TØRREDE BLADE af JAPANSK INDIGO

Den letteste måde at gemme japanske indigoblade er at tørre dem. Det er også noget nær den eneste realistiske metode, når man kun dyrker nogle få planter.

~

I traditionel japansk farvning med japansk indigo blev de høstede blade komposteret (fermenteret) på en helt særlig måde, hvor man stænkede bladmassen med vand og vendte den rundt. Det skulle gøres på det helt rigtige tidspunkt, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin store bog “Indigo, Egyptian Mummies to Blue Jeans” at indigo-landmændene omtalte pasningen af indigo-komposten som at “passe babyen”. Hver gang bladmassen blev vendt skulle der også gives offergaver af risvin til Aizen Shin, guden for indigo.

Det var altså et seriøst og svært foretagende – og også et stort et. Komposteringsprocessen kan nemlig kun komme i gang hvis bladmassen er tilstrækkeligt stor, i størrelsesordenen 100-vis af kg. Resultatet var omsatte blade med et højere indigoindhold end man startede med, kaldet sukumo.

Så når man, som jeg, kun dyrker nogle få planter, så må man finde en anden metode. Efter at have læst om det hos Deb McClintock bestemte jeg mig sidste år for at tørre bladene fra mine japanske indigo, og det lykkedes da også efter lidt eksperimenter.

De tørrede blade så sådan her ud:

Tørrede blade af japansk indigo, 2016-høsten.

Flere af bladene har et blåt skær, og det tyder jo på indigo. Jeg har gået og tænkt over, hvordan det egentlig kan være at tørring virker (når man nu traditionelt har brugt metoden med sukumo), og har stykket denne historie sammen:

I de levende blade er der ikke indigo, men en precursor kaldet indikan. Med precursor menes et forstadie, altså et molekyle, der kan omdannes til indigo.

Man mener, at planter laver indikan som en forsvarsmekanisme, og i de levende blade befinder indikanet sig primært i en afgrænset del af plantecellen kaldet vakuolen (det viser et japansk forskerhold i denne artikel).

Plantecellen indholder også enzymer, som kan nedbryde indikan til indoxyl og sukker, men de findes i andre afgrænsede dele af cellen.

Når man så plukker bladene og lægger dem til tørre, så bliver cellemembranerne revet i stykker, fordi vandet forsvinder. Indikan og enzymer fra andre dele af cellen bliver blandet sammen, og der bliver dannet indoxyl. Og det er når 2 molekyler indoxyl går sammen, at den blå form af indigo bliver dannet.

Jeg tog udgangspunkt i McClintocks version af John Marshalls metode), men har selvfølgelig fiflet en del med den. Den største ændring er, at jeg ikke har fjernet de gule farvestoffer fra bladene, og derfor får grøn-turkis i stedet for blå.

Grøn-turkis med tørrede blade af japansk indigo. Garnnøglerne er fra venstre første, andet og tredje dyp i min første kype af 50 g tørrede blade (tredje nøgle er på gråmeleret garn), nøglet til venstre er 3 dyp i kype af 25 g tørrede blade. Det første nøgle er jeg allerede i gang med at strikke af, den stribede drengetrøje bagerst.

I mit første forsøg brugte jeg 50 gram tørrede blade, og farvede 3 100-grams nøgler. Kypen mistede pusten undervejs, så jeg tilsatte lidt af det ene, lidt af det andet, og det blev der ikke lige nogen opskrift ud af. Resultatet fejlede dog ikke noget.

Næste gang jeg prøvede bladene var da vi farvede med indigo på Blicheregnens Museum. Vi fik masser af dejlige blå fra de almindelige indigokyper, men kypen af japanske indigoblade gav kun en antydning af mintgrøn.

Efterfølgene tror jeg, at den kype mislykkedes fordi temperaturen ikke var høj nok undervejs. Det kunne også give mening i forhold til det mislykkede eksperiment jeg beskrev her, hvor jeg afprøvede en metode med lun temperatur over længere tid.

Åbenbart er det vigtigt at have en høj temperatur en del af tiden, og sådan er det også i den metode jeg endte med i tredje forsøg:

Jeg begyndte med at simre 25 g tørrede blade i vand (så det dækker) i 20-30 minutter. Det bulderkogte altså ikke, men boblede noget.

Hvis man vil have en ren blå skal man nu smide vandet ud og hælde nyt vand på bladene. Det gjorde jeg ikke, og beholdt dermed de gule farver, som bladene (også) indeholder.

Jeg tilsatte 5 g affarver (natriumdithionit) og ca. 1 spsk natriumcarbonat og tjekkede at pH var 9. Hvis ikke, tilsættes natriumcarbonat til pH er 9.

Kypen småkogte nu i 15-20 minutter – det virker underligt at koge kypen efter reduktionsmiddel og base er tilsat, men i det forsøg hvor jeg ikke kogte den virkede farvningen ikke!

Så tog jeg gryden af varmen og tilsatte 5 g affarver til. Jeg lod den stå til temperaturen faldt til 40-50 grader, og siede bladene fra. I mit første forsøg beholdt jeg bladene i for at få så meget ud af dem som muligt, men det kan ikke tilrådes. På dette tidspunkt er de ganske slimede, og det sætter sig fast i garnet.

Da temperaturen var 40-50 grader satte jeg den tilbage på svag varme for at holde den temperatur. På dette tidspunkt er kypen klar. Jeg lavede 3 10-minutters dyp med et garnnøgle der vejer 100 g, og det blev en glimrende turkisgrøn.

Faktisk er jeg imponeret over farveindholdet i bladene. Jeg fik fine farver af 50 g tørrede blade på 300 g garn, og en endnu klarere farve af 25 g på 100 g garn. Sidstnævnte kype var ikke tømt for indigo, for næste dag var den helt mørk, da al indigoen havde reageret med luftens ilt. Jeg havde bare ikke mere garn lige ved hånden, men kypen kunne have givet en svagere farve på endnu et nøgle garn.

Turkis fra tørrede blade af japansk indigo, her i selskab med friske og delvist tørrede blade.

Men jeg har nærmest gemt det bedste til sidst. Lysægtheden. Jeg nåede at få første nøgle fra første forsøg med i sommerens lystest. Kortet her lå i solen fra 1. juli til 1. september. Venstre side var dækket til så den ikke fik lys, højre side fik lys. Jeg kan ikke rigtig se nogen forskel på de to sider, så det er en lysægthed, der er lige så god som den for den blå indigofarve, og det er meget imponerende for en grøn farve!

Lystest af turkis fra tørrede japanske indigoblade. To måneders lys formåede ikke at blege denne farve.

PS: Jeg dyrker igen i år japansk indigo. De første blade høstede jeg d. 17. september i år, og de er ved at tørre. De er tydeligt blålige, mere end dem fra sidste år…

Read this post in English

Nedfalds-lav

Nedfalds-lav er perfekt til naturfarvning, det gør nemlig ingen skade at samle det nedfaldne lav op – det kan alligevel ikke gro videre. Tue-grenlav er en af de almindelige arter, som også er let at genkende.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden.

Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

Lav, der trækker i 1% ammoniak.

For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm.

I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

London

I år fejrede vi jul ved at rejse til London, i stedet for at æde os propmætte og pakke et helt vognlæs gaver ind og så pakke dem ud igen. Andre år jeg har rejst (Paris, Chicago, New York, New Delhi) omkring jule/nytårstid har jeg elsket det, og London var bestemt ingen undtagelse.

På det sidste har hver eneste interessant historie om planter, som jeg har hørt eller læst, haft Kew Gardens med i en hovedrolle (f. eks. denne radiohistorie om arbejdet med bevarelse af en sjælden bregne, som er hjemmehørende på Ascension Island). Så jeg insisterede på at tage dertil, og det lykkedes os at se en lillebitte del af haven.

Her er en smule af det, vi så om dagen:

Princess of Wales Conservatorys former
En kødædende plante, der er så stor som en voksens hånd. Hvis jeg havde vinger ville jeg givetvis flyve derind
Detalje af kanten af en kæmpeåkande. Jeg har altid haft en svaghed for denne gigantplante

Der var altså masser af fantastiske vækster, men ingen farveplanter. Det tætteste man kom på var henna, og selv om den farver både uld og hår anser jeg den ikke for en af de egentlige farveplanter.

Henna, Lawsonia inermis

Save

Museumsforretninger er altid en stor fristelse, og jeg var tæt på at købe “50 Plants that Changed the Course of History” af Bill Laws, men der var slet ingen farveplanter i, så den endte med at komme tilbage på hylden. Jeg vil måske gå med til, at krap ikke er med i top 50 over historiens vigtigste planter, men det virker ikke rigtigt at indigo ikke er med.

Om aftenen kom vi tilbage til haven til “Christmas at Kew” hvor der er pyntet med lys. Det var iskoldt og der var mange mennesker, men det var virkelig stemningsfuldt:

Lystunnellen skiftede hele tiden farve, og folk kunne ikke løsrive sig
The Hive (bikuben), en installation af kunstneren Wolfgang Buttress, set udefra sammen med oplyste træer
Inde i The Hive

Vi kunne selvfølgelig ikke tage hele vejen til London uden at besøge Loop. Jeg kiggede på deres naturfarvede garn for at se om de var mange gange lækrere end det jeg farver – jeg fandt tre forskellige, men kan med glæde rapportere, at mit eget garn er lige så lækkert. Først var der Shilashdair Luxury DK, som har intense farver, nogle af dem særdeles flerfarvede.

Så var der Linen Lace fra Artisan Yarns. Det har skønne, dæmpede farver på skinnende hør. Og det syntes jeg åbenbart også sidst jeg var i Loop, for jeg har faktisk et nøgle af det garn i min stash, som jeg ikke har strikket af endnu (fy!).

Det tredje er Plant Dyed by Mehlsen. Jeg har ikke set det garn før, til trods for at det åbenbart er fra Vestjylland. Farverne ligger da også utrolig tæt på mine egne! Måske derfor var jeg utrolig fristet til at købe noget af det, men jeg formåede at styre mig.

Det endte med bogen “Estonian Knitting 1, Traditions and Techniques” af Pink, Reimann og Joeste, en stor, lækker og velskrevet bog med et vægtigt indhold og interessante gamle fotografier. Den har desuden et langt og godt afsnit med teknikker.

Naturfarvede garner hos Loop London: Shilashdair (venstre), Artisan Yarns (midten) og Plant Dyed by Mehlsen (højre). Billeder taget med mobilen i kunstigt lys, så garnet er meget flottere

Det sidste store højdepunkt på vores tur var et besøg på Victoria og Albert Museet (V&A). I museets indgang hænger en mægtig lysekrone af den amerikanske glaskunstner Chihuly, og det er svært at sige om den er flot eller grim, men den er i hvert fald imponerende. Det synes jeg altid, hans værker er. Og så er de former, han arbejder med, meget levende i udtrykket. Jeg har tidligere set hans ting udstillet i den botanske have i Chicago og akvariet i Monterey, Californien, og i begge tilfælde talte glasset og de naturlige former, der omgav det, sammen.

Chihuly-lysekronen i V&A

På V&A så vi denne utrolige dåbskjole, som oprindeligt blev udstillet på verdensudstillingen i London i 1851. Den var virkelig svær at fange i billeder, men strikkefastheden er helt utrolig. Så småt! Museets beskrivelse fortæller bare at “Frøken Sarah Ann Cunliffe fra Saffron Walden, Essex strikkede kjolen” og at den “består af 1 1/2 million masker og ca. 5770 meter bomuldstråd”. Der står ikke noget om pindestørrelsen, men jeg gætter på 1 mm eller mindre.

Der var ikke meget lys, og jeg brugte ikke blitz, så billedet her viser slet ikke hvor smuk kjolen fra 1851 er

V&A har også en flot samling af gobeliner, og siden de er lavet længe inden 1856 kan man jo vide med sikkerhed, at alle farverne i dem er fra naturlige kilder. Så gobeliner er klart et studie værd, hvis man er bange for at naturfarver holder dårligt.

Billedet herunder viser et par detaljer fra en Belgisk gobelin fra 1718-24. De gule toner er bleget (som forventet), og de får de grønne toner til at blåne, da de er lavet ved overfarvning af gult med indigoblåt. Men blegningen virker da meget moderat – farver, der ikke bleger mere på 300 år vil jeg da godt kalde lysægte.

Blånende grønne farver i en 300 år gammel gobelin

Det eneste dårlige ved vores julerejse er, at min potteplante af japansk indigo døde mens vi var væk. Jeg hev den op da jeg høstede mine sidste planter sidst i oktober, og den har faktisk vokset og blomstret indenfor lige siden. Da jeg skar den ned kiggede jeg ind i blomsterne, og det ser ud til, at den har sat frø. Det bliver spændende at se, om de vil spire.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 1

Fiasko i naturfarvning er tit defineret som det at få en anden farve end den man lige havde tænkt sig. Beige, råhvid, lysegul, ubestemmelig grumset er alle sammen farver, som jeg ikke har gjort noget forsøg på at få, og alligevel har jeg en hel bunke af garnnøgler i de toner. Men faktisk er der en del at lære af fiaskoerne. Nogle af dem giver nye ideer til hvad man skal prøve næste gang. Andre afdækker måske bare hvordan det ikke skal gøres. Her nedenfor vil jeg beskrive nogle af mine farvefiaskoer, og faktisk er min liste så lang, at dette her kun er første halvdel, anden halvdel følger.

Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.
Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.

1: Fiasko med bark

Flere bøger om naturfarvning fortæller om bark som farveemne. For eksempel nævner Jenny Dean i “Wild Color” følgende typer bark og de farver de skulle give på alunbejdset uld: el (brun-grøn), berberis (gul), ask (stærkt gulgrøn), æble (varm gul), eg og pil (beige), og endelig elm, birk, kirsebær, pære og blomme (rosa).

Så i et stykke tid ledte jeg efter bark på mine gåture og endte med disse tre:

  1. Birk (Betula) – jeg har ofte farvet solgult med bladene, men havde ikke forsøgt mig med barken. Da der blev fældet en masse birketræer, som blev efterladt i en kæmpe bunke greb jeg chancen. Jeg kravlede op få at få fat i nogle gode stykker, men faldt faktisk et godt stykke ned derfra fordi jeg havde træsko på. Jeg ved ikke helt hvad man skal lære af det, men jeg fik da 60 g birkebark.
  2. En dag var der nogle mænd der savede stammer op udenfor. Næste dag holdt de fri, så jeg fik skrællet et godt stykke af barken. Det var el, den med de bittesmå kogler. 70 g bark.
  3. På en gåtur i skoven hoppede jeg over en enorm grøft for at få fat på noget efterladt bøgebark, da der havde ligget en stor stak stammer. Min datter hoppede efter og måtte reddes tilbage til sidst. 94 g bark.
Dagmar tæt på at falde i grøften
Dagmar var tæt på at falde i grøften. Efterfølgende surmulede hun og måtte reddes.

Jeg brugte Jenny Deans generelle metode til farvning med bark. Hun siger at “det er bedst at sætte bark i blød i flere dage eller uger i koldt vand først. Derefter simres i en time. Bark må aldrig koges, da det frigiver for meget garvesyre”. Så det var hvad jeg gjorde – jeg lod de tre slags bark stå i blød et par uger. De begyndte at gære, og det lugtede ikke godt.

Men da jeg simrede 10-grams testnøgler af alunbejdset garn i mine barkbade gav det bare meget lys beige. Det var ikke engang værd at tage billeder af, men man kan se et af nøglerne stikke ud i det øverste billede mellem de lyserøde nøgler til venstre i billedet.

Jeg har faktisk set andre eksperimentere med bark (for eksempel til min uldgruppes farvedag) hvor det også gav råhvid/lys beige. Så jeg er ikke overbevist om, at det overhovedet giver andet, men det kan jo være, jeg tager fejl. Man må meget gerne kommentere for neden hvis man kender til en god metode til barkfarvning.

2: Fiaskoer med slimet og muggen avocado

Der findes jo velkendte metoder til farvning med avocado, men jeg har alligevel eksperimenteret med nogle lidt andre måder. Vel for at forbedre metoden, men det ser ud til, at jeg bare har gjort det hele mere rodet og indviklet.

Ifølge Carol Lee skal man ikke lade avocadosten og -skind tørre ud, for så bliver stenene så hårde, at de er umulige at hakke i stykker. I stedet anbefaler hun af fryse dem. Jeg har prøvet at finde en måde at tørre den på alligevel, da min fryser er ret lille.

Jeg hakkede sten og skind og lod dem tørre. Det virkede faktisk fint et par gange, men de fleste gange blev materialet totalt muggent før det kunne nå at tørre. Mugne farveemner kan jo sagtens farve fint, men jeg synes generelt ikke, det er en god ide at have store mængder mugne ting inde i huset. Mange slags mug laver jo toxiner, og dem kan man jo indånde. Så nu fryser jeg igen sten og skind fra avocadoerne.

dryavocado
Avocadoskind og -sten bliver røde under tørringen, så det er ikke så overraskende, at farvebadet også bliver rødt.

Et andet eksperiment gik ud på at gære skaller og sten i længere tid end normalt for at se om det gav mere farve. Jeg brugte mit tørrede materiale, sat i blød natten over, men jeg vil tro at resultaterne havde været de samme med frossent materiale.

Normalt gærer jeg avocadosten og -skind ved at opvarme dem en enkelt gang i saltlage, og så lade farvebadet stå uforstyrret og gære – som reget nogle uger eller en måned, men denne gang i et halvt år. Farvebadet udviklede en intens rød farve, men det blev også fuldstændig slimet.

På trods af den slimede konsistens, så prøvede jeg at farve med farvebadet. Og det duede desværre ikke ret godt, formodentlig fordi slimen forhindrede en særligt god kontakt mellem garn og farvebad. Men jeg er altså ikke overbevist om, at en lang gæring ikke kunne give god farve. Jeg har fået det råd, at man skal komme avocadoskaller- og sten i glas som lukkes, varmes op, og først derefter gæres. Det skulle forhindre farvebadet i at blive slimet, så det vil jeg prøve næste gang.

Beige med lidt rødlige striber
Beige med lidt rødlige striber. Sådan så garnet ud efter en tur i avocadoslimen.

Bejdsning med skræppe

Skræpper kan bruges som et bejdsemiddel – det faktum havde jeg hentet fra læsning og skrevet mig bag øret. Jeg kunne ikke lige huske hvor jeg læste det, men bestemte mig bare for at prøve. I juli-august plukkede jeg kruset skræppe (Rumex crispus) i vejkanten, en høj plante med en stor frøstand i rødlige farver.

rumexcrispus
Kruset skræppes frøstande.

Kruset skræppe kan man kende på, at frøene sidder imellem tre små blade, kaldet blosterblade, og der sidder en gevækst på ydersiden, kaldet bruskkorn.

rumexcrispus_zoom
De indesluttede frø helt tæt på.

Til et 12-grams testnøgle uld brugte jeg ca. 100 g tørrede blomster/stilke, som jeg kogte op første dag og kølede af. Næste dag varmede jeg garnet op i suppen til lige under kogepunktet, og lod garnet ligge i suppen og køle af – det endte med et par dage fordi jeg havde alt muligt andet at se til… Efter bejdsningen i den dybrøde skræppesuppe var garnet rødligt.

skraeppebejds
Afkoget af kruset skræppe, og garnet der blev behandlet med det.

Så kom jeg endelig til det egentlige eksperiment. Jeg farvede mit skræppebejdsese garn plus to andre 12-gramsnøgler (et ubejdset og et, der var bejdset i 10% alun, min standardbejdsning) med krap. Farvebadet var 40 g krap i regnvand, og resultatet kan man se nedenfor. Det alunbejdsede garn blev som forventet en flot rød, mens det ubejdsesede og skræppebejdsede blev helt ens – en ellers flot orange. I denne sammenhæng vil jeg dog kalde det en fiasko, for skræppebejdsningen har jo ikke gjort nogen forskel i forhold til ingen bejdsning.

Alunbejdsning giver den sædvanelige kraprøde – uden bejdsning eller behandlet med skræppe bliver garnet orange.

Så hvad gik der galt? Heldigvis lykkedes det mig at finde ud af, hvor jeg havde læst om skræppebejdsning: India Flint’s “Eco Colour”. Og det hun rent faktisk skriver om skræppearter er nedenstående.

“Tør og mal rødderne og bland dem med vand for at lave en opløsning, der er rig på garvesyre. Artens blade er også rige på oxalsyre. Selv de tørrede frø kan bruges til bejdsning”

Men det løser nu ikke helt mit mysterium. Rødderne indeholder garvesyre, som kun virker som bejdsemiddel på plantefibre, ikke uld. Men det var jo heller ikke rødderne jeg brugte, det var stilkene med frø og blade – og de indeholder (ligesom rabarberblade) oxalsyre, som burde fungere som bejdsemiddel på uld. Måske var mængden bare ikke stor nok? Det skal prøves igen næste år.

Vajd – en historie om blåt

Endelig blev det sommerferie! Jeg har tænkt mig at bruge den på at farve (med naturfarver selvfølgelig), strikke (af naturfarvet garn) og læse (om naturfarver, hvad ellers??).

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Vaid – En historie om blått” af Anne Sagberg, og det er en velskrevet og interessant bog, der indeholder meget der var nyt for mig. Det er tydeligt at forfatteren har lavet sin egen, nye research, og ikke bare skrevet et opkog af eksisterende bøger om emnet. Den er desuden skrevet på et norsk, der er let for en dansker at kapere.

vaidbog

 

Især kapitlerne om historiske fund af vajdfarvede norske tekstiler er virkelig interessante. Selv om vajd gror vildt flere steder i Norge, for eksempel på Nordlandskysten, står det ikke klart om den egentlig er blevet groet i landet førhen til farvning. Alligevel er der altså fundet mange vajdfarvede tekstiler i Norge fra forskellige tidsaldre.

Osebergskibet blev fundet i 1904, og viste sig at være grav fra år 834 for to kvinder – den ene klædt i en rød dragt, den anden i en blå, vajdfarvet dragt. Det røde tekstil er meget fint, formodentlig importeret, og dragten har påsyede silkebånd, så den rødklædte kvinde kaldes for Osebergdronningen. Det blå tekstil er grovere, formodentlig lokalt vævet, så den blåklædte kvinde kunne være dronningens tjener.

Ud over vajden, der blev brugt til det blå klæde, så havde dronningen også en lille æske med vajdfrø med sig. Det synes jeg, er virkelig interessant. Vi ved ikke, om man groede planten i Norge på den tid, eller om man importerede farvestoffet eller farvet uld. Men vi ved altså, at en lille æske med vajdfrø var kostbar eller vigtig nok for snart 1200 år siden, til at en magtfuld kvinde skulle have den med i sine gravgaver.

For nogle år siden, på en ferie til Oslo, så jeg Osebergskibet, som findes i Vikingeskibshuset. Skibet er jo imponerende smukt, men jeg husker desværre ikke noget om en æske med vajdfrø. Dengang vidste jeg dog heller ikke, at jeg skulle lede efter den, og jeg ved ikke om den er udstillet.

Osebergskibet, udgravning tv og det istandsatte skib th.
Venstre: Udgravningen af Osebergskibet. Højre: det istandsatte skib.

Baldishol-tæppet er et overlevende fragment af noget, som engang var et større værk, det kan man se på de rå kanter. Tæppets historie er ganske utrolig.

I 1879 rev man den gamle kirke i Baldishol ned, og familien på nabogården købte en del af inventaret. Nogle år senere kom en Louise Kildal på besøg fra Oslo, og fik en af genstandene med hjem – et snavset stykke stof, som organisten plejede at bruge til at lægge over benene, fordi det trak sådan i den gamle kirke (!)

Hjemme igen vaskede Louise Kildal stofstykket, og dette var hvad der dukkede frem: det farvestrålende Baldishol-tæppe, et vævet billedtæppe fra mellem 1040 og 1190. I dag findes tæppet på Kunstindustrimuseet i Oslo. Det kunne jeg tænke mig at se næste gang min vej forhåbentlig går til Oslo.

I mellemtiden kunne jeg meget let se mig selv farve garn op i tæppets farver. Det indeholder flere forskellige blå farver, som formodentlig kommer fra vajd. Den grønne farve er gul overfarvet med blå, så der er gået store mængder blå til dette kostbare tæppe. I 2013 fik man røde tråde fra tæppet analyseret, de kom fra en tidligere restaurering. Analysen viste, at den røde farve kommer fra en plante i Rubiaceae-familien, altså den familie, krap hører til (men det vides åbenbart ikke med sikkerhed om farven kommer fra krap eller et andet medlem af familien). Den gule er ikke blevet analyseret endnu, men Anne Sagberg skriver, at vau var tidligt i brug, og kunne have været dyrket i Norge eller importeret.

Af Frode Inge Helland - http://kunsthistorie.com/fagwiki/Fil:BaldisholteppetRepr_1000.jpg, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=15836282
Baldisholtæppet. Foto: Frode Inge Helland

Bogen omfatter mange flere emner end dem, jeg har nævnt her. Anne Sagberg fortæller også om fundet af en ung kvindes grav i stavkirken i Uvdal. Kvinden blev begravet i sidste halvdel af 1300-tallet, og har en vajdfarvet hætte på i den facon, som var højeste mode på det tidspunkt. Vi får også beretningen om Sagbergs problemer med at lave en reproduktion af hætten (det var ikke let!). Indgående beskrivelse får også tre tekstiler til ophængning på væggen, Vossadugen, Huldredugen og Veøydugen. De er fra slutningen af 1400-tallet, og alle er broderet med geometriske mønstre, som jeg kunne tænke mig at omsætte til strik engang.

Hvis der er nogen der har læst dette helt til ende, kan de vist ikke være i tvivl om, at jeg gerne vil anbefale bogen!

Read this post in English

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Tænker på vajd

Vajden blomstrer lige nu, de står flotte og gule, og jeg håber på en masse frø.

blomstrendevajd

Ved synet af blomsterne fik jeg en pludselig lyst til at strikke med mit vajdfarvede garn fra sidste år, så det er kommet med i en hel serie af huer jeg på besat vis er i gang med, efter et mønster af Olga Buraya-Kefelian, Hado. Indtil videre er jeg i gang med nr. 3, selvfølgelig med en det ændringer af et ellers simpelt og godt mønster. Huen nedenfor er med striber af vajd og et orange garn jeg farvede med giftige slørhatte sidste efterår.

hado1

Læs mere om vajd her!

Saksisk blå

Lige siden jeg først læste om den saksiske blå farve, som er lavet ved en reaktion mellem indigo og koncentreret svovlsyre, har jeg haft lyst til selv at afprøve farven.

Det er en advokat, Johann Christian Barth, som tilskrives æren for at have opfundet den saksiske blå i 1743. Han behandlede naturlig indigo med svovlsyre, som dengang blev kaldt for vitriol. Ifølge de Keijzer var farvestoffet i brug i England allerede i 1748, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin bog “Indigo” at farven “ses i nogle orientalske tæpper, først og fremmest tyrkiske tæpper fra den anden halvdel af det 19. århundrede, men også Kashmir-sjaler fra den sene del af det 18. århundrede” (min oversættelse). Farven var populær, selv om dens lys- og vaskefasthed ikke er lige så god som indigos.

Balfour-Paul skriver, at farven er turkisblå, mens de Kaiser beskriver den som blå-grøn.

Jeg blev interesseret i den saksiske blå farve, fordi den er en mellemting mellem de rigtige naturfarver og de rigtige syntetiske farver, som kom efter Perkins opdagelse af mauvein i 1856. Hvis saksisk blå laves ud fra naturlig indigo, kan man ikke rigtig kalde den et syntetisk farvestof. Men det er jo heller ikke helt naturligt, og processen, det laves i, passer bedre ind i billedet af en industriel proces.

Problemet med at prøve farvning med saksisk blå hjemme er, at man jo skal bruge svovlsyre. Det er ikke noget man lige kan købe, og med god grund. Det er en farlig syre, og den reagerer kraftigt med kulhydrater såsom brød, faktisk ser det ud som om der er ild i brødet når det reagerer med svovlsyre.

Men nu fik jeg heldigvis den perfekte chance for at afprøve denne blå farve. Mit eksamensprojekt om brug af indigo til kemiundervisning. Så her kommer mit lille eksperiment med saksisk blå. Jeg afprøvede det i et kemi-laboratorium, i et stinkskab. Jeg havde selvfølgelig kittel og briller på – DETTE KAN IKKE AFPRØVES HJEMME!!

Jeg blandede 0,5 g indigo med 5 mL koncentreret svovlsyre, og varmede det over vandbad i 10 minutter (billedet til venstre).

Så fortyndede jeg indigo-blandingen med vand, og kom et nøgle alun-bejdset uld i. Jeg varmede ulden i farvebadet i ca. 40 minutter (billedet til højre). Selv efter fortynding var opløsningen stærk sur (pH 1).

saxonblue_lab

Og det er så ulden, efter al den overskydende farve er vasket ud (der var meget). En klar blå farve, som ligner den, man plejer at få med den almindelige indigofarvning:

saxonbluewool

Men der ligger altså en anden kemi bag den saksiske blå, end den bag almindelig indigofarvning. Reaktionen mellem indigo og svovlsyre giver et stof, der hedder indigo karmin (eller saksisk blå). Indigo karmin er en syrefarve, og skal ikke reduceres for at binde til fibre. I stedet binder den til aluminium, som stammer fra alun-bejdsning af uld.

Bemærk bomuldstråden, der er bundet om den saksiske blå uldgarn nedenfor. Det er kun farvet en svag blå-turkis. Det er fordi alun ikke reagerer ret godt med bomuld, så der er kun få steder på denne tråd, hvor den saksiske blå kan binde.

Sammenlign med bunken af bomuldstråde i baggrunden. Jeg brugte tilfældigvis den samme tråd til at binde om noget tøj, som jeg shibori-farvede med den almindelige indigometode. Dele af tråden er farvet mørk blå. De hang nemlig udad i indigogryden, så de blev farvet effektivt fordi indigo kan afsættes direkte på bomuld (der er også hvide steder på tråden, men de hang bare ikke udad).

saxonblue_cotton

Det var et sjovt lille projekt at farve med saksisk blå (indigo karmin), men det er nok ikke noget, jeg kommer til at gentage med det formål at farve uld. Sammenlignet med den almindelige indigofarvning, så har denne proces ikke de store fordele, når man tænker på brugen af svovlsyre og den lave lysægthed.

Men den saksiske blå er nu ikke blevet helt arbejdsløs. Man finder den i madvarer under navnet E132. Desværre er den blå farve i madvarer ikke lavet ud fra naturlig indigo.

Hvis man har appetit på flere farvestoffer, så kan man også se efter E120, som også står opført som karmin nogle gange. Det er nemlig cochenille, og den røde farve i madvarer skulle efter sigende komme fra den naturlige kilde. Der er dem, der finder det ret frastødende, men efter at have stødt lusene så mange gange til farvning, så synes jeg, der egentlig er værre ting at proppe i munden.

Save

Krap, abrash og en trøje

Krap har været brugt some farvestof i tusindvis af år. Eller, som Brian Murphy så elegant skriver det, “kraps dagbog går tilbage til historiens tidligst nedskrevne sider” (i “The Root of Wild Madder”).

Når jeg farver med krap, og tillader mig selv virkelig at tænke efter, så fyldes jeg af fascination. Ja, man kan få mange og smukke farver ud af krap, men når man sætter sig ind i plantens historie og kemi, så ser man mere end bare en farve.

Antikkens civilisationer omkring Middelhavet (romere, grækere, fønikere) havde en livlig handel med farvestoffer (krap, indigo og purpur fra muslinger) så tidligt som det 12. århundrede før vores tidsregning (man kan læse mere i kapitel 1 af “Handbook of Natural Colorants”, en dyr bog, men der findes et uddrag, som indeholder kapitel 1 her).

Kraps karriere som farvestof til orientalske tæpper er også meget lang. Klassiske persiske og afghanske tæpper er farvet med krap (og dens gamle følgesvend, indigo). Brugen af de naturlige farvestoffer er faktisk grunden til, at gode tæpper ældes med ynde, og måske ligefrem bliver smukkere med alderen. I et naturfarvet tæppe sker det ofte, at indfarvninger, der har set ens ud da tæppet blev knyttet, falmer lidt forskelligt. Det giver en slags mosaik-effekt, som kaldes abrash. Det ses for eksempel i den røde (krapfarvede?) baggrund i dette tæppe:

abrash
Et gammelt tæppe med abrash i den røde baggrund.

Det vigtigste farvestof (et ud af 20 eller mere) i kraprod, alizarin, er et særdeles godt farvestof. Det er et af de mest lysægte naturlige farvestoffer, og har også en god vaskeægthed når det er kompleksbundet til aluminium (det er grunden til at bruge alunbejdsning, som afsætter aluminium-ioner i fiberen).

De første gange jeg forsøgte mig med krapfarvning fik jeg skuffende laksefarver i stedet for dyb rød. Det viste sig at vandet var meget hårdt hvor jeg boede dengang, så jeg skiftede til at bruge regnvand til krapfarvning, og har derefter altid fået gode røde farver.

Det første farvebad giver den dybe røde, som er krappens signatur. Når man så farver videre med flere nøgler garn i det brugte bad, så får man en serie af lysere og lysere laksefarver. Og jo mere jeg har farvet med krap, jo gladere er jeg faktisk blevet for laksefarverne.

Jeg er lige blevet færdig med en trøje til mig selv i sådan en laksefarve. Mønsteret er Folded af Veera Välimäki, garnet er Supersoft (575m/100g). Indfarvningen er ikke helt jævn, og det giver en slags falsk abrash. Trøjen vejer kun 153 g, fordi jeg strikkede løst med Supersoft på en 3,5 mm pind.

folded
“Folded” trøje i krap. Folderne kom om på ryggen, jeg synes, det er mere klædeligt.

Min eneste klage er trøjens skuldre. Jeg fulgte den del af mønsteret slavisk, så jeg vil sige at fejlen er mønsterets. Raglan-sømmen er simpelthen ikke lang nok, så skuldrene er ikke store nok, og trækker udad. Til gengæld er jeg glad for folderne, som jeg satte på ryggen i stedet for foran, som mønsteret gør. Jeg synes, min måde gør trøjen meget mere flatterende! I hvert fald på en figur med flad ammebarm og kødfuld ryg.

 

Lysægte lilla 1

Lilla! Farven, som har været naturfarverens problembarn i århundreder, måske årtusinder…

Antikkens lilla farve kom fra Fønikien (sådan circa Libanon i dag), hvor kysten var fyldt med snegle af Murex-familien. Den lilla farve, 6,6′-dibromoindigo, blev udvundet fra sneglene.

Lilla var elitens luksus. I dag koster farvestoffet 27444 kr pr. gram. Jeg ved ikke hvor meget materiale sådan et gram kan farve, men det er sikkert under et kilo, gætter jeg på. Farven var altså sindssygt kostbar.

Jeg forestiller mig, at der må have været stor glæde, da man pludselig kunne købe lilla farvet med blåtræ. Blåtræ (Haematoxylum campechianum) er et træ, som vokser i Mexico og Centralamerika, og blev bragt tilbage til Europa, hvor det blev et meget brugt farvestof.

Selve farvestoffet i blåtræ er hematoxylin, et farvestof som faktisk stadig bliver brugt indenfor cellebiologi.

Blåtræ giver en rigtig fin lilla på alunbejdset garn:

logwooddyedwool

Men der er bare et stort problem: lysægtheden er katastrofalt dårlig!

Hvis man bruger en stor mængde blåtræ i forhold til garnmængden giver blåtræ blå, men også denne farve har en forfærdelig lysægthed.

Esther Nielsen skriver i “Farvning med planter” at denne blå alligevel blev brugt før i tiden. Måske var den elendige lysægthed ikke så problematisk for folk, der ikke havde meget lys inden døre. Men hun beretter også detaljeret om at de franske skønfarvere slet ikke måtte have blåtræ i deres værksteder, som også indeholdt alun, fordi det sammen kunne bruges til at lave den dårlige blå. Den var nemlig forbudt for skønfarveren, som kun måtte farve blåt med indigo.

Sletfarvere måtte derimod godt bruge blåtræ, og de brugte det primært til at farve sort sammen med jern og alun. Tilsætningen af jern gjorde da også farvens lysægthed lidt bedre. Det tyske ord for sletfarver var “Schwarzfärber”, som jo betyder sortfarver (denne interessante artikel fortæller mere om farvernes lauger og opdelingen i skønfarvere og sletfarvere).

Historisk sluttede den naturlige lilla farves tid dybest set i 1856, hvor Perkin opdagede mauvein, det første syntetiske farvestof. Opdagelsen beskrives til som et lykketræf, men det er faktisk ikke så præcist. Det er rigtig, at han i første omgang fremstillede mauvein ved et lykketræf mens han forsøgte at lave noget helt andet. Men så bemærkede han jo, at hans opløsning var lille. Det var første skridt. Andet skridt var at droppe ud af kemistudiet og starte en virksomhed, der fremstillede mauvein. Og det har jo krævet stor evne og indsats at starte og drive sådan en succes-virksomhed. Dette BBC-program fortæller den interessante historie, of fortæller også om Perkins andet topsælgende produkt, som var en kemisk fremstillet kraprød farve.

Men jeg har nu ikke lige tænkt mig at opgive den naturlige lilla, så jeg er i gang med et lille halv-systematisk forsøg i indigo-overfarvning af pink og rød fra cochenille og krap.  For at få lidt fornemmelse af de mulige farver har jeg leget lidt med et farveblanderværktøj. Dette burde svare til en stærk pink (cochenille) overfarvet med svag indigo.  Dette er en svag rød-orange (krap efterbad) overfarvet med stærk indigo. Næste trin er rent faktisk at udføre disse farvninger, mere herom senere!

Haematoxylum_campechianum