KANT med OMBUK

Det er detaljerne der afgør, om strik ser “hjemmelavet” eller “håndlavet” ud. Her viser jeg hvordan jeg gør en kant med ombuk færdig på en smart og usynlig måde.

~

For nogen tid siden viste jeg billeder af denne stribede pigekjole (mønsteret er stadig ikke færdigt, men det skal nok komme!):

Dagmar i den stribede kjole med rundt bærestykke, og en gravhøj i baggrunden. Striber af krap, indigo og cochenille.

Men jeg er også i gang med en matchende cardigan til drenge. Begge dele har kanter med ombuk, som jeg synes er en meget flot afslutning. Som navnet antyder, så ligger det strikkede dobbelt, og man vender omkring en pind, som laver et naturligt buk i materialet.

Til pigekanterne bruger jeg picot (slå om, 2 ret sammen) som buk:

Kant med ombuk, her bukket omkring en picot.

På drengetrøjen bruger jeg bare en vrangpind som buk, det giver en neutral kant, som kunne passe til det meste:

Kanter med ombuk, den pigede med picot, og den neutrale på drengetrøjen.

En kant med ombuk i strikketøjets begyndelse laves ved at bruge en midlertidig opslagning, strikke et stykke, lave bukket, strikke et stykke til, og så trevle den midlertidige opslagning op. En runde (2 ret sammen) samler så begyndelse og slutning af kanten, og man kan strikke videre. Eller, man kan slå almindeligt op, og så sy opslagningen fast indeni – det er lettere, men gør kanten mere klumpet.

Når der skal laves ombuk i slutningen, bliver det lidt anderledes. Drengetrøjen er strikket nedefra og op, så den afsluttes med et ombuk ved halsen. Lige før samling af kanten ser det sådan her ud:

Drengetrøjen lige før samling af den ombukkede halskant.

På billedet ovenfor har jeg strikket 8 pinde glat, en pind vrang, og så 8 pinde glat igen. Derefter kan man slå alle maskerne af og sy kanten fast til indersiden, men igen giver det ekstra tykkelse. I stedet laver jeg en slags maskesting i de åbne masker, så de bliver syet fast til indersiden.

Billederne tog jeg sidste sommer, da jeg strikkede kjolen (derfor havehænderne). Se billedtekster for instruktioner:

Kanten, der er strikket færdig. Alle maskerne sidder på pinden, og picot-pinden giver det naturlige buk. Bryd garnet med en tilstrækkeligt lang ende, og tråd en stramajnål på.
Trin 1: Indsæt stramajnålen i første maske på pinden som om man strikkede ret. Træk garnet igennem, og lad masken sidde på pinden.
Trin 2: Sy lige ned langs garnet i første maske, der blev strikket med kantfarven. Træk garnet igennem.
Trin 3: Sy opad, idet garnets bue følges. Idet man følger masken i kantfarven, er det altså næste bump i forrige stribes farve, man syr igennem. Træk garnet igennem.
Trin 4: Sy op igennem første maske på pinden fra bagside til forside, og lad masken falde af pinden. Træk garnet igennem, og træk det til, så fastheden passer. Første maske på pinden er nu gjort færdig.
Gentag trin 1-4 for hver maske på pinden. Resultatet bliver ganske usynligt og har samme elasticitet som strik!

Sådan laver jeg altså kanterne færdige. Selv synes jeg, det er lettere end at slå af og så sy fast, for her har man bumpene på vrangsiden til at vise, hvor der skal sys. Hvis man slår af først, så famler man mere i blinde.

Men tænk at jeg har haft disse billeder liggende så længe. Sommeren er jo bare et fjernt minde, det var kyndelmisse i går, og det sneede lidt i dag. Her er det næste billede på rullen, eller hvad man kalder det når det er digitalt, men i hver fald fra en gåtur samme dag:

På gåtur i Søhøjlandet. Tænk at stå der og mærke solen i ansigtet…

FYLGJE

Fylgje er et stort vintersjal, strikket i stribede moduler. Jeg har arbejdet på forskellige varianter af det over længere tid.

Hurra! Mønsteret til mit sjal, Fylgje, er nu udgivet i Knitty Winter 2017. Jeg har fulgt magasinet over lange tider, så jeg er virkelig glad for, at mit mønster nu også er en del af det.

Indtil videre findes mønsteret altså kun på engelsk, men om 3 måneder må jeg udgive det på andre måder, inklusive en dansk oversættelse, som også bliver et gratis mønster.

Jeg sendte en masse billeder ind med mønsteret. Dem, jeg troede ville anses for at være bedst, blev dog slet ikke valgt. Jeg har ingen uddannelse indfor noget som helst i fotografi, så jeg overvejer til stadighed hvad der egentlig er et godt billede. Jeg kan sagtens se om jeg kan lide et billede eller ej, men tit kan jeg ikke helt sige hvorfor.

Men her er en håndfuld billeder, som ikke kom med i mønsteret:

Min mor med sjalet over sig, med et roligt blik rettet mod skoven. Jeg har allerede hørt fra flere, at hun er meget elegant, og jeg må give dem ret. Vi har hverken brugt makeup eller photoshop, så det er sådan hun ser ud i virkeligheden.
Taget senere på året. Jeg kan godt lide hældningen af sjalet over skuldrene.
På vej ned ad gaden. Jeg ved godt, at man ikke må tage billeder op imod solen, og baggrunden er ikke videre ophidsende. Men jeg kan godt lide bevægelsen i billedet og linien fra gadelygtens skygge.
Sammen med min datter. Det var ikke meningen hun skulle med på billederne, men pludselig kom linselusen op i hende. Hun havde nattøj på, så vi fik rullet hende ind i det ene sjal så man ikke kan se det. Det fik altså dem begge to til at se lidt sjove ud, men de er vist meget tilfredse alligvel!

EN HORDE HUER

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

SPIRINGSTEST

Sidste år høstede jeg – for første gang – frø fra mine farveplanter. I stedet for at stole blindt på dem, bestemte jeg mig for at afprøve deres spiringsevne før foråret virkelig kommer.

~

Sidste år høstede jeg frø af skønhedsøje og vajd fra haven, og det var jo ikke så overraskende. Skønhedsøje er nemlig 1-årig, og sætter masser af små frø når den afblomstrer. Min vajd groede 2. år, så også her var frø forventet.

Overraskelsen var min japanske indigo. Da jeg høstede mine sidste planter d. 24. oktober sidste år blomstrede flere af dem, og ved en indskydelse satte jeg en plante, jeg lige havde flået op med rode, i en potte og tog den indenfor. Indenfor groede den stille og roligt videre, faktisk lige indtil vi tog til London til jul – da vi kom hjem var planten død. Da jeg ville smide den ud, lagde jeg mærke til, at den havde sat en del frø. Men den har jo også stået ude, så bierne har haft adgang til den.

Frø af japansk indigo.

Jeg testede alle mine farvefrøs spiringsevne ved at lægge 10 frø i våd køkkenrulle og lægge dem i en plasticpose med zip-lukning, som jeg lagde lunt og mørkt under mikroovnen. Jeg begyndte 31. januar og lod frøene spire i en uge, og det gav:

Skønhedsøje høstet 27. september – 5 ud af 10.

Skønhedsøje høstet 24. oktober – 6 ud af 10.

Vajd – 5 ud af 10.

Japansk indigo – 9 ud af 10.

Ikke dårligt! Det var d. 7. februar, så jeg bestemte mig for, at det var for tidligt til skønhedsøje, som jeg bare såede direkte sidste år. Spirerne af skønhedsøje røg altså ud i denne omgang.

Spirerne af vajd og japansk indigo kom i små spiringspotter, og der gror de så nu. Sidste år syntes jeg nemlig, at jeg var alt for sent på den med min japanske indigo, som jeg såede d. 16. april. Mine noter er lidt sporadiske, men det virker til, at jeg lod dem gro inde i spiringspotter i en måned, og så udenfor i større potter i en måned, inden jeg plantede dem helt ud. Det må så have været midt i juni.

Forskellige kilder giver vidt forskellige råd om, hvornår spiring af japansk indigo skal startes inden døre, måske fordi de er skrevet til vidt forskellige klimaer? Rådene varierer fra tidlig maj, 2-3 uger før sidste frost til 6-8 uger før sidste frost.

Ifølge (den autoritative?) “Handbook of Natural Colorants” kapitel 7, “Indigo – Agricultural Aspects” skal japansk indigo spire inde i april og plantes ud i juni, og det er jo tilfældigvis hvad jeg gjorde sidste år (selv om jeg ikke havde læst det kapitel af bogen endnu). Bogen konkluderer så, at japansk indigo er en god afgrøde til Centraleuropa, men at vækstsæsonen er for kort i England og Finland.

Jeg forestiller mig, at jeg måske kan slå den korte vækstsæson ved at sætte gode, store planter ud tidligere end juni. Så derfor gror mine spirer altså nu videre i spirepotterne inden døre, og jeg spirer flere frø. Selv om det altså ser såden her udenfor:

Frøene spirede, men vinteren var ikke helt væk…