Tricks til stribestrikning

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

The design theme from my Vindauga Blanket just stayed in my brain after I knit the first one, demanding to be knit in more variations! And when that design theme met with my experiments in 2-dimensional gradients (or matrices), the result was the Vindauga Baby Blanket, which I’ve finally managed to publish the pattern for.

You can buy the Vindauga Baby Blanket pattern on Etsy or Ravelry. I’ve also dyed a small number of kits, you can find them at my Etsy shop. The colorways are Sif (purple-blue dyed with cochineal and indigo – sold out), Valkyrie (red-blue dyed with madder and indigo) and Njord (green-blue dyed with weld, mugwort, and indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet. From a set of 9 skeins of matrix-dyed yarn (on the left) to the Vindauga baby blanket.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

I’ve now written the pattern, had it test knit, and corrected over and over again. It’s finished, and now published in Danish and English. I’ll be the first to admit that actually finishing a pattern is not my favorite part of the process from idea to pattern. But if I don’t pull myself together at some point, then my ideas end up as just that – ideas in my head.

But dyeing the matrix mini skeins is a lot of fun. I’ve worked with these 2-dimensional gradients for some time now, but it’s still difficult to get them just exactly right!

First, I dye gradients of red, pink, or red with madder, cochineal, weld, tansy, or mugwort. I make 3 skeins of each. Then, I overdye with an indigo gradient, giving each of the 3 identical skeins a different indigo overdye. This may not sound difficult, but both steps are hard to control.

When dyeing with cochineal and madder, I find that the first bath always gives a more intense color than the second one. But sometimes, the second and third give about the same. It’s also difficult to control the exact shade of blue with indigo dyeing. One factor is how long you dip skeins in indigo, another factor is the number of dips. But the amount of available indigo in the vat also changes over time. Even after making many sets of matrix dyed skeins, it’s still a challenge!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele! Yellow, red, and white skeins soaking on the left. On the right, similar skeins in an indigo bath. The temperature is 52 degrees, pH is 9-10. Everything is under control!

Se projekter på Ravelry:

See projects on Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sommeren regnfuld gik

Trods regnen har vi oplevet en masse denne sommer både hjemme i det midtjyske og på vores store rejse til Himmerland. Og så har planter og svampe kvitteret for regnen i hobetal.

Skovsnogen Artspace hvor den fine kunst ikke skal rådne inden døre, men spiller sammen med skoven omkring den.

skovsnogen

 

Det lykkedes min mor at blive færdig med et par projekter med garn, som jeg har farvet – et Elizabeth-sjal efter mønster af Dee O’Keefe i krapfarvet Einband. Den islandske uld er selvfølgelig fantastisk at strikke med og gå med, men den tager også virkelig godt og smukt imod farven. Hun strikkede også et par sokker efter Laurel-mønsteret af Wendy D. Johnson i sokkegarn, jeg har farvet med indigo og et lille stænk cochenille for at få en lilla tone.

wendyknitting
Vi var på udflugt til Rebild Bakker. Fårene passer perfekt ind i landskabet, og det er jo også deres græsning, der vedligeholder heden (blåbær spiser de til gengæld ikke). Jeg kan ikke huske at have set sådan et stejlt landskab andre steder i Danmark, det er utroligt hvad istidens smeltevand har udrettet.

rebild_bakker
Rold skov ligger lige ved siden af, og her så vi de specielle, gamle bøgetræer, kaldet purker. De er forkrøblede og mangestammede, fordi de blev skåret ned igen og igen til brænde. Faldne stammer får lov at rådne, så svampe og insekter får lidt tiltrængt habitat.

roldskov
Biodiversitet fandt vi også på Livø. Vi var på rundvisning i det økologiske forsøgslandbrug som Naturstyrelsen driver. De eksperimenter er med dyrkningsformer til økologi og glutenfrie afgrøder som quinoa og boghvede.

Det er jo dejligt at se en kornmark, der er fuld af andre planter, såsom kløver og kornblomster. Jeg har altid godt kunnet lide kornblomster, men jeg ser dem på en ny måde efter at have læst om farven i “Handbook of Natural Colorants” af Bechtold & Mussak. Den skyldes nemlig et supramolekylært kompleks af cyanidiner og flavoner med metalioner (Mg2+ og Fe3+) som samles ved self-assembly. Det er derfor, at man ikke kan udvinde den blå farve af kornblomster for at farve med den – komplekset falder fra hinanden, og de enkelte dele har ikke nogen farve. Det kan måske også være tilfældet med andre stærke farver, der ikke kan udvindes? Erindringen om fiasko med violet ametysthat melder sig.

livø
Jeg kunne selvfølgelig ikke gå så meget udenfor en hel sommer uden at lede efter lav. Jeg har foræret mig selv to bestemmelsesnøgler, den ene et simpelt lille hæfte fra Svampeforeningen: “Laver i Tisvilde Hegn” af Hørnell, Jeppesen og Søchting. Jeg fik det til 30 kr fordi det næsten er udsolgt, og det er et godt lille hæfte med gode billeder af de mest almindelige lavarter. Den anden er meget mere detaljeret/akademisk (og meget dyrere); “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” af Dobson.

Det er umuligt at gå udenfor døren uden at se de allermest almindelige lavtyper: almindelig slåenlav (Evernia prunastri), tue-grenlav (Ramalina fastigiata),  almindelig væggelav (Xanthoria parietina) og almindelig kvistlav (Hypogymnia physodes). Dem har jeg allerede afprøvet til farvning, så ikke mere om dem her. Denne sommer koncentrerede jeg mig om laver af familien Cladonia, som på dansk hedder bægerlav og rensdyrlav.

Den tragtformede lav øverst til venstre på billedet herunder har jeg tit set på jorden og på dødt træ, og jeg mener, det er bleggrøn bægerlav (Cladonia fimbriata). Jeg har ikke prøvet at indsamle den, for jeg kan ikke helt overskue hvordan man skulle plukke den – et bæger ad gangen? (Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” nævner den heller ikke).

Så er der rensdyrlaverne, som jeg indtil for nyligt troede, var mos. Men man bliver jo heldigvis aldrig for gammel til at lære noget nyt. Øverst til højre er det hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa), som er meget almindelig. Den har jeg samlet lidt ind af til at farve med.

Nederste række er laver, jeg kun har set et enkelt sted i denne sommers løb, så dem har jeg kun fotograferet. Man skal aldrig plukke en lav, hvis man ikke ved om arten er sjælden. Til venstre mener jeg, det er askegrå rensdyrlav (Cladonia rangiferina) og til højre træfods-bægerlav (Cladonia coniocraea). Casselman nævner askegrå rensdyrlav som en bwm-lav (boiling water method), der skulle farve rødbrun eller brun, men den er måske mere udbredt andre steder.

cladonia
Nu er vi hjemme igen, og jeg er i gang med forberedelserne til det kursus i naturfarvning, jeg skal stå for i Herning weekenden d. 1. og 2. oktober. Se mere her, hvor man også kan tilmelde sig.

PS: Follow my blog with Bloglovin

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Saksisk blå (Saxon Blue)

Lige siden jeg først læste om den saksiske blå farve, som er lavet ved en reaktion mellem indigo og koncentreret svovlsyre, har jeg haft lyst til selv at afprøve farven.

Det er en advokat, Johann Christian Barth, som tilskrives æren for at have opfundet den saksiske blå i 1743. Han behandlede naturlig indigo med svovlsyre, som dengang blev kaldt for vitriol. Ifølge de Keijzer var farvestoffet i brug i England allerede i 1748, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin bog “Indigo” at farven “ses i nogle orientalske tæpper, først og fremmest tyrkiske tæpper fra den anden halvdel af det 19. århundrede, men også Kashmir-sjaler fra den sene del af det 18. århundrede” (min oversættelse). Farven var populær, selv om dens lys- og vaskefasthed ikke er lige så god som indigos.

Balfour-Paul skriver, at farven er turkisblå, mens de Kaiser beskriver den som blå-grøn.

Jeg blev interesseret i den saksiske blå farve, fordi den er en mellemting mellem de rigtige naturfarver og de rigtige syntetiske farver, som kom efter Perkins opdagelse af mauvein i 1856. Hvis saksisk blå laves ud fra naturlig indigo, kan man ikke rigtig kalde den et syntetisk farvestof. Men det er jo heller ikke helt naturligt, og processen, det laves i, passer bedre ind i billedet af en industriel proces.

Ever since I first read about Saxon blue, produced by reaction indigo with concentrated sulfuric acid, I’ve really wanted to try it.

The lawyer Johann Christian Barth is credited with inventing the Saxon blue reaction in 1743. He treated natural indigo with sulfuric acid, then known as “oil of vitriol”. According to de Keijzer, the dye was in use in England by 1748, and Jenny Balfour-Paul writes in her book “Indigo” that the dye “can be seen in some oriental carpets, most characteristically those made in Turkey during the second half of the nineteenth century, and also in late eighteenth century Kashmir shawls”. The dye was relatively popular, even though its light- and wash-fastness is not as good as that of indigo itself.

Balfour-Paul calls the color “bright turquoisy blue” while de Kaizer mentions “bluish-green” shades.

The story about this caught my interest because it seems to be a midway point between truly natural dyes, and the synthetic dyes that came after Perkin’s discovery of mauveine in 1856. If made from natural indigo, Saxon blue is not really a synthetic dye. But it’s not fully natural, either, and the process that it was used in clearly seems to fit better into what we think of as an industrial process.

Problemet med at prøve farvning med saksisk blå hjemme er, at man jo skal bruge svovlsyre. Det er ikke noget man lige kan købe, og med god grund. Det er en farlig syre, og den reagerer kraftigt med kulhydrater såsom brød, faktisk ser det ud som om der er ild i brødet når det reagerer med svovlsyre.

Men nu fik jeg heldigvis den perfekte chance for at afprøve denne blå farve. Mit eksamensprojekt om brug af indigo til kemiundervisning. Så her kommer mit lille eksperiment med saksisk blå. Jeg afprøvede det i et kemi-laboratorium, i et stinkskab. Jeg havde selvfølgelig kittel og briller på – DETTE KAN IKKE AFPRØVES HJEMME!!

The problem for trying this at home is that you need to use concentrated sulfuric acid in order to produce Saxon blue. This is not something you can just go out and buy, and there’s a good reason for that. It’s a quite dangerous acid that reacts with carbohydrates like bread in a way that makes it look like the bread is on fire.

But now, the perfect opportunity came up, the exam project for teaching chemistry that  I’m working on right now. So here’s my little experiment with Saxon blue. I tried this in a chemistry lab, inside a fume hood, wearing lab coat and safety goggles – DO NOT TRY THIS AT HOME!!

Jeg blandede 0,5 g indigo med 5 mL koncentreret svovlsyre, og varmede det over vandbad i 10 minutter (billedet til venstre).

Så fortyndede jeg indigo-blandingen med vand, og kom et nøgle alun-bejdset uld i. Jeg varmede ulden i farvebadet i ca. 40 minutter (billedet til højre). Selv efter fortynding var opløsningen stærk sur (pH 1).

I mixed 0.5 g of indigo powder with 5 mL of concentrated sulfuric acid, and then heated it over a simmering water bath for about 10 minutes (left photo).

Then I diluted the indigo into water, and put in alum mordanted wool. I heated the wool in the dye bath for about 40 minutes (right photo). Even after diluting, the solution was very acidic (pH 1).

saxonblue_lab

Og det er så ulden, efter al den overskydende farve er vasket ud (der var meget). En klar blå farve, som ligner den, man plejer at få med den almindelige indigofarvning.

This is how the skein of wool turned out after rinsing out the excess color (there was a lot). A very clear blue, that’s actually very similar to the shade of blue you would get with indigo used as a vat dye.

saxonbluewool

Men der ligger altså en anden kemi bag den saksiske blå, end den bag almindelig indigofarvning. Reaktionen mellem indigo og svovlsyre giver et stof, der hedder indigo karmin (eller saksisk blå). Indigo karmin er en syrefarve, og skal ikke reduceres for at binde til fibre. I stedet binder den til aluminium, som stammer fra alun-bejdsning af uld.

But the chemistry behind this blue is different from the usual indigo chemistry. The reaction between indigo and sulfuric acid produces a compound called indigo carmine (this is what is called Saxon blue). Indigo carmine is an acid dye, not a vat dye. That means that it will bond to aluminum that was attached to the wool during alum mordanting.

Bemærk bomuldstråden, der er bundet om den saksiske blå uldgarn nedenfor. Det er kun farvet en svag blå-turkis. Det er fordi alun ikke reagerer ret godt med bomuld, så der er kun få steder på denne tråd, hvor den saksiske blå kan binde.

Sammenlign med bunken af bomuldstråde i baggrunden. Jeg brugte tilfældigvis den samme tråd til at binde om noget tøj, som jeg shibori-farvede med den almindelige indigometode. Dele af tråden er farvet mørk blå. De hang nemlig udad i indigogryden, så de blev farvet effektivt fordi indigo kan afsættes direkte på bomuld (der er også hvide steder på tråden, men de hang bare ikke udad).

Notice the cotton thread tied around my Saxon blue wool skein below. It’s only slightly blue-tinged. Alum does not react well with cotton, so there were only very few sites on that thread where indigo carmine could bond.

Now compare with the blue on the pile of cotton in the back. It just happened that I used the very same cotton thread for tying around clothes that I shibori dyed with indigo using the usual method. Notice how parts of the thread in the back are quite dark blue. They were exposed to the indigo vat, and the color took well, because indigo can deposit directly on cotton (there are also white parts, but they were just not exposed).

saxonblue_cotton

Det var et sjovt lille projekt at farve med saksisk blå (indigo karmin), men det er nok ikke noget, jeg kommer til at gentage med det formål at farve uld. Sammenlignet med den almindelige indigofarvning, så har denne proces ikke de store fordele, når man tænker på brugen af svovlsyre og den lave lysægthed.

Men den saksiske blå er nu ikke blevet helt arbejdsløs. Man finder den i madvarer under navnet E132. Desværre er den blå farve i madvarer ikke lavet ud fra naturlig indigo.

Hvis man har appetit på flere farvestoffer, så kan man også se efter E120, som også står opført som karmin nogle gange. Det er nemlig cochenille, og den røde farve i madvarer skulle efter sigende komme fra den naturlige kilde. Der er dem, der finder det ret frastødende, men efter at have stødt lusene så mange gange til farvning, så synes jeg, der egentlig er værre ting at proppe i munden.

It was fun to try dyeing with Saxon blue (indigo carmine), but I don’t really see myself repeating the experiment for the purpose of actually dyeing wool. The fact that the light-fastness is low and the process uses concentrated sulfuric acid means that the comparison with indigo itself does not fall out in Saxon blue’s favor.

But if you are wondering what Saxon blue is up to these days, check your candy wrapper. It shouldn’t be difficult at all to find yourself some candies containing FD&C Blue #2 in the US, and E132 in the EU. That’s indigo carmine, or Saxon blue. The stuff in food does not come from natural indigo, it’s synthetic.

If you have appetite for some more dyes, you can also look for natural red 4 (US) or E120 (EU). It may also be written as carmine. Around here, it’s known as cochineal. In this case, the coloring in food does actually come from the natural source. Some people find this disgusting, but having ground the lice so many times for dyeing, I actually find it quite unoffensive.

Save

Afslutninger, og nye begyndelser

Jeg er blevet færdig med en del projekter, og har sat endnu flere nye i søen. Måske er det forårets energi? Påsken gik med at læse til eksamen, og selv om det da på et teoretisk plan er fascinerende at man kan beskrive bestande af dyr og planter matematisk (det er populationsøkologi), så vil jeg jo egentlig hellere bare udenfor og snuse og samle planter til farvegryderne…

Fordi det var så synd for mig at jeg skulle læse til eksamen, gav jeg mig selv en lille gave. “En farverig verden” af Anne Støvlbæk Kjær og Louise Schelde Jensen, kvinderne bag Uld Guld.

farverigverden

Og hvor er det dog bare en lækker bog, med de smukkeste fotografier af både uld, farver og remedier. Men det er en skam at der er så lidt ny information i den. Jeg tror ikke, jeg er stødt på noget endnu, som ikke er beskrevet i større detalje i min lasede, tro følgesvend, “Farvning med planter” af Ester Nielsen.

nielsen

Men efter eksamen var overstået følte jeg energien vende lidt tilbage. Jeg er glad for at have udgivet mit mønster Bilskirner på dansk og engelsk. Det tog mig meget længere tid end jeg havde troet at skrive, oversætte og få teststrikket mønsteret, men nu er det i hvert fald oppe.

BilskirnerCollage

Og nu har jeg lavet Bilskirner kits færdige, som er til salg i webshoppen. Kits indeholder mønsteret (som download af pdf-fil) og garn nok til at strikke et sæt af hue og vanter, enten til et barn eller en voksen. Garnet er mit 100% alpaka-garn, Guldfaxe. Der er to farver. I den ene er mønsterfarverne lavet med en gradient af cochenille

bilskirnerpink

i den anden farve er mønsterfarverne lavet med en gradient af krap og rejnfan

nyebegyndelser

men de ser også ret lækre ud sammen, synes jeg!

kontrastfarver

Edda er en ny begyndelse på strikkefronten. Det er en kassetrøje med helt smalle ærmer, som er strikket i mit tynde, 1-trådede uldgarn, Norne. Dette er prototypen, strikket i garn, der er farvet i 2 toner af pink med cochenille. Med min vanlige snørklede proces er der et stykke tid til jeg skriver er færdigt mønster.

edda

Edda er strikket frem og tilbage og samlet foran med maskesting så der står rå huller tilbage imellem farverne (det er med vilje, man kan jo bare sy dem til)

edda_foran

og halsen er så strikket på til sidst.

edda_hals

Nu skal man jo passe på med at sige, at man har opfundet noget helt nyt, for det viser sig altid at et klogt hovede et eller andet sted har tænkt på det samme…. men jeg har aldrig set andre trøjer med den konstruktion, jeg har brugt til Edda. Skulderen er nemlig formet med vendestrik, så den er helt blød og lækker uden en søm. Mere følger, når jeg kommer videre med mønsteret.

edda_skulder

Vindauga-princippet, hvor strimler af retstrikning samles med rammer af maskesting, vil heller ikke rigtig lade min hjerne være i fred. Jeg arbejder på en version, hvor hver rude er stribet, og den er strikket i Fenris 100% uld (450 m/100 g) på pind 3,5.

Her er det i blå og grønne farver, fra mine forsøg med indigo, vau og grå bynke.

babyvindauga

Endelig er jeg gået i gang med et eksamensprojekt til et andet fag jeg følger, kemiske undervisningsforsøg. Det er et fag man skal have for at kunne undervise i kemi i gymnasiet. Jeg har fået godkendt “farvning med indigo” som emne, så jeg skal nu lave et projekt, hvor jeg beskriver hvordan indigofarvning kan bruges i kemiundervisning. Hvor heldig kan man være??

Lysægte lilla 2 (The Quest for Light-Fast Purple, Part Two)

Lysægte lilla er en svær farve at få for naturfarveren. For lidt tid siden skrev jeg om dette mægtige problem, som har stået på siden antikken. Da mine lommepenge ikke rækker til tyrisk lilla (den, der er udvundet fra snegle), så besluttede jeg mig for at lave en serie af røde farver med krap og cochenille, og så overfarve dem med indigo.

Jeg brugte 10-g testnøgler af mit garn Fenris (540 m pr. 100 g) og farvede 9 nøgler med krap og 9 nøgler med cochenille. For begge farvestofferne startede jeg med et farvebad med fuld styrke til 30 g uld (30 g krap, 3 g cochenille) og farvede 3 nøgler i det. Derefter 3 nøgler i 2. badet og 3 nøgler i 3. badet.

Bagefter overfarvede jeg med indigo i 3 styrker: lys, mellem og mørk. Jeg kom 3 forskellige rødfarvninger (fra de 3 farvebade) i hver indigofarvning, og på den måde får jeg altså en matrix hvor rødfarvningen varierer i den ene retning og blåfarvningen i den anden. Eller sagt på en anden måde: 9 forskellige lilla nuancer ud af 2 farvebade.

A while ago, I wrote about the millennia-long quest for purple, a serious business in antiquity. Since my pocket money won’t afford me any quantity of murex purple, I decided to do a series of reds from madder and cochineal and overdye them with indigo blue.

I used 10 g test skeins of my Fenris yarn (450 m per 100 g), and made 9 test skeins for madder and 9 for cochineal. I made dye baths at the regular full strength for 30 of wool (so 30 g of madder, 3 g of cochineal) and dyed 3 skeins in those. Then 3 skeins in the second bath and 3 skeins in the third.

Then, I overdyed with 3 strengths of indigo: light, medium, and dark. I put skeins of the 3 different reds (from the 3 baths) into each round of indigo dyeing, and that gives me a color matrix where the intensity of red varies along one direction and the intensity of blue along the other. In other words, 9 different shades of purple from 2 dyes.

Og resultaterne / The results:

krap_indigo

Disse nøgler er farvet med krap og indigo. Af en eller anden grund er indigo-overfarvningen ret ujævn. Nogle af farverne er lidt underlige efter min smag, f.eks. nøglet i øverste højre hjørne som er den svageste farvning af både krap og indigo. Men sammen er de ganske lækre.

These skeins are dyed with madder and indigo. For some reason, the indigo overdye is quite uneven. Some of the colors are a bit odd to my taste, like the top right skein, which is the weakest madder and indigo dyeing. But all together, I think they look quite good.

cochenille_indigo

Dette er nøglerne, der er farvet med cochenille og indigo. Her fik jeg virkelig fat i de lilla farver, jeg havde drømt om. F.eks. det midterste nøgle foran, som er stærk cochenille med mellem indigo. De her farver kommer jeg helt sikkert til at lave igen, for ud over at være lækre, så forventer jeg at lysægtheden er meget god.

These skeins are dyed with cochineal and indigo. And these are the purple colors I was dreaming of! For example the middle front skein, which is strong cochineal overdyed with medium indigo. I will clearly work with these colors again, because they are not only delicious, but I also expect them to have a very good light fastness.

Lysægte lilla 1 (The Quest for Light-Fast Purple, Part One)

Purple! This color has spelled trouble for the natural dyer for centuries, millennia even…

Tyrian purple, the famous purple used in antiquity, came from Phoenicia (around present-day Lebanon) where the coastal waters were full of snails of the Murex family, from which the dye (6,6′-dibromoindigo) was extracted.

In ancient times, Tyrian purple was an immense luxury, so expensive that only the very few could afford it. I don’t know exactly how expensive it was back then, but I looked up today’s price here: 27.444 kr per gram (that’s $4120 or 3675 euros). Per gram. I don’t know how much fabric that would have dyed, I’m guessing it couldn’t possibly be more than a kg (and probably much less) so we are talking about one expensive color.

I imagine there must have been quite the excitement when logwood purple hit the stage. Logwood (Haematoxylum campechianum) is a tree that grows in Mexico and Central America, and was brought back to Europe, where it became a much used dyestuff.

The dye molecule in logwood is hematoxylin, a molecule that is used for staining in cell biology even today!

Logwood can be used to dye a very nice purple on alum mordanted wool:

logwooddyedwool

A very lovely purple indeed. But there’s just one big problem – the light-fastness is really low!

At a higher dyestuff to wool ratio, logwood and alum together give a blue color, which also has a terrible light-fastness.

My Danish book, “Farvning med planter” by Esther Nielsen, says that logwood blue was nevertheless used, and may have been OK for a while because people had little light indoors in the past. But the same book tells you that French dyers of high color were not allowed to have logwood in their workshops at all, because they also had alum, and those two together could be used to produce the inferior logwood blue which was forbidden for the dyers of high color – they had to dye blue with indigo.

Plain dyers, on the other hand, were allowed to have logwood, but they mainly used it to dye black. This is done by addition of iron, which makes the color somewhat more light-fast. The German name for plain dyer is “Schwarzfärber” which actually means dyer of black (this interesting article has more information on the dyer’s guild’s division into plain dyers and dyers of high color).

Historically, natural purple pretty much came to an end in 1856 with Perkin’s discovery of mauveine, the first synthetic dye. This discovery is often described as serendipitous, but I think that’s not so accurate. It is true that Perkins first made the molecule by happy accident, but he then noticed that the solution in his flask was purple. That was the first step. The second step was to quit his studies and turn mauveine into a successful business, something that required a lot of skill and effort over many years (this BBC program tells the interesting story, and also talks about the other top seller his company made: chemically synthesized madder red!).

But I’m not giving up on purple just yet, so I’ve decided to do a slightly systematic study of indigo overdyeing of some reds and pinks. To get an idea, I’ve played a bit with a color blending tool. Just to get an idea: this is a strong pink (cochineal) overdyed with weak blue (indigo), and  this is a weak red-orange (madder) overdyed with strong blue (indigo). Next step is to actually carry out the overdying experiment, more on those results later!

Antikkens lilla farve kom fra Fønikien (sådan circa Libanon i dag) og blev udvundet af Murex-snegle. Den lilla farve, 6,6′-dibromoindigo var elitens luksus. I dag koster farvestoffet 27444 kr pr. gram. Jeg ved ikke hvor meget materiale sådan et gram kan farve, men det er sikkert under et kilo, gætter jeg på. Farven var altså sindssygt kostbar.

Jeg forestiller mig at der må have været stor glæde over den lilla farve, som man kan få med blåtræ. Blåtræet blev importeret fra Mexico og Centralamerika, og var et meget brugt farvestof. Problemet er bare at lysægtheden af blåtræ-lilla er enormt lav. Det samme gælder den blå farve man kan få med blåtræ.

I “Farvning med planter” skriver Esther Nielsen at man faktisk brugte den blå, og at den måske kunne holde nogenlunde fordi der ikke var så meget lys inden døre. Men hun beretter også detaljeret om at skønfarveren ikke måtte have blåtræ i sit værksted, som også indeholdt alun, fordi det kunne bruges til at lave den dårlige blå. Skønfarveren måtte kun farve blå med indigo, mens sletfarveren godt måtte bruge blåtræ til at farve sort sammen med jern og alun.

Historisk sluttede den naturlige lilla farves tid i 1856 hvor Perkin opdagede mauvein, det første syntetiske farvestof.

Men jeg har ikke lige tænkt mig at opgive den naturlige lilla, så jeg er i gang med et lille halv-systematisk forsøg i indigo-overfarvning af pink og rød fra cochenille og krap. Mere herom senere!

Haematoxylum_campechianum

Norne

Norne, our pure wool 1-ply lace yarn, is finally in the shop. I’m so excited!

I think this yarn is delightful to knit with. Its texture is just slightly crispy – enough that it’s really easy to knit with (also intricate lace) but not too much, so it isn’t scratchy.

Here’s a shawl that I knit using a skein of Norne dyed a weak madder, Fylleryd by Mia Rinde:

fyllerydmadder

I must confess that I knit this shawl pretty much just to test the yarn, since I definitely don’t need any more shawls (I have a storage box full of shawls already – madness takes many forms) but then ended up having such a good time because the pattern is good and the yarn is good!

FACTS – FYLLERYD SHAWL

Pattern Fylleryd by Mia Rinde – a free Ravelry download

Yarn Norne 640 m/100 g, 100% wool

Needle 4 mm

Color Madder afterbath

Conclusion Best knitting fun I’ve had in a long time! I expected Norne to behave well for lace knitting, and it behaved very well indeed.

After this, I actually have a couple of more Norne projects on the needles – another shawl (Filigrano by Birgit Freyer) and a vest for my daughter. More on those projects later.

Because I also want to show you some more of the wonderful Norne. I’ve been working my way across the natural rainbow with this base, and I do think the result is very pleasing

nornerainbow

Here are some lighter colored skeins (I label those “Pastel” in the shop) posing along with a page a fashion magazine (it’s Eurowoman, yep, I can be tempted when I stand in line at the grocery store)

nornepastels

From left to right, these skeins are dyed with madder (Valkyrie Pastel), indigo (Wanderer Pastel), and cochineal (Freya Pastel).

And here is a range of colors that all have madder in common

nornemadder

From front to back, it’s tansy overdyed with madder (Idun), two shades of madder exhaust (Valkyrie Pastel in two different dye lots), and all the way in the back, it’s a skein dyed with madder at full strength (1:1 madder and wool, I call that color Valkyrie).

So I hope you’ve enjoyed this peak at Norne, but I suppose that some readers (especially outside Scandinavia) may be scratching their heads regarding the name. Norne is named after the goddesses (plural Norns or Nornir) in Norse mythology who spin the thread of fate for each person (I always liked the spinning part!). I thought it was apt for this delicious single thread.

Endelig er Norne landet i vores shop! Vores nye entrådede lace-garn er opkaldt efter nornerne i nordisk mytologi, som spinder hvert enkelte menneskes skæbnetråd. Jeg har strikket et dejligt sjal, Fylleryd af Mia Rinde, for at teste garnet. Og det gik over al forventning! Jeg elsker et garn med lidt “bid” så det ikke slasker af strikkepindene for let, og det opfylder Norne med lethed. Og så er Fylleryd et fornøjeligt sjal at strikke (og så er mønsteret endda gratis).

Save

Nine Daughters Socks, Done!

It’s always a good feeling to finish a knitting project, but I feel especially good about this pair of socks because they are a prototype for a pattern, and they turned out just the way I had imagined.

The only problem is that I got a little carried away when I was knitting the legs, so they are too long to fit on my leg without increases. So I had to give this pair to my mother, who is very pleased with her new pair of socks. I guess having skinny legs has advantages sometimes… trying to think of the advantages of having fat legs, but can’t think of any at the moment. Oh well! Here are the finished socks:

avocadosocks

FACTS – NINE DAUGHTERS SOCKS

Pattern Nine Daughters, a pattern that I’m currently writing

Yarn Fenris 350 m/100 g 75% superwash wool, 25% polyamide

Needle 2.5 mm

Colors Fermented avocado pits and a dash of cochineal

Conclusion I love the wave pattern on my socks and the way it transitions into rib. And I find it enjoyable as ever to knit socks 2-at-a-time toe-up

I am writing the pattern now, and it will be called Nine Daughters (see this for the story behind it). I’m planning to publish this in English and Danish (will be looking for test knitters soon).

Next pair will be just normal sock length. I’m going to keep that pair myself! If I can make them fit, that is… The yarn I’m using for my next pair is dyed with indigo only, and they have the clear blue hue I sometimes achieve with a chemical indigo vat:

indigosocks

Det er altid en god fornemmelse at gøre et strikkeprojekt færdigt, men endnu mere når det er eget design og det bliver som jeg havde forestillet mig! Sokkerne her er jeg i gang med at skrive mønsteret til – og jeg er i gang med et par til mig selv, farvet med indigo. Det første par, farvet med avocado og cochenille, endte nemlig med at passe min mor, damen med de slanke ben.

My Ancient Fashion Colors

I am knitting a very nice little shawl, Fylleryd by Mia Rinde, out of a skein of my new lace yarn, Norne (100% wool, 640m/100g). It’s dyed with a somewhat exhausted madder dyebath:

maddernorne

I like this color. I think it’s vibrant and will make a flattering shawl.

But I was surprised when, a couple of days after beginning my shawl, I went to a clothing store and saw this very color everywhere in the new arrivals.

Then some days later, I did something that I hadn’t done for at least 5 years. I bought a fashion magazine (which you don’t need when you’re anyway covered in drool, puke, breastmilk, and even worse substances). Again, “my” madder color was all over:

madderfashion

And one of the other colors the magazine informs us is fashionable right now is “aqua” or teal. I just dyed a skein the other day that looks like it was made to match this page (it wasn’t):

tealfashion

It still has some plant matter in it, but you get the idea. It’s dyed with indigo and mugwort (grå bynke in Danish) from last summer’s roadside:

FACTS – INDIGO + MUGWORT

Mordant 10% alun (after indigo dyeing)

Water Tap

Yarn Norne 640 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio Don’t know for indigo, 2:1 dry for mugwort

Conclusion Wonderful teal, to be repeated!

I have also dyed some other skeins of Norne with cochineal, and they will be in our shop when we open. An example:

nornemar1502

Jeg er i gang med at strikke et fint lille blondesjal, Fylleryd af Mia Rinde. Garnet er mit entrådede lace-garn Norne, og farven er et efterbad af krap. En farve der har været i omløb i turindvis af år, så jeg synes det er lidt sjovt at lige den farve åbenbart er så stærk i modebilledet dette forår. I det omfang man kan gå op i modefarver når man alligevel er dækket af snot, savl og gylp…

Save