LET STRIKKETØJ

I sidste uge var jeg på Kunsthåndværkerdag på Museum Silkeborg. Tak til alle som kiggede forbi, hvor var det spændende at tale med så mange mennesker.

~

Der var virkelig mange, som kiggede forbi min bod. Mange drev forbi på runden i salen, og mange blev også hængende og snakkede.

To ting gik igen i det folk sagde til mig. Det ene var, at de virkelig kunne lide mine farver, og at de let kunne se, at det er naturfarver. Og ja, det er jeg helt enig i! Disse farver råber langt væk, at de er naturlige:

Min farvecirkel – blå selvfølgelig fra indigo, lilla fra cochenille-indigo overfarvning, røde fra krap, gule fra rejnfan, grønne fra indigo + planter, støvgrønne fra hele blade af japansk indigo.

Det andet, der gik igen var, at folk også godt kunne lide mine design, men at mange syntes, de var for svære at strikke. Og det vidste jeg jo egentlig godt allerede. Jeg bruger som regel midlertidige opslagninger, maskesting osv. for resultatet er bedre. Det er og bliver bedre, men jeg ved godt, at der er mange der enten synes teknikkerne er svære, eller tror de er det.

Så her kommer mit fortsæt. Jeg vil prøve at skrive lettere mønstre. Jeg er i gang med en redigering af mit Vindauga Baby-mønster,  hvor der kun bruges helt almindelige teknikker. Jeg vil beholde picot-afslagningen, for den er altså virkelig let og dekorativ. Planen er at genudgive mønsteret med en let og en udfordrende variant.

Lilla og let version af Vindauga babytæppet.

Endelig har jeg sat mit hemmelige våben på sagen. Min mor! Hun har gravet sig igennem mine garnbunker, og fundet dette frem:

Fenris farvet med indigo (til venstre), med indigo og cochenille (midten) og endelig et nøgle Norne farvet med hele blade af japansk indigo (til højre).

I første omgang har hun kastet sig over det blå-grønne nøgle Norne, som der ellers faktisk lidt stod mit navn på… Planen lyder på et retstrikket sjal, som skal være simpelt og geometrisk, så det bliver spændende at følge med i.

PS: Næste gang jeg kommer på marked er d. 2. december. Det er Designmarked i Aadalen, kl. 10 – 16, Nørreled 34, Skørring, 8544 Mørke.

 

TRICKS til STRIBESTRIKNING

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

BRISINGAMEN

Jeg har nusset med designet til denne hue i lang tid. Har strikket 3 af dem, og haft en lille hær af teststrikkere til at gennemgå mønsteret. Nu er jeg endelig klar til at udgive det!

Brisingamen foret hue – fotografier af Lars Bjertrup, Wendy Colding og undertegnede.

Brisingamen er en foret hue, med et design, som kom til verden ved at mange små brikker faldt på plads.

En brik er garnet. Jeg har længe farvet på Norne, som er et 1-trådet garn af ren uld (640 m / 100 g). Det er en smule stift, og fuldstændig perfekt til blondestrik. Jeg hader nemlig at strikke blondemønstre i glat, fint, uhåndterligt garn. Der findes masser af meget fint og dyrt garn der er sådan, og man ser at folk strikker kæmpestore sjaler af det, men det er bare ikke min kop te… Det eneste problem er, at Norne ikke er et specielt blødt garn.

Løsningen blev at strikke huens yderside i Norne. Blonden er jo (i sagens natur) fuld af huller, så foret løser to problemer: det gør huen varm, og det gør indersiden blød. Foret er nemlig strikket i et nyt garn, jeg er begyndt at farve på: Bestla, som er 65% merino og 35% silke (600 m / 100 g). Det er fantastisk blødt, selv er jeg nemlig meget følsom overfor kradsende uld, og jeg synes virkelig, det er blødt.

Den anden store brik er blondemønsteret. I sin rå form kom det fra en bog med japanske mønstre, men jeg har fiflet en del med det.

Den første version af huen, som jeg strikkede i hvid, endte med at være en børnestørrelse:

Dagmar med den første Brisingamen-hue. Hun er 7, så selv om hun har tykt hår er hendes hovede mindre end en voksens.

Den endelige version har snoninger imellem de store blondemotiver:

Brisingamen-huen i krap-farvet garn. Foto af Lars Bjertrup.

De store motiver går gradvis over i mindre former, og ender med en roset af små snoninger:

Toppen af huen.

Endelig er der forets konstruktion. Man skal jo være forsigtig med at sige, at man har opfundet noget nyt, men jeg har aldrig set andre mønstre der bruger denne konstruktion. Jeg begyndte med to midlertidige opslagninger. Efter at have strikket et lille stykke på hver, strikker jeg dem sammen. Nu strikkes huens kant fra det ene sæt masker, en vendt kant, som går direkte over i huens yderside. Senere tager man så det andet sæt masker og strikker foret derfra.

Et kig ind til foret, blødt og sømløst.

Man ender med en hue, som er dobbelt overalt. Luftig, men varm, og frem for alt blød indeni. Det bliver for meget nu, hvis jeg skriver flere gode ting, men jeg er virkelig tilfreds med denne hue.

Mønsteret kan købes på Ravelry. Hvis man gerne vil købe mønsteret, men ikke har et Ravelry brugernavn, så er man meget velkommen til at kontakte mig.

Se kits til at strikke Brisingamen-huen i min Etsy forretning. Igen, hvis man ønsker at købe et kit, men ikke har et Etsy brugernavn, så kontakt mig, så finder vi ud af noget.

Read this post in English

GRØNNE VARIATIONER

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

En horde huer

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

London

I år fejrede vi jul ved at rejse til London, i stedet for at æde os propmætte og pakke et helt vognlæs gaver ind og så pakke dem ud igen. Andre år jeg har rejst (Paris, Chicago, New York, New Delhi) omkring jule/nytårstid har jeg elsket det, og London var bestemt ingen undtagelse.

På det sidste har hver eneste interessant historie om planter, som jeg har hørt eller læst, haft Kew Gardens med i en hovedrolle (f. eks. denne radiohistorie om arbejdet med bevarelse af en sjælden bregne, som er hjemmehørende på Ascension Island). Så jeg insisterede på at tage dertil, og det lykkedes os at se en lillebitte del af haven.

Her er en smule af det, vi så om dagen:

Princess of Wales Conservatorys former
En kødædende plante, der er så stor som en voksens hånd. Hvis jeg havde vinger ville jeg givetvis flyve derind
Detalje af kanten af en kæmpeåkande. Jeg har altid haft en svaghed for denne gigantplante

Der var altså masser af fantastiske vækster, men ingen farveplanter. Det tætteste man kom på var henna, og selv om den farver både uld og hår anser jeg den ikke for en af de egentlige farveplanter.

Henna, Lawsonia inermis

Save

Museumsforretninger er altid en stor fristelse, og jeg var tæt på at købe “50 Plants that Changed the Course of History” af Bill Laws, men der var slet ingen farveplanter i, så den endte med at komme tilbage på hylden. Jeg vil måske gå med til, at krap ikke er med i top 50 over historiens vigtigste planter, men det virker ikke rigtigt at indigo ikke er med.

Om aftenen kom vi tilbage til haven til “Christmas at Kew” hvor der er pyntet med lys. Det var iskoldt og der var mange mennesker, men det var virkelig stemningsfuldt:

Lystunnellen skiftede hele tiden farve, og folk kunne ikke løsrive sig
The Hive (bikuben), en installation af kunstneren Wolfgang Buttress, set udefra sammen med oplyste træer
Inde i The Hive

Vi kunne selvfølgelig ikke tage hele vejen til London uden at besøge Loop. Jeg kiggede på deres naturfarvede garn for at se om de var mange gange lækrere end det jeg farver – jeg fandt tre forskellige, men kan med glæde rapportere, at mit eget garn er lige så lækkert. Først var der Shilashdair Luxury DK, som har intense farver, nogle af dem særdeles flerfarvede.

Så var der Linen Lace fra Artisan Yarns. Det har skønne, dæmpede farver på skinnende hør. Og det syntes jeg åbenbart også sidst jeg var i Loop, for jeg har faktisk et nøgle af det garn i min stash, som jeg ikke har strikket af endnu (fy!).

Det tredje er Plant Dyed by Mehlsen. Jeg har ikke set det garn før, til trods for at det åbenbart er fra Vestjylland. Farverne ligger da også utrolig tæt på mine egne! Måske derfor var jeg utrolig fristet til at købe noget af det, men jeg formåede at styre mig.

Det endte med bogen “Estonian Knitting 1, Traditions and Techniques” af Pink, Reimann og Joeste, en stor, lækker og velskrevet bog med et vægtigt indhold og interessante gamle fotografier. Den har desuden et langt og godt afsnit med teknikker.

Naturfarvede garner hos Loop London: Shilashdair (venstre), Artisan Yarns (midten) og Plant Dyed by Mehlsen (højre). Billeder taget med mobilen i kunstigt lys, så garnet er meget flottere

Det sidste store højdepunkt på vores tur var et besøg på Victoria og Albert Museet (V&A). I museets indgang hænger en mægtig lysekrone af den amerikanske glaskunstner Chihuly, og det er svært at sige om den er flot eller grim, men den er i hvert fald imponerende. Det synes jeg altid, hans værker er. Og så er de former, han arbejder med, meget levende i udtrykket. Jeg har tidligere set hans ting udstillet i den botanske have i Chicago og akvariet i Monterey, Californien, og i begge tilfælde talte glasset og de naturlige former, der omgav det, sammen.

Chihuly-lysekronen i V&A

På V&A så vi denne utrolige dåbskjole, som oprindeligt blev udstillet på verdensudstillingen i London i 1851. Den var virkelig svær at fange i billeder, men strikkefastheden er helt utrolig. Så småt! Museets beskrivelse fortæller bare at “Frøken Sarah Ann Cunliffe fra Saffron Walden, Essex strikkede kjolen” og at den “består af 1 1/2 million masker og ca. 5770 meter bomuldstråd”. Der står ikke noget om pindestørrelsen, men jeg gætter på 1 mm eller mindre.

Der var ikke meget lys, og jeg brugte ikke blitz, så billedet her viser slet ikke hvor smuk kjolen fra 1851 er

V&A har også en flot samling af gobeliner, og siden de er lavet længe inden 1856 kan man jo vide med sikkerhed, at alle farverne i dem er fra naturlige kilder. Så gobeliner er klart et studie værd, hvis man er bange for at naturfarver holder dårligt.

Billedet herunder viser et par detaljer fra en Belgisk gobelin fra 1718-24. De gule toner er bleget (som forventet), og de får de grønne toner til at blåne, da de er lavet ved overfarvning af gult med indigoblåt. Men blegningen virker da meget moderat – farver, der ikke bleger mere på 300 år vil jeg da godt kalde lysægte.

Blånende grønne farver i en 300 år gammel gobelin

Det eneste dårlige ved vores julerejse er, at min potteplante af japansk indigo døde mens vi var væk. Jeg hev den op da jeg høstede mine sidste planter sidst i oktober, og den har faktisk vokset og blomstret indenfor lige siden. Da jeg skar den ned kiggede jeg ind i blomsterne, og det ser ud til, at den har sat frø. Det bliver spændende at se, om de vil spire.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele!

Se projekter på Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sommeren regnfuld gik

Trods regnen har vi oplevet en masse denne sommer både hjemme i det midtjyske og på vores store rejse til Himmerland. Og så har planter og svampe kvitteret for regnen i hobetal.

Skovsnogen Artspace hvor den fine kunst ikke skal rådne inden døre, men spiller sammen med skoven omkring den.

skovsnogen

 

Det lykkedes min mor at blive færdig med et par projekter med garn, som jeg har farvet – et Elizabeth-sjal efter mønster af Dee O’Keefe i krapfarvet Einband. Den islandske uld er selvfølgelig fantastisk at strikke med og gå med, men den tager også virkelig godt og smukt imod farven. Hun strikkede også et par sokker efter Laurel-mønsteret af Wendy D. Johnson i sokkegarn, jeg har farvet med indigo og et lille stænk cochenille for at få en lilla tone.

wendyknitting
Vi var på udflugt til Rebild Bakker. Fårene passer perfekt ind i landskabet, og det er jo også deres græsning, der vedligeholder heden (blåbær spiser de til gengæld ikke). Jeg kan ikke huske at have set sådan et stejlt landskab andre steder i Danmark, det er utroligt hvad istidens smeltevand har udrettet.

rebild_bakker
Rold skov ligger lige ved siden af, og her så vi de specielle, gamle bøgetræer, kaldet purker. De er forkrøblede og mangestammede, fordi de blev skåret ned igen og igen til brænde. Faldne stammer får lov at rådne, så svampe og insekter får lidt tiltrængt habitat.

roldskov
Biodiversitet fandt vi også på Livø. Vi var på rundvisning i det økologiske forsøgslandbrug som Naturstyrelsen driver. De eksperimenter er med dyrkningsformer til økologi og glutenfrie afgrøder som quinoa og boghvede.

Det er jo dejligt at se en kornmark, der er fuld af andre planter, såsom kløver og kornblomster. Jeg har altid godt kunnet lide kornblomster, men jeg ser dem på en ny måde efter at have læst om farven i “Handbook of Natural Colorants” af Bechtold & Mussak. Den skyldes nemlig et supramolekylært kompleks af cyanidiner og flavoner med metalioner (Mg2+ og Fe3+) som samles ved self-assembly. Det er derfor, at man ikke kan udvinde den blå farve af kornblomster for at farve med den – komplekset falder fra hinanden, og de enkelte dele har ikke nogen farve. Det kan måske også være tilfældet med andre stærke farver, der ikke kan udvindes? Erindringen om fiasko med violet ametysthat melder sig.

livø
Jeg kunne selvfølgelig ikke gå så meget udenfor en hel sommer uden at lede efter lav. Jeg har foræret mig selv to bestemmelsesnøgler, den ene et simpelt lille hæfte fra Svampeforeningen: “Laver i Tisvilde Hegn” af Hørnell, Jeppesen og Søchting. Jeg fik det til 30 kr fordi det næsten er udsolgt, og det er et godt lille hæfte med gode billeder af de mest almindelige lavarter. Den anden er meget mere detaljeret/akademisk (og meget dyrere); “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” af Dobson.

Det er umuligt at gå udenfor døren uden at se de allermest almindelige lavtyper: almindelig slåenlav (Evernia prunastri), tue-grenlav (Ramalina fastigiata),  almindelig væggelav (Xanthoria parietina) og almindelig kvistlav (Hypogymnia physodes). Dem har jeg allerede afprøvet til farvning, så ikke mere om dem her. Denne sommer koncentrerede jeg mig om laver af familien Cladonia, som på dansk hedder bægerlav og rensdyrlav.

Den tragtformede lav øverst til venstre på billedet herunder har jeg tit set på jorden og på dødt træ, og jeg mener, det er bleggrøn bægerlav (Cladonia fimbriata). Jeg har ikke prøvet at indsamle den, for jeg kan ikke helt overskue hvordan man skulle plukke den – et bæger ad gangen? (Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” nævner den heller ikke).

Så er der rensdyrlaverne, som jeg indtil for nyligt troede, var mos. Men man bliver jo heldigvis aldrig for gammel til at lære noget nyt. Øverst til højre er det hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa), som er meget almindelig. Den har jeg samlet lidt ind af til at farve med.

Nederste række er laver, jeg kun har set et enkelt sted i denne sommers løb, så dem har jeg kun fotograferet. Man skal aldrig plukke en lav, hvis man ikke ved om arten er sjælden. Til venstre mener jeg, det er askegrå rensdyrlav (Cladonia rangiferina) og til højre træfods-bægerlav (Cladonia coniocraea). Casselman nævner askegrå rensdyrlav som en bwm-lav (boiling water method), der skulle farve rødbrun eller brun, men den er måske mere udbredt andre steder.

cladonia
Nu er vi hjemme igen, og jeg er i gang med forberedelserne til det kursus i naturfarvning, jeg skal stå for i Herning weekenden d. 1. og 2. oktober. Se mere her, hvor man også kan tilmelde sig.

PS: Follow my blog with Bloglovin

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

En Hado til alle

For nylig havde vi hedebølge, så jeg trængte til et lille let projekt, hvor man ikke sidder med en stor bunke uld på skødet. Det endte med Hado, et mønster af Olga Buraya-Kefelian. Og det var faktisk så sjovt at strikke at jeg endte med at lave tre af dem. Øverst en gul/grøn, farvet med tagrørsblomster og sortfiltet netbladhat. Nederst til venstre en med to blå toner, den ene vajd og den anden almindelig tropisk (købt) indigo. Nederst til højre en med blå og orange, her har vajden fået selskab af uld, der er farvet med orange slørhatte.

hado4
Hvis man strikker en masse stribede huer og lægger dem ved siden af hinanden, så ligner det bolcher.

 

På billedet nedenfor kan man se at huerne har forskellig længde. Den blå/orange har 1,5 mønstergentagelser, den blå/blå 2 og den gul/grønne 2,5. Men man kan også se noget andet, og se det meget endda. Det orange garn smittede nemlig af, da jeg vaskede huerne! Alle huerne er strikket med samme hvide baggrundsfarve, og man kan altså sagtens se forskel på den med orange striber og de andre huer.

Sidste år, da min datter fandt de orange slørhatte og jeg først farvede med dem, var jeg henrykt over, hvor stor en mændge farve, der var i dem. Men den var åbenbart ikke vaskeægte. Så jeg kalder dette en fiasko, men hvis jeg finder svampene igen vil jeg dog godt tage dem med hjem og eksperimentere videre med dem.

hado_bunke
Mine huer har forskellig størrelse. Prøv at lade være med at bemærke, at den orange farve er løbet ud i det hvide!

 

Huens afslutning i originalen forstyrrede mit øje, så jeg var nødt til at lave en anden afslutning. I stedet for det mønsteret siger, så lavede jeg en halv mønstergentagelse hvor jeg udelod slå-om’erne. Den sidste halve mønstergentagelse i toppen starter med halvt så mange masker som før, og igen udelod jeg at slå om.

hado2
Jeg lavede indtagningerne om, så de nu passer til resten af huen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Tænker på vajd

Vajden blomstrer lige nu, de står flotte og gule, og jeg håber på en masse frø.

blomstrendevajd

Ved synet af blomsterne fik jeg en pludselig lyst til at strikke med mit vajdfarvede garn fra sidste år, så det er kommet med i en hel serie af huer jeg på besat vis er i gang med, efter et mønster af Olga Buraya-Kefelian, Hado. Indtil videre er jeg i gang med nr. 3, selvfølgelig med en det ændringer af et ellers simpelt og godt mønster. Huen nedenfor er med striber af vajd og et orange garn jeg farvede med giftige slørhatte sidste efterår.

hado1

Læs mere om vajd her!