KRAP & KALK

Mange kilder er enige om, at man skal tilsætte kalk for at få gode, røde farver fra krap. Det har jeg aldrig kunnet få til at passe, så der måtte eksperimenteres.

~

Sidste sommer brugte jeg på en masse testfarvninger, og et af temaerne var kalks indvirkning på den røde farve fra krap.

Tidligere på året havde jeg afprøvet, om jeg kunne fjerne de gule toner fra krapfarven ved at sætte krappen i blød i varmt eller koldt vand og smide det ud før farvningen, men det kan man ifølge mine forsøg ikke.

Så problemet var der stadig: at jeg med samme metode nogle gange får en god mættet rød, andre gange en mindre mættet, mere orange tone.

I de tidligere forsøg var der ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand. Den røde fra regnvand er kun en smule bedre end den fra vandhanevand, men det er fordi vandet er ret blødt her hvor jeg bor

Jeg har efterhånden hørt fra flere danske naturfarvere, at deres hårde vand ødelægger den røde krapfarve, og jeg har også tidligere set det selv, da jeg boede et andet sted med hårdt vand.

Det er bare i direkte modstrid med det, mange (mest engelsksprogede) forfattere skriver om farvning med krap: at der skal være kalk til stede for at få en god rød farve. Her er et lille udpluk fra forskellige kilder, i min oversættelse:

“Kalk eller læsket kalk tilsættes, især i områder med blødt vand.” John & Margaret Cannon: Dye Plants and Dyeing, s. 76.

“Tilsæt en spiseskefuld malet kalksten eller kalkstøv.” Rita Buchanan: A Dyer’ Garden, s. 52.

“Hvis vandet mangler kalk, så kan man få klarere farver ved at tilsætte lidt malet kalk til farvebadet.” Ethel Mairet: Vegetable Dyes, s. 42.

“Kalkpulver eller kalkvand bør tilsættes, hvis krappen er “sur”. Citat fra Hellots “Art de la teinture des laines et étoffes de laine” i Dominique Cardon: Natural Dyes, s. 113.

Og sådan kunne jeg blive ved. Kilde efter kilde peger på, at man skal tilsætte kalk, men nogle siger, at det skal gøres hvis der ikke er “nok”, eller hvis krappen er “sur”. Hos andre bruges det bare hver gang.

Jeg ved ikke hvor ideen stammer fra, men den ser ud til at have været i omløb meget længe. Hellot, som Cardon citerer, udgav “Art de la tenture” i 1750, og den har været en meget indflydelsesrig bog.

Planten, det hele drejer sig om – krap, Rubia tinctoria. Her en andetårs-plante i min have midt på sommeren.

For at prøve at gennemskue sammenhængen mellem kraps røde, kalk og vandtype, lavede jeg en serie eksperimenter på uld.

I alle tilfælde er forholdet mellem krap og uld 1:1, og farvningerne er lavet ved ca. 55 grader. Jeg blødte krappen op i vand natten over inden farvningen, og farvede i iblødsætningsvandet. Under farvningen holdt jeg temperaturen en time, og lod så garnet køle af i farvebadet til næste dag.

Først ville jeg prøve at finde ud af, om det er kalken i vandhanevand, der gør noget ved farven, eller om det kunne være noget andet i vandet, der har en virkning. Med “noget andet” tænker jeg primært på jern, som er til stede i vandhanevand, og som kan have en stor virkning på farven selv i meget små mængder.

For at have noget at sammenligne med, farvede jeg først et nøgle i vandhanevand.

Så tilsatte jeg kalk i form af perlekalk (fra et havecenter). Mængden var 4 g/L, og det svarer ca. til 2 spsk i 10 L vand. Det gav en meget let forhøjet pH på 7-8 i stedet for 7. Og hvorfor lige den mængde, tænker man måske nu. På det tidspunkt i mine eksperimenter vidste jeg ikke hvilken mængde man plejer at bruge, så det var bare et gæt. Jeg prøvede den tilsætning af kalk både til vandhanevand og regnvand.

Endelig prøvede jeg læsket kalk, som jo bekendt er stærkt basisk. Derfor neutraliserede jeg det med en stærk syre, da uld jo ikke har godt af base.

Resultatet fra første runde ses herunder. Til venstre garn, der er farvet i vandhanevand, og har den sædvanelige, lidt blege røde, som vandhanevand plejer at give. Når jeg tilsætter kalk til vandhanevandet ændrer farven sig lidt, til en lidt lidt mørkere tone, men ændringen er ikke ret stor. Med regnvand og tilsat kalk får jeg en lidt lysere tone end med vandhanevand alene. Men den ligner ganske meget, så min foreløbige konklusion er, at det er kalken i vandhanevand der påvirker farven, og ikke noget andet som jern.

For at være helt sikker, og fordi jeg havde læst at der også godt kan være jern i havekalk, afprøvede jeg også læsket kalk. Indholdet af kalk i vandhanevand, og det man kan købe som havekalk, er  CaCO3 (calcium carbonat). Læsket kalk er derimod Ca(OH)2 (calcium hydroxid) som er en stærk base. Det var svært at måle op, så jeg tog simpelthen bare noget af vandet i min spand med læsket kalk og kom det i demineraliseret vand (så der helt sikkert ikke var andre ting til stede) og neutraliserede med en stærk syre (kan ikke lige huske hvilken).

Resultatet ses længst til højre i billedet nedenfor. En meget støvet gammelrød. Så konklusionen indtil videre er at ja, kalk har en effekt, men den er i retning af mere støvede røde, ikke kraftigere røde farver. Og ja, det er kalken i vandhanevand der er skyld i effekten. Og jo mere kalk (altså jo hårdere vand), jo større effekt.

Krapfarvning i vandhanevand, vandhanevand med 4 g/L kalk tilsat, regnvand med 4 g/L kalk tilsat, og i neutraliseret læsket kalk i demineraliseret vand.

Efter første runde fik jeg mistanke om, at jeg måske havde tilsat for meget kalk. Det kunne jo være, at kalk havde en god effekt ved en bestemt lav mængde, men ødelagde farven ved meget højere mængder. Så efter at have søgt en del fandt jeg et tal på 1-2%, for eksempel i Mairets bog. De fleste bøger angiver nemlig ubrugelige mængder som for eksempel “en skefuld kalk per farvegryde”.

For at skyde med spredehagl testede jeg mindre og større koncentrationer end de 1-2 %, nemlig 0,2, 1, 5 og 10%. Resultatet er nedenfor, og var faktisk lidt uventet. Der er nemlig ikke forskel på farvning i rent regnvand og op til 5 % kalk tilsat. Ved 10 % er farven en lille smule anderledes (blegere mod det gammelrøde) men forskellen er så lille, at det ikke lykkedes at fange den på billedet.

Uld farvet med krap i regnvand uden kalk tilsat, og med 0,2, 1, 5 og 10% kalk tilsat.

Jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv om, om det var et positivt eller negativt resultat. Det siger dybest set at i relevante mængder er kalk uden virkning. Det giver ikke gode røde, men det er på den anden side harmløst.

Men hvis det ikke er rigtigt hvad de engelske bøger siger, er de danske farveres fornemmelse så rigtig? Bliver farven bedre jo mindre kalk der er? Nedenfor er en sammenligning af krapfarvning i regnvand, vandhanevand og demineraliseret vand. Der er den typiske forskel på regnvand og vandhanevand, hvor sidstnævnte er lidt dårligere end førstnævnte.

Prøven i demineraliseret vand var jeg ekstra forsigtig med. Efter bejdsningen, som jeg altid laver i vandhanevand, vaskede jeg garnet i regnvand flere gange, og det gjorde jeg også med glasset, farvningen foregik i. Den behandling gav den bedste røde i dette eksperiment, så min konklusion må være ret klar. Jo mindre kalk, jo bedre rød.

Farvning i regnvand, vandhanevand og demineraliseret vand. Den dårligste rød fås med vandhanevand, den bedste med demineraliseret.

Nedenfor alle prøver i et samlet billede, så man kan sammenligne dem direkte.

Alle testens farveprøver samlet i et billede. Alle er 1:1 krap og uld, og de kort der ligger i en gruppe er farvet samtidig i glas over et samlet vandbad.

Mit resultat er altså klart, at mindre kalk giver bedre rød. Men det efterlader stadig et mysterium. Hvorfor står der i alle bøger fra de sidste 3 århundreder, at krap farver bedre rød med tilsætning af kalk?

KRAPS FAMILIE

Krap har mange slægtninge, som også indeholder gode, røde farvestoffer. Det er planter, som er hjemmehørende i Danmark, og har været brugt langt tilbage i historien.

~

Året lakker faktisk allerede mod enden, og jeg vil prøve at samle lidt op på de mange eksperimenter, jeg har lavet.

Denne sommer ledte jeg efter så mange som muligt af kraps slægtninge. Krap, Rubia tinctoria, hører til Krap-familien (Rubiaceae), og indenfor den familie finder man også Snerre-slægten (Galium).

Snerre-arter har slet ikke lige så meget rød farve i rødderne som krap, men der findes flere vildvoksende snerre-arter i Danmark, som har været brugt historisk.

Krap-plante, der gror i min farvehave.

Den første snerre, der springer i øjnene er burre-snerre (Galium aparine). Den gror nemlig overalt! Det er den plante, der laver frøene, jeg altid bare har kaldt burrer. De runde frø er nemlig fulde af modhager, så burrerne er fantastisk gode til at hænge fast i tøj og hundepels. Hele planten har modhagerne, og her afslører slægtskabet sig virkelig, for krap har præcis de samme modhager.

Mit forsøg på at grave burre-snerre op for at få fat på rødderne sluttede dog hurtigt. Rødderne er fine som sytråd, så der skal graves virkelig meget. Rødderne siges ellers at indeholde farve, så jeg beholder planten på min måske-liste til en anden gang.

Burre-snerre i nærbillede. Man kan se de karakteristiske modhager, som får frøene til at hænge fast, og som krap-planten også er udstyret med.

Gul snerre (Galium verum), også kaldet Jomfru Marias sengehalm (på engelsk Lady’s bedstraw), er den snerre, man oftest ser omtalt som farveplante. Jeg såede den faktisk også i haven i år, frøene havde jeg bestilt fra Impecta. Jeg såede direkte på friland i foråret, men intet kom op.

Når man ikke har fundet en bestemt plante eller svamp endnu, så er den simpelthen usynlig. Men når man endelig finder den, så viser det sig tit, at den er overalt. Sådan udviklede mit og gul snerres forhold sig i sommerens løb. Da jeg endelig fik øje på den, så var den jo alle steder. For eksempel på denne magre strandeng:

Strandeng på Mols, mager og sandet jord, hvor gul snerre trives.

I den magre og sandede jord trives planten til gengæld også, side om side med blandt andet røllike og prikbladet perikon.

Gul snerre, der vokser i en hel klynge.

Desværre gav flere udflugter med skovl mig kun en meget lille håndfuld rødder af gul snerre – for lidt til at kunne vejes. Planten har nemlig, ligesom burresnerren, meget fine rødder, og de filtrer sig sammen med andre rødder, af rajgræs og lignende. Kombineret med den stenede/sandede jord, som gul snerre foretrækker, bliver det meget svært. Hvis man skal have fat på disse rødder, så skal man måske selv dyrke gul snerre i en sandet jord uden andre forhindringer. Jeg prøvede faktisk at farve med de få rødder, men det gav næsten ingen farve.

På en skovtur fandt jeg så denne plante – hvid snerre (Galium mollugo):

Blomstrende hvid snerre, fotograferet i juli.

Hvid snerre er også omtalt som farveplante, så jeg forsøgte mig igen med opgravning af rødder. Også her var det virkelig svært, for i skoven er der fyldt med trærødder, som det er umuligt at grave for. Men det lykkedes at få et par gode håndfulde rødder, mest fordi hvid snerres rødder er tykkere, og derfor nemmere at have med at gøre. Jeg gravede rødderne af hvid snerre op i skoven 9. juli. Næste dag, efter at være gjort i stand, vejede de let tørrede rødder 30 g.

Rødder af hvid snerre, en hæderlig bunke. Tydelig rød farve inden under det yderste barklag!

Jeg satte rødderne i blød i koldt vand natten over, og farvede så mine sædvanelige alun-bejdsede 12-grams nøgler Fenris for at afprøve farven. Jeg fjernede iblødsætningsvandet fordi Jenny Dean gør det, men jeg burde have sagt mig selv ud fra mine krap-eksperimenter, at det ikke var nødvendigt. Iblødsætningsvandet indeholder bare en lille mængde farve af samme art som den, der trækkes ud af roden ved opvarmning (6-gramsnøglet farvet i udblødningsvandet ligger hen over de andre nøgler i billedet nedenfor).

Jeg farvede så alun-bejdsende 12-grams nøgler i et 1. og 2. bad, præcis som når jeg farver med krap, altså ved at varme op til ca. 60 grader, og så lade garnet ligge i badet til næste dag.

Første-badet giver en overbevisende rød-orange, som ikke ville være spor overraskende, hvis det var almindelig krap man havde farvet med. Mængden af farve i hvid snerres rødder er bare mindre end i krap, men forskellen er faktisk ikke så stor, som jeg havde troet. Her er det 30 g rødder på 12 g garn, med krap ville man få sådan en farve frem med mindre end garnets vægt i krap.

Lidt overmodig smed jeg nu et stort (50-grams) nøgle i farvebadet, selv om jeg godt kunne se, at der ikke var så meget farve tilbage i det. Det var midt i juli, og jeg lod hele badet med garn stå i en krukke udenfor.

Et par gange lunede jeg det over vandbad for at hjælpe farven på vej, men ellers stod det bare. Jeg vendte i det nogle gange for at få en jævn farvning, og det fermenterede også en overgang. Både tid og fermentering vil hjælpe med at frigive farven, og jeg forestiller mig, at et garnnøgle, som suger farven til sig efterhånden som den frigives, gør, at mere af farven (alizarin, som ikke er ret opløseligt i vand) kan frigives. I hvert fald endte mit sidste nøgle, som jeg beholdt i krukken indtil 1. september (i alt  6 uger) med en fin laksefarve. Og farvebadet endte faktisk med at blive klart, så der var ikke mere farve at komme efter.

Farvning med roden af hvid snerre (Galium mollugo). 1. bad (til venstre), 2. bad (midten), og det store nøgle til højre er fermentering i 3. bad. Et nøgle farvet i iblødsætningsvandet ligger hen over de andre for oven.

Read this post in English

RØD KRAP

Krap er en af de allerældste farver, og er beskrevet i stort set alle bøger om naturfarvning. Men alle bøgerne giver forskellige metoder til at opnå den eftertragtede, mættede kraprøde farve. Der er kun en ting at gøre – eksperimentere!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter.

Resultaterne ses nedenfor:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).

Testens resultat, se forklaring over billedet.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.