Bejdsning med skræppe

Skræpper kan bruges som et bejdsemiddel – det faktum havde jeg hentet fra læsning og skrevet mig bag øret. Jeg kunne ikke lige huske hvor jeg læste det, men bestemte mig bare for at prøve. I juli-august plukkede jeg kruset skræppe (Rumex crispus) i vejkanten, en høj plante med en stor frøstand i rødlige farver.

rumexcrispus
Kruset skræppes frøstande.

Kruset skræppe kan man kende på, at frøene sidder imellem tre små blade, kaldet blosterblade, og der sidder en gevækst på ydersiden, kaldet bruskkorn.

rumexcrispus_zoom
De indesluttede frø helt tæt på.

Til et 12-grams testnøgle uld brugte jeg ca. 100 g tørrede blomster/stilke, som jeg kogte op første dag og kølede af. Næste dag varmede jeg garnet op i suppen til lige under kogepunktet, og lod garnet ligge i suppen og køle af – det endte med et par dage fordi jeg havde alt muligt andet at se til… Efter bejdsningen i den dybrøde skræppesuppe var garnet rødligt.

skraeppebejds
Afkoget af kruset skræppe, og garnet der blev behandlet med det.

Så kom jeg endelig til det egentlige eksperiment. Jeg farvede mit skræppebejdsese garn plus to andre 12-gramsnøgler (et ubejdset og et, der var bejdset i 10% alun, min standardbejdsning) med krap. Farvebadet var 40 g krap i regnvand, og resultatet kan man se nedenfor. Det alunbejdsede garn blev som forventet en flot rød, mens det ubejdsesede og skræppebejdsede blev helt ens – en ellers flot orange. I denne sammenhæng vil jeg dog kalde det en fiasko, for skræppebejdsningen har jo ikke gjort nogen forskel i forhold til ingen bejdsning.

Alunbejdsning giver den sædvanelige kraprøde – uden bejdsning eller behandlet med skræppe bliver garnet orange.

Så hvad gik der galt? Heldigvis lykkedes det mig at finde ud af, hvor jeg havde læst om skræppebejdsning: India Flint’s “Eco Colour”. Og det hun rent faktisk skriver om skræppearter er nedenstående.

“Tør og mal rødderne og bland dem med vand for at lave en opløsning, der er rig på garvesyre. Artens blade er også rige på oxalsyre. Selv de tørrede frø kan bruges til bejdsning”

Men det løser nu ikke helt mit mysterium. Rødderne indeholder garvesyre, som kun virker som bejdsemiddel på plantefibre, ikke uld. Men det var jo heller ikke rødderne jeg brugte, det var stilkene med frø og blade – og de indeholder (ligesom rabarberblade) oxalsyre, som burde fungere som bejdsemiddel på uld. Måske var mængden bare ikke stor nok? Det skal prøves igen næste år.

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green
Sensommerens grønne toner, fra tagrør (de 3 forreste nøgler) til sortfiltet netbladhat (de 2 bagerste).

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker
Sortfiltet netbladhat, i sit yndlingshabitat, bliver plukket af Dagmar (med brækket albue).

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet
Her stikker de op, de sortfiltede. Som det står et sted i den store svenske farvesvampebog, så ser de ikke ud af meget oppefra, men det skal man ikke lade sig snyde af.

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop
En stor, flot hun. Man er ikke i tvivl om, at korsedderkopper er farlige!

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.
Lysprøver 2016. 1: Gamle brunporesvampe. 2: Sortfiltet netbladhat. 3: Orange slørhatte. 4: Krap-indigo matrix. 5: Rødder af alm. syre. 6: Birkeblade. 7: Vau. 8: Henna. 9: Morgenfrueblomster.

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985
En enkelt blomsterknap fra rejnfan, også kaldet guldknap. Antallet af spiraler er et tal, der tilhører Fibonacci-rækken.

Dyeing with Sorrel Root

Sometimes when I read something and there is one key word that doesn’t compute, it’s like my brain just jumps over the entire topic. Some time ago, searching for information on Xanthoria parietina and its pigment parietin, I came across information on the Rumex family. This is what I wrote back then

Parietin, Wikipedia informs us, is also found in the roots of curled dock (Rumex crispus, kruset skræppe in Danish). Jenny Dean lists the roots of curled dock, dock, and sorrel as sources of reddish browns, but I’m not sure if that has anything to do with its parietin content

but I didn’t connect it to anything, because I didn’t immediately see a plant in my mind’s eye. This summer, I actually went through the trouble of looking it up (sic), and found that it is a very common plant around here.

I gathered these plants in late June:

rumexplant

and I’m quite sure it’s Rumex acetosa (common or garden sorrel, in Danish almindelig syre) which, according to this, you can also eat the young leaves from. It often grows in damp or even wet places. It is actually a bit hard to pull the root up, it’s easier the wetter the soil.

I tried dyeing with the roots according to the method in Jenny Dean’s “Wild Color”: I took 150 g of fresh roots, washed and chopped them, and at that point you can tell that they have some color in them:

rumexroot

I then soaked them overnight, although I’m not sure that step is necessary when using fresh roots. No color worth mentioning came out of it at that point…

But it did give very nice reddish brown (just as Dean promised) when heated. I just kept repeating with 10-g test skeins, it took 4 skeins to exhaust the bath. That’s a very good dye bath in my book! All the plant tops from those roots gave a brownish red-tinged yellow which is actually pretty nice, but I just tried that one one skein. Together they look like this – front to back its first to fourth root bath, then the plant tops all the way in the back:

rumexdyedwool

The result is quite pleasing, I think, and I began seeing similar plants just about everywhere. Another one that’s common around here is this one

rlongifolius

which is another member of the Rumex family, probably Rumex longifolius (dooryard dock, in Danish by-skræppe) or Rumex crispus (curled dock, in Danish kruset skræppe). I’ve dug up some of these and dried the roots, to be saved for the meager dyeing days of winter.

FACTS – Rumex acetosa roots

Mordant 10% alum

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 1:15 fresh roots was enough for 4 dye baths

Conclusion Lovely red-brown color

Possible improvements Not sure! This works!

Jeg har eksperimenteret med farven fra rødderne af almindelig syre, en af de almindelige skræppearter. De rødbrune toner var uventet dybe og lækre, og rødderne rækker ganske langt. Jeg har tørret rødderne af en anden af de almindelige skræppearter (ved ikke helt om det er by-skræppe eller kruset skræppe, men tror også det er ligegyldigt) så jeg har dem til vinterens farvning.

Save

Save