LET STRIKKETØJ

I sidste uge var jeg på Kunsthåndværkerdag på Museum Silkeborg. Tak til alle som kiggede forbi, hvor var det spændende at tale med så mange mennesker.

~

Der var virkelig mange, som kiggede forbi min bod. Mange drev forbi på runden i salen, og mange blev også hængende og snakkede.

To ting gik igen i det folk sagde til mig. Det ene var, at de virkelig kunne lide mine farver, og at de let kunne se, at det er naturfarver. Og ja, det er jeg helt enig i! Disse farver råber langt væk, at de er naturlige:

Min farvecirkel – blå selvfølgelig fra indigo, lilla fra cochenille-indigo overfarvning, røde fra krap, gule fra rejnfan, grønne fra indigo + planter, støvgrønne fra hele blade af japansk indigo.

Det andet, der gik igen var, at folk også godt kunne lide mine design, men at mange syntes, de var for svære at strikke. Og det vidste jeg jo egentlig godt allerede. Jeg bruger som regel midlertidige opslagninger, maskesting osv. for resultatet er bedre. Det er og bliver bedre, men jeg ved godt, at der er mange der enten synes teknikkerne er svære, eller tror de er det.

Så her kommer mit fortsæt. Jeg vil prøve at skrive lettere mønstre. Jeg er i gang med en redigering af mit Vindauga Baby-mønster,  hvor der kun bruges helt almindelige teknikker. Jeg vil beholde picot-afslagningen, for den er altså virkelig let og dekorativ. Planen er at genudgive mønsteret med en let og en udfordrende variant.

Lilla og let version af Vindauga babytæppet.

Endelig har jeg sat mit hemmelige våben på sagen. Min mor! Hun har gravet sig igennem mine garnbunker, og fundet dette frem:

Fenris farvet med indigo (til venstre), med indigo og cochenille (midten) og endelig et nøgle Norne farvet med hele blade af japansk indigo (til højre).

I første omgang har hun kastet sig over det blå-grønne nøgle Norne, som der ellers faktisk lidt stod mit navn på… Planen lyder på et retstrikket sjal, som skal være simpelt og geometrisk, så det bliver spændende at følge med i.

PS: Næste gang jeg kommer på marked er d. 2. december. Det er Designmarked i Aadalen, kl. 10 – 16, Nørreled 34, Skørring, 8544 Mørke.

 

TRICKS til STRIBESTRIKNING

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele!

Se projekter på Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sommeren regnfuld gik

Trods regnen har vi oplevet en masse denne sommer både hjemme i det midtjyske og på vores store rejse til Himmerland. Og så har planter og svampe kvitteret for regnen i hobetal.

Skovsnogen Artspace hvor den fine kunst ikke skal rådne inden døre, men spiller sammen med skoven omkring den.

skovsnogen

 

Det lykkedes min mor at blive færdig med et par projekter med garn, som jeg har farvet – et Elizabeth-sjal efter mønster af Dee O’Keefe i krapfarvet Einband. Den islandske uld er selvfølgelig fantastisk at strikke med og gå med, men den tager også virkelig godt og smukt imod farven. Hun strikkede også et par sokker efter Laurel-mønsteret af Wendy D. Johnson i sokkegarn, jeg har farvet med indigo og et lille stænk cochenille for at få en lilla tone.

wendyknitting
Vi var på udflugt til Rebild Bakker. Fårene passer perfekt ind i landskabet, og det er jo også deres græsning, der vedligeholder heden (blåbær spiser de til gengæld ikke). Jeg kan ikke huske at have set sådan et stejlt landskab andre steder i Danmark, det er utroligt hvad istidens smeltevand har udrettet.

rebild_bakker
Rold skov ligger lige ved siden af, og her så vi de specielle, gamle bøgetræer, kaldet purker. De er forkrøblede og mangestammede, fordi de blev skåret ned igen og igen til brænde. Faldne stammer får lov at rådne, så svampe og insekter får lidt tiltrængt habitat.

roldskov
Biodiversitet fandt vi også på Livø. Vi var på rundvisning i det økologiske forsøgslandbrug som Naturstyrelsen driver. De eksperimenter er med dyrkningsformer til økologi og glutenfrie afgrøder som quinoa og boghvede.

Det er jo dejligt at se en kornmark, der er fuld af andre planter, såsom kløver og kornblomster. Jeg har altid godt kunnet lide kornblomster, men jeg ser dem på en ny måde efter at have læst om farven i “Handbook of Natural Colorants” af Bechtold & Mussak. Den skyldes nemlig et supramolekylært kompleks af cyanidiner og flavoner med metalioner (Mg2+ og Fe3+) som samles ved self-assembly. Det er derfor, at man ikke kan udvinde den blå farve af kornblomster for at farve med den – komplekset falder fra hinanden, og de enkelte dele har ikke nogen farve. Det kan måske også være tilfældet med andre stærke farver, der ikke kan udvindes? Erindringen om fiasko med violet ametysthat melder sig.

livø
Jeg kunne selvfølgelig ikke gå så meget udenfor en hel sommer uden at lede efter lav. Jeg har foræret mig selv to bestemmelsesnøgler, den ene et simpelt lille hæfte fra Svampeforeningen: “Laver i Tisvilde Hegn” af Hørnell, Jeppesen og Søchting. Jeg fik det til 30 kr fordi det næsten er udsolgt, og det er et godt lille hæfte med gode billeder af de mest almindelige lavarter. Den anden er meget mere detaljeret/akademisk (og meget dyrere); “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” af Dobson.

Det er umuligt at gå udenfor døren uden at se de allermest almindelige lavtyper: almindelig slåenlav (Evernia prunastri), tue-grenlav (Ramalina fastigiata),  almindelig væggelav (Xanthoria parietina) og almindelig kvistlav (Hypogymnia physodes). Dem har jeg allerede afprøvet til farvning, så ikke mere om dem her. Denne sommer koncentrerede jeg mig om laver af familien Cladonia, som på dansk hedder bægerlav og rensdyrlav.

Den tragtformede lav øverst til venstre på billedet herunder har jeg tit set på jorden og på dødt træ, og jeg mener, det er bleggrøn bægerlav (Cladonia fimbriata). Jeg har ikke prøvet at indsamle den, for jeg kan ikke helt overskue hvordan man skulle plukke den – et bæger ad gangen? (Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” nævner den heller ikke).

Så er der rensdyrlaverne, som jeg indtil for nyligt troede, var mos. Men man bliver jo heldigvis aldrig for gammel til at lære noget nyt. Øverst til højre er det hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa), som er meget almindelig. Den har jeg samlet lidt ind af til at farve med.

Nederste række er laver, jeg kun har set et enkelt sted i denne sommers løb, så dem har jeg kun fotograferet. Man skal aldrig plukke en lav, hvis man ikke ved om arten er sjælden. Til venstre mener jeg, det er askegrå rensdyrlav (Cladonia rangiferina) og til højre træfods-bægerlav (Cladonia coniocraea). Casselman nævner askegrå rensdyrlav som en bwm-lav (boiling water method), der skulle farve rødbrun eller brun, men den er måske mere udbredt andre steder.

cladonia
Nu er vi hjemme igen, og jeg er i gang med forberedelserne til det kursus i naturfarvning, jeg skal stå for i Herning weekenden d. 1. og 2. oktober. Se mere her, hvor man også kan tilmelde sig.

PS: Follow my blog with Bloglovin

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Saksisk blå

Lige siden jeg først læste om den saksiske blå farve, som er lavet ved en reaktion mellem indigo og koncentreret svovlsyre, har jeg haft lyst til selv at afprøve farven.

Det er en advokat, Johann Christian Barth, som tilskrives æren for at have opfundet den saksiske blå i 1743. Han behandlede naturlig indigo med svovlsyre, som dengang blev kaldt for vitriol. Ifølge de Keijzer var farvestoffet i brug i England allerede i 1748, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin bog “Indigo” at farven “ses i nogle orientalske tæpper, først og fremmest tyrkiske tæpper fra den anden halvdel af det 19. århundrede, men også Kashmir-sjaler fra den sene del af det 18. århundrede” (min oversættelse). Farven var populær, selv om dens lys- og vaskefasthed ikke er lige så god som indigos.

Balfour-Paul skriver, at farven er turkisblå, mens de Kaiser beskriver den som blå-grøn.

Jeg blev interesseret i den saksiske blå farve, fordi den er en mellemting mellem de rigtige naturfarver og de rigtige syntetiske farver, som kom efter Perkins opdagelse af mauvein i 1856. Hvis saksisk blå laves ud fra naturlig indigo, kan man ikke rigtig kalde den et syntetisk farvestof. Men det er jo heller ikke helt naturligt, og processen, det laves i, passer bedre ind i billedet af en industriel proces.

Problemet med at prøve farvning med saksisk blå hjemme er, at man jo skal bruge svovlsyre. Det er ikke noget man lige kan købe, og med god grund. Det er en farlig syre, og den reagerer kraftigt med kulhydrater såsom brød, faktisk ser det ud som om der er ild i brødet når det reagerer med svovlsyre.

Men nu fik jeg heldigvis den perfekte chance for at afprøve denne blå farve. Mit eksamensprojekt om brug af indigo til kemiundervisning. Så her kommer mit lille eksperiment med saksisk blå. Jeg afprøvede det i et kemi-laboratorium, i et stinkskab. Jeg havde selvfølgelig kittel og briller på – DETTE KAN IKKE AFPRØVES HJEMME!!

Jeg blandede 0,5 g indigo med 5 mL koncentreret svovlsyre, og varmede det over vandbad i 10 minutter (billedet til venstre).

Så fortyndede jeg indigo-blandingen med vand, og kom et nøgle alun-bejdset uld i. Jeg varmede ulden i farvebadet i ca. 40 minutter (billedet til højre). Selv efter fortynding var opløsningen stærk sur (pH 1).

saxonblue_lab

Og det er så ulden, efter al den overskydende farve er vasket ud (der var meget). En klar blå farve, som ligner den, man plejer at få med den almindelige indigofarvning:

saxonbluewool

Men der ligger altså en anden kemi bag den saksiske blå, end den bag almindelig indigofarvning. Reaktionen mellem indigo og svovlsyre giver et stof, der hedder indigo karmin (eller saksisk blå). Indigo karmin er en syrefarve, og skal ikke reduceres for at binde til fibre. I stedet binder den til aluminium, som stammer fra alun-bejdsning af uld.

Bemærk bomuldstråden, der er bundet om den saksiske blå uldgarn nedenfor. Det er kun farvet en svag blå-turkis. Det er fordi alun ikke reagerer ret godt med bomuld, så der er kun få steder på denne tråd, hvor den saksiske blå kan binde.

Sammenlign med bunken af bomuldstråde i baggrunden. Jeg brugte tilfældigvis den samme tråd til at binde om noget tøj, som jeg shibori-farvede med den almindelige indigometode. Dele af tråden er farvet mørk blå. De hang nemlig udad i indigogryden, så de blev farvet effektivt fordi indigo kan afsættes direkte på bomuld (der er også hvide steder på tråden, men de hang bare ikke udad).

saxonblue_cotton

Det var et sjovt lille projekt at farve med saksisk blå (indigo karmin), men det er nok ikke noget, jeg kommer til at gentage med det formål at farve uld. Sammenlignet med den almindelige indigofarvning, så har denne proces ikke de store fordele, når man tænker på brugen af svovlsyre og den lave lysægthed.

Men den saksiske blå er nu ikke blevet helt arbejdsløs. Man finder den i madvarer under navnet E132. Desværre er den blå farve i madvarer ikke lavet ud fra naturlig indigo.

Hvis man har appetit på flere farvestoffer, så kan man også se efter E120, som også står opført som karmin nogle gange. Det er nemlig cochenille, og den røde farve i madvarer skulle efter sigende komme fra den naturlige kilde. Der er dem, der finder det ret frastødende, men efter at have stødt lusene så mange gange til farvning, så synes jeg, der egentlig er værre ting at proppe i munden.

Save

Afslutninger, og nye begyndelser

Jeg er blevet færdig med en del projekter, og har sat endnu flere nye i søen. Måske er det forårets energi? Påsken gik med at læse til eksamen, og selv om det da på et teoretisk plan er fascinerende at man kan beskrive bestande af dyr og planter matematisk (det er populationsøkologi), så vil jeg jo egentlig hellere bare udenfor og snuse og samle planter til farvegryderne…

Fordi det var så synd for mig at jeg skulle læse til eksamen, gav jeg mig selv en lille gave. “En farverig verden” af Anne Støvlbæk Kjær og Louise Schelde Jensen, kvinderne bag Uld Guld.

farverigverden

Og hvor er det dog bare en lækker bog, med de smukkeste fotografier af både uld, farver og remedier. Men det er en skam at der er så lidt ny information i den. Jeg tror ikke, jeg er stødt på noget endnu, som ikke er beskrevet i større detalje i min lasede, tro følgesvend, “Farvning med planter” af Ester Nielsen.

nielsen

Men efter eksamen var overstået følte jeg energien vende lidt tilbage. Jeg er glad for at have udgivet mit mønster Bilskirner på dansk og engelsk. Det tog mig meget længere tid end jeg havde troet at skrive, oversætte og få teststrikket mønsteret, men nu er det i hvert fald oppe.

BilskirnerCollage

Og nu har jeg lavet Bilskirner kits færdige, som er til salg i webshoppen. Kits indeholder mønsteret (som download af pdf-fil) og garn nok til at strikke et sæt af hue og vanter, enten til et barn eller en voksen. Garnet er mit 100% alpaka-garn, Guldfaxe. Der er to farver. I den ene er mønsterfarverne lavet med en gradient af cochenille

bilskirnerpink

i den anden farve er mønsterfarverne lavet med en gradient af krap og rejnfan

nyebegyndelser

men de ser også ret lækre ud sammen, synes jeg!

kontrastfarver

Edda er en ny begyndelse på strikkefronten. Det er en kassetrøje med helt smalle ærmer, som er strikket i mit tynde, 1-trådede uldgarn, Norne. Dette er prototypen, strikket i garn, der er farvet i 2 toner af pink med cochenille. Med min vanlige snørklede proces er der et stykke tid til jeg skriver er færdigt mønster.

edda

Edda er strikket frem og tilbage og samlet foran med maskesting så der står rå huller tilbage imellem farverne (det er med vilje, man kan jo bare sy dem til)

edda_foran

og halsen er så strikket på til sidst.

edda_hals

Nu skal man jo passe på med at sige, at man har opfundet noget helt nyt, for det viser sig altid at et klogt hovede et eller andet sted har tænkt på det samme…. men jeg har aldrig set andre trøjer med den konstruktion, jeg har brugt til Edda. Skulderen er nemlig formet med vendestrik, så den er helt blød og lækker uden en søm. Mere følger, når jeg kommer videre med mønsteret.

edda_skulder

Vindauga-princippet, hvor strimler af retstrikning samles med rammer af maskesting, vil heller ikke rigtig lade min hjerne være i fred. Jeg arbejder på en version, hvor hver rude er stribet, og den er strikket i Fenris 100% uld (450 m/100 g) på pind 3,5.

Her er det i blå og grønne farver, fra mine forsøg med indigo, vau og grå bynke.

babyvindauga

Endelig er jeg gået i gang med et eksamensprojekt til et andet fag jeg følger, kemiske undervisningsforsøg. Det er et fag man skal have for at kunne undervise i kemi i gymnasiet. Jeg har fået godkendt “farvning med indigo” som emne, så jeg skal nu lave et projekt, hvor jeg beskriver hvordan indigofarvning kan bruges i kemiundervisning. Hvor heldig kan man være??

Lysægte lilla 2

Lysægte lilla er en svær farve at få for naturfarveren. For lidt tid siden skrev jeg om dette mægtige problem, som har stået på siden antikken. Da mine lommepenge ikke rækker til ægte purpur (den, der er udvundet fra snegle), så besluttede jeg mig for at lave en serie af røde farver med krap og cochenille, og så overfarve dem med indigo.

Jeg brugte 10-g testnøgler af mit garn Fenris (540 m pr. 100 g) og farvede 9 nøgler med krap og 9 nøgler med cochenille. For begge farvestofferne startede jeg med et farvebad med fuld styrke til 30 g uld (30 g krap, 3 g cochenille) og farvede 3 nøgler i det. Derefter 3 nøgler i 2. badet og 3 nøgler i 3. badet.

Bagefter overfarvede jeg med indigo i 3 styrker: lys, mellem og mørk. Jeg kom 3 forskellige rødfarvninger (fra de 3 farvebade) i hver indigofarvning, og på den måde får jeg altså en matrix hvor rødfarvningen varierer i den ene retning og blåfarvningen i den anden. Eller sagt på en anden måde: 9 forskellige lilla nuancer ud af 2 farvebade.

Og resultaterne:

krap_indigo

Disse nøgler er farvet med krap og indigo. Af en eller anden grund er indigo-overfarvningen ret ujævn. Nogle af farverne er lidt underlige efter min smag, f.eks. nøglet i øverste højre hjørne som er den svageste farvning af både krap og indigo. Men sammen er de ganske lækre.

cochenille_indigo

Dette er nøglerne, der er farvet med cochenille og indigo. Her fik jeg virkelig fat i de lilla farver, jeg havde drømt om. F.eks. det midterste nøgle foran, som er stærk cochenille med mellem indigo. De her farver kommer jeg helt sikkert til at lave igen, for ud over at være lækre, så forventer jeg at lysægtheden er meget god.

Lysægte lilla 1

Lilla! Farven, som har været naturfarverens problembarn i århundreder, måske årtusinder…

Antikkens lilla farve kom fra Fønikien (sådan circa Libanon i dag), hvor kysten var fyldt med snegle af Murex-familien. Den lilla farve, 6,6′-dibromoindigo, blev udvundet fra sneglene.

Lilla var elitens luksus. I dag koster farvestoffet 27444 kr pr. gram. Jeg ved ikke hvor meget materiale sådan et gram kan farve, men det er sikkert under et kilo, gætter jeg på. Farven var altså sindssygt kostbar.

Jeg forestiller mig, at der må have været stor glæde, da man pludselig kunne købe lilla farvet med blåtræ. Blåtræ (Haematoxylum campechianum) er et træ, som vokser i Mexico og Centralamerika, og blev bragt tilbage til Europa, hvor det blev et meget brugt farvestof.

Selve farvestoffet i blåtræ er hematoxylin, et farvestof som faktisk stadig bliver brugt indenfor cellebiologi.

Blåtræ giver en rigtig fin lilla på alunbejdset garn:

logwooddyedwool

Men der er bare et stort problem: lysægtheden er katastrofalt dårlig!

Hvis man bruger en stor mængde blåtræ i forhold til garnmængden giver blåtræ blå, men også denne farve har en forfærdelig lysægthed.

Esther Nielsen skriver i “Farvning med planter” at denne blå alligevel blev brugt før i tiden. Måske var den elendige lysægthed ikke så problematisk for folk, der ikke havde meget lys inden døre. Men hun beretter også detaljeret om at de franske skønfarvere slet ikke måtte have blåtræ i deres værksteder, som også indeholdt alun, fordi det sammen kunne bruges til at lave den dårlige blå. Den var nemlig forbudt for skønfarveren, som kun måtte farve blåt med indigo.

Sletfarvere måtte derimod godt bruge blåtræ, og de brugte det primært til at farve sort sammen med jern og alun. Tilsætningen af jern gjorde da også farvens lysægthed lidt bedre. Det tyske ord for sletfarver var “Schwarzfärber”, som jo betyder sortfarver (denne interessante artikel fortæller mere om farvernes lauger og opdelingen i skønfarvere og sletfarvere).

Historisk sluttede den naturlige lilla farves tid dybest set i 1856, hvor Perkin opdagede mauvein, det første syntetiske farvestof. Opdagelsen beskrives til som et lykketræf, men det er faktisk ikke så præcist. Det er rigtig, at han i første omgang fremstillede mauvein ved et lykketræf mens han forsøgte at lave noget helt andet. Men så bemærkede han jo, at hans opløsning var lille. Det var første skridt. Andet skridt var at droppe ud af kemistudiet og starte en virksomhed, der fremstillede mauvein. Og det har jo krævet stor evne og indsats at starte og drive sådan en succes-virksomhed. Dette BBC-program fortæller den interessante historie, of fortæller også om Perkins andet topsælgende produkt, som var en kemisk fremstillet kraprød farve.

Men jeg har nu ikke lige tænkt mig at opgive den naturlige lilla, så jeg er i gang med et lille halv-systematisk forsøg i indigo-overfarvning af pink og rød fra cochenille og krap.  For at få lidt fornemmelse af de mulige farver har jeg leget lidt med et farveblanderværktøj. Dette burde svare til en stærk pink (cochenille) overfarvet med svag indigo.  Dette er en svag rød-orange (krap efterbad) overfarvet med stærk indigo. Næste trin er rent faktisk at udføre disse farvninger, mere herom senere!

Haematoxylum_campechianum

Norne

Norne, our pure wool 1-ply lace yarn, is finally in the shop. I’m so excited!

I think this yarn is delightful to knit with. Its texture is just slightly crispy – enough that it’s really easy to knit with (also intricate lace) but not too much, so it isn’t scratchy.

Here’s a shawl that I knit using a skein of Norne dyed a weak madder, Fylleryd by Mia Rinde:

fyllerydmadder

I must confess that I knit this shawl pretty much just to test the yarn, since I definitely don’t need any more shawls (I have a storage box full of shawls already – madness takes many forms) but then ended up having such a good time because the pattern is good and the yarn is good!

FACTS – FYLLERYD SHAWL

Pattern Fylleryd by Mia Rinde – a free Ravelry download

Yarn Norne 640 m/100 g, 100% wool

Needle 4 mm

Color Madder afterbath

Conclusion Best knitting fun I’ve had in a long time! I expected Norne to behave well for lace knitting, and it behaved very well indeed.

After this, I actually have a couple of more Norne projects on the needles – another shawl (Filigrano by Birgit Freyer) and a vest for my daughter. More on those projects later.

Because I also want to show you some more of the wonderful Norne. I’ve been working my way across the natural rainbow with this base, and I do think the result is very pleasing

nornerainbow

Here are some lighter colored skeins (I label those “Pastel” in the shop) posing along with a page a fashion magazine (it’s Eurowoman, yep, I can be tempted when I stand in line at the grocery store)

nornepastels

From left to right, these skeins are dyed with madder (Valkyrie Pastel), indigo (Wanderer Pastel), and cochineal (Freya Pastel).

And here is a range of colors that all have madder in common

nornemadder

From front to back, it’s tansy overdyed with madder (Idun), two shades of madder exhaust (Valkyrie Pastel in two different dye lots), and all the way in the back, it’s a skein dyed with madder at full strength (1:1 madder and wool, I call that color Valkyrie).

So I hope you’ve enjoyed this peak at Norne, but I suppose that some readers (especially outside Scandinavia) may be scratching their heads regarding the name. Norne is named after the goddesses (plural Norns or Nornir) in Norse mythology who spin the thread of fate for each person (I always liked the spinning part!). I thought it was apt for this delicious single thread.

Endelig er Norne landet i vores shop! Vores nye entrådede lace-garn er opkaldt efter nornerne i nordisk mytologi, som spinder hvert enkelte menneskes skæbnetråd. Jeg har strikket et dejligt sjal, Fylleryd af Mia Rinde, for at teste garnet. Og det gik over al forventning! Jeg elsker et garn med lidt “bid” så det ikke slasker af strikkepindene for let, og det opfylder Norne med lethed. Og så er Fylleryd et fornøjeligt sjal at strikke (og så er mønsteret endda gratis).

Save

Nine Daughters Socks, Done!

It’s always a good feeling to finish a knitting project, but I feel especially good about this pair of socks because they are a prototype for a pattern, and they turned out just the way I had imagined.

The only problem is that I got a little carried away when I was knitting the legs, so they are too long to fit on my leg without increases. So I had to give this pair to my mother, who is very pleased with her new pair of socks. I guess having skinny legs has advantages sometimes… trying to think of the advantages of having fat legs, but can’t think of any at the moment. Oh well! Here are the finished socks:

avocadosocks

FACTS – NINE DAUGHTERS SOCKS

Pattern Nine Daughters, a pattern that I’m currently writing

Yarn Fenris 350 m/100 g 75% superwash wool, 25% polyamide

Needle 2.5 mm

Colors Fermented avocado pits and a dash of cochineal

Conclusion I love the wave pattern on my socks and the way it transitions into rib. And I find it enjoyable as ever to knit socks 2-at-a-time toe-up

I am writing the pattern now, and it will be called Nine Daughters (see this for the story behind it). I’m planning to publish this in English and Danish (will be looking for test knitters soon).

Next pair will be just normal sock length. I’m going to keep that pair myself! If I can make them fit, that is… The yarn I’m using for my next pair is dyed with indigo only, and they have the clear blue hue I sometimes achieve with a chemical indigo vat:

indigosocks

Det er altid en god fornemmelse at gøre et strikkeprojekt færdigt, men endnu mere når det er eget design og det bliver som jeg havde forestillet mig! Sokkerne her er jeg i gang med at skrive mønsteret til – og jeg er i gang med et par til mig selv, farvet med indigo. Det første par, farvet med avocado og cochenille, endte nemlig med at passe min mor, damen med de slanke ben.