Nedfalds-lav

Nedfalds-lav er perfekt til naturfarvning, det gør nemlig ingen skade at samle det nedfaldne lav op – det kan alligevel ikke gro videre. Tue-grenlav er en af de almindelige arter, som også er let at genkende.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden.

Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

Lav, der trækker i 1% ammoniak.

For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm.

I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

KRUKKER med LAV

Farvning med lav er en langsom disciplin – kun overgået af, hvor langsomt selve lavet gror…

Sidst i februar startede jeg to krukker med lav, en med almindelig slåenlav (Evernia prunastri) og en med tue-grenlav (Ramalina fastigiata) – det er jeg ret sikker på, er de rette artsbestemmelser.

lichens
Almindelig slåenlav (til venstre) og tue-grenlav (til højre).

Det er vigtigt at nævne, hvordan jeg har indsamlet dette lav. Tue-grenlavet er alt sammen nedfald fra et enkelt træ som voksede på legepladsen tæt på vores hus. Hver gang jeg gik der, fandt jeg noget nedfaldslav, ofte fyldte jeg begge lommer.

Men forleden da jeg gik forbi var træet blevet fældet! Det, og alle andre træer i nærheden!! Jeg håber, at der er nogle byplanlæggere et eller andet sted, der virkelig skammer sig.

Det meste af den almindelige slåenlav er også nedfald, men lidt af det er plukket på skovture til skove, hvor arten gror så voldsomt, at de fleste træer er dækket af et tykt tæppe. Og så er det i orden at plukke lidt.

Almindelig slåenlav er en velkendt art til farvebrug, og bruges også som bestanddel til mange parfumer. Ikke mærkeligt, for den dufter vidunderligt, ligesom alle de andre lavarter jeg har været tæt på. Jeg kom 25 g af den i et glas.

Tue-grenlav bliver ikke nævnt i kapitlet om lav i “Vegetable Dyes” af Ethel M. Mairet, en overraskende brugbar bog fra 1916, som man kan læse gratis hos Gutenberg-projektet.

Karen Diadick Casselman nævner den heller ikke direkte i “Lichen Dyes, The New Source Book”, men hun nævner Ramalina-arterne generelt som kilder til rød/pink med ammoniakmetoden. Jeg kom 20 g tue-grenlav i et andet glas.

Derefter fylder man 1% ammoniak på glassene så det dækker. Den almindelige ammoniak fra supermarkedet er 8%, så man fortynder bare med vand.

Og så kommer den kedelige del!

Lavet skal nemlig stå i ammoniakken i ugevis. Hver dag tager man låget af så der kan komme luft ind, og glassene skal rystes tit og godt for at få indholdet iltet. Casselman advarer igen og igen om, at farven ikke udvikler sig, hvis man ikke ilter ordentligt.

Jeg var meget pligtopfyldende med rysteriet indtil først i april, hvor jeg besluttede mig for at afprøve farverne.

Fra hvert glas tog jeg en mængde væske, som skulle svare til 5 g lav. Fra glasset med tue-grenlav, som indeholdt 20 g lav, var det 1/4 af væsken eller ca. 100 mL. Fra glasset med alm. slåenlav, som indeholdt 25 g lav, var det ca. 1/5 af væsken.

Jeg fortyndede væskerne så de dækkede garnet, og kom dem så i glas, som jeg varmede i vandbad.

Det er en god metode til meget små farvebade, og en ekstra god ide i dette tilfælde hvor pH er over 10 selv efter fortynding. Så mener jeg nemlig det er ekstra vigtigt at varme forsigtigt, så ulden ikke bliver beskadiget:

doubleboiler
Små farvebade, der varmes på vandbad.

Jeg varmede forsigtigt i en time, og tog så ulden ud af farvebadene i stedet for at lade den ligge til næste dag, som jeg ellers plejer. Den høje pH over mange timer ville nemlig æde ulden.

Dette første forsøg gav to nøgler i mellem-pink toner, som er meget fine, synes jeg. Alm. slåenlav-farven er brunere end den fra tue-grenlav, sidstnævnte er virkelig baby-pink:

lichenwoolapril
Uld farvet med alm. slåenlav (øverst) og tue-grenlav (nederst) efter at lavet har været i ammoniak eet par måneder.

Efter det første forsøg lod jeg glassene stå igen, til sidst i juni. Men i den sidste tid var jeg vist ikke så pligtopfyldende med at få indholdet iltet.

D. 21. juni bestemte jeg mig for at slutte eksperimentet.

Jeg filtrerede resten af væsken i hver glas, og målte pH. Den var, som forventet, 10-11. Jeg delte væsken fra hvert glas op i to, og lod den ene del være som den var, mens jeg neutraliserede den anden halvdel. Jeg brugte ca. 1 del 37% eddikesyre til 5-8 dele farvebad, for det var lige hvad jeg havde ved hånden.

Så brugte jeg samme system med vandbadet som første gang. Nøglerne i høj pH tog jeg ud efter en time, dem i de neutrale bade blev liggende i badet til næste dag. Og resultatet:

lichenwooljune
Fra højre til venstre – 1: Alm. slåenlav fra april, 2: Tue-grenlav fra april, 3: Alm. slåenlav høj pH, juni, 4: Tue-grenlav høj pH, juni, 5: Alm. slåenlav neutral pH, juni, 6: Tue-grenlav neutral pH, juni.

Nøgle 3 og 4 er en gentagelse af nøgle 1 og 2 efter at farven har fået et par måneder mere. Jeg ved ikke helt, hvorfor farven var bedre i april. Fordi jeg begyndte at glemme at ryste glassene? Eller er resultatet påvirket af, at jeg brugte alunbejdset garn i april med ubejdset i juni? Det burde ikke påvirke farver fra lav, da de er substantive, men man ved aldrig.

De neutraliserede farvebade gav mere intense farver, men de er ovre mod det brune i stedet for pink. Fine farver, men man kan få ca. det samme fra avocado med en meget mindre indsats.

Alt i alt er jeg meget tilfreds med mine første forsøg med disse lavarter, men der er mange forbedringer at afprøve.

Jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang jeg forsøger mig med disse typer lav. Faktisk lader jeg aldrig lav ligge på jorden når jeg finder det på mine gåture, så jeg har et lager til at sætte de næste eksperimenter i gang snarest!

 

 

 

 

Save

Save

Avocado, Meet Blender

Remember these jars?

fermentation

They had been fermenting for over a week, and the color of the liquid didn’t change over the last days, so I decided it was time to try them.

The front jar contains the pit and peel from 1 avocado and 1 Tsp salt, the other one the same with the addition of 1 Tsp ammonia. I combined the pit and peel in one dye bath because my earlier attempts didn’t yield different colors with them separated. And this time I blended the pit and peel, carefully and a bit at a time to not destroy the blender.

The much deeper red in the ammonia jar does translate into more color, a reddish brown, on the yarn (in front) than the jar without ammonia (in the back) which just gave the standard beige. Again beige.

avoskeins

No pink this time, maybe because I didn’t heat the avocado before fermentation?

FACTS – AVOCADO PEELS + PITS, BLENDED

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 10 g yarn to one avocado

Conclusion Ammonia extracts more color

Possible improvements Boil before fermentation to get pink. Filter out blended avocado before dyeing

At this point, I think it’s fair to say that I have tried a lot of combinations with avocado fermentation of avocado pits, of the peels, and now blending them together and fermenting them with and without ammonia. I’ve achieved a range of colors from beige over pink into brown.

So I do think this concludes my experimentation with this for now. The only thing that remains to be seen is how light and wash fast this is over a longer time.

Dette er det – måske – sidste forsøg med avocado, for nu i hvert fald. Denne gang har jeg blendet skal og sten af avocado sammen og prøvet at fermentere dem i en uge med eller uden ammoniak. Sidstnævnte gav den kraftigste farve i glasset og også på ulden. Men ingen pink denne gang, kun beige og brun.

Save

The Faintest Pink

Once your eye adapts to spotting lichens, there is one in particular that beckons to you from just about everywhere – bright yellow Xanthoria parietina, growing on stones, fences, and branches.

It’s even in my holiday snapshots from last year, taken at Dybbøl, where the Germans beat the Danish army back to the stone age in 1864. Xanthoria parietina is the yellow splotches on these big boulders my daughter is posing on:

dybboel

And here is a branch with the lichen up close:

xathoria

The color of the lichen can actually vary quite a bit. The Wikipedia entry says that the deep yellow color is caused by the pigment parietin, which has a biosynthesis that is light dependent because parietin is actually the lichen’s UV protection. I have indeed often seen intesting lichens growing in the shade, and stepped closer just to find that it was actually a green-grey version of Xanthoria parietina.

The yellow parietin reacts with KOH to give red, one of the standard test one can make when typing lichens. I don’t know the exact chemistry, but I am guessing the same should happen when you steep it in ammonia?

Parietin, Wikipedia informs us, is also found in the roots of curled dock (Rumex crispus, kruset skræppe in Danish). Jenny Dean lists the roots of curled dock, dock, and sorrel as sources of reddish browns, but I’m not sure if that has anything to do with its parietin content.

But back to Xanthoria parietina. Irish lichens (one of my favorite web sources on lichens) tells us that it is a very pollution-resistant lichen. It seems to be spreading, and is even considered invasive by some people, so this one is fine to gather whenever you find it.

I have kept a jar of Xanthoria parietina since November 15th last year. It contained 42 g of lichen in ammonia (I buy the ordinary one at a supermarket and dilute it to 1%).

I try to remember to shake my jars of lichens. The book I read on the topic, Karen Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” returns to the point several times: “Aeration is important”, “Vats ignored […] may not develop properly” and so on.

But in real life, of course, it’s hard to remember. It only takes moments to take the lid off, replace it, and shake the jar, but like flossing and taking vitamins, initial determination can quickly wear off. Some weeks I may have shaken this jar every day, but at least half of the time, it’s just been on its own.

The dyeing process, on the other hand, is easy. Just pour the liquid into the pot and dye the yarn in it over gentle heat. My 10 g test skein came out a faint, but pretty, pink:

xanthoriaskein

and this is actually the best color that I have achieved with Xanthoria parietina. I think it’s a pretty color, although you are actually supposed to turn it blue by exposing the wet skein to sunlight. I tried that with a similar skein, but the blue tone it turned into was so faint that it was white that just felt a bit blue… My guess is that the initial pink should be very strong in order to get a good blue – this is also based on the photos that mycopigments posted here.

I suspect that the shift to faint blue will eventually happen if the yarn is exposed to sun at all (photo-oxidation). Red2white shows a series of light tests here, and in addition to color loss, there is also a change towards blue. But faint and possibly also quite fugitive – good blue can only come from indigo!

In conclusion, the dye from Xanthoria parietina is fun to play with, but not lightfast. I still find myself planning out more experiments, so next time I pass a yellow branch, something will go into my pocket (for a lovely day of acetone extraction perhaps?)

FACTS – Xanthoria parietina

Mordant 10% alun*

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 1:4

Conclusion The color is pretty, but faint. And it is not lightfast

Possible improvements More diligent vat-shaking – more efficient aeration should develop the dye better. And maybe ripping the lichen into smaller pieces will also help extraction? According to Casselman, lightfastness improves if the yarn is dried before the dye is rinsed out

*Alun mordanting should not be necessary when working with lichen dyes, as they are substantive = able to bond to animal fibers by themselves. But I just had some mordanted skeins on hand, and it doesn’t interfere, either.

Lav-arten Xanthoria parietina bør, efter extraction i ammoniak, give en pink farve som skifter til blå i direkte sol. Jeg har prøvet at få denne blå frem tidligere, uden held. Denne gang har jeg ladet garnet tørre uden sol og fået en svag fin lyserød farve.