KRAP & KALK

Mange kilder er enige om, at man skal tilsætte kalk for at få gode, røde farver fra krap. Det har jeg aldrig kunnet få til at passe, så der måtte eksperimenteres.

~

Sidste sommer brugte jeg på en masse testfarvninger, og et af temaerne var kalks indvirkning på den røde farve fra krap.

Tidligere på året havde jeg afprøvet, om jeg kunne fjerne de gule toner fra krapfarven ved at sætte krappen i blød i varmt eller koldt vand og smide det ud før farvningen, men det kan man ifølge mine forsøg ikke.

Så problemet var der stadig: at jeg med samme metode nogle gange får en god mættet rød, andre gange en mindre mættet, mere orange tone.

I de tidligere forsøg var der ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand. Den røde fra regnvand er kun en smule bedre end den fra vandhanevand, men det er fordi vandet er ret blødt her hvor jeg bor

Jeg har efterhånden hørt fra flere danske naturfarvere, at deres hårde vand ødelægger den røde krapfarve, og jeg har også tidligere set det selv, da jeg boede et andet sted med hårdt vand.

Det er bare i direkte modstrid med det, mange (mest engelsksprogede) forfattere skriver om farvning med krap: at der skal være kalk til stede for at få en god rød farve. Her er et lille udpluk fra forskellige kilder, i min oversættelse:

“Kalk eller læsket kalk tilsættes, især i områder med blødt vand.” John & Margaret Cannon: Dye Plants and Dyeing, s. 76.

“Tilsæt en spiseskefuld malet kalksten eller kalkstøv.” Rita Buchanan: A Dyer’ Garden, s. 52.

“Hvis vandet mangler kalk, så kan man få klarere farver ved at tilsætte lidt malet kalk til farvebadet.” Ethel Mairet: Vegetable Dyes, s. 42.

“Kalkpulver eller kalkvand bør tilsættes, hvis krappen er “sur”. Citat fra Hellots “Art de la teinture des laines et étoffes de laine” i Dominique Cardon: Natural Dyes, s. 113.

Og sådan kunne jeg blive ved. Kilde efter kilde peger på, at man skal tilsætte kalk, men nogle siger, at det skal gøres hvis der ikke er “nok”, eller hvis krappen er “sur”. Hos andre bruges det bare hver gang.

Jeg ved ikke hvor ideen stammer fra, men den ser ud til at have været i omløb meget længe. Hellot, som Cardon citerer, udgav “Art de la tenture” i 1750, og den har været en meget indflydelsesrig bog.

Planten, det hele drejer sig om – krap, Rubia tinctoria. Her en andetårs-plante i min have midt på sommeren.

For at prøve at gennemskue sammenhængen mellem kraps røde, kalk og vandtype, lavede jeg en serie eksperimenter på uld.

I alle tilfælde er forholdet mellem krap og uld 1:1, og farvningerne er lavet ved ca. 55 grader. Jeg blødte krappen op i vand natten over inden farvningen, og farvede i iblødsætningsvandet. Under farvningen holdt jeg temperaturen en time, og lod så garnet køle af i farvebadet til næste dag.

Først ville jeg prøve at finde ud af, om det er kalken i vandhanevand, der gør noget ved farven, eller om det kunne være noget andet i vandet, der har en virkning. Med “noget andet” tænker jeg primært på jern, som er til stede i vandhanevand, og som kan have en stor virkning på farven selv i meget små mængder.

For at have noget at sammenligne med, farvede jeg først et nøgle i vandhanevand.

Så tilsatte jeg kalk i form af perlekalk (fra et havecenter). Mængden var 4 g/L, og det svarer ca. til 2 spsk i 10 L vand. Det gav en meget let forhøjet pH på 7-8 i stedet for 7. Og hvorfor lige den mængde, tænker man måske nu. På det tidspunkt i mine eksperimenter vidste jeg ikke hvilken mængde man plejer at bruge, så det var bare et gæt. Jeg prøvede den tilsætning af kalk både til vandhanevand og regnvand.

Endelig prøvede jeg læsket kalk, som jo bekendt er stærkt basisk. Derfor neutraliserede jeg det med en stærk syre, da uld jo ikke har godt af base.

Resultatet fra første runde ses herunder. Til venstre garn, der er farvet i vandhanevand, og har den sædvanelige, lidt blege røde, som vandhanevand plejer at give. Når jeg tilsætter kalk til vandhanevandet ændrer farven sig lidt, til en lidt lidt mørkere tone, men ændringen er ikke ret stor. Med regnvand og tilsat kalk får jeg en lidt lysere tone end med vandhanevand alene. Men den ligner ganske meget, så min foreløbige konklusion er, at det er kalken i vandhanevand der påvirker farven, og ikke noget andet som jern.

For at være helt sikker, og fordi jeg havde læst at der også godt kan være jern i havekalk, afprøvede jeg også læsket kalk. Indholdet af kalk i vandhanevand, og det man kan købe som havekalk, er  CaCO3 (calcium carbonat). Læsket kalk er derimod Ca(OH)2 (calcium hydroxid) som er en stærk base. Det var svært at måle op, så jeg tog simpelthen bare noget af vandet i min spand med læsket kalk og kom det i demineraliseret vand (så der helt sikkert ikke var andre ting til stede) og neutraliserede med en stærk syre (kan ikke lige huske hvilken).

Resultatet ses længst til højre i billedet nedenfor. En meget støvet gammelrød. Så konklusionen indtil videre er at ja, kalk har en effekt, men den er i retning af mere støvede røde, ikke kraftigere røde farver. Og ja, det er kalken i vandhanevand der er skyld i effekten. Og jo mere kalk (altså jo hårdere vand), jo større effekt.

Krapfarvning i vandhanevand, vandhanevand med 4 g/L kalk tilsat, regnvand med 4 g/L kalk tilsat, og i neutraliseret læsket kalk i demineraliseret vand.

Efter første runde fik jeg mistanke om, at jeg måske havde tilsat for meget kalk. Det kunne jo være, at kalk havde en god effekt ved en bestemt lav mængde, men ødelagde farven ved meget højere mængder. Så efter at have søgt en del fandt jeg et tal på 1-2%, for eksempel i Mairets bog. De fleste bøger angiver nemlig ubrugelige mængder som for eksempel “en skefuld kalk per farvegryde”.

For at skyde med spredehagl testede jeg mindre og større koncentrationer end de 1-2 %, nemlig 0,2, 1, 5 og 10%. Resultatet er nedenfor, og var faktisk lidt uventet. Der er nemlig ikke forskel på farvning i rent regnvand og op til 5 % kalk tilsat. Ved 10 % er farven en lille smule anderledes (blegere mod det gammelrøde) men forskellen er så lille, at det ikke lykkedes at fange den på billedet.

Uld farvet med krap i regnvand uden kalk tilsat, og med 0,2, 1, 5 og 10% kalk tilsat.

Jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv om, om det var et positivt eller negativt resultat. Det siger dybest set at i relevante mængder er kalk uden virkning. Det giver ikke gode røde, men det er på den anden side harmløst.

Men hvis det ikke er rigtigt hvad de engelske bøger siger, er de danske farveres fornemmelse så rigtig? Bliver farven bedre jo mindre kalk der er? Nedenfor er en sammenligning af krapfarvning i regnvand, vandhanevand og demineraliseret vand. Der er den typiske forskel på regnvand og vandhanevand, hvor sidstnævnte er lidt dårligere end førstnævnte.

Prøven i demineraliseret vand var jeg ekstra forsigtig med. Efter bejdsningen, som jeg altid laver i vandhanevand, vaskede jeg garnet i regnvand flere gange, og det gjorde jeg også med glasset, farvningen foregik i. Den behandling gav den bedste røde i dette eksperiment, så min konklusion må være ret klar. Jo mindre kalk, jo bedre rød.

Farvning i regnvand, vandhanevand og demineraliseret vand. Den dårligste rød fås med vandhanevand, den bedste med demineraliseret.

Nedenfor alle prøver i et samlet billede, så man kan sammenligne dem direkte.

Alle testens farveprøver samlet i et billede. Alle er 1:1 krap og uld, og de kort der ligger i en gruppe er farvet samtidig i glas over et samlet vandbad.

Mit resultat er altså klart, at mindre kalk giver bedre rød. Men det efterlader stadig et mysterium. Hvorfor står der i alle bøger fra de sidste 3 århundreder, at krap farver bedre rød med tilsætning af kalk?

KRAPS FAMILIE

Krap har mange slægtninge, som også indeholder gode, røde farvestoffer. Det er planter, som er hjemmehørende i Danmark, og har været brugt langt tilbage i historien.

~

Året lakker faktisk allerede mod enden, og jeg vil prøve at samle lidt op på de mange eksperimenter, jeg har lavet.

Denne sommer ledte jeg efter så mange som muligt af kraps slægtninge. Krap, Rubia tinctoria, hører til Krap-familien (Rubiaceae), og indenfor den familie finder man også Snerre-slægten (Galium).

Snerre-arter har slet ikke lige så meget rød farve i rødderne som krap, men der findes flere vildvoksende snerre-arter i Danmark, som har været brugt historisk.

Krap-plante, der gror i min farvehave.

Den første snerre, der springer i øjnene er burre-snerre (Galium aparine). Den gror nemlig overalt! Det er den plante, der laver frøene, jeg altid bare har kaldt burrer. De runde frø er nemlig fulde af modhager, så burrerne er fantastisk gode til at hænge fast i tøj og hundepels. Hele planten har modhagerne, og her afslører slægtskabet sig virkelig, for krap har præcis de samme modhager.

Mit forsøg på at grave burre-snerre op for at få fat på rødderne sluttede dog hurtigt. Rødderne er fine som sytråd, så der skal graves virkelig meget. Rødderne siges ellers at indeholde farve, så jeg beholder planten på min måske-liste til en anden gang.

Burre-snerre i nærbillede. Man kan se de karakteristiske modhager, som får frøene til at hænge fast, og som krap-planten også er udstyret med.

Gul snerre (Galium verum), også kaldet Jomfru Marias sengehalm (på engelsk Lady’s bedstraw), er den snerre, man oftest ser omtalt som farveplante. Jeg såede den faktisk også i haven i år, frøene havde jeg bestilt fra Impecta. Jeg såede direkte på friland i foråret, men intet kom op.

Når man ikke har fundet en bestemt plante eller svamp endnu, så er den simpelthen usynlig. Men når man endelig finder den, så viser det sig tit, at den er overalt. Sådan udviklede mit og gul snerres forhold sig i sommerens løb. Da jeg endelig fik øje på den, så var den jo alle steder. For eksempel på denne magre strandeng:

Strandeng på Mols, mager og sandet jord, hvor gul snerre trives.

I den magre og sandede jord trives planten til gengæld også, side om side med blandt andet røllike og prikbladet perikon.

Gul snerre, der vokser i en hel klynge.

Desværre gav flere udflugter med skovl mig kun en meget lille håndfuld rødder af gul snerre – for lidt til at kunne vejes. Planten har nemlig, ligesom burresnerren, meget fine rødder, og de filtrer sig sammen med andre rødder, af rajgræs og lignende. Kombineret med den stenede/sandede jord, som gul snerre foretrækker, bliver det meget svært. Hvis man skal have fat på disse rødder, så skal man måske selv dyrke gul snerre i en sandet jord uden andre forhindringer. Jeg prøvede faktisk at farve med de få rødder, men det gav næsten ingen farve.

På en skovtur fandt jeg så denne plante – hvid snerre (Galium mollugo):

Blomstrende hvid snerre, fotograferet i juli.

Hvid snerre er også omtalt som farveplante, så jeg forsøgte mig igen med opgravning af rødder. Også her var det virkelig svært, for i skoven er der fyldt med trærødder, som det er umuligt at grave for. Men det lykkedes at få et par gode håndfulde rødder, mest fordi hvid snerres rødder er tykkere, og derfor nemmere at have med at gøre. Jeg gravede rødderne af hvid snerre op i skoven 9. juli. Næste dag, efter at være gjort i stand, vejede de let tørrede rødder 30 g.

Rødder af hvid snerre, en hæderlig bunke. Tydelig rød farve inden under det yderste barklag!

Jeg satte rødderne i blød i koldt vand natten over, og farvede så mine sædvanelige alun-bejdsede 12-grams nøgler Fenris for at afprøve farven. Jeg fjernede iblødsætningsvandet fordi Jenny Dean gør det, men jeg burde have sagt mig selv ud fra mine krap-eksperimenter, at det ikke var nødvendigt. Iblødsætningsvandet indeholder bare en lille mængde farve af samme art som den, der trækkes ud af roden ved opvarmning (6-gramsnøglet farvet i udblødningsvandet ligger hen over de andre nøgler i billedet nedenfor).

Jeg farvede så alun-bejdsende 12-grams nøgler i et 1. og 2. bad, præcis som når jeg farver med krap, altså ved at varme op til ca. 60 grader, og så lade garnet ligge i badet til næste dag.

Første-badet giver en overbevisende rød-orange, som ikke ville være spor overraskende, hvis det var almindelig krap man havde farvet med. Mængden af farve i hvid snerres rødder er bare mindre end i krap, men forskellen er faktisk ikke så stor, som jeg havde troet. Her er det 30 g rødder på 12 g garn, med krap ville man få sådan en farve frem med mindre end garnets vægt i krap.

Lidt overmodig smed jeg nu et stort (50-grams) nøgle i farvebadet, selv om jeg godt kunne se, at der ikke var så meget farve tilbage i det. Det var midt i juli, og jeg lod hele badet med garn stå i en krukke udenfor.

Et par gange lunede jeg det over vandbad for at hjælpe farven på vej, men ellers stod det bare. Jeg vendte i det nogle gange for at få en jævn farvning, og det fermenterede også en overgang. Både tid og fermentering vil hjælpe med at frigive farven, og jeg forestiller mig, at et garnnøgle, som suger farven til sig efterhånden som den frigives, gør, at mere af farven (alizarin, som ikke er ret opløseligt i vand) kan frigives. I hvert fald endte mit sidste nøgle, som jeg beholdt i krukken indtil 1. september (i alt  6 uger) med en fin laksefarve. Og farvebadet endte faktisk med at blive klart, så der var ikke mere farve at komme efter.

Farvning med roden af hvid snerre (Galium mollugo). 1. bad (til venstre), 2. bad (midten), og det store nøgle til højre er fermentering i 3. bad. Et nøgle farvet i iblødsætningsvandet ligger hen over de andre for oven.

Read this post in English

TRICKS til STRIBESTRIKNING

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

RØD KRAP

Krap er en af de allerældste farver, og er beskrevet i stort set alle bøger om naturfarvning. Men alle bøgerne giver forskellige metoder til at opnå den eftertragtede, mættede kraprøde farve. Der er kun en ting at gøre – eksperimentere!

En buket af krapfarvede garnnøgler. De er alle farvet på forskellig måde, så farverne er blevet forskellige.

Krap var faktisk en af de første naturfarver, jeg prøvede kræfter med, for nu mange år siden. Jeg fulgte “Colours from Nature” af Jenny Dean, som var den første farvebog, jeg anskaffede mig (nu har jeg selvfølgelig et helt bibliotek).

Dean opgiver en opskrift for lidt større stykker af kraprod, ikke pulveriseret rod. Hun skyller først i koldt vand, så i kogende vand, og kommer først derefter det vand på, som bliver til selve farvebadet. I mine tidlige forsøg med krap forsøgte jeg at følge den metode, men fik i flere forsøg kun en serie af laksefarver. Nogle gange i rosa retning, nogle gange mere i orange retning.

Efter mine tidlige forsøg var jeg klar til at give op. Laksefarvet var ikke ligefrem min yndlingsfarve. Jeg lod faktisk naturfarvning ligge i nogle år, men faldt så et par gange i snak med farvere på jernalder- og vikingemarkeder. En af dem fortalte mig, at hun altid fik klare røde farver med krap ved at bruge destilleret vand.

Derefter fik jeg fat i Ester Nielsens klassiske bog fra 1972, “Farvning med planter”. Nielsen skriver at rødderne skal udblødes i et døgn, og hun nævner ikke noget om udskiftning af vandet. Hun nævner heller ikke noget om hvilken slags vand hun bruger. Efterhånden kom jeg frem til en variant af Nielsens fremgangsmåde, med regnvand i stedet for destilleret vand, fordi regnvand er gratis. Jeg lader krappen stå i blød natten over i farvegryden, tilsætter alun-bejdset garn, varmer langsomt op til 55 grader og pakker så gryden ind i et tæppe og lader den stå til næste dag. Garn og rødder er altså i gryden sammen, og der bliver kun brugt et hold vand.

Med den metode har jeg mange gange fået den klare røde, som man er ude efter. Men mange gange er farven også endt i mere orange toner, som f. eks. garnet til huen her:

Brisingamen-huen i krapfarvet garn.

Jeg kan godt lide orange, men det er den røde, som er det ypperligste fra krappen. Desuden er jeg blevet mere og mere forvirret, jo mere jeg har læst om farvning med krap, og jeg er ikke den eneste. Dean bruger som nævnt varm ekstraktion (altså udblødning i et hold vand, som kasseres) mens andre, f. eks. Ecotone Threads bruger en kold ekstraktion.

Krap indeholder mange forskellige farvestoffer. Ifølge “Handbook of Natural Colorants” af Berchtold & Mussak, så er der påvist mere end 35 forskellige anthraquinoner i krap (anthraquinoner er den type af molekyler, som alizarin, det vigtigste røde farvestof i krap, også hører til). De forskellige stoffer har lidt forskellig farve, og meningen med en (kold eller varm) ekstraktion skulle altså være, at man fjerner  gule og brunlige farver.

Jeg bestemte mig for at afprøve, om jeg kunne komme mine orange toner til livs med ekstraktion. Jeg brugte mine sædvanelige 12-grams testnøgler af Fenris (100% uld), som jeg bejdsede med 10% alun. I alle tilfælde brugte jeg 12 g pulveriseret krap pr. nøgle, og lod krappen blive i farvegryden hele tiden. Nogle få forfattere skriver, at man skal fjerne den før selve farvningen, men de fleste er enige om, at krappen skal blive i gryden

Ifølge Liles’ “The Art and Craft of Natural Dyeing”, så er alizarin kun ganske lidt opløseligt i vand, og derfor giver det god mening at lade krappen blive i gryden. Så kan der langsomt opløses mere alizarin efterhånden som det opløste bliver bundet til garnet. Jeg farvede også i alle tilfælde ved at varme krap og garn op til ca 55 grader, holde temperaturen i 1 time, og lade garnet stå i farvebadet til næste dag.

I mit lille eksperiment afprøvede jeg følgende, både med regnvand og med vandhanevand: at sætte krappen i blød natten over og farve uden at skrifte vandet ud, at sætte krappen i blød natten over i koldt vand, filtrere det fra og farve i et nyt hold vand, og endelig at hælde kogende vand over krappen og så farve i et nyt hold vand.

Filtrering af en lille testmængde krap i et gammeldags kaffefilter.

Resultaterne ses nedenfor:

1: Krap sat i blød natten over i regnvand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

2: Krap sat i blød natten over i vandhanevand og garnet farvet uden at skifte vandet ud.

3: Krap sat i blød natten over i regnvand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

4: Gennemløbet fra 3 (alså den væske der løb igennem filteret).

5: Krap sat i blød natten over i vandhanevand, filtrering, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

6: Gennemløbet fra 5 (alså den væske der løb igennem filteret).

7: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold regnvand.

8: Kogende vand hældt over krappen, filtrering med det samme, garnet farvet i et nyt hold vandhanevand.

9: Gennemløbet fra 7 (ikke gentaget for 8, da det ville være identisk).

Testens resultat, se forklaring over billedet.

Nøgle 1 er farvet med et hold regnvand, og det er den metode, jeg plejer at bruge. Heldigvis er nøgle 1 en af de gode røde i testen. Nøgle 2 er samme metode, men med vandhanevand. Nøgle 1 er kun lidt rødere end nøgle 2, så brug af regn eller vandhanevand har åbenbart ikke den store betydning, som jeg ellers troede. Jeg målte pH i begge badene, og de var begge to neutrale efter at have stået natten over.

Nøgle 3 og 5 er farvet med krap, der stod i blød natten over, hvor jeg fjernede det første hold vand. Hvis det var rigtigt, at sådan en kold iblødsætning fjernede gule og brune farver, så skulle der være forskel på nøgle 1 og 3 (begge farvet i regnvand) og nøgle 2 og 5 (begge farvet i vandhanevand), men det er der ikke. Min konklusion er altså, at en kold ekstraktion ikke fjerner gule og brune farver.

Den konklusion virker også rigtig, når man kigger på nøgle 4 (regn) og 6 (vandhane), som er farvet med gennemløbet fra 3 og 5. Hvis ekstraktionen fjernede gul og brun, så skulle nøgle 4 og 6 jo have de farver, men det har de ikke. De er koral/laksefarvede, som netop er de farver, jeg plejer at få i efterbade. Det passer altså med, at den kolde ekstraktion bare fjerner lidt af den samlede farve, der er til stede i krappen.

Endelig er der den varme ekstraktion. Nøgle 7 (regn) og 8 (vandhane) er farvet med nye hold vand, efter at jeg lavede den varme ekstraktion. De er ret svagt farvet, i toner som nærmest er identisk med farverne på nøgle 4 og 6. Det meste af farven er altså tilsyneladende væk efter den varme ekstraktion, og er endt i gennemløbet, som nøgle 9 er farvet med.

Nøgle 9 har en god kraftig rød-orange farve, som egentlig ikke er en overraskelse. Temperaturen er nemlig stort set det eneste, alle forfattere er enige om. Den må ikke blive for høj, for så kommer orange eller teglfarvede toner frem, og det er det, jeg ser her. Hvis lysægtheden skulle vise sig at være god, så er det varme gennemløb faktisk en god måde at farve orange på.

Det er også rart at se, at min lille test her passer med de allertidligste forsøg, jeg gjorde på at farve med krap. Deans metode svarer jo til nøgle 8, en bleg laksefarve, som vil være en skuffelse hvis man er ude efter rød.

Så opsummeringen af mit lille forsøgs konklusioner er:

Der er ikke ret stor forskel på de røde farver fra regnvand og vandhanevand, regnvandet giver en rød, som kun er en lille smule bedre end vandhanevandet. Denne konklusion gælder mit vandhanevand, og kan være helt anderledes andre steder.

Kold ekstraktion er ikke effektiv til at fjerne gule farver, og varm ekstraktion fjerner nærmest al farven.

Jeg plejer at holde temperaturen omkring 55 grader, men jeg har ikke selv tjekket, hvor følsom farven egentlig er overfor højere temperatur. Og jeg har overhovedet ikke taget pH og kalkindhold med i denne omgang. Det skal mine næste eksperimenter handle om.

EN HORDE HUER

Hvor søger man hjælp, når man bare ikke kan lade være med at strikke huer hele tiden?

~

Jeg har arbejdet på to nye hue-design, et med et blondestrikket mønster fra en japansk mønsterbog, og et i farvestrik, som jeg kom frem til ved prøvestrikning, Ja, jeg strikkede rent faktisk en prøve.

Brisingamen er inspireret af et japansk mønster, og er dobbelt over det hele. Indersiden er strikket i Bestla, en 35/65 blanding af silke og merino, mens ydersiden er strikket i Norne, mit 1-trådede rene uldgarn. Det tog altså nogle grublerier at finde på en måde, hvor både kanten og resten af huen kunne blive dobbelt – i sidste ende blev løsningen to midlertidige opslagninger. Det lyder måske indviklet, men det er altså ikke slemt, og resultatet taler for sig selv. Fordi strikkefastheden er lille ender den dobbelte hue med at være tynd, men varm og endda nogenlunde vindtæt.

Her er Dagmar på en snevejrsdag for nogen tid siden. Prototypen, som er strikket i ufarvet garn, blev for lille til mig, men den passer hende perfekt.

En meget tilfreds Dagmar med Brisingamen-prototypen.

Til voksenstørrelsen lavede jeg små ændringer. En tredobbelt snoning i stedet for den enkelte række snoede masker mellem motiver gør huen lidt større, og ribben er længere. Her er den næsten færdige voksenhue, farvet i 1:1 krap. Ren uld tager imod krapfarven på en lækker måde – silke-merinoen tager imod lidt anderledes, men ikke mindre lækkert. Det er måske den skinnende silke, der ændrer udtrykket.

Brisingamen hue i ren uld yderst og silke-merino indeni. Begge dele farvet med kraprod.

Folkvang er inspireret af mønstre fra Bohus strik, og er en hue i baskerfacon. Siden jeg første læste om Bohus-mønstre har jeg haft stor appetit på dem.

Og denne gang strikkede jeg simpelthen en prøve for at afprøve mønstre. Først ville jeg have buede former, og det er sådan prøven begynder (til højre). Men buen ville ikke som jeg ville, og jeg indså også, at man skal strikke med 3 farver for at få en bue, der adskiller 2 forskellige baggrunde. Jeg hader at strikke med 3 farver samtidig, så prøven fortsatte med rektangler.

Først en hvid rektangel på blå og grøn baggrund. Fin nok, men vrangmaskerne på langsiderne tilføjer ikke noget. Så en blå rektangel på beige baggrund. Nu er der vrangmasker indeni, og det gør udtrykket mere interessant. Det gik den rigtige vej! Så skiftede jeg til hvid baggrund, beholdt den mørke indigo som mønsterfarve, og tilsatte et skriggrønt bånd i baggrunden. Jeg nåede frem til det helt rigtige, da jeg lod den hvide farve komme ind i rektanglen, og blødte det skriggrønne bånd op med et par runder beige omkring.

Folkvang-strikkeprøven. Hvid baggrund med kontrastfarverne blå (indigo), mørkegrøn (rejnfan og indigo), beige (sortfiltet netbladhat 2. bad) og stærk lys grøn (tagrørsblomster).

De lodrette liner af blå vrangmasker tiggede jo ligefrem om at blive forlænget med en farvestrikket rib, så det var hvad jeg gjorde:

Jeg ville ikke bryde den farvestrikkede rib på overgangen til resten af hatten, så jeg brugte en ny (tror jeg?) sammenstrikning til kanten.

På billedet nedenfor er den farvestrikkede rib forrest. Den midlertidige opslagning er pillet op, og maskerne derfra sat på en pind, som er bag arbejdet. Så holder jeg garnet som sædvaneligt til farvestrik (blå forrest på fingeren, fordi den er dominant, og den hvide bagved) og strikker vrangmaskerne vrang med blå, og strikker 3 masker sammen ret med hvidt, en fra forreste pind og to fra den bagerste. På den måde bliver søjlerne af vrang ikke brudt, og universets orden er opretholdt.

Lukning af kanten i farvestrik.

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele!

Se projekter på Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Bejdsning med skræppe

Skræpper kan bruges som et bejdsemiddel – det faktum havde jeg hentet fra læsning og skrevet mig bag øret. Jeg kunne ikke lige huske hvor jeg læste det, men bestemte mig bare for at prøve. I juli-august plukkede jeg kruset skræppe (Rumex crispus) i vejkanten, en høj plante med en stor frøstand i rødlige farver.

rumexcrispus
Kruset skræppes frøstande.

Kruset skræppe kan man kende på, at frøene sidder imellem tre små blade, kaldet blosterblade, og der sidder en gevækst på ydersiden, kaldet bruskkorn.

rumexcrispus_zoom
De indesluttede frø helt tæt på.

Til et 12-grams testnøgle uld brugte jeg ca. 100 g tørrede blomster/stilke, som jeg kogte op første dag og kølede af. Næste dag varmede jeg garnet op i suppen til lige under kogepunktet, og lod garnet ligge i suppen og køle af – det endte med et par dage fordi jeg havde alt muligt andet at se til… Efter bejdsningen i den dybrøde skræppesuppe var garnet rødligt.

skraeppebejds
Afkoget af kruset skræppe, og garnet der blev behandlet med det.

Så kom jeg endelig til det egentlige eksperiment. Jeg farvede mit skræppebejdsese garn plus to andre 12-gramsnøgler (et ubejdset og et, der var bejdset i 10% alun, min standardbejdsning) med krap. Farvebadet var 40 g krap i regnvand, og resultatet kan man se nedenfor. Det alunbejdsede garn blev som forventet en flot rød, mens det ubejdsesede og skræppebejdsede blev helt ens – en ellers flot orange. I denne sammenhæng vil jeg dog kalde det en fiasko, for skræppebejdsningen har jo ikke gjort nogen forskel i forhold til ingen bejdsning.

Alunbejdsning giver den sædvanelige kraprøde – uden bejdsning eller behandlet med skræppe bliver garnet orange.

Så hvad gik der galt? Heldigvis lykkedes det mig at finde ud af, hvor jeg havde læst om skræppebejdsning: India Flint’s “Eco Colour”. Og det hun rent faktisk skriver om skræppearter er nedenstående.

“Tør og mal rødderne og bland dem med vand for at lave en opløsning, der er rig på garvesyre. Artens blade er også rige på oxalsyre. Selv de tørrede frø kan bruges til bejdsning”

Men det løser nu ikke helt mit mysterium. Rødderne indeholder garvesyre, som kun virker som bejdsemiddel på plantefibre, ikke uld. Men det var jo heller ikke rødderne jeg brugte, det var stilkene med frø og blade – og de indeholder (ligesom rabarberblade) oxalsyre, som burde fungere som bejdsemiddel på uld. Måske var mængden bare ikke stor nok? Det skal prøves igen næste år.

Krap, abrash og en trøje

Krap har været brugt some farvestof i tusindvis af år. Eller, som Brian Murphy så elegant skriver det, “kraps dagbog går tilbage til historiens tidligst nedskrevne sider” (i “The Root of Wild Madder”).

Når jeg farver med krap, og tillader mig selv virkelig at tænke efter, så fyldes jeg af fascination. Ja, man kan få mange og smukke farver ud af krap, men når man sætter sig ind i plantens historie og kemi, så ser man mere end bare en farve.

Antikkens civilisationer omkring Middelhavet (romere, grækere, fønikere) havde en livlig handel med farvestoffer (krap, indigo og purpur fra muslinger) så tidligt som det 12. århundrede før vores tidsregning (man kan læse mere i kapitel 1 af “Handbook of Natural Colorants”, en dyr bog, men der findes et uddrag, som indeholder kapitel 1 her).

Kraps karriere som farvestof til orientalske tæpper er også meget lang. Klassiske persiske og afghanske tæpper er farvet med krap (og dens gamle følgesvend, indigo). Brugen af de naturlige farvestoffer er faktisk grunden til, at gode tæpper ældes med ynde, og måske ligefrem bliver smukkere med alderen. I et naturfarvet tæppe sker det ofte, at indfarvninger, der har set ens ud da tæppet blev knyttet, falmer lidt forskelligt. Det giver en slags mosaik-effekt, som kaldes abrash. Det ses for eksempel i den røde (krapfarvede?) baggrund i dette tæppe:

abrash
Et gammelt tæppe med abrash i den røde baggrund.

Det vigtigste farvestof (et ud af 20 eller mere) i kraprod, alizarin, er et særdeles godt farvestof. Det er et af de mest lysægte naturlige farvestoffer, og har også en god vaskeægthed når det er kompleksbundet til aluminium (det er grunden til at bruge alunbejdsning, som afsætter aluminium-ioner i fiberen).

De første gange jeg forsøgte mig med krapfarvning fik jeg skuffende laksefarver i stedet for dyb rød. Det viste sig at vandet var meget hårdt hvor jeg boede dengang, så jeg skiftede til at bruge regnvand til krapfarvning, og har derefter altid fået gode røde farver.

Det første farvebad giver den dybe røde, som er krappens signatur. Når man så farver videre med flere nøgler garn i det brugte bad, så får man en serie af lysere og lysere laksefarver. Og jo mere jeg har farvet med krap, jo gladere er jeg faktisk blevet for laksefarverne.

Jeg er lige blevet færdig med en trøje til mig selv i sådan en laksefarve. Mønsteret er Folded af Veera Välimäki, garnet er Supersoft (575m/100g). Indfarvningen er ikke helt jævn, og det giver en slags falsk abrash. Trøjen vejer kun 153 g, fordi jeg strikkede løst med Supersoft på en 3,5 mm pind.

folded
“Folded” trøje i krap. Folderne kom om på ryggen, jeg synes, det er mere klædeligt.

Min eneste klage er trøjens skuldre. Jeg fulgte den del af mønsteret slavisk, så jeg vil sige at fejlen er mønsterets. Raglan-sømmen er simpelthen ikke lang nok, så skuldrene er ikke store nok, og trækker udad. Til gengæld er jeg glad for folderne, som jeg satte på ryggen i stedet for foran, som mønsteret gør. Jeg synes, min måde gør trøjen meget mere flatterende! I hvert fald på en figur med flad ammebarm og kødfuld ryg.

 

Dyeing with Sorrel Root

Sometimes when I read something and there is one key word that doesn’t compute, it’s like my brain just jumps over the entire topic. Some time ago, searching for information on Xanthoria parietina and its pigment parietin, I came across information on the Rumex family. This is what I wrote back then

Parietin, Wikipedia informs us, is also found in the roots of curled dock (Rumex crispus, kruset skræppe in Danish). Jenny Dean lists the roots of curled dock, dock, and sorrel as sources of reddish browns, but I’m not sure if that has anything to do with its parietin content

but I didn’t connect it to anything, because I didn’t immediately see a plant in my mind’s eye. This summer, I actually went through the trouble of looking it up (sic), and found that it is a very common plant around here.

I gathered these plants in late June:

rumexplant

and I’m quite sure it’s Rumex acetosa (common or garden sorrel, in Danish almindelig syre) which, according to this, you can also eat the young leaves from. It often grows in damp or even wet places. It is actually a bit hard to pull the root up, it’s easier the wetter the soil.

I tried dyeing with the roots according to the method in Jenny Dean’s “Wild Color”: I took 150 g of fresh roots, washed and chopped them, and at that point you can tell that they have some color in them:

rumexroot

I then soaked them overnight, although I’m not sure that step is necessary when using fresh roots. No color worth mentioning came out of it at that point…

But it did give very nice reddish brown (just as Dean promised) when heated. I just kept repeating with 10-g test skeins, it took 4 skeins to exhaust the bath. That’s a very good dye bath in my book! All the plant tops from those roots gave a brownish red-tinged yellow which is actually pretty nice, but I just tried that one one skein. Together they look like this – front to back its first to fourth root bath, then the plant tops all the way in the back:

rumexdyedwool

The result is quite pleasing, I think, and I began seeing similar plants just about everywhere. Another one that’s common around here is this one

rlongifolius

which is another member of the Rumex family, probably Rumex longifolius (dooryard dock, in Danish by-skræppe) or Rumex crispus (curled dock, in Danish kruset skræppe). I’ve dug up some of these and dried the roots, to be saved for the meager dyeing days of winter.

FACTS – Rumex acetosa roots

Mordant 10% alum

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 1:15 fresh roots was enough for 4 dye baths

Conclusion Lovely red-brown color

Possible improvements Not sure! This works!

Jeg har eksperimenteret med farven fra rødderne af almindelig syre, en af de almindelige skræppearter. De rødbrune toner var uventet dybe og lækre, og rødderne rækker ganske langt. Jeg har tørret rødderne af en anden af de almindelige skræppearter (ved ikke helt om det er by-skræppe eller kruset skræppe, men tror også det er ligegyldigt) så jeg har dem til vinterens farvning.

Save

Save

Bilskirner, the Final Prototypes

I’ve finally completed my prototypes for a child and adult version of the hat that I’ve decided to call Bilskirner. The design changed a bit since the first prototype… My family was not impressed with the rib edge on the first prototype, so my hands were tied. I had to make a garter edge in the final version, and I must admit it looks better.

hats1

hatsonly

In Norse mythology, Bilskirner is the home of the thunder god Thor. According to one of the Icelandic manuscripts called Grímnismál, Bilskirner with its 540 rooms is the largest building known. There are a lot of translations of Grímnismál (you can see some here), here’s one that I like:

Five hundred rooms and forty withal
I ween that in Bilskirnir be;
of all the halls  which on high are reared
the greatest I see is my son’s.

I imagine the huge home of the thunder god as an angular complex, and it feels like a match with my simple geometric unisex design.

And talking of a big angular complex, we went to one such and that’s actually where we took the top snapshots of us wearing the hats: on the roof of the new Moesgaard Museum outside Aarhus. I love the way this building rises out of the ground, it gives you the feeling that the ancient objects on display are somehow still under the ground

moesgaard

Plus, there’s the view from the top of the roof, you can see the land at the other side of the bay (Mols)

viewfromroof

We saw the exhibition there of the  Chinese terracotta soldiers that were found alongside the first emperor. They were truly beautiful!

terracotta

FACTS – BILSKIRNER HAT

Pattern Bilskirner, my pattern that is now ready for test knitting. Comment below if you want to test the Danish or English pattern

Yarn Guldfaxe 100 m/50 g 100% alpaca

Needle 4.5 mm

Colors Gradient from madder to tansy, on a natural white background

Conclusion I’ve had good fun designing this hat. The rib edge on the first version drew the eye away from the color pattern, so I’m happy with the garter edge on the final version. At this point, all that remains is to race off to my dye pots to make some more color schemes!

Jeg er endelig blevet færdig med designet til min Bilskirner hat, i voksen- og børnestørrelse. Den første prototype havde en ribkant forneden, men den er erstattet af en retstrikket kant i den endelige version. Resten af familien hadede nemlig ribkanten, så det var bare med at rette ind! Nu er jeg klar til at få teststrikket mønsteret, så hvis nogen er interesserede i at teste, så skriv det i en kommentar nedenfor.

Billedet hvor min datter og jeg har hattene på er taget på taget af det nye Moesgaard Museum. Jeg kan virkelig godt lide den nye bygning, det er ligefrem genialt at den ligger som en kile under jorden og er fyldt med oldsager der er fundet under jorden. Når man kommer fra den lave ende går man op af taget uden at opdage hvor naturen ender og bygningens kile begynder. Og så er der udsigten helt til Mols.