Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

Et studie af bruskbolde

Bruskbolde indeholder et gul-brunt farvestof, men også en irriterende masse af bittesmå, sorte sporer. Jeg bestemte mig for at finde ud af, om sporerne indeholder nogen farve, eller om de bare kan smides ud.

~

Almindelig bruskbold (Scleroderma citrinum)

Forrige år farvede jeg en masse garn med bruskbolde. Det fik en dejlig gulbrun farve, men det var simpelthen fyldt med sporer, der blev ved med at drysse ud, både da jeg vandt garnet op, og da jeg strikkede det.

Men ud over at det var irriterende, så begyndte jeg også at overveje om sporerne overhovedet er sunde at indånde? Man plejer jo at sige, at bruskbolde er let giftige.

Bruskbolde er ellers hvad Lundmark & Marklund i “Färgsvampar & svampfärgning” kalder en “god farvesvamp”, så det ville være synd at droppe den pga. sporeproblemet. De nævner, at den indeholder farvestofferne badion A, norbadion A og sclerocitrin.

Sclerocitrin kan man også læse om i denne forskningsartikel: “Unusual Pulvinic Acid Dimers from the Common Fungi Scleroderma citrinum (Common Earthball) and Chalciporous piperatus (Peppery Bolete), Angewandte Chemie International Edition, 2004, 43, 1883-1886 af Winner et al. De viser, at det “stærkt gule” farvestof sclerocitrin findes i “store mængder” i bruskbolde. Bemærk også fra titlen, at det også findes i peber-rørhat. Det er ikke en svamp, jeg har ledt efter til farvning, men tippet er hermed givet videre.

Bruskbolde har en mørk eller sort sporemasse indeni, som er omgivet af en ydervæg af relativt beskeden tykkelse. Jeg bestemte mig for at lave et lille eksperiment for at se, om der overhovedet er pigment i sporerne. Hvis ikke, så kunne man jo bare lade dem ligge i skoven.

Overskårne bruskbolde med grå og sorte sporer indeni.

Til mit eksperiment brugte jeg et lille antal bruskbolde, jeg samlede i løbet af efteråret 2016 (det var ikke et ret godt år for bruskbolde). De har været tørret indtil nu.

Det var utrolig svært at adskille svampekødet fra sporemassen i de tørrede svampe, men det lykkedes, og jeg endte med 23 g ydervæg og 10-11 g sporer. Begge dele satte jeg i blød natten over, ydervæggene bare ved at hælde vand på. Sporerne var klumpet sammen i stenhårde klumper, så jeg startede med at morte dem. De virker vandafvisende, så jeg vådtede dem derefter med en stor sjat husholdningssprit, og fyldte efter med vand.

Næste dag kogte jeg de to farvebade op, og løb spore-badet igennem et kaffefilter. Det tog virkeligt lang tid for væsken at løbe igennem, sådan er det altid når man filtrerer en opløsning med så små partikler. Jeg farvede så et 10-grams alunbejdset testnøgle (af Fenris 100% uld) i hvert af badene, og det gav resultatet nedenfor – næsten samme farve i de to tilfælde.

Det øverste garn i billedet er farvet med svampens ydervæg, det nederste med sporerne. Jeg havde jo håbet, at sporerne ikke indeholdt nogen farve, men sådan er det altså ikke. Det er i princippet ikke nogen overraskelse at sclerocitrin og de andre pigmenter er fordelt i hele svampen, og at sporernes meget mørke farve altså ikke har noget med farveevnen at gøre.

Konklusionen bliver altså, at hele svampen indeholder farve, og at man smider en del god farve ud, hvis man ikke tager sporerne med. Så mit bedste bud på en god metode til farvning med bruskbolde bliver at tage hele svampen med, evt. vådte sporerne med sprit, og så investere den tid det nu tager at filtrere hele farvebadet før garnet kommer i.

Garn farvet med de forskellige dele af bruskbolden. Øverst garn farvet kun med svampens ydervægge, nederst garn farvet kun med sporerne.

Read this post in English

Fantastiske fiaskoer 2

Sidst skrev jeg om fiaskoer, og her følger flere. Først min største og mest irriterende fiasko som naturfarver indtil videre.

3: Fiasko med naturlig fermentering af indigo

For nogen tid siden eksperimenterede jeg med  indigo-farvning med fruktose, men resultaterne var ikke ret overbevisende. Mængden af blå farve der kom ud af farvekypen stod slet ikke mål med mængden af indigo, jeg brugte. Mona fra Thread Gently on the Earth foreslog så, at jeg skulle prøve en indigo-kype med krap og klid. Så det var lige hvad jeg gjorde, ud fra det Mona skriver og ud fra hendes kilde, Aurora Silk. Jeg er nemlig stadig meget interesseret i naturlig fermentering af indigo frem for den slags kype, hvor man bare drysser reduktionsmidlet i.

I begyndelsen af maj blandede jeg 34 g indigo, 17 g pulveriseret krap, 17 g hvedeklid og 116 g natriumcarbonat (sælges i Matas som kalcineret soda). Jeg brugte en gryde med låg, sidstnævnte passer fint på gryden, så jeg mente ikke, der ville være meget luft i den. Den tidlige sommer var jo rigtig varm i år, så jeg satte bare gryden udenfor, hvor der var 27 grader om dagen. Men der skete ikke rigtig noget i gryden. Det var ikke en komplet overraskelse, for gryden kølede jo af om natten.

Det næste jeg prøvede, var en opstilling med en enkelt elektrisk kogeplade. Efter lidt forsøg fandt jeg ud af, at kypen holdt sig omkring 37 grader når jeg tændte kogepladen på minimum i 15 minutter hver 2. time (jeg brugte en elektrisk timer). Men efter et par uger måtte jeg sande, at der ikke foregik meget i kypen.

Så prøvede en omgang eksperimenter i mange forskellige retninger. Kunne det være, at der ikke var nok reduktionsmiddel? Jeg tilsatte fruktose og mere base, men det fik heller ikke kypen i gang. Så hældte jeg en del af kypen over i et stort glas, som jeg lunede over vandbad. Glasset var helt fyldt op, og har skruelåg, og det gjorde en forskel. Kypens farve ændrede sig ikke ligefrem til gul-grøn, men var stadig mest blå, med et streft i grønlig retning (nedenfor, på skeen øverste billede til venstre). Til gengæld udviklede kypen den kobberagtige film, der fortæller at den virker rigtigt. Jeg farvede små nøgler, og de fik en dejlig støvet blå farve.

Så det virker – men ikke ret godt. Jeg kan kun farve meget små nøgler i mit glas, men jeg har brugt lang tid på at løse problemerne undervejs, og det bringer mig vel i den rigtige retning i forhold til engang at kunne lave en rigtig fermentering af indigo over lang tid. Indtid videre betrager jeg dog forsøget som en fiasko, fordi jeg fik så lidt blå farve ud af mine 34 g indigo. Men jeg er slet ikke færdig med emnet – måske skal jeg endda prøve det på større skala så det bliver utænkeligt at give op.

indigo
Indigo-farvning med krap/klid-metoden, med lidt fruktose drysset i efterhånden. Badet bliver kun let grønligt (øverst til venstre), men får kobberfilmen, der viser at reduktionen foregår (øverst til højre). Nederst, et lille nøgle garn, som blev farvet støvet blåt i indigo-glasset.

 

4: Fiasko med gyvel

Jeg har nu forsøgt to gange at spire frø af farvevisse (Genista tinctoria), men det er endnu ikke lykkedes. Frøene skal udsættes for kulde for at spire, og det gav jeg dem skam, men intet skete. Det påstås, at farvevisse skulle vokse vild her i midten af Jylland, men det er ikke lykkedes mig at finde den. I juni blev hele landskabet fyldt med gule klatter, men det var gyvel (Cytisus scoparius). Mange steder er den en invasiv art, men ikke her – den vokser naturligt i Danmark, og er værdsat af insekter. Den har dog spredt sig i løbet af de sidste 30 år, så det gør bestemt ikke noget at plukke den – bare man husker, at frøene er giftige.

Efter at have studeret den gamle flora lidt overbeviste jeg mig selv om at gyvel var et forsøg værd som farveplante, da gyvel og farvevisse begge tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). På det tidspunkt, i juni, var gyvelen ved at afblomstre, men jeg plukkede da nogle grene i vejkanten. Resultatet var ikke imponerede, gode gamle beige (højre billede nedenfor).

gyvel_broom
Gyvel spreder sig i disse år, og lyser gult op langs vejkanten. Til højre uld farvet beige med gyvel.

Jeg ville nok bare have konstateret at gyvel ikke duer, hvis ikke jeg lige havde set opslaget om gyvel i John & Margaret Cannons glimrende bog “Dye Plants and Dyeing” (som jeg for nyligt købte antikvarisk). Den beretter, at de unge grene, plukket i april til tidlig maj, er et farveemne. Ikke plukket i juni, som jeg gjorde. Unge grene skulle give gul-grøn med alun og grøn med kobber. Det kan være, jeg prøver gyvel igen næste år.

“Dye Plants and Dyeing” fortæller også om en hårdnakket forvirring i farvelitteraturen mellem gyvel og farvevisse, da farvevisse nogle gange kaldes “dyer’s broom” på engelsk, og gyvel hedder “common broom”. Ikke overraskende (bogen er udgivet i samarbejde med The Royal Botanic Gardens, Kew) påpeger forfatterne, at man kommer uden om al forvirring når man bruger systematiske, latinske plantenavne. Faktisk helt samme konklusion, som Catharine Ellis kom frem til i sit møde med de to planter.

5: Fiasko med rensdyrlav

I sommerferien samlede jeg nogle totter lav af Cladonia-familien, jeg mener, det er hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa). I “Lichen Dyes: The New Source Book”, nævner Casselman denne type lav som en bwm-lav (boiling water method, altså hvor farven kommer ud i varmt vand, ingen ammoniak i månedsvis). Ifølge Casselman skule hede-rensdyrlaven give en bladgrøn farve, så jeg bestemte mig for at afprøve det. Jeg farvede med et overskud af lav på ubejdset garn, da farver fra lav siges at være substantive. Resultatet (nedenfor) er ikke hvad jeg håbede på. Beige, og det trods overskuddet af lav i forhold til uld.

lichen
Hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og garn, som er farvet med denne lav

6: Fiasko med koldfarvning

mommywitch
Mor er en heks. Bemærk heksekedlen, som ser ud til at være en farvegryde med svampe og uld.

På et tidspunkt prøvede jeg at farve med  gamle brunporesvampe, og med en almindelig varm farvning gav det faktisk en fin gul-brun farve. For nylig dukkede der så en hel bunke gamle brunporesvampe op da vi ryddede op udenfor. Jeg havde åbenbart samlet og gemt dem på et tidspunkt, og nu var de fugtige og ved at blive ødelagt efter et ophold under en presenning (jeg har ikke nok plads til at opmagasinere farveemner indenfor).

Jeg havde selvfølgelig 1000 andre projekter i gang, og havde ikke lige planer med sådan nogle svampe, så jeg bestemte mig for det lettest mulige eksperiment med dem – koldfarvning (som jeg ikke plejer at bruge fordi det ikke ser ud til at virke ret godt). Jeg smed svampene i en spand vand, der stod udenfor, smed et 12-grams testnøgle alunbejdset garn efter, og lod det stå i ca. 3 uger. Den opmærksomme læser har jo nok gættet udfaldet – et ildelugtende nøgle beige garn, som jeg ikke engang kan finde nu (det er vist allerede overfarvet med indigo). Så det eneste jeg har at vise frem fra dette eksperiment 6-årige Dagmars tegning med temaet “Mor er en heks”. Jeg tager det som en kompliment.

PS: Da jeg var ved at skrive dette, dukkede en stak lysprøver op på mit skrivebord. Altså, jeg nåede frem til laget, de befandt sig i. Både varm farvning med gamle brunporesvampe og koldfarvningen her har meget lav lysægthed, meget dårligere end lysægtheden af friske brunporesvampe i varmt farvebad.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

En Hado til alle

For nylig havde vi hedebølge, så jeg trængte til et lille let projekt, hvor man ikke sidder med en stor bunke uld på skødet. Det endte med Hado, et mønster af Olga Buraya-Kefelian. Og det var faktisk så sjovt at strikke at jeg endte med at lave tre af dem. Øverst en gul/grøn, farvet med tagrørsblomster og sortfiltet netbladhat. Nederst til venstre en med to blå toner, den ene vajd og den anden almindelig tropisk (købt) indigo. Nederst til højre en med blå og orange, her har vajden fået selskab af uld, der er farvet med orange slørhatte.

hado4
Hvis man strikker en masse stribede huer og lægger dem ved siden af hinanden, så ligner det bolcher.

 

På billedet nedenfor kan man se at huerne har forskellig længde. Den blå/orange har 1,5 mønstergentagelser, den blå/blå 2 og den gul/grønne 2,5. Men man kan også se noget andet, og se det meget endda. Det orange garn smittede nemlig af, da jeg vaskede huerne! Alle huerne er strikket med samme hvide baggrundsfarve, og man kan altså sagtens se forskel på den med orange striber og de andre huer.

Sidste år, da min datter fandt de orange slørhatte og jeg først farvede med dem, var jeg henrykt over, hvor stor en mændge farve, der var i dem. Men den var åbenbart ikke vaskeægte. Så jeg kalder dette en fiasko, men hvis jeg finder svampene igen vil jeg dog godt tage dem med hjem og eksperimentere videre med dem.

hado_bunke
Mine huer har forskellig størrelse. Prøv at lade være med at bemærke, at den orange farve er løbet ud i det hvide!

 

Huens afslutning i originalen forstyrrede mit øje, så jeg var nødt til at lave en anden afslutning. I stedet for det mønsteret siger, så lavede jeg en halv mønstergentagelse hvor jeg udelod slå-om’erne. Den sidste halve mønstergentagelse i toppen starter med halvt så mange masker som før, og igen udelod jeg at slå om.

hado2
Jeg lavede indtagningerne om, så de nu passer til resten af huen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Gåture i marts (Nature Walks in March)

Vejret i marts har faktisk ikke været dårligt. Godt og dårligt vejr afhænger jo som bekendt udelukkende af, hvad ens forventning er. Mig er det er lykkedes at sidde udenfor og strikke i solen et par gange allerede, og så har vi også været på flere gode gåture. Der gror ikke så meget nyt endnu, så alt det spændende lige nu er lav og svampe, som gror på træstammer.

The weather here in Denmark has been all that bad in March. I suppose you’re supposed to make some comment along the lines of “in like a lion, out like a lamb”, but really, good and bad weather just depends on expectations. I’ve been sitting outside in the sun a couple of times already, knitting. And we’ve been on several good walks. There isn’t much new growing yet, so the most interesting living things right now are mushrooms and lichens growing on trees.

Her er det for eksempel almindelig slåenlav (Evernia prunastri) som hygger sig ud over en stamme. Jeg samlede ikke noget denne gang, men tidligere har jeg farvet med den. Man skal bruge ammoniakmetoden, og kan få nydelige lyserøde toner med den.

This is Evernia prunastri spreading over a tree trunk. I didn’t gather any of it this time, but I have dyed with it before. You have to use the ammonia method on this lichen, in which case it yields nice tones of pink.

everniaprunastri

Vi var nede at se til Gudenåen, som var gået temmelig meget over sine bredder først på måneden. Siden er den allerede faldet noget igen.

We also walked to the edge of Gudenaa, the largest stream in Denmark (I wonder if you could even call it a small river?). Early in March, it had flooded quite a large area, but that is already coming down now.

gudenaa

Ikke langt derfra har vi lånt et stykke have, og d. 28. februar fik jeg de første frø i jorden, nemlig farve-visse. Før det havde jeg haft dem i fryseren i 2 uger, de skal nemlig have kulde for at komme ud af dvalen. Sådan gjorde jeg ikke sidste år, og der lykkedes det mig slet ikke at få dem til at spire. Jeg håber det duer i år.

We have borrowed a piece of garden not far from there, and I managed to plant the first seeds on February 28th, dyer’s greenweed. Before that, I kept the seeds in the freezer for two weeks because they need cold stratification to break dormancy. I didn’t try the freezer last year, and none of them sprouted last year. So I hope it works this time.

Det er også lykkedes at komme en tur i skoven, hvor der var masser af fund at gøre trods årstiden.

Her er det en masse kogler med skællene, som vi fandt under et træ. Det er et egern der har været på spil, det kan man se fordi der stadig sidder lidt fnuller tilbage på koglens stilk. Hvis det havde været mus, så ville stilken være gnavet helt ren.

We also found ourselves walking in the forest, which was full of interesting things despite the time of year.

Here, a lot of cones that have been picked apart. We found them in a big pile under a tree. It’s the work of a squirrel, its signature being that there are still some bits of material sticking out from the cone’s stem. If a mouse had eaten these cones, it would have cleaned everything off.

egernkogler

Så var der judasøre (Auricularia auricula-judae), som egentlig godt kan spises. Men de var altså lidt slimede, så vi lod dem sidde.

We also found jelly ear / wood ear (Auricularia auricula-judae). It is edible, but they were a bit slimy, so we just left them.

judasøre

Et helt perfekt blad, hvor alt kødet var væk, og alle ribberne indeni var blevet tilbage (min datters fund).

A perfect leaf skeleton (found by my daughter)

blad

Og så denne træstamme, hvor ormenes gange fra dengang, den havde bark, er blotlagt. Bare jeg kunne strikke det mønster…

And this log, patterned by the paths eaten by worms when it had bark. I wish I could knit this pattern…

træstamme

Endelig fandt jeg en hel masse fyrre-korkhat (Gloeophyllum sepiarium), som primært gror på dødt nåletræ. Den kan også lide forarbejdet træ som her:

Finally, I found a lot of rusty gilled polypore, Gloeophyllum sepiarium, which grows on dead coniferous tree, it even grows well on treated logs, like these ones:

fyrrekorkhat1

Her ses nogle gamle hatte, der gror faktisk lav på dem

These polypores are old, there’s actually lichens growing on them

fyrrekorkhat3

Og her gror den på fine rækker, ud af sprækkerne i stammen

And here it’s growing in neat lines, guided by the cracks in the tree

fyrrekorkhat4

Her ses svampens underside. Det ser ud til, at den har lameller, men det er altså en poresvamp, hvor porerne bare er meget aflange.

This is what the mushroom looks like seen from the bottom. It looks like gills, but this mushroom is a polypore with quite oblong pores.

fyrrekorkhat2

Fyrre-korksvamp skulle være en ganske god farvesvamp til brunt, så jeg høstede mig en fin lille fangst af svampen. Mere følger om det!

Rusty gilled polypore is supposed to contain a quite good brown dye, so I harvested a nice pile of them. More to come on that!

Save

En gammel brunporesvamp

Brunporesvampen, en af de rigtig gode farvesvampe i den danske natur,  gror på dødt træ, eller parasitisk på levende træers rødder. Den gror samme sted år efter år, og sætter nye fruglegemer hvert år, så man finder tit indtørrede svampe fra året før ved siden af de friske eksemplarer, der er i gang med at gro.

Jeg har tit ærget mig over at stå med en hel masse gamle, indtørrede eksemplarer af den gode farvesvamp.  Så jeg bestemte mig for at indsamle nogle af de gamle for at se om de stadig indeholder noget farve.

oldmushroom

Jeg afprøvede en enkelt svamp, som vejede 24 g (den har naturligvis vejet langt mere, da den var frisk). Jeg hakkede den i småstykker, og det pulveriserede den faktisk delvist.

Jeg afprøvede farvebadet på et 10-grams testnøgle af alunbejdset uld, som blev en fin gulbrun. Så jeg brugte badet endnu en gang, og fik en lysere farve i andet bad. Den indtørrede svamp har altså et mindre farvepotentiale end de friske, men der er bestemt ingen grund til at efterlade den ude i skoven.

oldpolypore

Save

Save

Årets svampefarvning 2015 (Mushroom Dyeing of 2015)

allesvampefarver2

Nu har vi sagt farvel til 2015 og goddag 2016, men jeg kan vist godt lige nå at vise jer de svampefarver, som 2015-høsten bragte.

2015 is history, and it’s now 2016, but I think there’s just time to show you my mushroom dyeing of 2015, which brought a quite nice mushroom harvest.

Efteråret er og bliver min yndlingsårstid. Farverne, duftene, lange skovture. Vi tager til Nordjylland hvert efterår for at lede efter svampe, og i år var ingen undtagelse. Heldigvis har det nationale testcenter for vindmøller ikke forstyrret svampene! Og jeg synes faktisk de er flotte, vindmøllerne, når man ser dem stikke op over trækronerne. Det pynter da også endnu mere på dem at de er med til at sikre, at vi kommer til at leve op til 40% reduktionen i CO2-udslip i 2020…

Fall is my favorite time of year. Always has been. It’s the colors, the scents, and the long forest walks. We go to the same plantation in the northern part of Denmark every year, and this year was no exception. Part of the area has recently been turned into a test center for wind mills, but luckily, the windmills didn’t disturb the mushrooms! And they actually please the eye, the windmills, as they peek over the trees – especially when you consider their part in ensuring that Denmark will actually live up to its climate goal of 40% CO2 reduction in 2020.

windmills

Min familie har jaget spisesvampe siden før jeg blev født, men altid fra et sikkert lille repertoire på omkring 5 arter. Nummer 1 på listen har altid været kantarellen – man kan absolut ikke forveksle den med noget giftigt, og så er det måske den lækreste spisesvamp.

My family already picked mushrooms before I was born, but always for eating, and always from a small, safe repertoire of about 5 species, with the main emphasis on the chanterelle, because it is very tasty and very easy to recognize.

Vi leder stadig efter spisesvampe, og vi træner også næste generation til det. Se bare hvor min 5-årige datter arbejder for føden:

We still hunt for edible mushrooms, and we are even training the next generation. See what an expert chanterelle hunter my 5-year old is:

dagmarkantareller

Men nu leder jeg også efter farvesvampe når jeg går i skoven, og det gør det endnu sjovere – nu finder jeg altid noget spændende! Her er det garn jeg har farvet med svampe dette efterår:

But these days I also hunt mushrooms for dyeing, and that makes it even more fun to walk in the forest – I always find something interesting! This is the yarn I’ve dyed with mushrooms this fall:

allesvampefarver

Jeg er så tilfreds med mine svampefarver denne gang, og jeg går og overvejer et projekt, hvor jeg kan bruge alle farverne sammen.

I’m really happy with this lot, and I’m thinking about a project where I could use all these colors together.

Fra højre til venstre, så er det almindelig bruskbold (brunt, 900 g svampe på 150 g garn), sortfiltet netbladhat (grøngrå), cinnoberbladet slørhat (rosa) og nogle blandede slørhatte (beige-laksefarve).

From right to left, they are dyed with common eartball (brown skeins, 900 g of mushrooms on 150 g of yarn), velvet pax (green-grey), Cortinarius semisanguineus (rose), some mixed Cortinarius ssp (tan).

Jeg ved ikke hvad de hedder, de svampe som gav den orange farve. Jeg tog ikke billeder af dem, men jeg tror det var slørhatte. Her er det orange garnnøgle sammen med et opslag i min store svampebog – det viser nogle svampe, som jeg tror det kunne være. De fleste af dem er meget giftige, og det er svært at kende de forskellige slørhatte fra hinanden, så det er en god regel at holde alle slørhatte separat fra de svampe man har tænkt sig at spise!

I don’t know which mushroom the orange skein is dyed with. I didn’t take pictures of it, but I think it was a species of Cortinarius. Here’s the orange skein seen on a page of my big mushroom book with some species that it could possibly be, most of which are really poisonous. It’s hard to tell different types of Cortinarius apart, and some of them very poisonous, so always keep them apart from food mushrooms!

orangeslørhat

Det lysegule nøgle er farvet med plettet flammehat (Gymnopilus penetrans). Det er en meget almindelig svamp, og efter at have gået igennem en hel skov af dem plukkede jeg til sidst nogle. Det er nu ikke nogen stor farvesvamp. Den gule farve kan man jo få på 117 andre måder, og der er ikke store mændger af den i svampen.

The light yellow skeins were dyed with common rustgill (Gymnopilus penetrans). It’s a very common mushroom, and after walking through an entire forest of them, I finally picked some. After trying it in the dyepot, I don’t think it’s a spectacular dye mushroom. There’s a number of ways to achieve this yellow color, and it’s not very abundant in this mushroom.

plettetflammehat

Jeg fandt også masser af knippe-svovlhat (Hypholoma fasciculate), som også er en middelmådig farvesvamp, der indeholder relativt lidt af denne almindelige farve.

I also found a lot of sulphur tuft (Hypholoma fasciculate) which I find to be a mediocre dye mushroom, since it gives just another yellow, and not even a lot of it.

svovlhat

Det sidste nøgle kan nok bedst beskrives som råhvidt… Det prøvede jeg at farve med lilla ametysthat, selv om jeg nok godt anede at det ikke ville virke.

The last skein is best described as “off white”. I tried to dye it with purple deceiver although I sort of knew it wouldn’t work.

purpledeceiver

Det er en mægtig pæn svamp, synes jeg, som den står der på skovbunden – men desværre kan man lige så godt lade den pynte der. Den lilla farve forsvinder når man gemmer svampene et par dage, eller kan sågar gå af i regnvejr mens svampen stadig gror. Så det er nok ikke den store overraskelse, at selv en stor mængde lilla ametysthatte overhovedet ikke giver nogen farve til garnet. Men nogle gange kan det jo være fint at tjekke sådan noget selv.

They look so pretty on the forest floor, but unfortunately, you’re best off just leaving them there. The purple color is indeed deceitful. It vanishes when you store the mushrooms for a couple of days, it even vanishes if it rains on them while they are still growing. This last fact tells you to give up right away. Predictably, even a large amount of mushrooms give no color on yarn, but I guess sometimes the true experimentalist has to verify the obvious.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Waiting for Fall

This summer, I’ve been on a few nice forest walks, although I know it’s too early for mushrooms. Or it’s too early for mushrooms except the ones that grow on trees – I found several of those!

tinderfungusbeech

Mushrooms that grow on trees are quite useful when the tree is dead, because they help decompose the dead tree and recycle it. They are less useful, though, when they sneak their way into a living tree (through a cut in the bark for example) because they do the same thing to a living tree, causing rot, and sometimes killing the tree.

In one of the forests I walked in, I came across a large stretch of mature, open beech forest, with dead trees full of tinder fungus (Fomes fomentarius, fyrsvamp/tøndersvamp in Danish) – top of this post. I managed to get one detached from the tree (it was hard) to see how much color I could get out of it. This is what it looks like up close:

tinderfungus

On another walk during the summer, I found this red-belt conk (Fomitopsis pinicola, randbæltet hovporesvamp in Danish) growing on several dead conifers:

redbeltconk

Both fungi ended up in my dye pot after I chopped them in pieces. It was possible (but not very easy) to chop the tinder fungus with a big knife, but I had to use a saw on the red-belt conk. It was still hard, so the pieces were not that small. Quite a lot of sawdust came out of it, and I added that to the dye pot as well.

But I’m afraid the results were less than spectacular – an ordinary beige from tinder fungus (left) and a yellowish ditto from red-belt conk (right).

mushroomskeins

I sommerens løb har jeg taget en del gåture i forskellige skove. Bare det snart var efterår! De eneste svampe jeg fandt var dem på døde træer. Fyrsvamp og randbæltet hovporesvamp røg begge i farvegryden, men de gav begge beige

Save

Save

Where the Small Skeins Go

Whenever I test a new dyestuff, or change conditions with a known one, I use 10 g test skeins of thin supersoft wool. I always knew that they needed to become some huge knitting project all together to show off the deliciousness of the colors to their best, and now the time has come!

Checking everywhere for patterns for a blanket, I didn’t find one that was what I imagined (as is usually the case!) so I’m making it up as I go (surprise!).

cortinariussemi2

I wanted a rectangle of each color, so that the colors are not mixed more than to still be recognizable. I use my little test skeins to check back when I don’t remember which color a dyestuff gave, and I want to be able to do that still after knitting them up. I may have to stitch something on the back or come up with labels of some sort (leather? fabric?) to keep it as a dictionary of dyes in the end. I’ll solve that later.

So I provisionally cast on 32 stitches and knit in plain garter. To get a rectangle that obeys the golden ratio – assuming stitch and garter ridge gauge is the same – I need 32/1.618 = 19.77 ridges which I round down to 19 because the ridge directly is more stretchy.

So that means knitting 18.5 ridges and then leaving a tail long enough to complete number 19 with garter stitch when I join neighboring rectangles. That means the free end is at the opposite corner from where I began:

cortinariussemi1

Above is a rectangle knit with yarn dyed with Cortinarius semisanguineus that I picked last fall in a plantation in the north of Denmark – it’s called Østerild, and it’s a forest that I have walked with my parents since childhood. Some years ago, a national test center for wind mills was constructed there, it was on the news for months, and I found it very upsetting (although I love windmills as much as the next Dane). What if it destroyed the mushroom’s home? Luckily, it didn’t, and now the place, complete with windmills, is as full of mushrooms and lichens as ever.

But why the provisional cast on, why not just use a regular one? Well, if I was a less obsessive individual than I am, I might have done just that. But I want to finish all my rectangles and then shuffle them until the colors match their neighbors. And I may dye more skeins that need to join on the way.

To make the project slightly more obsessive than it already is (if that’s even possible…) I’m going to write small articles on each dye as I knit a square dyed with it. They will appear in a new section of my web page called Natural Dyes (which will be under construction from now and probably always).

FACTS – GOLDEN RATIO RECTANGLES

Pattern Again, no pattern. Making this one up as I go

Yarn Supersoft 575 m/100 g 100% wool, held double

Needle 4.5 mm

Colors All!!!

Conclusion This is going to be a super long term project! I love having such projects in my knitting basket, as long as I can also work on other projects at the same time

Jeg er gået i gang med et mægtigt langtidsprojekt, et tæppe af lapper der er strikket af mine små 10-grams testnøgler. Jeg bruger sådan nogle nøgler når jeg tester nye farver eller eksperimenterer med farveprocessen. Farverne ser jo lækrest ud sammen allesammen, så jeg har hele tiden vidst at de skulle bruges til et samlet projekt. Jeg strikker rektangler som overholder det gyldne snit, så de er 32 masker x 19 retriller. Fordi jeg er småtosset har jeg valgt at lave en midlertidig opslagning så jeg kan lave en syet sammenføjning til allersidst. På den måde kan jeg lægge alle lapperne op til sidst og flytte rundt med dem til farverne bliver harmoniske.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Beige Again (Walnut Shells)

I lived in Grenoble for 2 years, and everybody there is always talking about walnuts. The region is famous for its walnuts – noix de Grenoble. But I have to admit that I didn’t actually see any nuts growing, nor did I eat very many of them while I lived there…

So one day here in Denmark, when I saw a big bag of noix de Grenoble at the supermarket, I just had to buy it. The nuts are eaten a long time ago, but I remembered reading somewhere that the shells can be used for dyeing (in addition, of course to the well known dye found in walnut hulls, but that’s another story).

I like the idea of salvage dyes, the dyes you find in something you would have just thrown out. So here they are, about 500 g of walnut shellswalnutshells

Following information from this article, I soaked the shells in water a couple of days, then boiled them for two hours. The next day, I removed the shells and simmered a 10 g alun-mordanted test skein in the dye bath for about an hour. As usual with browns, it looked good while in the bath, but after drying, what I have is just another beige skein:

beigeskein

Useful for color knitting, but not very exciting by itself. I had hoped to obtain a deeper brown, but that is, in fact, a difficult color to obtain in natural dyeing.

FACTS – WALNUT SHELLS

Mordant 10% alun

Water Tap

Yarn Supersoft 575 m/100 g

Yarn:Dyestuff ratio 1:50

Conclusion A lousy dyestuff

Possible improvements I don’t see any – other than forgetting about the walnut shell and befriending someone with a walnut tree, so I can get my hands on the hulls

Last year, I did get good browns from mushrooms. Here is my fresh weakly beige walnut skein next to a very nice brown from last year:

brownandbeige

The brown skein is dyed with a mushroom that is quite abundant around here. I’ve typed it as Ischnoderma benzoinum (gran-tjæreporesvamp) with the help of my Swedish book “Färgsvampar & svampfärgning” by Hjördis Lundmark and Hans Marklund, but it could also be its relative Ischnoderma resinosum (fall polypore, tjæreporesvamp in Danish) . I don’t have a picture of the mushrooms I used, but I’ll look for it again next fall.

Jeg har afprøvet farvning med valnøddeskaller, men det giver kun en svag beige farve. For at få en god brun fra valnødder, så skal man altså have fat på den grønne del der sidder udenpå selve nødden. Jeg har desværre ikke noget valnøddetræ, men sidste år fik jeg en god brun farve med tjæreporesvamp.

Save