LILLE BOLD

Jeg har strikket en håndfuld små bolde af rester af Fenris, og min familie har aldrig før været så interesseret i mit strikketøj! “Hvad strikker du?”, “Må jeg få en?”

~

Jeg er lige blevet færdig med en ny udgave af mit Vindauga babytæppe, som er meget lettere at strikke end den oprindelige udgave. Mønsteret  kommer på Ravelry og i min webshop snart. Og jeg må sige, at jeg  kommer i godt humør af at se på sådan en stak striber og retstrik:

Vindauga babytæpper, det øverste farvet med rejnfan og indigo, det nederste med cochenille og indigo.

Der blev en del garn tilovers, både af den hvide bundfarve og de lilla kontrastfarver, så jeg fik lyst til at finde på et lille hurtigt resteprojekt. Og her er det: lille bold.  Hvis man strikker Fylgje med et kit vil man også have rigeligt med rester.

Bolden er strikket i vendestrikkede moduler, stoppet, og så syet sammen til sidst.

Jeg bruger den allersimpleste form for vendestrik. Efter at have vendt arbejdet, så tager jeg en maske løs af som vrang, med garnet holdt foran. Med den teknik er det ikke nødvendigt at strikke masker sammen på næste pind, man strikker bare helt normalt hen over stedet, hvor man vendte.

En håndfuld små bolde, sammen med garnrester, der alle er farvet med indigo og cochenille.

MØNSTER

Garn, strikkefasthed, pinde osv.

Fenris ren uld, 450 m / 100 g, hvid bundfarve og en kontrastfarve. Til hver bold bruges ca. 5 g bundfarve og 3 g kontrastfarve.

Et par 2,5 mm strømpepinde, stramajnål.

Min strikkefasthed i retstrik var ca. 12 m på 5 cm, og det gav bolden en diameter på ca. 7,5 cm.

Forkortelser

BF – bundfarve, gf- garnet foran arbejdet, KF – kontrastfarve, la – vrang løs af, m – maske(r), p – pind(e), r – ret, RS – retsiden, VS – vrangsiden.

Instruktioner

Slå 24 m op med KF, og lad en 20 cm ende hænge til senere. 24 r.

BF-modul

Skift til BF, og lad KF hænge til senere.

P 1 (RS): 2 la, 20 r, vend.

P 2 (VS): 1 la gf, 13 r, vend.

P 3: 1 la gf, 7 r, vend.

P 4: 1 la gf, 9 r, vend.

P 5: 1 la gf, 11 r, vend.

P 6: 1 la gf, 13 r, vend.

P 7: 1 la gf, 15 r, vend.

P 8: 1 la gf, 16 r, vend.

Man har nu strikket en gentagelse af mønsteret. De næste gentagelser laves ved at strikke 2 p r med KF, så de 8 p i BF-modulet. Strik 9 gentagelser på den måde – der er nu strikket 10 gentagelser.

1 p r med KF. På næste p lukkes de første 2 og de sidste 2 m af, og KF garnet brydes.

Strik BF-modulet en gang. 2 la.

Brug KF garnenderne til at sy de afslagne KF-m fast til opslagningen. Sy garnenden gennem alle rillerne i enden, træk til, og hæft ende.

Stop bolden med kartet uld eller fiberfyld. Slå de resterende m af med BF og sy bolden sammen. Eller sy de åbne m til opslagningen.

Færdig! Strik en hel håndfuld og del boldene ud til børn og barnlige sjæle.

Lille bold

English pattern here.

Afslutninger, og nye begyndelser

Jeg er blevet færdig med en del projekter, og har sat endnu flere nye i søen. Måske er det forårets energi? Påsken gik med at læse til eksamen, og selv om det da på et teoretisk plan er fascinerende at man kan beskrive bestande af dyr og planter matematisk (det er populationsøkologi), så vil jeg jo egentlig hellere bare udenfor og snuse og samle planter til farvegryderne…

Fordi det var så synd for mig at jeg skulle læse til eksamen, gav jeg mig selv en lille gave. “En farverig verden” af Anne Støvlbæk Kjær og Louise Schelde Jensen, kvinderne bag Uld Guld.

farverigverden

Og hvor er det dog bare en lækker bog, med de smukkeste fotografier af både uld, farver og remedier. Men det er en skam at der er så lidt ny information i den. Jeg tror ikke, jeg er stødt på noget endnu, som ikke er beskrevet i større detalje i min lasede, tro følgesvend, “Farvning med planter” af Ester Nielsen.

nielsen

Men efter eksamen var overstået følte jeg energien vende lidt tilbage. Jeg er glad for at have udgivet mit mønster Bilskirner på dansk og engelsk. Det tog mig meget længere tid end jeg havde troet at skrive, oversætte og få teststrikket mønsteret, men nu er det i hvert fald oppe.

BilskirnerCollage

Og nu har jeg lavet Bilskirner kits færdige, som er til salg i webshoppen. Kits indeholder mønsteret (som download af pdf-fil) og garn nok til at strikke et sæt af hue og vanter, enten til et barn eller en voksen. Garnet er mit 100% alpaka-garn, Guldfaxe. Der er to farver. I den ene er mønsterfarverne lavet med en gradient af cochenille

bilskirnerpink

i den anden farve er mønsterfarverne lavet med en gradient af krap og rejnfan

nyebegyndelser

men de ser også ret lækre ud sammen, synes jeg!

kontrastfarver

Edda er en ny begyndelse på strikkefronten. Det er en kassetrøje med helt smalle ærmer, som er strikket i mit tynde, 1-trådede uldgarn, Norne. Dette er prototypen, strikket i garn, der er farvet i 2 toner af pink med cochenille. Med min vanlige snørklede proces er der et stykke tid til jeg skriver er færdigt mønster.

edda

Edda er strikket frem og tilbage og samlet foran med maskesting så der står rå huller tilbage imellem farverne (det er med vilje, man kan jo bare sy dem til)

edda_foran

og halsen er så strikket på til sidst.

edda_hals

Nu skal man jo passe på med at sige, at man har opfundet noget helt nyt, for det viser sig altid at et klogt hovede et eller andet sted har tænkt på det samme…. men jeg har aldrig set andre trøjer med den konstruktion, jeg har brugt til Edda. Skulderen er nemlig formet med vendestrik, så den er helt blød og lækker uden en søm. Mere følger, når jeg kommer videre med mønsteret.

edda_skulder

Vindauga-princippet, hvor strimler af retstrikning samles med rammer af maskesting, vil heller ikke rigtig lade min hjerne være i fred. Jeg arbejder på en version, hvor hver rude er stribet, og den er strikket i Fenris 100% uld (450 m/100 g) på pind 3,5.

Her er det i blå og grønne farver, fra mine forsøg med indigo, vau og grå bynke.

babyvindauga

Endelig er jeg gået i gang med et eksamensprojekt til et andet fag jeg følger, kemiske undervisningsforsøg. Det er et fag man skal have for at kunne undervise i kemi i gymnasiet. Jeg har fået godkendt “farvning med indigo” som emne, så jeg skal nu lave et projekt, hvor jeg beskriver hvordan indigofarvning kan bruges i kemiundervisning. Hvor heldig kan man være??