Farvning med tørrede blade af japansk indigo

Den letteste måde at gemme japanske indigoblade er at tørre dem. Det er også noget nær den eneste realistiske metode, når man kun dyrker nogle få planter.

~

I traditionel japansk farvning med japansk indigo blev de høstede blade komposteret (fermenteret) på en helt særlig måde, hvor man stænkede bladmassen med vand og vendte den rundt. Det skulle gøres på det helt rigtige tidspunkt, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin store bog “Indigo, Egyptian Mummies to Blue Jeans” at indigo-landmændene omtalte pasningen af indigo-komposten som at “passe babyen”. Hver gang bladmassen blev vendt skulle der også gives offergaver af risvin til Aizen Shin, guden for indigo.

Det var altså et seriøst og svært foretagende – og også et stort et. Komposteringsprocessen kan nemlig kun komme i gang hvis bladmassen er tilstrækkeligt stor, i størrelsesordenen 100-vis af kg. Resultatet var omsatte blade med et højere indigoindhold end man startede med, kaldet sukumo.

Så når man, som jeg, kun dyrker nogle få planter, så må man finde en anden metode. Efter at have læst om det hos Deb McClintock bestemte jeg mig sidste år for at tørre bladene fra mine japanske indigo, og det lykkedes da også efter lidt eksperimenter.

De tørrede blade så sådan her ud:

Tørrede blade af japansk indigo, 2016-høsten.

Flere af bladene har et blåt skær, og det tyder jo på indigo. Jeg har gået og tænkt over, hvordan det egentlig kan være at tørring virker (når man nu traditionelt har brugt metoden med sukumo), og har stykket denne historie sammen:

I de levende blade er der ikke indigo, men en precursor kaldet indikan. Med precursor menes et forstadie, altså et molekyle, der kan omdannes til indigo.

Man mener, at planter laver indikan som en forsvarsmekanisme, og i de levende blade befinder indikanet sig primært i en afgrænset del af plantecellen kaldet vakuolen (det viser et japansk forskerhold i denne artikel).

Plantecellen indholder også enzymer, som kan nedbryde indikan til indoxyl og sukker, men de findes i andre afgrænsede dele af cellen.

Når man så plukker bladene og lægger dem til tørre, så bliver cellemembranerne revet i stykker, fordi vandet forsvinder. Indikan og enzymer fra andre dele af cellen bliver blandet sammen, og der bliver dannet indoxyl. Og det er når 2 molekyler indoxyl går sammen, at den blå form af indigo bliver dannet.

Jeg tog udgangspunkt i McClintocks version af John Marshalls metode), men har selvfølgelig fiflet en del med den. Den største ændring er, at jeg ikke har fjernet de gule farvestoffer fra bladene, og derfor får grøn-turkis i stedet for blå.

Grøn-turkis med tørrede blade af japansk indigo. Garnnøglerne er fra venstre første, andet og tredje dyp i min første kype af 50 g tørrede blade (tredje nøgle er på gråmeleret garn), nøglet til venstre er 3 dyp i kype af 25 g tørrede blade. Det første nøgle er jeg allerede i gang med at strikke af, den stribede drengetrøje bagerst.

I mit første forsøg brugte jeg 50 gram tørrede blade, og farvede 3 100-grams nøgler. Kypen mistede pusten undervejs, så jeg tilsatte lidt af det ene, lidt af det andet, og det blev der ikke lige nogen opskrift ud af. Resultatet fejlede dog ikke noget.

Næste gang jeg prøvede bladene var da vi farvede med indigo på Blicheregnens Museum. Vi fik masser af dejlige blå fra de almindelige indigokyper, men kypen af japanske indigoblade gav kun en antydning af mintgrøn.

Efterfølgene tror jeg, at den kype mislykkedes fordi temperaturen ikke var høj nok undervejs. Det kunne også give mening i forhold til det mislykkede eksperiment jeg beskrev her, hvor jeg afprøvede en metode med lun temperatur over længere tid.

Åbenbart er det vigtigt at have en høj temperatur en del af tiden, og sådan er det også i den metode jeg endte med i tredje forsøg:

Jeg begyndte med at simre 25 g tørrede blade i vand (så det dækker) i 20-30 minutter. Det bulderkogte altså ikke, men boblede noget.

Hvis man vil have en ren blå skal man nu smide vandet ud og hælde nyt vand på bladene. Det gjorde jeg ikke, og beholdt dermed de gule farver, som bladene (også) indeholder.

Jeg tilsatte 5 g affarver (natriumdithionit) og ca. 1 spsk natriumcarbonat og tjekkede at pH var 9. Hvis ikke, tilsættes natriumcarbonat til pH er 9.

Kypen småkogte nu i 15-20 minutter – det virker underligt at koge kypen efter reduktionsmiddel og base er tilsat, men i det forsøg hvor jeg ikke kogte den virkede farvningen ikke!

Så tog jeg gryden af varmen og tilsatte 5 g affarver til. Jeg lod den stå til temperaturen faldt til 40-50 grader, og siede bladene fra. I mit første forsøg beholdt jeg bladene i for at få så meget ud af dem som muligt, men det kan ikke tilrådes. På dette tidspunkt er de ganske slimede, og det sætter sig fast i garnet.

Da temperaturen var 40-50 grader satte jeg den tilbage på svag varme for at holde den temperatur. På dette tidspunkt er kypen klar. Jeg lavede 3 10-minutters dyp med et garnnøgle der vejer 100 g, og det blev en glimrende turkisgrøn.

Faktisk er jeg imponeret over farveindholdet i bladene. Jeg fik fine farver af 50 g tørrede blade på 300 g garn, og en endnu klarere farve af 25 g på 100 g garn. Sidstnævnte kype var ikke tømt for indigo, for næste dag var den helt mørk, da al indigoen havde reageret med luftens ilt. Jeg havde bare ikke mere garn lige ved hånden, men kypen kunne have givet en svagere farve på endnu et nøgle garn.

Turkis fra tørrede blade af japansk indigo, her i selskab med friske og delvist tørrede blade.

Men jeg har nærmest gemt det bedste til sidst. Lysægtheden. Jeg nåede at få første nøgle fra første forsøg med i sommerens lystest. Kortet her lå i solen fra 1. juli til 1. september. Venstre side var dækket til så den ikke fik lys, højre side fik lys. Jeg kan ikke rigtig se nogen forskel på de to sider, så det er en lysægthed, der er lige så god som den for den blå indigofarve, og det er meget imponerende for en grøn farve!

Lystest af turkis fra tørrede japanske indigoblade. To måneders lys formåede ikke at blege denne farve.

PS: Jeg dyrker igen i år japansk indigo. De første blade høstede jeg d. 17. september i år, og de er ved at tørre. De er tydeligt blålige, mere end dem fra sidste år…

Read this post in English

Tricks til stribestrikning

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

Spiringstest

Sidste år høstede jeg – for første gang – frø fra mine farveplanter. I stedet for at stole blindt på dem, bestemte jeg mig for at afprøve deres spiringsevne før foråret virkelig kommer.

~

Sidste år høstede jeg frø af skønhedsøje og vajd fra haven, og det var jo ikke så overraskende. Skønhedsøje er nemlig 1-årig, og sætter masser af små frø når den afblomstrer. Min vajd groede 2. år, så også her var frø forventet.

Overraskelsen var min japanske indigo. Da jeg høstede mine sidste planter d. 24. oktober sidste år blomstrede flere af dem, og ved en indskydelse satte jeg en plante, jeg lige havde flået op med rode, i en potte og tog den indenfor. Indenfor groede den stille og roligt videre, faktisk lige indtil vi tog til London til jul – da vi kom hjem var planten død. Da jeg ville smide den ud, lagde jeg mærke til, at den havde sat en del frø. Men den har jo også stået ude, så bierne har haft adgang til den.

Frø af japansk indigo.

Jeg testede alle mine farvefrøs spiringsevne ved at lægge 10 frø i våd køkkenrulle og lægge dem i en plasticpose med zip-lukning, som jeg lagde lunt og mørkt under mikroovnen. Jeg begyndte 31. januar og lod frøene spire i en uge, og det gav:

Skønhedsøje høstet 27. september – 5 ud af 10.

Skønhedsøje høstet 24. oktober – 6 ud af 10.

Vajd – 5 ud af 10.

Japansk indigo – 9 ud af 10.

Ikke dårligt! Det var d. 7. februar, så jeg bestemte mig for, at det var for tidligt til skønhedsøje, som jeg bare såede direkte sidste år. Spirerne af skønhedsøje røg altså ud i denne omgang.

Spirerne af vajd og japansk indigo kom i små spiringspotter, og der gror de så nu. Sidste år syntes jeg nemlig, at jeg var alt for sent på den med min japanske indigo, som jeg såede d. 16. april. Mine noter er lidt sporadiske, men det virker til, at jeg lod dem gro inde i spiringspotter i en måned, og så udenfor i større potter i en måned, inden jeg plantede dem helt ud. Det må så have været midt i juni.

Forskellige kilder giver vidt forskellige råd om, hvornår spiring af japansk indigo skal startes inden døre, måske fordi de er skrevet til vidt forskellige klimaer? Rådene varierer fra tidlig maj, 2-3 uger før sidste frost til 6-8 uger før sidste frost.

Ifølge (den autoritative?) “Handbook of Natural Colorants” kapitel 7, “Indigo – Agricultural Aspects” skal japansk indigo spire inde i april og plantes ud i juni, og det er jo tilfældigvis hvad jeg gjorde sidste år (selv om jeg ikke havde læst det kapitel af bogen endnu). Bogen konkluderer så, at japansk indigo er en god afgrøde til Centraleuropa, men at vækstsæsonen er for kort i England og Finland.

Jeg forestiller mig, at jeg måske kan slå den korte vækstsæson ved at sætte gode, store planter ud tidligere end juni. Så derfor gror mine spirer altså nu videre i spirepotterne inden døre, og jeg spirer flere frø. Selv om det altså ser såden her udenfor:

Frøene spirede, men vinteren var ikke helt væk…

London

I år fejrede vi jul ved at rejse til London, i stedet for at æde os propmætte og pakke et helt vognlæs gaver ind og så pakke dem ud igen. Andre år jeg har rejst (Paris, Chicago, New York, New Delhi) omkring jule/nytårstid har jeg elsket det, og London var bestemt ingen undtagelse.

På det sidste har hver eneste interessant historie om planter, som jeg har hørt eller læst, haft Kew Gardens med i en hovedrolle (f. eks. denne radiohistorie om arbejdet med bevarelse af en sjælden bregne, som er hjemmehørende på Ascension Island). Så jeg insisterede på at tage dertil, og det lykkedes os at se en lillebitte del af haven.

Her er en smule af det, vi så om dagen:

Princess of Wales Conservatorys former
En kødædende plante, der er så stor som en voksens hånd. Hvis jeg havde vinger ville jeg givetvis flyve derind
Detalje af kanten af en kæmpeåkande. Jeg har altid haft en svaghed for denne gigantplante

Der var altså masser af fantastiske vækster, men ingen farveplanter. Det tætteste man kom på var henna, og selv om den farver både uld og hår anser jeg den ikke for en af de egentlige farveplanter.

Henna, Lawsonia inermis

Save

Museumsforretninger er altid en stor fristelse, og jeg var tæt på at købe “50 Plants that Changed the Course of History” af Bill Laws, men der var slet ingen farveplanter i, så den endte med at komme tilbage på hylden. Jeg vil måske gå med til, at krap ikke er med i top 50 over historiens vigtigste planter, men det virker ikke rigtigt at indigo ikke er med.

Om aftenen kom vi tilbage til haven til “Christmas at Kew” hvor der er pyntet med lys. Det var iskoldt og der var mange mennesker, men det var virkelig stemningsfuldt:

Lystunnellen skiftede hele tiden farve, og folk kunne ikke løsrive sig
The Hive (bikuben), en installation af kunstneren Wolfgang Buttress, set udefra sammen med oplyste træer
Inde i The Hive

Vi kunne selvfølgelig ikke tage hele vejen til London uden at besøge Loop. Jeg kiggede på deres naturfarvede garn for at se om de var mange gange lækrere end det jeg farver – jeg fandt tre forskellige, men kan med glæde rapportere, at mit eget garn er lige så lækkert. Først var der Shilashdair Luxury DK, som har intense farver, nogle af dem særdeles flerfarvede.

Så var der Linen Lace fra Artisan Yarns. Det har skønne, dæmpede farver på skinnende hør. Og det syntes jeg åbenbart også sidst jeg var i Loop, for jeg har faktisk et nøgle af det garn i min stash, som jeg ikke har strikket af endnu (fy!).

Det tredje er Plant Dyed by Mehlsen. Jeg har ikke set det garn før, til trods for at det åbenbart er fra Vestjylland. Farverne ligger da også utrolig tæt på mine egne! Måske derfor var jeg utrolig fristet til at købe noget af det, men jeg formåede at styre mig.

Det endte med bogen “Estonian Knitting 1, Traditions and Techniques” af Pink, Reimann og Joeste, en stor, lækker og velskrevet bog med et vægtigt indhold og interessante gamle fotografier. Den har desuden et langt og godt afsnit med teknikker.

Naturfarvede garner hos Loop London: Shilashdair (venstre), Artisan Yarns (midten) og Plant Dyed by Mehlsen (højre). Billeder taget med mobilen i kunstigt lys, så garnet er meget flottere

Det sidste store højdepunkt på vores tur var et besøg på Victoria og Albert Museet (V&A). I museets indgang hænger en mægtig lysekrone af den amerikanske glaskunstner Chihuly, og det er svært at sige om den er flot eller grim, men den er i hvert fald imponerende. Det synes jeg altid, hans værker er. Og så er de former, han arbejder med, meget levende i udtrykket. Jeg har tidligere set hans ting udstillet i den botanske have i Chicago og akvariet i Monterey, Californien, og i begge tilfælde talte glasset og de naturlige former, der omgav det, sammen.

Chihuly-lysekronen i V&A

På V&A så vi denne utrolige dåbskjole, som oprindeligt blev udstillet på verdensudstillingen i London i 1851. Den var virkelig svær at fange i billeder, men strikkefastheden er helt utrolig. Så småt! Museets beskrivelse fortæller bare at “Frøken Sarah Ann Cunliffe fra Saffron Walden, Essex strikkede kjolen” og at den “består af 1 1/2 million masker og ca. 5770 meter bomuldstråd”. Der står ikke noget om pindestørrelsen, men jeg gætter på 1 mm eller mindre.

Der var ikke meget lys, og jeg brugte ikke blitz, så billedet her viser slet ikke hvor smuk kjolen fra 1851 er

V&A har også en flot samling af gobeliner, og siden de er lavet længe inden 1856 kan man jo vide med sikkerhed, at alle farverne i dem er fra naturlige kilder. Så gobeliner er klart et studie værd, hvis man er bange for at naturfarver holder dårligt.

Billedet herunder viser et par detaljer fra en Belgisk gobelin fra 1718-24. De gule toner er bleget (som forventet), og de får de grønne toner til at blåne, da de er lavet ved overfarvning af gult med indigoblåt. Men blegningen virker da meget moderat – farver, der ikke bleger mere på 300 år vil jeg da godt kalde lysægte.

Blånende grønne farver i en 300 år gammel gobelin

Det eneste dårlige ved vores julerejse er, at min potteplante af japansk indigo døde mens vi var væk. Jeg hev den op da jeg høstede mine sidste planter sidst i oktober, og den har faktisk vokset og blomstret indenfor lige siden. Da jeg skar den ned kiggede jeg ind i blomsterne, og det ser ud til, at den har sat frø. Det bliver spændende at se, om de vil spire.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Høsten i hus

Jeg er endelig færdig med at høste mine farveplanter og frø, og det har været et godt år i farvehaven. Ud over vajdfrø har jeg også høstet frø af skønhedsøje. Nogle af dem høstede jeg d. 27. september, resten da jeg fjernede de sidste planter d. 24. oktober. Jeg ved ikke hvad det rette tidspunkt er til at høste frøene, men jeg får jo at se om nogen af dem spirer næste år.

coreopsisseeds
Skønhedsøjes frø. Der er masser af dem, og de er bittesmå.

Så er der min japanske indigo, som har stået flot i år. Jeg høstede de fleste af planterne (22 styk) d. 27. september og prøvede to forskellige måder at tørre bladene på.

I den første metode tog jeg bladene af stænglerne og spredte dem ud udenfor på en solskinsdag. De nåede næsten at tørre på en dag, og jeg flyttede dem ind i et opbevaringsnet før duggen faldt. De var helt tørre i løbet af et par dage.

dryjapaneseindigo
Tørring af japansk indigo i bundt. Kun det yderste af bladene tørrer på denne måde!

Den anden metode (fordi det tog så lang tid at tage bladene af stænglerne) lånte jeg fra Deb McClintock – her tog jeg bare bundter af stængler hænge til tørre indenfor, for på det tidspunkt var den første efterårsstorm og regn i gang. Efter en uge var det kun det yderste af bladene der var tørret, for de tykke stængler holder på fugten. Det er garanteret ikke et problem under Texas’ brændende sol, men det er jo ikke ligefrem Texas her hvor vi er! Det endte med at jeg måtte tage bladene af stænglerne og lade dem tørre færdig. Så selv om metode to virkede lettere, så findes der reelt kun metode et. Næste gang ved jeg, at det bare er med at smøge ærmerne op.

Resultatet var lidt over 400 g tørrede blade, som har et blåt skær. Og det er jo et godt tegn.

indigoleaves
Mine tørrede blade af japansk indigo har et blåt skær.

Resten af min japanske indigo, 8 planter circa, fik lov at vokse videre. I slutningen af september havde de nemlig blomsterknopper, og jeg ville se om de kunne blomstre, måske endda give frø. Jeg fulgte skarpt med i vejrudsigterne for at se hvornår den første nattefrost skulle komme. Og den blev forudsagt til aftenen og natten d. 24. oktober, så om eftermiddagen tog jeg ud til vores have og høstede de sidste planter. De blomstrede rent faktisk – men satte ikke frø.

indigoflower
Japansk indigo, der blomstrer sidst i oktober.

Jeg brugte den allersidste høst til et eksperiment, nemlig at prøve at udvinde indigopulver af de friske Japanske indigoblade efter metoden fra Wild Colours. Jeg tog bladene af stænglerne, vaskede dem kortvarigt, stoppede en gryde med dem og fyldte med regnvand. Jeg lod gryden stå på min varmeplade, tændt på lavt blus et kvarter hver anden time, og det holdt temperaturen omkring 35 – 45 grader. Jeg lod det stå på varmen ca. 36 timer, tilsatte så natriumcarbonat så pH blev ca. 9, og hældte væsken voldsomt frem og tilbage mellem to spande. Det rødbrune skum skulle så blive blåt (fordi indican reagerer med ilt så der dannes indigo) men der skete bare intet. Næste dag prøvede jeg at tilsætte natrium dithionit til en lille del af væsken og dyppe en garnstump, men det farvede slet ikke. Jeg smed hele eksperimentet ud. Jeg tror ikke at de meget sent høstede blade indeholdt noget indigo, men det håber jeg sandelig at mine tørrede blade gør! Udvindingen må jeg prøve igen næste år med blade, jeg høster tidligere på sæsonen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Farvehaven nu

Nu hvor sommeren går på hæld er det blevet tid til at gøre status over årets farveplanter. I år har jeg haft vajdplanter til at gro 2. år, og en håndfuld planter gav en kæmpe bunke frø, selv om jeg faktisk var nødt til at flytte dem sidste efterår. Dette her er kun nogle af frøene.

woadseeds2

 

Så har jeg også haft en række skønhedsøje (Coreopsis tinctoria), som jeg tidligere har fået flotte orange farver ud af.

coreopsiswool

 

Skønhedsøje er også en fin sommerblomst, som sætter blomster i to farver.

skonhedsoje16

 

Desværre tror jeg, at jeg har fået høstet skønhedsøje lige vel sent. Så jeg har kun taget en beskeden buket af de blomster, der stod bedst. Resten har jeg ladet stå, for at se om de sætter frø. Det tager nok lidt tid endnu, at dømme ud fra en sammenligning mellem mine afblomstrede stilke og denne fine oversigt.

I år har jeg sået vau for første gang. Jeg havde forventet høje blomsterstande, som skulle tiltrække masser af sommerfugle, men planterne står altså kun med bladrosetter. Det ser ud til, at blomsterstandene kommer næste år.

vau16

 

Jeg har også sået krap for første gang, og det har givet mig en håndfuld forvildede, sølle udseende planter. Men hvis de overlever vinteren, kan det jo være, at de får lidt bedre fat næste år.

krapplanter16

 

Til gengæld står den japanske indigo særdeles flot og frugtbart. I år vil jeg tørre bladene og prøve at farve med denne metode.

japindigo16

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Farveplanterne sået (The Dye Plants are Sown)

I dag har jeg sået en del af mine frø til farveplanter i små potter indenfor. Frosten er nemlig næsten af jorden nu…

Today, I’ve sown some of my dye plant seeds in small pots indoors. The night frost has almost gone, you see…

Sidste år havde jeg held med at gro japansk indigo og vajd fra frø, som jeg forspirede indenfor, så det gør jeg igen med japansk indigo i år. Vajd springer jeg over i år, for japansk indigo gav langt mere farve. Desuden har jeg nogle vajd-planter fra sidste år, som ser ud til at komme fint igen i år, så jeg kan få blomster og frø.

Last year, I had luck growing Japanese indigo and woad from seeds that I cultivated indoors before planting outside, so I’ll do the same again with Japanese indigo this year. I’m skipping woad because Japanese indigo has a much higher dye content. Also, I have some woad plants growing from last year, so they might flower and produce seeds.

Jeg forspirer også frø af vau og krap, og det har jeg ikke prøvet før. Vau-frøene ligner birkes, men det er altså en plante, som er nærmere i familie med kål og sennep. Den skulle have utroligt velduftende blomster andet år, så jeg håber at nå dertil!

I’m also sowing seeds of weld and madder, and that’s the first time I try those. Weld seeds look like poppy seeds, but the plant is related to cabbage and mustard. It is said to have exceptionally fragrant flowers the second year, so I hope it’ll survive that long!

seeds_txt

Krap-frøene er ret specielle, lidt kantede og klistede / Madder seeds are a bit special, angular and sticky

madderseeds

Nu er de alle i deres små potter. Krap-frøene lige under jordoverfladen, frøene af vau og japansk indigo lige på jordoverfladen, for de skal have lys for at spire.

Now, all the seeds are in their little pots. Madder seeds just under the surface, weld and Japanese indigo seeds just on the surface, because they need light in order to sprout.

Save

Blå høst (Blue Harvest)

I år har jeg dyrket japansk indigo

This summer, I grew Japanese indigo

japaneseindigoplants

og vajd

and woad

woadplants

i haven for første gang. Jeg høstede alle planterne d. 28. september (allerede længe siden, der har været gang i mange ting her i mellemtiden) undtagen nogle vajdplanter der får lov at stå andet år for at sætte frø.

in the garden for the first time. I harvested all of my plants on September 28th (already a long time ago, lots of stuff has been going on here) except the woad plants I left to let them grow a second year in an attempt to get seeds.

Efter høsten havde jeg 465 g japansk indigo-blade og 433 g vajdblade, begge pillet af plantestænglerne. Og det er da en ganske flot høst, synes jeg, fra mine små stykker land med måske 12 stk. af hver planteart.

After harvest, I had 465 g of Japanese indigo leaves stripped off the stems and 433 g of woad leaves. I’m pleased with this harvest, which came from two rather small patches of land with maybe 12 Japanese indigo plants and a similar number of woad plants.

Jeg fulgte instruktionerne i “A Dyer’s Garden” af Rita Buchanan og hældte vand, der lige var kogt, over vajdbladene (det gav en radiseagtig lugt) og 44C varmt vandhanevand over de japanske indigoblade, som jeg så varmede meget langsomt op til 71C over et vandbad (de afgav en mintagtig lugt).

Following the instructions from “A Dyer’s Garden” by Rita Buchanan, I poured just-boiled water on the woad leaves (it smelled a bit radish-like) and hot (was 44C) tap water on the indigo leaves, then heated them slowly on a double boiler to 71C. It smelled a bit minty almost.

Så siede jeg bladene fra og kom base i, her natriumkarbonat. Det var den base der lige stod i skabet (og det virker til at være ligegyldigt hvilken base man bruger, det vigtige er bare at pH’en skal op). Jeg kom 2 spsk i hver af mine gryder.

At that point, you strain the leaves out of the dye bath and add base. I used what I happened to have around the house, which was sodium carbonate (it seems that the actual base used doesn’t matter, all that matters is that you must raise the pH). I added 2 spoonfuls to each dye pot.

Og så sker magien! Ved at hælde farvebadet fra den ene beholder til den anden blander man ilt i, og det oxiderer indican til den blå form af indigomolekylet. I dette trin ændrede vajd-badet farve fra rødbrun til mørkegrøn og der kom et blågrønt skum på. Badet af japansk indigo skiftede til en klassisk indigoblå farve med et dejligt blåt skum på:

Then comes the magic! By pouring the dye bath several times from one container to another, you introduce oxygen, which oxidizes the precursor indican into the blue form of the indigo molecule. During this step, my woad dye bath changed from reddish brown to dark green and developed a blue-green foam, and the Japanese indigo bath changed to a classical indigo blue with this lovely blue foam on top:

oxidizedindigo

Efter oxidationen tilsatte jeg en skefuld natrium dithionit (reduktionsmiddel, sælges som affarver i Matas) til hvert farvebad og lod dem stå uden at røre indtil de skiftede farve til den gulgrønne tone, som reduceret indigo har. Det tog omkring en halv time. Og så var det endelig tid til at farve – jeg lod mit garn være i farvebadet ca. 20 minutter.

After oxidation, I added one spoonful of sodium dithionite (reducing agent) to each dye bath and let them stand undisturbed until they presented the yellow-green tinge that they should, which took about half an hour. Then it was time to dye! I left my yarn in the dye bath for about 2o minutes.

Som forventet var der meget mindre farve i vajd-badet, som jeg kun farvede et 100-g’s nøgle med. Jeg farvede 3 nøgler med den japanske indigo, og det sidste af dem var lige så mørkt farvet som det ene nøgle fra vajden.

As expected, there was much less color in the woad bath, which I only used for one 100 g skein. The Japanese indigo bath dyed 3 100 g skeins, and the last one was as intensely colored as the woad skein.

Så prøvede jeg at farve med bladene af både vajd og japansk indigo på små testnøgler (a 10 g) som var behandlet med alun. Jeg brugte en helt almindelig farvemetode, altså bare i et varmt, ikke kogende, farvebad en time. Og her er så alle nøglerne, jeg farvede:

I then tried the used leaves of both the woad and Japanese indigo on 10-g test skeins of alum mordanted wool, using a standard dyeing method (so just keeping it hot but not boiling for an hour). And here they all are:

indigowool

Nederst – gulgrønt nøgle er japansk indigo-blade på alunbejdset uld, det beige-laksefarvede nøgle lige over er vajdblade på alunbejdset uld. Så kommer de 3 nøgler farvet med japansk indigo, det første/mørkeste er det nederste. Allerøverst nøglet der er farvet med vajd – man kan måske skimte det grønne skær i det blå.

Bottom – yellow/green skein is Japanese indigo leaves on alum mordanted wool, the tan/beige one above is woad leaves on alum mordanted wool. Then the 3 skeins dyed with Japanese indigo, the first and darkest one is the lower one. Finally on top, the skein dyed with woad, maybe you can see its slightly green tinge mixed into the blue.

Når jeg nu beundrer disse farver, som jeg ikke bare har farvet, men også selv groet i haven, så føler jeg altså en vis stolthed. Og så er min respekt for den blå farve blevet fornyet. Jeg tror, at jeg nu påskønner hvilket besvær folk gik igennem i fortiden for farvens skyld.

Konklusionen er, at jeg helt sikkert vil gro japansk indigo igen næste år. Vajd er jeg dog ikke så sikker på – farveindholdet er altså markant mindre.

Seeing these colors that I not only just dyed, but also grew in my garden, I feel such a sense of accomplishment!!! And I have a renewed respect for blue. Imagine the trouble people went through in the past to get this color.

Conclusion: I will be growing Japanese indigo again next year for sure. I’m not sure about woad, since the dye content is a lot smaller.

 

 

Save

Save

Summer Days Dyeing

Summer finally came roaring with several days of temperatures around 30C (yea, hot for Denmark!). We’ve been outside almost all the time, except the times I’ve had to go into the house and check my dye pot on the stove.

Our garden is wonderful right now, the highlights are Sweet William (Dianthus barbatus, studenternellike in Danish)

sweetwilliam

flowering thyme with bumblebees

thyme

and elder at its midsummer best – so fragrant

elder

But I also have some potential dyes growing! Here is pot marigold (morgenfrue in Danish) which is growing everywhere in our garden because of extremely efficient self-seeding. It should give a nice yellow at some point

potmarigold

And then there is this. My woad plants. Previous attempts I’ve made were completely unsuccessful, so I’m very pleased that they are growing at all

woad

And finally, Japanese Indigo. I had to put them in a plot of hard and dry soil because we ran out of good spots, so I don’t know how they will grow. I’ve never grown them before!

japaneseindigo

But instead of just waiting around for these plants to grow, I’ve been on several good walks to gather dyestuffs.

On the very last day of June, my daughter and I ventured out to gather some of the bounty of wild growing lupines that have been flowering for the past few weeks. And it was probably good we didn’t wait any more, because most of them had already produced seeds on the lower half. I gathered just the flowers

lupinflower

150 g of purple lupin flowers went into the dye pot, and I waited for my green yarn to finish. Only it wasn’t green, but just one more yellow. A nice dusty baby yellow, but – yellow

lupindyedwool

Vi har været i haven nærmest konstant i løbet af de varme dage i starten af juli – lige med undtagelse af de gange jeg har været inde og tjekke farvegryden! Sommeren er bestemt en travl tid når der nu gror så meget man gerne vil nå at få i gryden. Jeg har forsøgt mig med vilde lupinblomster, men i stedet for den grønne farve jeg håbede på, gav de en mild gul. I vores have lyser morgenfruer og studenternelliker, og hylden blomstrer. Og så er der stadig fint med liv i mine vajdplanter og den japanske indigo. Jeg tør næsten håbe på hjemmegroet blå farve i gryden.

Save

Save

Trip to Japan – Part Two

I’m still busy digesting all the impressions from our trip to Japan, and I wrote about our visit to Tezomeya and Avril here.

But I think the highlight of the trip in terms of natural dyeing was our visit to Aizen Kobo.

It was a rainy day (and it seems that when it rains in Kyoto, it pours!) and I was almost worrying that we wouldn’t find the place before it closed – but we made it, so I won’t say anything more about the Japanese non-system of non-addresses that make it just basically impossible to find anything. Did I mention the names of small streets are not written in Latin lettering?

But we did make it, and it was really, really worth the effort. The indigo dyer Kenichi Utsuki and his wife spent a very long time showing us everything in the shop, and explaining the entire dye process. It was an honor to be able to learn about this from the master dyer himself.

aizenkobo

Kenichi Utsuki uses a traditional Japanese organic indigo vat. Japanese indigo (Polygonum tinctorium) is grown in the Tokushima area where a handful of farms still grow and compost it in the traditional way. After harvesting it in the late summer/fall, the leaves are composted in a process that ends when the the temperature becomes too low for it to continue. The indigo then makes its way to the dye pot the following year.

The traditional Japanese indigo vat is an organic fermentation vat where organic matter in the form of wheat bran and sake is added (this is the reducing agent) and the pH is raised using limestone powder and ash lye. If you want to read (a lot) more about the principles of this and other vats, I recommend the book “Indigo – Egyptian Mummies to Blue Jeans” by Jenny Balfour-Paul.

I didn’t want to leave Kenichi Utsuki’s shop without a souvenir, and after some indecision I finally decided that this shibori (tie-dye) silk scarf needed to come home with me

indigosilkscarf

And here is a close-up, you can tell where the threads of the tie-dye process were. An interesting fact is that certain families tie, and other families dye (apparently this division of labor is age-old, and come to think of it, there were similar divisions in Europe at the time of the guilds).

indigoscarfcloseup

To the uninitiated, this silk scarf may just be a normal nice scarf. But the trained eye will definitely pick out the all the hand stitching and handmade ties, and above all the dramatic deep indigo blue that can only be achieved by repeated dipping.

PS: We didn’t spend the entire holiday in Kyoto – we also went to Takayama in the mountains and to Tokyo. All the places we went to were really interesting, but Kyoto is the one that makes the number one spot on my list of places to visit again!

PPS: Not all of our trip centered around natural dyeing (although my family felt that way) and I really want to share some non-natural dyeing highlights here!

First, the alley of tori gates at Fushimi Inari Taisha (I was lucky to catch a couple of girls wearing kimonos in the frame)

fushimiinari

The Great Buddha in Nara – Ladies and Gentlemen, it’s huge:

greatbuddha

Free public foot baths – city planners everywhere ought to make this a priority:

footbath

Taking Shinkansen – I read about that train when I was a child, but didn’t really expect to really one day make it there. And if I somehow made it there, I most certainly did not expect that I would be sweating like a horse and dragging a lot of heavy luggage and screaming children. But it still exceeded expectations…

shinkansen

The thatched traditional houses of Shirakawa-go, with mountains and rice fields

shirakawago

Japanese people in all age categories heavily armed with electronic equipment

photographer

And finally the famous Shibuya crossing in Tokyo. Picture taken from the Starbucks next to it, because serious over-caffeination helps you navigate a city where changing lanes is hard when you are on foot!

shibuyacrossing

Et højdepunkt på vores nylige rejse til Japan er helt sikkert besøget hos Aizen Kobo. Indigo-farveren Kenichi Utsuki bruger den traditionelle japanske metode til indigo-farvning: komposterede blade af japansk indigo reduceres (i kemisk forstand) med hvedeklid og sake, og der dyppes i farvebadet mange, mange gange. Vi besøgte hans forretning, og han tog sig virkelig lang tid til at forklare os alt om processen! Jeg købte et vidunderligt shibori-silketørklæde (jeg fik altså overbevist mig selv om at det lå fint indenfor mit lommepengebudget). Resten af rejsen handlede altså derefter om andre ting end naturfarver – den store Buddha i Nara var et absolut højdepunkt. Ligeledes offentligt fodbad, Shinkansen og det berømte Shibuya-kryds i Tokyo.