KRAP & KALK

Mange kilder er enige om, at man skal tilsætte kalk for at få gode, røde farver fra krap. Det har jeg aldrig kunnet få til at passe, så der måtte eksperimenteres.

~

Sidste sommer brugte jeg på en masse testfarvninger, og et af temaerne var kalks indvirkning på den røde farve fra krap.

Tidligere på året havde jeg afprøvet, om jeg kunne fjerne de gule toner fra krapfarven ved at sætte krappen i blød i varmt eller koldt vand og smide det ud før farvningen, men det kan man ifølge mine forsøg ikke.

Så problemet var der stadig: at jeg med samme metode nogle gange får en god mættet rød, andre gange en mindre mættet, mere orange tone.

I de tidligere forsøg var der ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand. Den røde fra regnvand er kun en smule bedre end den fra vandhanevand, men det er fordi vandet er ret blødt her hvor jeg bor

Jeg har efterhånden hørt fra flere danske naturfarvere, at deres hårde vand ødelægger den røde krapfarve, og jeg har også tidligere set det selv, da jeg boede et andet sted med hårdt vand.

Det er bare i direkte modstrid med det, mange (mest engelsksprogede) forfattere skriver om farvning med krap: at der skal være kalk til stede for at få en god rød farve. Her er et lille udpluk fra forskellige kilder, i min oversættelse:

“Kalk eller læsket kalk tilsættes, især i områder med blødt vand.” John & Margaret Cannon: Dye Plants and Dyeing, s. 76.

“Tilsæt en spiseskefuld malet kalksten eller kalkstøv.” Rita Buchanan: A Dyer’ Garden, s. 52.

“Hvis vandet mangler kalk, så kan man få klarere farver ved at tilsætte lidt malet kalk til farvebadet.” Ethel Mairet: Vegetable Dyes, s. 42.

“Kalkpulver eller kalkvand bør tilsættes, hvis krappen er “sur”. Citat fra Hellots “Art de la teinture des laines et étoffes de laine” i Dominique Cardon: Natural Dyes, s. 113.

Og sådan kunne jeg blive ved. Kilde efter kilde peger på, at man skal tilsætte kalk, men nogle siger, at det skal gøres hvis der ikke er “nok”, eller hvis krappen er “sur”. Hos andre bruges det bare hver gang.

Jeg ved ikke hvor ideen stammer fra, men den ser ud til at have været i omløb meget længe. Hellot, som Cardon citerer, udgav “Art de la tenture” i 1750, og den har været en meget indflydelsesrig bog.

Planten, det hele drejer sig om – krap, Rubia tinctoria. Her en andetårs-plante i min have midt på sommeren.

For at prøve at gennemskue sammenhængen mellem kraps røde, kalk og vandtype, lavede jeg en serie eksperimenter på uld.

I alle tilfælde er forholdet mellem krap og uld 1:1, og farvningerne er lavet ved ca. 55 grader. Jeg blødte krappen op i vand natten over inden farvningen, og farvede i iblødsætningsvandet. Under farvningen holdt jeg temperaturen en time, og lod så garnet køle af i farvebadet til næste dag.

Først ville jeg prøve at finde ud af, om det er kalken i vandhanevand, der gør noget ved farven, eller om det kunne være noget andet i vandet, der har en virkning. Med “noget andet” tænker jeg primært på jern, som er til stede i vandhanevand, og som kan have en stor virkning på farven selv i meget små mængder.

For at have noget at sammenligne med, farvede jeg først et nøgle i vandhanevand.

Så tilsatte jeg kalk i form af perlekalk (fra et havecenter). Mængden var 4 g/L, og det svarer ca. til 2 spsk i 10 L vand. Det gav en meget let forhøjet pH på 7-8 i stedet for 7. Og hvorfor lige den mængde, tænker man måske nu. På det tidspunkt i mine eksperimenter vidste jeg ikke hvilken mængde man plejer at bruge, så det var bare et gæt. Jeg prøvede den tilsætning af kalk både til vandhanevand og regnvand.

Endelig prøvede jeg læsket kalk, som jo bekendt er stærkt basisk. Derfor neutraliserede jeg det med en stærk syre, da uld jo ikke har godt af base.

Resultatet fra første runde ses herunder. Til venstre garn, der er farvet i vandhanevand, og har den sædvanelige, lidt blege røde, som vandhanevand plejer at give. Når jeg tilsætter kalk til vandhanevandet ændrer farven sig lidt, til en lidt lidt mørkere tone, men ændringen er ikke ret stor. Med regnvand og tilsat kalk får jeg en lidt lysere tone end med vandhanevand alene. Men den ligner ganske meget, så min foreløbige konklusion er, at det er kalken i vandhanevand der påvirker farven, og ikke noget andet som jern.

For at være helt sikker, og fordi jeg havde læst at der også godt kan være jern i havekalk, afprøvede jeg også læsket kalk. Indholdet af kalk i vandhanevand, og det man kan købe som havekalk, er  CaCO3 (calcium carbonat). Læsket kalk er derimod Ca(OH)2 (calcium hydroxid) som er en stærk base. Det var svært at måle op, så jeg tog simpelthen bare noget af vandet i min spand med læsket kalk og kom det i demineraliseret vand (så der helt sikkert ikke var andre ting til stede) og neutraliserede med en stærk syre (kan ikke lige huske hvilken).

Resultatet ses længst til højre i billedet nedenfor. En meget støvet gammelrød. Så konklusionen indtil videre er at ja, kalk har en effekt, men den er i retning af mere støvede røde, ikke kraftigere røde farver. Og ja, det er kalken i vandhanevand der er skyld i effekten. Og jo mere kalk (altså jo hårdere vand), jo større effekt.

Krapfarvning i vandhanevand, vandhanevand med 4 g/L kalk tilsat, regnvand med 4 g/L kalk tilsat, og i neutraliseret læsket kalk i demineraliseret vand.

Efter første runde fik jeg mistanke om, at jeg måske havde tilsat for meget kalk. Det kunne jo være, at kalk havde en god effekt ved en bestemt lav mængde, men ødelagde farven ved meget højere mængder. Så efter at have søgt en del fandt jeg et tal på 1-2%, for eksempel i Mairets bog. De fleste bøger angiver nemlig ubrugelige mængder som for eksempel “en skefuld kalk per farvegryde”.

For at skyde med spredehagl testede jeg mindre og større koncentrationer end de 1-2 %, nemlig 0,2, 1, 5 og 10%. Resultatet er nedenfor, og var faktisk lidt uventet. Der er nemlig ikke forskel på farvning i rent regnvand og op til 5 % kalk tilsat. Ved 10 % er farven en lille smule anderledes (blegere mod det gammelrøde) men forskellen er så lille, at det ikke lykkedes at fange den på billedet.

Uld farvet med krap i regnvand uden kalk tilsat, og med 0,2, 1, 5 og 10% kalk tilsat.

Jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv om, om det var et positivt eller negativt resultat. Det siger dybest set at i relevante mængder er kalk uden virkning. Det giver ikke gode røde, men det er på den anden side harmløst.

Men hvis det ikke er rigtigt hvad de engelske bøger siger, er de danske farveres fornemmelse så rigtig? Bliver farven bedre jo mindre kalk der er? Nedenfor er en sammenligning af krapfarvning i regnvand, vandhanevand og demineraliseret vand. Der er den typiske forskel på regnvand og vandhanevand, hvor sidstnævnte er lidt dårligere end førstnævnte.

Prøven i demineraliseret vand var jeg ekstra forsigtig med. Efter bejdsningen, som jeg altid laver i vandhanevand, vaskede jeg garnet i regnvand flere gange, og det gjorde jeg også med glasset, farvningen foregik i. Den behandling gav den bedste røde i dette eksperiment, så min konklusion må være ret klar. Jo mindre kalk, jo bedre rød.

Farvning i regnvand, vandhanevand og demineraliseret vand. Den dårligste rød fås med vandhanevand, den bedste med demineraliseret.

Nedenfor alle prøver i et samlet billede, så man kan sammenligne dem direkte.

Alle testens farveprøver samlet i et billede. Alle er 1:1 krap og uld, og de kort der ligger i en gruppe er farvet samtidig i glas over et samlet vandbad.

Mit resultat er altså klart, at mindre kalk giver bedre rød. Men det efterlader stadig et mysterium. Hvorfor står der i alle bøger fra de sidste 3 århundreder, at krap farver bedre rød med tilsætning af kalk?

KRAPS FAMILIE

Krap har mange slægtninge, som også indeholder gode, røde farvestoffer. Det er planter, som er hjemmehørende i Danmark, og har været brugt langt tilbage i historien.

~

Året lakker faktisk allerede mod enden, og jeg vil prøve at samle lidt op på de mange eksperimenter, jeg har lavet.

Denne sommer ledte jeg efter så mange som muligt af kraps slægtninge. Krap, Rubia tinctoria, hører til Krap-familien (Rubiaceae), og indenfor den familie finder man også Snerre-slægten (Galium).

Snerre-arter har slet ikke lige så meget rød farve i rødderne som krap, men der findes flere vildvoksende snerre-arter i Danmark, som har været brugt historisk.

Krap-plante, der gror i min farvehave.

Den første snerre, der springer i øjnene er burre-snerre (Galium aparine). Den gror nemlig overalt! Det er den plante, der laver frøene, jeg altid bare har kaldt burrer. De runde frø er nemlig fulde af modhager, så burrerne er fantastisk gode til at hænge fast i tøj og hundepels. Hele planten har modhagerne, og her afslører slægtskabet sig virkelig, for krap har præcis de samme modhager.

Mit forsøg på at grave burre-snerre op for at få fat på rødderne sluttede dog hurtigt. Rødderne er fine som sytråd, så der skal graves virkelig meget. Rødderne siges ellers at indeholde farve, så jeg beholder planten på min måske-liste til en anden gang.

Burre-snerre i nærbillede. Man kan se de karakteristiske modhager, som får frøene til at hænge fast, og som krap-planten også er udstyret med.

Gul snerre (Galium verum), også kaldet Jomfru Marias sengehalm (på engelsk Lady’s bedstraw), er den snerre, man oftest ser omtalt som farveplante. Jeg såede den faktisk også i haven i år, frøene havde jeg bestilt fra Impecta. Jeg såede direkte på friland i foråret, men intet kom op.

Når man ikke har fundet en bestemt plante eller svamp endnu, så er den simpelthen usynlig. Men når man endelig finder den, så viser det sig tit, at den er overalt. Sådan udviklede mit og gul snerres forhold sig i sommerens løb. Da jeg endelig fik øje på den, så var den jo alle steder. For eksempel på denne magre strandeng:

Strandeng på Mols, mager og sandet jord, hvor gul snerre trives.

I den magre og sandede jord trives planten til gengæld også, side om side med blandt andet røllike og prikbladet perikon.

Gul snerre, der vokser i en hel klynge.

Desværre gav flere udflugter med skovl mig kun en meget lille håndfuld rødder af gul snerre – for lidt til at kunne vejes. Planten har nemlig, ligesom burresnerren, meget fine rødder, og de filtrer sig sammen med andre rødder, af rajgræs og lignende. Kombineret med den stenede/sandede jord, som gul snerre foretrækker, bliver det meget svært. Hvis man skal have fat på disse rødder, så skal man måske selv dyrke gul snerre i en sandet jord uden andre forhindringer. Jeg prøvede faktisk at farve med de få rødder, men det gav næsten ingen farve.

På en skovtur fandt jeg så denne plante – hvid snerre (Galium mollugo):

Blomstrende hvid snerre, fotograferet i juli.

Hvid snerre er også omtalt som farveplante, så jeg forsøgte mig igen med opgravning af rødder. Også her var det virkelig svært, for i skoven er der fyldt med trærødder, som det er umuligt at grave for. Men det lykkedes at få et par gode håndfulde rødder, mest fordi hvid snerres rødder er tykkere, og derfor nemmere at have med at gøre. Jeg gravede rødderne af hvid snerre op i skoven 9. juli. Næste dag, efter at være gjort i stand, vejede de let tørrede rødder 30 g.

Rødder af hvid snerre, en hæderlig bunke. Tydelig rød farve inden under det yderste barklag!

Jeg satte rødderne i blød i koldt vand natten over, og farvede så mine sædvanelige alun-bejdsede 12-grams nøgler Fenris for at afprøve farven. Jeg fjernede iblødsætningsvandet fordi Jenny Dean gør det, men jeg burde have sagt mig selv ud fra mine krap-eksperimenter, at det ikke var nødvendigt. Iblødsætningsvandet indeholder bare en lille mængde farve af samme art som den, der trækkes ud af roden ved opvarmning (6-gramsnøglet farvet i udblødningsvandet ligger hen over de andre nøgler i billedet nedenfor).

Jeg farvede så alun-bejdsende 12-grams nøgler i et 1. og 2. bad, præcis som når jeg farver med krap, altså ved at varme op til ca. 60 grader, og så lade garnet ligge i badet til næste dag.

Første-badet giver en overbevisende rød-orange, som ikke ville være spor overraskende, hvis det var almindelig krap man havde farvet med. Mængden af farve i hvid snerres rødder er bare mindre end i krap, men forskellen er faktisk ikke så stor, som jeg havde troet. Her er det 30 g rødder på 12 g garn, med krap ville man få sådan en farve frem med mindre end garnets vægt i krap.

Lidt overmodig smed jeg nu et stort (50-grams) nøgle i farvebadet, selv om jeg godt kunne se, at der ikke var så meget farve tilbage i det. Det var midt i juli, og jeg lod hele badet med garn stå i en krukke udenfor.

Et par gange lunede jeg det over vandbad for at hjælpe farven på vej, men ellers stod det bare. Jeg vendte i det nogle gange for at få en jævn farvning, og det fermenterede også en overgang. Både tid og fermentering vil hjælpe med at frigive farven, og jeg forestiller mig, at et garnnøgle, som suger farven til sig efterhånden som den frigives, gør, at mere af farven (alizarin, som ikke er ret opløseligt i vand) kan frigives. I hvert fald endte mit sidste nøgle, som jeg beholdt i krukken indtil 1. september (i alt  6 uger) med en fin laksefarve. Og farvebadet endte faktisk med at blive klart, så der var ikke mere farve at komme efter.

Farvning med roden af hvid snerre (Galium mollugo). 1. bad (til venstre), 2. bad (midten), og det store nøgle til højre er fermentering i 3. bad. Et nøgle farvet i iblødsætningsvandet ligger hen over de andre for oven.

Read this post in English

LET STRIKKETØJ

I sidste uge var jeg på Kunsthåndværkerdag på Museum Silkeborg. Tak til alle som kiggede forbi, hvor var det spændende at tale med så mange mennesker.

~

Der var virkelig mange, som kiggede forbi min bod. Mange drev forbi på runden i salen, og mange blev også hængende og snakkede.

To ting gik igen i det folk sagde til mig. Det ene var, at de virkelig kunne lide mine farver, og at de let kunne se, at det er naturfarver. Og ja, det er jeg helt enig i! Disse farver råber langt væk, at de er naturlige:

Min farvecirkel – blå selvfølgelig fra indigo, lilla fra cochenille-indigo overfarvning, røde fra krap, gule fra rejnfan, grønne fra indigo + planter, støvgrønne fra hele blade af japansk indigo.

Det andet, der gik igen var, at folk også godt kunne lide mine design, men at mange syntes, de var for svære at strikke. Og det vidste jeg jo egentlig godt allerede. Jeg bruger som regel midlertidige opslagninger, maskesting osv. for resultatet er bedre. Det er og bliver bedre, men jeg ved godt, at der er mange der enten synes teknikkerne er svære, eller tror de er det.

Så her kommer mit fortsæt. Jeg vil prøve at skrive lettere mønstre. Jeg er i gang med en redigering af mit Vindauga Baby-mønster,  hvor der kun bruges helt almindelige teknikker. Jeg vil beholde picot-afslagningen, for den er altså virkelig let og dekorativ. Planen er at genudgive mønsteret med en let og en udfordrende variant.

Lilla og let version af Vindauga babytæppet.

Endelig har jeg sat mit hemmelige våben på sagen. Min mor! Hun har gravet sig igennem mine garnbunker, og fundet dette frem:

Fenris farvet med indigo (til venstre), med indigo og cochenille (midten) og endelig et nøgle Norne farvet med hele blade af japansk indigo (til højre).

I første omgang har hun kastet sig over det blå-grønne nøgle Norne, som der ellers faktisk lidt stod mit navn på… Planen lyder på et retstrikket sjal, som skal være simpelt og geometrisk, så det bliver spændende at følge med i.

PS: Næste gang jeg kommer på marked er d. 2. december. Det er Designmarked i Aadalen, kl. 10 – 16, Nørreled 34, Skørring, 8544 Mørke.

 

TRICKS til STRIBESTRIKNING

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

BRISINGAMEN

Jeg har nusset med designet til denne hue i lang tid. Har strikket 3 af dem, og haft en lille hær af teststrikkere til at gennemgå mønsteret. Nu er jeg endelig klar til at udgive det!

Brisingamen foret hue – fotografier af Lars Bjertrup, Wendy Colding og undertegnede.

Brisingamen er en foret hue, med et design, som kom til verden ved at mange små brikker faldt på plads.

En brik er garnet. Jeg har længe farvet på Norne, som er et 1-trådet garn af ren uld (640 m / 100 g). Det er en smule stift, og fuldstændig perfekt til blondestrik. Jeg hader nemlig at strikke blondemønstre i glat, fint, uhåndterligt garn. Der findes masser af meget fint og dyrt garn der er sådan, og man ser at folk strikker kæmpestore sjaler af det, men det er bare ikke min kop te… Det eneste problem er, at Norne ikke er et specielt blødt garn.

Løsningen blev at strikke huens yderside i Norne. Blonden er jo (i sagens natur) fuld af huller, så foret løser to problemer: det gør huen varm, og det gør indersiden blød. Foret er nemlig strikket i et nyt garn, jeg er begyndt at farve på: Bestla, som er 65% merino og 35% silke (600 m / 100 g). Det er fantastisk blødt, selv er jeg nemlig meget følsom overfor kradsende uld, og jeg synes virkelig, det er blødt.

Den anden store brik er blondemønsteret. I sin rå form kom det fra en bog med japanske mønstre, men jeg har fiflet en del med det.

Den første version af huen, som jeg strikkede i hvid, endte med at være en børnestørrelse:

Dagmar med den første Brisingamen-hue. Hun er 7, så selv om hun har tykt hår er hendes hovede mindre end en voksens.

Den endelige version har snoninger imellem de store blondemotiver:

Brisingamen-huen i krap-farvet garn. Foto af Lars Bjertrup.

De store motiver går gradvis over i mindre former, og ender med en roset af små snoninger:

Toppen af huen.

Endelig er der forets konstruktion. Man skal jo være forsigtig med at sige, at man har opfundet noget nyt, men jeg har aldrig set andre mønstre der bruger denne konstruktion. Jeg begyndte med to midlertidige opslagninger. Efter at have strikket et lille stykke på hver, strikker jeg dem sammen. Nu strikkes huens kant fra det ene sæt masker, en vendt kant, som går direkte over i huens yderside. Senere tager man så det andet sæt masker og strikker foret derfra.

Et kig ind til foret, blødt og sømløst.

Man ender med en hue, som er dobbelt overalt. Luftig, men varm, og frem for alt blød indeni. Det bliver for meget nu, hvis jeg skriver flere gode ting, men jeg er virkelig tilfreds med denne hue.

Mønsteret kan købes på Ravelry. Hvis man gerne vil købe mønsteret, men ikke har et Ravelry brugernavn, så er man meget velkommen til at kontakte mig.

Se kits til at strikke Brisingamen-huen i min Etsy forretning. Igen, hvis man ønsker at købe et kit, men ikke har et Etsy brugernavn, så kontakt mig, så finder vi ud af noget.

Read this post in English

GRØNNE VARIATIONER

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

RØD KRAP

Krap er en af de allerældste farver, og er beskrevet i stort set alle bøger om naturfarvning. Men alle bøgerne giver forskellige metoder til at opnå den eftertragtede, mættede kraprøde farve. Der er kun en ting at gøre – eksperimentere!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter.

Resultaterne ses nedenfor:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).

Testens resultat, se forklaring over billedet.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.

EN HORDE HUER

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

London

I år fejrede vi jul ved at rejse til London, i stedet for at æde os propmætte og pakke et helt vognlæs gaver ind og så pakke dem ud igen. Andre år jeg har rejst (Paris, Chicago, New York, New Delhi) omkring jule/nytårstid har jeg elsket det, og London var bestemt ingen undtagelse.

På det sidste har hver eneste interessant historie om planter, som jeg har hørt eller læst, haft Kew Gardens med i en hovedrolle (f. eks. denne radiohistorie om arbejdet med bevarelse af en sjælden bregne, som er hjemmehørende på Ascension Island). Så jeg insisterede på at tage dertil, og det lykkedes os at se en lillebitte del af haven.

Her er en smule af det, vi så om dagen:

Princess of Wales Conservatorys former
En kødædende plante, der er så stor som en voksens hånd. Hvis jeg havde vinger ville jeg givetvis flyve derind
Detalje af kanten af en kæmpeåkande. Jeg har altid haft en svaghed for denne gigantplante

Der var altså masser af fantastiske vækster, men ingen farveplanter. Det tætteste man kom på var henna, og selv om den farver både uld og hår anser jeg den ikke for en af de egentlige farveplanter.

Henna, Lawsonia inermis

Save

Museumsforretninger er altid en stor fristelse, og jeg var tæt på at købe “50 Plants that Changed the Course of History” af Bill Laws, men der var slet ingen farveplanter i, så den endte med at komme tilbage på hylden. Jeg vil måske gå med til, at krap ikke er med i top 50 over historiens vigtigste planter, men det virker ikke rigtigt at indigo ikke er med.

Om aftenen kom vi tilbage til haven til “Christmas at Kew” hvor der er pyntet med lys. Det var iskoldt og der var mange mennesker, men det var virkelig stemningsfuldt:

Lystunnellen skiftede hele tiden farve, og folk kunne ikke løsrive sig
The Hive (bikuben), en installation af kunstneren Wolfgang Buttress, set udefra sammen med oplyste træer
Inde i The Hive

Vi kunne selvfølgelig ikke tage hele vejen til London uden at besøge Loop. Jeg kiggede på deres naturfarvede garn for at se om de var mange gange lækrere end det jeg farver – jeg fandt tre forskellige, men kan med glæde rapportere, at mit eget garn er lige så lækkert. Først var der Shilashdair Luxury DK, som har intense farver, nogle af dem særdeles flerfarvede.

Så var der Linen Lace fra Artisan Yarns. Det har skønne, dæmpede farver på skinnende hør. Og det syntes jeg åbenbart også sidst jeg var i Loop, for jeg har faktisk et nøgle af det garn i min stash, som jeg ikke har strikket af endnu (fy!).

Det tredje er Plant Dyed by Mehlsen. Jeg har ikke set det garn før, til trods for at det åbenbart er fra Vestjylland. Farverne ligger da også utrolig tæt på mine egne! Måske derfor var jeg utrolig fristet til at købe noget af det, men jeg formåede at styre mig.

Det endte med bogen “Estonian Knitting 1, Traditions and Techniques” af Pink, Reimann og Joeste, en stor, lækker og velskrevet bog med et vægtigt indhold og interessante gamle fotografier. Den har desuden et langt og godt afsnit med teknikker.

Naturfarvede garner hos Loop London: Shilashdair (venstre), Artisan Yarns (midten) og Plant Dyed by Mehlsen (højre). Billeder taget med mobilen i kunstigt lys, så garnet er meget flottere

Det sidste store højdepunkt på vores tur var et besøg på Victoria og Albert Museet (V&A). I museets indgang hænger en mægtig lysekrone af den amerikanske glaskunstner Chihuly, og det er svært at sige om den er flot eller grim, men den er i hvert fald imponerende. Det synes jeg altid, hans værker er. Og så er de former, han arbejder med, meget levende i udtrykket. Jeg har tidligere set hans ting udstillet i den botanske have i Chicago og akvariet i Monterey, Californien, og i begge tilfælde talte glasset og de naturlige former, der omgav det, sammen.

Chihuly-lysekronen i V&A

På V&A så vi denne utrolige dåbskjole, som oprindeligt blev udstillet på verdensudstillingen i London i 1851. Den var virkelig svær at fange i billeder, men strikkefastheden er helt utrolig. Så småt! Museets beskrivelse fortæller bare at “Frøken Sarah Ann Cunliffe fra Saffron Walden, Essex strikkede kjolen” og at den “består af 1 1/2 million masker og ca. 5770 meter bomuldstråd”. Der står ikke noget om pindestørrelsen, men jeg gætter på 1 mm eller mindre.

Der var ikke meget lys, og jeg brugte ikke blitz, så billedet her viser slet ikke hvor smuk kjolen fra 1851 er

V&A har også en flot samling af gobeliner, og siden de er lavet længe inden 1856 kan man jo vide med sikkerhed, at alle farverne i dem er fra naturlige kilder. Så gobeliner er klart et studie værd, hvis man er bange for at naturfarver holder dårligt.

Billedet herunder viser et par detaljer fra en Belgisk gobelin fra 1718-24. De gule toner er bleget (som forventet), og de får de grønne toner til at blåne, da de er lavet ved overfarvning af gult med indigoblåt. Men blegningen virker da meget moderat – farver, der ikke bleger mere på 300 år vil jeg da godt kalde lysægte.

Blånende grønne farver i en 300 år gammel gobelin

Det eneste dårlige ved vores julerejse er, at min potteplante af japansk indigo døde mens vi var væk. Jeg hev den op da jeg høstede mine sidste planter sidst i oktober, og den har faktisk vokset og blomstret indenfor lige siden. Da jeg skar den ned kiggede jeg ind i blomsterne, og det ser ud til, at den har sat frø. Det bliver spændende at se, om de vil spire.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele!

Se projekter på Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save