Gult over tid

Et eksperiment med birkeblades farve i sommerens løb. Jeg så ingen forandring over tid – men der er jo heller ingen der har sagt, at alle eksperimenter falder ud som forventet.

~

Et friskt nyt år kalder på ny stor serie eksperimenter, men jeg vil lige starte med et gammelt eksperiment, som gik over så lang tid, at jeg aldrig fik skrevet noget om det.

“Nu kan gult jo være så meget forskelligt, så jeg vil ved hver plante betegne den gule farve den giver så nogenlunde. Der vil altid være forskelle, farven er mere grønlig tidligt på året.”

Sådan skriver Ester Nielsen i sin introduktion til de gule farver i “Farvning med planter”. Bogen fra 1972 er fyldt med brugbare oplysninger, men denne her påstand bad ligesom om at blive efterprøvet. Jeg bestemte mig for at bruge birkeblade til efterprøvningen.

Birkeblade. Hvis man ikke vidste det, ville man aldrig gætte, at de indeholder en varm gul farve.

For at prøve efter, om farver virkelig bliver gulere i sæsonens løb lavede jeg to 10-grams testnøgler af supersoft. Hvert af nøglerne farvede jeg med 40 g friske birkeblade, Ester Nielsen anbefaler nemlig 4 gange garnvægten i friske planter (med tørrede planter 2 gange). Første portion blade plukkede jeg 11. maj, anden portion 4. juli.

Resultatet ses nedenfor. Det forreste nøgle er farvet med bladene fra maj, det bagerste med dem fra juli. De har jo næsten samme farve, så mit lille eksperiment her underbygger altså ikke Nielsens påstand…

Uld farvet med friske birkeblade. Det forreste nøgle farvet med blade fra maj, det bagerste med blade fra juli.

For at se, om der ellers var nogen forskel, afprøvede jeg lysægtheden af de to indfarvninger. Men heller ikke her er der nogen forskel på de to tidspunkter. Det eneste jeg lægger mærke til på lysprøven nedenfor er, at lysægtheden er rigtig god i begge tilfælde. Testen har ligget i vindueskarmen over en måned midt på sommeren.

Lystest af ulden farvet med birkeblade fra maj og juli.

Min konklusion er, at det tidspunkt på sommeren, hvor man plukker birkeblade, ikke har nogen indflydelse på farven de giver. Men det er altså for birkeblade. Det er muligt, at variationen fra grønligt til gult i sommerens løb findes for andre planter.

Fantastiske fiaskoer 1

Fiasko i naturfarvning er tit defineret som det at få en anden farve end den man lige havde tænkt sig. Beige, råhvid, lysegul, ubestemmelig grumset er alle sammen farver, som jeg ikke har gjort noget forsøg på at få, og alligevel har jeg en hel bunke af garnnøgler i de toner. Men faktisk er der en del at lære af fiaskoerne. Nogle af dem giver nye ideer til hvad man skal prøve næste gang. Andre afdækker måske bare hvordan det ikke skal gøres. Her nedenfor vil jeg beskrive nogle af mine farvefiaskoer, og faktisk er min liste så lang, at dette her kun er første halvdel, anden halvdel følger.

Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.
Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.

1: Fiasko med bark

Flere bøger om naturfarvning fortæller om bark som farveemne. For eksempel nævner Jenny Dean i “Wild Color” følgende typer bark og de farver de skulle give på alunbejdset uld: el (brun-grøn), berberis (gul), ask (stærkt gulgrøn), æble (varm gul), eg og pil (beige), og endelig elm, birk, kirsebær, pære og blomme (rosa).

Så i et stykke tid ledte jeg efter bark på mine gåture og endte med disse tre:

  1. Birk (Betula) – jeg har ofte farvet solgult med bladene, men havde ikke forsøgt mig med barken. Da der blev fældet en masse birketræer, som blev efterladt i en kæmpe bunke greb jeg chancen. Jeg kravlede op få at få fat i nogle gode stykker, men faldt faktisk et godt stykke ned derfra fordi jeg havde træsko på. Jeg ved ikke helt hvad man skal lære af det, men jeg fik da 60 g birkebark.
  2. En dag var der nogle mænd der savede stammer op udenfor. Næste dag holdt de fri, så jeg fik skrællet et godt stykke af barken. Det var el, den med de bittesmå kogler. 70 g bark.
  3. På en gåtur i skoven hoppede jeg over en enorm grøft for at få fat på noget efterladt bøgebark, da der havde ligget en stor stak stammer. Min datter hoppede efter og måtte reddes tilbage til sidst. 94 g bark.
Dagmar tæt på at falde i grøften
Dagmar var tæt på at falde i grøften. Efterfølgende surmulede hun og måtte reddes.

Jeg brugte Jenny Deans generelle metode til farvning med bark. Hun siger at “det er bedst at sætte bark i blød i flere dage eller uger i koldt vand først. Derefter simres i en time. Bark må aldrig koges, da det frigiver for meget garvesyre”. Så det var hvad jeg gjorde – jeg lod de tre slags bark stå i blød et par uger. De begyndte at gære, og det lugtede ikke godt.

Men da jeg simrede 10-grams testnøgler af alunbejdset garn i mine barkbade gav det bare meget lys beige. Det var ikke engang værd at tage billeder af, men man kan se et af nøglerne stikke ud i det øverste billede mellem de lyserøde nøgler til venstre i billedet.

Jeg har faktisk set andre eksperimentere med bark (for eksempel til min uldgruppes farvedag) hvor det også gav råhvid/lys beige. Så jeg er ikke overbevist om, at det overhovedet giver andet, men det kan jo være, jeg tager fejl. Man må meget gerne kommentere for neden hvis man kender til en god metode til barkfarvning.

2: Fiaskoer med slimet og muggen avocado

Der findes jo velkendte metoder til farvning med avocado, men jeg har alligevel eksperimenteret med nogle lidt andre måder. Vel for at forbedre metoden, men det ser ud til, at jeg bare har gjort det hele mere rodet og indviklet.

Ifølge Carol Lee skal man ikke lade avocadosten og -skind tørre ud, for så bliver stenene så hårde, at de er umulige at hakke i stykker. I stedet anbefaler hun af fryse dem. Jeg har prøvet at finde en måde at tørre den på alligevel, da min fryser er ret lille.

Jeg hakkede sten og skind og lod dem tørre. Det virkede faktisk fint et par gange, men de fleste gange blev materialet totalt muggent før det kunne nå at tørre. Mugne farveemner kan jo sagtens farve fint, men jeg synes generelt ikke, det er en god ide at have store mængder mugne ting inde i huset. Mange slags mug laver jo toxiner, og dem kan man jo indånde. Så nu fryser jeg igen sten og skind fra avocadoerne.

dryavocado
Avocadoskind og -sten bliver røde under tørringen, så det er ikke så overraskende, at farvebadet også bliver rødt.

Et andet eksperiment gik ud på at gære skaller og sten i længere tid end normalt for at se om det gav mere farve. Jeg brugte mit tørrede materiale, sat i blød natten over, men jeg vil tro at resultaterne havde været de samme med frossent materiale.

Normalt gærer jeg avocadosten og -skind ved at opvarme dem en enkelt gang i saltlage, og så lade farvebadet stå uforstyrret og gære – som reget nogle uger eller en måned, men denne gang i et halvt år. Farvebadet udviklede en intens rød farve, men det blev også fuldstændig slimet.

På trods af den slimede konsistens, så prøvede jeg at farve med farvebadet. Og det duede desværre ikke ret godt, formodentlig fordi slimen forhindrede en særligt god kontakt mellem garn og farvebad. Men jeg er altså ikke overbevist om, at en lang gæring ikke kunne give god farve. Jeg har fået det råd, at man skal komme avocadoskaller- og sten i glas som lukkes, varmes op, og først derefter gæres. Det skulle forhindre farvebadet i at blive slimet, så det vil jeg prøve næste gang.

Beige med lidt rødlige striber
Beige med lidt rødlige striber. Sådan så garnet ud efter en tur i avocadoslimen.

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.

lysprøver_sommer16

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985