom vi tilbage til haven til “Christmas at Kew” hvor der er pyntet med lys. Det var iskoldt og der var mange mennesker, men det var virkelig stemningsfuldt:

Lystunnellen skiftede hele tiden farve, og folk kunne ikke løsrive sig
The Hive (bikuben), en installation af kunstneren Wolfgang Buttress, set udefra sammen med oplyste træer
Inde i The Hive

Vi kunne selvfølgelig ikke tage hele vejen til London uden at besøge Loop. Jeg kiggede på deres naturfarvede garn for at se om de var mange gange lækrere end det jeg farver – jeg fandt tre forskellige, men kan med glæde rapportere, at mit eget garn er lige så lækkert. Først var der Shilashdair Luxury DK, som har intense farver, nogle af dem særdeles flerfarvede.

Så var der Linen Lace fra Artisan Yarns. Det har skønne, dæmpede farver på skinnende hør. Og det syntes jeg åbenbart også sidst jeg var i Loop, for jeg har faktisk et nøgle af det garn i min stash, som jeg ikke har strikket af endnu (fy!).

Det tredje er Plant Dyed by Mehlsen. Jeg har ikke set det garn før, til trods for at det åbenbart er fra Vestjylland. Farverne ligger da også utrolig tæt på mine egne! Måske derfor var jeg utrolig fristet til at købe noget af det, men jeg formåede at styre mig.

Det endte med bogen “Estonian Knitting 1, Traditions and Techniques” af Pink, Reimann og Joeste, en stor, lækker og velskrevet bog med et vægtigt indhold og interessante gamle fotografier. Den har desuden et langt og godt afsnit med teknikker.

Naturfarvede garner hos Loop London: Shilashdair (venstre), Artisan Yarns (midten) og Plant Dyed by Mehlsen (højre). Billeder taget med mobilen i kunstigt lys, så garnet er meget flottere

Det sidste store højdepunkt på vores tur var et besøg på Victoria og Albert Museet (V&A). I museets indgang hænger en mægtig lysekrone af den amerikanske glaskunstner Chihuly, og det er svært at sige om den er flot eller grim, men den er i hvert fald imponerende. Det synes jeg altid, hans værker er. Og så er de former, han arbejder med, meget levende i udtrykket. Jeg har tidligere set hans ting udstillet i den botanske have i Chicago og akvariet i Monterey, Californien, og i begge tilfælde talte glasset og de naturlige former, der omgav det, sammen.

Chihuly-lysekronen i V&A

På V&A så vi denne utrolige dåbskjole, som oprindeligt blev udstillet på verdensudstillingen i London i 1851. Den var virkelig svær at fange i billeder, men strikkefastheden er helt utrolig. Så småt! Museets beskrivelse fortæller bare at “Frøken Sarah Ann Cunliffe fra Saffron Walden, Essex strikkede kjolen” og at den “består af 1 1/2 million masker og ca. 5770 meter bomuldstråd”. Der står ikke noget om pindestørrelsen, men jeg gætter på 1 mm eller mindre.

Der var ikke meget lys, og jeg brugte ikke blitz, så billedet her viser slet ikke hvor smuk kjolen fra 1851 er

V&A har også en flot samling af gobeliner, og siden de er lavet længe inden 1856 kan man jo vide med sikkerhed, at alle farverne i dem er fra naturlige kilder. Så gobeliner er klart et studie værd, hvis man er bange for at naturfarver holder dårligt.

Billedet herunder viser et par detaljer fra en Belgisk gobelin fra 1718-24. De gule toner er bleget (som forventet), og de får de grønne toner til at blåne, da de er lavet ved overfarvning af gult med indigoblåt. Men blegningen virker da meget moderat – farver, der ikke bleger mere på 300 år vil jeg da godt kalde lysægte.

Blånende grønne farver i en 300 år gammel gobelin

Det eneste dårlige ved vores julerejse er, at min potteplante af japansk indigo døde mens vi var væk. Jeg hev den op da jeg høstede mine sidste planter sidst i oktober, og den har faktisk vokset og blomstret indenfor lige siden. Da jeg skar den ned kiggede jeg ind i blomsterne, og det ser ud til, at den har sat frø. Det bliver spændende at se, om de vil spire.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save