Farvning med tørrede blade af japansk indigo

Den letteste måde at gemme japanske indigoblade er at tørre dem. Det er også noget nær den eneste realistiske metode, når man kun dyrker nogle få planter.

~

I traditionel japansk farvning med japansk indigo blev de høstede blade komposteret (fermenteret) på en helt særlig måde, hvor man stænkede bladmassen med vand og vendte den rundt. Det skulle gøres på det helt rigtige tidspunkt, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin store bog “Indigo, Egyptian Mummies to Blue Jeans” at indigo-landmændene omtalte pasningen af indigo-komposten som at “passe babyen”. Hver gang bladmassen blev vendt skulle der også gives offergaver af risvin til Aizen Shin, guden for indigo.

Det var altså et seriøst og svært foretagende – og også et stort et. Komposteringsprocessen kan nemlig kun komme i gang hvis bladmassen er tilstrækkeligt stor, i størrelsesordenen 100-vis af kg. Resultatet var omsatte blade med et højere indigoindhold end man startede med, kaldet sukumo.

Så når man, som jeg, kun dyrker nogle få planter, så må man finde en anden metode. Efter at have læst om det hos Deb McClintock bestemte jeg mig sidste år for at tørre bladene fra mine japanske indigo, og det lykkedes da også efter lidt eksperimenter.

De tørrede blade så sådan her ud:

Tørrede blade af japansk indigo, 2016-høsten.

Flere af bladene har et blåt skær, og det tyder jo på indigo. Jeg har gået og tænkt over, hvordan det egentlig kan være at tørring virker (når man nu traditionelt har brugt metoden med sukumo), og har stykket denne historie sammen:

I de levende blade er der ikke indigo, men en precursor kaldet indikan. Med precursor menes et forstadie, altså et molekyle, der kan omdannes til indigo.

Man mener, at planter laver indikan som en forsvarsmekanisme, og i de levende blade befinder indikanet sig primært i en afgrænset del af plantecellen kaldet vakuolen (det viser et japansk forskerhold i denne artikel).

Plantecellen indholder også enzymer, som kan nedbryde indikan til indoxyl og sukker, men de findes i andre afgrænsede dele af cellen.

Når man så plukker bladene og lægger dem til tørre, så bliver cellemembranerne revet i stykker, fordi vandet forsvinder. Indikan og enzymer fra andre dele af cellen bliver blandet sammen, og der bliver dannet indoxyl. Og det er når 2 molekyler indoxyl går sammen, at den blå form af indigo bliver dannet.

Jeg tog udgangspunkt i McClintocks version af John Marshalls metode), men har selvfølgelig fiflet en del med den. Den største ændring er, at jeg ikke har fjernet de gule farvestoffer fra bladene, og derfor får grøn-turkis i stedet for blå.

Grøn-turkis med tørrede blade af japansk indigo. Garnnøglerne er fra venstre første, andet og tredje dyp i min første kype af 50 g tørrede blade (tredje nøgle er på gråmeleret garn), nøglet til venstre er 3 dyp i kype af 25 g tørrede blade. Det første nøgle er jeg allerede i gang med at strikke af, den stribede drengetrøje bagerst.

I mit første forsøg brugte jeg 50 gram tørrede blade, og farvede 3 100-grams nøgler. Kypen mistede pusten undervejs, så jeg tilsatte lidt af det ene, lidt af det andet, og det blev der ikke lige nogen opskrift ud af. Resultatet fejlede dog ikke noget.

Næste gang jeg prøvede bladene var da vi farvede med indigo på Blicheregnens Museum. Vi fik masser af dejlige blå fra de almindelige indigokyper, men kypen af japanske indigoblade gav kun en antydning af mintgrøn.

Efterfølgene tror jeg, at den kype mislykkedes fordi temperaturen ikke var høj nok undervejs. Det kunne også give mening i forhold til det mislykkede eksperiment jeg beskrev her, hvor jeg afprøvede en metode med lun temperatur over længere tid.

Åbenbart er det vigtigt at have en høj temperatur en del af tiden, og sådan er det også i den metode jeg endte med i tredje forsøg:

Jeg begyndte med at simre 25 g tørrede blade i vand (så det dækker) i 20-30 minutter. Det bulderkogte altså ikke, men boblede noget.

Hvis man vil have en ren blå skal man nu smide vandet ud og hælde nyt vand på bladene. Det gjorde jeg ikke, og beholdt dermed de gule farver, som bladene (også) indeholder.

Jeg tilsatte 5 g affarver (natriumdithionit) og ca. 1 spsk natriumcarbonat og tjekkede at pH var 9. Hvis ikke, tilsættes natriumcarbonat til pH er 9.

Kypen småkogte nu i 15-20 minutter – det virker underligt at koge kypen efter reduktionsmiddel og base er tilsat, men i det forsøg hvor jeg ikke kogte den virkede farvningen ikke!

Så tog jeg gryden af varmen og tilsatte 5 g affarver til. Jeg lod den stå til temperaturen faldt til 40-50 grader, og siede bladene fra. I mit første forsøg beholdt jeg bladene i for at få så meget ud af dem som muligt, men det kan ikke tilrådes. På dette tidspunkt er de ganske slimede, og det sætter sig fast i garnet.

Da temperaturen var 40-50 grader satte jeg den tilbage på svag varme for at holde den temperatur. På dette tidspunkt er kypen klar. Jeg lavede 3 10-minutters dyp med et garnnøgle der vejer 100 g, og det blev en glimrende turkisgrøn.

Faktisk er jeg imponeret over farveindholdet i bladene. Jeg fik fine farver af 50 g tørrede blade på 300 g garn, og en endnu klarere farve af 25 g på 100 g garn. Sidstnævnte kype var ikke tømt for indigo, for næste dag var den helt mørk, da al indigoen havde reageret med luftens ilt. Jeg havde bare ikke mere garn lige ved hånden, men kypen kunne have givet en svagere farve på endnu et nøgle garn.

Turkis fra tørrede blade af japansk indigo, her i selskab med friske og delvist tørrede blade.

Men jeg har nærmest gemt det bedste til sidst. Lysægtheden. Jeg nåede at få første nøgle fra første forsøg med i sommerens lystest. Kortet her lå i solen fra 1. juli til 1. september. Venstre side var dækket til så den ikke fik lys, højre side fik lys. Jeg kan ikke rigtig se nogen forskel på de to sider, så det er en lysægthed, der er lige så god som den for den blå indigofarve, og det er meget imponerende for en grøn farve!

Lystest af turkis fra tørrede japanske indigoblade. To måneders lys formåede ikke at blege denne farve.

PS: Jeg dyrker igen i år japansk indigo. De første blade høstede jeg d. 17. september i år, og de er ved at tørre. De er tydeligt blålige, mere end dem fra sidste år…

Read this post in English

Grønne variationer

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

Hypogymnia nedfalds-lav

Lommer fulde af ledfalds-lav er ofte resultatet af mine gåture. Et af de almindelige fund under træer er to arter af kvistlav (Hypogymnia), som er gode arter at farve med.

~

Nedfalds-lav er perfekt at farve med, da det ikke gør nogen skade at samle nedfaldet op. Jeg skriver derfor en lille serie af indlæg om de forskellige arter af lav, der typisk findes i nedfaldet, og har tidligere skrevet om Ramalina fastigiata.

Denne gang skal det handle om Hypogymnia physodes (almindelig kvistlav) og Hypogymnia tubulosa (finger-kvistlav), to almindelige arter, som er tæt beslægtede (og derfor har delvist samme navn). De ligner da også hinanden meget – begge er grå-grønne og foliose (fladtrykte, bladagtige).

Hypogymnia physodes, som her gror ud over en lille gren, har flade lober, evt. med soredier på den yderste del. Soredier er en af lavets måder at formere sig på (se mere her), og gennembryder lavets overflade mange små steder, så den ser grynet eller pulveragtig ud. Hos Hypogymnia-arter sidder soredierne på undersiden, som er foldet op yderst på loberne, så den grynede overflade kan ses:

Hypogymnia physodes dækker en lille gren. Detalje til højre, hvor den grynede overflade pga. soredierne på de opfoldede lober kan ses.

Hypogymnia tubulosa ligner physodes meget, men har hule lober. I højre side af dette billede har jeg skåret en lobe over, så man kan se at det er tilfældet:

Hypogymnia tubulosa med en overskåren lobe til højre.

Begge arter er meget almindelige, og gror mange steder, inklusive på træer, sten og træværk. De kan lide at gro på sure underlag, og Dobsons “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” fortæller, at Hypogymnia physodes er en af de arter, der er mindst følsom overfor svovldioxid-forurening. Hypogymnia tubulosa er lidt mere følsom.

Nogle gange kan der være stor forskel på farveindholdet i arter, der ellers ligner hinanden meget. Jeg bestemte mig for at teste, om de to arter giver samme farve.

Jeg brugte ubejdset garn, for lav-farver er jo substantive. I et farvebad fra 9 g Hypogymnia tubulosa røg der et 12-grams Fenris (ren uld) og et 5-grams Bestla (merino-silke) testnøgle. Jeg lavede et farvebad af 15 g Hypogymnia physodes, og deri 2 12-grams Fenris og et 5-grams Bestla testnøgle. Altså halvt så meget lav som garn i begge tilfælde. Det ene nøgle Fenris modificerede jeg så i et efterbad med jern.

Begge slags lav giver samme farve, den fine, støvede gule, som er helt klassisk for BWM (boiling water method) lav. Der er altså ingen grund til at sortere Hypogymnia physodes og tubulosa. Merino-silken tager en lille smule mindre imod end den rene uld, mens et efterbad i jern gør farven meget mørkere og drejer den over i det grønne.

Til venstre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia tubulosa. Til højre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia physodes, yderst til højre et nøgle ren uld hvor sidstnævnte farve er modificeret med jern.

Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

En horde huer

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

The design theme from my Vindauga Blanket just stayed in my brain after I knit the first one, demanding to be knit in more variations! And when that design theme met with my experiments in 2-dimensional gradients (or matrices), the result was the Vindauga Baby Blanket, which I’ve finally managed to publish the pattern for.

You can buy the Vindauga Baby Blanket pattern on Etsy or Ravelry. I’ve also dyed a small number of kits, you can find them at my Etsy shop. The colorways are Sif (purple-blue dyed with cochineal and indigo – sold out), Valkyrie (red-blue dyed with madder and indigo) and Njord (green-blue dyed with weld, mugwort, and indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet. From a set of 9 skeins of matrix-dyed yarn (on the left) to the Vindauga baby blanket.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

I’ve now written the pattern, had it test knit, and corrected over and over again. It’s finished, and now published in Danish and English. I’ll be the first to admit that actually finishing a pattern is not my favorite part of the process from idea to pattern. But if I don’t pull myself together at some point, then my ideas end up as just that – ideas in my head.

But dyeing the matrix mini skeins is a lot of fun. I’ve worked with these 2-dimensional gradients for some time now, but it’s still difficult to get them just exactly right!

First, I dye gradients of red, pink, or red with madder, cochineal, weld, tansy, or mugwort. I make 3 skeins of each. Then, I overdye with an indigo gradient, giving each of the 3 identical skeins a different indigo overdye. This may not sound difficult, but both steps are hard to control.

When dyeing with cochineal and madder, I find that the first bath always gives a more intense color than the second one. But sometimes, the second and third give about the same. It’s also difficult to control the exact shade of blue with indigo dyeing. One factor is how long you dip skeins in indigo, another factor is the number of dips. But the amount of available indigo in the vat also changes over time. Even after making many sets of matrix dyed skeins, it’s still a challenge!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele! Yellow, red, and white skeins soaking on the left. On the right, similar skeins in an indigo bath. The temperature is 52 degrees, pH is 9-10. Everything is under control!

Se projekter på Ravelry:

See projects on Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.

lysprøver_sommer16

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985

Grøn matrix (Green Matrix)

Grøn er en svær farve at opnå med naturfarver. Umiddelbart skulle man tro, det var let, for når man ser sig om i naturen er grøn jo den fremherskende farve. Men bladenes farve skyldes jo som bekendt klorofyl, og det duer ikke som naturfarve (fordi klorofyl er opløseligt i fedt, ikke i vand).

Efter jeg fik fine resultater med indigo-overfarvning for at få lilla toner har jeg gentaget eksperimentet, denne gang for at få de grønne farver. Jeg startede med at bejdse garnet i 10% alun. Så farvede jeg det i forskellige gule toner:

  • et 1:1 bad med vau, gav en stærk gul
  • genbrugte ovenstående, gav en mindre stærk gul, ses nederst i billedet til højre
  • et 2:1 bad af tørret grå bynke (altså dobbelt så meget plante som uld), samlet sidste sensommer. Gav en gul-beige som ses i midten nederst i billedet

De forskellige gule overfarvede jeg så med stærk, mellem og lys indigo. De 3 blå nøgler til venstre i billedet er indigo på hvidt garn, bare for at man kan se hvor stærk indigofarvningen var. De 3 næste grønne er overfarvningen af garn der var farvet med grå bynke. De lysere indigo-overfarvninger giver støvede grønne farver, mens den mørkeste gav en flot petrol. Det er jo virkelig værd at huske, at man kan få så gode grønne farver ved overfarvning af en virkelig kedelig beige.

De næste 3 grønne er overfarvningen af den mindre intense vau, mens de 3 sidste til højre er overfarvningen af den kraftigste vau-farvning. Generelt giver overfarvningen på vau klare, næsten for klare grønne farver. Især overfarvningen på kraftig vau giver elektriske grønne toner, her er virkelig tale om en Robin Hood-grøn, som tidligere blev kaldt Lincoln green.

greenmatrix

Green is a difficult color to achieve with natural dyes. One might initially think that it was easy, given that green is the predominant color in nature. That’s not the case, since the green color of plants comes from chlorophyll, which doesn’t work as a natural dye (since it’s soluble in fat, not in water).

Since I had nice results with indigo overdyeing to get tones of purple, I repeated the process to get green. First, I mordanted my yarn with 10% alum. Then, I dyed it different shades of yellow:

  • a 1:1 bath of weld, gave a strong yellow
  • reused the bath above, gave a less strong yellow. Seen at the lower right in the picture above
  • a 2:1 bath of dry mugwort (so twice the amount of plant than wool) that I collected last summer. Gave a yellow-beige seen in the lower middle of the photo

Then, I overdyed the different yellows with dark, medium, and light indigo. The 3 blue skeins in the left side of the photo are dyed with indigo on white yarn, just to show the shade of indigo. The next 3 green skeins are indigo on mugwort. The lighter indigo overdyes give dusty shades of green, while the darkest one gives an intense teal. Really worth remembering that such a dull beige can be turned into such nice shades of green.

The next 3 green skeins are indigo on less intense weld, while the last 3 skeins to the right are indigo on intense weld. Generally, indigo on weld gives clear, almost too clear shades of green. The indigo overdye on intense weld really gives an electric shade of green. The Robin Hood kind of green, which used to be known as Lincoln green.

Save

Reed Flowers

lakereeds

Reed flowers are in season! I took the photo above on a beautiful August day at the lake. The sound of the wind through the reeds is positively mind-cleansing, which apparently I’m not the only one to think, judging by the number of YouTube videos of just that phenomenon. So now you too can enjoy it, even if you are in a skyscraper somewhere:

But I can promise you there was nothing mind-cleansing about my search for this dyestuff. They often grow a little bit out into the water, in places that are a bit hard to reach. I found a good patch of them growing in shallow water, I just had to cross a small forest. It looked fine, but it was actually a bottomless swamp, which I sank into to mid-thigh. Afterwards, I was a bit shocked, but otherwise fine! And I picked about 100 g of the silky soft, discreetly burgundy colored flowers: reedflowers

I rushed them to the dye pot – you have to use them fresh – and this is what I got on 20 g of supersoft in the first bath, 10 g in the second: first a lovely green, then a cold yellow:

reeddyedwool

FACTS – FRESH REED FLOWERS

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 5:1 in first bath, 10:1 in second

Conclusion I love this green color, it’s beautiful and has a good light-fastness

Possible improvements The only one I can really think of is, that reeds should spontaneously grow in places that are easier to reach for the natural dyer

Last summer, I collected reed flowers while on holiday, and brought them home with me. I didn’t know that you have to put them fresh into the dye pot. The results were pleasing enough, although more towards yellow than green.

I have knit with the reed flower dyed wool from last year, and used the remaining scraps for light testing. These were on the windowsill for about a month from mid July to mid August. With this daylight calculator and a simple spreadsheet, I find that the samples for the 1st, 2nd, and 3rd bath of 2014 reed flowers got 572, 497, and 481 hours of daylight, respectively (since they spent the intervals 9/7-15/8, 10/7-11/8, and 11/7-11/8 on the windowsill). This is what they look like afterwards: the left side of each card has been covered, and the right side exposed:

reedflowerslighttest

A very good result indeed. You can tell that the paper has yellowed slightly from the exposure, but the yarn has only changed very slightly. The change is towards the yellow, so the green component seems to fade, but the color intensity is quite unchanged.

Tagrørsblomster er i sæson! For de første er de smukke når de svajer i vinden, synet og lyden er simpelthen mentalhygiejne. For det andet er selve blomsterne også smukke – silkebløde og skinnende bordeaux. Men for det tredje og vigtigste, så er de en virkelig god naturfarve. De kan give den svært opnåelige “grøn i et trin uden overfarvning med indigo” og ifølge mine tests er lysægtheden ganske glimrende.

 

Save

Gradient Hat

I’m in hat knitting mode right now! As soon as this hat was finished, I had the next one on the needles. The pattern, a Danish one called “hue 1” (that just means hat 1, the book has more than one hat) really makes my brain go berserk with color scheme after color scheme.

hatfromside

I’ve cheated a bit since I didn’t only use naturally dyed yarns for this project: the black background consists of different commercial yarns from my stash.

FACTS – GRADIENT HAT
Pattern hat 1 by Lone Gissel and Tine Rousing, Nordiske masker
Yarn Supersoft 100% wool 575 m/100 g (plus some commercial stuff)
Needle 4.5 mm
Colors Privet berries (from our garden, winter) Indigo + tansy (bought + collected from the roadside, summer) Reed flowers on grey yarn (collected from the seaside, summer) Yarrow (collected from the roadside, summer) Mixed lichens (collected in the forest – this was bits and pieces I couldn’t type and in the end just swept into the dye pot) Parmelia sulcata (a lichen, collected in the forest) Dyer’s polypore (Phaeolus schweinitzii) (a mushroom, collected in the forest, fall).
Conclusion Love it! The colors, the fit, the fox fur
hatalone
It’s often been said that any naturally dyed colors fit together, and I do think that is the case. I did take some care lining up colors that blended well one into the other, but they were not very hard to find in my big basket.
Another observation: I think natural dyeing is the best kind of yarn tourism. When I look at the hat and its colors, I’m immediately taken back to the places where I collected the dye stuffs.Well, not so much the privet berries from our garden, but other wonderful places we walked during the nicest months of 2014.Just one example. The reed flowers are from our august summer vacation in the southern part of Denmark, right on the border with Germany. I picked my flowers by the ocean, and I just had some fun trying to find the exact spot on the map. And I did it! The exact coordinates are 54.894576, 9.626491, and you can even see the mass of reed growing there when you use the max zoom of the map… Right next to a tiny harbor where you can stand on the planks and watch crabs hurrying around on the bottom. And when you look over the water, you can see Germany. Imagine, all that worn on a hat in the form of a stripe of yellow-green yarn!
Mønsteret til hatten er er fra Nordiske Masker af Lone Gissel og Tine Rousing, og det mønster bliver ved med at køre rundt i mit hovede i forskellige farvekombinationer! Her har jeg strikket den på en sort baggrund som er fabriksgarn, jeg havde liggende. Regnbuen fra grøn til varm gul er mine egne naturfarvede nøgler.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save