Jernskoven strikkekit: Midsommer

Fra: DKK 135,00

Varekategorier: , Tags: ,

Beskrivelse

Strikkekit til at strikke et Jernskoven sjal af vores 3-trådede hørgarn Midsommer. Garnet er ren vådspundet litauisk hør.

Da garnet er ubleget, og hør tager imod farve på en dæmpet måde, opstår et smukt spil mellem indfarvning og hørrens naturlige, let melerede og blanke grå-beige overflade.

Som alle andre hørgarner er det i begyndelsen lidt stift, men bliver blødere ved brug. Det er ikke hårdt for hænderne at strikke garnet, fordi det er ganske tyndt.

Løbelængden er 600 m / 100 g, men da hvert nøgle af Midsommer vejer 150 g, er et enkelt nøgle rigeligt til et stort sjal.

Kittets pris afspejler kun garnets pris, så mønsteret følger gratis med, når der vælges mindst 1 nøgle Midsommer.

På det første billede holder min 8-årige datter et Jernskoven sjal, som er strikket af mindre end 1 nøgle Midsommer. Det er et stort voksensjal, så det er altså alt for stort til hende, men hun ville så gerne være min model. Sjalet, hun holder er strikket af ubleget og ufarvet Midsommer, og måler ca. 90 x 220 cm.

 

Generelt om naturfarver:

Naturfarver har været i brug i flere årtusinder, og kommer for det meste fra planter, men også fra dyr, lav og svampe. Nogle naturfarver er ikke nær så lysægte som de moderne farver, vi er så vant til – farverne, som er fremstillet fra restprodukter fra fossile brændstoffer.

Jeg bruger de naturlige farver, som har den bedste lysægthed. Farven skal leve lige så længe som ulden, den er bundet til. Derfor anbefaler jeg, at garn eller færdig strik ikke tørres i direkte sol efter vask, og at det opbevares væk fra direkte sol når det ikke er i brug.

Stumper af plantemateriale kan forekomme.

 

Om Jernskoven:

Jernskoven er et nemt sjal i retstrikket blonde. Træet, som er et klassisk motiv i Shetlandssjaler, bemægtiger sig hele sjalets flade, og er kun indrammet af en smal, retstrikket kant.

Sjalet strikkes i et stykke fra bunden op, idet man begynder med en maske, som er sjalets spids. Når den øverste kant er slået af, så er sjalet færdigt. Den nemme konstruktion gør Jernskoven til et overkommeligt projekt, også hvis man ikke har strikket blondestrik før.

Der følger en garnberegner med mønsteret, i form af en excel-fil. Med garnberegneren kan man regne ud, hvor mange gentagelser man kan strikke med den mængde garn man har.

Jernskoven er et dystert sted i nordisk mytologi, en skov, hvor alle træerne består af jern. Dybt inde i skoven gemmer jættekvinden Hyrrokin sig og føder masser af ulveyngel.

 

Størrelse:
Let at tilpasse, da man kan strikke så mange mønstergentagelser, man ønsker, eller indtil man løber tør for garn.

 

Strikkefasthed, efter vask og udspænding:

Norne-udgaven: 15 m x 30 p = 10 x 10 cm.

Midsommer-udgaven: 14 m x 28 p = 10 x 10 cm.

 

Teknikker: læsning af diagram.

Niveau: Nemt. Nogle siger, at brugen af garnberegneren gør det lidt sværere, men det er helt frivilligt om man vil bruge den.

Mønsteret leveres elektronisk (som pdf-fil og en medfølgende excel-fil). Efter betaling bliver en side med bekræftelse af købet vist, og på den side findes links til download. Du vil også modtage en e-mail, som indeholder disse links.

 

Vi har også kits med Norne ren uld:

Jernskoven strikkekit: Norne

Mønsteret fås også alene, uden garn:

Jernskoven sjal, strikkemønster



Andre produkter