Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Indigo-farvning med fruktose

indigo_pincushion

Det er efterhånden længe siden allerede at jeg strikkede denne lille nålepude, det håndfaste bevis på mine eksperimenter med organisk indigo-farvning… Den er strikket i Fenris 100% uld, 450 m/100 g.

Mønsteret er gratis, Peerie Pin Cushion af Ellen Kapusniak. Det var meningen, at man skulle sy den sammen, men jeg klarede det selvfølgelig med maskesting.

Jeg plejer at farve med indigo med natriumdithionit (sælges i Matas som affarver) som redutionsmiddel, og det fungerer altid godt. Jeg har aldrig været ude for det man kalder crocking, nemlig at farven skaller af og ikke binder på fiberen. Men den kemiske indigogryde stinker, og jeg er ikke meget for at have den under samme tag som mine børn.

Endnu et problem med det skrappe reduktionsmiddel er, at jeg ikke kan få farven til at bygge op ved flere dyp. Det er et kendt problem med denne metode. Farvebadet er nemlig lige så godt til at deponere farve på garnet, som det er til at strippe farven af igen.

Og så var jeg også inspireret af mit besøg hos naturfarver Kenichi Utsuki (Aizenkobo) til at prøve den ægte indigo-gryde. Han har kun foragt tilovers for indigo-farvning der – selv om den godt nok bruger naturlig indigo – bruger en farvemetode der bygger på kemi der lige er hældt i. Ifølge ham, så skal man have den langsomme opbygning af lag efter lag af farve for at få en dyb, kompleks farve med god lysfasthed.

Jeg prøvede fruktose-farvning, ved at bruge forholdet fundet i Maiwas instruktioner (man kan se et andet sæt instruktioner her). Her bruger man fruktosen som reduktionsmiddel, den hører nemlig til de reducerende sukre. Det er slet ikke lige så potent som dithionitten.

Opskriften lyder 1 del indigo, 2 dele kalk (købt i Jem og Fix, det er Ca(OH)2 vi taler om) og 3 dele fruktose (købt hos Bulkpowders, selv om jeg synes det er lidt pinligt at få en pakke leveret der står det navn på. Altså, jeg ligner jo ikke ligefrem en bodybuilder).

Først prøvede jeg med 5 g indigo (selv om Maiwas opskrift siger 20 g, for jeg troede man kunne skalere det hele), men det gav meget lidt farve på garnet, og en hel masse blåt på bunden af gryden. Man kan faktisk godt se på billedet nedenfor at farven er ganske svag i gryden.

indigovat

Senere forklarede de dygtige naturfarvere på Ravelry mig at fruktose-metoden ikke er skalerbar. Altså, man skal mindst bruge 20 g indigo, og det går i virkeligheden ud på at starte en levende reduktionsproces, som man over flere måneder kan fodre med mere fruktose og base.

Så jeg prøvede at skalere op, men det duede stadig ikke som jeg kunne tænke mig det. Jo, jeg farvede garn blåt, men mængden af blå, jeg fik ud af gryden stod ikke mål med hvor meget indigo jeg tilsatte. Og der var stadig masser af blåt på bunden af gryden.

Så nu står det på min store farve-ønskeseddel af blive herre over denne proces, og køre den længere, så jeg måske kan få reduceret noget af alt det på bunden. Processen skal gerne blive levende, og så går det ud på at dyppe igen og igen og igen for at få den ægte dybe indigofarve!

Jeg vil i hvert tilfælde prøve fruktose-metoden igen på et tidspunkt, for den er langt mere miljøvenlig end metoden med natriumdithionit, og så ligger den også meget tættere på de traditionelle fermenteringsmetoder til indigofarvning.

yarn

Save

Save

Trip to Japan – Part Two

I’m still busy digesting all the impressions from our trip to Japan, and I wrote about our visit to Tezomeya and Avril here.

But I think the highlight of the trip in terms of natural dyeing was our visit to Aizen Kobo.

It was a rainy day (and it seems that when it rains in Kyoto, it pours!) and I was almost worrying that we wouldn’t find the place before it closed – but we made it, so I won’t say anything more about the Japanese non-system of non-addresses that make it just basically impossible to find anything. Did I mention the names of small streets are not written in Latin lettering?

But we did make it, and it was really, really worth the effort. The indigo dyer Kenichi Utsuki and his wife spent a very long time showing us everything in the shop, and explaining the entire dye process. It was an honor to be able to learn about this from the master dyer himself.

aizenkobo

Kenichi Utsuki uses a traditional Japanese organic indigo vat. Japanese indigo (Polygonum tinctorium) is grown in the Tokushima area where a handful of farms still grow and compost it in the traditional way. After harvesting it in the late summer/fall, the leaves are composted in a process that ends when the the temperature becomes too low for it to continue. The indigo then makes its way to the dye pot the following year.

The traditional Japanese indigo vat is an organic fermentation vat where organic matter in the form of wheat bran and sake is added (this is the reducing agent) and the pH is raised using limestone powder and ash lye. If you want to read (a lot) more about the principles of this and other vats, I recommend the book “Indigo – Egyptian Mummies to Blue Jeans” by Jenny Balfour-Paul.

I didn’t want to leave Kenichi Utsuki’s shop without a souvenir, and after some indecision I finally decided that this shibori (tie-dye) silk scarf needed to come home with me

indigosilkscarf

And here is a close-up, you can tell where the threads of the tie-dye process were. An interesting fact is that certain families tie, and other families dye (apparently this division of labor is age-old, and come to think of it, there were similar divisions in Europe at the time of the guilds).

indigoscarfcloseup

To the uninitiated, this silk scarf may just be a normal nice scarf. But the trained eye will definitely pick out the all the hand stitching and handmade ties, and above all the dramatic deep indigo blue that can only be achieved by repeated dipping.

PS: We didn’t spend the entire holiday in Kyoto – we also went to Takayama in the mountains and to Tokyo. All the places we went to were really interesting, but Kyoto is the one that makes the number one spot on my list of places to visit again!

PPS: Not all of our trip centered around natural dyeing (although my family felt that way) and I really want to share some non-natural dyeing highlights here!

First, the alley of tori gates at Fushimi Inari Taisha (I was lucky to catch a couple of girls wearing kimonos in the frame)

fushimiinari

The Great Buddha in Nara – Ladies and Gentlemen, it’s huge:

greatbuddha

Free public foot baths – city planners everywhere ought to make this a priority:

footbath

Taking Shinkansen – I read about that train when I was a child, but didn’t really expect to really one day make it there. And if I somehow made it there, I most certainly did not expect that I would be sweating like a horse and dragging a lot of heavy luggage and screaming children. But it still exceeded expectations…

shinkansen

The thatched traditional houses of Shirakawa-go, with mountains and rice fields

shirakawago

Japanese people in all age categories heavily armed with electronic equipment

photographer

And finally the famous Shibuya crossing in Tokyo. Picture taken from the Starbucks next to it, because serious over-caffeination helps you navigate a city where changing lanes is hard when you are on foot!

shibuyacrossing

Et højdepunkt på vores nylige rejse til Japan er helt sikkert besøget hos Aizen Kobo. Indigo-farveren Kenichi Utsuki bruger den traditionelle japanske metode til indigo-farvning: komposterede blade af japansk indigo reduceres (i kemisk forstand) med hvedeklid og sake, og der dyppes i farvebadet mange, mange gange. Vi besøgte hans forretning, og han tog sig virkelig lang tid til at forklare os alt om processen! Jeg købte et vidunderligt shibori-silketørklæde (jeg fik altså overbevist mig selv om at det lå fint indenfor mit lommepengebudget). Resten af rejsen handlede altså derefter om andre ting end naturfarver – den store Buddha i Nara var et absolut højdepunkt. Ligeledes offentligt fodbad, Shinkansen og det berømte Shibuya-kryds i Tokyo.