En horde huer

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

Spiringstest

Sidste år høstede jeg – for første gang – frø fra mine farveplanter. I stedet for at stole blindt på dem, bestemte jeg mig for at afprøve deres spiringsevne før foråret virkelig kommer.

~

Sidste år høstede jeg frø af skønhedsøje og vajd fra haven, og det var jo ikke så overraskende. Skønhedsøje er nemlig 1-årig, og sætter masser af små frø når den afblomstrer. Min vajd groede 2. år, så også her var frø forventet.

Overraskelsen var min japanske indigo. Da jeg høstede mine sidste planter d. 24. oktober sidste år blomstrede flere af dem, og ved en indskydelse satte jeg en plante, jeg lige havde flået op med rode, i en potte og tog den indenfor. Indenfor groede den stille og roligt videre, faktisk lige indtil vi tog til London til jul – da vi kom hjem var planten død. Da jeg ville smide den ud, lagde jeg mærke til, at den havde sat en del frø. Men den har jo også stået ude, så bierne har haft adgang til den.

Frø af japansk indigo.

Jeg testede alle mine farvefrøs spiringsevne ved at lægge 10 frø i våd køkkenrulle og lægge dem i en plasticpose med zip-lukning, som jeg lagde lunt og mørkt under mikroovnen. Jeg begyndte 31. januar og lod frøene spire i en uge, og det gav:

Skønhedsøje høstet 27. september – 5 ud af 10.

Skønhedsøje høstet 24. oktober – 6 ud af 10.

Vajd – 5 ud af 10.

Japansk indigo – 9 ud af 10.

Ikke dårligt! Det var d. 7. februar, så jeg bestemte mig for, at det var for tidligt til skønhedsøje, som jeg bare såede direkte sidste år. Spirerne af skønhedsøje røg altså ud i denne omgang.

Spirerne af vajd og japansk indigo kom i små spiringspotter, og der gror de så nu. Sidste år syntes jeg nemlig, at jeg var alt for sent på den med min japanske indigo, som jeg såede d. 16. april. Mine noter er lidt sporadiske, men det virker til, at jeg lod dem gro inde i spiringspotter i en måned, og så udenfor i større potter i en måned, inden jeg plantede dem helt ud. Det må så have været midt i juni.

Forskellige kilder giver vidt forskellige råd om, hvornår spiring af japansk indigo skal startes inden døre, måske fordi de er skrevet til vidt forskellige klimaer? Rådene varierer fra tidlig maj, 2-3 uger før sidste frost til 6-8 uger før sidste frost.

Ifølge (den autoritative?) “Handbook of Natural Colorants” kapitel 7, “Indigo – Agricultural Aspects” skal japansk indigo spire inde i april og plantes ud i juni, og det er jo tilfældigvis hvad jeg gjorde sidste år (selv om jeg ikke havde læst det kapitel af bogen endnu). Bogen konkluderer så, at japansk indigo er en god afgrøde til Centraleuropa, men at vækstsæsonen er for kort i England og Finland.

Jeg forestiller mig, at jeg måske kan slå den korte vækstsæson ved at sætte gode, store planter ud tidligere end juni. Så derfor gror mine spirer altså nu videre i spirepotterne inden døre, og jeg spirer flere frø. Selv om det altså ser såden her udenfor:

Frøene spirede, men vinteren var ikke helt væk…