FARVNING MED SAFFLOR

Safflor er en kompleks farveplante. Den indeholder både gule og røde farvestoffer, som kan binde på forskellige fibre.

Safflor (Carthamus tinctorius) er en af de allerældste kulturplanter. Den opstod i det nuværende Syrien for mindst 5000 år siden ud fra en krydsning af 2 eller 3 vilde planter fra Carthamus-slægten (det kan man se i studier, hvor man sammenligner safflors DNA med de vilde planters).

Safflor spredte sig hurtigt til et stort område, der strækker sig fra det gamle Ægypten til Japan. Planten og dens farve optræder i flere ægyptiske gravfund – for eksempel guirlander af blomsterne fra omkring 1400 f.Kr. og safflor-farvet tekstil fra ca. 1800 f.Kr.

Safflor er også omtalt i mange antikke tekster – fra Mesopotamiske tavler med kileskrift, Aristoteles’ skrifter til Talmud (jødiske skrifter fra de første århundreder af vores tidsregning). Ud over at omtale safflor som farveplante, så giver Talmud også en ret detaljeret beskrivelse af, hvor god en virkning planten skulle have mod impotens!

Ligesom så mange andre varer og ideer rejste safflor ad Silkevejen til Kina, hvor den begyndte at blive brugt for ca. 2000 år siden. Der blev successen så stor, at safflor blev dyrket på et areal, der begyndte at gøre indhug i fødevareforsyningen – resultatet blev et kejserligt dekret, udstedt i 1292, der forbød dyrkningen af safflor.

Safflor, Carthamus tinctorius, også kendt som farvetidsel og falsk safran.

Planten har ellers to anvendelser: til farve og til olie (ved presning af frøene). Dermed er den i fint selskab med andre meget gamle kulturplanter med dobbeltanvendelse, tænk bare på hør (Linum usitatissimum) til tekstil og olie og hamp (Cannabis sativa) til tekstil/tovværk og rus/medicinsk brug.

Til farvning bruger man kun kronbladene af safflor, som man høster ved at hive dem af det store, runde blomsterhoved hver anden eller trejde dag i løbet af blomstringen. Det bliver ikke til meget for hver omgang, og man kan gå derfra med nogle sviende prik i fingrene hvis man ikke er forsigtig, men efterhånden kan man altså opbygge sig en fin bunke kronblade (i de eksperimenter jeg beskriver nedenfor brugte jeg dog indkøbt farvestof, for jeg har ikke meget af det hjemmedyrkede)

Safflor-kronblade, høstet efterhånden som de dukker frem og tørret.

Farvning med safflor er en smule indviklet, og det er virkelig et af de tilfælde, hvor man spørger sig selv hvordan folk er kommet på sporet af sådan en farvemetode i antikken.

Safflor indeholder nemlig mange forskellige farvestoffer. Der er mest gul farve, en blanding af en række forskellige gule farvestoffer, som overhovedet ikke ligner de gule farvestoffer fra planter som vau og rejnfan. Farvestofferne i de planter, der normalt anses for at give de bedste gule farver, er flavonoider. De gule farvestoffer, man finder i safflor, hører til en helt anden type stoffer, kaldet C-glycosylchalconer, men det siger nok de færreste noget!

De gule stoffer i safflor er let opløselige i vand, og det betyder at man bare sætter kronbladene i blød i rigeligt vand i en timestid ved stuetemperatur, så trækker der masser af gul farve ud.

Den gule farve fra safflor kan godt binde til uld. Her nedenfor ses safflor-gul på 10% alunbejdset uld – men det kan ikke anbefales. Den gule farve har nemlig en dårlig lysægthed. Gul er og bliver et problem hvad angår lysægthed, men der er jo mindre dårlige muligheder såsom rejnfan, birk og vau.

Gul farve fra safflor. Her er farvet på ren uld bejdset med 10% alun. Umiddelbart ser det jo ud til at være en fin gul farve, men den vil altså falme hurtigt! Så den er kun afprøvet her for fuldstændighedens skyld.

Det første trin i de farvninger jeg beskriver her nedenfor er altså at sætte kronbladene i blød i rigeligt vand i en timestid og så si kronbladene fra og smide vandet ud. Derefter har jeg skyllet i flere hold vand. Nogle opskrifter siger, at man skal blive ved til vandet løber klart, men det gjorde det ikke for mig, der skal åbenbart virkelig meget vand til!

Ud over de gule farvestoffer indeholder safflors kronblade også et rødt farvestof, som hedder carthamin. Det stof har den specielle egenskab, at det ikke er opløseligt i vand ved neutral pH. Man kan kun opløse det i base.

Jeg har afprøvet udvinding af det røde carthamin ved at sætte 20 g tørret safflor i blød og smide flere hold gult ud. Så kom jeg kronbladene i friskt vand og tilsatte dråbevis en opløsning af natriumcarbonat indtil pH var 11, altså stærkt basisk. Jeg lod det stå ved stuetemperatur et par timer (men ifølge Jenny Deans opskrift i Wild Colour er en time nok).

På billedet herunder kan man se et glimt af, hvad der foregår. I skålen til venstre er der safflor-kronblade og vand. Kronbladene er friskt orange, og der er trukket gul farve ud i vandet. I skålen til højre er der tilsat base. Væsken har kun ændret farve meget lidt i retning mod det orange, men kronbladene har mistet deres klare orange farve og ser grumsede ud. Det er fordi carthaminet er trukket ud.

Kronblade af safflor i neutralt vand til venstre og base til højre.

Når carthamin er trukket ud sier man kronbladene væk og går videre med væsken. Før man farver skal man neutralisere den, jeg tilsatte eddikesyre indtil pH var 6, altså tæt på neutral. Jeg farvede et silketørklæde og en stump bomuldslærred i farvebadet ved at lade det stå natten over ved stuetemperatur, og vendte i det et par gange undervejs. Stoffet vejede ca. 20 g, så det var altså samme vægt stof og kronblade.

Resultatet så sådan her ud:

Safflor-rød på silke (bagerst) og bomuld (forrest) i et farvetrin.

Bomulden har fået en lyserød farve, men silken er mere hvad man ville kalde laksefarvet. Problemet er, at både det røde carthamin men også gule stoffer kan binde til silke, mens det kun er carthamin der binder til bomuld.

Når man er ude efter pink silke, så er løsningen på dette problem ifølge Dean at farve på bomuld først, trække farven af bomulden igen og så farve silke med den aftrukne farve. Farvningen på bomuld fungerer altså som en slags oprensning af farven fordi bomuld kun binder det røde farvestof.

Jeg har selvfølgelig prøvet denne indviklede metode. Nye 20 g safflor-kronblade blev sat i blød og så meget gult som muligt fjernet, carthamin opløst med base og neutraliseret, derefter farvede jeg på et stykke bomuld ved at lade det stå natten over. Det fik samme lyserøde tone som det på billedet ovenover.

Jeg tog nu det lyserøde bomuld og lagde det i friskt vand, det kan man se på billede 1 herunder. Så tilsatte jeg natriumcarbonat til pH var 11 og lod det stå natten over. Det kan man se i billede 2. Farven er trukket af bomuldsstoffet, som nu ser rimelig blegt ud, og væsken i glasset er orange. Jeg fjernede bomulden, neutraliserede væsken og tilsatte et silketørklæde, som jeg lod stå natten over. Det er billede 3 der viser hvordan det så ud næste dag: lyserød farve på silken, kun lidt farve tilbage i væsken.

1: Safflor-farvet bomuld i vand. 2: Base tilsat og bomulden har stået natten over. 3: Neutraliseret, og silke har stået natten over.

Da silken var tørret var den selvfølgelig meget lysere, herunder kan man se den til højre – til venstre er den silke, jeg først farvede i et trin.

Silke farvet med safflor. I begge tilfælde er den gule farve først fjernet. Tørklædet til venstre er farvet direkte i den røde safflor-farve. Det til højre er farvet i et farvebad, der er trukket af et stykke bomuld.

Styrken af farven er jo meget forskellig, selv om begge tørklæder vejer 20 g og er farvet med 20 g safflor. Men farvetonen er også forskellig. Tørklædet til højre, hvor farven er kommet via bomuld er en ren lyserød, mens farven er gulere på det til venstre.

Oprensningen af den lyserøde farve ved først at farve bomuld, trække farven af, så farve silke – den virker altså. Men der bliver også mistet meget farve i processen. Det er ikke nogen overraskelse, for der blev noget farve tilbage på bomulden, og i hvert farvebad bliver der også noget tilbage, som tekstilet ikke optager.

Konklusionen er, at det ikke er en særlig effektiv metode vi har med at gøre her. De enorme områder, der blev brugt til safflor-dyrkning, giver mening set i det perspektiv. Stærkere farver kræver tydeligvis store mængder farvestof, og udbyttet ved dyrkning er ganske beskedent.

Her vil nogle måske spørge, hvorfor man ikke bare farvede lyserødt med cochenille i stedet? Svaret er ganske simpelt. I safflors storhedstid, for eksempel Kina i årene op til dekretet i 1292, var der endnu ikke kontakt mellem den gamle og nye verden. Det var først i 1540’erne at cochenille blev udbredt i Europa. Før det havde man i Europa og Asien andre insekt-røde (kermes, lac, polsk cochenille) men de var ekstremt kostbare, og forbeholdt den absolutte elite – tænk bare på Henry VIII’s kermesfarvede Cap of Maintenance.

I dag bliver safflor dyrket i stigende grad, men til brug i olieproduktion. Man ser også nogle gange frøet i fuglefrøsblandinger! Men den er bestemt en god tilføjelse til enhver farvehave eller have, synes jeg.

Selvfølgelig til at farve med – den lyserøde farve er noget flygtig, men jeg kan ikke lige tænke på andre røde plantefarvestoffer der kan binde til plantefibre, og det uden hverken bejdsning eller opvarmning!

Men safflor er også bare en smuk plante. Man kan høste og tørre den, og den skulle efter sigende holde rigtig godt i tørret tilstand. Man kan også lade den pynte i haven hele vinteren. Jeg plejer at lade resten af planten stå efter at have høstet kronblade. Billedet her er taget i min farvehave i november sidste år – prøv lige at se de her skeletter

Safflor-skeletter i november.

Jeg har lige sået safflor i min have forleden. Den plejer at komme op uden tøven når jeg sår direkte på voksestedet efter frosten er forbi, så mellem 20. maj og slutninen af juni. Man kan stadig nå at så den i år!

Astrids butik er webshoppen, hvor jeg fører alle varer, der knytter sig til Midgaards Have – plantefarver, garn til farvning, frø. Desuden finder man alt hvad der hører til projektet Retrofutura plus et voksende sortiment af andet lækkert garn og strik.

MATERIALER BRUGT:

Tagget , , ,

2 tanker om “FARVNING MED SAFFLOR

  1. Tak for denne grundige gennemgang af safflor. Jeg har haft frø liggende i et par år, de er aldrig kommet ved forspiring. Jeg går da ud og så resten lige med det samme 🙂 Pink, here I come, efersom jeg regner med at din silke-metode også virker på uld.

    1. Ja, i jorden med dem!
      Jeg har ikke prøvet pink på uld, men jeg ville også tro at det skulle virke. Forskellige dyrefibre plejer da at virke på grundlæggende samme måde, bare med variationer i hvor kraftig farvningen bliver

Skriv et svar til Astrid Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *