London

I år fejrede vi jul ved at rejse til London, i stedet for at æde os propmætte og pakke et helt vognlæs gaver ind og så pakke dem ud igen. Andre år jeg har rejst (Paris, Chicago, New York, New Delhi) omkring jule/nytårstid har jeg elsket det, og London var bestemt ingen undtagelse.

På det sidste har hver eneste interessant historie om planter, som jeg har hørt eller læst, haft Kew Gardens med i en hovedrolle (f. eks. denne radiohistorie om arbejdet med bevarelse af en sjælden bregne, som er hjemmehørende på Ascension Island). Så jeg insisterede på at tage dertil, og det lykkedes os at se en lillebitte del af haven.

Her er en smule af det, vi så om dagen:

Princess of Wales Conservatorys former
En kødædende plante, der er så stor som en voksens hånd. Hvis jeg havde vinger ville jeg givetvis flyve derind
Detalje af kanten af en kæmpeåkande. Jeg har altid haft en svaghed for denne gigantplante

Der var altså masser af fantastiske vækster, men ingen farveplanter. Det tætteste man kom på var henna, og selv om den farver både uld og hår anser jeg den ikke for en af de egentlige farveplanter.

Henna, Lawsonia inermis

Save

Museumsforretninger er altid en stor fristelse, og jeg var tæt på at købe “50 Plants that Changed the Course of History” af Bill Laws, men der var slet ingen farveplanter i, så den endte med at komme tilbage på hylden. Jeg vil måske gå med til, at krap ikke er med i top 50 over historiens vigtigste planter, men det virker ikke rigtigt at indigo ikke er med.

Om aftenen kom vi tilbage til haven til “Christmas at Kew” hvor der er pyntet med lys. Det var iskoldt og der var mange mennesker, men det var virkelig stemningsfuldt:

Lystunnellen skiftede hele tiden farve, og folk kunne ikke løsrive sig
The Hive (bikuben), en installation af kunstneren Wolfgang Buttress, set udefra sammen med oplyste træer
Inde i The Hive

Vi kunne selvfølgelig ikke tage hele vejen til London uden at besøge Loop. Jeg kiggede på deres naturfarvede garn for at se om de var mange gange lækrere end det jeg farver – jeg fandt tre forskellige, men kan med glæde rapportere, at mit eget garn er lige så lækkert. Først var der Shilashdair Luxury DK, som har intense farver, nogle af dem særdeles flerfarvede.

Så var der Linen Lace fra Artisan Yarns. Det har skønne, dæmpede farver på skinnende hør. Og det syntes jeg åbenbart også sidst jeg var i Loop, for jeg har faktisk et nøgle af det garn i min stash, som jeg ikke har strikket af endnu (fy!).

Det tredje er Plant Dyed by Mehlsen. Jeg har ikke set det garn før, til trods for at det åbenbart er fra Vestjylland. Farverne ligger da også utrolig tæt på mine egne! Måske derfor var jeg utrolig fristet til at købe noget af det, men jeg formåede at styre mig.

Det endte med bogen “Estonian Knitting 1, Traditions and Techniques” af Pink, Reimann og Joeste, en stor, lækker og velskrevet bog med et vægtigt indhold og interessante gamle fotografier. Den har desuden et langt og godt afsnit med teknikker.

Naturfarvede garner hos Loop London: Shilashdair (venstre), Artisan Yarns (midten) og Plant Dyed by Mehlsen (højre). Billeder taget med mobilen i kunstigt lys, så garnet er meget flottere

Det sidste store højdepunkt på vores tur var et besøg på Victoria og Albert Museet (V&A). I museets indgang hænger en mægtig lysekrone af den amerikanske glaskunstner Chihuly, og det er svært at sige om den er flot eller grim, men den er i hvert fald imponerende. Det synes jeg altid, hans værker er. Og så er de former, han arbejder med, meget levende i udtrykket. Jeg har tidligere set hans ting udstillet i den botanske have i Chicago og akvariet i Monterey, Californien, og i begge tilfælde talte glasset og de naturlige former, der omgav det, sammen.

Chihuly-lysekronen i V&A

På V&A så vi denne utrolige dåbskjole, som oprindeligt blev udstillet på verdensudstillingen i London i 1851. Den var virkelig svær at fange i billeder, men strikkefastheden er helt utrolig. Så småt! Museets beskrivelse fortæller bare at “Frøken Sarah Ann Cunliffe fra Saffron Walden, Essex strikkede kjolen” og at den “består af 1 1/2 million masker og ca. 5770 meter bomuldstråd”. Der står ikke noget om pindestørrelsen, men jeg gætter på 1 mm eller mindre.

Der var ikke meget lys, og jeg brugte ikke blitz, så billedet her viser slet ikke hvor smuk kjolen fra 1851 er

V&A har også en flot samling af gobeliner, og siden de er lavet længe inden 1856 kan man jo vide med sikkerhed, at alle farverne i dem er fra naturlige kilder. Så gobeliner er klart et studie værd, hvis man er bange for at naturfarver holder dårligt.

Billedet herunder viser et par detaljer fra en Belgisk gobelin fra 1718-24. De gule toner er bleget (som forventet), og de får de grønne toner til at blåne, da de er lavet ved overfarvning af gult med indigoblåt. Men blegningen virker da meget moderat – farver, der ikke bleger mere på 300 år vil jeg da godt kalde lysægte.

Blånende grønne farver i en 300 år gammel gobelin

Det eneste dårlige ved vores julerejse er, at min potteplante af japansk indigo døde mens vi var væk. Jeg hev den op da jeg høstede mine sidste planter sidst i oktober, og den har faktisk vokset og blomstret indenfor lige siden. Da jeg skar den ned kiggede jeg ind i blomsterne, og det ser ud til, at den har sat frø. Det bliver spændende at se, om de vil spire.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green
Sensommerens grønne toner, fra tagrør (de 3 forreste nøgler) til sortfiltet netbladhat (de 2 bagerste).

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker
Sortfiltet netbladhat, i sit yndlingshabitat, bliver plukket af Dagmar (med brækket albue).

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet
Her stikker de op, de sortfiltede. Som det står et sted i den store svenske farvesvampebog, så ser de ikke ud af meget oppefra, men det skal man ikke lade sig snyde af.

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop
En stor, flot hun. Man er ikke i tvivl om, at korsedderkopper er farlige!

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.
Lysprøver 2016. 1: Gamle brunporesvampe. 2: Sortfiltet netbladhat. 3: Orange slørhatte. 4: Krap-indigo matrix. 5: Rødder af alm. syre. 6: Birkeblade. 7: Vau. 8: Henna. 9: Morgenfrueblomster.

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985
En enkelt blomsterknap fra rejnfan, også kaldet guldknap. Antallet af spiraler er et tal, der tilhører Fibonacci-rækken.