Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

Nedfalds-lav

Nedfalds-lav er perfekt til naturfarvning, det gør nemlig ingen skade at samle det nedfaldne lav op – det kan alligevel ikke gro videre. Tue-grenlav er en af de almindelige arter, som også er let at genkende.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden.

Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

Lav, der trækker i 1% ammoniak.

For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm.

I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

Et studie af bruskbolde

Bruskbolde indeholder et gul-brunt farvestof, men også en irriterende masse af bittesmå, sorte sporer. Jeg bestemte mig for at finde ud af, om sporerne indeholder nogen farve, eller om de bare kan smides ud.

~

Almindelig bruskbold (Scleroderma citrinum)

Forrige år farvede jeg en masse garn med bruskbolde. Det fik en dejlig gulbrun farve, men det var simpelthen fyldt med sporer, der blev ved med at drysse ud, både da jeg vandt garnet op, og da jeg strikkede det.

Men ud over at det var irriterende, så begyndte jeg også at overveje om sporerne overhovedet er sunde at indånde? Man plejer jo at sige, at bruskbolde er let giftige.

Bruskbolde er ellers hvad Lundmark & Marklund i “Färgsvampar & svampfärgning” kalder en “god farvesvamp”, så det ville være synd at droppe den pga. sporeproblemet. De nævner, at den indeholder farvestofferne badion A, norbadion A og sclerocitrin.

Sclerocitrin kan man også læse om i denne forskningsartikel: “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 af Winner et al. De viser, at det “stærkt gule” farvestof sclerocitrin findes i “store mængder” i bruskbolde. Bemærk også fra titlen, at det også findes i peber-rørhat. Det er ikke en svamp, jeg har ledt efter til farvning, men tippet er hermed givet videre.

Bruskbolde har en mørk eller sort sporemasse indeni, som er omgivet af en ydervæg af relativt beskeden tykkelse. Jeg bestemte mig for at lave et lille eksperiment for at se, om der overhovedet er pigment i sporerne. Hvis ikke, så kunne man jo bare lade dem ligge i skoven.

Overskårne bruskbolde med grå og sorte sporer indeni.

Til mit eksperiment brugte jeg et lille antal bruskbolde, jeg samlede i løbet af efteråret 2016 (det var ikke et ret godt år for bruskbolde). De har været tørret indtil nu.

Det var utrolig svært at adskille svampekødet fra sporemassen i de tørrede svampe, men det lykkedes, og jeg endte med 23 g ydervæg og 10-11 g sporer. Begge dele satte jeg i blød natten over, ydervæggene bare ved at hælde vand på. Sporerne var klumpet sammen i stenhårde klumper, så jeg startede med at morte dem. De virker vandafvisende, så jeg vådtede dem derefter med en stor sjat husholdningssprit, og fyldte efter med vand.

Næste dag kogte jeg de to farvebade op, og løb spore-badet igennem et kaffefilter. Det tog virkeligt lang tid for væsken at løbe igennem, sådan er det altid når man filtrerer en opløsning med så små partikler. Jeg farvede så et 10-grams alunbejdset testnøgle (af Fenris 100% uld) i hvert af badene, og det gav resultatet nedenfor – næsten samme farve i de to tilfælde.

Det øverste garn i billedet er farvet med svampens ydervæg, det nederste med sporerne. Jeg havde jo håbet, at sporerne ikke indeholdt nogen farve, men sådan er det altså ikke. Det er i princippet ikke nogen overraskelse at sclerocitrin og de andre pigmenter er fordelt i hele svampen, og at sporernes meget mørke farve altså ikke har noget med farveevnen at gøre.

Konklusionen bliver altså, at hele svampen indeholder farve, og at man smider en del god farve ud, hvis man ikke tager sporerne med. Så mit bedste bud på en god metode til farvning med bruskbolde bliver at tage hele svampen med, evt. vådte sporerne med sprit, og så investere den tid det nu tager at filtrere hele farvebadet før garnet kommer i.

Garn farvet med de forskellige dele af bruskbolden. Øverst garn farvet kun med svampens ydervægge, nederst garn farvet kun med sporerne.

Read this post in English

Fantastiske fiaskoer 1

Fiasko i naturfarvning er tit defineret som det at få en anden farve end den man lige havde tænkt sig. Beige, råhvid, lysegul, ubestemmelig grumset er alle sammen farver, som jeg ikke har gjort noget forsøg på at få, og alligevel har jeg en hel bunke af garnnøgler i de toner. Men faktisk er der en del at lære af fiaskoerne. Nogle af dem giver nye ideer til hvad man skal prøve næste gang. Andre afdækker måske bare hvordan det ikke skal gøres. Her nedenfor vil jeg beskrive nogle af mine farvefiaskoer, og faktisk er min liste så lang, at dette her kun er første halvdel, anden halvdel følger.

Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.
Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.

1: Fiasko med bark

Flere bøger om naturfarvning fortæller om bark som farveemne. For eksempel nævner Jenny Dean i “Wild Color” følgende typer bark og de farver de skulle give på alunbejdset uld: el (brun-grøn), berberis (gul), ask (stærkt gulgrøn), æble (varm gul), eg og pil (beige), og endelig elm, birk, kirsebær, pære og blomme (rosa).

Så i et stykke tid ledte jeg efter bark på mine gåture og endte med disse tre:

  1. Birk (Betula) – jeg har ofte farvet solgult med bladene, men havde ikke forsøgt mig med barken. Da der blev fældet en masse birketræer, som blev efterladt i en kæmpe bunke greb jeg chancen. Jeg kravlede op få at få fat i nogle gode stykker, men faldt faktisk et godt stykke ned derfra fordi jeg havde træsko på. Jeg ved ikke helt hvad man skal lære af det, men jeg fik da 60 g birkebark.
  2. En dag var der nogle mænd der savede stammer op udenfor. Næste dag holdt de fri, så jeg fik skrællet et godt stykke af barken. Det var el, den med de bittesmå kogler. 70 g bark.
  3. På en gåtur i skoven hoppede jeg over en enorm grøft for at få fat på noget efterladt bøgebark, da der havde ligget en stor stak stammer. Min datter hoppede efter og måtte reddes tilbage til sidst. 94 g bark.
Dagmar tæt på at falde i grøften
Dagmar var tæt på at falde i grøften. Efterfølgende surmulede hun og måtte reddes.

Jeg brugte Jenny Deans generelle metode til farvning med bark. Hun siger at “det er bedst at sætte bark i blød i flere dage eller uger i koldt vand først. Derefter simres i en time. Bark må aldrig koges, da det frigiver for meget garvesyre”. Så det var hvad jeg gjorde – jeg lod de tre slags bark stå i blød et par uger. De begyndte at gære, og det lugtede ikke godt.

Men da jeg simrede 10-grams testnøgler af alunbejdset garn i mine barkbade gav det bare meget lys beige. Det var ikke engang værd at tage billeder af, men man kan se et af nøglerne stikke ud i det øverste billede mellem de lyserøde nøgler til venstre i billedet.

Jeg har faktisk set andre eksperimentere med bark (for eksempel til min uldgruppes farvedag) hvor det også gav råhvid/lys beige. Så jeg er ikke overbevist om, at det overhovedet giver andet, men det kan jo være, jeg tager fejl. Man må meget gerne kommentere for neden hvis man kender til en god metode til barkfarvning.

2: Fiaskoer med slimet og muggen avocado

Der findes jo velkendte metoder til farvning med avocado, men jeg har alligevel eksperimenteret med nogle lidt andre måder. Vel for at forbedre metoden, men det ser ud til, at jeg bare har gjort det hele mere rodet og indviklet.

Ifølge Carol Lee skal man ikke lade avocadosten og -skind tørre ud, for så bliver stenene så hårde, at de er umulige at hakke i stykker. I stedet anbefaler hun af fryse dem. Jeg har prøvet at finde en måde at tørre den på alligevel, da min fryser er ret lille.

Jeg hakkede sten og skind og lod dem tørre. Det virkede faktisk fint et par gange, men de fleste gange blev materialet totalt muggent før det kunne nå at tørre. Mugne farveemner kan jo sagtens farve fint, men jeg synes generelt ikke, det er en god ide at have store mængder mugne ting inde i huset. Mange slags mug laver jo toxiner, og dem kan man jo indånde. Så nu fryser jeg igen sten og skind fra avocadoerne.

dryavocado
Avocadoskind og -sten bliver røde under tørringen, så det er ikke så overraskende, at farvebadet også bliver rødt.

Et andet eksperiment gik ud på at gære skaller og sten i længere tid end normalt for at se om det gav mere farve. Jeg brugte mit tørrede materiale, sat i blød natten over, men jeg vil tro at resultaterne havde været de samme med frossent materiale.

Normalt gærer jeg avocadosten og -skind ved at opvarme dem en enkelt gang i saltlage, og så lade farvebadet stå uforstyrret og gære – som reget nogle uger eller en måned, men denne gang i et halvt år. Farvebadet udviklede en intens rød farve, men det blev også fuldstændig slimet.

På trods af den slimede konsistens, så prøvede jeg at farve med farvebadet. Og det duede desværre ikke ret godt, formodentlig fordi slimen forhindrede en særligt god kontakt mellem garn og farvebad. Men jeg er altså ikke overbevist om, at en lang gæring ikke kunne give god farve. Jeg har fået det råd, at man skal komme avocadoskaller- og sten i glas som lukkes, varmes op, og først derefter gæres. Det skulle forhindre farvebadet i at blive slimet, så det vil jeg prøve næste gang.

Beige med lidt rødlige striber
Beige med lidt rødlige striber. Sådan så garnet ud efter en tur i avocadoslimen.

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green
Sensommerens grønne toner, fra tagrør (de 3 forreste nøgler) til sortfiltet netbladhat (de 2 bagerste).

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker
Sortfiltet netbladhat, i sit yndlingshabitat, bliver plukket af Dagmar (med brækket albue).

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet
Her stikker de op, de sortfiltede. Som det står et sted i den store svenske farvesvampebog, så ser de ikke ud af meget oppefra, men det skal man ikke lade sig snyde af.

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop
En stor, flot hun. Man er ikke i tvivl om, at korsedderkopper er farlige!

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.
Lysprøver 2016. 1: Gamle brunporesvampe. 2: Sortfiltet netbladhat. 3: Orange slørhatte. 4: Krap-indigo matrix. 5: Rødder af alm. syre. 6: Birkeblade. 7: Vau. 8: Henna. 9: Morgenfrueblomster.

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985
En enkelt blomsterknap fra rejnfan, også kaldet guldknap. Antallet af spiraler er et tal, der tilhører Fibonacci-rækken.

Sommeren regnfuld gik

Trods regnen har vi oplevet en masse denne sommer både hjemme i det midtjyske og på vores store rejse til Himmerland. Og så har planter og svampe kvitteret for regnen i hobetal.

Skovsnogen Artspace hvor den fine kunst ikke skal rådne inden døre, men spiller sammen med skoven omkring den.

skovsnogen

 

Det lykkedes min mor at blive færdig med et par projekter med garn, som jeg har farvet – et Elizabeth-sjal efter mønster af Dee O’Keefe i krapfarvet Einband. Den islandske uld er selvfølgelig fantastisk at strikke med og gå med, men den tager også virkelig godt og smukt imod farven. Hun strikkede også et par sokker efter Laurel-mønsteret af Wendy D. Johnson i sokkegarn, jeg har farvet med indigo og et lille stænk cochenille for at få en lilla tone.

wendyknitting
Vi var på udflugt til Rebild Bakker. Fårene passer perfekt ind i landskabet, og det er jo også deres græsning, der vedligeholder heden (blåbær spiser de til gengæld ikke). Jeg kan ikke huske at have set sådan et stejlt landskab andre steder i Danmark, det er utroligt hvad istidens smeltevand har udrettet.

rebild_bakker
Rold skov ligger lige ved siden af, og her så vi de specielle, gamle bøgetræer, kaldet purker. De er forkrøblede og mangestammede, fordi de blev skåret ned igen og igen til brænde. Faldne stammer får lov at rådne, så svampe og insekter får lidt tiltrængt habitat.

roldskov
Biodiversitet fandt vi også på Livø. Vi var på rundvisning i det økologiske forsøgslandbrug som Naturstyrelsen driver. De eksperimenter er med dyrkningsformer til økologi og glutenfrie afgrøder som quinoa og boghvede.

Det er jo dejligt at se en kornmark, der er fuld af andre planter, såsom kløver og kornblomster. Jeg har altid godt kunnet lide kornblomster, men jeg ser dem på en ny måde efter at have læst om farven i “Handbook of Natural Colorants” af Bechtold & Mussak. Den skyldes nemlig et supramolekylært kompleks af cyanidiner og flavoner med metalioner (Mg2+ og Fe3+) som samles ved self-assembly. Det er derfor, at man ikke kan udvinde den blå farve af kornblomster for at farve med den – komplekset falder fra hinanden, og de enkelte dele har ikke nogen farve. Det kan måske også være tilfældet med andre stærke farver, der ikke kan udvindes? Erindringen om fiasko med violet ametysthat melder sig.

livø
Jeg kunne selvfølgelig ikke gå så meget udenfor en hel sommer uden at lede efter lav. Jeg har foræret mig selv to bestemmelsesnøgler, den ene et simpelt lille hæfte fra Svampeforeningen: “Laver i Tisvilde Hegn” af Hørnell, Jeppesen og Søchting. Jeg fik det til 30 kr fordi det næsten er udsolgt, og det er et godt lille hæfte med gode billeder af de mest almindelige lavarter. Den anden er meget mere detaljeret/akademisk (og meget dyrere); “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” af Dobson.

Det er umuligt at gå udenfor døren uden at se de allermest almindelige lavtyper: almindelig slåenlav (Evernia prunastri), tue-grenlav (Ramalina fastigiata),  almindelig væggelav (Xanthoria parietina) og almindelig kvistlav (Hypogymnia physodes). Dem har jeg allerede afprøvet til farvning, så ikke mere om dem her. Denne sommer koncentrerede jeg mig om laver af familien Cladonia, som på dansk hedder bægerlav og rensdyrlav.

Den tragtformede lav øverst til venstre på billedet herunder har jeg tit set på jorden og på dødt træ, og jeg mener, det er bleggrøn bægerlav (Cladonia fimbriata). Jeg har ikke prøvet at indsamle den, for jeg kan ikke helt overskue hvordan man skulle plukke den – et bæger ad gangen? (Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” nævner den heller ikke).

Så er der rensdyrlaverne, som jeg indtil for nyligt troede, var mos. Men man bliver jo heldigvis aldrig for gammel til at lære noget nyt. Øverst til højre er det hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa), som er meget almindelig. Den har jeg samlet lidt ind af til at farve med.

Nederste række er laver, jeg kun har set et enkelt sted i denne sommers løb, så dem har jeg kun fotograferet. Man skal aldrig plukke en lav, hvis man ikke ved om arten er sjælden. Til venstre mener jeg, det er askegrå rensdyrlav (Cladonia rangiferina) og til højre træfods-bægerlav (Cladonia coniocraea). Casselman nævner askegrå rensdyrlav som en bwm-lav (boiling water method), der skulle farve rødbrun eller brun, men den er måske mere udbredt andre steder.

cladonia
Nu er vi hjemme igen, og jeg er i gang med forberedelserne til det kursus i naturfarvning, jeg skal stå for i Herning weekenden d. 1. og 2. oktober. Se mere her, hvor man også kan tilmelde sig.

PS: Follow my blog with Bloglovin

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Gåture i marts

Vejret i marts har faktisk ikke været dårligt. Godt og dårligt vejr afhænger jo som bekendt udelukkende af, hvad ens forventning er. Mig er det er lykkedes at sidde udenfor og strikke i solen et par gange allerede, og så har vi også været på flere gode gåture. Der gror ikke så meget nyt endnu, så alt det spændende lige nu er lav og svampe, som gror på træstammer.

Her er det for eksempel almindelig slåenlav (Evernia prunastri) som hygger sig ud over en stamme. Jeg samlede ikke noget denne gang, men tidligere har jeg farvet med den. Man skal bruge ammoniakmetoden, og kan få nydelige lyserøde toner med den.

everniaprunastri

Vi var nede at se til Gudenåen, som var gået temmelig meget over sine bredder først på måneden. Siden er den allerede faldet noget igen.

gudenaa

Ikke langt derfra har vi lånt et stykke have, og d. 28. februar fik jeg de første frø i jorden, nemlig farve-visse. Før det havde jeg haft dem i fryseren i 2 uger, de skal nemlig have kulde for at komme ud af dvalen. Sådan gjorde jeg ikke sidste år, og der lykkedes det mig slet ikke at få dem til at spire. Jeg håber det duer i år.

Det er også lykkedes at komme en tur i skoven, hvor der var masser af fund at gøre trods årstiden.

Her er det en masse kogler med skællene, som vi fandt under et træ. Det er et egern der har været på spil, det kan man se fordi der stadig sidder lidt fnuller tilbage på koglens stilk. Hvis det havde været mus, så ville stilken være gnavet helt ren.

egernkogler

Så var der judasøre (Auricularia auricula-judae), som egentlig godt kan spises. Men de var altså lidt slimede, så vi lod dem sidde.

judasøre

Et helt perfekt blad, hvor alt kødet var væk, og alle ribberne indeni var blevet tilbage (min datters fund).

blad

Og så denne træstamme, hvor ormenes gange fra dengang, den havde bark, er blotlagt. Bare jeg kunne strikke det mønster…

træstamme

Endelig fandt jeg en hel masse fyrre-korkhat (Gloeophyllum sepiarium), som primært gror på dødt nåletræ. Den kan også lide forarbejdet træ som her:

fyrrekorkhat1

Her ses nogle gamle hatte, der gror faktisk lav på dem

fyrrekorkhat3

Og her gror den på fine rækker, ud af sprækkerne i stammen

fyrrekorkhat4

Her ses svampens underside. Det ser ud til, at den har lameller, men det er altså en poresvamp, hvor porerne bare er meget aflange.

fyrrekorkhat2

Fyrre-korksvamp skulle være en ganske god farvesvamp til brunt, så jeg høstede mig en fin lille fangst af svampen. Mere følger om det!

Save

En gammel brunporesvamp

Brunporesvampen, en af de rigtig gode farvesvampe i den danske natur,  gror på dødt træ, eller parasitisk på levende træers rødder. Den gror samme sted år efter år, og sætter nye fruglegemer hvert år, så man finder tit indtørrede svampe fra året før ved siden af de friske eksemplarer, der er i gang med at gro.

Jeg har tit ærget mig over at stå med en hel masse gamle, indtørrede eksemplarer af den gode farvesvamp.  Så jeg bestemte mig for at indsamle nogle af de gamle for at se om de stadig indeholder noget farve.

oldmushroom

Jeg afprøvede en enkelt svamp, som vejede 24 g (den har naturligvis vejet langt mere, da den var frisk). Jeg hakkede den i småstykker, og det pulveriserede den faktisk delvist.

Jeg afprøvede farvebadet på et 10-grams testnøgle af alunbejdset uld, som blev en fin gulbrun. Så jeg brugte badet endnu en gang, og fik en lysere farve i andet bad. Den indtørrede svamp har altså et mindre farvepotentiale end de friske, men der er bestemt ingen grund til at efterlade den ude i skoven.

oldpolypore

Save

Save

Årets svampefarvning 2015

allesvampefarver2

Nu har vi sagt farvel til 2015 og goddag 2016, men jeg kan vist godt lige nå at vise jer de svampefarver, som 2015-høsten bragte.

Efteråret er og bliver min yndlingsårstid. Farverne, duftene, lange skovture. Vi tager til Nordjylland hvert efterår for at lede efter svampe, og i år var ingen undtagelse. Heldigvis har det nationale testcenter for vindmøller ikke forstyrret svampene! Og jeg synes faktisk de er flotte, vindmøllerne, når man ser dem stikke op over trækronerne. Det pynter da også endnu mere på dem at de er med til at sikre, at vi kommer til at leve op til 40% reduktionen i CO2-udslip i 2020…

windmills

Min familie har jaget spisesvampe siden før jeg blev født, men altid fra et sikkert lille repertoire på omkring 5 arter. Nummer 1 på listen har altid været kantarellen – man kan absolut ikke forveksle den med noget giftigt, og så er det måske den lækreste spisesvamp.

Vi leder stadig efter spisesvampe, og vi træner også næste generation til det. Se bare hvor min 5-årige datter arbejder for føden:

dagmarkantareller

Men nu leder jeg også efter farvesvampe når jeg går i skoven, og det gør det endnu sjovere – nu finder jeg altid noget spændende! Her er det garn jeg har farvet med svampe dette efterår:

allesvampefarver

Jeg er så tilfreds med mine svampefarver denne gang, og jeg går og overvejer et projekt, hvor jeg kan bruge alle farverne sammen.

Fra højre til venstre, så er det almindelig bruskbold (brunt, 900 g svampe på 150 g garn), sortfiltet netbladhat (grøngrå), cinnoberbladet slørhat (rosa) og nogle blandede slørhatte (beige-laksefarve).

Jeg ved ikke hvad de hedder, de svampe som gav den orange farve. Jeg tog ikke billeder af dem, men jeg tror det var slørhatte. Her er det orange garnnøgle sammen med et opslag i min store svampebog – det viser nogle svampe, som jeg tror det kunne være. De fleste af dem er meget giftige, og det er svært at kende de forskellige slørhatte fra hinanden, så det er en god regel at holde alle slørhatte separat fra de svampe man har tænkt sig at spise!

orangeslørhat

Det lysegule nøgle er farvet med plettet flammehat (Gymnopilus penetrans). Det er en meget almindelig svamp, og efter at have gået igennem en hel skov af dem plukkede jeg til sidst nogle. Det er nu ikke nogen stor farvesvamp. Den gule farve kan man jo få på 117 andre måder, og der er ikke store mændger af den i svampen.

plettetflammehat

Jeg fandt også masser af knippe-svovlhat (Hypholoma fasciculare), som også er en middelmådig farvesvamp, der indeholder relativt lidt af denne almindelige farve.

svovlhat

Det sidste nøgle kan nok bedst beskrives som råhvidt… Det prøvede jeg at farve med lilla ametysthat, selv om jeg nok godt anede at det ikke ville virke.

purpledeceiver

Det er en mægtig pæn svamp, synes jeg, som den står der på skovbunden – men desværre kan man lige så godt lade den pynte der. Den lilla farve forsvinder når man gemmer svampene et par dage, eller kan sågar gå af i regnvejr mens svampen stadig gror. Så det er nok ikke den store overraskelse, at selv en stor mængde lilla ametysthatte overhovedet ikke giver nogen farve til garnet. Men nogle gange kan det jo være fint at tjekke sådan noget selv.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Waiting for Fall

This summer, I’ve been on a few nice forest walks, although I know it’s too early for mushrooms. Or it’s too early for mushrooms except the ones that grow on trees – I found several of those!

tinderfungusbeech

Mushrooms that grow on trees are quite useful when the tree is dead, because they help decompose the dead tree and recycle it. They are less useful, though, when they sneak their way into a living tree (through a cut in the bark for example) because they do the same thing to a living tree, causing rot, and sometimes killing the tree.

In one of the forests I walked in, I came across a large stretch of mature, open beech forest, with dead trees full of tinder fungus (Fomes fomentarius, fyrsvamp/tøndersvamp in Danish) – top of this post. I managed to get one detached from the tree (it was hard) to see how much color I could get out of it. This is what it looks like up close:

tinderfungus

On another walk during the summer, I found this red-belt conk (Fomitopsis pinicola, randbæltet hovporesvamp in Danish) growing on several dead conifers:

redbeltconk

Both fungi ended up in my dye pot after I chopped them in pieces. It was possible (but not very easy) to chop the tinder fungus with a big knife, but I had to use a saw on the red-belt conk. It was still hard, so the pieces were not that small. Quite a lot of sawdust came out of it, and I added that to the dye pot as well.

But I’m afraid the results were less than spectacular – an ordinary beige from tinder fungus (left) and a yellowish ditto from red-belt conk (right).

mushroomskeins

I sommerens løb har jeg taget en del gåture i forskellige skove. Bare det snart var efterår! De eneste svampe jeg fandt var dem på døde træer. Fyrsvamp og randbæltet hovporesvamp røg begge i farvegryden, men de gav begge beige

Save

Save