Vajd – en historie om blåt

Endelig blev det sommerferie! Jeg har tænkt mig at bruge den på at farve (med naturfarver selvfølgelig), strikke (af naturfarvet garn) og læse (om naturfarver, hvad ellers??).

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Vaid – En historie om blått” af Anne Sagberg, og det er en velskrevet og interessant bog, der indeholder meget der var nyt for mig. Det er tydeligt at forfatteren har lavet sin egen, nye research, og ikke bare skrevet et opkog af eksisterende bøger om emnet. Den er desuden skrevet på et norsk, der er let for en dansker at kapere.

vaidbog

 

Især kapitlerne om historiske fund af vajdfarvede norske tekstiler er virkelig interessante. Selv om vajd gror vildt flere steder i Norge, for eksempel på Nordlandskysten, står det ikke klart om den egentlig er blevet groet i landet førhen til farvning. Alligevel er der altså fundet mange vajdfarvede tekstiler i Norge fra forskellige tidsaldre.

Osebergskibet blev fundet i 1904, og viste sig at være grav fra år 834 for to kvinder – den ene klædt i en rød dragt, den anden i en blå, vajdfarvet dragt. Det røde tekstil er meget fint, formodentlig importeret, og dragten har påsyede silkebånd, så den rødklædte kvinde kaldes for Osebergdronningen. Det blå tekstil er grovere, formodentlig lokalt vævet, så den blåklædte kvinde kunne være dronningens tjener.

Ud over vajden, der blev brugt til det blå klæde, så havde dronningen også en lille æske med vajdfrø med sig. Det synes jeg, er virkelig interessant. Vi ved ikke, om man groede planten i Norge på den tid, eller om man importerede farvestoffet eller farvet uld. Men vi ved altså, at en lille æske med vajdfrø var kostbar eller vigtig nok for snart 1200 år siden, til at en magtfuld kvinde skulle have den med i sine gravgaver.

For nogle år siden, på en ferie til Oslo, så jeg Osebergskibet, som findes i Vikingeskibshuset. Skibet er jo imponerende smukt, men jeg husker desværre ikke noget om en æske med vajdfrø. Dengang vidste jeg dog heller ikke, at jeg skulle lede efter den, og jeg ved ikke om den er udstillet.

Osebergskibet, udgravning tv og det istandsatte skib th.
Venstre: Udgravningen af Osebergskibet. Højre: det istandsatte skib.

Baldishol-tæppet er et overlevende fragment af noget, som engang var et større værk, det kan man se på de rå kanter. Tæppets historie er ganske utrolig.

I 1879 rev man den gamle kirke i Baldishol ned, og familien på nabogården købte en del af inventaret. Nogle år senere kom en Louise Kildal på besøg fra Oslo, og fik en af genstandene med hjem – et snavset stykke stof, som organisten plejede at bruge til at lægge over benene, fordi det trak sådan i den gamle kirke (!)

Hjemme igen vaskede Louise Kildal stofstykket, og dette var hvad der dukkede frem: det farvestrålende Baldishol-tæppe, et vævet billedtæppe fra mellem 1040 og 1190. I dag findes tæppet på Kunstindustrimuseet i Oslo. Det kunne jeg tænke mig at se næste gang min vej forhåbentlig går til Oslo.

I mellemtiden kunne jeg meget let se mig selv farve garn op i tæppets farver. Det indeholder flere forskellige blå farver, som formodentlig kommer fra vajd. Den grønne farve er gul overfarvet med blå, så der er gået store mængder blå til dette kostbare tæppe. I 2013 fik man røde tråde fra tæppet analyseret, de kom fra en tidligere restaurering. Analysen viste, at den røde farve kommer fra en plante i Rubiaceae-familien, altså den familie, krap hører til (men det vides åbenbart ikke med sikkerhed om farven kommer fra krap eller et andet medlem af familien). Den gule er ikke blevet analyseret endnu, men Anne Sagberg skriver, at vau var tidligt i brug, og kunne have været dyrket i Norge eller importeret.

Af Frode Inge Helland - http://kunsthistorie.com/fagwiki/Fil:BaldisholteppetRepr_1000.jpg, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=15836282
Baldisholtæppet. Foto: Frode Inge Helland

Bogen omfatter mange flere emner end dem, jeg har nævnt her. Anne Sagberg fortæller også om fundet af en ung kvindes grav i stavkirken i Uvdal. Kvinden blev begravet i sidste halvdel af 1300-tallet, og har en vajdfarvet hætte på i den facon, som var højeste mode på det tidspunkt. Vi får også beretningen om Sagbergs problemer med at lave en reproduktion af hætten (det var ikke let!). Indgående beskrivelse får også tre tekstiler til ophængning på væggen, Vossadugen, Huldredugen og Veøydugen. De er fra slutningen af 1400-tallet, og alle er broderet med geometriske mønstre, som jeg kunne tænke mig at omsætte til strik engang.

Hvis der er nogen der har læst dette helt til ende, kan de vist ikke være i tvivl om, at jeg gerne vil anbefale bogen!

Read this post in English

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

En kommentar til “Vajd – en historie om blåt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *