Hypogymnia nedfalds-lav

Lommer fulde af nedfalds-lav er ofte resultatet af mine gåture. Et af de almindelige fund under træer er to arter af kvistlav (Hypogymnia), som er gode arter at farve med.

~

Nedfalds-lav er perfekt at farve med, da det ikke gør nogen skade at samle nedfaldet op. Jeg skriver derfor en lille serie af indlæg om de forskellige arter af lav, der typisk findes i nedfaldet, og har tidligere skrevet om Ramalina fastigiata.

Denne gang skal det handle om Hypogymnia physodes (almindelig kvistlav) og Hypogymnia tubulosa (finger-kvistlav), to almindelige arter, som er tæt beslægtede (og derfor har delvist samme navn). De ligner da også hinanden meget – begge er grå-grønne og foliose (fladtrykte, bladagtige).

Hypogymnia physodes, som her gror ud over en lille gren, har flade lober, evt. med soredier på den yderste del. Soredier er en af lavets måder at formere sig på (se mere her), og gennembryder lavets overflade mange små steder, så den ser grynet eller pulveragtig ud. Hos Hypogymnia-arter sidder soredierne på undersiden, som er foldet op yderst på loberne, så den grynede overflade kan ses:

Hypogymnia physodes dækker en lille gren. Detalje til højre, hvor den grynede overflade pga. soredierne på de opfoldede lober kan ses.

Hypogymnia tubulosa ligner physodes meget, men har hule lober. I højre side af dette billede har jeg skåret en lobe over, så man kan se at det er tilfældet:

Hypogymnia tubulosa med en overskåren lobe til højre.

Begge arter er meget almindelige, og gror mange steder, inklusive på træer, sten og træværk. De kan lide at gro på sure underlag, og Dobsons “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” fortæller, at Hypogymnia physodes er en af de arter, der er mindst følsom overfor svovldioxid-forurening. Hypogymnia tubulosa er lidt mere følsom.

Nogle gange kan der være stor forskel på farveindholdet i arter, der ellers ligner hinanden meget. Jeg bestemte mig for at teste, om de to arter giver samme farve.

Jeg brugte ubejdset garn, for lav-farver er jo substantive. I et farvebad fra 9 g Hypogymnia tubulosa røg der et 12-grams Fenris (ren uld) og et 5-grams Bestla (merino-silke) testnøgle. Jeg lavede et farvebad af 15 g Hypogymnia physodes, og deri 2 12-grams Fenris og et 5-grams Bestla testnøgle. Altså halvt så meget lav som garn i begge tilfælde. Det ene nøgle Fenris modificerede jeg så i et efterbad med jern.

Begge slags lav giver samme farve, den fine, støvede gule, som er helt klassisk for BWM (boiling water method) lav. Der er altså ingen grund til at sortere Hypogymnia physodes og tubulosa. Merino-silken tager en lille smule mindre imod end den rene uld, mens et efterbad i jern gør farven meget mørkere og drejer den over i det grønne.

Til venstre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia tubulosa. Til højre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia physodes, yderst til højre et nøgle ren uld hvor sidstnævnte farve er modificeret med jern.

Nedfalds-lav

Nedfalds-lav er perfekt til naturfarvning, det gør nemlig ingen skade at samle det nedfaldne lav op – det kan alligevel ikke gro videre. Tue-grenlav er en af de almindelige arter, som også er let at genkende.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden.

Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

Lav, der trækker i 1% ammoniak.

For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm.

I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sommeren regnfuld gik

Trods regnen har vi oplevet en masse denne sommer både hjemme i det midtjyske og på vores store rejse til Himmerland. Og så har planter og svampe kvitteret for regnen i hobetal.

Skovsnogen Artspace hvor den fine kunst ikke skal rådne inden døre, men spiller sammen med skoven omkring den.

skovsnogen

 

Det lykkedes min mor at blive færdig med et par projekter med garn, som jeg har farvet – et Elizabeth-sjal efter mønster af Dee O’Keefe i krapfarvet Einband. Den islandske uld er selvfølgelig fantastisk at strikke med og gå med, men den tager også virkelig godt og smukt imod farven. Hun strikkede også et par sokker efter Laurel-mønsteret af Wendy D. Johnson i sokkegarn, jeg har farvet med indigo og et lille stænk cochenille for at få en lilla tone.

wendyknitting
Vi var på udflugt til Rebild Bakker. Fårene passer perfekt ind i landskabet, og det er jo også deres græsning, der vedligeholder heden (blåbær spiser de til gengæld ikke). Jeg kan ikke huske at have set sådan et stejlt landskab andre steder i Danmark, det er utroligt hvad istidens smeltevand har udrettet.

rebild_bakker
Rold skov ligger lige ved siden af, og her så vi de specielle, gamle bøgetræer, kaldet purker. De er forkrøblede og mangestammede, fordi de blev skåret ned igen og igen til brænde. Faldne stammer får lov at rådne, så svampe og insekter får lidt tiltrængt habitat.

roldskov
Biodiversitet fandt vi også på Livø. Vi var på rundvisning i det økologiske forsøgslandbrug som Naturstyrelsen driver. De eksperimenter er med dyrkningsformer til økologi og glutenfrie afgrøder som quinoa og boghvede.

Det er jo dejligt at se en kornmark, der er fuld af andre planter, såsom kløver og kornblomster. Jeg har altid godt kunnet lide kornblomster, men jeg ser dem på en ny måde efter at have læst om farven i “Handbook of Natural Colorants” af Bechtold & Mussak. Den skyldes nemlig et supramolekylært kompleks af cyanidiner og flavoner med metalioner (Mg2+ og Fe3+) som samles ved self-assembly. Det er derfor, at man ikke kan udvinde den blå farve af kornblomster for at farve med den – komplekset falder fra hinanden, og de enkelte dele har ikke nogen farve. Det kan måske også være tilfældet med andre stærke farver, der ikke kan udvindes? Erindringen om fiasko med violet ametysthat melder sig.

livø
Jeg kunne selvfølgelig ikke gå så meget udenfor en hel sommer uden at lede efter lav. Jeg har foræret mig selv to bestemmelsesnøgler, den ene et simpelt lille hæfte fra Svampeforeningen: “Laver i Tisvilde Hegn” af Hørnell, Jeppesen og Søchting. Jeg fik det til 30 kr fordi det næsten er udsolgt, og det er et godt lille hæfte med gode billeder af de mest almindelige lavarter. Den anden er meget mere detaljeret/akademisk (og meget dyrere); “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” af Dobson.

Det er umuligt at gå udenfor døren uden at se de allermest almindelige lavtyper: almindelig slåenlav (Evernia prunastri), tue-grenlav (Ramalina fastigiata),  almindelig væggelav (Xanthoria parietina) og almindelig kvistlav (Hypogymnia physodes). Dem har jeg allerede afprøvet til farvning, så ikke mere om dem her. Denne sommer koncentrerede jeg mig om laver af familien Cladonia, som på dansk hedder bægerlav og rensdyrlav.

Den tragtformede lav øverst til venstre på billedet herunder har jeg tit set på jorden og på dødt træ, og jeg mener, det er bleggrøn bægerlav (Cladonia fimbriata). Jeg har ikke prøvet at indsamle den, for jeg kan ikke helt overskue hvordan man skulle plukke den – et bæger ad gangen? (Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” nævner den heller ikke).

Så er der rensdyrlaverne, som jeg indtil for nyligt troede, var mos. Men man bliver jo heldigvis aldrig for gammel til at lære noget nyt. Øverst til højre er det hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa), som er meget almindelig. Den har jeg samlet lidt ind af til at farve med.

Nederste række er laver, jeg kun har set et enkelt sted i denne sommers løb, så dem har jeg kun fotograferet. Man skal aldrig plukke en lav, hvis man ikke ved om arten er sjælden. Til venstre mener jeg, det er askegrå rensdyrlav (Cladonia rangiferina) og til højre træfods-bægerlav (Cladonia coniocraea). Casselman nævner askegrå rensdyrlav som en bwm-lav (boiling water method), der skulle farve rødbrun eller brun, men den er måske mere udbredt andre steder.

cladonia
Nu er vi hjemme igen, og jeg er i gang med forberedelserne til det kursus i naturfarvning, jeg skal stå for i Herning weekenden d. 1. og 2. oktober. Se mere her, hvor man også kan tilmelde sig.

PS: Follow my blog with Bloglovin

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Gåture i marts

Vejret i marts har faktisk ikke været dårligt. Godt og dårligt vejr afhænger jo som bekendt udelukkende af, hvad ens forventning er. Mig er det er lykkedes at sidde udenfor og strikke i solen et par gange allerede, og så har vi også været på flere gode gåture. Der gror ikke så meget nyt endnu, så alt det spændende lige nu er lav og svampe, som gror på træstammer.

Her er det for eksempel almindelig slåenlav (Evernia prunastri) som hygger sig ud over en stamme. Jeg samlede ikke noget denne gang, men tidligere har jeg farvet med den. Man skal bruge ammoniakmetoden, og kan få nydelige lyserøde toner med den.

everniaprunastri

Vi var nede at se til Gudenåen, som var gået temmelig meget over sine bredder først på måneden. Siden er den allerede faldet noget igen.

gudenaa

Ikke langt derfra har vi lånt et stykke have, og d. 28. februar fik jeg de første frø i jorden, nemlig farve-visse. Før det havde jeg haft dem i fryseren i 2 uger, de skal nemlig have kulde for at komme ud af dvalen. Sådan gjorde jeg ikke sidste år, og der lykkedes det mig slet ikke at få dem til at spire. Jeg håber det duer i år.

Det er også lykkedes at komme en tur i skoven, hvor der var masser af fund at gøre trods årstiden.

Her er det en masse kogler med skællene, som vi fandt under et træ. Det er et egern der har været på spil, det kan man se fordi der stadig sidder lidt fnuller tilbage på koglens stilk. Hvis det havde været mus, så ville stilken være gnavet helt ren.

egernkogler

Så var der judasøre (Auricularia auricula-judae), som egentlig godt kan spises. Men de var altså lidt slimede, så vi lod dem sidde.

judasøre

Et helt perfekt blad, hvor alt kødet var væk, og alle ribberne indeni var blevet tilbage (min datters fund).

blad

Og så denne træstamme, hvor ormenes gange fra dengang, den havde bark, er blotlagt. Bare jeg kunne strikke det mønster…

træstamme

Endelig fandt jeg en hel masse fyrre-korkhat (Gloeophyllum sepiarium), som primært gror på dødt nåletræ. Den kan også lide forarbejdet træ som her:

fyrrekorkhat1

Her ses nogle gamle hatte, der gror faktisk lav på dem

fyrrekorkhat3

Og her gror den på fine rækker, ud af sprækkerne i stammen

fyrrekorkhat4

Her ses svampens underside. Det ser ud til, at den har lameller, men det er altså en poresvamp, hvor porerne bare er meget aflange.

fyrrekorkhat2

Fyrre-korksvamp skulle være en ganske god farvesvamp til brunt, så jeg høstede mig en fin lille fangst af svampen. Mere følger om det!

Save

KRUKKER med LAV

Farvning med lav er en langsom disciplin – kun overgået af, hvor langsomt selve lavet gror…

Sidst i februar startede jeg to krukker med lav, en med almindelig slåenlav (Evernia prunastri) og en med tue-grenlav (Ramalina fastigiata) – det er jeg ret sikker på, er de rette artsbestemmelser.

lichens
Almindelig slåenlav (til venstre) og tue-grenlav (til højre).

Det er vigtigt at nævne, hvordan jeg har indsamlet dette lav. Tue-grenlavet er alt sammen nedfald fra et enkelt træ som voksede på legepladsen tæt på vores hus. Hver gang jeg gik der, fandt jeg noget nedfaldslav, ofte fyldte jeg begge lommer.

Men forleden da jeg gik forbi var træet blevet fældet! Det, og alle andre træer i nærheden!! Jeg håber, at der er nogle byplanlæggere et eller andet sted, der virkelig skammer sig.

Det meste af den almindelige slåenlav er også nedfald, men lidt af det er plukket på skovture til skove, hvor arten gror så voldsomt, at de fleste træer er dækket af et tykt tæppe. Og så er det i orden at plukke lidt.

Almindelig slåenlav er en velkendt art til farvebrug, og bruges også som bestanddel til mange parfumer. Ikke mærkeligt, for den dufter vidunderligt, ligesom alle de andre lavarter jeg har været tæt på. Jeg kom 25 g af den i et glas.

Tue-grenlav bliver ikke nævnt i kapitlet om lav i “Vegetable Dyes” af Ethel M. Mairet, en overraskende brugbar bog fra 1916, som man kan læse gratis hos Gutenberg-projektet.

Karen Diadick Casselman nævner den heller ikke direkte i “Lichen Dyes, The New Source Book”, men hun nævner Ramalina-arterne generelt som kilder til rød/pink med ammoniakmetoden. Jeg kom 20 g tue-grenlav i et andet glas.

Derefter fylder man 1% ammoniak på glassene så det dækker. Den almindelige ammoniak fra supermarkedet er 8%, så man fortynder bare med vand.

Og så kommer den kedelige del!

Lavet skal nemlig stå i ammoniakken i ugevis. Hver dag tager man låget af så der kan komme luft ind, og glassene skal rystes tit og godt for at få indholdet iltet. Casselman advarer igen og igen om, at farven ikke udvikler sig, hvis man ikke ilter ordentligt.

Jeg var meget pligtopfyldende med rysteriet indtil først i april, hvor jeg besluttede mig for at afprøve farverne.

Fra hvert glas tog jeg en mængde væske, som skulle svare til 5 g lav. Fra glasset med tue-grenlav, som indeholdt 20 g lav, var det 1/4 af væsken eller ca. 100 mL. Fra glasset med alm. slåenlav, som indeholdt 25 g lav, var det ca. 1/5 af væsken.

Jeg fortyndede væskerne så de dækkede garnet, og kom dem så i glas, som jeg varmede i vandbad.

Det er en god metode til meget små farvebade, og en ekstra god ide i dette tilfælde hvor pH er over 10 selv efter fortynding. Så mener jeg nemlig det er ekstra vigtigt at varme forsigtigt, så ulden ikke bliver beskadiget:

doubleboiler
Små farvebade, der varmes på vandbad.

Jeg varmede forsigtigt i en time, og tog så ulden ud af farvebadene i stedet for at lade den ligge til næste dag, som jeg ellers plejer. Den høje pH over mange timer ville nemlig æde ulden.

Dette første forsøg gav to nøgler i mellem-pink toner, som er meget fine, synes jeg. Alm. slåenlav-farven er brunere end den fra tue-grenlav, sidstnævnte er virkelig baby-pink:

lichenwoolapril
Uld farvet med alm. slåenlav (øverst) og tue-grenlav (nederst) efter at lavet har været i ammoniak eet par måneder.

Efter det første forsøg lod jeg glassene stå igen, til sidst i juni. Men i den sidste tid var jeg vist ikke så pligtopfyldende med at få indholdet iltet.

D. 21. juni bestemte jeg mig for at slutte eksperimentet.

Jeg filtrerede resten af væsken i hver glas, og målte pH. Den var, som forventet, 10-11. Jeg delte væsken fra hvert glas op i to, og lod den ene del være som den var, mens jeg neutraliserede den anden halvdel. Jeg brugte ca. 1 del 37% eddikesyre til 5-8 dele farvebad, for det var lige hvad jeg havde ved hånden.

Så brugte jeg samme system med vandbadet som første gang. Nøglerne i høj pH tog jeg ud efter en time, dem i de neutrale bade blev liggende i badet til næste dag. Og resultatet:

lichenwooljune
Fra højre til venstre – 1: Alm. slåenlav fra april, 2: Tue-grenlav fra april, 3: Alm. slåenlav høj pH, juni, 4: Tue-grenlav høj pH, juni, 5: Alm. slåenlav neutral pH, juni, 6: Tue-grenlav neutral pH, juni.

Nøgle 3 og 4 er en gentagelse af nøgle 1 og 2 efter at farven har fået et par måneder mere. Jeg ved ikke helt, hvorfor farven var bedre i april. Fordi jeg begyndte at glemme at ryste glassene? Eller er resultatet påvirket af, at jeg brugte alunbejdset garn i april med ubejdset i juni? Det burde ikke påvirke farver fra lav, da de er substantive, men man ved aldrig.

De neutraliserede farvebade gav mere intense farver, men de er ovre mod det brune i stedet for pink. Fine farver, men man kan få ca. det samme fra avocado med en meget mindre indsats.

Alt i alt er jeg meget tilfreds med mine første forsøg med disse lavarter, men der er mange forbedringer at afprøve.

Jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang jeg forsøger mig med disse typer lav. Faktisk lader jeg aldrig lav ligge på jorden når jeg finder det på mine gåture, så jeg har et lager til at sætte de næste eksperimenter i gang snarest!

 

 

 

 

Save

Save

The Faintest Pink

Once your eye adapts to spotting lichens, there is one in particular that beckons to you from just about everywhere – bright yellow Xanthoria parietina, growing on stones, fences, and branches.

It’s even in my holiday snapshots from last year, taken at Dybbøl, where the Germans beat the Danish army back to the stone age in 1864. Xanthoria parietina is the yellow splotches on these big boulders my daughter is posing on:

dybboel

And here is a branch with the lichen up close:

xathoria

The color of the lichen can actually vary quite a bit. The Wikipedia entry says that the deep yellow color is caused by the pigment parietin, which has a biosynthesis that is light dependent because parietin is actually the lichen’s UV protection. I have indeed often seen intesting lichens growing in the shade, and stepped closer just to find that it was actually a green-grey version of Xanthoria parietina.

The yellow parietin reacts with KOH to give red, one of the standard test one can make when typing lichens. I don’t know the exact chemistry, but I am guessing the same should happen when you steep it in ammonia?

Parietin, Wikipedia informs us, is also found in the roots of curled dock (Rumex crispus, kruset skræppe in Danish). Jenny Dean lists the roots of curled dock, dock, and sorrel as sources of reddish browns, but I’m not sure if that has anything to do with its parietin content.

But back to Xanthoria parietina. Irish lichens (one of my favorite web sources on lichens) tells us that it is a very pollution-resistant lichen. It seems to be spreading, and is even considered invasive by some people, so this one is fine to gather whenever you find it.

I have kept a jar of Xanthoria parietina since November 15th last year. It contained 42 g of lichen in ammonia (I buy the ordinary one at a supermarket and dilute it to 1%).

I try to remember to shake my jars of lichens. The book I read on the topic, Karen Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” returns to the point several times: “Aeration is important”, “Vats ignored […] may not develop properly” and so on.

But in real life, of course, it’s hard to remember. It only takes moments to take the lid off, replace it, and shake the jar, but like flossing and taking vitamins, initial determination can quickly wear off. Some weeks I may have shaken this jar every day, but at least half of the time, it’s just been on its own.

The dyeing process, on the other hand, is easy. Just pour the liquid into the pot and dye the yarn in it over gentle heat. My 10 g test skein came out a faint, but pretty, pink:

xanthoriaskein

and this is actually the best color that I have achieved with Xanthoria parietina. I think it’s a pretty color, although you are actually supposed to turn it blue by exposing the wet skein to sunlight. I tried that with a similar skein, but the blue tone it turned into was so faint that it was white that just felt a bit blue… My guess is that the initial pink should be very strong in order to get a good blue – this is also based on the photos that mycopigments posted here.

I suspect that the shift to faint blue will eventually happen if the yarn is exposed to sun at all (photo-oxidation). Red2white shows a series of light tests here, and in addition to color loss, there is also a change towards blue. But faint and possibly also quite fugitive – good blue can only come from indigo!

In conclusion, the dye from Xanthoria parietina is fun to play with, but not lightfast. I still find myself planning out more experiments, so next time I pass a yellow branch, something will go into my pocket (for a lovely day of acetone extraction perhaps?)

FACTS – Xanthoria parietina

Mordant 10% alun*

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 1:4

Conclusion The color is pretty, but faint. And it is not lightfast

Possible improvements More diligent vat-shaking – more efficient aeration should develop the dye better. And maybe ripping the lichen into smaller pieces will also help extraction? According to Casselman, lightfastness improves if the yarn is dried before the dye is rinsed out

*Alun mordanting should not be necessary when working with lichen dyes, as they are substantive = able to bond to animal fibers by themselves. But I just had some mordanted skeins on hand, and it doesn’t interfere, either.

Lav-arten Xanthoria parietina bør, efter extraction i ammoniak, give en pink farve som skifter til blå i direkte sol. Jeg har prøvet at få denne blå frem tidligere, uden held. Denne gang har jeg ladet garnet tørre uden sol og fået en svag fin lyserød farve.

Gradient Hat

I’m in hat knitting mode right now! As soon as this hat was finished, I had the next one on the needles. The pattern, a Danish one called “hue 1” (that just means hat 1, the book has more than one hat) really makes my brain go berserk with color scheme after color scheme.

hatfromside

I’ve cheated a bit since I didn’t only use naturally dyed yarns for this project: the black background consists of different commercial yarns from my stash.

FACTS – GRADIENT HAT
Pattern hat 1 by Lone Gissel and Tine Rousing, Nordiske masker
Yarn Supersoft 100% wool 575 m/100 g (plus some commercial stuff)
Needle 4.5 mm
Colors Privet berries (from our garden, winter) Indigo + tansy (bought + collected from the roadside, summer) Reed flowers on grey yarn (collected from the seaside, summer) Yarrow (collected from the roadside, summer) Mixed lichens (collected in the forest – this was bits and pieces I couldn’t type and in the end just swept into the dye pot) Parmelia sulcata (a lichen, collected in the forest) Dyer’s polypore (Phaeolus schweinitzii) (a mushroom, collected in the forest, fall).
Conclusion Love it! The colors, the fit, the fox fur
hatalone
It’s often been said that any naturally dyed colors fit together, and I do think that is the case. I did take some care lining up colors that blended well one into the other, but they were not very hard to find in my big basket.
Another observation: I think natural dyeing is the best kind of yarn tourism. When I look at the hat and its colors, I’m immediately taken back to the places where I collected the dye stuffs.Well, not so much the privet berries from our garden, but other wonderful places we walked during the nicest months of 2014.Just one example. The reed flowers are from our august summer vacation in the southern part of Denmark, right on the border with Germany. I picked my flowers by the ocean, and I just had some fun trying to find the exact spot on the map. And I did it! The exact coordinates are 54.894576, 9.626491, and you can even see the mass of reed growing there when you use the max zoom of the map… Right next to a tiny harbor where you can stand on the planks and watch crabs hurrying around on the bottom. And when you look over the water, you can see Germany. Imagine, all that worn on a hat in the form of a stripe of yellow-green yarn!
Mønsteret til hatten er er fra Nordiske Masker af Lone Gissel og Tine Rousing, og det mønster bliver ved med at køre rundt i mit hovede i forskellige farvekombinationer! Her har jeg strikket den på en sort baggrund som er fabriksgarn, jeg havde liggende. Regnbuen fra grøn til varm gul er mine egne naturfarvede nøgler.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save