Grønne variationer

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

Rød krap

Krap er en af de allerældste farver, og er beskrevet i stort set alle bøger om naturfarvning. Men alle bøgerne giver forskellige metoder til at opnå den eftertragtede, mættede kraprøde farve. Der er kun en ting at gøre – eksperimentere!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter.

Resultaterne ses nedenfor:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).

Testens resultat, se forklaring over billedet.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.

Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

En horde huer

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

The design theme from my Vindauga Blanket just stayed in my brain after I knit the first one, demanding to be knit in more variations! And when that design theme met with my experiments in 2-dimensional gradients (or matrices), the result was the Vindauga Baby Blanket, which I’ve finally managed to publish the pattern for.

You can buy the Vindauga Baby Blanket pattern on Etsy or Ravelry. I’ve also dyed a small number of kits, you can find them at my Etsy shop. The colorways are Sif (purple-blue dyed with cochineal and indigo – sold out), Valkyrie (red-blue dyed with madder and indigo) and Njord (green-blue dyed with weld, mugwort, and indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet. From a set of 9 skeins of matrix-dyed yarn (on the left) to the Vindauga baby blanket.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

I’ve now written the pattern, had it test knit, and corrected over and over again. It’s finished, and now published in Danish and English. I’ll be the first to admit that actually finishing a pattern is not my favorite part of the process from idea to pattern. But if I don’t pull myself together at some point, then my ideas end up as just that – ideas in my head.

But dyeing the matrix mini skeins is a lot of fun. I’ve worked with these 2-dimensional gradients for some time now, but it’s still difficult to get them just exactly right!

First, I dye gradients of red, pink, or red with madder, cochineal, weld, tansy, or mugwort. I make 3 skeins of each. Then, I overdye with an indigo gradient, giving each of the 3 identical skeins a different indigo overdye. This may not sound difficult, but both steps are hard to control.

When dyeing with cochineal and madder, I find that the first bath always gives a more intense color than the second one. But sometimes, the second and third give about the same. It’s also difficult to control the exact shade of blue with indigo dyeing. One factor is how long you dip skeins in indigo, another factor is the number of dips. But the amount of available indigo in the vat also changes over time. Even after making many sets of matrix dyed skeins, it’s still a challenge!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele! Yellow, red, and white skeins soaking on the left. On the right, similar skeins in an indigo bath. The temperature is 52 degrees, pH is 9-10. Everything is under control!

Se projekter på Ravelry:

See projects on Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

En Hado til alle

For nylig havde vi hedebølge, så jeg trængte til et lille let projekt, hvor man ikke sidder med en stor bunke uld på skødet. Det endte med Hado, et mønster af Olga Buraya-Kefelian. Og det var faktisk så sjovt at strikke at jeg endte med at lave tre af dem. Øverst en gul/grøn, farvet med tagrørsblomster og sortfiltet netbladhat. Nederst til venstre en med to blå toner, den ene vajd og den anden almindelig tropisk (købt) indigo. Nederst til højre en med blå og orange, her har vajden fået selskab af uld, der er farvet med orange slørhatte.

hado4
Hvis man strikker en masse stribede huer og lægger dem ved siden af hinanden, så ligner det bolcher.

 

På billedet nedenfor kan man se at huerne har forskellig længde. Den blå/orange har 1,5 mønstergentagelser, den blå/blå 2 og den gul/grønne 2,5. Men man kan også se noget andet, og se det meget endda. Det orange garn smittede nemlig af, da jeg vaskede huerne! Alle huerne er strikket med samme hvide baggrundsfarve, og man kan altså sagtens se forskel på den med orange striber og de andre huer.

Sidste år, da min datter fandt de orange slørhatte og jeg først farvede med dem, var jeg henrykt over, hvor stor en mændge farve, der var i dem. Men den var åbenbart ikke vaskeægte. Så jeg kalder dette en fiasko, men hvis jeg finder svampene igen vil jeg dog godt tage dem med hjem og eksperimentere videre med dem.

hado_bunke
Mine huer har forskellig størrelse. Prøv at lade være med at bemærke, at den orange farve er løbet ud i det hvide!

 

Huens afslutning i originalen forstyrrede mit øje, så jeg var nødt til at lave en anden afslutning. I stedet for det mønsteret siger, så lavede jeg en halv mønstergentagelse hvor jeg udelod slå-om’erne. Den sidste halve mønstergentagelse i toppen starter med halvt så mange masker som før, og igen udelod jeg at slå om.

hado2
Jeg lavede indtagningerne om, så de nu passer til resten af huen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Picotkanten på Vindauga Baby (Picot Edging)

Scroll down to read in English.

Jeg er blevet færdig med mit Vindauga babytæppe, og det blev lige præcis som jeg havde forestillet mig.

VBCollage

For at bryde det grafiske lidt, og gøre tæppet mere babyagtigt, bestemte jeg, at det skulle have en lille picotkant i stedet for en almindelig afslagning. Problemet var bare at finde en picotkant, som passede til retstrikning. Ikke for takket, og slet ikke flæset.

Så jeg lavede lidt forskellige strikke prøver for at finde frem til en, der er diskret takket og får kanten til at ligge lige. Den picot-afslagning, jeg nåede frem til er gentagelsen af disse trin:

  • slå 1 maske op med skoleopslagning
  • slå 4 masker af almindeligt
  • sæt den sidste maske tilbage på venstre pind

Det lyder måske indviklet, men er let at gøre. Her er en video, jeg har optaget af picot-afslagningen:

Fordelen ved denne afslagning er, at den er elastisk pga. de ekstra masker, man har slået op.

PS: Jeg leder efter teststrikkere til mønsteret, som indtil videre er på engelsk. Skriv til mig eller kommenter her på siden, hvis du er interesseret!

I finished my Vindauga baby blanket, and it turned out just the way I’d imagined it.

In order to break the clean lines a bit, and make the blanket more baby-ish, I decided to use a picot cast-off  instead of the usual one. But it turned out to be a problem to find one that could be used for garter knitting. Not too many picots, and definitely not frilly.

After quite some attempts, I ended up finding a combination that is discreetly picot’ed and lets the edge lay flat. I did it by repeating these steps:

  • cast on 1 stitch using knitted cast on
  • cast off 4 stitches the usual way
  • put the last stitch back on your left needle

This may sound complicated, but it’s actually really easy to do. Check out the video above, where I show one repeat.

The advantage of the picot cast off is that it’s elastic because of the extra cast on stitches.

PS: I’m looking for test knitters for the Vindauga Baby blanket. So drop me a line or comment on this page if you’re interested!

picotedge

Save

Afslutninger, og nye begyndelser

Jeg er blevet færdig med en del projekter, og har sat endnu flere nye i søen. Måske er det forårets energi? Påsken gik med at læse til eksamen, og selv om det da på et teoretisk plan er fascinerende at man kan beskrive bestande af dyr og planter matematisk (det er populationsøkologi), så vil jeg jo egentlig hellere bare udenfor og snuse og samle planter til farvegryderne…

Fordi det var så synd for mig at jeg skulle læse til eksamen, gav jeg mig selv en lille gave. “En farverig verden” af Anne Støvlbæk Kjær og Louise Schelde Jensen, kvinderne bag Uld Guld.

farverigverden

Og hvor er det dog bare en lækker bog, med de smukkeste fotografier af både uld, farver og remedier. Men det er en skam at der er så lidt ny information i den. Jeg tror ikke, jeg er stødt på noget endnu, som ikke er beskrevet i større detalje i min lasede, tro følgesvend, “Farvning med planter” af Ester Nielsen.

nielsen

Men efter eksamen var overstået følte jeg energien vende lidt tilbage. Jeg er glad for at have udgivet mit mønster Bilskirner på dansk og engelsk. Det tog mig meget længere tid end jeg havde troet at skrive, oversætte og få teststrikket mønsteret, men nu er det i hvert fald oppe.

BilskirnerCollage

Og nu har jeg lavet Bilskirner kits færdige, som er til salg i webshoppen. Kits indeholder mønsteret (som download af pdf-fil) og garn nok til at strikke et sæt af hue og vanter, enten til et barn eller en voksen. Garnet er mit 100% alpaka-garn, Guldfaxe. Der er to farver. I den ene er mønsterfarverne lavet med en gradient af cochenille

bilskirnerpink

i den anden farve er mønsterfarverne lavet med en gradient af krap og rejnfan

nyebegyndelser

men de ser også ret lækre ud sammen, synes jeg!

kontrastfarver

Edda er en ny begyndelse på strikkefronten. Det er en kassetrøje med helt smalle ærmer, som er strikket i mit tynde, 1-trådede uldgarn, Norne. Dette er prototypen, strikket i garn, der er farvet i 2 toner af pink med cochenille. Med min vanlige snørklede proces er der et stykke tid til jeg skriver er færdigt mønster.

edda

Edda er strikket frem og tilbage og samlet foran med maskesting så der står rå huller tilbage imellem farverne (det er med vilje, man kan jo bare sy dem til)

edda_foran

og halsen er så strikket på til sidst.

edda_hals

Nu skal man jo passe på med at sige, at man har opfundet noget helt nyt, for det viser sig altid at et klogt hovede et eller andet sted har tænkt på det samme…. men jeg har aldrig set andre trøjer med den konstruktion, jeg har brugt til Edda. Skulderen er nemlig formet med vendestrik, så den er helt blød og lækker uden en søm. Mere følger, når jeg kommer videre med mønsteret.

edda_skulder

Vindauga-princippet, hvor strimler af retstrikning samles med rammer af maskesting, vil heller ikke rigtig lade min hjerne være i fred. Jeg arbejder på en version, hvor hver rude er stribet, og den er strikket i Fenris 100% uld (450 m/100 g) på pind 3,5.

Her er det i blå og grønne farver, fra mine forsøg med indigo, vau og grå bynke.

babyvindauga

Endelig er jeg gået i gang med et eksamensprojekt til et andet fag jeg følger, kemiske undervisningsforsøg. Det er et fag man skal have for at kunne undervise i kemi i gymnasiet. Jeg har fået godkendt “farvning med indigo” som emne, så jeg skal nu lave et projekt, hvor jeg beskriver hvordan indigofarvning kan bruges i kemiundervisning. Hvor heldig kan man være??

Indigo-farvning med fruktose

indigo_pincushion

Det er efterhånden længe siden allerede at jeg strikkede denne lille nålepude, det håndfaste bevis på mine eksperimenter med organisk indigo-farvning… Den er strikket i Fenris 100% uld, 450 m/100 g.

Mønsteret er gratis, Peerie Pin Cushion af Ellen Kapusniak. Det var meningen, at man skulle sy den sammen, men jeg klarede det selvfølgelig med maskesting.

Jeg plejer at farve med indigo med natriumdithionit (sælges i Matas som affarver) som redutionsmiddel, og det fungerer altid godt. Jeg har aldrig været ude for det man kalder crocking, nemlig at farven skaller af og ikke binder på fiberen. Men den kemiske indigogryde stinker, og jeg er ikke meget for at have den under samme tag som mine børn.

Endnu et problem med det skrappe reduktionsmiddel er, at jeg ikke kan få farven til at bygge op ved flere dyp. Det er et kendt problem med denne metode. Farvebadet er nemlig lige så godt til at deponere farve på garnet, som det er til at strippe farven af igen.

Og så var jeg også inspireret af mit besøg hos naturfarver Kenichi Utsuki (Aizenkobo) til at prøve den ægte indigo-gryde. Han har kun foragt tilovers for indigo-farvning der – selv om den godt nok bruger naturlig indigo – bruger en farvemetode der bygger på kemi der lige er hældt i. Ifølge ham, så skal man have den langsomme opbygning af lag efter lag af farve for at få en dyb, kompleks farve med god lysfasthed.

Jeg prøvede fruktose-farvning, ved at bruge forholdet fundet i Maiwas instruktioner (man kan se et andet sæt instruktioner her). Her bruger man fruktosen som reduktionsmiddel, den hører nemlig til de reducerende sukre. Det er slet ikke lige så potent som dithionitten.

Opskriften lyder 1 del indigo, 2 dele kalk (købt i Jem og Fix, det er Ca(OH)2 vi taler om) og 3 dele fruktose (købt hos Bulkpowders, selv om jeg synes det er lidt pinligt at få en pakke leveret der står det navn på. Altså, jeg ligner jo ikke ligefrem en bodybuilder).

Først prøvede jeg med 5 g indigo (selv om Maiwas opskrift siger 20 g, for jeg troede man kunne skalere det hele), men det gav meget lidt farve på garnet, og en hel masse blåt på bunden af gryden. Man kan faktisk godt se på billedet nedenfor at farven er ganske svag i gryden.

indigovat

Senere forklarede de dygtige naturfarvere på Ravelry mig at fruktose-metoden ikke er skalerbar. Altså, man skal mindst bruge 20 g indigo, og det går i virkeligheden ud på at starte en levende reduktionsproces, som man over flere måneder kan fodre med mere fruktose og base.

Så jeg prøvede at skalere op, men det duede stadig ikke som jeg kunne tænke mig det. Jo, jeg farvede garn blåt, men mængden af blå, jeg fik ud af gryden stod ikke mål med hvor meget indigo jeg tilsatte. Og der var stadig masser af blåt på bunden af gryden.

Så nu står det på min store farve-ønskeseddel af blive herre over denne proces, og køre den længere, så jeg måske kan få reduceret noget af alt det på bunden. Processen skal gerne blive levende, og så går det ud på at dyppe igen og igen og igen for at få den ægte dybe indigofarve!

Jeg vil i hvert tilfælde prøve fruktose-metoden igen på et tidspunkt, for den er langt mere miljøvenlig end metoden med natriumdithionit, og så ligger den også meget tættere på de traditionelle fermenteringsmetoder til indigofarvning.

yarn

Save

Save