LET STRIKKETØJ

I sidste uge var jeg på Kunsthåndværkerdag på Museum Silkeborg. Tak til alle som kiggede forbi, hvor var det spændende at tale med så mange mennesker.

~

Der var virkelig mange, som kiggede forbi min bod. Mange drev forbi på runden i salen, og mange blev også hængende og snakkede.

To ting gik igen i det folk sagde til mig. Det ene var, at de virkelig kunne lide mine farver, og at de let kunne se, at det er naturfarver. Og ja, det er jeg helt enig i! Disse farver råber langt væk, at de er naturlige:

Min farvecirkel – blå selvfølgelig fra indigo, lilla fra cochenille-indigo overfarvning, røde fra krap, gule fra rejnfan, grønne fra indigo + planter, støvgrønne fra hele blade af japansk indigo.

Det andet, der gik igen var, at folk også godt kunne lide mine design, men at mange syntes, de var for svære at strikke. Og det vidste jeg jo egentlig godt allerede. Jeg bruger som regel midlertidige opslagninger, maskesting osv. for resultatet er bedre. Det er og bliver bedre, men jeg ved godt, at der er mange der enten synes teknikkerne er svære, eller tror de er det.

Så her kommer mit fortsæt. Jeg vil prøve at skrive lettere mønstre. Jeg er i gang med en redigering af mit Vindauga Baby-mønster,  hvor der kun bruges helt almindelige teknikker. Jeg vil beholde picot-afslagningen, for den er altså virkelig let og dekorativ. Planen er at genudgive mønsteret med en let og en udfordrende variant.

Lilla og let version af Vindauga babytæppet.

Endelig har jeg sat mit hemmelige våben på sagen. Min mor! Hun har gravet sig igennem mine garnbunker, og fundet dette frem:

Fenris farvet med indigo (til venstre), med indigo og cochenille (midten) og endelig et nøgle Norne farvet med hele blade af japansk indigo (til højre).

I første omgang har hun kastet sig over det blå-grønne nøgle Norne, som der ellers faktisk lidt stod mit navn på… Planen lyder på et retstrikket sjal, som skal være simpelt og geometrisk, så det bliver spændende at følge med i.

PS: Næste gang jeg kommer på marked er d. 2. december. Det er Designmarked i Aadalen, kl. 10 – 16, Nørreled 34, Skørring, 8544 Mørke.

 

Tagget , , , , , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *