Et studie af bruskbolde

Bruskbolde indeholder et gul-brunt farvestof, men også en irriterende masse af bittesmå, sorte sporer. Jeg bestemte mig for at finde ud af, om sporerne indeholder nogen farve, eller om de bare kan smides ud.

~

Almindelig bruskbold (Scleroderma citrinum)

Forrige år farvede jeg en masse garn med bruskbolde. Det fik en dejlig gulbrun farve, men det var simpelthen fyldt med sporer, der blev ved med at drysse ud, både da jeg vandt garnet op, og da jeg strikkede det.

Men ud over at det var irriterende, så begyndte jeg også at overveje om sporerne overhovedet er sunde at indånde? Man plejer jo at sige, at bruskbolde er let giftige.

Bruskbolde er ellers hvad Lundmark & Marklund i “Färgsvampar & svampfärgning” kalder en “god farvesvamp”, så det ville være synd at droppe den pga. sporeproblemet. De nævner, at den indeholder farvestofferne badion A, norbadion A og sclerocitrin.

Sclerocitrin kan man også læse om i denne forskningsartikel: “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 af Winner et al. De viser, at det “stærkt gule” farvestof sclerocitrin findes i “store mængder” i bruskbolde. Bemærk også fra titlen, at det også findes i peber-rørhat. Det er ikke en svamp, jeg har ledt efter til farvning, men tippet er hermed givet videre.

Bruskbolde har en mørk eller sort sporemasse indeni, som er omgivet af en ydervæg af relativt beskeden tykkelse. Jeg bestemte mig for at lave et lille eksperiment for at se, om der overhovedet er pigment i sporerne. Hvis ikke, så kunne man jo bare lade dem ligge i skoven.

Overskårne bruskbolde med grå og sorte sporer indeni.

Til mit eksperiment brugte jeg et lille antal bruskbolde, jeg samlede i løbet af efteråret 2016 (det var ikke et ret godt år for bruskbolde). De har været tørret indtil nu.

Det var utrolig svært at adskille svampekødet fra sporemassen i de tørrede svampe, men det lykkedes, og jeg endte med 23 g ydervæg og 10-11 g sporer. Begge dele satte jeg i blød natten over, ydervæggene bare ved at hælde vand på. Sporerne var klumpet sammen i stenhårde klumper, så jeg startede med at morte dem. De virker vandafvisende, så jeg vådtede dem derefter med en stor sjat husholdningssprit, og fyldte efter med vand.

Næste dag kogte jeg de to farvebade op, og løb spore-badet igennem et kaffefilter. Det tog virkeligt lang tid for væsken at løbe igennem, sådan er det altid når man filtrerer en opløsning med så små partikler. Jeg farvede så et 10-grams alunbejdset testnøgle (af Fenris 100% uld) i hvert af badene, og det gav resultatet nedenfor – næsten samme farve i de to tilfælde.

Det øverste garn i billedet er farvet med svampens ydervæg, det nederste med sporerne. Jeg havde jo håbet, at sporerne ikke indeholdt nogen farve, men sådan er det altså ikke. Det er i princippet ikke nogen overraskelse at sclerocitrin og de andre pigmenter er fordelt i hele svampen, og at sporernes meget mørke farve altså ikke har noget med farveevnen at gøre.

Konklusionen bliver altså, at hele svampen indeholder farve, og at man smider en del god farve ud, hvis man ikke tager sporerne med. Så mit bedste bud på en god metode til farvning med bruskbolde bliver at tage hele svampen med, evt. vådte sporerne med sprit, og så investere den tid det nu tager at filtrere hele farvebadet før garnet kommer i.

Garn farvet med de forskellige dele af bruskbolden. Øverst garn farvet kun med svampens ydervægge, nederst garn farvet kun med sporerne.

Read this post in English

Høsten i hus

Jeg er endelig færdig med at høste mine farveplanter og frø, og det har været et godt år i farvehaven. Ud over vajdfrø har jeg også høstet frø af skønhedsøje. Nogle af dem høstede jeg d. 27. september, resten da jeg fjernede de sidste planter d. 24. oktober. Jeg ved ikke hvad det rette tidspunkt er til at høste frøene, men jeg får jo at se om nogen af dem spirer næste år.

coreopsisseeds
Skønhedsøjes frø. Der er masser af dem, og de er bittesmå.

Så er der min japanske indigo, som har stået flot i år. Jeg høstede de fleste af planterne (22 styk) d. 27. september og prøvede to forskellige måder at tørre bladene på.

I den første metode tog jeg bladene af stænglerne og spredte dem ud udenfor på en solskinsdag. De nåede næsten at tørre på en dag, og jeg flyttede dem ind i et opbevaringsnet før duggen faldt. De var helt tørre i løbet af et par dage.

dryjapaneseindigo
Tørring af japansk indigo i bundt. Kun det yderste af bladene tørrer på denne måde!

Den anden metode (fordi det tog så lang tid at tage bladene af stænglerne) lånte jeg fra Deb McClintock – her tog jeg bare bundter af stængler hænge til tørre indenfor, for på det tidspunkt var den første efterårsstorm og regn i gang. Efter en uge var det kun det yderste af bladene der var tørret, for de tykke stængler holder på fugten. Det er garanteret ikke et problem under Texas’ brændende sol, men det er jo ikke ligefrem Texas her hvor vi er! Det endte med at jeg måtte tage bladene af stænglerne og lade dem tørre færdig. Så selv om metode to virkede lettere, så findes der reelt kun metode et. Næste gang ved jeg, at det bare er med at smøge ærmerne op.

Resultatet var lidt over 400 g tørrede blade, som har et blåt skær. Og det er jo et godt tegn.

indigoleaves
Mine tørrede blade af japansk indigo har et blåt skær.

Resten af min japanske indigo, 8 planter circa, fik lov at vokse videre. I slutningen af september havde de nemlig blomsterknopper, og jeg ville se om de kunne blomstre, måske endda give frø. Jeg fulgte skarpt med i vejrudsigterne for at se hvornår den første nattefrost skulle komme. Og den blev forudsagt til aftenen og natten d. 24. oktober, så om eftermiddagen tog jeg ud til vores have og høstede de sidste planter. De blomstrede rent faktisk – men satte ikke frø.

indigoflower
Japansk indigo, der blomstrer sidst i oktober.

Jeg brugte den allersidste høst til et eksperiment, nemlig at prøve at udvinde indigopulver af de friske Japanske indigoblade efter metoden fra Wild Colours. Jeg tog bladene af stænglerne, vaskede dem kortvarigt, stoppede en gryde med dem og fyldte med regnvand. Jeg lod gryden stå på min varmeplade, tændt på lavt blus et kvarter hver anden time, og det holdt temperaturen omkring 35 – 45 grader. Jeg lod det stå på varmen ca. 36 timer, tilsatte så natriumcarbonat så pH blev ca. 9, og hældte væsken voldsomt frem og tilbage mellem to spande. Det rødbrune skum skulle så blive blåt (fordi indican reagerer med ilt så der dannes indigo) men der skete bare intet. Næste dag prøvede jeg at tilsætte natrium dithionit til en lille del af væsken og dyppe en garnstump, men det farvede slet ikke. Jeg smed hele eksperimentet ud. Jeg tror ikke at de meget sent høstede blade indeholdt noget indigo, men det håber jeg sandelig at mine tørrede blade gør! Udvindingen må jeg prøve igen næste år med blade, jeg høster tidligere på sæsonen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Farvehaven nu

Nu hvor sommeren går på hæld er det blevet tid til at gøre status over årets farveplanter. I år har jeg haft vajdplanter til at gro 2. år, og en håndfuld planter gav en kæmpe bunke frø, selv om jeg faktisk var nødt til at flytte dem sidste efterår. Dette her er kun nogle af frøene.

woadseeds2

 

Så har jeg også haft en række skønhedsøje (Coreopsis tinctoria), som jeg tidligere har fået flotte orange farver ud af.

coreopsiswool

 

Skønhedsøje er også en fin sommerblomst, som sætter blomster i to farver.

skonhedsoje16

 

Desværre tror jeg, at jeg har fået høstet skønhedsøje lige vel sent. Så jeg har kun taget en beskeden buket af de blomster, der stod bedst. Resten har jeg ladet stå, for at se om de sætter frø. Det tager nok lidt tid endnu, at dømme ud fra en sammenligning mellem mine afblomstrede stilke og denne fine oversigt.

I år har jeg sået vau for første gang. Jeg havde forventet høje blomsterstande, som skulle tiltrække masser af sommerfugle, men planterne står altså kun med bladrosetter. Det ser ud til, at blomsterstandene kommer næste år.

vau16

 

Jeg har også sået krap for første gang, og det har givet mig en håndfuld forvildede, sølle udseende planter. Men hvis de overlever vinteren, kan det jo være, at de får lidt bedre fat næste år.

krapplanter16

 

Til gengæld står den japanske indigo særdeles flot og frugtbart. I år vil jeg tørre bladene og prøve at farve med denne metode.

japindigo16

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green
Sensommerens grønne toner, fra tagrør (de 3 forreste nøgler) til sortfiltet netbladhat (de 2 bagerste).

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker
Sortfiltet netbladhat, i sit yndlingshabitat, bliver plukket af Dagmar (med brækket albue).

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet
Her stikker de op, de sortfiltede. Som det står et sted i den store svenske farvesvampebog, så ser de ikke ud af meget oppefra, men det skal man ikke lade sig snyde af.

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop
En stor, flot hun. Man er ikke i tvivl om, at korsedderkopper er farlige!

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.
Lysprøver 2016. 1: Gamle brunporesvampe. 2: Sortfiltet netbladhat. 3: Orange slørhatte. 4: Krap-indigo matrix. 5: Rødder af alm. syre. 6: Birkeblade. 7: Vau. 8: Henna. 9: Morgenfrueblomster.

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985
En enkelt blomsterknap fra rejnfan, også kaldet guldknap. Antallet af spiraler er et tal, der tilhører Fibonacci-rækken.

Årets svampefarvning 2015

allesvampefarver2

Nu har vi sagt farvel til 2015 og goddag 2016, men jeg kan vist godt lige nå at vise jer de svampefarver, som 2015-høsten bragte.

Efteråret er og bliver min yndlingsårstid. Farverne, duftene, lange skovture. Vi tager til Nordjylland hvert efterår for at lede efter svampe, og i år var ingen undtagelse. Heldigvis har det nationale testcenter for vindmøller ikke forstyrret svampene! Og jeg synes faktisk de er flotte, vindmøllerne, når man ser dem stikke op over trækronerne. Det pynter da også endnu mere på dem at de er med til at sikre, at vi kommer til at leve op til 40% reduktionen i CO2-udslip i 2020…

windmills

Min familie har jaget spisesvampe siden før jeg blev født, men altid fra et sikkert lille repertoire på omkring 5 arter. Nummer 1 på listen har altid været kantarellen – man kan absolut ikke forveksle den med noget giftigt, og så er det måske den lækreste spisesvamp.

Vi leder stadig efter spisesvampe, og vi træner også næste generation til det. Se bare hvor min 5-årige datter arbejder for føden:

dagmarkantareller

Men nu leder jeg også efter farvesvampe når jeg går i skoven, og det gør det endnu sjovere – nu finder jeg altid noget spændende! Her er det garn jeg har farvet med svampe dette efterår:

allesvampefarver

Jeg er så tilfreds med mine svampefarver denne gang, og jeg går og overvejer et projekt, hvor jeg kan bruge alle farverne sammen.

Fra højre til venstre, så er det almindelig bruskbold (brunt, 900 g svampe på 150 g garn), sortfiltet netbladhat (grøngrå), cinnoberbladet slørhat (rosa) og nogle blandede slørhatte (beige-laksefarve).

Jeg ved ikke hvad de hedder, de svampe som gav den orange farve. Jeg tog ikke billeder af dem, men jeg tror det var slørhatte. Her er det orange garnnøgle sammen med et opslag i min store svampebog – det viser nogle svampe, som jeg tror det kunne være. De fleste af dem er meget giftige, og det er svært at kende de forskellige slørhatte fra hinanden, så det er en god regel at holde alle slørhatte separat fra de svampe man har tænkt sig at spise!

orangeslørhat

Det lysegule nøgle er farvet med plettet flammehat (Gymnopilus penetrans). Det er en meget almindelig svamp, og efter at have gået igennem en hel skov af dem plukkede jeg til sidst nogle. Det er nu ikke nogen stor farvesvamp. Den gule farve kan man jo få på 117 andre måder, og der er ikke store mændger af den i svampen.

plettetflammehat

Jeg fandt også masser af knippe-svovlhat (Hypholoma fasciculare), som også er en middelmådig farvesvamp, der indeholder relativt lidt af denne almindelige farve.

svovlhat

Det sidste nøgle kan nok bedst beskrives som råhvidt… Det prøvede jeg at farve med lilla ametysthat, selv om jeg nok godt anede at det ikke ville virke.

purpledeceiver

Det er en mægtig pæn svamp, synes jeg, som den står der på skovbunden – men desværre kan man lige så godt lade den pynte der. Den lilla farve forsvinder når man gemmer svampene et par dage, eller kan sågar gå af i regnvejr mens svampen stadig gror. Så det er nok ikke den store overraskelse, at selv en stor mængde lilla ametysthatte overhovedet ikke giver nogen farve til garnet. Men nogle gange kan det jo være fint at tjekke sådan noget selv.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Where the Small Skeins Go

Whenever I test a new dyestuff, or change conditions with a known one, I use 10 g test skeins of thin supersoft wool. I always knew that they needed to become some huge knitting project all together to show off the deliciousness of the colors to their best, and now the time has come!

Checking everywhere for patterns for a blanket, I didn’t find one that was what I imagined (as is usually the case!) so I’m making it up as I go (surprise!).

cortinariussemi2

I wanted a rectangle of each color, so that the colors are not mixed more than to still be recognizable. I use my little test skeins to check back when I don’t remember which color a dyestuff gave, and I want to be able to do that still after knitting them up. I may have to stitch something on the back or come up with labels of some sort (leather? fabric?) to keep it as a dictionary of dyes in the end. I’ll solve that later.

So I provisionally cast on 32 stitches and knit in plain garter. To get a rectangle that obeys the golden ratio – assuming stitch and garter ridge gauge is the same – I need 32/1.618 = 19.77 ridges which I round down to 19 because the ridge directly is more stretchy.

So that means knitting 18.5 ridges and then leaving a tail long enough to complete number 19 with garter stitch when I join neighboring rectangles. That means the free end is at the opposite corner from where I began:

cortinariussemi1

Above is a rectangle knit with yarn dyed with Cortinarius semisanguineus that I picked last fall in a plantation in the north of Denmark – it’s called Østerild, and it’s a forest that I have walked with my parents since childhood. Some years ago, a national test center for wind mills was constructed there, it was on the news for months, and I found it very upsetting (although I love windmills as much as the next Dane). What if it destroyed the mushroom’s home? Luckily, it didn’t, and now the place, complete with windmills, is as full of mushrooms and lichens as ever.

But why the provisional cast on, why not just use a regular one? Well, if I was a less obsessive individual than I am, I might have done just that. But I want to finish all my rectangles and then shuffle them until the colors match their neighbors. And I may dye more skeins that need to join on the way.

To make the project slightly more obsessive than it already is (if that’s even possible…) I’m going to write small articles on each dye as I knit a square dyed with it. They will appear in a new section of my web page called Natural Dyes (which will be under construction from now and probably always).

FACTS – GOLDEN RATIO RECTANGLES

Pattern Again, no pattern. Making this one up as I go

Yarn Supersoft 575 m/100 g 100% wool, held double

Needle 4.5 mm

Colors All!!!

Conclusion This is going to be a super long term project! I love having such projects in my knitting basket, as long as I can also work on other projects at the same time

Jeg er gået i gang med et mægtigt langtidsprojekt, et tæppe af lapper der er strikket af mine små 10-grams testnøgler. Jeg bruger sådan nogle nøgler når jeg tester nye farver eller eksperimenterer med farveprocessen. Farverne ser jo lækrest ud sammen allesammen, så jeg har hele tiden vidst at de skulle bruges til et samlet projekt. Jeg strikker rektangler som overholder det gyldne snit, så de er 32 masker x 19 retriller. Fordi jeg er småtosset har jeg valgt at lave en midlertidig opslagning så jeg kan lave en syet sammenføjning til allersidst. På den måde kan jeg lægge alle lapperne op til sidst og flytte rundt med dem til farverne bliver harmoniske.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

An Experiment in Cold Mordanting

Recently, I have wondered how much it is really necessary to heat wool when you mordant it. To the usual 80-90C? Or would 60C be enough? (Yes I wondered about that because I ruined some yarn, and I think I overheated it!)

So I turned to the knowledgeable people on Ravelry’s natural dyeing forum for help, and was told that you can cold mordant. No heating, just steep the wool in the usual alun solution without heating it. And for how long? Sea green and sapphire writes that it is enough to leave it overnight in a cold solution, and that “dyeing results are not compromised in any way by leaving out the heat”.

So it had to be tried! I took:

  • One 10 g test skein of wool, mordanted in my usual way: prepare a solution containing 10% alun. That means if you have 100 g of wool, put 10 g of alun in the pot. Dissolve the alun, add clean and completely wet wool, and heat it to about 90C for an hour. Then, I always just let it cool off in the solution until the next day
  • One 10 g test skein of wool, mordanted by leaving it in a cold 10% solution of alun for 24 hours.

Both skeins then went into the same dye bath in order to compare them directly. The dye bath consisted of 40 g of dried heather from last fall, I had wanted to try that for the longest time, to see if heather yellow is warm or cold. And the result:

testskeins

I am not able to tell the skeins apart, so the conclusion is that cold mordanting us just as good as hot. I think this is great news, because it really saves electricity!

The heater’s yellow is a wonderful warm tone, so I will definitely collect more this fall. Next time I dye with heather, though, it should be boiled and the dye bath strained before the wool goes in. The heather twigs are very difficult to remove – they are like small hooks inserted in the yarn.

FACTS – HEATHER

Mordant 10% alun hot or cold

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio dry 1:2

Conclusion Heating is not necessary for alun mordanting! 

Heather yellow is warm and wonderful

Possible improvements Remove heather twigs before adding yarn

De to nøgler garn ovenover er begge bejset med alun, men det ene uden nogen form for opvarmning. Det ser ud til at virke fuldstændig ens – en god nyhed, for det betyder en stor energibesparelse under naturfarvning. Nøglerne er farved med lyng fra sidste sensommer.

Save

Save

Beige Again (Walnut Shells)

I lived in Grenoble for 2 years, and everybody there is always talking about walnuts. The region is famous for its walnuts – noix de Grenoble. But I have to admit that I didn’t actually see any nuts growing, nor did I eat very many of them while I lived there…

So one day here in Denmark, when I saw a big bag of noix de Grenoble at the supermarket, I just had to buy it. The nuts are eaten a long time ago, but I remembered reading somewhere that the shells can be used for dyeing (in addition, of course to the well known dye found in walnut hulls, but that’s another story).

I like the idea of salvage dyes, the dyes you find in something you would have just thrown out. So here they are, about 500 g of walnut shellswalnutshells

Following information from this article, I soaked the shells in water a couple of days, then boiled them for two hours. The next day, I removed the shells and simmered a 10 g alun-mordanted test skein in the dye bath for about an hour. As usual with browns, it looked good while in the bath, but after drying, what I have is just another beige skein:

beigeskein

Useful for color knitting, but not very exciting by itself. I had hoped to obtain a deeper brown, but that is, in fact, a difficult color to obtain in natural dyeing.

FACTS – WALNUT SHELLS

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 1:50

Conclusion A lousy dyestuff

Possible improvements I don’t see any – other than forgetting about the walnut shell and befriending someone with a walnut tree, so I can get my hands on the hulls

Last year, I did get good browns from mushrooms. Here is my fresh weakly beige walnut skein next to a very nice brown from last year:

brownandbeige

The brown skein is dyed with a mushroom that is quite abundant around here. I’ve typed it as Ischnoderma benzoinum (gran-tjæreporesvamp) with the help of my Swedish book “Färgsvampar & svampfärgning” by Hjördis Lundmark and Hans Marklund, but it could also be its relative Ischnoderma resinosum (fall polypore, tjæreporesvamp in Danish) . I don’t have a picture of the mushrooms I used, but I’ll look for it again next fall.

Jeg har afprøvet farvning med valnøddeskaller, men det giver kun en svag beige farve. For at få en god brun fra valnødder, så skal man altså have fat på den grønne del der sidder udenpå selve nødden. Jeg har desværre ikke noget valnøddetræ, men sidste år fik jeg en god brun farve med tjæreporesvamp.

Save

Gradient Hat

I’m in hat knitting mode right now! As soon as this hat was finished, I had the next one on the needles. The pattern, a Danish one called “hue 1” (that just means hat 1, the book has more than one hat) really makes my brain go berserk with color scheme after color scheme.

hatfromside

I’ve cheated a bit since I didn’t only use naturally dyed yarns for this project: the black background consists of different commercial yarns from my stash.

FACTS – GRADIENT HAT
Pattern hat 1 by Lone Gissel and Tine Rousing, Nordiske masker
Yarn Supersoft 100% wool 575 m/100 g (plus some commercial stuff)
Needle 4.5 mm
Colors Privet berries (from our garden, winter) Indigo + tansy (bought + collected from the roadside, summer) Reed flowers on grey yarn (collected from the seaside, summer) Yarrow (collected from the roadside, summer) Mixed lichens (collected in the forest – this was bits and pieces I couldn’t type and in the end just swept into the dye pot) Parmelia sulcata (a lichen, collected in the forest) Dyer’s polypore (Phaeolus schweinitzii) (a mushroom, collected in the forest, fall).
Conclusion Love it! The colors, the fit, the fox fur
hatalone
It’s often been said that any naturally dyed colors fit together, and I do think that is the case. I did take some care lining up colors that blended well one into the other, but they were not very hard to find in my big basket.
Another observation: I think natural dyeing is the best kind of yarn tourism. When I look at the hat and its colors, I’m immediately taken back to the places where I collected the dye stuffs.Well, not so much the privet berries from our garden, but other wonderful places we walked during the nicest months of 2014.Just one example. The reed flowers are from our august summer vacation in the southern part of Denmark, right on the border with Germany. I picked my flowers by the ocean, and I just had some fun trying to find the exact spot on the map. And I did it! The exact coordinates are 54.894576, 9.626491, and you can even see the mass of reed growing there when you use the max zoom of the map… Right next to a tiny harbor where you can stand on the planks and watch crabs hurrying around on the bottom. And when you look over the water, you can see Germany. Imagine, all that worn on a hat in the form of a stripe of yellow-green yarn!
Mønsteret til hatten er er fra Nordiske Masker af Lone Gissel og Tine Rousing, og det mønster bliver ved med at køre rundt i mit hovede i forskellige farvekombinationer! Her har jeg strikket den på en sort baggrund som er fabriksgarn, jeg havde liggende. Regnbuen fra grøn til varm gul er mine egne naturfarvede nøgler.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Welcome!

I have long been fascinated with the colors that one can achieve using the dyes that nature provides. There is an endless experimentation that can be tried, and to chronicle my many experiments, I’ve decided to start writing about it here. That will also allow myself to keep track!
Over the summer and fall of 2014, I went on MANY walks, collected MANY plants, mushrooms, and lichens, and dyed MANY 10 g test skeins. A peak inside my secret basket:
basket
I wanted to try knitting with my test skeins, to test how the yarn behaves – to check that my mordanting didn’t make it brittle or that I had fulled it by overheating! So I made this Fair Isle hat, and my yarn was very enjoyable to knit with:
hathead
hat
FACTS – OXO HAT
Pattern King Harald Hats by Ann Feitelson, The Art of Fair Isle Knitting
Yarn Supersoft 100% wool 575 m/100 g
Needle 2.5 mm
Colors Madder (bought) Cochineal (bought) Mugwort (collected from the roadside, summer) Boletes (collected from the forest, fall) Dahlias (grown in our garden, collected in fall)

Conclusion The hat is a bit big but the colors really match each other well

yarn
Left to right: beige (boletes) light yellow-green (mugwort) red (madder) brown (dahlias) pink (cochineal) red (madder) yellow-green (mugwort).
Velkommen til Midgaard bloggen – stedet hvor jeg vil skrive om mine mange eksperimenter indenfor naturfarvning. Hatten her har jeg strikket af en god håndfuld af mine mange test-nøgler for at tjekke deres kvalitet efter farvning og for at se hvordan de er at strikke med.

Save

Save

Save

Save

Save