Beskrivelse
Frø af judaspenge (Lunaria annua), en smuk plante, der med sin tidlige blomstring (fra april) er til glæde for havens bestøvere (og mennesker). Frøene giver en blanding af planter med hvide og lilla blomster. Efter endt blomstring kommer de smukke og karakteristiske frøstande, som har givet planten dens danske navn. Judaspenge findes forvildet i den danske natur, og anses for hjemmehørende.
Planten er 2-årig, og blomstrer andet år. Hvis man vil etablere en bestand af judaspenge, som kan sprede sig selv i haven fremover, må man altså så den to år i træk. Hvis man lader frøstandene stå, vil frøene drysse ud og planten selvsår villigt. Den er dog let at luge væk der hvor man ikke vil have den. Alternativt kan frøstandene plukkes og tørres, de er selvskrevne i tørrede buketter.
Frøene kan forspires inde i feb-apr, eller frøene kan sås direkte på voksestedet i marts-juni eller september-november for spiring det følgende forår. Ved indendørs forspiring kan man give potterne med frø en månedstid i køleskab pakket ind i plastik hvis frøene ikke spirer i første omgang.
Vi inddeler vores frø i 3 kategorier efter holdbarhed: kort, middel og lang. I alle tilfælde skal frø opbevares tørt og køligt for at have god spireevne. Kort holdbarhed betyder, at frøene skal sås året efter de er høstet. Frø med middel holdbarhed kan godt sås efter 2 eller 3 år, men vil have bedst spiring det første år. Frø med lang holdbarhed kan spire selv efter adskillige år (og i ekstreme tilfælde efter flere hundrede år).
Disse frø er høstet i 2022 og har middel holdbarhed.
Vi kan kun sende frø til EU-lande.