Venstrehåndet midlertidig opslagning

Mit tæppe strikket af små testnøgler skrider fint fremad!

blanket

Hvert rektangel begynder med en midlertidig opslagning. Så strikker jeg indtil rektanglen opfylder det gyldne forhold – her 32 masker i bredden og 19 retriller i højden. Jeg har brugt alle mine forskellige testnøgler til rektanglerne. Bagefter har jeg strikket hvide kanter på og samlet hele tæppet med maskesting. Men mere herom senere.

Dagens mission er nemlig at fortælle om selve opslagningen. Der findes mange måder at lave en midlertidig opslagning på, og de fleste af dem er træls. Især den (ellers udbredte) metode, hvor man hækler en lang kæde og så strikker ind i den – ikke lige min kop te!

Jeg bruger en type midlertidig opslagning hvor man først hækler rundt om strikkepinden med en stump ekstra tråd – det er den simpleste metode, synes jeg, men det tog mig uforholdsmæssigt lang tid at lære teknikken. Jeg så denne video et antal gange, men jeg er venstrehåndet, og alt man kan finde om hækling er jo til højrehåndede.

Her kan man se hvordan jeg venstrehåndede person gør:

Brug noget andet garn end det du skal strikke med – glat bomuldsgarn er godt – og en hæklenål med ca. samme størrelse som din strikkepind. Lav en helt almindelig begyndelsesløkke til hækling

lefthand1

Strikkepinden lægges nedenunder hæklenålen så enden der går til garnnøglet hænger ned over strikkepinden

lefthand2

Garnet vikles nu op på bagsiden af strikkepinden og ind over hæklenålen

lefthand3

Træk garnet igennem den løkke der allerede var på hæklenålen – du har nu 1 maske på din strikkepind

lefthand4

Fortsæt på samme måde – for hver maske kommer garnet ned over strikkepindens forside, tilbage over dens underside, over hæklenålen, og træk igennem

lefthand5

Når du har det ønskede maskeantal klippes garnet over. Den klippede ende er til højre på dette billede

lefthand6

Nu kommer det rigtige garn i spil (her et dejligt nøgle farvet lilla med blåtræ i regnvand). Jeg binder simpelt hen en almindelig knude der hvor garnet til den midlertidige opslagning blev klippet over. Og så strikker man helt almindeligt:

lefthand7

Senere kommer man så tilbage og fjerner det hvide garn. Knuden bindes op, og man kan sætte maskerne på pinden en for en idet man trevler det hvide af. Her har jeg en kort ende af det lilla garn, lige lang nok til en Russian join, men man kan også efterlade en længere ende når man starter, så man har garn til at strikke videre med.

Her tænker du på “Venstrehåndet midlertidig opslagning”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *