Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

Høsten i hus

Jeg er endelig færdig med at høste mine farveplanter og frø, og det har været et godt år i farvehaven. Ud over vajdfrø har jeg også høstet frø af skønhedsøje. Nogle af dem høstede jeg d. 27. september, resten da jeg fjernede de sidste planter d. 24. oktober. Jeg ved ikke hvad det rette tidspunkt er til at høste frøene, men jeg får jo at se om nogen af dem spirer næste år.

coreopsisseeds
Skønhedsøjes frø. Der er masser af dem, og de er bittesmå.

Så er der min japanske indigo, som har stået flot i år. Jeg høstede de fleste af planterne (22 styk) d. 27. september og prøvede to forskellige måder at tørre bladene på.

I den første metode tog jeg bladene af stænglerne og spredte dem ud udenfor på en solskinsdag. De nåede næsten at tørre på en dag, og jeg flyttede dem ind i et opbevaringsnet før duggen faldt. De var helt tørre i løbet af et par dage.

dryjapaneseindigo
Tørring af japansk indigo i bundt. Kun det yderste af bladene tørrer på denne måde!

Den anden metode (fordi det tog så lang tid at tage bladene af stænglerne) lånte jeg fra Deb McClintock – her tog jeg bare bundter af stængler hænge til tørre indenfor, for på det tidspunkt var den første efterårsstorm og regn i gang. Efter en uge var det kun det yderste af bladene der var tørret, for de tykke stængler holder på fugten. Det er garanteret ikke et problem under Texas’ brændende sol, men det er jo ikke ligefrem Texas her hvor vi er! Det endte med at jeg måtte tage bladene af stænglerne og lade dem tørre færdig. Så selv om metode to virkede lettere, så findes der reelt kun metode et. Næste gang ved jeg, at det bare er med at smøge ærmerne op.

Resultatet var lidt over 400 g tørrede blade, som har et blåt skær. Og det er jo et godt tegn.

indigoleaves
Mine tørrede blade af japansk indigo har et blåt skær.

Resten af min japanske indigo, 8 planter circa, fik lov at vokse videre. I slutningen af september havde de nemlig blomsterknopper, og jeg ville se om de kunne blomstre, måske endda give frø. Jeg fulgte skarpt med i vejrudsigterne for at se hvornår den første nattefrost skulle komme. Og den blev forudsagt til aftenen og natten d. 24. oktober, så om eftermiddagen tog jeg ud til vores have og høstede de sidste planter. De blomstrede rent faktisk – men satte ikke frø.

indigoflower
Japansk indigo, der blomstrer sidst i oktober.

Jeg brugte den allersidste høst til et eksperiment, nemlig at prøve at udvinde indigopulver af de friske Japanske indigoblade efter metoden fra Wild Colours. Jeg tog bladene af stænglerne, vaskede dem kortvarigt, stoppede en gryde med dem og fyldte med regnvand. Jeg lod gryden stå på min varmeplade, tændt på lavt blus et kvarter hver anden time, og det holdt temperaturen omkring 35 – 45 grader. Jeg lod det stå på varmen ca. 36 timer, tilsatte så natriumcarbonat så pH blev ca. 9, og hældte væsken voldsomt frem og tilbage mellem to spande. Det rødbrune skum skulle så blive blåt (fordi indican reagerer med ilt så der dannes indigo) men der skete bare intet. Næste dag prøvede jeg at tilsætte natrium dithionit til en lille del af væsken og dyppe en garnstump, men det farvede slet ikke. Jeg smed hele eksperimentet ud. Jeg tror ikke at de meget sent høstede blade indeholdt noget indigo, men det håber jeg sandelig at mine tørrede blade gør! Udvindingen må jeg prøve igen næste år med blade, jeg høster tidligere på sæsonen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 1

Fiasko i naturfarvning er tit defineret som det at få en anden farve end den man lige havde tænkt sig. Beige, råhvid, lysegul, ubestemmelig grumset er alle sammen farver, som jeg ikke har gjort noget forsøg på at få, og alligevel har jeg en hel bunke af garnnøgler i de toner. Men faktisk er der en del at lære af fiaskoerne. Nogle af dem giver nye ideer til hvad man skal prøve næste gang. Andre afdækker måske bare hvordan det ikke skal gøres. Her nedenfor vil jeg beskrive nogle af mine farvefiaskoer, og faktisk er min liste så lang, at dette her kun er første halvdel, anden halvdel følger.

Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.
Alle de mislykkede og uønskede farver. Efter billedet blev taget overfarvede jeg med indigo.

1: Fiasko med bark

Flere bøger om naturfarvning fortæller om bark som farveemne. For eksempel nævner Jenny Dean i “Wild Color” følgende typer bark og de farver de skulle give på alunbejdset uld: el (brun-grøn), berberis (gul), ask (stærkt gulgrøn), æble (varm gul), eg og pil (beige), og endelig elm, birk, kirsebær, pære og blomme (rosa).

Så i et stykke tid ledte jeg efter bark på mine gåture og endte med disse tre:

  1. Birk (Betula) – jeg har ofte farvet solgult med bladene, men havde ikke forsøgt mig med barken. Da der blev fældet en masse birketræer, som blev efterladt i en kæmpe bunke greb jeg chancen. Jeg kravlede op få at få fat i nogle gode stykker, men faldt faktisk et godt stykke ned derfra fordi jeg havde træsko på. Jeg ved ikke helt hvad man skal lære af det, men jeg fik da 60 g birkebark.
  2. En dag var der nogle mænd der savede stammer op udenfor. Næste dag holdt de fri, så jeg fik skrællet et godt stykke af barken. Det var el, den med de bittesmå kogler. 70 g bark.
  3. På en gåtur i skoven hoppede jeg over en enorm grøft for at få fat på noget efterladt bøgebark, da der havde ligget en stor stak stammer. Min datter hoppede efter og måtte reddes tilbage til sidst. 94 g bark.
Dagmar tæt på at falde i grøften
Dagmar var tæt på at falde i grøften. Efterfølgende surmulede hun og måtte reddes.

Jeg brugte Jenny Deans generelle metode til farvning med bark. Hun siger at “det er bedst at sætte bark i blød i flere dage eller uger i koldt vand først. Derefter simres i en time. Bark må aldrig koges, da det frigiver for meget garvesyre”. Så det var hvad jeg gjorde – jeg lod de tre slags bark stå i blød et par uger. De begyndte at gære, og det lugtede ikke godt.

Men da jeg simrede 10-grams testnøgler af alunbejdset garn i mine barkbade gav det bare meget lys beige. Det var ikke engang værd at tage billeder af, men man kan se et af nøglerne stikke ud i det øverste billede mellem de lyserøde nøgler til venstre i billedet.

Jeg har faktisk set andre eksperimentere med bark (for eksempel til min uldgruppes farvedag) hvor det også gav råhvid/lys beige. Så jeg er ikke overbevist om, at det overhovedet giver andet, men det kan jo være, jeg tager fejl. Man må meget gerne kommentere for neden hvis man kender til en god metode til barkfarvning.

2: Fiaskoer med slimet og muggen avocado

Der findes jo velkendte metoder til farvning med avocado, men jeg har alligevel eksperimenteret med nogle lidt andre måder. Vel for at forbedre metoden, men det ser ud til, at jeg bare har gjort det hele mere rodet og indviklet.

Ifølge Carol Lee skal man ikke lade avocadosten og -skind tørre ud, for så bliver stenene så hårde, at de er umulige at hakke i stykker. I stedet anbefaler hun af fryse dem. Jeg har prøvet at finde en måde at tørre den på alligevel, da min fryser er ret lille.

Jeg hakkede sten og skind og lod dem tørre. Det virkede faktisk fint et par gange, men de fleste gange blev materialet totalt muggent før det kunne nå at tørre. Mugne farveemner kan jo sagtens farve fint, men jeg synes generelt ikke, det er en god ide at have store mængder mugne ting inde i huset. Mange slags mug laver jo toxiner, og dem kan man jo indånde. Så nu fryser jeg igen sten og skind fra avocadoerne.

dryavocado
Avocadoskind og -sten bliver røde under tørringen, så det er ikke så overraskende, at farvebadet også bliver rødt.

Et andet eksperiment gik ud på at gære skaller og sten i længere tid end normalt for at se om det gav mere farve. Jeg brugte mit tørrede materiale, sat i blød natten over, men jeg vil tro at resultaterne havde været de samme med frossent materiale.

Normalt gærer jeg avocadosten og -skind ved at opvarme dem en enkelt gang i saltlage, og så lade farvebadet stå uforstyrret og gære – som reget nogle uger eller en måned, men denne gang i et halvt år. Farvebadet udviklede en intens rød farve, men det blev også fuldstændig slimet.

På trods af den slimede konsistens, så prøvede jeg at farve med farvebadet. Og det duede desværre ikke ret godt, formodentlig fordi slimen forhindrede en særligt god kontakt mellem garn og farvebad. Men jeg er altså ikke overbevist om, at en lang gæring ikke kunne give god farve. Jeg har fået det råd, at man skal komme avocadoskaller- og sten i glas som lukkes, varmes op, og først derefter gæres. Det skulle forhindre farvebadet i at blive slimet, så det vil jeg prøve næste gang.

Beige med lidt rødlige striber
Beige med lidt rødlige striber. Sådan så garnet ud efter en tur i avocadoslimen.

Bejdsning med skræppe

Skræpper kan bruges som et bejdsemiddel – det faktum havde jeg hentet fra læsning og skrevet mig bag øret. Jeg kunne ikke lige huske hvor jeg læste det, men bestemte mig bare for at prøve. I juli-august plukkede jeg kruset skræppe (Rumex crispus) i vejkanten, en høj plante med en stor frøstand i rødlige farver.

rumexcrispus
Kruset skræppes frøstande.

Kruset skræppe kan man kende på, at frøene sidder imellem tre små blade, kaldet blosterblade, og der sidder en gevækst på ydersiden, kaldet bruskkorn.

rumexcrispus_zoom
De indesluttede frø helt tæt på.

Til et 12-grams testnøgle uld brugte jeg ca. 100 g tørrede blomster/stilke, som jeg kogte op første dag og kølede af. Næste dag varmede jeg garnet op i suppen til lige under kogepunktet, og lod garnet ligge i suppen og køle af – det endte med et par dage fordi jeg havde alt muligt andet at se til… Efter bejdsningen i den dybrøde skræppesuppe var garnet rødligt.

skraeppebejds
Afkoget af kruset skræppe, og garnet der blev behandlet med det.

Så kom jeg endelig til det egentlige eksperiment. Jeg farvede mit skræppebejdsese garn plus to andre 12-gramsnøgler (et ubejdset og et, der var bejdset i 10% alun, min standardbejdsning) med krap. Farvebadet var 40 g krap i regnvand, og resultatet kan man se nedenfor. Det alunbejdsede garn blev som forventet en flot rød, mens det ubejdsesede og skræppebejdsede blev helt ens – en ellers flot orange. I denne sammenhæng vil jeg dog kalde det en fiasko, for skræppebejdsningen har jo ikke gjort nogen forskel i forhold til ingen bejdsning.

Alunbejdsning giver den sædvanelige kraprøde – uden bejdsning eller behandlet med skræppe bliver garnet orange.

Så hvad gik der galt? Heldigvis lykkedes det mig at finde ud af, hvor jeg havde læst om skræppebejdsning: India Flint’s “Eco Colour”. Og det hun rent faktisk skriver om skræppearter er nedenstående.

“Tør og mal rødderne og bland dem med vand for at lave en opløsning, der er rig på garvesyre. Artens blade er også rige på oxalsyre. Selv de tørrede frø kan bruges til bejdsning”

Men det løser nu ikke helt mit mysterium. Rødderne indeholder garvesyre, som kun virker som bejdsemiddel på plantefibre, ikke uld. Men det var jo heller ikke rødderne jeg brugte, det var stilkene med frø og blade – og de indeholder (ligesom rabarberblade) oxalsyre, som burde fungere som bejdsemiddel på uld. Måske var mængden bare ikke stor nok? Det skal prøves igen næste år.

En Hado til alle

For nylig havde vi hedebølge, så jeg trængte til et lille let projekt, hvor man ikke sidder med en stor bunke uld på skødet. Det endte med Hado, et mønster af Olga Buraya-Kefelian. Og det var faktisk så sjovt at strikke at jeg endte med at lave tre af dem. Øverst en gul/grøn, farvet med tagrørsblomster og sortfiltet netbladhat. Nederst til venstre en med to blå toner, den ene vajd og den anden almindelig tropisk (købt) indigo. Nederst til højre en med blå og orange, her har vajden fået selskab af uld, der er farvet med orange slørhatte.

hado4
Hvis man strikker en masse stribede huer og lægger dem ved siden af hinanden, så ligner det bolcher.

 

På billedet nedenfor kan man se at huerne har forskellig længde. Den blå/orange har 1,5 mønstergentagelser, den blå/blå 2 og den gul/grønne 2,5. Men man kan også se noget andet, og se det meget endda. Det orange garn smittede nemlig af, da jeg vaskede huerne! Alle huerne er strikket med samme hvide baggrundsfarve, og man kan altså sagtens se forskel på den med orange striber og de andre huer.

Sidste år, da min datter fandt de orange slørhatte og jeg først farvede med dem, var jeg henrykt over, hvor stor en mændge farve, der var i dem. Men den var åbenbart ikke vaskeægte. Så jeg kalder dette en fiasko, men hvis jeg finder svampene igen vil jeg dog godt tage dem med hjem og eksperimentere videre med dem.

hado_bunke
Mine huer har forskellig størrelse. Prøv at lade være med at bemærke, at den orange farve er løbet ud i det hvide!

 

Huens afslutning i originalen forstyrrede mit øje, så jeg var nødt til at lave en anden afslutning. I stedet for det mønsteret siger, så lavede jeg en halv mønstergentagelse hvor jeg udelod slå-om’erne. Den sidste halve mønstergentagelse i toppen starter med halvt så mange masker som før, og igen udelod jeg at slå om.

hado2
Jeg lavede indtagningerne om, så de nu passer til resten af huen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Årets svampefarvning 2015

allesvampefarver2

Nu har vi sagt farvel til 2015 og goddag 2016, men jeg kan vist godt lige nå at vise jer de svampefarver, som 2015-høsten bragte.

Efteråret er og bliver min yndlingsårstid. Farverne, duftene, lange skovture. Vi tager til Nordjylland hvert efterår for at lede efter svampe, og i år var ingen undtagelse. Heldigvis har det nationale testcenter for vindmøller ikke forstyrret svampene! Og jeg synes faktisk de er flotte, vindmøllerne, når man ser dem stikke op over trækronerne. Det pynter da også endnu mere på dem at de er med til at sikre, at vi kommer til at leve op til 40% reduktionen i CO2-udslip i 2020…

windmills

Min familie har jaget spisesvampe siden før jeg blev født, men altid fra et sikkert lille repertoire på omkring 5 arter. Nummer 1 på listen har altid været kantarellen – man kan absolut ikke forveksle den med noget giftigt, og så er det måske den lækreste spisesvamp.

Vi leder stadig efter spisesvampe, og vi træner også næste generation til det. Se bare hvor min 5-årige datter arbejder for føden:

dagmarkantareller

Men nu leder jeg også efter farvesvampe når jeg går i skoven, og det gør det endnu sjovere – nu finder jeg altid noget spændende! Her er det garn jeg har farvet med svampe dette efterår:

allesvampefarver

Jeg er så tilfreds med mine svampefarver denne gang, og jeg går og overvejer et projekt, hvor jeg kan bruge alle farverne sammen.

Fra højre til venstre, så er det almindelig bruskbold (brunt, 900 g svampe på 150 g garn), sortfiltet netbladhat (grøngrå), cinnoberbladet slørhat (rosa) og nogle blandede slørhatte (beige-laksefarve).

Jeg ved ikke hvad de hedder, de svampe som gav den orange farve. Jeg tog ikke billeder af dem, men jeg tror det var slørhatte. Her er det orange garnnøgle sammen med et opslag i min store svampebog – det viser nogle svampe, som jeg tror det kunne være. De fleste af dem er meget giftige, og det er svært at kende de forskellige slørhatte fra hinanden, så det er en god regel at holde alle slørhatte separat fra de svampe man har tænkt sig at spise!

orangeslørhat

Det lysegule nøgle er farvet med plettet flammehat (Gymnopilus penetrans). Det er en meget almindelig svamp, og efter at have gået igennem en hel skov af dem plukkede jeg til sidst nogle. Det er nu ikke nogen stor farvesvamp. Den gule farve kan man jo få på 117 andre måder, og der er ikke store mændger af den i svampen.

plettetflammehat

Jeg fandt også masser af knippe-svovlhat (Hypholoma fasciculare), som også er en middelmådig farvesvamp, der indeholder relativt lidt af denne almindelige farve.

svovlhat

Det sidste nøgle kan nok bedst beskrives som råhvidt… Det prøvede jeg at farve med lilla ametysthat, selv om jeg nok godt anede at det ikke ville virke.

purpledeceiver

Det er en mægtig pæn svamp, synes jeg, som den står der på skovbunden – men desværre kan man lige så godt lade den pynte der. Den lilla farve forsvinder når man gemmer svampene et par dage, eller kan sågar gå af i regnvejr mens svampen stadig gror. Så det er nok ikke den store overraskelse, at selv en stor mængde lilla ametysthatte overhovedet ikke giver nogen farve til garnet. Men nogle gange kan det jo være fint at tjekke sådan noget selv.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Indigo-farvning med fruktose

indigo_pincushion

Det er efterhånden længe siden allerede at jeg strikkede denne lille nålepude, det håndfaste bevis på mine eksperimenter med organisk indigo-farvning… Den er strikket i Fenris 100% uld, 450 m/100 g.

Mønsteret er gratis, Peerie Pin Cushion af Ellen Kapusniak. Det var meningen, at man skulle sy den sammen, men jeg klarede det selvfølgelig med maskesting.

Jeg plejer at farve med indigo med natriumdithionit (sælges i Matas som affarver) som redutionsmiddel, og det fungerer altid godt. Jeg har aldrig været ude for det man kalder crocking, nemlig at farven skaller af og ikke binder på fiberen. Men den kemiske indigogryde stinker, og jeg er ikke meget for at have den under samme tag som mine børn.

Endnu et problem med det skrappe reduktionsmiddel er, at jeg ikke kan få farven til at bygge op ved flere dyp. Det er et kendt problem med denne metode. Farvebadet er nemlig lige så godt til at deponere farve på garnet, som det er til at strippe farven af igen.

Og så var jeg også inspireret af mit besøg hos naturfarver Kenichi Utsuki (Aizenkobo) til at prøve den ægte indigo-gryde. Han har kun foragt tilovers for indigo-farvning der – selv om den godt nok bruger naturlig indigo – bruger en farvemetode der bygger på kemi der lige er hældt i. Ifølge ham, så skal man have den langsomme opbygning af lag efter lag af farve for at få en dyb, kompleks farve med god lysfasthed.

Jeg prøvede fruktose-farvning, ved at bruge forholdet fundet i Maiwas instruktioner (man kan se et andet sæt instruktioner her). Her bruger man fruktosen som reduktionsmiddel, den hører nemlig til de reducerende sukre. Det er slet ikke lige så potent som dithionitten.

Opskriften lyder 1 del indigo, 2 dele kalk (købt i Jem og Fix, det er Ca(OH)2 vi taler om) og 3 dele fruktose (købt hos Bulkpowders, selv om jeg synes det er lidt pinligt at få en pakke leveret der står det navn på. Altså, jeg ligner jo ikke ligefrem en bodybuilder).

Først prøvede jeg med 5 g indigo (selv om Maiwas opskrift siger 20 g, for jeg troede man kunne skalere det hele), men det gav meget lidt farve på garnet, og en hel masse blåt på bunden af gryden. Man kan faktisk godt se på billedet nedenfor at farven er ganske svag i gryden.

indigovat

Senere forklarede de dygtige naturfarvere på Ravelry mig at fruktose-metoden ikke er skalerbar. Altså, man skal mindst bruge 20 g indigo, og det går i virkeligheden ud på at starte en levende reduktionsproces, som man over flere måneder kan fodre med mere fruktose og base.

Så jeg prøvede at skalere op, men det duede stadig ikke som jeg kunne tænke mig det. Jo, jeg farvede garn blåt, men mængden af blå, jeg fik ud af gryden stod ikke mål med hvor meget indigo jeg tilsatte. Og der var stadig masser af blåt på bunden af gryden.

Så nu står det på min store farve-ønskeseddel af blive herre over denne proces, og køre den længere, så jeg måske kan få reduceret noget af alt det på bunden. Processen skal gerne blive levende, og så går det ud på at dyppe igen og igen og igen for at få den ægte dybe indigofarve!

Jeg vil i hvert tilfælde prøve fruktose-metoden igen på et tidspunkt, for den er langt mere miljøvenlig end metoden med natriumdithionit, og så ligger den også meget tættere på de traditionelle fermenteringsmetoder til indigofarvning.

yarn

Save

Save