DEN CANARISKE COCHENILLE

Cochenille er et fantastisk insekt, propfyldt som det er af rød farve. Sammen med krap, indigo og gule farver fra lokale planter lader cochenille naturfarveren komme hele vejen rundt om farvecirklen.

Da de spanske conquistadorer ankom til det nuværende Mexico i 1519, var de på jagt efter guld og andre rigdomme. Guld, skulle det vise sig, var der ikke meget af. Til gengæld bugnede markederne af et rødt farvestof, som spanierne ikke havde set før – cochenille (Dactylopius coccus).

I Mexico havde man dyrket cochenille i århundreder, og insektet var blevet forfinet ved avl, så det indeholdt langt mere farve, end de vilde slægtninge. Aztekerne skelnede da også mellem den domesticerede cochenille, som kaldtes nochetzli (kaktussens blod), og de vilde varianter, som kaldtes xalnocheztli eller ixquimiliuhqui.

“Mexicansk indianer indsamler cochenille med en dyrehale” Ramirez 1777. Spanierne havde ikke tålmodighed eller håndelag til at dyrke cochenillen, så det var en opgave, de oprindelige folk i Mexico førte videre efter spaniernes erobring af landet.

I stedet for guld fandt spanierne sølv i Sydamerika (Argentina er jo også opkaldt efter metallet), og det kom de til at tjene godt på. Men på en solid andenplads rent indtjeningsmæssigt lå handelen med cochenille.

Først havde de konservative og hemmelighedsfulde farvere hjemme i Europa været skeptiske overfor den “indianske kermes” (de var vant til at fremstille de luksuriøse røde farver på silke med andre insekter: kermes, polsk cochenille og armensk rød). Men i løbet af 1540’erne var konklusionen ikke til at komme uden om: cochenille indeholdt god og holdbar farve i mængder, der var mange gange større end de “gamle” insekter. I løbet af få årtier standsede brugen af de andre rødfarvende insekter totalt, og cochenillen blev handlet i hele verden.

Spanien havde monopol på den lukrative handel, og gjorde hvad de kunne for at beholde det. Faktisk vidste andre europæere ikke engang hvad cochenille var – bær, orm eller en mellemting? Bibelen og de gamle grækere havde af gode grunde ikke noget at sige om tilfældet, og det var umuligt at rejse til Ny Spanien uden tilladelse – en tilladelse, som kun spaniere kunne få.

Først i 1704 blev et videnskabeligt studie udgivet, som dokumenterede, at der var tale om et insekt. Studiet var af Leeuwenhook , som byggede mikroskoper, og brugte dem til at undersøge alt hvad han kom i nærheden af. I sin undersøgelse så han klart insekt-kropsdele, helt ned til den proboscis (munddel), som cochenillen bruger til at suge saft ud af kaktusserne med.

Egentlig kan det undre, at det skulle være sådan et mysterium, hvad cochenille var. Dette billede af tørret cochenille er taget med en helt almindelig linse, og man kan godt se kroppens segmenter. Men vi læser jo vores eksistrene viden ind i det vi ser, og det gjorde de lærde europæere også for flere hundrede år siden.

Men der skulle gå over 100 år til, før Spaniens monopol virkelig blev brudt. I 1808 indtog Napoleon et allerede svækket Spanien. Han tabte det igen (og endte jo som bekendt – efter en tur til Waterloo – på Sankt Helena). Men de spanske kolonier benyttede sig af forvirringen til at gøre oprør. Efter 1817, hvor Bolivar blev oprørsleder, løsrev det ene territorium efter det andet sig, og i 1821 blev det Mexicos tur.

Efter løsrivelsen kunne spanierne ikke længere styre handelen med cochenille. Levende insekter spredte sig over hele verden. Guatamala blev en af storproducenterne, og hollænderne fik også – med helt umenneskeligt slavearbejde – en storproduktion op at stå på Java.

Cochenille er meget sart, og kan kun dyrkes i klima, der virkelig egner sig til det. Et kraftigt regnskyl kan for eksempel udradere en hel afgrøde. På Java var omkostningerne til dyrkning altid for høje, fordi klimaet egentlig ikke er velegnet til cochenille.

I 1820’erne blev en lille bestand af cochenille sendt fra Spanien til de Canariske Øer, hvor det hurtigt viste sig, at klimaet er virkelig velegnet. Figenkaktussen, som cochenille lever på, groede også allerede på øerne. Men øernes bønder dyrkede den for frugterne, og i øvrigt var de optaget af at dyrke vindruer, som de tjente gode penge på. Det ændrede sig dog i 1853, hvor svampen Uncinula necator udraderede øernes vinstokke. Bønderne fik en pludselig trang til at dyrke cochenille, og allerede i 1855 eksporterede man 500 tons cochenille, en signifikant del af verdensproduktionen.

Men den opmærksomme læser vil hæfte sig ved årstallet. I 1855 går en ung mand rundt i England og studerer kemi. Det er selvfølgelig William Henry Perkin, jeg hentyder til. Han gør sin store opdagelse af det første syntetiske farvestof, mauvein, i 1856. Allerede i 1859 har han gjort det til en stor industri, og hans “mauve” (lilla) er overalt. Og herefter er resten jo historie. Det ene efter det andet syntetiske farvestof ser dagens lys, inklusive syntetiske versioner af alizarin (kraps røde farvestof) og indigo.

Produktionen af naturlige farvestoffer kollapsede. Både cochenille, krap, indigo, vau. Alle naturlige farvestoffer. Fra at være en enorm og dominerende produktion, indbringende over århundreder, så forsvandt de naturlige farver – næsten.

For de overlevede i små nicher. Til fremstilling af persiske tæpper blev syntetiske farver aldrig rigtig velsete, og en niche af krapdyrkning overlevede. På de Canariske Øer blev man faktisk også ved med at dyrke cochenille, selv om priserne var lave, og man næsten ikke kunne leve af det. Cochenillen overlevede bla. som videnskabeligt farvestof, til farvning af vævsprøver. I 1960’erne og 70’erne vendte interessen for naturlige farver tilbage, og samme interesse er der – heldigvis – også i dag.

Dyrkning af naturlige farvestoffer bliver af nogen anklaget for at optage land, som kunne bruges til dyrkning af fødevarer. Kritikken er i nogle tilfælde berettiget, men i andre tilfælde er billedet mere nuanceret. Cochenille bliver dyrket på jord, som ikke egner sig til ret mange andre afgrøder, og det ser jeg som en klar fordel. Desuden indeholder cochenille så stor en mængde af det røde farvestof, carminsyre, at selv om der findes en måde at fremstille det syntetisk på, så kan den ikke konkurrere med prisen på det naturlige stof! Mig bekendt er det et enestående tilfælde blandt farvestofferne – at det naturligt fremstillede stof rent faktisk er det billigste.

I dag er verdens største cochenille-producent Peru. Landets lave lønninger gør det meget konkurrencedygtigt, og det står for 85% af verdensproduktionen på 1100 tons årligt. Til sammenligning står de Canariske Øer for under 3% af den globale produktion.

Jeg er begyndt at købe cochenille af Lorenzo Pérez, som er 3. generation i sin familie, der dyrker cochenille på Gran Canaria. Jeg køber nu et produkt, som er totalt sporbart, og som bliver afsendt direkte, uden mellemled.

Lorenzo Pérez og hans far, som har arbejdet med dyrkning af cochenille i over 50 år, og stadig deltager i det daglige arbejde, bruger helt traditionelle metoder til dyrkningen – de dyrker simpelthen cochenillen, som man altid har gjort.

Dyrkningen af cochenille kræver vedholdenhed og fingerspidsfornemmelse. Man skal selvfølgelig dyrke selve kaktussen, som cochenillen lever som parasit på – typisk bruges figenkaktus (Opuntia ficus-indica) – uden sunde kaktusser, ingen cochenille.

Kaktusserne inficeres så med befrugtede hunner, som er fyldt med æg. Og som Pérez forklarer til billedet nedenfor, så er det en balanceakt. En kaktus skal inficeres med tilstrækkeligt mange individer til at give en god høst, men for mange kan slå kaktussen ihjel

https://www.instagram.com/p/BcYp99igZWr/

Når æggene er lagt klækkes de, og nymferne bruger deres munddele til at suge sig fast. Cochenillen lever ved at snylte på kaktussen, og hunnerne bliver samme sted hele livet. Hannerne har i deres fuldvoksne form vinger. De flyver væk, parrer sig, og dør.

Men hunnerne bliver altså siddende, og efter 3-4 måneder er de fuldvoksne og fulde af befrugtede æg. Det er i dette stadie, at de høstes til farvning. Det gøres, som man altid har gjort: manuelt, ved at skrabe dem ned i en beholder. Sammenlign blot metoden her nedenfor med det allerøverste billede på siden:

https://www.instagram.com/p/BoCblNqlj3X/

Igen er der tale om en balanceakt. De fuldvoksne hunner skal høstes, men de lidt mindre skal blive siddende, så der bliver en høst mere. For hver eneste insekt skal et menneske stå og afgøre, om det skal høstes nu, eller vokse i længere tid!

Efter høsten skal cochenillen tørres. Traditionelt har man opdelt cochenille i kvalitetskategorier efter hvordan den var tørret – fra den dårligste, som blev dræbt i kogende vand og så tørret, de lidt bedre, der blev tørret i ovn eller på ophedede metalplader, og så den bedste kvalitet, som var soltørret.

Pérez soltørrer – selvfølgelig – sin cochenille, og det foregår i store tørrerammer. Urenheder fjernes (manuelt!) og cochenillen bliver siet, så kun de store insekter med højt farveindhold kommer med i det færdige produkt.

https://www.instagram.com/p/Bm3bXJal5rI/

Pérez har egenhændigt fået indført en EU-kvalitetsstandard for cochenille (en bedrift, der må kræve superkræfter, når man tænker på, hvordan alting foregår i EU?), som betyder, at den tørrede cochenille mindst skal indeholde 19% carminsyre. Men tit indeholder den endnu mere.

Når man farver med cochenille, så er det da også et farvestof med superkræfter, man har med at gøre! For at afprøve Pérez’ cochenille her under vestjyske forhold, har jeg lavet et par serier af testnøgler. Hvert nøgle vejer 11-12 g. Til at farve en testserie tog jeg så 1 g (ja, et gram) cochenille, stødte det i morteren, og kogte det op, inden jeg tilsatte mere vand for at kunne dække garnet godt. Jeg farvede testnøglerne i en time hver, bortset fra de sidste par nøgler i hver serie, som fik lov at stå lidt længere for at suge farve til sig.

Her er en testserie lavet på alunbejdset garn, farvningen er udført i regnvand. Af en mig ukendt grund blev første farvning ikke den stærkeste, det gjorde den anden. Derefter falder farvens intensitet. Men de senere nøgler i serien er også smukke, og det skyldes selvfølgelig, at cochenille indeholder så stor en mængde farvestof!

1 gram cochenille brugt til at farve 11-12 grams alunbejdsede testnøgler i regnvand. I alt gav det ene gram cochenille farve til 83 g uld. Første farvning ses til venstre, den sidste til højre.

Næste testserie er lavet ligesom den første, med den ene forskel, at der er tilsat vinsyre under opkogningen. Vinsyren gør farverne skarpe og klare, men om det bare skyldes ændring af pH eller om der er noget andet på spil, ved jeg ikke!

1 gram cochenille brugt til at farve 11-12 grams alunbejdsede testnøgler i regnvand med tilsætning af vinsyre. I alt gav det ene gram cochenille farve til 91 g uld. Første farvning ses til venstre, den sidste til højre.

Vinsyren ændrer i hvert fald udtrykket markant, og oftest farver jeg faktisk med cochenille uden tilsætning af vinsyre, for jeg kan godt lide de varme toner i første serie.

Litteratur brugt som baggrund til denne artikel: Dominique Cardon: Natural Dyes, Archetype Publications, 2007. Amy Butler Greenfield: A Perfect Red, Doubleday, 2005. Padilla & Anderson (Eds): A Red Like No Other. Skira Rizzoli & Museum of International Folk Art Santa Fe, 2015.

KØB DEN CANARISKE COCHENILLE I VORES WEBSHOP

Tagget , , , , ,

2 tanker om “DEN CANARISKE COCHENILLE

  1. Tak for en virkeligt spændende GENNEMGANG! 🙂
    British Museum udgav for et par år siden en beskrivelse af indigoens (kultur)historie, men jeg vidste ikke noget om cochenillen….

    Det er meget interessant med dine FARVeprøver – jeg bejser ikke med Alun ved cochenille, men bruger kun vinsten. Det giver et resultat svarende til den første prøve. Måske man bare skal droppe vinsten….det skal vist afprøves….

    1. Hej Naja
      Mange tak 🙂 Det er måske Balfour-Pauls bog om indigo, du tænker på? Den er i hvert fald en klassiker om indigo! Jeg tror, at nærmest lige meget hvilket farvestof man kigger på, så vil man blive lidt overrasket over, hvor lang og indviklet dets kulturhistorie egentlig er. Med cochenille er det mest overraskende nok, at det ikke er en vild art, men en domesticeret art fra en hedengangen kultur…

      Du kan godt farve substantivt med cochenille. Jeg har ikke afprøvet det systematisk, så jeg ved faktisk ikke, om alun giver mere intense farver. Men tilsætning af vinsten uden alun, det ved jeg ikke lige helt hvordan skulle virke…. de fleste steder ser man vinsten omtalt som et hjælpestof til netop alun, fordi det skulle hjælpe med at holde aluminium-ionen i opløsning. Her er helt klart brug for flere eksperimenter 🙂
      Mvh Astrid

Skriv et svar til Naja Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *