Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green
Sensommerens grønne toner, fra tagrør (de 3 forreste nøgler) til sortfiltet netbladhat (de 2 bagerste).

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker
Sortfiltet netbladhat, i sit yndlingshabitat, bliver plukket af Dagmar (med brækket albue).

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet
Her stikker de op, de sortfiltede. Som det står et sted i den store svenske farvesvampebog, så ser de ikke ud af meget oppefra, men det skal man ikke lade sig snyde af.

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop
En stor, flot hun. Man er ikke i tvivl om, at korsedderkopper er farlige!

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.
Lysprøver 2016. 1: Gamle brunporesvampe. 2: Sortfiltet netbladhat. 3: Orange slørhatte. 4: Krap-indigo matrix. 5: Rødder af alm. syre. 6: Birkeblade. 7: Vau. 8: Henna. 9: Morgenfrueblomster.

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985
En enkelt blomsterknap fra rejnfan, også kaldet guldknap. Antallet af spiraler er et tal, der tilhører Fibonacci-rækken.

En gammel brunporesvamp

Brunporesvampen, en af de rigtig gode farvesvampe i den danske natur,  gror på dødt træ, eller parasitisk på levende træers rødder. Den gror samme sted år efter år, og sætter nye fruglegemer hvert år, så man finder tit indtørrede svampe fra året før ved siden af de friske eksemplarer, der er i gang med at gro.

Jeg har tit ærget mig over at stå med en hel masse gamle, indtørrede eksemplarer af den gode farvesvamp.  Så jeg bestemte mig for at indsamle nogle af de gamle for at se om de stadig indeholder noget farve.

oldmushroom

Jeg afprøvede en enkelt svamp, som vejede 24 g (den har naturligvis vejet langt mere, da den var frisk). Jeg hakkede den i småstykker, og det pulveriserede den faktisk delvist.

Jeg afprøvede farvebadet på et 10-grams testnøgle af alunbejdset uld, som blev en fin gulbrun. Så jeg brugte badet endnu en gang, og fik en lysere farve i andet bad. Den indtørrede svamp har altså et mindre farvepotentiale end de friske, men der er bestemt ingen grund til at efterlade den ude i skoven.

oldpolypore

Save

Save

Vindauga tæppe

Mit store tæppe strikket af test-nøgler er færdigt – jeg er så tilfreds med resultatet!! Her er hele tæppet. Og man kan selvfølgelig ikke se hvor stort det er, men det er ca 96 x 150 cm.

 

finished

Og her set lidt tættere på. Jeg tog masser af billeder af mit mesterværk (som jeg sidder her viklet ind i og skriver disse ord).

finished3

folded

Jeg har strikket mit tæppe af alle mine små 10-grams testnøgler, som jeg bruger til nye farvestoffer og til variationer af betingelserne. Det er supersoft, 575 m / 100 g strikket dobbelt på pind 4,5. Nøglerne var farvet med:

Jeg brugte ca. 9 gram til hvert af vinduerne, og så ca. 200 gram hvidt garn til sprosser og kanter.

Vindauga (altså vind-øje) er oldnordisk for vindue – og det har jeg valgt at kalde dette tæppe, fordi det består af vinduer af hver deres naturfarve.

Jeg strikkede mit på en ufatteligt indviklet måde, men her har jeg kogt det ned til et sæt anvisninger som er ret simple, lige med en undtagelse – nemlig de lange stræk som skal samles med maskesting. Nogle synes, at det er en svær teknik. Og det er da rigtigt, at den kan virke indviklet at komme i gang med, men jeg synes det er en helt uundværlig teknik til at lave strikketøj pænt færdigt.

Strimler – strik 8

Her er opskriften på en strimmel (lav 8 af dem).

Slå 32 masker op med en midlertidig opslagning. Venstrehåndede kan se mine anvisninger her, højrehåndede kan se her.

Strik 19 ret-riller med en farve. Dette giver et rektangel, som (sådan cirka) opfylder det gyldne forhold, og derfor burde fryde øjet. Hvert af mine rektangler måler ca. 10 x 17 cm.

Skift til hvidt garn med en back join og strik 3 ret-riller (vinduets sprosse).

Skift til en ny farve (igen med back join) og strik 19 ret-riller.

Fortsæt med 3 hvide ret-riller og 19 farvede ret-riller indtil der er 8 farvede vinduer a 19 riller adskilt af 7 hvide sprosser a 3 riller. Sæt maskerne over på en tråd og gem dem til senere.

onestrip

Samling af strimlerne

Når man har strikket de 8 strimler, så skal de samles med maskesting (eller man kan gå i gang så snart man har 2 strimler for at få lidt afveksling). Her viser jeg samlingen af en enkelt strimmel (A) med et større stykke, der allerede er samlet (B). Så A ligger for oven her, og B for neden. Den midlertidige opslagning er til venstre i billedet

grafting1

Start med strimmel A. Start i hjørnet tættest på den midlertidige opslagning (gult rektangel, der sidder en sikkerhedsnål) og saml en maske op i hver bule hele vejen hen (så du ender ved det blå rektangel).

Træk den sidste maske hen over den næstsidste (1 maske taget ind).

Vend arbejdet og strik alle de opsamlede masker. I den sidste maske på pinden strikkes både foran og bagi (1 maske taget ud). Grunden til ind- og udtagningen er, at det får de hvide sprosser til at flugte når tæppet er samlet. Hæft ende.

Så er det strimmel B. Start i hjørnet længst væk fra den midlertidige opslagning (gult rektangel med sikkerhedsnål) og saml en maske op i hver bule hele vejen hen (så du ender ved det lilla rektangel).

Strik 2 pinde og klip nu garnet af så enden er 4 meter lang (den skal bruges til at sy maskestingene med).

grafting2

Nu kommer det svære. Her ligger stykkerne på samme måde som ovenfor, bare set tættere på. Den lange ende sidder fast i det lilla rektangel (stykke B).

grafting3

Nu vendes B-stykket med vrangen opad, og A-stykket lægges ovenpå med retten opad. Nu ligger stykkerne rigtigt til at begynde samlingen med maskesting, bumpene i retstrikningen vender opad på dem begge.

grafting4

Først sys vrang ind i første maske på det øverste (gule) stykke. Træk garnet igennem og lad masken sidde på pinden.

Så sys vrang ind i første maske på det nederste (lilla) stykke. Træk garnet igennem og lad masken sidde på pinden.

Så går man over til de to trin, der skal gentages resten af vejen:

Sy ret ind i første maske på øverste stykke og lad masken falde af. Sy vrang ind i næste maske og lad den sidde på pinden.

Sy ret ind i første maske på nederste stykke og lad masken falde af. Sy vrang ind i næste maske og lad den sidde på pinden.

Se også en tutorial her med billeder.

Jeg laver bare maskestingene løse til at begynde med, og koncentrerer mig bare om at komme den rigtige vej igennem maskerne. Så strammer jeg det til efter jeg har lavet et lille stykke så dette her

grafting5

bliver til dette her

grafting6

Når man når hen til enden og kun har en maske tilbage på hver pind, så laver man bare et ret-sting ind i hver.

Saml alle 8 strimler på samme måde.

Kant

Så skal kanten strikkes på. Den er meget lang, så jeg brugte mine udskiftelige pinde med et ekstra 150 cm’s kabel sat sammen med et 80 cm’s kabel.

Start i et hjørne og saml masker op hele vejen rundt om tæppet, en maske i hver bule. Ved hjørnerne laves udtagninger før og efter hjørnet, også på opsamlingsrunden. Altså: når der er 1 maske tilbage før et hjørne laves en højrelænende udtagning ved at samle op i lænken mellem maskerne bagfra (m1r). Strik 2 masker, og lav så en venstrelænende udtagning ved at samle op i lænken mellem maskerne forfra (m1l).

Strik en runde vrang. Så en runde ret med udtagninger ved hjørnerne. Bliv ved til der er 4 riller ret, slut med en vrang-runde.

knitedge

Slå af: jeg brugte Jeny’s stretchy bind off i ret hele vejen rundt, og det blev pænt. Jeg lavede også udtagninger i hjørnerne på den runde hvor jeg slog af, for der er ikke noget værre end stramme hjørner. På denne her måde falder det flot.

corner

Det var det! Hvis der er nogen derude, der tør binde an med mit mønster, så vil jeg selvfølgelig elske at se billeder af jeres tæppe.

Man kan selvfølgelige ændre både garn og pindestørrelse, maskeantal, antal baner, bredde af banerne og rammen, tænk selv på flere ting!

Read this post in English

Gradient Hat

I’m in hat knitting mode right now! As soon as this hat was finished, I had the next one on the needles. The pattern, a Danish one called “hue 1” (that just means hat 1, the book has more than one hat) really makes my brain go berserk with color scheme after color scheme.

hatfromside

I’ve cheated a bit since I didn’t only use naturally dyed yarns for this project: the black background consists of different commercial yarns from my stash.

FACTS – GRADIENT HAT
Pattern hat 1 by Lone Gissel and Tine Rousing, Nordiske masker
Yarn Supersoft 100% wool 575 m/100 g (plus some commercial stuff)
Needle 4.5 mm
Colors Privet berries (from our garden, winter) Indigo + tansy (bought + collected from the roadside, summer) Reed flowers on grey yarn (collected from the seaside, summer) Yarrow (collected from the roadside, summer) Mixed lichens (collected in the forest – this was bits and pieces I couldn’t type and in the end just swept into the dye pot) Parmelia sulcata (a lichen, collected in the forest) Dyer’s polypore (Phaeolus schweinitzii) (a mushroom, collected in the forest, fall).
Conclusion Love it! The colors, the fit, the fox fur
hatalone
It’s often been said that any naturally dyed colors fit together, and I do think that is the case. I did take some care lining up colors that blended well one into the other, but they were not very hard to find in my big basket.
Another observation: I think natural dyeing is the best kind of yarn tourism. When I look at the hat and its colors, I’m immediately taken back to the places where I collected the dye stuffs.Well, not so much the privet berries from our garden, but other wonderful places we walked during the nicest months of 2014.Just one example. The reed flowers are from our august summer vacation in the southern part of Denmark, right on the border with Germany. I picked my flowers by the ocean, and I just had some fun trying to find the exact spot on the map. And I did it! The exact coordinates are 54.894576, 9.626491, and you can even see the mass of reed growing there when you use the max zoom of the map… Right next to a tiny harbor where you can stand on the planks and watch crabs hurrying around on the bottom. And when you look over the water, you can see Germany. Imagine, all that worn on a hat in the form of a stripe of yellow-green yarn!
Mønsteret til hatten er er fra Nordiske Masker af Lone Gissel og Tine Rousing, og det mønster bliver ved med at køre rundt i mit hovede i forskellige farvekombinationer! Her har jeg strikket den på en sort baggrund som er fabriksgarn, jeg havde liggende. Regnbuen fra grøn til varm gul er mine egne naturfarvede nøgler.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save