GRØNNE VARIATIONER

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

Trip to Japan – Kyoto, Part One

It’s been a bit quiet here at the blog over the last few weeks, and that’s because we’ve been in Japan on holiday. There are so many impressions to process, but here I’ll just share the ones that have to do with yarn and dyeing. Natural dyeing seems to be quite popular in Japan!

The first stop on our route was a very nice shop/workshop called Tezomeya. They have a full range of cotton clothing, which I really liked. Here’s a quick snapshot of their shop, taken with our small pocket camera so not the best, but just to give an idea:

tezomeya

Unfortunately, Japanese clothing sizes are not really made for me, a Dane of just above average height (actually, I tried on a pair of men’s trousers in another shop, and they were about 8 cm too short! The man in the shop commented that my legs were “too long”).

But my mother (who wears a much smaller size than I do) bought two excellent stylish t-shirts in organic cotton, one in a dark indigo, the other dyed with pomegranate.

The dyer (whose name I didn’t catch) was very friendly and showed me what he was up to that day – dyeing with a type of shellfish purple that is used in Japan. This is not the shellfish purple that was used in antiquity, but comes from a form of sea snail that people eat in Japan (raw or like escargots). It contains an inedible part, I’m supposing it’s some kind of gland, and this is the very part that contains a pink/purple dye. Seeing that I was interested in it, they gave me the shell of one of these creatures. Here it is:

shellback shellfront

A rather handsome seashell, I think, and quite large – about 12 cm long. Googling a bit about, it seems to me that this could possibly be a dye called akanishi, coming from Papuna venosa. This book about an excavation of an archeological site dating from around year 0, shows a picture of a shell, which to my eye looks a lot like the one I have, and says that “this shell is very common in the sea near [northern Kyushu] while we have found many crushed shells during excavations, which imply the use for purple dye”. Not impossibly far from Kyoto where we were, and 2000 years later, the species could still be a common one – so the story could fit together. But if someone knows more about this, I’d love to hear from you!

In Kyoto, we also went to the very yummy yarn shop Avril. Among other (non-natural dyed) things, I bought a skein of natural colored quite untreated lace weight silk. Here it is, posing along with an “antique” yarn spool from a Takayama “antique”/tourist trap shop. Another spool is still wrapped in its newspaper

silkskein

I don’t know yet what I’ll make with this silk, but it seems to somehow beg to be combined with something indigo blue…

Vi er lige kommet hjem fra en fantastisk ferie i Japan, hvor naturfarver tilsyneladende er meget populære. Vi besøgte Tezomeya, en forretning med farveværksted. Deres økologiske bomuldstøj er virkelig smukt, men findes ikke lige i min størrelse. Jeg talte længe med farveren, og han viste mig det han var i gang med – lilla-farvning med en art søsnegl, som jeg tror muligvis kunne være det man kalder akanishi. Vi var også i en lækker garnforretning, Avril, hvor jeg blandt andet forærede mig selv et nøgle rå, naturfarvet silke.