Om os

Midgaards Have drives af mig, Astrid. Jeg er en ret systematisk naturfarver, og det skyldes nok min naturvidenskabelige baggrund!

Jeg er oprindeligt uddannet molekylærbiolog, og har nogle år levet af at rakke verden rundt til midlertidige forskerstillinger. Det har været sjovt og spændende, men nu er jeg landet i Danmark igen, og er i gang med at tage et sidefag i biologi for at blive lærer.

Jeg bruger nok en hel del af mine vågne timer på at tænke på naturfarvning. Mange med passion for naturfarvning “prøver sig bare lidt frem”. Det gør jeg selvfølgelig også, men mine eksperimenter er nok tit lidt mere systematiske – års træning i laboratoriet fornægter sig ikke! Desuden interesserer det mig også at grave lidt i kemien bag naturfarverne.

At få lidt teori bag gør for mig hele projektet meget mere interessant. Overraskelser er der stadig nok af, for de farver man opnår med naturfarvning er og bliver uforudsigelige.

Midgaard

I nordisk mytologi er Midgaard der hvor vi mennesker lever. Men jeg tænker at det også kan betyde “lige her, her hvor jeg er, lige nu”. Og i den forstand synes jeg, at navnet passer til garnet, for det er lavet lige her hvor jeg er, og det ville ikke få lige præcis den farve det nu har, hvis det blev lavet noget andet sted. Vandet man bruger (både regn og fra hanen) påvirker nemlig den farve man opnår med naturfarver.

Hvorfor naturfarver?

De første årtusinder af menneskehedens historie var alle farvede tekstiler farvet med naturfarver. Farver var ikke så lette at få fat på, og tit var de for eliten. Det ændrede sig fundamentalt i 1856, da de første syntetiske farvestof blev lavet ud fra stoffer i olie.

Så hvorfor overhovedet bruge naturfarver, når vi har en hel regnbue af kemiske farver der både er lette at bruge, og har god lys- og vaskefasthed?

For det første, så tror jeg helhjerte på farver fra fornybare kilder – og det er det helt sikkert, når man bruger planter der alligvel bare gror, i skoven eller i vejkanten. Det er også tilfældet med farver fra dyr og lav, men så er den gave vi får (eller bestemmer os for at tage) fra naturen bare langt større. For det andet, så synes jeg simpelthen bare at naturfarver er smukkere. De gløder indefra på en måde, som syntetiske farver bare aldrig gør.

Save

Save

Save

Save