REJNFAN-EKSPERIMENTER

Rejnfan har blandt naturfarvere et ry som lidt kedelig. Planten er almindelig, let at finde, let at farve med, og så giver den bare gul farve –  ligesom så mange andre planter. Men den har en lang kulturhistorie, og så er dens gule farve faktisk af virkelig god kvalitet!

~

Jeg har undret mig over denne plantes underlige navn – rejnfan. Nogle skriver og siger navnet som “regnfang”, men det er altså ikke rigtigt.

For nyligt stødte jeg på en forklaring i Esther Nielsens “Plantefarvehaven” (som ikke er til at opdrive antikvarisk, men kan lånes på biblioteket). Nielsen skriver at “Det stammer fra det tyske Rainfarn, hvor Rain betyder agerrende og Farn betyder fane eller bregne”. Planten stod altså i mellemrummet mellem markerne, og markede grænsen mellem din og min mark med en gul bræmme. En poetisk og plausibel forklaring, synes jeg.

Rejnfan, Tanacetum vulgare.

Også det latiske navn, Tanacetum, har Nielsen en forklaring på. Hun mener, at apotekere i tidens løb har ændret dens navn fra det oprindelige Athanasia (hvor a-thanasos betyder udødelig) til Tanacetum. Det skulle hentyde til, at blomsterne beholder deres stærke, gule farve selv om de tørres.

Rejnfan har været brugt i urtemedicin i århundreder. Den er giftig, især for insekter, og blev brugt som ormekur. I dag ville man nok ikke anbefale at spise planten, og man ved nu, at giftigheden skyldes stoffet alfa-thujone, som findes i alle dele af planten.

Alligevel blev den før i tiden brugt som krydderi, og den har da også en meget stærk lugt. Jeg plejer at koge den udenfor når jeg laver et farvebad!

Som farveplante har rejnfan mange fordele. Den er en meget almindelig plante, som man kan finde i store mængder i nærmest hver eneste vejkant. Og det betyder jo, at man kan plukke med god samvittighed – så længe man plukker ved at skære eller klippe, så resten af stauden lever videre.

Den gule farve er særdeles lysægte, i mine lysprøver er den altid bedre end vau, som ellers roses for at være en af de bedste gule.

Ifølge denne artikel (Phytochemistry 51, side 417, 1999) indeholder rejnfans blomster store mængder apigenin og luteolin, som netop er de primære gule stoffer, man finder i vau. Bladene indeholder nogle lidt andre stoffer, som ligner luteolin, men er en smule anderledes. Altså giver det god mening, at man får lidt forskellige farver fra blomster og blade. Hvorfor rejnfans farve så falder mere ægte ud end vaus i mine farvegryder ved jeg ikke.

Efter at have læst om farveekstrakter et eller andet sted bestemte jeg mig for at prøve at lave et ekstrakt af rejnfan. Jeg tænkte nemlig at ekstrakter – ud over at være en kompakt måde at opbevare farve på – også kunne bruges på nye måder, for eksempel til tryk på stof.

Og jeg fandt endda en artikel hvor forfatterne havde koncentreret ekstrakt af rejnfan så meget, at det blev et pulver. Så dette er hvad jeg afprøvede:

500 g friske rejnfanblade og -blomster (plukket d. 11. august) kogte jeg i regnvand nok til at dække. Jeg lod det stå til næste dag, hvor jeg siede alle plantedele fra. Så kogte jeg afkoget ind, til jeg ikke kunne fordampe mere vand fra det. Jeg tørrede det også lidt i ovnen ved ganske lav varme. Og dette var resultatet – en lille mængde mørkebrun og vanvittigt klistret sirup:

Rejnfansirup – brun, ildelugtende, giftig.

Det blev altså ikke til et pulver, men en mørk sirup. I tidernes morgen lærte jeg i organisk kemi, at sort sirup betyder, at ens produkt er urent. Men det er vel forventeligt her, for når man bare koger planter i vand, så bliver det jo en blanding af mange forskellige stoffer.

For at teste min sirup opløste jeg den bare i vand og farvede med den på 100 g uld (Fenris) i stedet for at afprøve andre muligheder. Jeg ville nemlig først se, hvordan farven er bevaret efter turen igennem sirupstilstanden. Her er en sammenligning med 500 g friske blade og blomster (til venstre), 500 g friske blade og blomster som jeg tørrede, og så brugte til farvning (midten) og siruppen opløst i vand (til højre):

Fenris 100% uld farvet med frisk rejnfan (til venstre), tørret rejnfan (midten) og rejnfansirup (til højre).

Billedet ovenover viser, at farven fra rejnfan er den samme, ligegyldigt om man bruger friske eller tørrede blade og blomster. Og det er jo fint at vide – tørring påvirker ikke farven.

Nøglet til højre, som er farvet med siruppen, har en lidt brune tone end de to andre. Men ellers er al den gule farve jo bevaret helt fint trods behandlingen. Næste år vil jeg prøve flere muligheder med plantesirup!

Da jeg var i gang med rejnfan og eksperimenter blev det lige til lidt flere. Jeg fandt nogle tørrede rejnfanblade fra sidste år (2016) da jeg ryddede op, og overvejede hvor godt farven bevares når man gemmer den længere. I billedet er der jo ingen forskel på farvning med frisk og tørret rejnfan, men de tørrede planter var kun tørret i et par uger før jeg brugte dem.

Samtidig ville jeg også afprøve noget andet, jeg har tænkt over. Nemlig om total findeling af planter er mere effektiv end bare at smide større dele i farvegryden. Jeg pulveriserede nogle tørrede 2017-rejnfanblade i min morter for at se, om det gav dybere farve. Og resultatet:

12-grams nøgler Fenris, hver farvet med 25 g tørrede rejnfan-blade. Hele 2016-blade (nederst), hele 2017-blade (midten) og puveriserede 2017-blade.

Nøglet farvet med pulveriserede 2017-blade har samme farve som nøglet farvet med hele 2017-blade, så man får altså ikke mere farve ud ved findeling. Heldigvis, for det er virkelig besværligt. Der er lidt forskel på farven med 2016-blade og 2017-blade, men forskellen er ikke stor. Jeg tror ikke, det skyldes opbevaring – forskellen kan lige så godt skyldes, at planterne ikke har vokset samme sted, at vejret har været forskelligt, og at de ikke er høstet på helt samme tid.