Vajd (Woad)

Vajd (Isatis tinctoria) er en indigo-holdig plante, som oprindeligt kom fra Centralasien, men som i dag findes i store dele af verden.

Planten er toårig. Det første år står bladene i en tæt roset, og det er disse blade fra første år, man bruger til farvning. Man kan høste af bladene flere gange i sæsonens løb, i det danske klima normalt to gange, men længere sydpå kan man høste flere gange.

 

 

Woad (Isatis tinctoria) contains indigo, and originally comes from Central Asia, but is found in most parts of the World today.

The plant is a biennial. The first year, the leaves form a rosette. It is the first-year leaves that are used for dyeing, and they can be harvested several times over the growing season. In the Danish climate, it's possible to harvest twice a year, while southern climates can support more than that.

woadplants

Andet år sætter planten en høj blomsterstand med gule blomster i juni, sætter frø, og visner derefter.

The second year, the plant forms a tall stand of flowers in June, produces seeds, and then dies.

blomstrendevajd

Historie (History)

Vajden stammer oprindeligt fra Centralasien (sådan deromkring Kazakhstan). Det kan man se på den genetiske mangfoldighed, af de vajdplanter, man kan finde vildt i Europa i dag [Spataro, Taviani & Negri 2007].

Planten groede ud over Europa allerede i antikken:

  • I de Bello Gallico beretter Julius Cæsar, at kelterne var tatoveret med vajd
  • Romerne indførte planten i Italien, hvor den især blev dyrket omkring Pompeii
  • Op igennem tiden var der også en stor produktion i Frankrig, især omkring Toulouse
  • I 1969 blev der fundet en jernaldergrav ved Lønne Hede i Vestjylland, og pigen i graven kom til at hedde Lønnepigen. Hun var iklædt en rød og blå dragt, hvor den blå del var farvet med vajd. Vajd har altså været brugt i Danmark i 2000 år.

Der var et stort marked for europæisk vajd indtil det 17. århundrede (omkring år 1800) hvor den blev udkonkurreret af tropisk indigo, som primært groede i Indien, og blev transporteret til Europa af Sydøstasien-kompagnierne.

Vajden blev indført i USA af nogle af de tidligste europæiske immigranter, som tog den med sig til Plymouth-kolonien, der blev grundlagt i 1620. I dag gror vajd som invasiv art ud over store dele af Nordamerika, og den er ifølge U.S. Department of Agriculture "særdeles invasiv og i stand til at dominere et helt område" [Zouhar 2009].

Woad is native to Central Asia (around Kazakhstan). That's the conclusion from a study of the genetic diversity of woad plants growing wild in Europe today [Spataro, Taviani & Negri 2007].

The plant grew across Europe already during Antiquity:

  • Julius Cæsar describes in his work "de Bello Gallico" that the kelts had woad tattoos
  • The Romans introduced woad to Italy, where Pompeii became a center of cultivation
  • France was also a major woad producer, especially the area around Toulouse
  • An Iron Age grave found near Lønne in Denmark in 1969 held a woman dressed in red and blue. The blue fabric was dyed with woad, showing that the plant has been used as a dyestuff in Denmark for 2000 years.

European woad was a commodity until the 17th century (around the year 1800) at which point it could no longer compete with tropical indigo, grown in India and transported to Europe by the South-East India trade companies.

Very early European immigrants to North America brought woad with them to the Plymouth colony, which was founded in 1620. Today, woad grows invasively across large parts of North America. According to the U.S. Department of Agriculture, the species is "highly invasive and capable of dominating a site" [Zouhar 2009].

Historisk farvemetode (Historical Dyeing Method)

Vajd indeholder indigo, altså helt samme farve som man finder i tropisk indigo og japansk indigo, bare i mindre mængder. En af grundene til, at den tropiske indigo blev så populær er (udover det store indigo-indhold) at man kunne udvinde indigoen og tørre den til et pulver. Det kunne man ikke med vajd.

For at gøre vajd klar til at farve med, skulle de høstede blade først kvases i en vajdmølle (drevet af heste, børn, eller senere i historien damp), og bladmassen formes til kugler, der tørrede i flere uger. Kuglerne var en handelsvare, men egnede sig kun til ret kort transport.

Vajdkuglerne blev så brudt i stykker, og bladmassen blev fugtet og spredt ud på gulvet, hvor den skulle fermentere. Det var en svær proces, for massen skulle holdes tilpas fugtig og vendes rundt, så den ikke overophedede, og så alle dele blev fermenteret lige meget. Det dampede fra massen, og flere beretninger nævner stanken fra denne fermentering. Når massen efter 6-9 uger tørrede, så var vajden klar til brug [Balfour-Paul 2011].

Den klargjorte vajd blev så brugt til at lave et fermenterings-farvebad, hvori indigoen blev reduceret til leuco-indigo (se siden om indigos kemi). Farvebadet blev gjort basisk, i nogle opskrifter med aske fra afbrændt træ, i andre opskrifter gammel urin (som udvikler ammoniak, der er en base).

Desuden skulle der være organisk stof til stede i farvebadet, det kunne være vajd-bladene selv, eventuelt med tilsætning af krap og klid. Det organiske stof fungerede som mad for de bakterier, der så stod for selve omdannelsen af indigo til leuco-indigo.

Der er stadig farvere, der bruger de historiske metoder, og det er også muligt at købe vajdkugler eller lave dem selv.

Tv: vajdplanten, Th: Tysk vajdmølle, illustrationer fra Daniel Gottfried Schreber: Historische, physische und öconomische Beschreibung des Waidtes (1752). Tv: vajdplanten, Th: Tysk vajdmølle, illustrationer fra Daniel Gottfried Schreber: Historische, physische und öconomische Beschreibung des Waidtes (1752).
Venstre: vajdplanten. Højre: Tysk vajdmølle, illustrationer fra Daniel Gottfried Schreber: Historische, physische und öconomische Beschreibung des Waidtes (1752).
Left: woad plant. Right: German woad mill, illustrations from Daniel Gottfried Schreber: Historische, physische und öconomische Beschreibung des Waidtes (1752).

Woad contains indigo, the exact same dye molecule found in tropical and Japanese indigo, but in smaller amounts than the other plants. The large dye content and the fact that the dye can be extracted and dried to a powder are two main reasons that tropical indigo became popular. It was not possible to extract the pure indigo from woad.

In order to prepare woad for dyeing, the harvested leaves had to be crushed in a woad mill (powered by horses, children, or later, steam) and the resulting leaf pulp was formed into woad balls that were dried for several weeks. Woad balls were traded, but were only suitable for short distance transportation.

The woad balls were broken apart, and the leaf mass moistened and spread on a floor for fermentation (couching). It was a difficult process, since the leaf mass should be kept at just the right humidity, and turned over to ensure that it didn't overheat, and ensure uniform fermentation. The mass would steam, and several accounts mention the stench. When the mass dried out after 6-9 weeks, the woad was ready for use [Balfour-Paul 2011].

At this point, the woad was used for a fermented dye bath, where the indigo was reduced to leuco-indigo (see the page on the chemistry of indigo). The dye bath was made alkaline, in some recipes by use of wood ashes, in others, stale urine (which develops ammonia, which is alkaline).

The dye bath also contained organic matter,  either just the woad leaves themselves, or madder and bran might be added. The organic matter served as food for the bacteria that carried out the reduction of indigo to leuco-indigo.

Some dyers still use the historical dyeing methods, and you can even buy woad balls or make them yourself.

Moderne vajdfarvning (Modern Dyeing Method)

Det er relativt let at farve med sin egen, friske vajd. Et aftræk af bladene med kogende vand tilsættes base, og hældes voldsomt frem og tilbage mellem to beholdere for at omdanne indican til indigo. Man tilsætter efterfølgende natrium dithionit for at reducere indigo til leuco-indigo, den gul-grønne form af indigo, som er aktiv til farvning. Se mere her.

woaddyedwool

It is relatively easy to dye with your own, fresh woad. An extract of the leaves, made with boiling water, is alkalinized, then poured vigorously back and forth between two containers to convert indican into indigo. Then, sodium dithionite is added to reduce indigo to leuco-indigo, the yellow-green form of indigo that is active in the dyeing proces. You can see more here.

Kilder (Sources)

Balfour-Paul: Indigo. Egyptian Mummies to Blue Jeans. The British Museum Press, 2011.

Spataro, Taviani & Negri: Genetic Variation and Population Structure in a Eurasian Collection of Isatis tinctoria L. Genetic Resources and Crop Evolution, 54, 573-584 (2007) link

Schreber: Historische, physische und öconomische Beschreibung des Waidtes (1752) link

Zouhar: Isatis tinctoria U.S. Department of Agriculture (2009) link

Links

woad.org.uk

RSS Indlæg om vajd (Posts about Woad)

  • Der er opstået en fejl, feedet er sandsynligvis nede. Prøv igen senere.

En kommentar til “Vajd (Woad)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *