Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green
Sensommerens grønne toner, fra tagrør (de 3 forreste nøgler) til sortfiltet netbladhat (de 2 bagerste).

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker
Sortfiltet netbladhat, i sit yndlingshabitat, bliver plukket af Dagmar (med brækket albue).

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet
Her stikker de op, de sortfiltede. Som det står et sted i den store svenske farvesvampebog, så ser de ikke ud af meget oppefra, men det skal man ikke lade sig snyde af.

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop
En stor, flot hun. Man er ikke i tvivl om, at korsedderkopper er farlige!

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.
Lysprøver 2016. 1: Gamle brunporesvampe. 2: Sortfiltet netbladhat. 3: Orange slørhatte. 4: Krap-indigo matrix. 5: Rødder af alm. syre. 6: Birkeblade. 7: Vau. 8: Henna. 9: Morgenfrueblomster.

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985
En enkelt blomsterknap fra rejnfan, også kaldet guldknap. Antallet af spiraler er et tal, der tilhører Fibonacci-rækken.

Årets svampefarvning 2015

allesvampefarver2

Nu har vi sagt farvel til 2015 og goddag 2016, men jeg kan vist godt lige nå at vise jer de svampefarver, som 2015-høsten bragte.

Efteråret er og bliver min yndlingsårstid. Farverne, duftene, lange skovture. Vi tager til Nordjylland hvert efterår for at lede efter svampe, og i år var ingen undtagelse. Heldigvis har det nationale testcenter for vindmøller ikke forstyrret svampene! Og jeg synes faktisk de er flotte, vindmøllerne, når man ser dem stikke op over trækronerne. Det pynter da også endnu mere på dem at de er med til at sikre, at vi kommer til at leve op til 40% reduktionen i CO2-udslip i 2020…

windmills

Min familie har jaget spisesvampe siden før jeg blev født, men altid fra et sikkert lille repertoire på omkring 5 arter. Nummer 1 på listen har altid været kantarellen – man kan absolut ikke forveksle den med noget giftigt, og så er det måske den lækreste spisesvamp.

Vi leder stadig efter spisesvampe, og vi træner også næste generation til det. Se bare hvor min 5-årige datter arbejder for føden:

dagmarkantareller

Men nu leder jeg også efter farvesvampe når jeg går i skoven, og det gør det endnu sjovere – nu finder jeg altid noget spændende! Her er det garn jeg har farvet med svampe dette efterår:

allesvampefarver

Jeg er så tilfreds med mine svampefarver denne gang, og jeg går og overvejer et projekt, hvor jeg kan bruge alle farverne sammen.

Fra højre til venstre, så er det almindelig bruskbold (brunt, 900 g svampe på 150 g garn), sortfiltet netbladhat (grøngrå), cinnoberbladet slørhat (rosa) og nogle blandede slørhatte (beige-laksefarve).

Jeg ved ikke hvad de hedder, de svampe som gav den orange farve. Jeg tog ikke billeder af dem, men jeg tror det var slørhatte. Her er det orange garnnøgle sammen med et opslag i min store svampebog – det viser nogle svampe, som jeg tror det kunne være. De fleste af dem er meget giftige, og det er svært at kende de forskellige slørhatte fra hinanden, så det er en god regel at holde alle slørhatte separat fra de svampe man har tænkt sig at spise!

orangeslørhat

Det lysegule nøgle er farvet med plettet flammehat (Gymnopilus penetrans). Det er en meget almindelig svamp, og efter at have gået igennem en hel skov af dem plukkede jeg til sidst nogle. Det er nu ikke nogen stor farvesvamp. Den gule farve kan man jo få på 117 andre måder, og der er ikke store mændger af den i svampen.

plettetflammehat

Jeg fandt også masser af knippe-svovlhat (Hypholoma fasciculare), som også er en middelmådig farvesvamp, der indeholder relativt lidt af denne almindelige farve.

svovlhat

Det sidste nøgle kan nok bedst beskrives som råhvidt… Det prøvede jeg at farve med lilla ametysthat, selv om jeg nok godt anede at det ikke ville virke.

purpledeceiver

Det er en mægtig pæn svamp, synes jeg, som den står der på skovbunden – men desværre kan man lige så godt lade den pynte der. Den lilla farve forsvinder når man gemmer svampene et par dage, eller kan sågar gå af i regnvejr mens svampen stadig gror. Så det er nok ikke den store overraskelse, at selv en stor mængde lilla ametysthatte overhovedet ikke giver nogen farve til garnet. Men nogle gange kan det jo være fint at tjekke sådan noget selv.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Vindauga tæppe

Mit store tæppe strikket af test-nøgler er færdigt – jeg er så tilfreds med resultatet!! Her er hele tæppet. Og man kan selvfølgelig ikke se hvor stort det er, men det er ca 96 x 150 cm.

 

finished

Og her set lidt tættere på. Jeg tog masser af billeder af mit mesterværk (som jeg sidder her viklet ind i og skriver disse ord).

finished3

folded

Jeg har strikket mit tæppe af alle mine små 10-grams testnøgler, som jeg bruger til nye farvestoffer og til variationer af betingelserne. Det er supersoft, 575 m / 100 g strikket dobbelt på pind 4,5. Nøglerne var farvet med:

Jeg brugte ca. 9 gram til hvert af vinduerne, og så ca. 200 gram hvidt garn til sprosser og kanter.

Vindauga (altså vind-øje) er oldnordisk for vindue – og det har jeg valgt at kalde dette tæppe, fordi det består af vinduer af hver deres naturfarve.

Jeg strikkede mit på en ufatteligt indviklet måde, men her har jeg kogt det ned til et sæt anvisninger som er ret simple, lige med en undtagelse – nemlig de lange stræk som skal samles med maskesting. Nogle synes, at det er en svær teknik. Og det er da rigtigt, at den kan virke indviklet at komme i gang med, men jeg synes det er en helt uundværlig teknik til at lave strikketøj pænt færdigt.

Strimler – strik 8

Her er opskriften på en strimmel (lav 8 af dem).

Slå 32 masker op med en midlertidig opslagning. Venstrehåndede kan se mine anvisninger her, højrehåndede kan se her.

Strik 19 ret-riller med en farve. Dette giver et rektangel, som (sådan cirka) opfylder det gyldne forhold, og derfor burde fryde øjet. Hvert af mine rektangler måler ca. 10 x 17 cm.

Skift til hvidt garn med en back join og strik 3 ret-riller (vinduets sprosse).

Skift til en ny farve (igen med back join) og strik 19 ret-riller.

Fortsæt med 3 hvide ret-riller og 19 farvede ret-riller indtil der er 8 farvede vinduer a 19 riller adskilt af 7 hvide sprosser a 3 riller. Sæt maskerne over på en tråd og gem dem til senere.

onestrip

Samling af strimlerne

Når man har strikket de 8 strimler, så skal de samles med maskesting (eller man kan gå i gang så snart man har 2 strimler for at få lidt afveksling). Her viser jeg samlingen af en enkelt strimmel (A) med et større stykke, der allerede er samlet (B). Så A ligger for oven her, og B for neden. Den midlertidige opslagning er til venstre i billedet

grafting1

Start med strimmel A. Start i hjørnet tættest på den midlertidige opslagning (gult rektangel, der sidder en sikkerhedsnål) og saml en maske op i hver bule hele vejen hen (så du ender ved det blå rektangel).

Træk den sidste maske hen over den næstsidste (1 maske taget ind).

Vend arbejdet og strik alle de opsamlede masker. I den sidste maske på pinden strikkes både foran og bagi (1 maske taget ud). Grunden til ind- og udtagningen er, at det får de hvide sprosser til at flugte når tæppet er samlet. Hæft ende.

Så er det strimmel B. Start i hjørnet længst væk fra den midlertidige opslagning (gult rektangel med sikkerhedsnål) og saml en maske op i hver bule hele vejen hen (så du ender ved det lilla rektangel).

Strik 2 pinde og klip nu garnet af så enden er 4 meter lang (den skal bruges til at sy maskestingene med).

grafting2

Nu kommer det svære. Her ligger stykkerne på samme måde som ovenfor, bare set tættere på. Den lange ende sidder fast i det lilla rektangel (stykke B).

grafting3

Nu vendes B-stykket med vrangen opad, og A-stykket lægges ovenpå med retten opad. Nu ligger stykkerne rigtigt til at begynde samlingen med maskesting, bumpene i retstrikningen vender opad på dem begge.

grafting4

Først sys vrang ind i første maske på det øverste (gule) stykke. Træk garnet igennem og lad masken sidde på pinden.

Så sys vrang ind i første maske på det nederste (lilla) stykke. Træk garnet igennem og lad masken sidde på pinden.

Så går man over til de to trin, der skal gentages resten af vejen:

Sy ret ind i første maske på øverste stykke og lad masken falde af. Sy vrang ind i næste maske og lad den sidde på pinden.

Sy ret ind i første maske på nederste stykke og lad masken falde af. Sy vrang ind i næste maske og lad den sidde på pinden.

Se også en tutorial her med billeder.

Jeg laver bare maskestingene løse til at begynde med, og koncentrerer mig bare om at komme den rigtige vej igennem maskerne. Så strammer jeg det til efter jeg har lavet et lille stykke så dette her

grafting5

bliver til dette her

grafting6

Når man når hen til enden og kun har en maske tilbage på hver pind, så laver man bare et ret-sting ind i hver.

Saml alle 8 strimler på samme måde.

Kant

Så skal kanten strikkes på. Den er meget lang, så jeg brugte mine udskiftelige pinde med et ekstra 150 cm’s kabel sat sammen med et 80 cm’s kabel.

Start i et hjørne og saml masker op hele vejen rundt om tæppet, en maske i hver bule. Ved hjørnerne laves udtagninger før og efter hjørnet, også på opsamlingsrunden. Altså: når der er 1 maske tilbage før et hjørne laves en højrelænende udtagning ved at samle op i lænken mellem maskerne bagfra (m1r). Strik 2 masker, og lav så en venstrelænende udtagning ved at samle op i lænken mellem maskerne forfra (m1l).

Strik en runde vrang. Så en runde ret med udtagninger ved hjørnerne. Bliv ved til der er 4 riller ret, slut med en vrang-runde.

knitedge

Slå af: jeg brugte Jeny’s stretchy bind off i ret hele vejen rundt, og det blev pænt. Jeg lavede også udtagninger i hjørnerne på den runde hvor jeg slog af, for der er ikke noget værre end stramme hjørner. På denne her måde falder det flot.

corner

Det var det! Hvis der er nogen derude, der tør binde an med mit mønster, så vil jeg selvfølgelig elske at se billeder af jeres tæppe.

Man kan selvfølgelige ændre både garn og pindestørrelse, maskeantal, antal baner, bredde af banerne og rammen, tænk selv på flere ting!

Read this post in English