REJNFAN-EKSPERIMENTER

Rejnfan har blandt naturfarvere et ry som lidt kedelig. Planten er almindelig, let at finde, let at farve med, og så giver den bare gul farve –  ligesom så mange andre planter. Men den har en lang kulturhistorie, og så er dens gule farve faktisk af virkelig god kvalitet!

~

Jeg har undret mig over denne plantes underlige navn – rejnfan. Nogle skriver og siger navnet som “regnfang”, men det er altså ikke rigtigt.

For nyligt stødte jeg på en forklaring i Esther Nielsens “Plantefarvehaven” (som ikke er til at opdrive antikvarisk, men kan lånes på biblioteket). Nielsen skriver at “Det stammer fra det tyske Rainfarn, hvor Rain betyder agerrende og Farn betyder fane eller bregne”. Planten stod altså i mellemrummet mellem markerne, og markede grænsen mellem din og min mark med en gul bræmme. En poetisk og plausibel forklaring, synes jeg.

Rejnfan, Tanacetum vulgare.

Også det latiske navn, Tanacetum, har Nielsen en forklaring på. Hun mener, at apotekere i tidens løb har ændret dens navn fra det oprindelige Athanasia (hvor a-thanasos betyder udødelig) til Tanacetum. Det skulle hentyde til, at blomsterne beholder deres stærke, gule farve selv om de tørres.

Rejnfan har været brugt i urtemedicin i århundreder. Den er giftig, især for insekter, og blev brugt som ormekur. I dag ville man nok ikke anbefale at spise planten, og man ved nu, at giftigheden skyldes stoffet alfa-thujone, som findes i alle dele af planten.

Alligevel blev den før i tiden brugt som krydderi, og den har da også en meget stærk lugt. Jeg plejer at koge den udenfor når jeg laver et farvebad!

Som farveplante har rejnfan mange fordele. Den er en meget almindelig plante, som man kan finde i store mængder i nærmest hver eneste vejkant. Og det betyder jo, at man kan plukke med god samvittighed – så længe man plukker ved at skære eller klippe, så resten af stauden lever videre.

Den gule farve er særdeles lysægte, i mine lysprøver er den altid bedre end vau, som ellers roses for at være en af de bedste gule.

Ifølge denne artikel (Phytochemistry 51, side 417, 1999) indeholder rejnfans blomster store mængder apigenin og luteolin, som netop er de primære gule stoffer, man finder i vau. Bladene indeholder nogle lidt andre stoffer, som ligner luteolin, men er en smule anderledes. Altså giver det god mening, at man får lidt forskellige farver fra blomster og blade. Hvorfor rejnfans farve så falder mere ægte ud end vaus i mine farvegryder ved jeg ikke.

Efter at have læst om farveekstrakter et eller andet sted bestemte jeg mig for at prøve at lave et ekstrakt af rejnfan. Jeg tænkte nemlig at ekstrakter – ud over at være en kompakt måde at opbevare farve på – også kunne bruges på nye måder, for eksempel til tryk på stof.

Og jeg fandt endda en artikel hvor forfatterne havde koncentreret ekstrakt af rejnfan så meget, at det blev et pulver. Så dette er hvad jeg afprøvede:

500 g friske rejnfanblade og -blomster (plukket d. 11. august) kogte jeg i regnvand nok til at dække. Jeg lod det stå til næste dag, hvor jeg siede alle plantedele fra. Så kogte jeg afkoget ind, til jeg ikke kunne fordampe mere vand fra det. Jeg tørrede det også lidt i ovnen ved ganske lav varme. Og dette var resultatet – en lille mængde mørkebrun og vanvittigt klistret sirup:

Rejnfansirup – brun, ildelugtende, giftig.

Det blev altså ikke til et pulver, men en mørk sirup. I tidernes morgen lærte jeg i organisk kemi, at sort sirup betyder, at ens produkt er urent. Men det er vel forventeligt her, for når man bare koger planter i vand, så bliver det jo en blanding af mange forskellige stoffer.

For at teste min sirup opløste jeg den bare i vand og farvede med den på 100 g uld (Fenris) i stedet for at afprøve andre muligheder. Jeg ville nemlig først se, hvordan farven er bevaret efter turen igennem sirupstilstanden. Her er en sammenligning med 500 g friske blade og blomster (til venstre), 500 g friske blade og blomster som jeg tørrede, og så brugte til farvning (midten) og siruppen opløst i vand (til højre):

Fenris 100% uld farvet med frisk rejnfan (til venstre), tørret rejnfan (midten) og rejnfansirup (til højre).

Billedet ovenover viser, at farven fra rejnfan er den samme, ligegyldigt om man bruger friske eller tørrede blade og blomster. Og det er jo fint at vide – tørring påvirker ikke farven.

Nøglet til højre, som er farvet med siruppen, har en lidt brune tone end de to andre. Men ellers er al den gule farve jo bevaret helt fint trods behandlingen. Næste år vil jeg prøve flere muligheder med plantesirup!

Da jeg var i gang med rejnfan og eksperimenter blev det lige til lidt flere. Jeg fandt nogle tørrede rejnfanblade fra sidste år (2016) da jeg ryddede op, og overvejede hvor godt farven bevares når man gemmer den længere. I billedet er der jo ingen forskel på farvning med frisk og tørret rejnfan, men de tørrede planter var kun tørret i et par uger før jeg brugte dem.

Samtidig ville jeg også afprøve noget andet, jeg har tænkt over. Nemlig om total findeling af planter er mere effektiv end bare at smide større dele i farvegryden. Jeg pulveriserede nogle tørrede 2017-rejnfanblade i min morter for at se, om det gav dybere farve. Og resultatet:

12-grams nøgler Fenris, hver farvet med 25 g tørrede rejnfan-blade. Hele 2016-blade (nederst), hele 2017-blade (midten) og puveriserede 2017-blade.

Nøglet farvet med pulveriserede 2017-blade har samme farve som nøglet farvet med hele 2017-blade, så man får altså ikke mere farve ud ved findeling. Heldigvis, for det er virkelig besværligt. Der er lidt forskel på farven med 2016-blade og 2017-blade, men forskellen er ikke stor. Jeg tror ikke, det skyldes opbevaring – forskellen kan lige så godt skyldes, at planterne ikke har vokset samme sted, at vejret har været forskelligt, og at de ikke er høstet på helt samme tid.

GRØNNE VARIATIONER

Noget af det bedste ved naturfarvning er, at man kan blive ved med at overfarve, til man får den farve man vil have.

~

Jeg har længe haft nogle lidt mislykkede grønne nøgler Norne liggende, og jeg gravede dem for nyligt frem for at overfarve dem og få så mange forskellige grønne som muligt. Jeg vandt noget af nøglerne over i nøgler til farvning, og beholdt den sidste del som den var.

Det ene nøgle (nøgle 1 på billedet nedenfor) var en medium blå fra indigo, som jeg havde overfarvet med et par efterbade af granatæbleskaller og vau. Det gav en ret svag gul, for svag til at matche den blå, derfor den svagelige grønne farve.

Det andet nøgle (nøgle 12) havde samme problem. Det er igen en medium indigo, denne gang på en bund af tørret grå bynke. Jeg vidste det ikke dengang jeg farvede det, men ved nu, at grå bynke kun giver ret svag beige når man bruger den tørret.

Så havde jeg et nøgle med det modsatte problem (nøgle 5). Her er en stærk (1:1) gul fra vau overfarvet med en svag indigo, så den grønne/Chartreuse simpelthen er for elektrisk i store mængder.

Endelig havde jeg et gult nøgle, som egentlig ikke var mislykket (nøgle 9) men som der bare ikke var en plan for. Det farvede jeg for længe siden med rejnfan og et krap-efterbad for at få en varm gul. Alle nøglerne blev vundet over i mindre portioner, og så overfarvede jeg dem, nogle med indigo, nogle med vau, og nogle med valnøddeskaller.

Overfarvning og atter overfarvning for at få så mange grønne farver som muligt.

Nøgle 6, 7 og 8 kommer fra nøgle 5, og er bare overfarvet med mere og mere indigo, og her er ingen overraskelser. Den stærke gule bund ender med en klar flaskegrøn når den overfarves med stærk nok indigo.

Nøgle 10 og 11 er garnet fra nøgle 9 overfarvet med lidt og lidt mere indigo. Her var der en god overraskelse, nemlig nøgle 10. Det blev en vissengrøn, en af mine yndlingsgrønne. Her afslører jeg virkelig mit manglende kendskab til farvelære, men jeg vidste ikke at der skal så meget rødt i blandingen for at få en vissengrøn.

Jeg lavede et farvebad af 12 g vau og farvede på 25 g garn fra nøgle 1. Det blev til nøgle 2 – ikke nogen overraskelse, her kommer den klare flaskegrønne frem ved at løfte niveauet af gult så det matcher det blå.

Så lavede jeg et farvebad af 25 g valnøddeskaller. 25 g garn fra nøgle 12 blev til nøgle 13. Igen blev den ignorante farver overrasket – armygrøn har altså åbenbart en bund af brunt. Efterbadet gav på garn fra nøgle 1 nøgle 3, endnu en armygrøn.

Nøgle 4 er garn fra nøgle 1, overfarvet med ret kraftig indigo. Her giver den svage gule bund en flot petrolfarve. Nøgle 14 er garn fra nøgle 12 som bare er overfarvet med lidt mere indigo end det var i forvejen.

Endelig er der nøgle 15. Det er garn fra nøgle 12, som jeg farvede i vau-efterbadet. Det ændrede sig ikke ret meget, så det røg i valnøddebadet, der allerede var brugt to gange. Da det stadig ikke havde ændret sig det store overfarvede jeg med indigo, og så lod jeg det være, for jeg kunne ikke finde på mere.

Nøgle 16 og 17 er begge farvet med brændenælder, som man efter sigende skulle kunne få grønt ud af. Midt i maj plukkede jeg en stor grydefuld (og de kan altså sagtens brænde igennem havehandsker) og farvede på de to 25-grams nøgler. Først nøgle 16, i efterbadet nøgle 17, som jeg modificerede med lidt jern til sidst. Hverken 16 eller 17 er jo grønne (hvordan får du det grønt, Uglemor?), men de fungerer fint sammen med alle de grønne farver. Her er de alle sammen, i selskab med et nøgle indigo-blåt, vundet i kager og klar til at strikke:

Norne ren uld i et hav af grønne farver, plus lidt gult og blåt.

Jeg leger med at strikke de mange farver i helt korte længder, mere derom en anden god gang. Indtil videre tager det sig sådan her ud:

Norne strikket i korte længder – farveskift foregår ved at lægge den ny og den gamle farve dobbelt.

Men jagten på grønne farver stoppede ikke her. Ud over brændenælder byder maj også på landskaber, der er helt dækkede af vild kørvel og gyvel.

Sidste år prøvede jeg at farve med gyvel, men var ude for sent på sæsonen og fik meget lidt farve ud af planten. I “Dye Plants and Dyeing” skriver Cannon & Cannon at blomstrende friske kviste af gyvel skal plukkes i april eller tidlig maj, og det lykkedes mig at få dem plukket sidst i maj. Det er sikkert fint, for bogen er engelsk, og det meste af England ligger jo syd for Danmark.

På alun-bejdset Fenris (ren uld) får jeg den grøn-beige farve, som Cannon & Cannon lover. De viser en næsten sort med gyvel og kobber, så jeg prøvede at modificere med kobbervand i nogle minutter. Jeg har et glas med kobbervand, som bare er kobberet fra en stump ledning, der ligger i ammoniak. Jeg tilsatte en lille sjat, og det gav en meget fin grøn, som er ovre i det visne spektrum.

Med vild kørvel (også plukket sidst i maj) fik jeg den forventede sarte farve, gul med en svag grønlig tone. Nogle vil måske ikke synes den er noget særligt, og der er jo også mange måder at få den slags farve på. Men jeg synes nu, det er en dejlig farve, og den indfanger lige friskheden ved foråret og den tidlige sommer. Modificeret med jern bliver den en anelse mørkere og taber fuldstændig friskheden.

Gule og grønne farver med gyvel og vild kørvel – det store nøgle øverst er vild kørvel, nedenunder vild kørvel modificeret med jern. Tredje nøgle er gyvel, og fjerde gyvel med kobber.

Read this post in English

Forårsrengøring

Om sommeren, når alt står i blomst, samler jeg store bundter af røllike, rejnfan og andre gode farveplanter. Men de skal bruges op inden næste sommer, og det er min forårsrengøring.

~

Mit lager af farveemner fra sidste år talte (blandt andet) store bundter af grå bynke og rejnfan, og mere beskedne mængder røllike, en kasse tørret sortfiltet netbladhat og tørrede granatæbleskaller.

Foråret har jo været meget ustadigt, men det er lykkedes mig at komme udenfor med mit lille udendørsblus på forlængerledning og nedbringe vinterlageret.

Først var der sortfiltet netbladhat. Jeg fandt en god mængde af svampen sidste år, over halvdelen af dem da jeg kørte igennem en lille skov, så svampene fra bilen, og hakkede bremsen i!

Jeg havde 190 g tørret svamp. På 100 g uld gav det en fin grøn farve (nedenfor i midten) og efterbadet gav en grøn-beige (højre). Det var umuligt at fange på et billede, men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor godt den tørrede svamp holder på farverne, inklusive den grønne tone. Konklusionen er, at sortfiltet netbladhat er en god farvesvamp både når den er frisk og efter tørring og opbevaring.

Til venstre i billedet nedenfor ligger et beige garnnøgle. Det er 100 g garn, farvet med en stor gryde proppet med tørret grå bynke, og endda efterbehandlet med jern. Det er faktisk anden gang, at jeg får beige fra tørret grå bynke, og her er konklusionen, at man ikke kan tørre det. For længe siden prøvede jeg at farve med den friske plante og fik fine gul-grønne toner.

Fra venstre: tørret grå bynke og jern, tørret sortfiltet netbladhat, 1. og 2. bad.

Så var der granatæbleskallerne. Jeg havde gemt skaller fra beskedne 2 granatæbler, de vejede 85 g tørret. Jeg fulgte Jenny Deans “Wild Colour” og kom skallerne i en pose og smadrede dem med en hammer. Til afprøvningen af det (for mig) nye farveemne lavede jeg to 12-grams nøgler Fenris (100% uld) og et lille 5-grams nøgle Bestla (silke-merino).

Granatæbleskallerne gav fine gule toner på både uld og silke. Det ene nøgle uld efterbehandlede jeg med jern, og det fik en god grønnere og mørkere tone, som ligner den fra den sortfiltede netbladhat en hel del.

Næste gang der bliver spist granatæbler heromkring bliver skallerne gemt. De giver en fin farve, og kommer i vinterens løb hvor der ikke er mange friske farver at gøre godt med.

Granatæbleskaller på silke-merino (bagerst) og uld (midten), og modificeret med jern (forrest).

Flere store bundter røllike, rejnfan og grå bynke blev til den gulbeige bundfarve i en ny omgang matrix-farvet garn til Baby Vindauga kits. Den anden gule bund er vau, og nøglerne er som sædvanelig overfarvet med indigo, så der bliver 9 forskellige farver, blå og grønne toner.

Matrix-farvet uld i blå og grøn.

Og nu hvor jeg var i gang, så blev det også til en matrix i lilla og blå, farvet med cochenille og indigo.

Matrix-farvet uld i lilla og blå.

Matrixnøglerne er blevet til kontrastfarver til nye Baby Vindauga kits, som kan ses i min Etsy shop:

Det lilla-blå Baby Vindauga kit.
Det grøn-blå Baby Vindauga kit.

 

Vindauga Baby

Temaet fra mit Vindauga-tæppe blev ved med at køre rundt i mit hovede efter at jeg strikkede det første tæppe, og det krævede simpelthen at blive strikket i nogle flere varianter! Da designprincippet i Vindauga stødte sammen med mine forsøg med at farve 2-dimensionelle gradienter (eller matricer) endte det med Vindauga babytæppet, som jeg nu endelig er færdig med at skrive mønsteret til.

Mønstret kan købes på Etsy eller på Ravelry. Jeg har desuden farvet et lille antal kits, som er i min Etsy Shop, i farverne Sif (lilla-blå med cochenille og indigo – udsolgt), Valkyrie (rød-blå med krap og indigo) og Njord (grøn-blå med vau, grå bynke og indigo).

Fra et sæt af 9 nøgler matrix-farvet garn (til venstre) til Vindauga babytæppet.

Mønsteret er skrevet, teststrikket, rettet, rettet og rettet, og endelig skrevet helt færdigt på dansk og engelsk. Jeg indrømmer blankt, at selve det at lave mønsteret færdigt ikke er min yndlingsdel af processen fra ide til udgivet mønster. Men uden at få taget sig sammen og lavet det helt færdigt, så ender det jo netop bare som en ide i mit hovede.

Til gengæld er det fantastisk sjovt at matrixfarve mini-nøglerne i 9 farver i glidende overgang. Jeg har efterhåndet arbejdet med disse 2-dimensionelle gradienter et  stykke tid, men jeg synes, det bliver ved med at være svært at få dem helt rigtige!

Først farver jeg gradienter af røde, pink eller gule farver med krap, cochenille, vau, rejnfan eller grå bynke, så jeg har 3 nøgler af hver indfarvning. Bagefter overfarver jeg med en gradient af indigo, så hver af de 3 nøgler i en indfarvning får en forskellig indigo-overfarvning. Det lyder måske ikke så svært, men begge trin er faktisk svære at styre.

Med cochenille og krap giver 1. bad altid meget mere farve end 2. bad, men nogle gange giver 2. og 3. bad stort set samme farve. I indigo-overfarvningen er det også svært at styre hvor mørk farven bliver, for der er flere faktorer i spil. En ting er hvor længe nøglerne bliver dyppet, en anden hvor mange gange. Men der er også mængden af indigo i gryden, som ændrer sig efterhånden. Selv om jeg har lavet matrix-farvningerne mange gange nu, så er det stadig en udfordring!

indigo overdye
De røde, gule og hvide nøgler ligger i blød til venstre, til højre er tilsvarende nøgler kommet i indigo-badet. Temperaturen er 52 grader, pH er 9-10. Der er styr på det hele!

Se projekter på Ravelry:

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Farvehaven nu

Nu hvor sommeren går på hæld er det blevet tid til at gøre status over årets farveplanter. I år har jeg haft vajdplanter til at gro 2. år, og en håndfuld planter gav en kæmpe bunke frø, selv om jeg faktisk var nødt til at flytte dem sidste efterår. Dette her er kun nogle af frøene.

woadseeds2

 

Så har jeg også haft en række skønhedsøje (Coreopsis tinctoria), som jeg tidligere har fået flotte orange farver ud af.

coreopsiswool

 

Skønhedsøje er også en fin sommerblomst, som sætter blomster i to farver.

skonhedsoje16

 

Desværre tror jeg, at jeg har fået høstet skønhedsøje lige vel sent. Så jeg har kun taget en beskeden buket af de blomster, der stod bedst. Resten har jeg ladet stå, for at se om de sætter frø. Det tager nok lidt tid endnu, at dømme ud fra en sammenligning mellem mine afblomstrede stilke og denne fine oversigt.

I år har jeg sået vau for første gang. Jeg havde forventet høje blomsterstande, som skulle tiltrække masser af sommerfugle, men planterne står altså kun med bladrosetter. Det ser ud til, at blomsterstandene kommer næste år.

vau16

 

Jeg har også sået krap for første gang, og det har givet mig en håndfuld forvildede, sølle udseende planter. Men hvis de overlever vinteren, kan det jo være, at de får lidt bedre fat næste år.

krapplanter16

 

Til gengæld står den japanske indigo særdeles flot og frugtbart. I år vil jeg tørre bladene og prøve at farve med denne metode.

japindigo16

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Sensommergrønt

I år har jeg nået at farve en bunke grønne farver med tagrør og sortfiltet netbladhat, to vækster, jeg ser som nogle af farveårets absolutte højdepunkter. Tagrør, fordi de giver den elektriske grønne farve. Det er da lidt mærkeligt at de røde blomster giver sådan en vild grøn, men kun hvis man får dem absolut friske i gryden. Hvis de er sprunget ud eller ikke er friskplukkede, så giver de gul, og det er der jo så meget andet der også gør. Sortfiltet netbladhat, fordi dens støvede grønne er så lysægte. De to bagerste nøgler er sortfiltet netbladhat, og de tre forreste er tagrør.

grøn green
Sensommerens grønne toner, fra tagrør (de 3 forreste nøgler) til sortfiltet netbladhat (de 2 bagerste).

Sortfiltet netbladhat er jeg blevet bedre til at finde efter at have trænet lidt. De første gange, jeg prøvede at finde den, lykkedes det ikke, fordi jeg var for sent ude. I år fandt vi dem flere steder, bl.a. i denne arketypiske plantage, hvor Dagmar plukker en stor svamp. Det er lige sådan et sted, den kan lide at gro.

Dagmarplukker
Sortfiltet netbladhat, i sit yndlingshabitat, bliver plukket af Dagmar (med brækket albue).

Sortfiltet netbladhat er der alleredere i august, og i år, hvor alt var tidligt, i starten af august. Og så var svampene enorme – nogle af de eksemplarer jeg fandt, var 25 cm i diameter.

sortfiltet
Her stikker de op, de sortfiltede. Som det står et sted i den store svenske farvesvampebog, så ser de ikke ud af meget oppefra, men det skal man ikke lade sig snyde af.

En anden sensommerglæde er store, fede edderkopper. Denne her bor udenfor vores hus, og det er måske den fedeste edderkop, jeg nogensinde har set. Da jeg stod med kameraet helt op i hovedet på den gøede naboens store hunde, og straks rejste den forbenene som til angreb. Jeg valgte at stikke af, så jeg fik kun et ordentligt nærbillede af den fra undersiden, hvor den har et mønster, der ligner øjne lidt. Efter at have søgt lidt rundt, er jeg blevet enig med mig selv om, at det nok er en korsedderkop i meget lys farve, da dens bagkrop spidser til bagtil. Efter at have læst, at korsedderkopper godt kan bide hvis man provokerer dem, tænker jeg, at flugtbeslutningen ikke var dårlig.

edderkop
En stor, flot hun. Man er ikke i tvivl om, at korsedderkopper er farlige!

Sommeren er også årets chance for lystest, og jeg fik da testet en håndfuld farver i sommerens løb. De lå i vindueskarmen fra tidlig juli til midt i august, og der var stor forskel på holdbarheden.

  1. Gamle brunporesvampe, de to øverste farver i varmt bad og den nederste på kortet er koldfarvet i en heksebryg der stod udenfor nogle uger. Ingen af de gulbrune farver er særligt lysægte.
  2. Sortfiltet netbladhat, som er uforandret. Jeg har set denne gode lysægthed af farven fra sortfiltet netbladhat før, så den er god nok!
  3. Orange slørhatte af ukendt art. Ikke fantastisk lysægte.
  4. En hel matrix af krap og indigo, hvor man tydeligt kan se at mættede indfarvninger er mere lysægte end pastellerne.
  5. Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte.
  6. Birkeblade. Overraskende lysægte.
  7. Vau. Overraskende at lysægtheden er dårligere end nr 6…
  8. Henna på alpaca. Jeg vil kalde det en middel lysægthed.
  9. Morgenfrueblomster. Overraskende god lysægthed.
Lysprøver 2016. 1: Gamle brunporesvampe. 2: Sortfiltet netbladhat. 3: Orange slørhatte. 4: Krap-indigo matrix. 5: Rødder af alm. syre. 6: Birkeblade. 7: Vau. 8: Henna. 9: Morgenfrueblomster.

Jeg har også farvet med rejnfan, som jo ganske vist ikke giver grøn, men “bare” gul på alunbejdset uld, så det har jeg ikke taget billeder af. Men da jeg stod med blomsterne og beundrede deres mønstre, fik jeg lyst til at tælle efter, for at se om det er rigtigt, at de holder sig til tallene fra Fibonacci-rækken.

Fibonacci-rækken, hvis man ikke lige kan huske det, starter med to 1-taller, og derefter får man det næste tal ved at lægge de to forrige sammen:

1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, osv.

Sidst, jeg tænkte på Fibonacci-tal var da jeg skulle regne de rigtige tal ud til mit Vindauga-tæppe hvor rektanglerne overholder det gyldne forhold, som kan approximeres ved forholdet mellem naboer i Fibonacci-rækken, f. eks. 55/34 = 1,61.

Nedenfor er et nærbillede af en enkelt af de små blomster i rejnfans blomsterstand. Og ganske rigtigt, så er der 13 buer der drejer med uret, og 21 der drejer imod.

DSC_2985
En enkelt blomsterknap fra rejnfan, også kaldet guldknap. Antallet af spiraler er et tal, der tilhører Fibonacci-rækken.

Vajd – en historie om blåt

Endelig blev det sommerferie! Jeg har tænkt mig at bruge den på at farve (med naturfarver selvfølgelig), strikke (af naturfarvet garn) og læse (om naturfarver, hvad ellers??).

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Vaid – En historie om blått” af Anne Sagberg, og det er en velskrevet og interessant bog, der indeholder meget der var nyt for mig. Det er tydeligt at forfatteren har lavet sin egen, nye research, og ikke bare skrevet et opkog af eksisterende bøger om emnet. Den er desuden skrevet på et norsk, der er let for en dansker at kapere.

vaidbog

 

Især kapitlerne om historiske fund af vajdfarvede norske tekstiler er virkelig interessante. Selv om vajd gror vildt flere steder i Norge, for eksempel på Nordlandskysten, står det ikke klart om den egentlig er blevet groet i landet førhen til farvning. Alligevel er der altså fundet mange vajdfarvede tekstiler i Norge fra forskellige tidsaldre.

Osebergskibet blev fundet i 1904, og viste sig at være grav fra år 834 for to kvinder – den ene klædt i en rød dragt, den anden i en blå, vajdfarvet dragt. Det røde tekstil er meget fint, formodentlig importeret, og dragten har påsyede silkebånd, så den rødklædte kvinde kaldes for Osebergdronningen. Det blå tekstil er grovere, formodentlig lokalt vævet, så den blåklædte kvinde kunne være dronningens tjener.

Ud over vajden, der blev brugt til det blå klæde, så havde dronningen også en lille æske med vajdfrø med sig. Det synes jeg, er virkelig interessant. Vi ved ikke, om man groede planten i Norge på den tid, eller om man importerede farvestoffet eller farvet uld. Men vi ved altså, at en lille æske med vajdfrø var kostbar eller vigtig nok for snart 1200 år siden, til at en magtfuld kvinde skulle have den med i sine gravgaver.

For nogle år siden, på en ferie til Oslo, så jeg Osebergskibet, som findes i Vikingeskibshuset. Skibet er jo imponerende smukt, men jeg husker desværre ikke noget om en æske med vajdfrø. Dengang vidste jeg dog heller ikke, at jeg skulle lede efter den, og jeg ved ikke om den er udstillet.

Osebergskibet, udgravning tv og det istandsatte skib th.
Venstre: Udgravningen af Osebergskibet. Højre: det istandsatte skib.

Baldishol-tæppet er et overlevende fragment af noget, som engang var et større værk, det kan man se på de rå kanter. Tæppets historie er ganske utrolig.

I 1879 rev man den gamle kirke i Baldishol ned, og familien på nabogården købte en del af inventaret. Nogle år senere kom en Louise Kildal på besøg fra Oslo, og fik en af genstandene med hjem – et snavset stykke stof, som organisten plejede at bruge til at lægge over benene, fordi det trak sådan i den gamle kirke (!)

Hjemme igen vaskede Louise Kildal stofstykket, og dette var hvad der dukkede frem: det farvestrålende Baldishol-tæppe, et vævet billedtæppe fra mellem 1040 og 1190. I dag findes tæppet på Kunstindustrimuseet i Oslo. Det kunne jeg tænke mig at se næste gang min vej forhåbentlig går til Oslo.

I mellemtiden kunne jeg meget let se mig selv farve garn op i tæppets farver. Det indeholder flere forskellige blå farver, som formodentlig kommer fra vajd. Den grønne farve er gul overfarvet med blå, så der er gået store mængder blå til dette kostbare tæppe. I 2013 fik man røde tråde fra tæppet analyseret, de kom fra en tidligere restaurering. Analysen viste, at den røde farve kommer fra en plante i Rubiaceae-familien, altså den familie, krap hører til (men det vides åbenbart ikke med sikkerhed om farven kommer fra krap eller et andet medlem af familien). Den gule er ikke blevet analyseret endnu, men Anne Sagberg skriver, at vau var tidligt i brug, og kunne have været dyrket i Norge eller importeret.

Af Frode Inge Helland - http://kunsthistorie.com/fagwiki/Fil:BaldisholteppetRepr_1000.jpg, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=15836282
Baldisholtæppet. Foto: Frode Inge Helland

Bogen omfatter mange flere emner end dem, jeg har nævnt her. Anne Sagberg fortæller også om fundet af en ung kvindes grav i stavkirken i Uvdal. Kvinden blev begravet i sidste halvdel af 1300-tallet, og har en vajdfarvet hætte på i den facon, som var højeste mode på det tidspunkt. Vi får også beretningen om Sagbergs problemer med at lave en reproduktion af hætten (det var ikke let!). Indgående beskrivelse får også tre tekstiler til ophængning på væggen, Vossadugen, Huldredugen og Veøydugen. De er fra slutningen af 1400-tallet, og alle er broderet med geometriske mønstre, som jeg kunne tænke mig at omsætte til strik engang.

Hvis der er nogen der har læst dette helt til ende, kan de vist ikke være i tvivl om, at jeg gerne vil anbefale bogen!

Read this post in English

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Farveplanterne sået

I dag har jeg sået en del af mine frø til farveplanter i små potter indenfor. Frosten er nemlig næsten af jorden nu…

Sidste år havde jeg held med at gro japansk indigo og vajd fra frø, som jeg forspirede indenfor, så det gør jeg igen med japansk indigo i år. Vajd springer jeg over i år, for japansk indigo gav langt mere farve. Desuden har jeg nogle vajd-planter fra sidste år, som ser ud til at komme fint igen i år, så jeg kan få blomster og frø.

Jeg forspirer også frø af vau og krap, og det har jeg ikke prøvet før. Vau-frøene ligner birkes, men det er altså en plante, som er nærmere i familie med kål og sennep. Den skulle have utroligt velduftende blomster andet år, så jeg håber at nå dertil!

seeds_txt

Krap-frøene er ret specielle, lidt kantede og klistede

madderseeds

Nu er de alle i deres små potter. Krap-frøene lige under jordoverfladen, frøene af vau og japansk indigo lige på jordoverfladen, for de skal have lys for at spire.

Save

Afslutninger, og nye begyndelser

Jeg er blevet færdig med en del projekter, og har sat endnu flere nye i søen. Måske er det forårets energi? Påsken gik med at læse til eksamen, og selv om det da på et teoretisk plan er fascinerende at man kan beskrive bestande af dyr og planter matematisk (det er populationsøkologi), så vil jeg jo egentlig hellere bare udenfor og snuse og samle planter til farvegryderne…

Fordi det var så synd for mig at jeg skulle læse til eksamen, gav jeg mig selv en lille gave. “En farverig verden” af Anne Støvlbæk Kjær og Louise Schelde Jensen, kvinderne bag Uld Guld.

farverigverden

Og hvor er det dog bare en lækker bog, med de smukkeste fotografier af både uld, farver og remedier. Men det er en skam at der er så lidt ny information i den. Jeg tror ikke, jeg er stødt på noget endnu, som ikke er beskrevet i større detalje i min lasede, tro følgesvend, “Farvning med planter” af Ester Nielsen.

nielsen

Men efter eksamen var overstået følte jeg energien vende lidt tilbage. Jeg er glad for at have udgivet mit mønster Bilskirner på dansk og engelsk. Det tog mig meget længere tid end jeg havde troet at skrive, oversætte og få teststrikket mønsteret, men nu er det i hvert fald oppe.

BilskirnerCollage

Og nu har jeg lavet Bilskirner kits færdige, som er til salg i webshoppen. Kits indeholder mønsteret (som download af pdf-fil) og garn nok til at strikke et sæt af hue og vanter, enten til et barn eller en voksen. Garnet er mit 100% alpaka-garn, Guldfaxe. Der er to farver. I den ene er mønsterfarverne lavet med en gradient af cochenille

bilskirnerpink

i den anden farve er mønsterfarverne lavet med en gradient af krap og rejnfan

nyebegyndelser

men de ser også ret lækre ud sammen, synes jeg!

kontrastfarver

Edda er en ny begyndelse på strikkefronten. Det er en kassetrøje med helt smalle ærmer, som er strikket i mit tynde, 1-trådede uldgarn, Norne. Dette er prototypen, strikket i garn, der er farvet i 2 toner af pink med cochenille. Med min vanlige snørklede proces er der et stykke tid til jeg skriver er færdigt mønster.

edda

Edda er strikket frem og tilbage og samlet foran med maskesting så der står rå huller tilbage imellem farverne (det er med vilje, man kan jo bare sy dem til)

edda_foran

og halsen er så strikket på til sidst.

edda_hals

Nu skal man jo passe på med at sige, at man har opfundet noget helt nyt, for det viser sig altid at et klogt hovede et eller andet sted har tænkt på det samme…. men jeg har aldrig set andre trøjer med den konstruktion, jeg har brugt til Edda. Skulderen er nemlig formet med vendestrik, så den er helt blød og lækker uden en søm. Mere følger, når jeg kommer videre med mønsteret.

edda_skulder

Vindauga-princippet, hvor strimler af retstrikning samles med rammer af maskesting, vil heller ikke rigtig lade min hjerne være i fred. Jeg arbejder på en version, hvor hver rude er stribet, og den er strikket i Fenris 100% uld (450 m/100 g) på pind 3,5.

Her er det i blå og grønne farver, fra mine forsøg med indigo, vau og grå bynke.

babyvindauga

Endelig er jeg gået i gang med et eksamensprojekt til et andet fag jeg følger, kemiske undervisningsforsøg. Det er et fag man skal have for at kunne undervise i kemi i gymnasiet. Jeg har fået godkendt “farvning med indigo” som emne, så jeg skal nu lave et projekt, hvor jeg beskriver hvordan indigofarvning kan bruges i kemiundervisning. Hvor heldig kan man være??

Grøn matrix

Grøn er en svær farve at opnå med naturfarver. Umiddelbart skulle man tro, det var let, for når man ser sig om i naturen er grøn jo den fremherskende farve. Men bladenes farve skyldes jo som bekendt klorofyl, og det duer ikke som naturfarve (fordi klorofyl er opløseligt i fedt, ikke i vand).

Efter jeg fik fine resultater med indigo-overfarvning for at få lilla toner har jeg gentaget eksperimentet, denne gang for at få de grønne farver. Jeg startede med at bejdse garnet i 10% alun. Så farvede jeg det i forskellige gule toner:

  • et 1:1 bad med vau, gav en stærk gul
  • genbrugte ovenstående, gav en mindre stærk gul, ses nederst i billedet til højre
  • et 2:1 bad af tørret grå bynke (altså dobbelt så meget plante som uld), samlet sidste sensommer. Gav en gul-beige som ses i midten nederst i billedet

greenmatrix

De forskellige gule overfarvede jeg så med stærk, mellem og lys indigo. De 3 blå nøgler til venstre i billedet er indigo på hvidt garn, bare for at man kan se hvor stærk indigofarvningen var. De 3 næste grønne er overfarvningen af garn der var farvet med grå bynke. De lysere indigo-overfarvninger giver støvede grønne farver, mens den mørkeste gav en flot petrol. Det er jo virkelig værd at huske, at man kan få så gode grønne farver ved overfarvning af en virkelig kedelig beige.

De næste 3 grønne er overfarvningen af den mindre intense vau, mens de 3 sidste til højre er overfarvningen af den kraftigste vau-farvning. Generelt giver overfarvningen på vau klare, næsten for klare grønne farver. Især overfarvningen på kraftig vau giver elektriske grønne toner, her er virkelig tale om en Robin Hood-grøn, som tidligere blev kaldt Lincoln green.