Farvning med tørrede blade af japansk indigo

Den letteste måde at gemme japanske indigoblade er at tørre dem. Det er også noget nær den eneste realistiske metode, når man kun dyrker nogle få planter.

~

I traditionel japansk farvning med japansk indigo blev de høstede blade komposteret (fermenteret) på en helt særlig måde, hvor man stænkede bladmassen med vand og vendte den rundt. Det skulle gøres på det helt rigtige tidspunkt, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin store bog “Indigo, Egyptian Mummies to Blue Jeans” at indigo-landmændene omtalte pasningen af indigo-komposten som at “passe babyen”. Hver gang bladmassen blev vendt skulle der også gives offergaver af risvin til Aizen Shin, guden for indigo.

Det var altså et seriøst og svært foretagende – og også et stort et. Komposteringsprocessen kan nemlig kun komme i gang hvis bladmassen er tilstrækkeligt stor, i størrelsesordenen 100-vis af kg. Resultatet var omsatte blade med et højere indigoindhold end man startede med, kaldet sukumo.

Så når man, som jeg, kun dyrker nogle få planter, så må man finde en anden metode. Efter at have læst om det hos Deb McClintock bestemte jeg mig sidste år for at tørre bladene fra mine japanske indigo, og det lykkedes da også efter lidt eksperimenter.

De tørrede blade så sådan her ud:

Tørrede blade af japansk indigo, 2016-høsten.

Flere af bladene har et blåt skær, og det tyder jo på indigo. Jeg har gået og tænkt over, hvordan det egentlig kan være at tørring virker (når man nu traditionelt har brugt metoden med sukumo), og har stykket denne historie sammen:

I de levende blade er der ikke indigo, men en precursor kaldet indikan. Med precursor menes et forstadie, altså et molekyle, der kan omdannes til indigo.

Man mener, at planter laver indikan som en forsvarsmekanisme, og i de levende blade befinder indikanet sig primært i en afgrænset del af plantecellen kaldet vakuolen (det viser et japansk forskerhold i denne artikel).

Plantecellen indholder også enzymer, som kan nedbryde indikan til indoxyl og sukker, men de findes i andre afgrænsede dele af cellen.

Når man så plukker bladene og lægger dem til tørre, så bliver cellemembranerne revet i stykker, fordi vandet forsvinder. Indikan og enzymer fra andre dele af cellen bliver blandet sammen, og der bliver dannet indoxyl. Og det er når 2 molekyler indoxyl går sammen, at den blå form af indigo bliver dannet.

Jeg tog udgangspunkt i McClintocks version af John Marshalls metode), men har selvfølgelig fiflet en del med den. Den største ændring er, at jeg ikke har fjernet de gule farvestoffer fra bladene, og derfor får grøn-turkis i stedet for blå.

Grøn-turkis med tørrede blade af japansk indigo. Garnnøglerne er fra venstre første, andet og tredje dyp i min første kype af 50 g tørrede blade (tredje nøgle er på gråmeleret garn), nøglet til venstre er 3 dyp i kype af 25 g tørrede blade. Det første nøgle er jeg allerede i gang med at strikke af, den stribede drengetrøje bagerst.

I mit første forsøg brugte jeg 50 gram tørrede blade, og farvede 3 100-grams nøgler. Kypen mistede pusten undervejs, så jeg tilsatte lidt af det ene, lidt af det andet, og det blev der ikke lige nogen opskrift ud af. Resultatet fejlede dog ikke noget.

Næste gang jeg prøvede bladene var da vi farvede med indigo på Blicheregnens Museum. Vi fik masser af dejlige blå fra de almindelige indigokyper, men kypen af japanske indigoblade gav kun en antydning af mintgrøn.

Efterfølgene tror jeg, at den kype mislykkedes fordi temperaturen ikke var høj nok undervejs. Det kunne også give mening i forhold til det mislykkede eksperiment jeg beskrev her, hvor jeg afprøvede en metode med lun temperatur over længere tid.

Åbenbart er det vigtigt at have en høj temperatur en del af tiden, og sådan er det også i den metode jeg endte med i tredje forsøg:

Jeg begyndte med at simre 25 g tørrede blade i vand (så det dækker) i 20-30 minutter. Det bulderkogte altså ikke, men boblede noget.

Hvis man vil have en ren blå skal man nu smide vandet ud og hælde nyt vand på bladene. Det gjorde jeg ikke, og beholdt dermed de gule farver, som bladene (også) indeholder.

Jeg tilsatte 5 g affarver (natriumdithionit) og ca. 1 spsk natriumcarbonat og tjekkede at pH var 9. Hvis ikke, tilsættes natriumcarbonat til pH er 9.

Kypen småkogte nu i 15-20 minutter – det virker underligt at koge kypen efter reduktionsmiddel og base er tilsat, men i det forsøg hvor jeg ikke kogte den virkede farvningen ikke!

Så tog jeg gryden af varmen og tilsatte 5 g affarver til. Jeg lod den stå til temperaturen faldt til 40-50 grader, og siede bladene fra. I mit første forsøg beholdt jeg bladene i for at få så meget ud af dem som muligt, men det kan ikke tilrådes. På dette tidspunkt er de ganske slimede, og det sætter sig fast i garnet.

Da temperaturen var 40-50 grader satte jeg den tilbage på svag varme for at holde den temperatur. På dette tidspunkt er kypen klar. Jeg lavede 3 10-minutters dyp med et garnnøgle der vejer 100 g, og det blev en glimrende turkisgrøn.

Faktisk er jeg imponeret over farveindholdet i bladene. Jeg fik fine farver af 50 g tørrede blade på 300 g garn, og en endnu klarere farve af 25 g på 100 g garn. Sidstnævnte kype var ikke tømt for indigo, for næste dag var den helt mørk, da al indigoen havde reageret med luftens ilt. Jeg havde bare ikke mere garn lige ved hånden, men kypen kunne have givet en svagere farve på endnu et nøgle garn.

Turkis fra tørrede blade af japansk indigo, her i selskab med friske og delvist tørrede blade.

Men jeg har nærmest gemt det bedste til sidst. Lysægtheden. Jeg nåede at få første nøgle fra første forsøg med i sommerens lystest. Kortet her lå i solen fra 1. juli til 1. september. Venstre side var dækket til så den ikke fik lys, højre side fik lys. Jeg kan ikke rigtig se nogen forskel på de to sider, så det er en lysægthed, der er lige så god som den for den blå indigofarve, og det er meget imponerende for en grøn farve!

Lystest af turkis fra tørrede japanske indigoblade. To måneders lys formåede ikke at blege denne farve.

PS: Jeg dyrker igen i år japansk indigo. De første blade høstede jeg d. 17. september i år, og de er ved at tørre. De er tydeligt blålige, mere end dem fra sidste år…

Read this post in English

7 kommentarer til “Farvning med tørrede blade af japansk indigo

    1. Jeg plejer bare at købe det i Matas 🙂 Men jeg burde måske efterhånden se mig om efter et sted hvor man kan få en større mængde billigere!

      1. Jeg tror ikke, du kan finde natriumdithionit meget billigere – taget i betragtning at du ikke betaler porto for at købe det i Matas. Men hvis du gør, så fortæl endelig om det.
        Jeg har nu i adskillige år forsøgt mig med at dyrke japansk indigo, men siden det første år, hvor der var ufateligt mange blade – der blev slået ihjel af en uventet tidleg frostnat 🙁 har jeg ikke haft held med det. De er blevet ædt af kålorme og dræbersnegle, to år har de ikke spiret, og et år var der forhekerte frø i posen, acacier tror jeg nok. Så jeg har endnu til gode at høste og farve med mine egne japanske indigoblade.

        1. Du har nok ret!

          Det er mærkeligt at det ikke duer for dig med den japanske indigo. Jeg har nu groet den nogle år, og har aldrig haft angreb af nogen art. Men det har også været på dræbersnegle-frit område. I år har min vajd været under kålormeangreb, nogle af planterne har været temmelig hårdt angrebet. Men de har ikke vist nogen interesse for den japanske indigo.

          Har du forspiret frøene indenfor? Sidste gang spirede jeg dem i vådt papir i en plasticpose og satte dem i jord efter nogle dage. Det virkede ret godt, kun få af dem døde efterfølgende.

  1. Fantastisk resultat 🙂
    Jeg har et sprogligt input: du “gror” ikke planter, du dyrker dem, – de gror selv – det andet er en amerikanisering.
    Venlig hilsen Charlotte

    1. Tusind tak 🙂

      Uha, det var en slem fejl. Jeg synes ellers jeg plejer at være meget på vagt overfor anglicismer, men du har fuldstændig ret!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *