Lysægte lilla 2

Lysægte lilla er en svær farve at få for naturfarveren. For lidt tid siden skrev jeg om dette mægtige problem, som har stået på siden antikken. Da mine lommepenge ikke rækker til ægte purpur (den, der er udvundet fra snegle), så besluttede jeg mig for at lave en serie af røde farver med krap og cochenille, og så overfarve dem med indigo.

Jeg brugte 10-g testnøgler af mit garn Fenris (540 m pr. 100 g) og farvede 9 nøgler med krap og 9 nøgler med cochenille. For begge farvestofferne startede jeg med et farvebad med fuld styrke til 30 g uld (30 g krap, 3 g cochenille) og farvede 3 nøgler i det. Derefter 3 nøgler i 2. badet og 3 nøgler i 3. badet.

Bagefter overfarvede jeg med indigo i 3 styrker: lys, mellem og mørk. Jeg kom 3 forskellige rødfarvninger (fra de 3 farvebade) i hver indigofarvning, og på den måde får jeg altså en matrix hvor rødfarvningen varierer i den ene retning og blåfarvningen i den anden. Eller sagt på en anden måde: 9 forskellige lilla nuancer ud af 2 farvebade.

Og resultaterne:

krap_indigo

Disse nøgler er farvet med krap og indigo. Af en eller anden grund er indigo-overfarvningen ret ujævn. Nogle af farverne er lidt underlige efter min smag, f.eks. nøglet i øverste højre hjørne som er den svageste farvning af både krap og indigo. Men sammen er de ganske lækre.

cochenille_indigo

Dette er nøglerne, der er farvet med cochenille og indigo. Her fik jeg virkelig fat i de lilla farver, jeg havde drømt om. F.eks. det midterste nøgle foran, som er stærk cochenille med mellem indigo. De her farver kommer jeg helt sikkert til at lave igen, for ud over at være lækre, så forventer jeg at lysægtheden er meget god.

Lysægte lilla 1

Lilla! Farven, som har været naturfarverens problembarn i århundreder, måske årtusinder…

Antikkens lilla farve kom fra Fønikien (sådan circa Libanon i dag), hvor kysten var fyldt med snegle af Murex-familien. Den lilla farve, 6,6′-dibromoindigo, blev udvundet fra sneglene.

Lilla var elitens luksus. I dag koster farvestoffet 27444 kr pr. gram. Jeg ved ikke hvor meget materiale sådan et gram kan farve, men det er sikkert under et kilo, gætter jeg på. Farven var altså sindssygt kostbar.

Jeg forestiller mig, at der må have været stor glæde, da man pludselig kunne købe lilla farvet med blåtræ. Blåtræ (Haematoxylum campechianum) er et træ, som vokser i Mexico og Centralamerika, og blev bragt tilbage til Europa, hvor det blev et meget brugt farvestof.

Selve farvestoffet i blåtræ er hematoxylin, et farvestof som faktisk stadig bliver brugt indenfor cellebiologi.

Blåtræ giver en rigtig fin lilla på alunbejdset garn:

logwooddyedwool

Men der er bare et stort problem: lysægtheden er katastrofalt dårlig!

Hvis man bruger en stor mængde blåtræ i forhold til garnmængden giver blåtræ blå, men også denne farve har en forfærdelig lysægthed.

Esther Nielsen skriver i “Farvning med planter” at denne blå alligevel blev brugt før i tiden. Måske var den elendige lysægthed ikke så problematisk for folk, der ikke havde meget lys inden døre. Men hun beretter også detaljeret om at de franske skønfarvere slet ikke måtte have blåtræ i deres værksteder, som også indeholdt alun, fordi det sammen kunne bruges til at lave den dårlige blå. Den var nemlig forbudt for skønfarveren, som kun måtte farve blåt med indigo.

Sletfarvere måtte derimod godt bruge blåtræ, og de brugte det primært til at farve sort sammen med jern og alun. Tilsætningen af jern gjorde da også farvens lysægthed lidt bedre. Det tyske ord for sletfarver var “Schwarzfärber”, som jo betyder sortfarver (denne interessante artikel fortæller mere om farvernes lauger og opdelingen i skønfarvere og sletfarvere).

Historisk sluttede den naturlige lilla farves tid dybest set i 1856, hvor Perkin opdagede mauvein, det første syntetiske farvestof. Opdagelsen beskrives til som et lykketræf, men det er faktisk ikke så præcist. Det er rigtig, at han i første omgang fremstillede mauvein ved et lykketræf mens han forsøgte at lave noget helt andet. Men så bemærkede han jo, at hans opløsning var lille. Det var første skridt. Andet skridt var at droppe ud af kemistudiet og starte en virksomhed, der fremstillede mauvein. Og det har jo krævet stor evne og indsats at starte og drive sådan en succes-virksomhed. Dette BBC-program fortæller den interessante historie, of fortæller også om Perkins andet topsælgende produkt, som var en kemisk fremstillet kraprød farve.

Men jeg har nu ikke lige tænkt mig at opgive den naturlige lilla, så jeg er i gang med et lille halv-systematisk forsøg i indigo-overfarvning af pink og rød fra cochenille og krap.  For at få lidt fornemmelse af de mulige farver har jeg leget lidt med et farveblanderværktøj. Dette burde svare til en stærk pink (cochenille) overfarvet med svag indigo.  Dette er en svag rød-orange (krap efterbad) overfarvet med stærk indigo. Næste trin er rent faktisk at udføre disse farvninger, mere herom senere!

Haematoxylum_campechianum

Trip to Japan – Kyoto, Part One

It’s been a bit quiet here at the blog over the last few weeks, and that’s because we’ve been in Japan on holiday. There are so many impressions to process, but here I’ll just share the ones that have to do with yarn and dyeing. Natural dyeing seems to be quite popular in Japan!

The first stop on our route was a very nice shop/workshop called Tezomeya. They have a full range of cotton clothing, which I really liked. Here’s a quick snapshot of their shop, taken with our small pocket camera so not the best, but just to give an idea:

tezomeya

Unfortunately, Japanese clothing sizes are not really made for me, a Dane of just above average height (actually, I tried on a pair of men’s trousers in another shop, and they were about 8 cm too short! The man in the shop commented that my legs were “too long”).

But my mother (who wears a much smaller size than I do) bought two excellent stylish t-shirts in organic cotton, one in a dark indigo, the other dyed with pomegranate.

The dyer (whose name I didn’t catch) was very friendly and showed me what he was up to that day – dyeing with a type of shellfish purple that is used in Japan. This is not the shellfish purple that was used in antiquity, but comes from a form of sea snail that people eat in Japan (raw or like escargots). It contains an inedible part, I’m supposing it’s some kind of gland, and this is the very part that contains a pink/purple dye. Seeing that I was interested in it, they gave me the shell of one of these creatures. Here it is:

shellback shellfront

A rather handsome seashell, I think, and quite large – about 12 cm long. Googling a bit about, it seems to me that this could possibly be a dye called akanishi, coming from Papuna venosa. This book about an excavation of an archeological site dating from around year 0, shows a picture of a shell, which to my eye looks a lot like the one I have, and says that “this shell is very common in the sea near [northern Kyushu] while we have found many crushed shells during excavations, which imply the use for purple dye”. Not impossibly far from Kyoto where we were, and 2000 years later, the species could still be a common one – so the story could fit together. But if someone knows more about this, I’d love to hear from you!

In Kyoto, we also went to the very yummy yarn shop Avril. Among other (non-natural dyed) things, I bought a skein of natural colored quite untreated lace weight silk. Here it is, posing along with an “antique” yarn spool from a Takayama “antique”/tourist trap shop. Another spool is still wrapped in its newspaper

silkskein

I don’t know yet what I’ll make with this silk, but it seems to somehow beg to be combined with something indigo blue…

Vi er lige kommet hjem fra en fantastisk ferie i Japan, hvor naturfarver tilsyneladende er meget populære. Vi besøgte Tezomeya, en forretning med farveværksted. Deres økologiske bomuldstøj er virkelig smukt, men findes ikke lige i min størrelse. Jeg talte længe med farveren, og han viste mig det han var i gang med – lilla-farvning med en art søsnegl, som jeg tror muligvis kunne være det man kalder akanishi. Vi var også i en lækker garnforretning, Avril, hvor jeg blandt andet forærede mig selv et nøgle rå, naturfarvet silke.