Grønne variationer

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save