KANT med OMBUK

Det er detaljerne der afgør, om strik ser “hjemmelavet” eller “håndlavet” ud. Her viser jeg hvordan jeg gør en kant med ombuk færdig på en smart og usynlig måde.

~

For nogen tid siden viste jeg billeder af denne stribede pigekjole (mønsteret er stadig ikke færdigt, men det skal nok komme!):

Dagmar i den stribede kjole med rundt bærestykke, og en gravhøj i baggrunden. Striber af krap, indigo og cochenille.

Men jeg er også i gang med en matchende cardigan til drenge. Begge dele har kanter med ombuk, som jeg synes er en meget flot afslutning. Som navnet antyder, så ligger det strikkede dobbelt, og man vender omkring en pind, som laver et naturligt buk i materialet.

Til pigekanterne bruger jeg picot (slå om, 2 ret sammen) som buk:

Kant med ombuk, her bukket omkring en picot.

På drengetrøjen bruger jeg bare en vrangpind som buk, det giver en neutral kant, som kunne passe til det meste:

Kanter med ombuk, den pigede med picot, og den neutrale på drengetrøjen.

En kant med ombuk i strikketøjets begyndelse laves ved at bruge en midlertidig opslagning, strikke et stykke, lave bukket, strikke et stykke til, og så trevle den midlertidige opslagning op. En runde (2 ret sammen) samler så begyndelse og slutning af kanten, og man kan strikke videre. Eller, man kan slå almindeligt op, og så sy opslagningen fast indeni – det er lettere, men gør kanten mere klumpet.

Når der skal laves ombuk i slutningen, bliver det lidt anderledes. Drengetrøjen er strikket nedefra og op, så den afsluttes med et ombuk ved halsen. Lige før samling af kanten ser det sådan her ud:

Drengetrøjen lige før samling af den ombukkede halskant.

På billedet ovenfor har jeg strikket 8 pinde glat, en pind vrang, og så 8 pinde glat igen. Derefter kan man slå alle maskerne af og sy kanten fast til indersiden, men igen giver det ekstra tykkelse. I stedet laver jeg en slags maskesting i de åbne masker, så de bliver syet fast til indersiden.

Billederne tog jeg sidste sommer, da jeg strikkede kjolen (derfor havehænderne). Se billedtekster for instruktioner:

Kanten, der er strikket færdig. Alle maskerne sidder på pinden, og picot-pinden giver det naturlige buk. Bryd garnet med en tilstrækkeligt lang ende, og tråd en stramajnål på.
Trin 1: Indsæt stramajnålen i første maske på pinden som om man strikkede ret. Træk garnet igennem, og lad masken sidde på pinden.
Trin 2: Sy lige ned langs garnet i første maske, der blev strikket med kantfarven. Træk garnet igennem.
Trin 3: Sy opad, idet garnets bue følges. Idet man følger masken i kantfarven, er det altså næste bump i forrige stribes farve, man syr igennem. Træk garnet igennem.
Trin 4: Sy op igennem første maske på pinden fra bagside til forside, og lad masken falde af pinden. Træk garnet igennem, og træk det til, så fastheden passer. Første maske på pinden er nu gjort færdig.
Gentag trin 1-4 for hver maske på pinden. Resultatet bliver ganske usynligt og har samme elasticitet som strik!

Sådan laver jeg altså kanterne færdige. Selv synes jeg, det er lettere end at slå af og så sy fast, for her har man bumpene på vrangsiden til at vise, hvor der skal sys. Hvis man slår af først, så famler man mere i blinde.

Men tænk at jeg har haft disse billeder liggende så længe. Sommeren er jo bare et fjernt minde, det var kyndelmisse i går, og det sneede lidt i dag. Her er det næste billede på rullen, eller hvad man kalder det når det er digitalt, men i hver fald fra en gåtur samme dag:

På gåtur i Søhøjlandet. Tænk at stå der og mærke solen i ansigtet…

LILLE BOLD

Jeg har strikket en håndfuld små bolde af rester af Fenris, og min familie har aldrig før været så interesseret i mit strikketøj! “Hvad strikker du?”, “Må jeg få en?”

~

Jeg er lige blevet færdig med en ny udgave af mit Vindauga babytæppe, som er meget lettere at strikke end den oprindelige udgave. Mønsteret  kommer på Ravelry og i min webshop snart. Og jeg må sige, at jeg  kommer i godt humør af at se på sådan en stak striber og retstrik:

Vindauga babytæpper, det øverste farvet med rejnfan og indigo, det nederste med cochenille og indigo.

Der blev en del garn tilovers, både af den hvide bundfarve og de lilla kontrastfarver, så jeg fik lyst til at finde på et lille hurtigt resteprojekt. Og her er det: lille bold.  Hvis man strikker Fylgje med et kit vil man også have rigeligt med rester.

Bolden er strikket i vendestrikkede moduler, stoppet, og så syet sammen til sidst.

Jeg bruger den allersimpleste form for vendestrik. Efter at have vendt arbejdet, så tager jeg en maske løs af som vrang, med garnet holdt foran. Med den teknik er det ikke nødvendigt at strikke masker sammen på næste pind, man strikker bare helt normalt hen over stedet, hvor man vendte.

En håndfuld små bolde, sammen med garnrester, der alle er farvet med indigo og cochenille.

MØNSTER

Garn, strikkefasthed, pinde osv.

Fenris ren uld, 450 m / 100 g, hvid bundfarve og en kontrastfarve. Til hver bold bruges ca. 5 g bundfarve og 3 g kontrastfarve.

Et par 2,5 mm strømpepinde, stramajnål.

Min strikkefasthed i retstrik var ca. 12 m på 5 cm, og det gav bolden en diameter på ca. 7,5 cm.

Forkortelser

BF – bundfarve, gf- garnet foran arbejdet, KF – kontrastfarve, la – vrang løs af, m – maske(r), p – pind(e), r – ret, RS – retsiden, VS – vrangsiden.

Instruktioner

Slå 24 m op med KF, og lad en 20 cm ende hænge til senere. 24 r.

BF-modul

Skift til BF, og lad KF hænge til senere.

P 1 (RS): 2 la, 20 r, vend.

P 2 (VS): 1 la gf, 13 r, vend.

P 3: 1 la gf, 7 r, vend.

P 4: 1 la gf, 9 r, vend.

P 5: 1 la gf, 11 r, vend.

P 6: 1 la gf, 13 r, vend.

P 7: 1 la gf, 15 r, vend.

P 8: 1 la gf, 16 r, vend.

Man har nu strikket en gentagelse af mønsteret. De næste gentagelser laves ved at strikke 2 p r med KF, så de 8 p i BF-modulet. Strik 9 gentagelser på den måde – der er nu strikket 10 gentagelser.

1 p r med KF. På næste p lukkes de første 2 og de sidste 2 m af, og KF garnet brydes.

Strik BF-modulet en gang. 2 la.

Brug KF garnenderne til at sy de afslagne KF-m fast til opslagningen. Sy garnenden gennem alle rillerne i enden, træk til, og hæft ende.

Stop bolden med kartet uld eller fiberfyld. Slå de resterende m af med BF og sy bolden sammen. Eller sy de åbne m til opslagningen.

Færdig! Strik en hel håndfuld og del boldene ud til børn og barnlige sjæle.

Lille bold

English pattern here.

TRICKS til STRIBESTRIKNING

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green
Sensommerens grønne toner, fra tagrør (de 3 forreste nøgler) til sortfiltet netbladhat (de 2 bagerste).

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker
Sortfiltet netbladhat, i sit yndlingshabitat, bliver plukket af Dagmar (med brækket albue).

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet
Her stikker de op, de sortfiltede. Som det står et sted i den store svenske farvesvampebog, så ser de ikke ud af meget oppefra, men det skal man ikke lade sig snyde af.

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop
En stor, flot hun. Man er ikke i tvivl om, at korsedderkopper er farlige!

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.
Lysprøver 2016. 1: Gamle brunporesvampe. 2: Sortfiltet netbladhat. 3: Orange slørhatte. 4: Krap-indigo matrix. 5: Rødder af alm. syre. 6: Birkeblade. 7: Vau. 8: Henna. 9: Morgenfrueblomster.

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985
En enkelt blomsterknap fra rejnfan, også kaldet guldknap. Antallet af spiraler er et tal, der tilhører Fibonacci-rækken.

Årets svampefarvning 2015

allesvampefarver2

Nu har vi sagt farvel til 2015 og goddag 2016, men jeg kan vist godt lige nå at vise jer de svampefarver, som 2015-høsten bragte.

Efteråret er og bliver min yndlingsårstid. Farverne, duftene, lange skovture. Vi tager til Nordjylland hvert efterår for at lede efter svampe, og i år var ingen undtagelse. Heldigvis har det nationale testcenter for vindmøller ikke forstyrret svampene! Og jeg synes faktisk de er flotte, vindmøllerne, når man ser dem stikke op over trækronerne. Det pynter da også endnu mere på dem at de er med til at sikre, at vi kommer til at leve op til 40% reduktionen i CO2-udslip i 2020…

windmills

Min familie har jaget spisesvampe siden før jeg blev født, men altid fra et sikkert lille repertoire på omkring 5 arter. Nummer 1 på listen har altid været kantarellen – man kan absolut ikke forveksle den med noget giftigt, og så er det måske den lækreste spisesvamp.

Vi leder stadig efter spisesvampe, og vi træner også næste generation til det. Se bare hvor min 5-årige datter arbejder for føden:

dagmarkantareller

Men nu leder jeg også efter farvesvampe når jeg går i skoven, og det gør det endnu sjovere – nu finder jeg altid noget spændende! Her er det garn jeg har farvet med svampe dette efterår:

allesvampefarver

Jeg er så tilfreds med mine svampefarver denne gang, og jeg går og overvejer et projekt, hvor jeg kan bruge alle farverne sammen.

Fra højre til venstre, så er det almindelig bruskbold (brunt, 900 g svampe på 150 g garn), sortfiltet netbladhat (grøngrå), cinnoberbladet slørhat (rosa) og nogle blandede slørhatte (beige-laksefarve).

Jeg ved ikke hvad de hedder, de svampe som gav den orange farve. Jeg tog ikke billeder af dem, men jeg tror det var slørhatte. Her er det orange garnnøgle sammen med et opslag i min store svampebog – det viser nogle svampe, som jeg tror det kunne være. De fleste af dem er meget giftige, og det er svært at kende de forskellige slørhatte fra hinanden, så det er en god regel at holde alle slørhatte separat fra de svampe man har tænkt sig at spise!

orangeslørhat

Det lysegule nøgle er farvet med plettet flammehat (Gymnopilus penetrans). Det er en meget almindelig svamp, og efter at have gået igennem en hel skov af dem plukkede jeg til sidst nogle. Det er nu ikke nogen stor farvesvamp. Den gule farve kan man jo få på 117 andre måder, og der er ikke store mændger af den i svampen.

plettetflammehat

Jeg fandt også masser af knippe-svovlhat (Hypholoma fasciculare), som også er en middelmådig farvesvamp, der indeholder relativt lidt af denne almindelige farve.

svovlhat

Det sidste nøgle kan nok bedst beskrives som råhvidt… Det prøvede jeg at farve med lilla ametysthat, selv om jeg nok godt anede at det ikke ville virke.

purpledeceiver

Det er en mægtig pæn svamp, synes jeg, som den står der på skovbunden – men desværre kan man lige så godt lade den pynte der. Den lilla farve forsvinder når man gemmer svampene et par dage, eller kan sågar gå af i regnvejr mens svampen stadig gror. Så det er nok ikke den store overraskelse, at selv en stor mængde lilla ametysthatte overhovedet ikke giver nogen farve til garnet. Men nogle gange kan det jo være fint at tjekke sådan noget selv.

Save

Save

Save

Save

Save

Save