Fantastiske fiaskoer 1

Fiasko i naturfarvning er tit defineret som det at få en anden farve end den man lige havde tænkt sig. Beige, råhvid, lysegul, ubestemmelig grumset er alle sammen farver, som jeg ikke har gjort noget forsøg på at få, og alligevel har jeg en hel bunke af garnnøgler i de toner. Men faktisk er der en del at lære af fiaskoerne. Nogle af dem giver nye ideer til hvad man skal prøve næste gang. Andre afdækker måske bare hvordan det ikke skal gøres. Her nedenfor vil jeg beskrive nogle af mine farvefiaskoer, og faktisk er min liste så lang, at dette her kun er første halvdel, anden halvdel følger.

Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.
Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.

1: Fiasko med bark

Flere bøger om naturfarvning fortæller om bark som farveemne. For eksempel nævner Jenny Dean i “Wild Color” følgende typer bark og de farver de skulle give på alunbejdset uld: el (brun-grøn), berberis (gul), ask (stærkt gulgrøn), æble (varm gul), eg og pil (beige), og endelig elm, birk, kirsebær, pære og blomme (rosa).

Så i et stykke tid ledte jeg efter bark på mine gåture og endte med disse tre:

  1. Birk (Betula) – jeg har ofte farvet solgult med bladene, men havde ikke forsøgt mig med barken. Da der blev fældet en masse birketræer, som blev efterladt i en kæmpe bunke greb jeg chancen. Jeg kravlede op få at få fat i nogle gode stykker, men faldt faktisk et godt stykke ned derfra fordi jeg havde træsko på. Jeg ved ikke helt hvad man skal lære af det, men jeg fik da 60 g birkebark.
  2. En dag var der nogle mænd der savede stammer op udenfor. Næste dag holdt de fri, så jeg fik skrællet et godt stykke af barken. Det var el, den med de bittesmå kogler. 70 g bark.
  3. På en gåtur i skoven hoppede jeg over en enorm grøft for at få fat på noget efterladt bøgebark, da der havde ligget en stor stak stammer. Min datter hoppede efter og måtte reddes tilbage til sidst. 94 g bark.
Dagmar tæt på at falde i grøften
Dagmar var tæt på at falde i grøften. Efterfølgende surmulede hun og måtte reddes.

Jeg brugte Jenny Deans generelle metode til farvning med bark. Hun siger at “det er bedst at sætte bark i blød i flere dage eller uger i koldt vand først. Derefter simres i en time. Bark må aldrig koges, da det frigiver for meget garvesyre”. Så det var hvad jeg gjorde – jeg lod de tre slags bark stå i blød et par uger. De begyndte at gære, og det lugtede ikke godt.

Men da jeg simrede 10-grams testnøgler af alunbejdset garn i mine barkbade gav det bare meget lys beige. Det var ikke engang værd at tage billeder af, men man kan se et af nøglerne stikke ud i det øverste billede mellem de lyserøde nøgler til venstre i billedet.

Jeg har faktisk set andre eksperimentere med bark (for eksempel til min uldgruppes farvedag) hvor det også gav råhvid/lys beige. Så jeg er ikke overbevist om, at det overhovedet giver andet, men det kan jo være, jeg tager fejl. Man må meget gerne kommentere for neden hvis man kender til en god metode til barkfarvning.

2: Fiaskoer med slimet og muggen avocado

Der findes jo velkendte metoder til farvning med avocado, men jeg har alligevel eksperimenteret med nogle lidt andre måder. Vel for at forbedre metoden, men det ser ud til, at jeg bare har gjort det hele mere rodet og indviklet.

Ifølge Carol Lee skal man ikke lade avocadosten og -skind tørre ud, for så bliver stenene så hårde, at de er umulige at hakke i stykker. I stedet anbefaler hun af fryse dem. Jeg har prøvet at finde en måde at tørre den på alligevel, da min fryser er ret lille.

Jeg hakkede sten og skind og lod dem tørre. Det virkede faktisk fint et par gange, men de fleste gange blev materialet totalt muggent før det kunne nå at tørre. Mugne farveemner kan jo sagtens farve fint, men jeg synes generelt ikke, det er en god ide at have store mængder mugne ting inde i huset. Mange slags mug laver jo toxiner, og dem kan man jo indånde. Så nu fryser jeg igen sten og skind fra avocadoerne.

dryavocado
Avocadoskind og -sten bliver røde under tørringen, så det er ikke så overraskende, at farvebadet også bliver rødt.

Et andet eksperiment gik ud på at gære skaller og sten i længere tid end normalt for at se om det gav mere farve. Jeg brugte mit tørrede materiale, sat i blød natten over, men jeg vil tro at resultaterne havde været de samme med frossent materiale.

Normalt gærer jeg avocadosten og -skind ved at opvarme dem en enkelt gang i saltlage, og så lade farvebadet stå uforstyrret og gære – som reget nogle uger eller en måned, men denne gang i et halvt år. Farvebadet udviklede en intens rød farve, men det blev også fuldstændig slimet.

På trods af den slimede konsistens, så prøvede jeg at farve med farvebadet. Og det duede desværre ikke ret godt, formodentlig fordi slimen forhindrede en særligt god kontakt mellem garn og farvebad. Men jeg er altså ikke overbevist om, at en lang gæring ikke kunne give god farve. Jeg har fået det råd, at man skal komme avocadoskaller- og sten i glas som lukkes, varmes op, og først derefter gæres. Det skulle forhindre farvebadet i at blive slimet, så det vil jeg prøve næste gang.

Beige med lidt rødlige striber
Beige med lidt rødlige striber. Sådan så garnet ud efter en tur i avocadoslimen.

9 meninger om “Fantastiske fiaskoer 1”

  1. Jeg synes det er lige så vigtigt at dele de ting man har lært IKKE er gode metoder, ellers fortsætter folk jo i samme skure. 🙂 Det er da nogen kønne pasteller du viser foroven, men jeg gætter på de rent faktisk er flottere på foto end i virkeligheden, det sker i hvert fald ofte for mig!

    Det der med bark… jeg ved man brugte egeinderbark til at farve og garve skind med før i tiden, ikke bladene, men jeg tror de må have haft en særlig opskrift til de andre hvis det skulle virke – eller også er det fejloverleveret. Jeg fik aldrig prøvet om jeg kunne få samme pink på garn med birkebladene som jeg fik på papir, men det må blive til næste år.

  2. Tak 🙂 Ja, selv sætter jeg pris på at se andres fiaskoer, så jeg kan undgå faldgruberne. Og du har ret i at pastellerne er lidt flottere på billedet end de var i virkeligheden. De var altså ret fesne, ikke klædelige for en dame i min alder, i hvert fald 🙂

    Du har måske ret i at opskrifterne med bark er fejloverleveret. Eller også skal der ufattelige mængder bark til, og så er der jo masser af andre farveemner der er bedre at bruge. Pink med birkeblade? Jeg har altid kun fået varm gul med dem på garn. Mener du bladtryk på papir?

      1. Sikke noget skønt papir! Har længe haft lyst til at prøve det også, for jeg mangler jo virkelig en hobby. Hmm. Jeg har faktisk tit set farvesupper som giver gul på uld være rødbrune, både fra birkeblade og lyng. Det røde pigment bider så (i hvert fald i mit tilfælde) åbenbart ikke på uld, men du fanger det i dit papir. Hvad er papiret lavet af??

        1. Det er bare genbrugspapir, fra printer og gamle bøger. Makuleret, lagt i blød og blendet. I en portion blendede jeg nogen brændenældeblade med, i en anden sorte stokroser. Er spændt på om de holder farven over tid. Har planer om at teste med diverse “partikler” for at få rustikt, tykt papir til at male på. Græs, brugte teposer, hvad jeg nu finder undervejs.

          Normalt synes jeg et farvebad fra birk plejer at være solgult ligesom garnet bliver, så det var meget mystisk. Vi må se om jeg til næste år samme tid husker at sætte tid af til en garnprøve og se om det sker igen.

          1. Nu kribler det virkelig i mine fingre efter at prøve det også! Men jeg er ikke sikker på at jeg får lov at samle mere skrald sammen inde i huset lige nu 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *