Tricks til stribestrikning

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

Grønne variationer

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

En horde huer

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

The design theme from my Vindauga Blanket just stayed in my brain after I knit the first one, demanding to be knit in more variations! And when that design theme met with my experiments in 2-dimensional gradients (or matrices), the result was the Vindauga Baby Blanket, which I’ve finally managed to publish the pattern for.

You can buy the Vindauga Baby Blanket pattern on Etsy or Ravelry. I’ve also dyed a small number of kits, you can find them at my Etsy shop. The colorways are Sif (purple-blue dyed with cochineal and indigo – sold out), Valkyrie (red-blue dyed with madder and indigo) and Njord (green-blue dyed with weld, mugwort, and indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet. From a set of 9 skeins of matrix-dyed yarn (on the left) to the Vindauga baby blanket.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

I’ve now written the pattern, had it test knit, and corrected over and over again. It’s finished, and now published in Danish and English. I’ll be the first to admit that actually finishing a pattern is not my favorite part of the process from idea to pattern. But if I don’t pull myself together at some point, then my ideas end up as just that – ideas in my head.

But dyeing the matrix mini skeins is a lot of fun. I’ve worked with these 2-dimensional gradients for some time now, but it’s still difficult to get them just exactly right!

First, I dye gradients of red, pink, or red with madder, cochineal, weld, tansy, or mugwort. I make 3 skeins of each. Then, I overdye with an indigo gradient, giving each of the 3 identical skeins a different indigo overdye. This may not sound difficult, but both steps are hard to control.

When dyeing with cochineal and madder, I find that the first bath always gives a more intense color than the second one. But sometimes, the second and third give about the same. It’s also difficult to control the exact shade of blue with indigo dyeing. One factor is how long you dip skeins in indigo, another factor is the number of dips. But the amount of available indigo in the vat also changes over time. Even after making many sets of matrix dyed skeins, it’s still a challenge!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele! Yellow, red, and white skeins soaking on the left. On the right, similar skeins in an indigo bath. The temperature is 52 degrees, pH is 9-10. Everything is under control!

Se projekter på Ravelry:

See projects on Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Høsten i hus

Jeg er endelig færdig med at høste mine farveplanter og frø, og det har været et godt år i farvehaven. Ud over vajdfrø har jeg også høstet frø af skønhedsøje. Nogle af dem høstede jeg d. 27. september, resten da jeg fjernede de sidste planter d. 24. oktober. Jeg ved ikke hvad det rette tidspunkt er til at høste frøene, men jeg får jo at se om nogen af dem spirer næste år.

coreopsisseeds
Skønhedsøjes frø. Der er masser af dem, og de er bittesmå.

Så er der min japanske indigo, som har stået flot i år. Jeg høstede de fleste af planterne (22 styk) d. 27. september og prøvede to forskellige måder at tørre bladene på.

I den første metode tog jeg bladene af stænglerne og spredte dem ud udenfor på en solskinsdag. De nåede næsten at tørre på en dag, og jeg flyttede dem ind i et opbevaringsnet før duggen faldt. De var helt tørre i løbet af et par dage.

dryjapaneseindigo
Tørring af japansk indigo i bundt. Kun det yderste af bladene tørrer på denne måde!

Den anden metode (fordi det tog så lang tid at tage bladene af stænglerne) lånte jeg fra Deb McClintock – her tog jeg bare bundter af stængler hænge til tørre indenfor, for på det tidspunkt var den første efterårsstorm og regn i gang. Efter en uge var det kun det yderste af bladene der var tørret, for de tykke stængler holder på fugten. Det er garanteret ikke et problem under Texas’ brændende sol, men det er jo ikke ligefrem Texas her hvor vi er! Det endte med at jeg måtte tage bladene af stænglerne og lade dem tørre færdig. Så selv om metode to virkede lettere, så findes der reelt kun metode et. Næste gang ved jeg, at det bare er med at smøge ærmerne op.

Resultatet var lidt over 400 g tørrede blade, som har et blåt skær. Og det er jo et godt tegn.

indigoleaves
Mine tørrede blade af japansk indigo har et blåt skær.

Resten af min japanske indigo, 8 planter circa, fik lov at vokse videre. I slutningen af september havde de nemlig blomsterknopper, og jeg ville se om de kunne blomstre, måske endda give frø. Jeg fulgte skarpt med i vejrudsigterne for at se hvornår den første nattefrost skulle komme. Og den blev forudsagt til aftenen og natten d. 24. oktober, så om eftermiddagen tog jeg ud til vores have og høstede de sidste planter. De blomstrede rent faktisk – men satte ikke frø.

indigoflower
Japansk indigo, der blomstrer sidst i oktober.

Jeg brugte den allersidste høst til et eksperiment, nemlig at prøve at udvinde indigopulver af de friske Japanske indigoblade efter metoden fra Wild Colours. Jeg tog bladene af stænglerne, vaskede dem kortvarigt, stoppede en gryde med dem og fyldte med regnvand. Jeg lod gryden stå på min varmeplade, tændt på lavt blus et kvarter hver anden time, og det holdt temperaturen omkring 35 – 45 grader. Jeg lod det stå på varmen ca. 36 timer, tilsatte så natriumcarbonat så pH blev ca. 9, og hældte væsken voldsomt frem og tilbage mellem to spande. Det rødbrune skum skulle så blive blåt (fordi indican reagerer med ilt så der dannes indigo) men der skete bare intet. Næste dag prøvede jeg at tilsætte natrium dithionit til en lille del af væsken og dyppe en garnstump, men det farvede slet ikke. Jeg smed hele eksperimentet ud. Jeg tror ikke at de meget sent høstede blade indeholdt noget indigo, men det håber jeg sandelig at mine tørrede blade gør! Udvindingen må jeg prøve igen næste år med blade, jeg høster tidligere på sæsonen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Saksisk blå (Saxon Blue)

Lige siden jeg først læste om den saksiske blå farve, som er lavet ved en reaktion mellem indigo og koncentreret svovlsyre, har jeg haft lyst til selv at afprøve farven.

Det er en advokat, Johann Christian Barth, som tilskrives æren for at have opfundet den saksiske blå i 1743. Han behandlede naturlig indigo med svovlsyre, som dengang blev kaldt for vitriol. Ifølge de Keijzer var farvestoffet i brug i England allerede i 1748, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin bog “Indigo” at farven “ses i nogle orientalske tæpper, først og fremmest tyrkiske tæpper fra den anden halvdel af det 19. århundrede, men også Kashmir-sjaler fra den sene del af det 18. århundrede” (min oversættelse). Farven var populær, selv om dens lys- og vaskefasthed ikke er lige så god som indigos.

Balfour-Paul skriver, at farven er turkisblå, mens de Kaiser beskriver den som blå-grøn.

Jeg blev interesseret i den saksiske blå farve, fordi den er en mellemting mellem de rigtige naturfarver og de rigtige syntetiske farver, som kom efter Perkins opdagelse af mauvein i 1856. Hvis saksisk blå laves ud fra naturlig indigo, kan man ikke rigtig kalde den et syntetisk farvestof. Men det er jo heller ikke helt naturligt, og processen, det laves i, passer bedre ind i billedet af en industriel proces.

Ever since I first read about Saxon blue, produced by reaction indigo with concentrated sulfuric acid, I’ve really wanted to try it.

The lawyer Johann Christian Barth is credited with inventing the Saxon blue reaction in 1743. He treated natural indigo with sulfuric acid, then known as “oil of vitriol”. According to de Keijzer, the dye was in use in England by 1748, and Jenny Balfour-Paul writes in her book “Indigo” that the dye “can be seen in some oriental carpets, most characteristically those made in Turkey during the second half of the nineteenth century, and also in late eighteenth century Kashmir shawls”. The dye was relatively popular, even though its light- and wash-fastness is not as good as that of indigo itself.

Balfour-Paul calls the color “bright turquoisy blue” while de Kaizer mentions “bluish-green” shades.

The story about this caught my interest because it seems to be a midway point between truly natural dyes, and the synthetic dyes that came after Perkin’s discovery of mauveine in 1856. If made from natural indigo, Saxon blue is not really a synthetic dye. But it’s not fully natural, either, and the process that it was used in clearly seems to fit better into what we think of as an industrial process.

Problemet med at prøve farvning med saksisk blå hjemme er, at man jo skal bruge svovlsyre. Det er ikke noget man lige kan købe, og med god grund. Det er en farlig syre, og den reagerer kraftigt med kulhydrater såsom brød, faktisk ser det ud som om der er ild i brødet når det reagerer med svovlsyre.

Men nu fik jeg heldigvis den perfekte chance for at afprøve denne blå farve. Mit eksamensprojekt om brug af indigo til kemiundervisning. Så her kommer mit lille eksperiment med saksisk blå. Jeg afprøvede det i et kemi-laboratorium, i et stinkskab. Jeg havde selvfølgelig kittel og briller på – DETTE KAN IKKE AFPRØVES HJEMME!!

The problem for trying this at home is that you need to use concentrated sulfuric acid in order to produce Saxon blue. This is not something you can just go out and buy, and there’s a good reason for that. It’s a quite dangerous acid that reacts with carbohydrates like bread in a way that makes it look like the bread is on fire.

But now, the perfect opportunity came up, the exam project for teaching chemistry that  I’m working on right now. So here’s my little experiment with Saxon blue. I tried this in a chemistry lab, inside a fume hood, wearing lab coat and safety goggles – DO NOT TRY THIS AT HOME!!

Jeg blandede 0,5 g indigo med 5 mL koncentreret svovlsyre, og varmede det over vandbad i 10 minutter (billedet til venstre).

Så fortyndede jeg indigo-blandingen med vand, og kom et nøgle alun-bejdset uld i. Jeg varmede ulden i farvebadet i ca. 40 minutter (billedet til højre). Selv efter fortynding var opløsningen stærk sur (pH 1).

I mixed 0.5 g of indigo powder with 5 mL of concentrated sulfuric acid, and then heated it over a simmering water bath for about 10 minutes (left photo).

Then I diluted the indigo into water, and put in alum mordanted wool. I heated the wool in the dye bath for about 40 minutes (right photo). Even after diluting, the solution was very acidic (pH 1).

saxonblue_lab

Og det er så ulden, efter al den overskydende farve er vasket ud (der var meget). En klar blå farve, som ligner den, man plejer at få med den almindelige indigofarvning.

This is how the skein of wool turned out after rinsing out the excess color (there was a lot). A very clear blue, that’s actually very similar to the shade of blue you would get with indigo used as a vat dye.

saxonbluewool

Men der ligger altså en anden kemi bag den saksiske blå, end den bag almindelig indigofarvning. Reaktionen mellem indigo og svovlsyre giver et stof, der hedder indigo karmin (eller saksisk blå). Indigo karmin er en syrefarve, og skal ikke reduceres for at binde til fibre. I stedet binder den til aluminium, som stammer fra alun-bejdsning af uld.

But the chemistry behind this blue is different from the usual indigo chemistry. The reaction between indigo and sulfuric acid produces a compound called indigo carmine (this is what is called Saxon blue). Indigo carmine is an acid dye, not a vat dye. That means that it will bond to aluminum that was attached to the wool during alum mordanting.

Bemærk bomuldstråden, der er bundet om den saksiske blå uldgarn nedenfor. Det er kun farvet en svag blå-turkis. Det er fordi alun ikke reagerer ret godt med bomuld, så der er kun få steder på denne tråd, hvor den saksiske blå kan binde.

Sammenlign med bunken af bomuldstråde i baggrunden. Jeg brugte tilfældigvis den samme tråd til at binde om noget tøj, som jeg shibori-farvede med den almindelige indigometode. Dele af tråden er farvet mørk blå. De hang nemlig udad i indigogryden, så de blev farvet effektivt fordi indigo kan afsættes direkte på bomuld (der er også hvide steder på tråden, men de hang bare ikke udad).

Notice the cotton thread tied around my Saxon blue wool skein below. It’s only slightly blue-tinged. Alum does not react well with cotton, so there were only very few sites on that thread where indigo carmine could bond.

Now compare with the blue on the pile of cotton in the back. It just happened that I used the very same cotton thread for tying around clothes that I shibori dyed with indigo using the usual method. Notice how parts of the thread in the back are quite dark blue. They were exposed to the indigo vat, and the color took well, because indigo can deposit directly on cotton (there are also white parts, but they were just not exposed).

saxonblue_cotton

Det var et sjovt lille projekt at farve med saksisk blå (indigo karmin), men det er nok ikke noget, jeg kommer til at gentage med det formål at farve uld. Sammenlignet med den almindelige indigofarvning, så har denne proces ikke de store fordele, når man tænker på brugen af svovlsyre og den lave lysægthed.

Men den saksiske blå er nu ikke blevet helt arbejdsløs. Man finder den i madvarer under navnet E132. Desværre er den blå farve i madvarer ikke lavet ud fra naturlig indigo.

Hvis man har appetit på flere farvestoffer, så kan man også se efter E120, som også står opført som karmin nogle gange. Det er nemlig cochenille, og den røde farve i madvarer skulle efter sigende komme fra den naturlige kilde. Der er dem, der finder det ret frastødende, men efter at have stødt lusene så mange gange til farvning, så synes jeg, der egentlig er værre ting at proppe i munden.

It was fun to try dyeing with Saxon blue (indigo carmine), but I don’t really see myself repeating the experiment for the purpose of actually dyeing wool. The fact that the light-fastness is low and the process uses concentrated sulfuric acid means that the comparison with indigo itself does not fall out in Saxon blue’s favor.

But if you are wondering what Saxon blue is up to these days, check your candy wrapper. It shouldn’t be difficult at all to find yourself some candies containing FD&C Blue #2 in the US, and E132 in the EU. That’s indigo carmine, or Saxon blue. The stuff in food does not come from natural indigo, it’s synthetic.

If you have appetite for some more dyes, you can also look for natural red 4 (US) or E120 (EU). It may also be written as carmine. Around here, it’s known as cochineal. In this case, the coloring in food does actually come from the natural source. Some people find this disgusting, but having ground the lice so many times for dyeing, I actually find it quite unoffensive.

Save

Indigo-farvning med fruktose

indigo_pincushion

Det er efterhånden længe siden allerede at jeg strikkede denne lille nålepude, det håndfaste bevis på mine eksperimenter med organisk indigo-farvning… Den er strikket i Fenris 100% uld, 450 m/100 g.

Mønsteret er gratis, Peerie Pin Cushion af Ellen Kapusniak. Det var meningen, at man skulle sy den sammen, men jeg klarede det selvfølgelig med maskesting.

Jeg plejer at farve med indigo med natriumdithionit (sælges i Matas som affarver) som redutionsmiddel, og det fungerer altid godt. Jeg har aldrig været ude for det man kalder crocking, nemlig at farven skaller af og ikke binder på fiberen. Men den kemiske indigogryde stinker, og jeg er ikke meget for at have den under samme tag som mine børn.

Endnu et problem med det skrappe reduktionsmiddel er, at jeg ikke kan få farven til at bygge op ved flere dyp. Det er et kendt problem med denne metode. Farvebadet er nemlig lige så godt til at deponere farve på garnet, som det er til at strippe farven af igen.

Og så var jeg også inspireret af mit besøg hos naturfarver Kenichi Utsuki (Aizenkobo) til at prøve den ægte indigo-gryde. Han har kun foragt tilovers for indigo-farvning der – selv om den godt nok bruger naturlig indigo – bruger en farvemetode der bygger på kemi der lige er hældt i. Ifølge ham, så skal man have den langsomme opbygning af lag efter lag af farve for at få en dyb, kompleks farve med god lysfasthed.

Jeg prøvede fruktose-farvning, ved at bruge forholdet fundet i Maiwas instruktioner (man kan se et andet sæt instruktioner her). Her bruger man fruktosen som reduktionsmiddel, den hører nemlig til de reducerende sukre. Det er slet ikke lige så potent som dithionitten.

Opskriften lyder 1 del indigo, 2 dele kalk (købt i Jem og Fix, det er Ca(OH)2 vi taler om) og 3 dele fruktose (købt hos Bulkpowders, selv om jeg synes det er lidt pinligt at få en pakke leveret der står det navn på. Altså, jeg ligner jo ikke ligefrem en bodybuilder).

Først prøvede jeg med 5 g indigo (selv om Maiwas opskrift siger 20 g, for jeg troede man kunne skalere det hele), men det gav meget lidt farve på garnet, og en hel masse blåt på bunden af gryden. Man kan faktisk godt se på billedet nedenfor at farven er ganske svag i gryden.

indigovat

Senere forklarede de dygtige naturfarvere på Ravelry mig at fruktose-metoden ikke er skalerbar. Altså, man skal mindst bruge 20 g indigo, og det går i virkeligheden ud på at starte en levende reduktionsproces, som man over flere måneder kan fodre med mere fruktose og base.

Så jeg prøvede at skalere op, men det duede stadig ikke som jeg kunne tænke mig det. Jo, jeg farvede garn blåt, men mængden af blå, jeg fik ud af gryden stod ikke mål med hvor meget indigo jeg tilsatte. Og der var stadig masser af blåt på bunden af gryden.

Så nu står det på min store farve-ønskeseddel af blive herre over denne proces, og køre den længere, så jeg måske kan få reduceret noget af alt det på bunden. Processen skal gerne blive levende, og så går det ud på at dyppe igen og igen og igen for at få den ægte dybe indigofarve!

Jeg vil i hvert tilfælde prøve fruktose-metoden igen på et tidspunkt, for den er langt mere miljøvenlig end metoden med natriumdithionit, og så ligger den også meget tættere på de traditionelle fermenteringsmetoder til indigofarvning.

yarn

Save

Save

Blå høst (Blue Harvest)

I år har jeg dyrket japansk indigo

This summer, I grew Japanese indigo

japaneseindigoplants

og vajd

and woad

woadplants

i haven for første gang. Jeg høstede alle planterne d. 28. september (allerede længe siden, der har været gang i mange ting her i mellemtiden) undtagen nogle vajdplanter der får lov at stå andet år for at sætte frø.

in the garden for the first time. I harvested all of my plants on September 28th (already a long time ago, lots of stuff has been going on here) except the woad plants I left to let them grow a second year in an attempt to get seeds.

Efter høsten havde jeg 465 g japansk indigo-blade og 433 g vajdblade, begge pillet af plantestænglerne. Og det er da en ganske flot høst, synes jeg, fra mine små stykker land med måske 12 stk. af hver planteart.

After harvest, I had 465 g of Japanese indigo leaves stripped off the stems and 433 g of woad leaves. I’m pleased with this harvest, which came from two rather small patches of land with maybe 12 Japanese indigo plants and a similar number of woad plants.

Jeg fulgte instruktionerne i “A Dyer’s Garden” af Rita Buchanan og hældte vand, der lige var kogt, over vajdbladene (det gav en radiseagtig lugt) og 44C varmt vandhanevand over de japanske indigoblade, som jeg så varmede meget langsomt op til 71C over et vandbad (de afgav en mintagtig lugt).

Following the instructions from “A Dyer’s Garden” by Rita Buchanan, I poured just-boiled water on the woad leaves (it smelled a bit radish-like) and hot (was 44C) tap water on the indigo leaves, then heated them slowly on a double boiler to 71C. It smelled a bit minty almost.

Så siede jeg bladene fra og kom base i, her natriumkarbonat. Det var den base der lige stod i skabet (og det virker til at være ligegyldigt hvilken base man bruger, det vigtige er bare at pH’en skal op). Jeg kom 2 spsk i hver af mine gryder.

At that point, you strain the leaves out of the dye bath and add base. I used what I happened to have around the house, which was sodium carbonate (it seems that the actual base used doesn’t matter, all that matters is that you must raise the pH). I added 2 spoonfuls to each dye pot.

Og så sker magien! Ved at hælde farvebadet fra den ene beholder til den anden blander man ilt i, og det oxiderer indican til den blå form af indigomolekylet. I dette trin ændrede vajd-badet farve fra rødbrun til mørkegrøn og der kom et blågrønt skum på. Badet af japansk indigo skiftede til en klassisk indigoblå farve med et dejligt blåt skum på:

Then comes the magic! By pouring the dye bath several times from one container to another, you introduce oxygen, which oxidizes the precursor indican into the blue form of the indigo molecule. During this step, my woad dye bath changed from reddish brown to dark green and developed a blue-green foam, and the Japanese indigo bath changed to a classical indigo blue with this lovely blue foam on top:

oxidizedindigo

Efter oxidationen tilsatte jeg en skefuld natrium dithionit (reduktionsmiddel, sælges som affarver i Matas) til hvert farvebad og lod dem stå uden at røre indtil de skiftede farve til den gulgrønne tone, som reduceret indigo har. Det tog omkring en halv time. Og så var det endelig tid til at farve – jeg lod mit garn være i farvebadet ca. 20 minutter.

After oxidation, I added one spoonful of sodium dithionite (reducing agent) to each dye bath and let them stand undisturbed until they presented the yellow-green tinge that they should, which took about half an hour. Then it was time to dye! I left my yarn in the dye bath for about 2o minutes.

Som forventet var der meget mindre farve i vajd-badet, som jeg kun farvede et 100-g’s nøgle med. Jeg farvede 3 nøgler med den japanske indigo, og det sidste af dem var lige så mørkt farvet som det ene nøgle fra vajden.

As expected, there was much less color in the woad bath, which I only used for one 100 g skein. The Japanese indigo bath dyed 3 100 g skeins, and the last one was as intensely colored as the woad skein.

Så prøvede jeg at farve med bladene af både vajd og japansk indigo på små testnøgler (a 10 g) som var behandlet med alun. Jeg brugte en helt almindelig farvemetode, altså bare i et varmt, ikke kogende, farvebad en time. Og her er så alle nøglerne, jeg farvede:

I then tried the used leaves of both the woad and Japanese indigo on 10-g test skeins of alum mordanted wool, using a standard dyeing method (so just keeping it hot but not boiling for an hour). And here they all are:

indigowool

Nederst – gulgrønt nøgle er japansk indigo-blade på alunbejdset uld, det beige-laksefarvede nøgle lige over er vajdblade på alunbejdset uld. Så kommer de 3 nøgler farvet med japansk indigo, det første/mørkeste er det nederste. Allerøverst nøglet der er farvet med vajd – man kan måske skimte det grønne skær i det blå.

Bottom – yellow/green skein is Japanese indigo leaves on alum mordanted wool, the tan/beige one above is woad leaves on alum mordanted wool. Then the 3 skeins dyed with Japanese indigo, the first and darkest one is the lower one. Finally on top, the skein dyed with woad, maybe you can see its slightly green tinge mixed into the blue.

Når jeg nu beundrer disse farver, som jeg ikke bare har farvet, men også selv groet i haven, så føler jeg altså en vis stolthed. Og så er min respekt for den blå farve blevet fornyet. Jeg tror, at jeg nu påskønner hvilket besvær folk gik igennem i fortiden for farvens skyld.

Konklusionen er, at jeg helt sikkert vil gro japansk indigo igen næste år. Vajd er jeg dog ikke så sikker på – farveindholdet er altså markant mindre.

Seeing these colors that I not only just dyed, but also grew in my garden, I feel such a sense of accomplishment!!! And I have a renewed respect for blue. Imagine the trouble people went through in the past to get this color.

Conclusion: I will be growing Japanese indigo again next year for sure. I’m not sure about woad, since the dye content is a lot smaller.

 

 

Save

Save