Tricks til stribestrikning

Det er frygteligt vanedannende at strikke striber. Her viser jeg en simpel teknik, der gør overgangen til næste stribe pænere, når man strikker rundt.

~

Jeg er i gang med at designe en lille pigekjole med multifarvede striber. Den har en vendt picotkant og er strikket oppefra og ned. Den første prøve er strikket i Fenris (100% uld, 450 m / 100 g) farvet med krap, indigo, vajd, japansk indigo, og en serie lilla farver, som er overfarvninger af cochenille og indigo.

Dagmar løber ud over stubmarken på en af de sidste sommerdage.
Kjolen har rundt bærestykke og vendte picotkanter ved hals, ærmer og nederst. Bemærk gravhøjen i baggrunden.

For at få et pænt farveskift mellem striberne (selv om det sker på ryggen) har jeg brugt denne teknik:

Efter skiftet til en ny farve strikker jeg en hel runde med den, og fjerner så rundemarkøren.

Den første maske, der blev strikket med den nye farve sidder nu yderst på venstre pind – det er den maske, man skulle lige til at strikke. Jeg sætter så venstre pind igennem masken nedenunder udefra, uden at slippe den maske der er strikket i den. Jeg har nu to masker på pinden, og de har forskellige farver:

To masker på pinden sammen, de har forskellige farver fordi de tilhører forskellige runder.

De to masker med forskellig farve strikkes nu sammen, og rundemarkøren sættes i igen. Rundens skift er altså flyttet en maske til venstre, men det er ligegyldigt når bare man tager højde for det.

De to masker strikket sammen, og rundemarkøren sat ind igen.

Resultatet ser sådan her ud:

Pigekjolens bærestykke med forbedrede overgange mellem striberne.

Ikke perfekt, men en stor forbedring i forhold til, hvis man bare skiftede farve helt normalt.

Read this post in English

Spiringstest

Sidste år høstede jeg – for første gang – frø fra mine farveplanter. I stedet for at stole blindt på dem, bestemte jeg mig for at afprøve deres spiringsevne før foråret virkelig kommer.

~

Sidste år høstede jeg frø af skønhedsøje og vajd fra haven, og det var jo ikke så overraskende. Skønhedsøje er nemlig 1-årig, og sætter masser af små frø når den afblomstrer. Min vajd groede 2. år, så også her var frø forventet.

Overraskelsen var min japanske indigo. Da jeg høstede mine sidste planter d. 24. oktober sidste år blomstrede flere af dem, og ved en indskydelse satte jeg en plante, jeg lige havde flået op med rode, i en potte og tog den indenfor. Indenfor groede den stille og roligt videre, faktisk lige indtil vi tog til London til jul – da vi kom hjem var planten død. Da jeg ville smide den ud, lagde jeg mærke til, at den havde sat en del frø. Men den har jo også stået ude, så bierne har haft adgang til den.

Frø af japansk indigo.

Jeg testede alle mine farvefrøs spiringsevne ved at lægge 10 frø i våd køkkenrulle og lægge dem i en plasticpose med zip-lukning, som jeg lagde lunt og mørkt under mikroovnen. Jeg begyndte 31. januar og lod frøene spire i en uge, og det gav:

Skønhedsøje høstet 27. september – 5 ud af 10.

Skønhedsøje høstet 24. oktober – 6 ud af 10.

Vajd – 5 ud af 10.

Japansk indigo – 9 ud af 10.

Ikke dårligt! Det var d. 7. februar, så jeg bestemte mig for, at det var for tidligt til skønhedsøje, som jeg bare såede direkte sidste år. Spirerne af skønhedsøje røg altså ud i denne omgang.

Spirerne af vajd og japansk indigo kom i små spiringspotter, og der gror de så nu. Sidste år syntes jeg nemlig, at jeg var alt for sent på den med min japanske indigo, som jeg såede d. 16. april. Mine noter er lidt sporadiske, men det virker til, at jeg lod dem gro inde i spiringspotter i en måned, og så udenfor i større potter i en måned, inden jeg plantede dem helt ud. Det må så have været midt i juni.

Forskellige kilder giver vidt forskellige råd om, hvornår spiring af japansk indigo skal startes inden døre, måske fordi de er skrevet til vidt forskellige klimaer? Rådene varierer fra tidlig maj, 2-3 uger før sidste frost til 6-8 uger før sidste frost.

Ifølge (den autoritative?) “Handbook of Natural Colorants” kapitel 7, “Indigo – Agricultural Aspects” skal japansk indigo spire inde i april og plantes ud i juni, og det er jo tilfældigvis hvad jeg gjorde sidste år (selv om jeg ikke havde læst det kapitel af bogen endnu). Bogen konkluderer så, at japansk indigo er en god afgrøde til Centraleuropa, men at vækstsæsonen er for kort i England og Finland.

Jeg forestiller mig, at jeg måske kan slå den korte vækstsæson ved at sætte gode, store planter ud tidligere end juni. Så derfor gror mine spirer altså nu videre i spirepotterne inden døre, og jeg spirer flere frø. Selv om det altså ser såden her udenfor:

Frøene spirede, men vinteren var ikke helt væk…

Farvehaven nu

Nu hvor sommeren går på hæld er det blevet tid til at gøre status over årets farveplanter. I år har jeg haft vajdplanter til at gro 2. år, og en håndfuld planter gav en kæmpe bunke frø, selv om jeg faktisk var nødt til at flytte dem sidste efterår. Dette her er kun nogle af frøene.

woadseeds2

 

Så har jeg også haft en række skønhedsøje (Coreopsis tinctoria), som jeg tidligere har fået flotte orange farver ud af.

coreopsiswool

 

Skønhedsøje er også en fin sommerblomst, som sætter blomster i to farver.

skonhedsoje16

 

Desværre tror jeg, at jeg har fået høstet skønhedsøje lige vel sent. Så jeg har kun taget en beskeden buket af de blomster, der stod bedst. Resten har jeg ladet stå, for at se om de sætter frø. Det tager nok lidt tid endnu, at dømme ud fra en sammenligning mellem mine afblomstrede stilke og denne fine oversigt.

I år har jeg sået vau for første gang. Jeg havde forventet høje blomsterstande, som skulle tiltrække masser af sommerfugle, men planterne står altså kun med bladrosetter. Det ser ud til, at blomsterstandene kommer næste år.

vau16

 

Jeg har også sået krap for første gang, og det har givet mig en håndfuld forvildede, sølle udseende planter. Men hvis de overlever vinteren, kan det jo være, at de får lidt bedre fat næste år.

krapplanter16

 

Til gengæld står den japanske indigo særdeles flot og frugtbart. I år vil jeg tørre bladene og prøve at farve med denne metode.

japindigo16

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

En Hado til alle

For nylig havde vi hedebølge, så jeg trængte til et lille let projekt, hvor man ikke sidder med en stor bunke uld på skødet. Det endte med Hado, et mønster af Olga Buraya-Kefelian. Og det var faktisk så sjovt at strikke at jeg endte med at lave tre af dem. Øverst en gul/grøn, farvet med tagrørsblomster og sortfiltet netbladhat. Nederst til venstre en med to blå toner, den ene vajd og den anden almindelig tropisk (købt) indigo. Nederst til højre en med blå og orange, her har vajden fået selskab af uld, der er farvet med orange slørhatte.

hado4
Hvis man strikker en masse stribede huer og lægger dem ved siden af hinanden, så ligner det bolcher.

 

På billedet nedenfor kan man se at huerne har forskellig længde. Den blå/orange har 1,5 mønstergentagelser, den blå/blå 2 og den gul/grønne 2,5. Men man kan også se noget andet, og se det meget endda. Det orange garn smittede nemlig af, da jeg vaskede huerne! Alle huerne er strikket med samme hvide baggrundsfarve, og man kan altså sagtens se forskel på den med orange striber og de andre huer.

Sidste år, da min datter fandt de orange slørhatte og jeg først farvede med dem, var jeg henrykt over, hvor stor en mændge farve, der var i dem. Men den var åbenbart ikke vaskeægte. Så jeg kalder dette en fiasko, men hvis jeg finder svampene igen vil jeg dog godt tage dem med hjem og eksperimentere videre med dem.

hado_bunke
Mine huer har forskellig størrelse. Prøv at lade være med at bemærke, at den orange farve er løbet ud i det hvide!

 

Huens afslutning i originalen forstyrrede mit øje, så jeg var nødt til at lave en anden afslutning. I stedet for det mønsteret siger, så lavede jeg en halv mønstergentagelse hvor jeg udelod slå-om’erne. Den sidste halve mønstergentagelse i toppen starter med halvt så mange masker som før, og igen udelod jeg at slå om.

hado2
Jeg lavede indtagningerne om, så de nu passer til resten af huen.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Vajd – en historie om blåt (Woad)

English version – bottom of page

Endelig blev det sommerferie! Jeg har tænkt mig at bruge den på at farve (med naturfarver selvfølgelig), strikke (af naturfarvet garn) og læse (om naturfarver, hvad ellers??).

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Vaid – En historie om blått” af Anne Sagberg, og det er en velskrevet og interessant bog, der indeholder meget der var nyt for mig. Det er tydeligt at forfatteren har lavet sin egen, nye research, og ikke bare skrevet et opkog af eksisterende bøger om emnet. Den er desuden skrevet på et norsk, der er let for en dansker at kapere.

vaidbog

 

Især kapitlerne om historiske fund af vajdfarvede norske tekstiler er virkelig interessante. Selv om vajd gror vildt flere steder i Norge, for eksempel på Nordlandskysten, står det ikke klart om den egentlig er blevet groet i landet førhen til farvning. Alligevel er der altså fundet mange vajdfarvede tekstiler i Norge fra forskellige tidsaldre.

Osebergskibet blev fundet i 1904, og viste sig at være grav fra år 834 for to kvinder – den ene klædt i en rød dragt, den anden i en blå, vajdfarvet dragt. Det røde tekstil er meget fint, formodentlig importeret, og dragten har påsyede silkebånd, så den rødklædte kvinde kaldes for Osebergdronningen. Det blå tekstil er grovere, formodentlig lokalt vævet, så den blåklædte kvinde kunne være dronningens tjener.

Ud over vajden, der blev brugt til det blå klæde, så havde dronningen også en lille æske med vajdfrø med sig. Det synes jeg, er virkelig interessant. Vi ved ikke, om man groede planten i Norge på den tid, eller om man importerede farvestoffet eller farvet uld. Men vi ved altså, at en lille æske med vajdfrø var kostbar eller vigtig nok for snart 1200 år siden, til at en magtfuld kvinde skulle have den med i sine gravgaver.

For nogle år siden, på en ferie til Oslo, så jeg Osebergskibet, som findes i Vikingeskibshuset. Skibet er jo imponerende smukt, men jeg husker desværre ikke noget om en æske med vajdfrø. Dengang vidste jeg dog heller ikke, at jeg skulle lede efter den, og jeg ved ikke om den er udstillet.

Osebergskibet, udgravning tv og det istandsatte skib th.
Venstre: Udgravningen af Osebergskibet. Højre: det istandsatte skib. Left: Excavation of the Oseberg ship. Right: After restoration. Photos in the public domain.

Baldishol-tæppet er et overlevende fragment af noget, som engang var et større værk, det kan man se på de rå kanter. Tæppets historie er ganske utrolig.

I 1879 rev man den gamle kirke i Baldishol ned, og familien på nabogården købte en del af inventaret. Nogle år senere kom en Louise Kildal på besøg fra Oslo, og fik en af genstandene med hjem – et snavset stykke stof, som organisten plejede at bruge til at lægge over benene, fordi det trak sådan i den gamle kirke (!)

Hjemme igen vaskede Louise Kildal stofstykket, og dette var hvad der dukkede frem: det farvestrålende Baldishol-tæppe, et vævet billedtæppe fra mellem 1040 og 1190. I dag findes tæppet på Kunstindustrimuseet i Oslo. Det kunne jeg tænke mig at se næste gang min vej forhåbentlig går til Oslo.

I mellemtiden kunne jeg meget let se mig selv farve garn op i tæppets farver. Det indeholder flere forskellige blå farver, som formodentlig kommer fra vajd. Den grønne farve er gul overfarvet med blå, så der er gået store mængder blå til dette kostbare tæppe. I 2013 fik man røde tråde fra tæppet analyseret, de kom fra en tidligere restaurering. Analysen viste, at den røde farve kommer fra en plante i Rubiaceae-familien, altså den familie, krap hører til (men det vides åbenbart ikke med sikkerhed om farven kommer fra krap eller et andet medlem af familien). Den gule er ikke blevet analyseret endnu, men Anne Sagberg skriver, at vau var tidligt i brug, og kunne have været dyrket i Norge eller importeret.

Af Frode Inge Helland - http://kunsthistorie.com/fagwiki/Fil:BaldisholteppetRepr_1000.jpg, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=15836282
Baldisholtæppet The Baldishol Tapestry Foto: Frode Inge Helland

Bogen omfatter mange flere emner end dem, jeg har nævnt her. Anne Sagberg fortæller også om fundet af en ung kvindes grav i stavkirken i Uvdal. Kvinden blev begravet i sidste halvdel af 1300-tallet, og har en vajdfarvet hætte på i den facon, som var højeste mode på det tidspunkt. Vi får også beretningen om Sagbergs problemer med at lave en reproduktion af hætten (det var ikke let!). Indgående beskrivelse får også tre tekstiler til ophængning på væggen, Vossadugen, Huldredugen og Veøydugen. De er fra slutningen af 1400-tallet, og alle er broderet med geometriske mønstre, som jeg kunne tænke mig at omsætte til strik engang.

Hvis der er nogen der har læst dette helt til ende, kan de vist ikke være i tvivl om, at jeg gerne vil anbefale bogen!

In English:

Finally, the summer holiday is here! I’m going to spend it dyeing (with natural dyes, of course), knitting (with my naturally dyed yarn) and reading (about natural colors, what else??).

I just finished reading the Norwegian book “Vaid – En historie om blått” (Woad – A Story about Blue) by Anne Sagberg, a well written and interesting book that contains a lot of information that was new to me. The author obviously did her own research instead of rehashing existing literature on this topic.

The chapters on historical finds of woad dyed Norwegian textiles are especially interesting. Wild-growing woad is found in multiple locations in Norway, including the coast of Nordland (quite far North), but it’s not known if it was previously grown for dyeing. But there are many finds of woad dyed textiles from different eras.

The Oseberg Ship was discovered in 1904, and is a ship grave from the year 834. Two women were found in it – one dressed in blue, on in red. The red textile is very fine, probably imported, and the garment is embellished with silk ribbons. The woman in red is referred to as the Oseberg Queen. The blue textile is not as fine, probably a local product, so the woman in blue could be a servant.

Not only was the blue textile dyed with woad, the queen also had a small box of woad seeds with her among the grave gifts. I find that really interesting. We don’t know if the plant was cultivated in Norway at the time, but someone almost 1200 years ago found a small box of woad seeds precious or important enough that it was given to an important woman to bring with her to the afterlife.

I saw the Oseberg Ship, which is found at the Viking Ship House, some years ago. It’s impressive and beautiful, but unfortunately, I don’t remember anything about a box of woad seeds. I didn’t know to look for it at the time, but also, I don’t know if it is displayed.

The Baldishol Tapestry is a surviving fragment of a once-larger piece – you can tell from its torn edges. Its story is incredible.

In 1879, the old church in Baldishol was torn down, and the neighbors bought some of the objects from the church. Some years later, a Louise Kildal visited from Oslo and took one of the objects home with her – a dirty rag that the organist used to drape over his legs because there was a terrible draft in the old church (!)

Home again, Louise Kildal washed the rag, and what came out? The colorful Baldishol Tapestry, a wowen picture from between 1040 and 1190. The tapestry is kept at Kunstindustrimuseet in Oslo, and next time my path goes near it, I’ll make a point of seeing it.

Meanwhile, I could easily see myself dyeing some yarn to match the tapestry’s colors. It contains several blues, probably from woad. The green color is yellow overdyed with blue, so clearly large amounts of blue went into creating this precious piece. One of the red threads (left over from earlier restorative work) was analyzed in 2013. The analysis showed that the red color comes from a member of the Rubiaceae family (to which madder belongs) but apparently couldn’t tell if the color is indeed from madder or another member of the family. The yellow has not yet been analyzed, but Anne Sagberg tells us that weld was used since early times, and could have been cultivated in Norway or imported.

The book covers many more topics than the ones I mention here. Anne Sagberg writes about the excavation of a grave inside the stave church of Uvdal. A young woman was buried there in the latter half of the 14th century, wearing a woad dyed hood, a shape that was very fashionable at the time. Sagberg recounts the problems she encounted trying to recreate the hood (not easy!). A detailed description is also given to three wall hangings, Vossaduken, Huldreduken and Veøyduken. They are from the late 15th century, and all embroidered with geometric patterns that I’d like to knit one day.

Anyone who made it through all this text will have no doubt that I’d like to recommend Sagberg’s book to those able to read Norwegian!

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Tænker på vajd (Thinking about Woad)

Vajden blomstrer lige nu, de står flotte og gule, og jeg håber på en masse frø.

Woad is flowering right now, in lovely yellow abundance, and I’m hoping for a good seed harvest.

blomstrendevajd

Ved synet af blomsterne fik jeg en pludselig lyst til at strikke med mit vajdfarvede garn fra sidste år, så det er kommet med i en hel serie af huer jeg på besat vis er i gang med, efter et mønster af Olga Buraya-Kefelian, Hado. Indtil videre er jeg i gang med nr. 3, selvfølgelig med en det ændringer af et ellers simpelt og godt mønster. Huen nedenfor er med striber af vajd og et orange garn jeg farvede med giftige slørhatte sidste efterår.

Seeing the abundance of flowers made me want to knit with my woad dyed yarn from last year, and so, it’s become part of a whole obsessive-compulsive series of hats that I’m knitting these days, following Olga Buraya-Kefelian’s Hado pattern. So far, I’m knitting the third one, of course with a lot of mods although the pattern is a good one, and simple, too. The hat below has stripes of woad and poisonous orange mushrooms from last fall.

hado1

Læs mere om vajd her!

Read more about woad here!

Save

Save

Save

Farveplanterne sået (The Dye Plants are Sown)

I dag har jeg sået en del af mine frø til farveplanter i små potter indenfor. Frosten er nemlig næsten af jorden nu…

Today, I’ve sown some of my dye plant seeds in small pots indoors. The night frost has almost gone, you see…

Sidste år havde jeg held med at gro japansk indigo og vajd fra frø, som jeg forspirede indenfor, så det gør jeg igen med japansk indigo i år. Vajd springer jeg over i år, for japansk indigo gav langt mere farve. Desuden har jeg nogle vajd-planter fra sidste år, som ser ud til at komme fint igen i år, så jeg kan få blomster og frø.

Last year, I had luck growing Japanese indigo and woad from seeds that I cultivated indoors before planting outside, so I’ll do the same again with Japanese indigo this year. I’m skipping woad because Japanese indigo has a much higher dye content. Also, I have some woad plants growing from last year, so they might flower and produce seeds.

Jeg forspirer også frø af vau og krap, og det har jeg ikke prøvet før. Vau-frøene ligner birkes, men det er altså en plante, som er nærmere i familie med kål og sennep. Den skulle have utroligt velduftende blomster andet år, så jeg håber at nå dertil!

I’m also sowing seeds of weld and madder, and that’s the first time I try those. Weld seeds look like poppy seeds, but the plant is related to cabbage and mustard. It is said to have exceptionally fragrant flowers the second year, so I hope it’ll survive that long!

seeds_txt

Krap-frøene er ret specielle, lidt kantede og klistede / Madder seeds are a bit special, angular and sticky

madderseeds

Nu er de alle i deres små potter. Krap-frøene lige under jordoverfladen, frøene af vau og japansk indigo lige på jordoverfladen, for de skal have lys for at spire.

Now, all the seeds are in their little pots. Madder seeds just under the surface, weld and Japanese indigo seeds just on the surface, because they need light in order to sprout.

Save

Blå høst (Blue Harvest)

I år har jeg dyrket japansk indigo

This summer, I grew Japanese indigo

japaneseindigoplants

og vajd

and woad

woadplants

i haven for første gang. Jeg høstede alle planterne d. 28. september (allerede længe siden, der har været gang i mange ting her i mellemtiden) undtagen nogle vajdplanter der får lov at stå andet år for at sætte frø.

in the garden for the first time. I harvested all of my plants on September 28th (already a long time ago, lots of stuff has been going on here) except the woad plants I left to let them grow a second year in an attempt to get seeds.

Efter høsten havde jeg 465 g japansk indigo-blade og 433 g vajdblade, begge pillet af plantestænglerne. Og det er da en ganske flot høst, synes jeg, fra mine små stykker land med måske 12 stk. af hver planteart.

After harvest, I had 465 g of Japanese indigo leaves stripped off the stems and 433 g of woad leaves. I’m pleased with this harvest, which came from two rather small patches of land with maybe 12 Japanese indigo plants and a similar number of woad plants.

Jeg fulgte instruktionerne i “A Dyer’s Garden” af Rita Buchanan og hældte vand, der lige var kogt, over vajdbladene (det gav en radiseagtig lugt) og 44C varmt vandhanevand over de japanske indigoblade, som jeg så varmede meget langsomt op til 71C over et vandbad (de afgav en mintagtig lugt).

Following the instructions from “A Dyer’s Garden” by Rita Buchanan, I poured just-boiled water on the woad leaves (it smelled a bit radish-like) and hot (was 44C) tap water on the indigo leaves, then heated them slowly on a double boiler to 71C. It smelled a bit minty almost.

Så siede jeg bladene fra og kom base i, her natriumkarbonat. Det var den base der lige stod i skabet (og det virker til at være ligegyldigt hvilken base man bruger, det vigtige er bare at pH’en skal op). Jeg kom 2 spsk i hver af mine gryder.

At that point, you strain the leaves out of the dye bath and add base. I used what I happened to have around the house, which was sodium carbonate (it seems that the actual base used doesn’t matter, all that matters is that you must raise the pH). I added 2 spoonfuls to each dye pot.

Og så sker magien! Ved at hælde farvebadet fra den ene beholder til den anden blander man ilt i, og det oxiderer indican til den blå form af indigomolekylet. I dette trin ændrede vajd-badet farve fra rødbrun til mørkegrøn og der kom et blågrønt skum på. Badet af japansk indigo skiftede til en klassisk indigoblå farve med et dejligt blåt skum på:

Then comes the magic! By pouring the dye bath several times from one container to another, you introduce oxygen, which oxidizes the precursor indican into the blue form of the indigo molecule. During this step, my woad dye bath changed from reddish brown to dark green and developed a blue-green foam, and the Japanese indigo bath changed to a classical indigo blue with this lovely blue foam on top:

oxidizedindigo

Efter oxidationen tilsatte jeg en skefuld natrium dithionit (reduktionsmiddel, sælges som affarver i Matas) til hvert farvebad og lod dem stå uden at røre indtil de skiftede farve til den gulgrønne tone, som reduceret indigo har. Det tog omkring en halv time. Og så var det endelig tid til at farve – jeg lod mit garn være i farvebadet ca. 20 minutter.

After oxidation, I added one spoonful of sodium dithionite (reducing agent) to each dye bath and let them stand undisturbed until they presented the yellow-green tinge that they should, which took about half an hour. Then it was time to dye! I left my yarn in the dye bath for about 2o minutes.

Som forventet var der meget mindre farve i vajd-badet, som jeg kun farvede et 100-g’s nøgle med. Jeg farvede 3 nøgler med den japanske indigo, og det sidste af dem var lige så mørkt farvet som det ene nøgle fra vajden.

As expected, there was much less color in the woad bath, which I only used for one 100 g skein. The Japanese indigo bath dyed 3 100 g skeins, and the last one was as intensely colored as the woad skein.

Så prøvede jeg at farve med bladene af både vajd og japansk indigo på små testnøgler (a 10 g) som var behandlet med alun. Jeg brugte en helt almindelig farvemetode, altså bare i et varmt, ikke kogende, farvebad en time. Og her er så alle nøglerne, jeg farvede:

I then tried the used leaves of both the woad and Japanese indigo on 10-g test skeins of alum mordanted wool, using a standard dyeing method (so just keeping it hot but not boiling for an hour). And here they all are:

indigowool

Nederst – gulgrønt nøgle er japansk indigo-blade på alunbejdset uld, det beige-laksefarvede nøgle lige over er vajdblade på alunbejdset uld. Så kommer de 3 nøgler farvet med japansk indigo, det første/mørkeste er det nederste. Allerøverst nøglet der er farvet med vajd – man kan måske skimte det grønne skær i det blå.

Bottom – yellow/green skein is Japanese indigo leaves on alum mordanted wool, the tan/beige one above is woad leaves on alum mordanted wool. Then the 3 skeins dyed with Japanese indigo, the first and darkest one is the lower one. Finally on top, the skein dyed with woad, maybe you can see its slightly green tinge mixed into the blue.

Når jeg nu beundrer disse farver, som jeg ikke bare har farvet, men også selv groet i haven, så føler jeg altså en vis stolthed. Og så er min respekt for den blå farve blevet fornyet. Jeg tror, at jeg nu påskønner hvilket besvær folk gik igennem i fortiden for farvens skyld.

Konklusionen er, at jeg helt sikkert vil gro japansk indigo igen næste år. Vajd er jeg dog ikke så sikker på – farveindholdet er altså markant mindre.

Seeing these colors that I not only just dyed, but also grew in my garden, I feel such a sense of accomplishment!!! And I have a renewed respect for blue. Imagine the trouble people went through in the past to get this color.

Conclusion: I will be growing Japanese indigo again next year for sure. I’m not sure about woad, since the dye content is a lot smaller.

 

 

Save

Save

Summer Days Dyeing

Summer finally came roaring with several days of temperatures around 30C (yea, hot for Denmark!). We’ve been outside almost all the time, except the times I’ve had to go into the house and check my dye pot on the stove.

Our garden is wonderful right now, the highlights are Sweet William (Dianthus barbatus, studenternellike in Danish)

sweetwilliam

flowering thyme with bumblebees

thyme

and elder at its midsummer best – so fragrant

elder

But I also have some potential dyes growing! Here is pot marigold (morgenfrue in Danish) which is growing everywhere in our garden because of extremely efficient self-seeding. It should give a nice yellow at some point

potmarigold

And then there is this. My woad plants. Previous attempts I’ve made were completely unsuccessful, so I’m very pleased that they are growing at all

woad

And finally, Japanese Indigo. I had to put them in a plot of hard and dry soil because we ran out of good spots, so I don’t know how they will grow. I’ve never grown them before!

japaneseindigo

But instead of just waiting around for these plants to grow, I’ve been on several good walks to gather dyestuffs.

On the very last day of June, my daughter and I ventured out to gather some of the bounty of wild growing lupines that have been flowering for the past few weeks. And it was probably good we didn’t wait any more, because most of them had already produced seeds on the lower half. I gathered just the flowers

lupinflower

150 g of purple lupin flowers went into the dye pot, and I waited for my green yarn to finish. Only it wasn’t green, but just one more yellow. A nice dusty baby yellow, but – yellow

lupindyedwool

Vi har været i haven nærmest konstant i løbet af de varme dage i starten af juli – lige med undtagelse af de gange jeg har været inde og tjekke farvegryden! Sommeren er bestemt en travl tid når der nu gror så meget man gerne vil nå at få i gryden. Jeg har forsøgt mig med vilde lupinblomster, men i stedet for den grønne farve jeg håbede på, gav de en mild gul. I vores have lyser morgenfruer og studenternelliker, og hylden blomstrer. Og så er der stadig fint med liv i mine vajdplanter og den japanske indigo. Jeg tør næsten håbe på hjemmegroet blå farve i gryden.

Save

Save

Feels Like Spring

Over the Easter, we had lots of sunny days, and temperatures around 15C. Over the past few weeks, more and more flowers peek out. It seems that spring is here, and that meant that the entire family could enjoy our Easter flu/stomach flu outside in the sun!

daffodils

This year, I’m making a real attempt to grow some dye plants myself. In the middle of February, I sowed dyer’s greenweed (Genista tinctoria, farve-visse in Danish) in pots outside, only to have this happen a couple of days later:

snowpots

I was not thrilled. The seeds of dyer’s greenweed need cold stratification: a period of moist cold to break the seed’s dormancy and let it germinate. But surely this was too much? This scientific article shows that 5C for 3 months improves germination, so this was colder than that. But my seeds actually made it under the snow, and have just grown above soil now

dyersgreenweed

On March 11th, I sowed woad seeds, and they are also just visible now

woad

Maybe not very exciting in the grand scheme of things, I know, but I’m excited because my previous attempts at growing woad were less successful than this! Just in case, I’ve sowed some more woad seeds on April 3rd. Same day, seeds of coreopsis (Coreopsis tinctoria, skønhedsøje in Danish), St John’s wort (Hypericum perforatum, prikbladet perikon in Danish), and yellow chamomile (Anthemis tinctoria, farvegåseurt in Danish) went into the ground. So now it’s just fingers crossed.

In case you’re interested: I bought some of my seeds from Wild Colours and the rest from Urtegartneriet (their seeds are organic).

I år gør jeg et reelt forsøg på at gro farveplanter i haven (for nogle år siden prøvede jeg at gro vajd, men det lykkedes mig aldrig i vores gamle have). Det er lykkedes at spire farve-visse og vajd, og i løbet af påskens solskinsdage har jeg sået skønhedsøje, prikbladet perikon og farvegåseurt.

 

 

Save