RØD KRAP

Krap er en af de allerældste farver, og er beskrevet i stort set alle bøger om naturfarvning. Men alle bøgerne giver forskellige metoder til at opnå den eftertragtede, mættede kraprøde farve. Der er kun en ting at gøre – eksperimentere!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter.

Resultaterne ses nedenfor:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).

Testens resultat, se forklaring over billedet.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.

Nedfalds-lav

Nedfalds-lav er perfekt til naturfarvning, det gør nemlig ingen skade at samle det nedfaldne lav op – det kan alligevel ikke gro videre. Tue-grenlav er en af de almindelige arter, som også er let at genkende.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden.

Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

Lav, der trækker i 1% ammoniak.

For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm.

I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele!

Se projekter på Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Årets svampefarvning 2015

allesvampefarver2

Nu har vi sagt farvel til 2015 og goddag 2016, men jeg kan vist godt lige nå at vise jer de svampefarver, som 2015-høsten bragte.

Efteråret er og bliver min yndlingsårstid. Farverne, duftene, lange skovture. Vi tager til Nordjylland hvert efterår for at lede efter svampe, og i år var ingen undtagelse. Heldigvis har det nationale testcenter for vindmøller ikke forstyrret svampene! Og jeg synes faktisk de er flotte, vindmøllerne, når man ser dem stikke op over trækronerne. Det pynter da også endnu mere på dem at de er med til at sikre, at vi kommer til at leve op til 40% reduktionen i CO2-udslip i 2020…

windmills

Min familie har jaget spisesvampe siden før jeg blev født, men altid fra et sikkert lille repertoire på omkring 5 arter. Nummer 1 på listen har altid været kantarellen – man kan absolut ikke forveksle den med noget giftigt, og så er det måske den lækreste spisesvamp.

Vi leder stadig efter spisesvampe, og vi træner også næste generation til det. Se bare hvor min 5-årige datter arbejder for føden:

dagmarkantareller

Men nu leder jeg også efter farvesvampe når jeg går i skoven, og det gør det endnu sjovere – nu finder jeg altid noget spændende! Her er det garn jeg har farvet med svampe dette efterår:

allesvampefarver

Jeg er så tilfreds med mine svampefarver denne gang, og jeg går og overvejer et projekt, hvor jeg kan bruge alle farverne sammen.

Fra højre til venstre, så er det almindelig bruskbold (brunt, 900 g svampe på 150 g garn), sortfiltet netbladhat (grøngrå), cinnoberbladet slørhat (rosa) og nogle blandede slørhatte (beige-laksefarve).

Jeg ved ikke hvad de hedder, de svampe som gav den orange farve. Jeg tog ikke billeder af dem, men jeg tror det var slørhatte. Her er det orange garnnøgle sammen med et opslag i min store svampebog – det viser nogle svampe, som jeg tror det kunne være. De fleste af dem er meget giftige, og det er svært at kende de forskellige slørhatte fra hinanden, så det er en god regel at holde alle slørhatte separat fra de svampe man har tænkt sig at spise!

orangeslørhat

Det lysegule nøgle er farvet med plettet flammehat (Gymnopilus penetrans). Det er en meget almindelig svamp, og efter at have gået igennem en hel skov af dem plukkede jeg til sidst nogle. Det er nu ikke nogen stor farvesvamp. Den gule farve kan man jo få på 117 andre måder, og der er ikke store mændger af den i svampen.

plettetflammehat

Jeg fandt også masser af knippe-svovlhat (Hypholoma fasciculare), som også er en middelmådig farvesvamp, der indeholder relativt lidt af denne almindelige farve.

svovlhat

Det sidste nøgle kan nok bedst beskrives som råhvidt… Det prøvede jeg at farve med lilla ametysthat, selv om jeg nok godt anede at det ikke ville virke.

purpledeceiver

Det er en mægtig pæn svamp, synes jeg, som den står der på skovbunden – men desværre kan man lige så godt lade den pynte der. Den lilla farve forsvinder når man gemmer svampene et par dage, eller kan sågar gå af i regnvejr mens svampen stadig gror. Så det er nok ikke den store overraskelse, at selv en stor mængde lilla ametysthatte overhovedet ikke giver nogen farve til garnet. Men nogle gange kan det jo være fint at tjekke sådan noget selv.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

KRUKKER med LAV

Farvning med lav er en langsom disciplin – kun overgået af, hvor langsomt selve lavet gror…

Sidst i februar startede jeg to krukker med lav, en med almindelig slåenlav (Evernia prunastri) og en med tue-grenlav (Ramalina fastigiata) – det er jeg ret sikker på, er de rette artsbestemmelser.

lichens
Almindelig slåenlav (til venstre) og tue-grenlav (til højre).

Det er vigtigt at nævne, hvordan jeg har indsamlet dette lav. Tue-grenlavet er alt sammen nedfald fra et enkelt træ som voksede på legepladsen tæt på vores hus. Hver gang jeg gik der, fandt jeg noget nedfaldslav, ofte fyldte jeg begge lommer.

Men forleden da jeg gik forbi var træet blevet fældet! Det, og alle andre træer i nærheden!! Jeg håber, at der er nogle byplanlæggere et eller andet sted, der virkelig skammer sig.

Det meste af den almindelige slåenlav er også nedfald, men lidt af det er plukket på skovture til skove, hvor arten gror så voldsomt, at de fleste træer er dækket af et tykt tæppe. Og så er det i orden at plukke lidt.

Almindelig slåenlav er en velkendt art til farvebrug, og bruges også som bestanddel til mange parfumer. Ikke mærkeligt, for den dufter vidunderligt, ligesom alle de andre lavarter jeg har været tæt på. Jeg kom 25 g af den i et glas.

Tue-grenlav bliver ikke nævnt i kapitlet om lav i “Vegetable Dyes” af Ethel M. Mairet, en overraskende brugbar bog fra 1916, som man kan læse gratis hos Gutenberg-projektet.

Karen Diadick Casselman nævner den heller ikke direkte i “Lichen Dyes, The New Source Book”, men hun nævner Ramalina-arterne generelt som kilder til rød/pink med ammoniakmetoden. Jeg kom 20 g tue-grenlav i et andet glas.

Derefter fylder man 1% ammoniak på glassene så det dækker. Den almindelige ammoniak fra supermarkedet er 8%, så man fortynder bare med vand.

Og så kommer den kedelige del!

Lavet skal nemlig stå i ammoniakken i ugevis. Hver dag tager man låget af så der kan komme luft ind, og glassene skal rystes tit og godt for at få indholdet iltet. Casselman advarer igen og igen om, at farven ikke udvikler sig, hvis man ikke ilter ordentligt.

Jeg var meget pligtopfyldende med rysteriet indtil først i april, hvor jeg besluttede mig for at afprøve farverne.

Fra hvert glas tog jeg en mængde væske, som skulle svare til 5 g lav. Fra glasset med tue-grenlav, som indeholdt 20 g lav, var det 1/4 af væsken eller ca. 100 mL. Fra glasset med alm. slåenlav, som indeholdt 25 g lav, var det ca. 1/5 af væsken.

Jeg fortyndede væskerne så de dækkede garnet, og kom dem så i glas, som jeg varmede i vandbad.

Det er en god metode til meget små farvebade, og en ekstra god ide i dette tilfælde hvor pH er over 10 selv efter fortynding. Så mener jeg nemlig det er ekstra vigtigt at varme forsigtigt, så ulden ikke bliver beskadiget:

doubleboiler
Små farvebade, der varmes på vandbad.

Jeg varmede forsigtigt i en time, og tog så ulden ud af farvebadene i stedet for at lade den ligge til næste dag, som jeg ellers plejer. Den høje pH over mange timer ville nemlig æde ulden.

Dette første forsøg gav to nøgler i mellem-pink toner, som er meget fine, synes jeg. Alm. slåenlav-farven er brunere end den fra tue-grenlav, sidstnævnte er virkelig baby-pink:

lichenwoolapril
Uld farvet med alm. slåenlav (øverst) og tue-grenlav (nederst) efter at lavet har været i ammoniak eet par måneder.

Efter det første forsøg lod jeg glassene stå igen, til sidst i juni. Men i den sidste tid var jeg vist ikke så pligtopfyldende med at få indholdet iltet.

D. 21. juni bestemte jeg mig for at slutte eksperimentet.

Jeg filtrerede resten af væsken i hver glas, og målte pH. Den var, som forventet, 10-11. Jeg delte væsken fra hvert glas op i to, og lod den ene del være som den var, mens jeg neutraliserede den anden halvdel. Jeg brugte ca. 1 del 37% eddikesyre til 5-8 dele farvebad, for det var lige hvad jeg havde ved hånden.

Så brugte jeg samme system med vandbadet som første gang. Nøglerne i høj pH tog jeg ud efter en time, dem i de neutrale bade blev liggende i badet til næste dag. Og resultatet:

lichenwooljune
Fra højre til venstre – 1: Alm. slåenlav fra april, 2: Tue-grenlav fra april, 3: Alm. slåenlav høj pH, juni, 4: Tue-grenlav høj pH, juni, 5: Alm. slåenlav neutral pH, juni, 6: Tue-grenlav neutral pH, juni.

Nøgle 3 og 4 er en gentagelse af nøgle 1 og 2 efter at farven har fået et par måneder mere. Jeg ved ikke helt, hvorfor farven var bedre i april. Fordi jeg begyndte at glemme at ryste glassene? Eller er resultatet påvirket af, at jeg brugte alunbejdset garn i april med ubejdset i juni? Det burde ikke påvirke farver fra lav, da de er substantive, men man ved aldrig.

De neutraliserede farvebade gav mere intense farver, men de er ovre mod det brune i stedet for pink. Fine farver, men man kan få ca. det samme fra avocado med en meget mindre indsats.

Alt i alt er jeg meget tilfreds med mine første forsøg med disse lavarter, men der er mange forbedringer at afprøve.

Jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang jeg forsøger mig med disse typer lav. Faktisk lader jeg aldrig lav ligge på jorden når jeg finder det på mine gåture, så jeg har et lager til at sætte de næste eksperimenter i gang snarest!

 

 

 

 

Save

Save

Avocado, Meet Blender

Remember these jars?

fermentation

They had been fermenting for over a week, and the color of the liquid didn’t change over the last days, so I decided it was time to try them.

The front jar contains the pit and peel from 1 avocado and 1 Tsp salt, the other one the same with the addition of 1 Tsp ammonia. I combined the pit and peel in one dye bath because my earlier attempts didn’t yield different colors with them separated. And this time I blended the pit and peel, carefully and a bit at a time to not destroy the blender.

The much deeper red in the ammonia jar does translate into more color, a reddish brown, on the yarn (in front) than the jar without ammonia (in the back) which just gave the standard beige. Again beige.

avoskeins

No pink this time, maybe because I didn’t heat the avocado before fermentation?

FACTS – AVOCADO PEELS + PITS, BLENDED

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 10 g yarn to one avocado

Conclusion Ammonia extracts more color

Possible improvements Boil before fermentation to get pink. Filter out blended avocado before dyeing

At this point, I think it’s fair to say that I have tried a lot of combinations with avocado fermentation of avocado pits, of the peels, and now blending them together and fermenting them with and without ammonia. I’ve achieved a range of colors from beige over pink into brown.

So I do think this concludes my experimentation with this for now. The only thing that remains to be seen is how light and wash fast this is over a longer time.

Dette er det – måske – sidste forsøg med avocado, for nu i hvert fald. Denne gang har jeg blendet skal og sten af avocado sammen og prøvet at fermentere dem i en uge med eller uden ammoniak. Sidstnævnte gav den kraftigste farve i glasset og også på ulden. Men ingen pink denne gang, kun beige og brun.

Save

Avocado Peels

My experiments in dyeing with avocado pits were quite successful if I do say so myself (although a couple of skeins needed a little boost of cochineal).

But what about the peels? They can also be used for dyeing, and since I remembered reading that they give a slightly different shade, I kept them separate. Other than that, the procedure was the same as for the pits (fermentation in slightly salty water for about a week).

And the result:

avocadopeels

The avocado peel skein is in the front, and the 3 avocado pit skeins from earlier are in the back. So in my hands, the peels and pits gave just about the same color, but less intense from the peels.

FACTS – AVOCADO PEELS

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio Didn’t measure – but I’m guessing 1:10 or even more

Conclusion The color is pretty, but faint

Possible improvements Combine peels and pits to get more color

So that’s what I’ll do next time – and “next time” is actually underway already:

fermentation

These jars are fermenting right now. The one in the front is pit and peel from 1 avocado and 1 Tsp salt. It started bubbling from the bottom after about 3 days, and an orange color is beginning to develop with fermentation. The other jar is the same with the addition of 1 Tsp ammonia. The color is obviously a much deeper red in the ammonia jar, which, by the way, doesn’t ferment. I suppose the ammonia is killing the bacteria that would have fermented.

Next, I’ll try dyeing with liquid from the two jars, to see if the deeper color with ammonia also means more color captured by the wool!

Jeg har afprøvet farvning med gærede avocado-skaller, som giver en fin rosa farve, der ikke er lige så kraftig som den fra stenene. Så de kan godt bare blandes sammen, og det er lige hvad jeg har gjort i de glas der gærer i vinduet.

Save

The Faintest Pink

Once your eye adapts to spotting lichens, there is one in particular that beckons to you from just about everywhere – bright yellow Xanthoria parietina, growing on stones, fences, and branches.

It’s even in my holiday snapshots from last year, taken at Dybbøl, where the Germans beat the Danish army back to the stone age in 1864. Xanthoria parietina is the yellow splotches on these big boulders my daughter is posing on:

dybboel

And here is a branch with the lichen up close:

xathoria

The color of the lichen can actually vary quite a bit. The Wikipedia entry says that the deep yellow color is caused by the pigment parietin, which has a biosynthesis that is light dependent because parietin is actually the lichen’s UV protection. I have indeed often seen intesting lichens growing in the shade, and stepped closer just to find that it was actually a green-grey version of Xanthoria parietina.

The yellow parietin reacts with KOH to give red, one of the standard test one can make when typing lichens. I don’t know the exact chemistry, but I am guessing the same should happen when you steep it in ammonia?

Parietin, Wikipedia informs us, is also found in the roots of curled dock (Rumex crispus, kruset skræppe in Danish). Jenny Dean lists the roots of curled dock, dock, and sorrel as sources of reddish browns, but I’m not sure if that has anything to do with its parietin content.

But back to Xanthoria parietina. Irish lichens (one of my favorite web sources on lichens) tells us that it is a very pollution-resistant lichen. It seems to be spreading, and is even considered invasive by some people, so this one is fine to gather whenever you find it.

I have kept a jar of Xanthoria parietina since November 15th last year. It contained 42 g of lichen in ammonia (I buy the ordinary one at a supermarket and dilute it to 1%).

I try to remember to shake my jars of lichens. The book I read on the topic, Karen Casselman’s “Lichen Dyes, The New Source Book” returns to the point several times: “Aeration is important”, “Vats ignored […] may not develop properly” and so on.

But in real life, of course, it’s hard to remember. It only takes moments to take the lid off, replace it, and shake the jar, but like flossing and taking vitamins, initial determination can quickly wear off. Some weeks I may have shaken this jar every day, but at least half of the time, it’s just been on its own.

The dyeing process, on the other hand, is easy. Just pour the liquid into the pot and dye the yarn in it over gentle heat. My 10 g test skein came out a faint, but pretty, pink:

xanthoriaskein

and this is actually the best color that I have achieved with Xanthoria parietina. I think it’s a pretty color, although you are actually supposed to turn it blue by exposing the wet skein to sunlight. I tried that with a similar skein, but the blue tone it turned into was so faint that it was white that just felt a bit blue… My guess is that the initial pink should be very strong in order to get a good blue – this is also based on the photos that mycopigments posted here.

I suspect that the shift to faint blue will eventually happen if the yarn is exposed to sun at all (photo-oxidation). Red2white shows a series of light tests here, and in addition to color loss, there is also a change towards blue. But faint and possibly also quite fugitive – good blue can only come from indigo!

In conclusion, the dye from Xanthoria parietina is fun to play with, but not lightfast. I still find myself planning out more experiments, so next time I pass a yellow branch, something will go into my pocket (for a lovely day of acetone extraction perhaps?)

FACTS – Xanthoria parietina

Mordant 10% alun*

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 1:4

Conclusion The color is pretty, but faint. And it is not lightfast

Possible improvements More diligent vat-shaking – more efficient aeration should develop the dye better. And maybe ripping the lichen into smaller pieces will also help extraction? According to Casselman, lightfastness improves if the yarn is dried before the dye is rinsed out

*Alun mordanting should not be necessary when working with lichen dyes, as they are substantive = able to bond to animal fibers by themselves. But I just had some mordanted skeins on hand, and it doesn’t interfere, either.

Lav-arten Xanthoria parietina bør, efter extraction i ammoniak, give en pink farve som skifter til blå i direkte sol. Jeg har prøvet at få denne blå frem tidligere, uden held. Denne gang har jeg ladet garnet tørre uden sol og fået en svag fin lyserød farve.

Solving the Problem of Beige

My recent attempt at dyeing with fermented avocado pits was only partially successful – I got three nice pink-ish test skeins out of it (on the left, dry) but two skeins of sock yarn came out a drab beige (still in the pot, so wet, which makes the color look nicer than it is)

avocadopot

So I decided to tweak the color in the pink direction, but only a very little bit.

This could be a general strategy for all those beige skeins!! Beige twisted towards pink is a very attractive color to my eye, an old dusty rose, but beige is just that – beige. My least favorite color. The color that makes even beautiful people look plain. So plain-looking people should steer way clear of it. Not to mention old wrinkled people.

I made a dye bath with 1/4 g cochineal. My ordinary kitchen scale doesn’t go that low, so I weighed off 5 g, divided them roughly in 5, and then took a quarter of that pile. We are down to individual lice, here. I used that on 300 g of sock yarn, two that were already avocado dyed and one white:

avocochineal

The avocado/cochineal skeins are the two in the back, and the middle skein is the one that went into the same dye bath, so it got 1/3 of 1/4 g of cochineal. Not much at all! The two front skeins are two more fresh 100 g skeins of sock yarn that got each 1/8 g of cochineal.

I love all of these pinks, and what is even better is the light-fastness of cochineal. In many ways, the properties of cochineal seem closer to a chemical dye, but it’s all just from a small louse.

And here is one avocado pit/cochineal skein up close

avocado

FACTS – AVOCADO PITS + COCHINEAL

Mordant 10% alun

Water Tap (avocado pits) and rain (cochineal)

Yarn Sock yarn 75% wool, 25% polyamide 350m/100g

Yarn:Dyestuff ratio 1:1 for avocado pits, then 0.08:1 for cochineal

Conclusion The final color is lovely, and tweaking with cochineal could well be a general solution to the beige problem

Her er endelig standardløsningen på de evindelige beige nøgler naturfarvet garn! Jeg har overfarvet med en lille smule cochineal, og det giver en dejlig gammelrosa.

Save

Avocado Pits

I’ve experimented with this salvage dye in the past, but not with much luck. Now, having tried many more dyestuffs, I’m returning to it.

The idea that you can get good color out of something you would have otherwise just thrown out is appealing and worth pursuing, especially in winter, where dyestuffs are scarcer.

I’ve saved avocado pits and peels in the freezer over a good amount of time. Maybe from 20 fruits in total? I’m not sure, and I forgot to weigh them before I started. Anyway, what I did:

  • I chopped the pits with my big knife. I read somewhere to blend them to a powder, but I only have my good blender and I don’t want to destroy it
  • Heated the pits in a couple of liters of salt water (2 Tsp salt per liter)
  • Left them to ferment for about a week. It really did ferment – the smell was unmistakable and air was bubbling out. Then it started to mold very slightly and I decided it was time to dye with it

The reason for adding salt is that it should prevent the dyestuff from spoiling during the fermentation time.

I tried the dye bath with 10 g test skeins of supersoft. The first one was a quite dull beige, but the next two progressively darker and more pink in tone. It seems that more color came out of the pits with each round of heating (I’ve seen this before with other dyestuffs, that later rounds with the same color bath actually gave more intense color instead of weaker). I added some ammonia to the washing water of the third skein, and maybe that turned the color more pink.

avocadoskeins

After the 3 test skeins, I bravely threw in two 100-g skeins of sock yarn.

There was still a lot of color left in the pot, but not of the pink kind  – the two skeins came out more to the beige side, in between test skein 1 and 2 in hue. So I didn’t even let them dry, as I’m planning to immediately overdye them – more later on this – and also, more later on the avocado peels (fermenting right now).

avocadopot

FACTS – AVOCADO PITS

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g. Sock yarn 75% wool, 25% polyamide 350m/100g

Yarn:Dyestuff ratio 1:20 at least for the test skeins. More like 1:1 or 1:2 for the sock yarn

Conclusion The pink shades that can be obtained are nice, but some skeins turned out a dull beige

Possible improvements Maybe I should have used rainwater? It is often said that it helps with red shades. I think that using a blender would have helped extract the color better

 Jeg har forsøgt farvning med gærede avocadosten, og de gav en dejlig gammelrosa-beige farve på nogle små nøgler. Da jeg smed en større mængde garn i blev det dog bare en kedelig beige…

Save