Hypogymnia nedfalds-lav

Lommer fulde af nedfalds-lav er ofte resultatet af mine gåture. Et af de almindelige fund under træer er to arter af kvistlav (Hypogymnia), som er gode arter at farve med.

~

Nedfalds-lav er perfekt at farve med, da det ikke gør nogen skade at samle nedfaldet op. Jeg skriver derfor en lille serie af indlæg om de forskellige arter af lav, der typisk findes i nedfaldet, og har tidligere skrevet om Ramalina fastigiata.

Denne gang skal det handle om Hypogymnia physodes (almindelig kvistlav) og Hypogymnia tubulosa (finger-kvistlav), to almindelige arter, som er tæt beslægtede (og derfor har delvist samme navn). De ligner da også hinanden meget – begge er grå-grønne og foliose (fladtrykte, bladagtige).

Hypogymnia physodes, som her gror ud over en lille gren, har flade lober, evt. med soredier på den yderste del. Soredier er en af lavets måder at formere sig på (se mere her), og gennembryder lavets overflade mange små steder, så den ser grynet eller pulveragtig ud. Hos Hypogymnia-arter sidder soredierne på undersiden, som er foldet op yderst på loberne, så den grynede overflade kan ses:

Hypogymnia physodes dækker en lille gren. Detalje til højre, hvor den grynede overflade pga. soredierne på de opfoldede lober kan ses.

Hypogymnia tubulosa ligner physodes meget, men har hule lober. I højre side af dette billede har jeg skåret en lobe over, så man kan se at det er tilfældet:

Hypogymnia tubulosa med en overskåren lobe til højre.

Begge arter er meget almindelige, og gror mange steder, inklusive på træer, sten og træværk. De kan lide at gro på sure underlag, og Dobsons “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species” fortæller, at Hypogymnia physodes er en af de arter, der er mindst følsom overfor svovldioxid-forurening. Hypogymnia tubulosa er lidt mere følsom.

Nogle gange kan der være stor forskel på farveindholdet i arter, der ellers ligner hinanden meget. Jeg bestemte mig for at teste, om de to arter giver samme farve.

Jeg brugte ubejdset garn, for lav-farver er jo substantive. I et farvebad fra 9 g Hypogymnia tubulosa røg der et 12-grams Fenris (ren uld) og et 5-grams Bestla (merino-silke) testnøgle. Jeg lavede et farvebad af 15 g Hypogymnia physodes, og deri 2 12-grams Fenris og et 5-grams Bestla testnøgle. Altså halvt så meget lav som garn i begge tilfælde. Det ene nøgle Fenris modificerede jeg så i et efterbad med jern.

Begge slags lav giver samme farve, den fine, støvede gule, som er helt klassisk for BWM (boiling water method) lav. Der er altså ingen grund til at sortere Hypogymnia physodes og tubulosa. Merino-silken tager en lille smule mindre imod end den rene uld, mens et efterbad i jern gør farven meget mørkere og drejer den over i det grønne.

Til venstre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia tubulosa. Til højre: ren uld og merino-silke farvet med Hypogymnia physodes, yderst til højre et nøgle ren uld hvor sidstnævnte farve er modificeret med jern.

Nedfalds-lav

Nedfalds-lav er perfekt til naturfarvning, det gør nemlig ingen skade at samle det nedfaldne lav op – det kan alligevel ikke gro videre. Tue-grenlav er en af de almindelige arter, som også er let at genkende.

~

Når jeg går tur på blæsende regnvejrsdage finder jeg tit masser af lav, der ligger spredt på jorden under træer. Lav, som vinden har flået af grenene. Efter en god storm har jeg nogle gange fyldt alle mine lommer plus tilfældige skraldeposer med sådan noget nedfalds-lav. Det skønneste nedfald, med den fantastiske duft som kun lav har.

Indsamling af nedfalds-lav gør ingen skade, for lav-totter, der er flået ned kan alligevel ikke vokse videre. Så det er den bedste (nogle vil sige den eneste) måde at finde lav til farvning. Når jeg kommer hjem med sådan en skat plejer jeg at sprede lavet ud på en bakke til tørring (så det ikke bliver muggent).

Nedfalds-lav tørrer. Det ser ud til at være et stort stykke Evernia pruniastri til venstre, til højre Ramalina fastigiata for oven og formodentligt en art Parmelia for neden.

Før man kan farve med nedfaldslavet, er det nødvendigt at sortere det og bestemme arterne. Med nogle arter skal man nemlig bruge en simpel kogning i vand (BWM), mens andre skal trække i ammoniak:

Kogning i vand er selvfølgelig det letteste. Lavet simres i vand og køler af. Garn tilsættes til dette farvebad, og opvarmes en timestid uden at koge.

Ammoniakmetoden er noget mere besværlig. Lavet trækker i 1% ammoniak (oprindeligt brugte man gammel urin) i flere uger eller måneder. Glasset rystes og åbnes dagligt for at ilte væsken. Den røde væske bruges til sidst som farvebad.

I begge metoder er det unødvendigt at bejdse garnet, da lavets farver er substantive (de kan altså binde direkte til uldfiberen uden bejdsning).

Lav, der trækker i 1% ammoniak.

For at kunne artsbestemme lav købte jeg for nylig Frank S. Dobsons bog “Lichens, An Illustrated Guide to the British and Irish Species”. Den indeholder en god introduktion til lav, og en detaljeret bestemmelsesnøgle med beskrivelser og fotografier.

Med Dobson i hånden har jeg tænkt mig at kigge lidt nærere på de slags lav, der typisk falder ned fra træerne heromkring. Altså, hvordan man genkender dem, hvilken farvemetode der skal bruges, og hvilke farver det giver.

Jeg begynder her med den slags lav, der måske er allerlettest at genkende, og også meget almindelig: Ramalina fastigiata, eller tue-grenlav. Den falder tit ned i større totter, som er helt dækket af udvækster, der ligner små sugekopper. Det er apothecier, som er lavets frugtlegemer. De laver kønnede sporer, som kun indeholder lavets svampedel. Når de spreder sig og spirer et nyt sted skal de mødes med en ny alge for at blive til et nyt lav-individ. Men alt det behøver farveren strengt taget ikke at bekymre sig om, bare man kan genkende apothecierne.

Et stykke Ramalina fastigiata, som er helt dækket af apothecier. Sådan nogle totter kan være op til ca. 5 cm.

I “Lichen Dyes, The New Source Book”opfører Karen D. Casselman Ramalina-arterne på listen over laver, hvor man skal bruge ammoniakmetoden.

Jeg har tidligere afprøvet denne metode med Ramalina fastigiata, og fik en lys rosa farve (billeder her).

Men Ramalina-arterne står faktisk også på listen over de arter, hvor man kan bruge den simple varmtvandsmetode. Derfor afprøvede jeg den simple metode med lige mængder Ramalina fastigiata og garn, men det gav absolut ingen farve (ingen billeder!). Konklusionen er, at Ramalina fastigiata hører strengt til ammoniak-arterne.

KRUKKER med LAV

Farvning med lav er en langsom disciplin – kun overgået af, hvor langsomt selve lavet gror…

Sidst i februar startede jeg to krukker med lav, en med almindelig slåenlav (Evernia prunastri) og en med tue-grenlav (Ramalina fastigiata) – det er jeg ret sikker på, er de rette artsbestemmelser.

lichens
Almindelig slåenlav (til venstre) og tue-grenlav (til højre).

Det er vigtigt at nævne, hvordan jeg har indsamlet dette lav. Tue-grenlavet er alt sammen nedfald fra et enkelt træ som voksede på legepladsen tæt på vores hus. Hver gang jeg gik der, fandt jeg noget nedfaldslav, ofte fyldte jeg begge lommer.

Men forleden da jeg gik forbi var træet blevet fældet! Det, og alle andre træer i nærheden!! Jeg håber, at der er nogle byplanlæggere et eller andet sted, der virkelig skammer sig.

Det meste af den almindelige slåenlav er også nedfald, men lidt af det er plukket på skovture til skove, hvor arten gror så voldsomt, at de fleste træer er dækket af et tykt tæppe. Og så er det i orden at plukke lidt.

Almindelig slåenlav er en velkendt art til farvebrug, og bruges også som bestanddel til mange parfumer. Ikke mærkeligt, for den dufter vidunderligt, ligesom alle de andre lavarter jeg har været tæt på. Jeg kom 25 g af den i et glas.

Tue-grenlav bliver ikke nævnt i kapitlet om lav i “Vegetable Dyes” af Ethel M. Mairet, en overraskende brugbar bog fra 1916, som man kan læse gratis hos Gutenberg-projektet.

Karen Diadick Casselman nævner den heller ikke direkte i “Lichen Dyes, The New Source Book”, men hun nævner Ramalina-arterne generelt som kilder til rød/pink med ammoniakmetoden. Jeg kom 20 g tue-grenlav i et andet glas.

Derefter fylder man 1% ammoniak på glassene så det dækker. Den almindelige ammoniak fra supermarkedet er 8%, så man fortynder bare med vand.

Og så kommer den kedelige del!

Lavet skal nemlig stå i ammoniakken i ugevis. Hver dag tager man låget af så der kan komme luft ind, og glassene skal rystes tit og godt for at få indholdet iltet. Casselman advarer igen og igen om, at farven ikke udvikler sig, hvis man ikke ilter ordentligt.

Jeg var meget pligtopfyldende med rysteriet indtil først i april, hvor jeg besluttede mig for at afprøve farverne.

Fra hvert glas tog jeg en mængde væske, som skulle svare til 5 g lav. Fra glasset med tue-grenlav, som indeholdt 20 g lav, var det 1/4 af væsken eller ca. 100 mL. Fra glasset med alm. slåenlav, som indeholdt 25 g lav, var det ca. 1/5 af væsken.

Jeg fortyndede væskerne så de dækkede garnet, og kom dem så i glas, som jeg varmede i vandbad.

Det er en god metode til meget små farvebade, og en ekstra god ide i dette tilfælde hvor pH er over 10 selv efter fortynding. Så mener jeg nemlig det er ekstra vigtigt at varme forsigtigt, så ulden ikke bliver beskadiget:

doubleboiler
Små farvebade, der varmes på vandbad.

Jeg varmede forsigtigt i en time, og tog så ulden ud af farvebadene i stedet for at lade den ligge til næste dag, som jeg ellers plejer. Den høje pH over mange timer ville nemlig æde ulden.

Dette første forsøg gav to nøgler i mellem-pink toner, som er meget fine, synes jeg. Alm. slåenlav-farven er brunere end den fra tue-grenlav, sidstnævnte er virkelig baby-pink:

lichenwoolapril
Uld farvet med alm. slåenlav (øverst) og tue-grenlav (nederst) efter at lavet har været i ammoniak eet par måneder.

Efter det første forsøg lod jeg glassene stå igen, til sidst i juni. Men i den sidste tid var jeg vist ikke så pligtopfyldende med at få indholdet iltet.

D. 21. juni bestemte jeg mig for at slutte eksperimentet.

Jeg filtrerede resten af væsken i hver glas, og målte pH. Den var, som forventet, 10-11. Jeg delte væsken fra hvert glas op i to, og lod den ene del være som den var, mens jeg neutraliserede den anden halvdel. Jeg brugte ca. 1 del 37% eddikesyre til 5-8 dele farvebad, for det var lige hvad jeg havde ved hånden.

Så brugte jeg samme system med vandbadet som første gang. Nøglerne i høj pH tog jeg ud efter en time, dem i de neutrale bade blev liggende i badet til næste dag. Og resultatet:

lichenwooljune
Fra højre til venstre – 1: Alm. slåenlav fra april, 2: Tue-grenlav fra april, 3: Alm. slåenlav høj pH, juni, 4: Tue-grenlav høj pH, juni, 5: Alm. slåenlav neutral pH, juni, 6: Tue-grenlav neutral pH, juni.

Nøgle 3 og 4 er en gentagelse af nøgle 1 og 2 efter at farven har fået et par måneder mere. Jeg ved ikke helt, hvorfor farven var bedre i april. Fordi jeg begyndte at glemme at ryste glassene? Eller er resultatet påvirket af, at jeg brugte alunbejdset garn i april med ubejdset i juni? Det burde ikke påvirke farver fra lav, da de er substantive, men man ved aldrig.

De neutraliserede farvebade gav mere intense farver, men de er ovre mod det brune i stedet for pink. Fine farver, men man kan få ca. det samme fra avocado med en meget mindre indsats.

Alt i alt er jeg meget tilfreds med mine første forsøg med disse lavarter, men der er mange forbedringer at afprøve.

Jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang jeg forsøger mig med disse typer lav. Faktisk lader jeg aldrig lav ligge på jorden når jeg finder det på mine gåture, så jeg har et lager til at sætte de næste eksperimenter i gang snarest!

 

 

 

 

Save

Save