REJNFAN-EKSPERIMENTER

Rejnfan har blandt naturfarvere et ry som lidt kedelig. Planten er almindelig, let at finde, let at farve med, og så giver den bare gul farve –  ligesom så mange andre planter. Men den har en lang kulturhistorie, og så er dens gule farve faktisk af virkelig god kvalitet!

~

Jeg har undret mig over denne plantes underlige navn – rejnfan. Nogle skriver og siger navnet som “regnfang”, men det er altså ikke rigtigt.

For nyligt stødte jeg på en forklaring i Esther Nielsens “Plantefarvehaven” (som ikke er til at opdrive antikvarisk, men kan lånes på biblioteket). Nielsen skriver at “Det stammer fra det tyske Rainfarn, hvor Rain betyder agerrende og Farn betyder fane eller bregne”. Planten stod altså i mellemrummet mellem markerne, og markede grænsen mellem din og min mark med en gul bræmme. En poetisk og plausibel forklaring, synes jeg.

Rejnfan, Tanacetum vulgare.

Også det latiske navn, Tanacetum, har Nielsen en forklaring på. Hun mener, at apotekere i tidens løb har ændret dens navn fra det oprindelige Athanasia (hvor a-thanasos betyder udødelig) til Tanacetum. Det skulle hentyde til, at blomsterne beholder deres stærke, gule farve selv om de tørres.

Rejnfan har været brugt i urtemedicin i århundreder. Den er giftig, især for insekter, og blev brugt som ormekur. I dag ville man nok ikke anbefale at spise planten, og man ved nu, at giftigheden skyldes stoffet alfa-thujone, som findes i alle dele af planten.

Alligevel blev den før i tiden brugt som krydderi, og den har da også en meget stærk lugt. Jeg plejer at koge den udenfor når jeg laver et farvebad!

Som farveplante har rejnfan mange fordele. Den er en meget almindelig plante, som man kan finde i store mængder i nærmest hver eneste vejkant. Og det betyder jo, at man kan plukke med god samvittighed – så længe man plukker ved at skære eller klippe, så resten af stauden lever videre.

Den gule farve er særdeles lysægte, i mine lysprøver er den altid bedre end vau, som ellers roses for at være en af de bedste gule.

Ifølge denne artikel (Phytochemistry 51, side 417, 1999) indeholder rejnfans blomster store mængder apigenin og luteolin, som netop er de primære gule stoffer, man finder i vau. Bladene indeholder nogle lidt andre stoffer, som ligner luteolin, men er en smule anderledes. Altså giver det god mening, at man får lidt forskellige farver fra blomster og blade. Hvorfor rejnfans farve så falder mere ægte ud end vaus i mine farvegryder ved jeg ikke.

Efter at have læst om farveekstrakter et eller andet sted bestemte jeg mig for at prøve at lave et ekstrakt af rejnfan. Jeg tænkte nemlig at ekstrakter – ud over at være en kompakt måde at opbevare farve på – også kunne bruges på nye måder, for eksempel til tryk på stof.

Og jeg fandt endda en artikel hvor forfatterne havde koncentreret ekstrakt af rejnfan så meget, at det blev et pulver. Så dette er hvad jeg afprøvede:

500 g friske rejnfanblade og -blomster (plukket d. 11. august) kogte jeg i regnvand nok til at dække. Jeg lod det stå til næste dag, hvor jeg siede alle plantedele fra. Så kogte jeg afkoget ind, til jeg ikke kunne fordampe mere vand fra det. Jeg tørrede det også lidt i ovnen ved ganske lav varme. Og dette var resultatet – en lille mængde mørkebrun og vanvittigt klistret sirup:

Rejnfansirup – brun, ildelugtende, giftig.

Det blev altså ikke til et pulver, men en mørk sirup. I tidernes morgen lærte jeg i organisk kemi, at sort sirup betyder, at ens produkt er urent. Men det er vel forventeligt her, for når man bare koger planter i vand, så bliver det jo en blanding af mange forskellige stoffer.

For at teste min sirup opløste jeg den bare i vand og farvede med den på 100 g uld (Fenris) i stedet for at afprøve andre muligheder. Jeg ville nemlig først se, hvordan farven er bevaret efter turen igennem sirupstilstanden. Her er en sammenligning med 500 g friske blade og blomster (til venstre), 500 g friske blade og blomster som jeg tørrede, og så brugte til farvning (midten) og siruppen opløst i vand (til højre):

Fenris 100% uld farvet med frisk rejnfan (til venstre), tørret rejnfan (midten) og rejnfansirup (til højre).

Billedet ovenover viser, at farven fra rejnfan er den samme, ligegyldigt om man bruger friske eller tørrede blade og blomster. Og det er jo fint at vide – tørring påvirker ikke farven.

Nøglet til højre, som er farvet med siruppen, har en lidt brune tone end de to andre. Men ellers er al den gule farve jo bevaret helt fint trods behandlingen. Næste år vil jeg prøve flere muligheder med plantesirup!

Da jeg var i gang med rejnfan og eksperimenter blev det lige til lidt flere. Jeg fandt nogle tørrede rejnfanblade fra sidste år (2016) da jeg ryddede op, og overvejede hvor godt farven bevares når man gemmer den længere. I billedet er der jo ingen forskel på farvning med frisk og tørret rejnfan, men de tørrede planter var kun tørret i et par uger før jeg brugte dem.

Samtidig ville jeg også afprøve noget andet, jeg har tænkt over. Nemlig om total findeling af planter er mere effektiv end bare at smide større dele i farvegryden. Jeg pulveriserede nogle tørrede 2017-rejnfanblade i min morter for at se, om det gav dybere farve. Og resultatet:

12-grams nøgler Fenris, hver farvet med 25 g tørrede rejnfan-blade. Hele 2016-blade (nederst), hele 2017-blade (midten) og puveriserede 2017-blade.

Nøglet farvet med pulveriserede 2017-blade har samme farve som nøglet farvet med hele 2017-blade, så man får altså ikke mere farve ud ved findeling. Heldigvis, for det er virkelig besværligt. Der er lidt forskel på farven med 2016-blade og 2017-blade, men forskellen er ikke stor. Jeg tror ikke, det skyldes opbevaring – forskellen kan lige så godt skyldes, at planterne ikke har vokset samme sted, at vejret har været forskelligt, og at de ikke er høstet på helt samme tid.

GRØNNE VARIATIONER

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

Spiringstest

Sidste år høstede jeg – for første gang – frø fra mine farveplanter. I stedet for at stole blindt på dem, bestemte jeg mig for at afprøve deres spiringsevne før foråret virkelig kommer.

~

Sidste år høstede jeg frø af skønhedsøje og vajd fra haven, og det var jo ikke så overraskende. Skønhedsøje er nemlig 1-årig, og sætter masser af små frø når den afblomstrer. Min vajd groede 2. år, så også her var frø forventet.

Overraskelsen var min japanske indigo. Da jeg høstede mine sidste planter d. 24. oktober sidste år blomstrede flere af dem, og ved en indskydelse satte jeg en plante, jeg lige havde flået op med rode, i en potte og tog den indenfor. Indenfor groede den stille og roligt videre, faktisk lige indtil vi tog til London til jul – da vi kom hjem var planten død. Da jeg ville smide den ud, lagde jeg mærke til, at den havde sat en del frø. Men den har jo også stået ude, så bierne har haft adgang til den.

Frø af japansk indigo.

Jeg testede alle mine farvefrøs spiringsevne ved at lægge 10 frø i våd køkkenrulle og lægge dem i en plasticpose med zip-lukning, som jeg lagde lunt og mørkt under mikroovnen. Jeg begyndte 31. januar og lod frøene spire i en uge, og det gav:

Skønhedsøje høstet 27. september – 5 ud af 10.

Skønhedsøje høstet 24. oktober – 6 ud af 10.

Vajd – 5 ud af 10.

Japansk indigo – 9 ud af 10.

Ikke dårligt! Det var d. 7. februar, så jeg bestemte mig for, at det var for tidligt til skønhedsøje, som jeg bare såede direkte sidste år. Spirerne af skønhedsøje røg altså ud i denne omgang.

Spirerne af vajd og japansk indigo kom i små spiringspotter, og der gror de så nu. Sidste år syntes jeg nemlig, at jeg var alt for sent på den med min japanske indigo, som jeg såede d. 16. april. Mine noter er lidt sporadiske, men det virker til, at jeg lod dem gro inde i spiringspotter i en måned, og så udenfor i større potter i en måned, inden jeg plantede dem helt ud. Det må så have været midt i juni.

Forskellige kilder giver vidt forskellige råd om, hvornår spiring af japansk indigo skal startes inden døre, måske fordi de er skrevet til vidt forskellige klimaer? Rådene varierer fra tidlig maj, 2-3 uger før sidste frost til 6-8 uger før sidste frost.

Ifølge (den autoritative?) “Handbook of Natural Colorants” kapitel 7, “Indigo – Agricultural Aspects” skal japansk indigo spire inde i april og plantes ud i juni, og det er jo tilfældigvis hvad jeg gjorde sidste år (selv om jeg ikke havde læst det kapitel af bogen endnu). Bogen konkluderer så, at japansk indigo er en god afgrøde til Centraleuropa, men at vækstsæsonen er for kort i England og Finland.

Jeg forestiller mig, at jeg måske kan slå den korte vækstsæson ved at sætte gode, store planter ud tidligere end juni. Så derfor gror mine spirer altså nu videre i spirepotterne inden døre, og jeg spirer flere frø. Selv om det altså ser såden her udenfor:

Frøene spirede, men vinteren var ikke helt væk…

Gult over tid

Et eksperiment med birkeblades farve i sommerens løb. Jeg så ingen forandring over tid – men der er jo heller ingen der har sagt, at alle eksperimenter falder ud som forventet.

~

Et friskt nyt år kalder på ny stor serie eksperimenter, men jeg vil lige starte med et gammelt eksperiment, som gik over så lang tid, at jeg aldrig fik skrevet noget om det.

“Nu kan gult jo være så meget forskelligt, så jeg vil ved hver plante betegne den gule farve den giver så nogenlunde. Der vil altid være forskelle, farven er mere grønlig tidligt på året.”

Sådan skriver Ester Nielsen i sin introduktion til de gule farver i “Farvning med planter”. Bogen fra 1972 er fyldt med brugbare oplysninger, men denne her påstand bad ligesom om at blive efterprøvet. Jeg bestemte mig for at bruge birkeblade til efterprøvningen.

Birkeblade. Hvis man ikke vidste det, ville man aldrig gætte, at de indeholder en varm gul farve.

For at prøve efter, om farver virkelig bliver gulere i sæsonens løb lavede jeg to 10-grams testnøgler af supersoft. Hvert af nøglerne farvede jeg med 40 g friske birkeblade, Ester Nielsen anbefaler nemlig 4 gange garnvægten i friske planter (med tørrede planter 2 gange). Første portion blade plukkede jeg 11. maj, anden portion 4. juli.

Resultatet ses nedenfor. Det forreste nøgle er farvet med bladene fra maj, det bagerste med dem fra juli. De har jo næsten samme farve, så mit lille eksperiment her underbygger altså ikke Nielsens påstand…

Uld farvet med friske birkeblade. Det forreste nøgle farvet med blade fra maj, det bagerste med blade fra juli.

For at se, om der ellers var nogen forskel, afprøvede jeg lysægtheden af de to indfarvninger. Men heller ikke her er der nogen forskel på de to tidspunkter. Det eneste jeg lægger mærke til på lysprøven nedenfor er, at lysægtheden er rigtig god i begge tilfælde. Testen har ligget i vindueskarmen over en måned midt på sommeren.

Lystest af ulden farvet med birkeblade fra maj og juli.

Min konklusion er, at det tidspunkt på sommeren, hvor man plukker birkeblade, ikke har nogen indflydelse på farven de giver. Men det er altså for birkeblade. Det er muligt, at variationen fra grønligt til gult i sommerens løb findes for andre planter.

Høsten i hus

Jeg er endelig færdig med at høste mine farveplanter og frø, og det har været et godt år i farvehaven. Ud over vajdfrø har jeg også høstet frø af skønhedsøje. Nogle af dem høstede jeg d. 27. september, resten da jeg fjernede de sidste planter d. 24. oktober. Jeg ved ikke hvad det rette tidspunkt er til at høste frøene, men jeg får jo at se om nogen af dem spirer næste år.

coreopsisseeds
Skønhedsøjes frø. Der er masser af dem, og de er bittesmå.

Så er der min japanske indigo, som har stået flot i år. Jeg høstede de fleste af planterne (22 styk) d. 27. september og prøvede to forskellige måder at tørre bladene på.

I den første metode tog jeg bladene af stænglerne og spredte dem ud udenfor på en solskinsdag. De nåede næsten at tørre på en dag, og jeg flyttede dem ind i et opbevaringsnet før duggen faldt. De var helt tørre i løbet af et par dage.

dryjapaneseindigo
Tørring af japansk indigo i bundt. Kun det yderste af bladene tørrer på denne måde!

Den anden metode (fordi det tog så lang tid at tage bladene af stænglerne) lånte jeg fra Deb McClintock – her tog jeg bare bundter af stængler hænge til tørre indenfor, for på det tidspunkt var den første efterårsstorm og regn i gang. Efter en uge var det kun det yderste af bladene der var tørret, for de tykke stængler holder på fugten. Det er garanteret ikke et problem under Texas’ brændende sol, men det er jo ikke ligefrem Texas her hvor vi er! Det endte med at jeg måtte tage bladene af stænglerne og lade dem tørre færdig. Så selv om metode to virkede lettere, så findes der reelt kun metode et. Næste gang ved jeg, at det bare er med at smøge ærmerne op.

Resultatet var lidt over 400 g tørrede blade, som har et blåt skær. Og det er jo et godt tegn.

indigoleaves
Mine tørrede blade af japansk indigo har et blåt skær.

Resten af min japanske indigo, 8 planter circa, fik lov at vokse videre. I slutningen af september havde de nemlig blomsterknopper, og jeg ville se om de kunne blomstre, måske endda give frø. Jeg fulgte skarpt med i vejrudsigterne for at se hvornår den første nattefrost skulle komme. Og den blev forudsagt til aftenen og natten d. 24. oktober, så om eftermiddagen tog jeg ud til vores have og høstede de sidste planter. De blomstrede rent faktisk – men satte ikke frø.

indigoflower
Japansk indigo, der blomstrer sidst i oktober.

Jeg brugte den allersidste høst til et eksperiment, nemlig at prøve at udvinde indigopulver af de friske Japanske indigoblade efter metoden fra Wild Colours. Jeg tog bladene af stænglerne, vaskede dem kortvarigt, stoppede en gryde med dem og fyldte med regnvand. Jeg lod gryden stå på min varmeplade, tændt på lavt blus et kvarter hver anden time, og det holdt temperaturen omkring 35 – 45 grader. Jeg lod det stå på varmen ca. 36 timer, tilsatte så natriumcarbonat så pH blev ca. 9, og hældte væsken voldsomt frem og tilbage mellem to spande. Det rødbrune skum skulle så blive blåt (fordi indican reagerer med ilt så der dannes indigo) men der skete bare intet. Næste dag prøvede jeg at tilsætte natrium dithionit til en lille del af væsken og dyppe en garnstump, men det farvede slet ikke. Jeg smed hele eksperimentet ud. Jeg tror ikke at de meget sent høstede blade indeholdt noget indigo, men det håber jeg sandelig at mine tørrede blade gør! Udvindingen må jeg prøve igen næste år med blade, jeg høster tidligere på sæsonen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Bejdsning med skræppe

Skræpper kan bruges som et bejdsemiddel – det faktum havde jeg hentet fra læsning og skrevet mig bag øret. Jeg kunne ikke lige huske hvor jeg læste det, men bestemte mig bare for at prøve. I juli-august plukkede jeg kruset skræppe (Rumex crispus) i vejkanten, en høj plante med en stor frøstand i rødlige farver.

rumexcrispus
Kruset skræppes frøstande.

Kruset skræppe kan man kende på, at frøene sidder imellem tre små blade, kaldet blosterblade, og der sidder en gevækst på ydersiden, kaldet bruskkorn.

rumexcrispus_zoom
De indesluttede frø helt tæt på.

Til et 12-grams testnøgle uld brugte jeg ca. 100 g tørrede blomster/stilke, som jeg kogte op første dag og kølede af. Næste dag varmede jeg garnet op i suppen til lige under kogepunktet, og lod garnet ligge i suppen og køle af – det endte med et par dage fordi jeg havde alt muligt andet at se til… Efter bejdsningen i den dybrøde skræppesuppe var garnet rødligt.

skraeppebejds
Afkoget af kruset skræppe, og garnet der blev behandlet med det.

Så kom jeg endelig til det egentlige eksperiment. Jeg farvede mit skræppebejdsese garn plus to andre 12-gramsnøgler (et ubejdset og et, der var bejdset i 10% alun, min standardbejdsning) med krap. Farvebadet var 40 g krap i regnvand, og resultatet kan man se nedenfor. Det alunbejdsede garn blev som forventet en flot rød, mens det ubejdsesede og skræppebejdsede blev helt ens – en ellers flot orange. I denne sammenhæng vil jeg dog kalde det en fiasko, for skræppebejdsningen har jo ikke gjort nogen forskel i forhold til ingen bejdsning.

Alunbejdsning giver den sædvanelige kraprøde – uden bejdsning eller behandlet med skræppe bliver garnet orange.

Så hvad gik der galt? Heldigvis lykkedes det mig at finde ud af, hvor jeg havde læst om skræppebejdsning: India Flint’s “Eco Colour”. Og det hun rent faktisk skriver om skræppearter er nedenstående.

“Tør og mal rødderne og bland dem med vand for at lave en opløsning, der er rig på garvesyre. Artens blade er også rige på oxalsyre. Selv de tørrede frø kan bruges til bejdsning”

Men det løser nu ikke helt mit mysterium. Rødderne indeholder garvesyre, som kun virker som bejdsemiddel på plantefibre, ikke uld. Men det var jo heller ikke rødderne jeg brugte, det var stilkene med frø og blade – og de indeholder (ligesom rabarberblade) oxalsyre, som burde fungere som bejdsemiddel på uld. Måske var mængden bare ikke stor nok? Det skal prøves igen næste år.

Farveplanterne sået

I dag har jeg sået en del af mine frø til farveplanter i små potter indenfor. Frosten er nemlig næsten af jorden nu…

Sidste år havde jeg held med at gro japansk indigo og vajd fra frø, som jeg forspirede indenfor, så det gør jeg igen med japansk indigo i år. Vajd springer jeg over i år, for japansk indigo gav langt mere farve. Desuden har jeg nogle vajd-planter fra sidste år, som ser ud til at komme fint igen i år, så jeg kan få blomster og frø.

Jeg forspirer også frø af vau og krap, og det har jeg ikke prøvet før. Vau-frøene ligner birkes, men det er altså en plante, som er nærmere i familie med kål og sennep. Den skulle have utroligt velduftende blomster andet år, så jeg håber at nå dertil!

seeds_txt

Krap-frøene er ret specielle, lidt kantede og klistede

madderseeds

Nu er de alle i deres små potter. Krap-frøene lige under jordoverfladen, frøene af vau og japansk indigo lige på jordoverfladen, for de skal have lys for at spire.

Save

Grøn matrix

Grøn er en svær farve at opnå med naturfarver. Umiddelbart skulle man tro, det var let, for når man ser sig om i naturen er grøn jo den fremherskende farve. Men bladenes farve skyldes jo som bekendt klorofyl, og det duer ikke som naturfarve (fordi klorofyl er opløseligt i fedt, ikke i vand).

Efter jeg fik fine resultater med indigo-overfarvning for at få lilla toner har jeg gentaget eksperimentet, denne gang for at få de grønne farver. Jeg startede med at bejdse garnet i 10% alun. Så farvede jeg det i forskellige gule toner:

  • et 1:1 bad med vau, gav en stærk gul
  • genbrugte ovenstående, gav en mindre stærk gul, ses nederst i billedet til højre
  • et 2:1 bad af tørret grå bynke (altså dobbelt så meget plante som uld), samlet sidste sensommer. Gav en gul-beige som ses i midten nederst i billedet

greenmatrix

De forskellige gule overfarvede jeg så med stærk, mellem og lys indigo. De 3 blå nøgler til venstre i billedet er indigo på hvidt garn, bare for at man kan se hvor stærk indigofarvningen var. De 3 næste grønne er overfarvningen af garn der var farvet med grå bynke. De lysere indigo-overfarvninger giver støvede grønne farver, mens den mørkeste gav en flot petrol. Det er jo virkelig værd at huske, at man kan få så gode grønne farver ved overfarvning af en virkelig kedelig beige.

De næste 3 grønne er overfarvningen af den mindre intense vau, mens de 3 sidste til højre er overfarvningen af den kraftigste vau-farvning. Generelt giver overfarvningen på vau klare, næsten for klare grønne farver. Især overfarvningen på kraftig vau giver elektriske grønne toner, her er virkelig tale om en Robin Hood-grøn, som tidligere blev kaldt Lincoln green.