Rød krap

Krap er en af de allerældste farver, og er beskrevet i stort set alle bøger om naturfarvning. Men alle bøgerne giver forskellige metoder til at opnå den eftertragtede, mættede kraprøde farve. Der er kun en ting at gøre – eksperimentere!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter.

Resultaterne ses nedenfor:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).

Testens resultat, se forklaring over billedet.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.

Hypogymnia nedfalds-lav

Lommer fulde af ledfalds-lav er ofte resultatet af mine gåture. Et af de almindelige fund under træer er to arter af kvistlav (Hypogymnia), som er gode arter at farve med.

~

Nedfalds-lav er perfekt at farve med, da det ikke gør nogen skade at samle nedfaldet op. Jeg skriver derfor en lille serie af indlæg om de forskellige arter af lav, der typisk findes i nedfaldet, og har tidligere skrevet om Ramalina fastigiata.

Denne gang skal det handle om Hypogymnia physodes (almindelig kvistlav) og Hypogymnia tubulosa (finger-kvistlav), to almindelige arter, som er tæt beslægtede (og derfor har delvist samme navn). De ligner da også hinanden meget – begge er grå-grønne og foliose (fladtrykte, bladagtige).

Hypogymnia physodes, som her gror ud over en lille gren, har flade lober, evt. med soredier på den yderste del. Soredier er en af lavets måder at formere sig på (se mere her), og gennembryder lavets overflade mange små steder, så den ser grynet eller pulveragtig ud. Hos Hypogymnia-arter sidder soredierne på undersiden, som er foldet op yderst på loberne, så den grynede overflade kan ses:

Hypogymnia physodes dækker en lille gren. Detalje til højre, hvor den grynede overflade pga. soredierne på de opfoldede lober kan ses.

Hypogymnia tubulosa ligner physodes meget, men har hule lober. I højre side af dette billede har jeg skåret en lobe over, så man kan se at det er tilfældet:

Hypogymnia tubulosa med en overskåren lobe til højre.

Begge arter er meget almindelige, og gror mange steder, inklusive på træer, sten og træværk. De kan lide at gro på sure underlag, og Dobsons “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” fortæller, at Hypogymnia physodes er en af de arter, der er mindst følsom overfor svovldioxid-forurening. Hypogymnia tubulosa er lidt mere følsom.

Nogle gange kan der være stor forskel på farveindholdet i arter, der ellers ligner hinanden meget. Jeg bestemte mig for at teste, om de to arter giver samme farve.

Jeg brugte ubejdset garn, for lav-farver er jo substantive. I et farvebad fra 9 g Hypogymnia tubulosa røg der et 12-grams Fenris (ren uld) og et 5-grams Bestla (merino-silke) testnøgle. Jeg lavede et farvebad af 15 g Hypogymnia physodes, og deri 2 12-grams Fenris og et 5-grams Bestla testnøgle. Altså halvt så meget lav som garn i begge tilfælde. Det ene nøgle Fenris modificerede jeg så i et efterbad med jern.

Begge slags lav giver samme farve, den fine, støvede gule, som er helt klassisk for BWM (boiling water method) lav. Der er altså ingen grund til at sortere Hypogymnia physodes og tubulosa. Merino-silken tager en lille smule mindre imod end den rene uld, mens et efterbad i jern gør farven meget mørkere og drejer den over i det grønne.

Til venstre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia tubulosa. Til højre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia physodes, yderst til højre et nøgle ren uld hvor sidstnævnte farve er modificeret med jern.

Et studie af bruskbolde

Bruskbolde indeholder et gul-brunt farvestof, men også en irriterende masse af bittesmå, sorte sporer. Jeg bestemte mig for at finde ud af, om sporerne indeholder nogen farve, eller om de bare kan smides ud.

~

Almindelig bruskbold (Scleroderma citrinum)

Forrige år farvede jeg en masse garn med bruskbolde. Det fik en dejlig gulbrun farve, men det var simpelthen fyldt med sporer, der blev ved med at drysse ud, både da jeg vandt garnet op, og da jeg strikkede det.

Men ud over at det var irriterende, så begyndte jeg også at overveje om sporerne overhovedet er sunde at indånde? Man plejer jo at sige, at bruskbolde er let giftige.

Bruskbolde er ellers hvad Lundmark & Marklund i “Färgsvampar & svampfärgning” kalder en “god farvesvamp”, så det ville være synd at droppe den pga. sporeproblemet. De nævner, at den indeholder farvestofferne badion A, norbadion A og sclerocitrin.

Sclerocitrin kan man også læse om i denne forskningsartikel: “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 af Winner et al. De viser, at det “stærkt gule” farvestof sclerocitrin findes i “store mængder” i bruskbolde. Bemærk også fra titlen, at det også findes i peber-rørhat. Det er ikke en svamp, jeg har ledt efter til farvning, men tippet er hermed givet videre.

Bruskbolde har en mørk eller sort sporemasse indeni, som er omgivet af en ydervæg af relativt beskeden tykkelse. Jeg bestemte mig for at lave et lille eksperiment for at se, om der overhovedet er pigment i sporerne. Hvis ikke, så kunne man jo bare lade dem ligge i skoven.

Overskårne bruskbolde med grå og sorte sporer indeni.

Til mit eksperiment brugte jeg et lille antal bruskbolde, jeg samlede i løbet af efteråret 2016 (det var ikke et ret godt år for bruskbolde). De har været tørret indtil nu.

Det var utrolig svært at adskille svampekødet fra sporemassen i de tørrede svampe, men det lykkedes, og jeg endte med 23 g ydervæg og 10-11 g sporer. Begge dele satte jeg i blød natten over, ydervæggene bare ved at hælde vand på. Sporerne var klumpet sammen i stenhårde klumper, så jeg startede med at morte dem. De virker vandafvisende, så jeg vådtede dem derefter med en stor sjat husholdningssprit, og fyldte efter med vand.

Næste dag kogte jeg de to farvebade op, og løb spore-badet igennem et kaffefilter. Det tog virkeligt lang tid for væsken at løbe igennem, sådan er det altid når man filtrerer en opløsning med så små partikler. Jeg farvede så et 10-grams alunbejdset testnøgle (af Fenris 100% uld) i hvert af badene, og det gav resultatet nedenfor – næsten samme farve i de to tilfælde.

Det øverste garn i billedet er farvet med svampens ydervæg, det nederste med sporerne. Jeg havde jo håbet, at sporerne ikke indeholdt nogen farve, men sådan er det altså ikke. Det er i princippet ikke nogen overraskelse at sclerocitrin og de andre pigmenter er fordelt i hele svampen, og at sporernes meget mørke farve altså ikke har noget med farveevnen at gøre.

Konklusionen bliver altså, at hele svampen indeholder farve, og at man smider en del god farve ud, hvis man ikke tager sporerne med. Så mit bedste bud på en god metode til farvning med bruskbolde bliver at tage hele svampen med, evt. vådte sporerne med sprit, og så investere den tid det nu tager at filtrere hele farvebadet før garnet kommer i.

Garn farvet med de forskellige dele af bruskbolden. Øverst garn farvet kun med svampens ydervægge, nederst garn farvet kun med sporerne.

Read this post in English

Gult over tid

Et eksperiment med birkeblades farve i sommerens løb. Jeg så ingen forandring over tid – men der er jo heller ingen der har sagt, at alle eksperimenter falder ud som forventet.

~

Et friskt nyt år kalder på ny stor serie eksperimenter, men jeg vil lige starte med et gammelt eksperiment, som gik over så lang tid, at jeg aldrig fik skrevet noget om det.

“Nu kan gult jo være så meget forskelligt, så jeg vil ved hver plante betegne den gule farve den giver så nogenlunde. Der vil altid være forskelle, farven er mere grønlig tidligt på året.”

Sådan skriver Ester Nielsen i sin introduktion til de gule farver i “Farvning med planter”. Bogen fra 1972 er fyldt med brugbare oplysninger, men denne her påstand bad ligesom om at blive efterprøvet. Jeg bestemte mig for at bruge birkeblade til efterprøvningen.

Birkeblade. Hvis man ikke vidste det, ville man aldrig gætte, at de indeholder en varm gul farve.

For at prøve efter, om farver virkelig bliver gulere i sæsonens løb lavede jeg to 10-grams testnøgler af supersoft. Hvert af nøglerne farvede jeg med 40 g friske birkeblade, Ester Nielsen anbefaler nemlig 4 gange garnvægten i friske planter (med tørrede planter 2 gange). Første portion blade plukkede jeg 11. maj, anden portion 4. juli.

Resultatet ses nedenfor. Det forreste nøgle er farvet med bladene fra maj, det bagerste med dem fra juli. De har jo næsten samme farve, så mit lille eksperiment her underbygger altså ikke Nielsens påstand…

Uld farvet med friske birkeblade. Det forreste nøgle farvet med blade fra maj, det bagerste med blade fra juli.

For at se, om der ellers var nogen forskel, afprøvede jeg lysægtheden af de to indfarvninger. Men heller ikke her er der nogen forskel på de to tidspunkter. Det eneste jeg lægger mærke til på lysprøven nedenfor er, at lysægtheden er rigtig god i begge tilfælde. Testen har ligget i vindueskarmen over en måned midt på sommeren.

Lystest af ulden farvet med birkeblade fra maj og juli.

Min konklusion er, at det tidspunkt på sommeren, hvor man plukker birkeblade, ikke har nogen indflydelse på farven de giver. Men det er altså for birkeblade. Det er muligt, at variationen fra grønligt til gult i sommerens løb findes for andre planter.

Høsten i hus

Jeg er endelig færdig med at høste mine farveplanter og frø, og det har været et godt år i farvehaven. Ud over vajdfrø har jeg også høstet frø af skønhedsøje. Nogle af dem høstede jeg d. 27. september, resten da jeg fjernede de sidste planter d. 24. oktober. Jeg ved ikke hvad det rette tidspunkt er til at høste frøene, men jeg får jo at se om nogen af dem spirer næste år.

coreopsisseeds
Skønhedsøjes frø. Der er masser af dem, og de er bittesmå.

Så er der min japanske indigo, som har stået flot i år. Jeg høstede de fleste af planterne (22 styk) d. 27. september og prøvede to forskellige måder at tørre bladene på.

I den første metode tog jeg bladene af stænglerne og spredte dem ud udenfor på en solskinsdag. De nåede næsten at tørre på en dag, og jeg flyttede dem ind i et opbevaringsnet før duggen faldt. De var helt tørre i løbet af et par dage.

dryjapaneseindigo
Tørring af japansk indigo i bundt. Kun det yderste af bladene tørrer på denne måde!

Den anden metode (fordi det tog så lang tid at tage bladene af stænglerne) lånte jeg fra Deb McClintock – her tog jeg bare bundter af stængler hænge til tørre indenfor, for på det tidspunkt var den første efterårsstorm og regn i gang. Efter en uge var det kun det yderste af bladene der var tørret, for de tykke stængler holder på fugten. Det er garanteret ikke et problem under Texas’ brændende sol, men det er jo ikke ligefrem Texas her hvor vi er! Det endte med at jeg måtte tage bladene af stænglerne og lade dem tørre færdig. Så selv om metode to virkede lettere, så findes der reelt kun metode et. Næste gang ved jeg, at det bare er med at smøge ærmerne op.

Resultatet var lidt over 400 g tørrede blade, som har et blåt skær. Og det er jo et godt tegn.

indigoleaves
Mine tørrede blade af japansk indigo har et blåt skær.

Resten af min japanske indigo, 8 planter circa, fik lov at vokse videre. I slutningen af september havde de nemlig blomsterknopper, og jeg ville se om de kunne blomstre, måske endda give frø. Jeg fulgte skarpt med i vejrudsigterne for at se hvornår den første nattefrost skulle komme. Og den blev forudsagt til aftenen og natten d. 24. oktober, så om eftermiddagen tog jeg ud til vores have og høstede de sidste planter. De blomstrede rent faktisk – men satte ikke frø.

indigoflower
Japansk indigo, der blomstrer sidst i oktober.

Jeg brugte den allersidste høst til et eksperiment, nemlig at prøve at udvinde indigopulver af de friske Japanske indigoblade efter metoden fra Wild Colours. Jeg tog bladene af stænglerne, vaskede dem kortvarigt, stoppede en gryde med dem og fyldte med regnvand. Jeg lod gryden stå på min varmeplade, tændt på lavt blus et kvarter hver anden time, og det holdt temperaturen omkring 35 – 45 grader. Jeg lod det stå på varmen ca. 36 timer, tilsatte så natriumcarbonat så pH blev ca. 9, og hældte væsken voldsomt frem og tilbage mellem to spande. Det rødbrune skum skulle så blive blåt (fordi indican reagerer med ilt så der dannes indigo) men der skete bare intet. Næste dag prøvede jeg at tilsætte natrium dithionit til en lille del af væsken og dyppe en garnstump, men det farvede slet ikke. Jeg smed hele eksperimentet ud. Jeg tror ikke at de meget sent høstede blade indeholdt noget indigo, men det håber jeg sandelig at mine tørrede blade gør! Udvindingen må jeg prøve igen næste år med blade, jeg høster tidligere på sæsonen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 1

Fiasko i naturfarvning er tit defineret som det at få en anden farve end den man lige havde tænkt sig. Beige, råhvid, lysegul, ubestemmelig grumset er alle sammen farver, som jeg ikke har gjort noget forsøg på at få, og alligevel har jeg en hel bunke af garnnøgler i de toner. Men faktisk er der en del at lære af fiaskoerne. Nogle af dem giver nye ideer til hvad man skal prøve næste gang. Andre afdækker måske bare hvordan det ikke skal gøres. Her nedenfor vil jeg beskrive nogle af mine farvefiaskoer, og faktisk er min liste så lang, at dette her kun er første halvdel, anden halvdel følger.

Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.
Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.

1: Fiasko med bark

Flere bøger om naturfarvning fortæller om bark som farveemne. For eksempel nævner Jenny Dean i “Wild Color” følgende typer bark og de farver de skulle give på alunbejdset uld: el (brun-grøn), berberis (gul), ask (stærkt gulgrøn), æble (varm gul), eg og pil (beige), og endelig elm, birk, kirsebær, pære og blomme (rosa).

Så i et stykke tid ledte jeg efter bark på mine gåture og endte med disse tre:

  1. Birk (Betula) – jeg har ofte farvet solgult med bladene, men havde ikke forsøgt mig med barken. Da der blev fældet en masse birketræer, som blev efterladt i en kæmpe bunke greb jeg chancen. Jeg kravlede op få at få fat i nogle gode stykker, men faldt faktisk et godt stykke ned derfra fordi jeg havde træsko på. Jeg ved ikke helt hvad man skal lære af det, men jeg fik da 60 g birkebark.
  2. En dag var der nogle mænd der savede stammer op udenfor. Næste dag holdt de fri, så jeg fik skrællet et godt stykke af barken. Det var el, den med de bittesmå kogler. 70 g bark.
  3. På en gåtur i skoven hoppede jeg over en enorm grøft for at få fat på noget efterladt bøgebark, da der havde ligget en stor stak stammer. Min datter hoppede efter og måtte reddes tilbage til sidst. 94 g bark.
Dagmar tæt på at falde i grøften
Dagmar var tæt på at falde i grøften. Efterfølgende surmulede hun og måtte reddes.

Jeg brugte Jenny Deans generelle metode til farvning med bark. Hun siger at “det er bedst at sætte bark i blød i flere dage eller uger i koldt vand først. Derefter simres i en time. Bark må aldrig koges, da det frigiver for meget garvesyre”. Så det var hvad jeg gjorde – jeg lod de tre slags bark stå i blød et par uger. De begyndte at gære, og det lugtede ikke godt.

Men da jeg simrede 10-grams testnøgler af alunbejdset garn i mine barkbade gav det bare meget lys beige. Det var ikke engang værd at tage billeder af, men man kan se et af nøglerne stikke ud i det øverste billede mellem de lyserøde nøgler til venstre i billedet.

Jeg har faktisk set andre eksperimentere med bark (for eksempel til min uldgruppes farvedag) hvor det også gav råhvid/lys beige. Så jeg er ikke overbevist om, at det overhovedet giver andet, men det kan jo være, jeg tager fejl. Man må meget gerne kommentere for neden hvis man kender til en god metode til barkfarvning.

2: Fiaskoer med slimet og muggen avocado

Der findes jo velkendte metoder til farvning med avocado, men jeg har alligevel eksperimenteret med nogle lidt andre måder. Vel for at forbedre metoden, men det ser ud til, at jeg bare har gjort det hele mere rodet og indviklet.

Ifølge Carol Lee skal man ikke lade avocadosten og -skind tørre ud, for så bliver stenene så hårde, at de er umulige at hakke i stykker. I stedet anbefaler hun af fryse dem. Jeg har prøvet at finde en måde at tørre den på alligevel, da min fryser er ret lille.

Jeg hakkede sten og skind og lod dem tørre. Det virkede faktisk fint et par gange, men de fleste gange blev materialet totalt muggent før det kunne nå at tørre. Mugne farveemner kan jo sagtens farve fint, men jeg synes generelt ikke, det er en god ide at have store mængder mugne ting inde i huset. Mange slags mug laver jo toxiner, og dem kan man jo indånde. Så nu fryser jeg igen sten og skind fra avocadoerne.

dryavocado
Avocadoskind og -sten bliver røde under tørringen, så det er ikke så overraskende, at farvebadet også bliver rødt.

Et andet eksperiment gik ud på at gære skaller og sten i længere tid end normalt for at se om det gav mere farve. Jeg brugte mit tørrede materiale, sat i blød natten over, men jeg vil tro at resultaterne havde været de samme med frossent materiale.

Normalt gærer jeg avocadosten og -skind ved at opvarme dem en enkelt gang i saltlage, og så lade farvebadet stå uforstyrret og gære – som reget nogle uger eller en måned, men denne gang i et halvt år. Farvebadet udviklede en intens rød farve, men det blev også fuldstændig slimet.

På trods af den slimede konsistens, så prøvede jeg at farve med farvebadet. Og det duede desværre ikke ret godt, formodentlig fordi slimen forhindrede en særligt god kontakt mellem garn og farvebad. Men jeg er altså ikke overbevist om, at en lang gæring ikke kunne give god farve. Jeg har fået det råd, at man skal komme avocadoskaller- og sten i glas som lukkes, varmes op, og først derefter gæres. Det skulle forhindre farvebadet i at blive slimet, så det vil jeg prøve næste gang.

Beige med lidt rødlige striber
Beige med lidt rødlige striber. Sådan så garnet ud efter en tur i avocadoslimen.

Bejdsning med skræppe

Skræpper kan bruges som et bejdsemiddel – det faktum havde jeg hentet fra læsning og skrevet mig bag øret. Jeg kunne ikke lige huske hvor jeg læste det, men bestemte mig bare for at prøve. I juli-august plukkede jeg kruset skræppe (Rumex crispus) i vejkanten, en høj plante med en stor frøstand i rødlige farver.

rumexcrispus
Kruset skræppes frøstande.

Kruset skræppe kan man kende på, at frøene sidder imellem tre små blade, kaldet blosterblade, og der sidder en gevækst på ydersiden, kaldet bruskkorn.

rumexcrispus_zoom
De indesluttede frø helt tæt på.

Til et 12-grams testnøgle uld brugte jeg ca. 100 g tørrede blomster/stilke, som jeg kogte op første dag og kølede af. Næste dag varmede jeg garnet op i suppen til lige under kogepunktet, og lod garnet ligge i suppen og køle af – det endte med et par dage fordi jeg havde alt muligt andet at se til… Efter bejdsningen i den dybrøde skræppesuppe var garnet rødligt.

skraeppebejds
Afkoget af kruset skræppe, og garnet der blev behandlet med det.

Så kom jeg endelig til det egentlige eksperiment. Jeg farvede mit skræppebejdsese garn plus to andre 12-gramsnøgler (et ubejdset og et, der var bejdset i 10% alun, min standardbejdsning) med krap. Farvebadet var 40 g krap i regnvand, og resultatet kan man se nedenfor. Det alunbejdsede garn blev som forventet en flot rød, mens det ubejdsesede og skræppebejdsede blev helt ens – en ellers flot orange. I denne sammenhæng vil jeg dog kalde det en fiasko, for skræppebejdsningen har jo ikke gjort nogen forskel i forhold til ingen bejdsning.

Alunbejdsning giver den sædvanelige kraprøde – uden bejdsning eller behandlet med skræppe bliver garnet orange.

Så hvad gik der galt? Heldigvis lykkedes det mig at finde ud af, hvor jeg havde læst om skræppebejdsning: India Flint’s “Eco Colour”. Og det hun rent faktisk skriver om skræppearter er nedenstående.

“Tør og mal rødderne og bland dem med vand for at lave en opløsning, der er rig på garvesyre. Artens blade er også rige på oxalsyre. Selv de tørrede frø kan bruges til bejdsning”

Men det løser nu ikke helt mit mysterium. Rødderne indeholder garvesyre, som kun virker som bejdsemiddel på plantefibre, ikke uld. Men det var jo heller ikke rødderne jeg brugte, det var stilkene med frø og blade – og de indeholder (ligesom rabarberblade) oxalsyre, som burde fungere som bejdsemiddel på uld. Måske var mængden bare ikke stor nok? Det skal prøves igen næste år.

Saksisk blå (Saxon Blue)

Lige siden jeg først læste om den saksiske blå farve, som er lavet ved en reaktion mellem indigo og koncentreret svovlsyre, har jeg haft lyst til selv at afprøve farven.

Det er en advokat, Johann Christian Barth, som tilskrives æren for at have opfundet den saksiske blå i 1743. Han behandlede naturlig indigo med svovlsyre, som dengang blev kaldt for vitriol. Ifølge de Keijzer var farvestoffet i brug i England allerede i 1748, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin bog “Indigo” at farven “ses i nogle orientalske tæpper, først og fremmest tyrkiske tæpper fra den anden halvdel af det 19. århundrede, men også Kashmir-sjaler fra den sene del af det 18. århundrede” (min oversættelse). Farven var populær, selv om dens lys- og vaskefasthed ikke er lige så god som indigos.

Balfour-Paul skriver, at farven er turkisblå, mens de Kaiser beskriver den som blå-grøn.

Jeg blev interesseret i den saksiske blå farve, fordi den er en mellemting mellem de rigtige naturfarver og de rigtige syntetiske farver, som kom efter Perkins opdagelse af mauvein i 1856. Hvis saksisk blå laves ud fra naturlig indigo, kan man ikke rigtig kalde den et syntetisk farvestof. Men det er jo heller ikke helt naturligt, og processen, det laves i, passer bedre ind i billedet af en industriel proces.

Ever since I first read about Saxon blue, produced by reaction indigo with concentrated sulfuric acid, I’ve really wanted to try it.

The lawyer Johann Christian Barth is credited with inventing the Saxon blue reaction in 1743. He treated natural indigo with sulfuric acid, then known as “oil of vitriol”. According to de Keijzer, the dye was in use in England by 1748, and Jenny Balfour-Paul writes in her book “Indigo” that the dye “can be seen in some oriental carpets, most characteristically those made in Turkey during the second half of the nineteenth century, and also in late eighteenth century Kashmir shawls”. The dye was relatively popular, even though its light- and wash-fastness is not as good as that of indigo itself.

Balfour-Paul calls the color “bright turquoisy blue” while de Kaizer mentions “bluish-green” shades.

The story about this caught my interest because it seems to be a midway point between truly natural dyes, and the synthetic dyes that came after Perkin’s discovery of mauveine in 1856. If made from natural indigo, Saxon blue is not really a synthetic dye. But it’s not fully natural, either, and the process that it was used in clearly seems to fit better into what we think of as an industrial process.

Problemet med at prøve farvning med saksisk blå hjemme er, at man jo skal bruge svovlsyre. Det er ikke noget man lige kan købe, og med god grund. Det er en farlig syre, og den reagerer kraftigt med kulhydrater såsom brød, faktisk ser det ud som om der er ild i brødet når det reagerer med svovlsyre.

Men nu fik jeg heldigvis den perfekte chance for at afprøve denne blå farve. Mit eksamensprojekt om brug af indigo til kemiundervisning. Så her kommer mit lille eksperiment med saksisk blå. Jeg afprøvede det i et kemi-laboratorium, i et stinkskab. Jeg havde selvfølgelig kittel og briller på – DETTE KAN IKKE AFPRØVES HJEMME!!

The problem for trying this at home is that you need to use concentrated sulfuric acid in order to produce Saxon blue. This is not something you can just go out and buy, and there’s a good reason for that. It’s a quite dangerous acid that reacts with carbohydrates like bread in a way that makes it look like the bread is on fire.

But now, the perfect opportunity came up, the exam project for teaching chemistry that  I’m working on right now. So here’s my little experiment with Saxon blue. I tried this in a chemistry lab, inside a fume hood, wearing lab coat and safety goggles – DO NOT TRY THIS AT HOME!!

Jeg blandede 0,5 g indigo med 5 mL koncentreret svovlsyre, og varmede det over vandbad i 10 minutter (billedet til venstre).

Så fortyndede jeg indigo-blandingen med vand, og kom et nøgle alun-bejdset uld i. Jeg varmede ulden i farvebadet i ca. 40 minutter (billedet til højre). Selv efter fortynding var opløsningen stærk sur (pH 1).

I mixed 0.5 g of indigo powder with 5 mL of concentrated sulfuric acid, and then heated it over a simmering water bath for about 10 minutes (left photo).

Then I diluted the indigo into water, and put in alum mordanted wool. I heated the wool in the dye bath for about 40 minutes (right photo). Even after diluting, the solution was very acidic (pH 1).

saxonblue_lab

Og det er så ulden, efter al den overskydende farve er vasket ud (der var meget). En klar blå farve, som ligner den, man plejer at få med den almindelige indigofarvning.

This is how the skein of wool turned out after rinsing out the excess color (there was a lot). A very clear blue, that’s actually very similar to the shade of blue you would get with indigo used as a vat dye.

saxonbluewool

Men der ligger altså en anden kemi bag den saksiske blå, end den bag almindelig indigofarvning. Reaktionen mellem indigo og svovlsyre giver et stof, der hedder indigo karmin (eller saksisk blå). Indigo karmin er en syrefarve, og skal ikke reduceres for at binde til fibre. I stedet binder den til aluminium, som stammer fra alun-bejdsning af uld.

But the chemistry behind this blue is different from the usual indigo chemistry. The reaction between indigo and sulfuric acid produces a compound called indigo carmine (this is what is called Saxon blue). Indigo carmine is an acid dye, not a vat dye. That means that it will bond to aluminum that was attached to the wool during alum mordanting.

Bemærk bomuldstråden, der er bundet om den saksiske blå uldgarn nedenfor. Det er kun farvet en svag blå-turkis. Det er fordi alun ikke reagerer ret godt med bomuld, så der er kun få steder på denne tråd, hvor den saksiske blå kan binde.

Sammenlign med bunken af bomuldstråde i baggrunden. Jeg brugte tilfældigvis den samme tråd til at binde om noget tøj, som jeg shibori-farvede med den almindelige indigometode. Dele af tråden er farvet mørk blå. De hang nemlig udad i indigogryden, så de blev farvet effektivt fordi indigo kan afsættes direkte på bomuld (der er også hvide steder på tråden, men de hang bare ikke udad).

Notice the cotton thread tied around my Saxon blue wool skein below. It’s only slightly blue-tinged. Alum does not react well with cotton, so there were only very few sites on that thread where indigo carmine could bond.

Now compare with the blue on the pile of cotton in the back. It just happened that I used the very same cotton thread for tying around clothes that I shibori dyed with indigo using the usual method. Notice how parts of the thread in the back are quite dark blue. They were exposed to the indigo vat, and the color took well, because indigo can deposit directly on cotton (there are also white parts, but they were just not exposed).

saxonblue_cotton

Det var et sjovt lille projekt at farve med saksisk blå (indigo karmin), men det er nok ikke noget, jeg kommer til at gentage med det formål at farve uld. Sammenlignet med den almindelige indigofarvning, så har denne proces ikke de store fordele, når man tænker på brugen af svovlsyre og den lave lysægthed.

Men den saksiske blå er nu ikke blevet helt arbejdsløs. Man finder den i madvarer under navnet E132. Desværre er den blå farve i madvarer ikke lavet ud fra naturlig indigo.

Hvis man har appetit på flere farvestoffer, så kan man også se efter E120, som også står opført som karmin nogle gange. Det er nemlig cochenille, og den røde farve i madvarer skulle efter sigende komme fra den naturlige kilde. Der er dem, der finder det ret frastødende, men efter at have stødt lusene så mange gange til farvning, så synes jeg, der egentlig er værre ting at proppe i munden.

It was fun to try dyeing with Saxon blue (indigo carmine), but I don’t really see myself repeating the experiment for the purpose of actually dyeing wool. The fact that the light-fastness is low and the process uses concentrated sulfuric acid means that the comparison with indigo itself does not fall out in Saxon blue’s favor.

But if you are wondering what Saxon blue is up to these days, check your candy wrapper. It shouldn’t be difficult at all to find yourself some candies containing FD&C Blue #2 in the US, and E132 in the EU. That’s indigo carmine, or Saxon blue. The stuff in food does not come from natural indigo, it’s synthetic.

If you have appetite for some more dyes, you can also look for natural red 4 (US) or E120 (EU). It may also be written as carmine. Around here, it’s known as cochineal. In this case, the coloring in food does actually come from the natural source. Some people find this disgusting, but having ground the lice so many times for dyeing, I actually find it quite unoffensive.

Save

Grøn matrix (Green Matrix)

Grøn er en svær farve at opnå med naturfarver. Umiddelbart skulle man tro, det var let, for når man ser sig om i naturen er grøn jo den fremherskende farve. Men bladenes farve skyldes jo som bekendt klorofyl, og det duer ikke som naturfarve (fordi klorofyl er opløseligt i fedt, ikke i vand).

Efter jeg fik fine resultater med indigo-overfarvning for at få lilla toner har jeg gentaget eksperimentet, denne gang for at få de grønne farver. Jeg startede med at bejdse garnet i 10% alun. Så farvede jeg det i forskellige gule toner:

  • et 1:1 bad med vau, gav en stærk gul
  • genbrugte ovenstående, gav en mindre stærk gul, ses nederst i billedet til højre
  • et 2:1 bad af tørret grå bynke (altså dobbelt så meget plante som uld), samlet sidste sensommer. Gav en gul-beige som ses i midten nederst i billedet

De forskellige gule overfarvede jeg så med stærk, mellem og lys indigo. De 3 blå nøgler til venstre i billedet er indigo på hvidt garn, bare for at man kan se hvor stærk indigofarvningen var. De 3 næste grønne er overfarvningen af garn der var farvet med grå bynke. De lysere indigo-overfarvninger giver støvede grønne farver, mens den mørkeste gav en flot petrol. Det er jo virkelig værd at huske, at man kan få så gode grønne farver ved overfarvning af en virkelig kedelig beige.

De næste 3 grønne er overfarvningen af den mindre intense vau, mens de 3 sidste til højre er overfarvningen af den kraftigste vau-farvning. Generelt giver overfarvningen på vau klare, næsten for klare grønne farver. Især overfarvningen på kraftig vau giver elektriske grønne toner, her er virkelig tale om en Robin Hood-grøn, som tidligere blev kaldt Lincoln green.

greenmatrix

Green is a difficult color to achieve with natural dyes. One might initially think that it was easy, given that green is the predominant color in nature. That’s not the case, since the green color of plants comes from chlorophyll, which doesn’t work as a natural dye (since it’s soluble in fat, not in water).

Since I had nice results with indigo overdyeing to get tones of purple, I repeated the process to get green. First, I mordanted my yarn with 10% alum. Then, I dyed it different shades of yellow:

  • a 1:1 bath of weld, gave a strong yellow
  • reused the bath above, gave a less strong yellow. Seen at the lower right in the picture above
  • a 2:1 bath of dry mugwort (so twice the amount of plant than wool) that I collected last summer. Gave a yellow-beige seen in the lower middle of the photo

Then, I overdyed the different yellows with dark, medium, and light indigo. The 3 blue skeins in the left side of the photo are dyed with indigo on white yarn, just to show the shade of indigo. The next 3 green skeins are indigo on mugwort. The lighter indigo overdyes give dusty shades of green, while the darkest one gives an intense teal. Really worth remembering that such a dull beige can be turned into such nice shades of green.

The next 3 green skeins are indigo on less intense weld, while the last 3 skeins to the right are indigo on intense weld. Generally, indigo on weld gives clear, almost too clear shades of green. The indigo overdye on intense weld really gives an electric shade of green. The Robin Hood kind of green, which used to be known as Lincoln green.

Save