Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

En horde huer

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 1

Fiasko i naturfarvning er tit defineret som det at få en anden farve end den man lige havde tænkt sig. Beige, råhvid, lysegul, ubestemmelig grumset er alle sammen farver, som jeg ikke har gjort noget forsøg på at få, og alligevel har jeg en hel bunke af garnnøgler i de toner. Men faktisk er der en del at lære af fiaskoerne. Nogle af dem giver nye ideer til hvad man skal prøve næste gang. Andre afdækker måske bare hvordan det ikke skal gøres. Her nedenfor vil jeg beskrive nogle af mine farvefiaskoer, og faktisk er min liste så lang, at dette her kun er første halvdel, anden halvdel følger.

Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.
Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.

1: Fiasko med bark

Flere bøger om naturfarvning fortæller om bark som farveemne. For eksempel nævner Jenny Dean i “Wild Color” følgende typer bark og de farver de skulle give på alunbejdset uld: el (brun-grøn), berberis (gul), ask (stærkt gulgrøn), æble (varm gul), eg og pil (beige), og endelig elm, birk, kirsebær, pære og blomme (rosa).

Så i et stykke tid ledte jeg efter bark på mine gåture og endte med disse tre:

  1. Birk (Betula) – jeg har ofte farvet solgult med bladene, men havde ikke forsøgt mig med barken. Da der blev fældet en masse birketræer, som blev efterladt i en kæmpe bunke greb jeg chancen. Jeg kravlede op få at få fat i nogle gode stykker, men faldt faktisk et godt stykke ned derfra fordi jeg havde træsko på. Jeg ved ikke helt hvad man skal lære af det, men jeg fik da 60 g birkebark.
  2. En dag var der nogle mænd der savede stammer op udenfor. Næste dag holdt de fri, så jeg fik skrællet et godt stykke af barken. Det var el, den med de bittesmå kogler. 70 g bark.
  3. På en gåtur i skoven hoppede jeg over en enorm grøft for at få fat på noget efterladt bøgebark, da der havde ligget en stor stak stammer. Min datter hoppede efter og måtte reddes tilbage til sidst. 94 g bark.
Dagmar tæt på at falde i grøften
Dagmar var tæt på at falde i grøften. Efterfølgende surmulede hun og måtte reddes.

Jeg brugte Jenny Deans generelle metode til farvning med bark. Hun siger at “det er bedst at sætte bark i blød i flere dage eller uger i koldt vand først. Derefter simres i en time. Bark må aldrig koges, da det frigiver for meget garvesyre”. Så det var hvad jeg gjorde – jeg lod de tre slags bark stå i blød et par uger. De begyndte at gære, og det lugtede ikke godt.

Men da jeg simrede 10-grams testnøgler af alunbejdset garn i mine barkbade gav det bare meget lys beige. Det var ikke engang værd at tage billeder af, men man kan se et af nøglerne stikke ud i det øverste billede mellem de lyserøde nøgler til venstre i billedet.

Jeg har faktisk set andre eksperimentere med bark (for eksempel til min uldgruppes farvedag) hvor det også gav råhvid/lys beige. Så jeg er ikke overbevist om, at det overhovedet giver andet, men det kan jo være, jeg tager fejl. Man må meget gerne kommentere for neden hvis man kender til en god metode til barkfarvning.

2: Fiaskoer med slimet og muggen avocado

Der findes jo velkendte metoder til farvning med avocado, men jeg har alligevel eksperimenteret med nogle lidt andre måder. Vel for at forbedre metoden, men det ser ud til, at jeg bare har gjort det hele mere rodet og indviklet.

Ifølge Carol Lee skal man ikke lade avocadosten og -skind tørre ud, for så bliver stenene så hårde, at de er umulige at hakke i stykker. I stedet anbefaler hun af fryse dem. Jeg har prøvet at finde en måde at tørre den på alligevel, da min fryser er ret lille.

Jeg hakkede sten og skind og lod dem tørre. Det virkede faktisk fint et par gange, men de fleste gange blev materialet totalt muggent før det kunne nå at tørre. Mugne farveemner kan jo sagtens farve fint, men jeg synes generelt ikke, det er en god ide at have store mængder mugne ting inde i huset. Mange slags mug laver jo toxiner, og dem kan man jo indånde. Så nu fryser jeg igen sten og skind fra avocadoerne.

dryavocado
Avocadoskind og -sten bliver røde under tørringen, så det er ikke så overraskende, at farvebadet også bliver rødt.

Et andet eksperiment gik ud på at gære skaller og sten i længere tid end normalt for at se om det gav mere farve. Jeg brugte mit tørrede materiale, sat i blød natten over, men jeg vil tro at resultaterne havde været de samme med frossent materiale.

Normalt gærer jeg avocadosten og -skind ved at opvarme dem en enkelt gang i saltlage, og så lade farvebadet stå uforstyrret og gære – som reget nogle uger eller en måned, men denne gang i et halvt år. Farvebadet udviklede en intens rød farve, men det blev også fuldstændig slimet.

På trods af den slimede konsistens, så prøvede jeg at farve med farvebadet. Og det duede desværre ikke ret godt, formodentlig fordi slimen forhindrede en særligt god kontakt mellem garn og farvebad. Men jeg er altså ikke overbevist om, at en lang gæring ikke kunne give god farve. Jeg har fået det råd, at man skal komme avocadoskaller- og sten i glas som lukkes, varmes op, og først derefter gæres. Det skulle forhindre farvebadet i at blive slimet, så det vil jeg prøve næste gang.

Beige med lidt rødlige striber
Beige med lidt rødlige striber. Sådan så garnet ud efter en tur i avocadoslimen.

Grøn matrix

Grøn er en svær farve at opnå med naturfarver. Umiddelbart skulle man tro, det var let, for når man ser sig om i naturen er grøn jo den fremherskende farve. Men bladenes farve skyldes jo som bekendt klorofyl, og det duer ikke som naturfarve (fordi klorofyl er opløseligt i fedt, ikke i vand).

Efter jeg fik fine resultater med indigo-overfarvning for at få lilla toner har jeg gentaget eksperimentet, denne gang for at få de grønne farver. Jeg startede med at bejdse garnet i 10% alun. Så farvede jeg det i forskellige gule toner:

  • et 1:1 bad med vau, gav en stærk gul
  • genbrugte ovenstående, gav en mindre stærk gul, ses nederst i billedet til højre
  • et 2:1 bad af tørret grå bynke (altså dobbelt så meget plante som uld), samlet sidste sensommer. Gav en gul-beige som ses i midten nederst i billedet

greenmatrix

De forskellige gule overfarvede jeg så med stærk, mellem og lys indigo. De 3 blå nøgler til venstre i billedet er indigo på hvidt garn, bare for at man kan se hvor stærk indigofarvningen var. De 3 næste grønne er overfarvningen af garn der var farvet med grå bynke. De lysere indigo-overfarvninger giver støvede grønne farver, mens den mørkeste gav en flot petrol. Det er jo virkelig værd at huske, at man kan få så gode grønne farver ved overfarvning af en virkelig kedelig beige.

De næste 3 grønne er overfarvningen af den mindre intense vau, mens de 3 sidste til højre er overfarvningen af den kraftigste vau-farvning. Generelt giver overfarvningen på vau klare, næsten for klare grønne farver. Især overfarvningen på kraftig vau giver elektriske grønne toner, her er virkelig tale om en Robin Hood-grøn, som tidligere blev kaldt Lincoln green.

Blå høst

I år har jeg dyrket japansk indigo

japaneseindigoplants

og vajd

woadplants

i haven for første gang. Jeg høstede alle planterne d. 28. september (allerede længe siden, der har været gang i mange ting her i mellemtiden) undtagen nogle vajdplanter der får lov at stå andet år for at sætte frø.

Efter høsten havde jeg 465 g japansk indigo-blade og 433 g vajdblade, begge pillet af plantestænglerne. Og det er da en ganske flot høst, synes jeg, fra mine små stykker land med måske 12 stk. af hver planteart.

Jeg fulgte instruktionerne i “A Dyer’s Garden” af Rita Buchanan og hældte vand, der lige var kogt, over vajdbladene (det gav en radiseagtig lugt) og 44C varmt vandhanevand over de japanske indigoblade, som jeg så varmede meget langsomt op til 71C over et vandbad (de afgav en mintagtig lugt).

Så siede jeg bladene fra og kom base i, her natriumkarbonat. Det var den base der lige stod i skabet (og det virker til at være ligegyldigt hvilken base man bruger, det vigtige er bare at pH’en skal op). Jeg kom 2 spsk i hver af mine gryder.

Og så sker magien! Ved at hælde farvebadet fra den ene beholder til den anden blander man ilt i, og det oxiderer indican til den blå form af indigomolekylet. I dette trin ændrede vajd-badet farve fra rødbrun til mørkegrøn og der kom et blågrønt skum på. Badet af japansk indigo skiftede til en klassisk indigoblå farve med et dejligt blåt skum på:

oxidizedindigo

Efter oxidationen tilsatte jeg en skefuld natrium dithionit (reduktionsmiddel, sælges som affarver i Matas) til hvert farvebad og lod dem stå uden at røre indtil de skiftede farve til den gulgrønne tone, som reduceret indigo har. Det tog omkring en halv time. Og så var det endelig tid til at farve – jeg lod mit garn være i farvebadet ca. 20 minutter.

Som forventet var der meget mindre farve i vajd-badet, som jeg kun farvede et 100-g’s nøgle med. Jeg farvede 3 nøgler med den japanske indigo, og det sidste af dem var lige så mørkt farvet som det ene nøgle fra vajden.

Så prøvede jeg at farve med bladene af både vajd og japansk indigo på små testnøgler (a 10 g) som var behandlet med alun. Jeg brugte en helt almindelig farvemetode, altså bare i et varmt, ikke kogende, farvebad en time. Og her er så alle nøglerne, jeg farvede:

indigowool

Nederst – gulgrønt nøgle er japansk indigo-blade på alunbejdset uld, det beige-laksefarvede nøgle lige over er vajdblade på alunbejdset uld. Så kommer de 3 nøgler farvet med japansk indigo, det første/mørkeste er det nederste. Allerøverst nøglet der er farvet med vajd – man kan måske skimte det grønne skær i det blå.

Når jeg nu beundrer disse farver, som jeg ikke bare har farvet, men også selv groet i haven, så føler jeg altså en vis stolthed. Og så er min respekt for den blå farve blevet fornyet. Jeg tror, at jeg nu påskønner hvilket besvær folk gik igennem i fortiden for farvens skyld.

Konklusionen er, at jeg helt sikkert vil gro japansk indigo igen næste år. Vajd er jeg dog ikke så sikker på – farveindholdet er altså markant mindre.

Save

Save

Waiting for Fall

This summer, I’ve been on a few nice forest walks, although I know it’s too early for mushrooms. Or it’s too early for mushrooms except the ones that grow on trees – I found several of those!

tinderfungusbeech

Mushrooms that grow on trees are quite useful when the tree is dead, because they help decompose the dead tree and recycle it. They are less useful, though, when they sneak their way into a living tree (through a cut in the bark for example) because they do the same thing to a living tree, causing rot, and sometimes killing the tree.

In one of the forests I walked in, I came across a large stretch of mature, open beech forest, with dead trees full of tinder fungus (Fomes fomentarius, fyrsvamp/tøndersvamp in Danish) – top of this post. I managed to get one detached from the tree (it was hard) to see how much color I could get out of it. This is what it looks like up close:

tinderfungus

On another walk during the summer, I found this red-belt conk (Fomitopsis pinicola, randbæltet hovporesvamp in Danish) growing on several dead conifers:

redbeltconk

Both fungi ended up in my dye pot after I chopped them in pieces. It was possible (but not very easy) to chop the tinder fungus with a big knife, but I had to use a saw on the red-belt conk. It was still hard, so the pieces were not that small. Quite a lot of sawdust came out of it, and I added that to the dye pot as well.

But I’m afraid the results were less than spectacular – an ordinary beige from tinder fungus (left) and a yellowish ditto from red-belt conk (right).

mushroomskeins

I sommerens løb har jeg taget en del gåture i forskellige skove. Bare det snart var efterår! De eneste svampe jeg fandt var dem på døde træer. Fyrsvamp og randbæltet hovporesvamp røg begge i farvegryden, men de gav begge beige

Save

Save

Avocado, Meet Blender

Remember these jars?

fermentation

They had been fermenting for over a week, and the color of the liquid didn’t change over the last days, so I decided it was time to try them.

The front jar contains the pit and peel from 1 avocado and 1 Tsp salt, the other one the same with the addition of 1 Tsp ammonia. I combined the pit and peel in one dye bath because my earlier attempts didn’t yield different colors with them separated. And this time I blended the pit and peel, carefully and a bit at a time to not destroy the blender.

The much deeper red in the ammonia jar does translate into more color, a reddish brown, on the yarn (in front) than the jar without ammonia (in the back) which just gave the standard beige. Again beige.

avoskeins

No pink this time, maybe because I didn’t heat the avocado before fermentation?

FACTS – AVOCADO PEELS + PITS, BLENDED

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 10 g yarn to one avocado

Conclusion Ammonia extracts more color

Possible improvements Boil before fermentation to get pink. Filter out blended avocado before dyeing

At this point, I think it’s fair to say that I have tried a lot of combinations with avocado fermentation of avocado pits, of the peels, and now blending them together and fermenting them with and without ammonia. I’ve achieved a range of colors from beige over pink into brown.

So I do think this concludes my experimentation with this for now. The only thing that remains to be seen is how light and wash fast this is over a longer time.

Dette er det – måske – sidste forsøg med avocado, for nu i hvert fald. Denne gang har jeg blendet skal og sten af avocado sammen og prøvet at fermentere dem i en uge med eller uden ammoniak. Sidstnævnte gav den kraftigste farve i glasset og også på ulden. Men ingen pink denne gang, kun beige og brun.

Save

Solving the Problem of Beige

My recent attempt at dyeing with fermented avocado pits was only partially successful – I got three nice pink-ish test skeins out of it (on the left, dry) but two skeins of sock yarn came out a drab beige (still in the pot, so wet, which makes the color look nicer than it is)

avocadopot

So I decided to tweak the color in the pink direction, but only a very little bit.

This could be a general strategy for all those beige skeins!! Beige twisted towards pink is a very attractive color to my eye, an old dusty rose, but beige is just that – beige. My least favorite color. The color that makes even beautiful people look plain. So plain-looking people should steer way clear of it. Not to mention old wrinkled people.

I made a dye bath with 1/4 g cochineal. My ordinary kitchen scale doesn’t go that low, so I weighed off 5 g, divided them roughly in 5, and then took a quarter of that pile. We are down to individual lice, here. I used that on 300 g of sock yarn, two that were already avocado dyed and one white:

avocochineal

The avocado/cochineal skeins are the two in the back, and the middle skein is the one that went into the same dye bath, so it got 1/3 of 1/4 g of cochineal. Not much at all! The two front skeins are two more fresh 100 g skeins of sock yarn that got each 1/8 g of cochineal.

I love all of these pinks, and what is even better is the light-fastness of cochineal. In many ways, the properties of cochineal seem closer to a chemical dye, but it’s all just from a small louse.

And here is one avocado pit/cochineal skein up close

avocado

FACTS – AVOCADO PITS + COCHINEAL

Mordant 10% alun

Water Tap (avocado pits) and rain (cochineal)

Yarn Sock yarn 75% wool, 25% polyamide 350m/100g

Yarn:Dyestuff ratio 1:1 for avocado pits, then 0.08:1 for cochineal

Conclusion The final color is lovely, and tweaking with cochineal could well be a general solution to the beige problem

Her er endelig standardløsningen på de evindelige beige nøgler naturfarvet garn! Jeg har overfarvet med en lille smule cochineal, og det giver en dejlig gammelrosa.

Save

Avocado Pits

I’ve experimented with this salvage dye in the past, but not with much luck. Now, having tried many more dyestuffs, I’m returning to it.

The idea that you can get good color out of something you would have otherwise just thrown out is appealing and worth pursuing, especially in winter, where dyestuffs are scarcer.

I’ve saved avocado pits and peels in the freezer over a good amount of time. Maybe from 20 fruits in total? I’m not sure, and I forgot to weigh them before I started. Anyway, what I did:

  • I chopped the pits with my big knife. I read somewhere to blend them to a powder, but I only have my good blender and I don’t want to destroy it
  • Heated the pits in a couple of liters of salt water (2 Tsp salt per liter)
  • Left them to ferment for about a week. It really did ferment – the smell was unmistakable and air was bubbling out. Then it started to mold very slightly and I decided it was time to dye with it

The reason for adding salt is that it should prevent the dyestuff from spoiling during the fermentation time.

I tried the dye bath with 10 g test skeins of supersoft. The first one was a quite dull beige, but the next two progressively darker and more pink in tone. It seems that more color came out of the pits with each round of heating (I’ve seen this before with other dyestuffs, that later rounds with the same color bath actually gave more intense color instead of weaker). I added some ammonia to the washing water of the third skein, and maybe that turned the color more pink.

avocadoskeins

After the 3 test skeins, I bravely threw in two 100-g skeins of sock yarn.

There was still a lot of color left in the pot, but not of the pink kind  – the two skeins came out more to the beige side, in between test skein 1 and 2 in hue. So I didn’t even let them dry, as I’m planning to immediately overdye them – more later on this – and also, more later on the avocado peels (fermenting right now).

avocadopot

FACTS – AVOCADO PITS

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g. Sock yarn 75% wool, 25% polyamide 350m/100g

Yarn:Dyestuff ratio 1:20 at least for the test skeins. More like 1:1 or 1:2 for the sock yarn

Conclusion The pink shades that can be obtained are nice, but some skeins turned out a dull beige

Possible improvements Maybe I should have used rainwater? It is often said that it helps with red shades. I think that using a blender would have helped extract the color better

 Jeg har forsøgt farvning med gærede avocadosten, og de gav en dejlig gammelrosa-beige farve på nogle små nøgler. Da jeg smed en større mængde garn i blev det dog bare en kedelig beige…

Save